Jeg har sagt op!…

Nå, ja, der er faktisk noget jeg gerne vil fortælle jer.

Noget som jeg egentlig har haft lyst til at fortælle i et stykke tid… Fordi det har påvirket mig de sidste uger og nok også været skyld i, at mit immunforsvar har skabt sig og raget alt muligt til sig!

Sagen er den, at jeg har sagt op!

Jer, der har fulgt med længe, ved måske nok, at jeg startede på et nyt arbejde sidste år i august. Det, jeg troede, var drømmejobbet…

Jeg har været med til at skabe et kreativt univers og en webshop, med alt hvad der til hører. Helt i tråd med min kærlighed til kreativitet!

Jeg har brugt virkelig meget af min tid på det, det sidste års tid. Utallige arbejds- og fritimer, tanker, kræfter og også et par tårer… Det har på en måde været mit 4. barn, med alt hvad der til hører af glæder og sorger, forstyrret nattesøvn, bekymringer og frustrationer.

Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg afsløre, at jeg er kommet til den konklusion, at det var for altopædende for mig. Jeg kunne ikke være i det til sidst. Uanset hvor hurtigt jeg løb, var jeg bagud. Jeg følte, der var et urealistisk og nærmest uopnåeligt forventningsniveau, der tyngede mig i sådan en grad, at jeg ikke kunne gå rundt med ret ryg.

Jeg følte, jeg ikke kunne slå til og være god nok – og den følelse er ikke min ven. Efterhånden er jeg blevet klar over, at det helt sikkert har tråde tilbage til min barndom med mobning. Jeg har brug for, i det mindste indimellem, at høre at jeg gør det godt (nok). Eller i hvert fald føle, at jeg gør en forskel – også selvom det kun er en lille bitte én…

Derudover følte jeg, at jeg ikke kunne være en ordentlig mor og hustru, når jeg endelig holdt fri – ikke den jeg gerne ville være i hvert fald.
Jeg har mistet troen på mig selv, undervejs i projektet. Mistet troen på mine evner. Og da jeg mærkede ordentligt efter, og fandt ud af, at det var dér jeg var nået til, så var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg var nødt til at gøre. Jeg har været på en arbejdsplads for år tilbage, der ikke gjorde noget godt for mig, og jeg har på ingen måde lyst til at komme helt derud igen. For jeg kæmper stadig med efterveer fra det indimellem…

Inden mit eventyr med makaku startede sidste år, var jeg fast besluttet på at skulle skifte retning i mit liv. Væk fra det jeg har lavet i så mange år og videre mod noget nyt, noget andet. Alt var tænkt igennem og undersøgt, forfra og bagfra. Jeg var temmelig sikker på, at jeg havde fundet ind til det, der kunne være min hylde resten af mit arbejdsliv. For som jeg har nævnt før, så har jeg haft virkelig mange overvejelser gennem årene, omkring hvad jeg skulle lave og hvordan jeg kunne finde ’meningen’ i mit arbejdsliv. Få fat i den arbejdsglæde, jeg mærkede for efterhånden mange år siden.

Den drøm, som jeg satte på hold sidste sommer, er blevet vækket til live igen. Mere og mere henover de sidste par måneder, og da jeg endelig tog mig tid til at mærke efter i hjertet – med hjælp fra min A – var beslutningen ikke så svær; jeg skulle sige mit job op.

De sidste par uger har jeg brugt på at få afsluttet en masse arbejdsopgaver. Jeg har også ventet på en afklaring i forhold til, hvad der skal ske med makaku, når jeg ikke længere er der til at være primus motor på projektet. I dag har jeg fået at vide, at makaku ikke vil fortsætte i sin nuværende form. Makaku bliver en del af av form, hvor nogle af varerne fortsat kan købes, men makaku’s udtryk og idéunivers vil ikke blive ført videre…

De næste par måneder skal jeg bruge på at lande igen, finde mig selv og forhåbentlig pleje bloggen lidt. Jeg har forsøgt at tage mig tiden til den, ved siden af fuldtidsjob+, familieliv osv. men det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ville have mere tid til at svare på jeres kommentarer og skrive de indlæg, der hele tiden rumsterer i mit hoved. Det håber jeg, jeg får tid til nu.

Og når jeg har vænnet mig helt til tanken om det, der venter lidt længere fremme, om en måned eller to, vil jeg fortælle (meget) mere om det også! Jeg er nemlig rigtig spændt, nervøs, begejstret og utålmodig 😉

 

Nu vil jeg hoppe ud i køkkenet, med oprejst pande og et smil på læben, og nyde mine 4 drenge – og sige til mig selv, at jeg er god nok 😉

 

Rigtig dejlig aften til jer