I dag skinner solen – udenpå…
I dag kunne min far være blevet 62 år. I dag, for et år siden, da jeg kørte ud til ham på Hospice, for at ønske ham tillykke med fødselsdagen, vidste jeg ikke, at det ville blive sidste gang jeg snakkede med ham, sidste gang jeg kiggede ham i øjnene, sidste gang han aede mig på kinden…
I dag skinner solen… Strålerne rammer mit hjerte og danner skygger, der hvor der stadig er hul. I dag, har i mange år været en festlig dag, med fødselsdagskram, god mad og familietid. Min fars dag.
I år er første år i mit liv, jeg fejrer min fars fødselsdag uden min far…
I dag har vi været samlet hos min mor, med min bror og svigerinde og spist et veldækket frokostbord, som min far ville have lavet det.
Da jeg dækkede op til det, tænkte jeg på ham og værdsatte lidt ekstra, at han lærte mig at gøre noget særligt ud af alting. At gøre sit bedste. At give lidt ekstra. Selv med noget så ‘simpelt’ som et frokostbord. I stedet for at sætte pakkerne på bordet, blev det altid arrangeret lidt – på far-måden.
Min far var mester i anretninger. I at få ingenting til at se ud af alting. Den evne har jeg fået med mig i hjertet og det vil jeg være ham evigt taknemmelig for. Og nu, hvor han ikke er her mere, er det en af de ting, der hver dag minder mig om ham <3
Efter frokost pyntede S og jeg et kagemandshjerte. S bestemte teksten: ‘Vi har elsket dig, morfar. Du var verdens bedste morfar’ <3
Om lidt tager vi på stadion for at se fodbold, i samlet flok. Fordi han ville have elsket at fejre sin fødselsdags sådan – med fodbold, godt selskab og en øl i solen.
<3
De tidligere indlæg, jeg har skrevet om min fars sygdom og død, kan læses her
♡♡♡