Når dagene er tunge og livet er ambivalent

I går var sådan en årsdag, jeg gerne havde været foruden. En mærkelig mærkedag, jeg helst vil glemme. Og egentlig bare fortrænge, hvad der skete for et år siden…

I søndags ’fejrede’ vi min fars fødselsdag. I går mindedes vi hans dødsdag. Dagen efter han fyldte 61 år, blev dagen, vi sad hos ham og tog afsked. Vanvittigt ambivalent, at jeg dagen inden havde besøgt ham, ønsket ham tillykke og sagt ’Vi ses i morgen’. Søndag, da jeg kom med drengene og en kagemand, blev jeg stoppet af en sygeplejerske, der sagde, at de nok ikke skulle gå med ind. Lige dér slog lynet ned i mig, jeg vil aldrig glemme det chok, der plantede sig i mig og jeg kan nærmest ikke holde ud at tænke på det. Det kom som et chok for os alle, at det pludselig gik så stærkt. På få timer var det hele forbi. Med et blev mit liv forandret for altid.

Så forkert, så ambivalent. Vi kom glade og forventningsfulde, og troede vi skulle fejre ham, og i stedet skulle vi tage afsked.

Men på en måde er det et præcist symbol på, hvordan jeg har det indeni.

Jeg er splittet mellem lys og mørke, glæde og sorg. Når jeg fortrænger, at jeg har mistet min far, så er jeg som jeg ’plejer’. Når jeg tænker på det, så kan jeg slet ikke forstå, at jeg overhoved kan stå på benene.

Jeg tænker ofte; ’hvornår rammer det mig mon? Hvornår slår lynet ned og skyder mig i knæ, og efterlader mig hulkende og utrøstelig?’

Der er mange, der har sagt til mig, i bedste mening, at det første år er det værste. At det bliver bedre med tiden. Men jeg har slet ikke lyst til, at det skal blive bedre. Jeg lever jo med sorgen og savnet. Jeg har ikke lyst til, ikke at have det med mig. For mig, er der enten sorgen og savnet eller det at have ham her. Og da det sidste ikke er muligt, må jeg lære at leve med savnet. Men jeg har ikke lyst til, at det skal blive nemmere at undvære ham. Åh, jeg ved ikke engang om det giver mening. Men det er sådan mit hjerte har det.

Når jeg skal leve med og i hverdagen, være til stede i hamsterhjulet og gøre det, der skal gøres, når man er mor, kone, husejer, barnebarn, medarbejder, så gør jeg det. Men indeni kaster solen stadig skygger.

I går holdt vi fri og brugte dagen sammen; A, min mor, bror og jeg. Først med morgenmad hos os og så besøg på planteskole, for at købe forårsblomster, der forhåbentlig kan lyse lidt op. Derefter tog vi forbi kirkegården, inden vi nød en god frokost på Brdr. Prices restaurant, helt i min fars ånd, med alt hver der til hører af hvidt brød, smør og øl 😉

Om eftermiddagen lavede jeg sommermad og jordbærkage, som min mor kom forbi og spiste med os. Inden da, var hun med W til fodboldkamp. En af de små, livsbekræftende hverdagsting, der får livet til at gå videre.

Aftenen gik med rødvin og snak om livet, fremtiden og savnet og det var helt som det skulle være. En god dag, trods alt.

De sidste dage er der poppet en sponsoreret reklame op på min Instagram flere gange, for et bedemandsfirma her i byen. Og jeg synes på en måde det er helt vildt grotekst at blive mødt af. Jeg håber sørme ikke, jeg får brug for sådan ét de næste mange år! Men der må jo være en eller anden algoritme et sted, der kan læse, at jeg for et år siden ringede til en bedemand…?

De næste dage vil der være flere ’mærkedage’, præcis som der har været de sidste uger. I dag, for et år siden, fulgte vi ham hjem fra Hospice. Med det smukkeste forårsvejr som blind passager, i en række efter rustvognen, med tårerne trillende ned ad kinderne. På lørdag er det et år siden vi bisatte ham. Og jeg forstå det stadig ikke…

Det er en hård, tung tid. Mit hjerte sætter mig på prøve og min hjerne bruger meget energi på at fundere over livet. Det vi har, lige nu og her. Hvad giver mening? Der er mange kæmpe store spørgsmål, der er SÅ uendeligt svære at svare på, men jeg forsøger at give plads til at tænke, mærke og fundere. Måske der kommer noget konkret ud af det, måske ikke. Heldigvis har jeg A ved min side, der støtter mig og lytter.

 

Sammen er vi stærkere – det er vel nok den eneste ting, jeg er helt sikker på i livet!