Hva’ med barnebarns første sygedag?

Da L vendte tilbage til vuggestuen i sidste uge, efter næsten to ugers (u)frivilligt fravær; en lille uges sygdom og en uges vinterferie (med sygdom), var jeg ret klar på at tælle ned til foråret og give sygdom baghjul derfra.

Allerede inden jeg havde taget i dørhåndtaget, blev jeg mødt af første advarsel: ’Vi har skoldkopper’. Fint nok tænkte jeg, dem kan vi godt klare. De skal jo ligesom overstås på et eller andet tidspunkt og helst nu og ikke først om 5-10 år…

Da jeg havde afleveret L på stuen, vinket farvel og sendt luftkys, opdagede jeg endnu en advarsel på den anden side af døren: ’Vi har RS virus’. Og lige dér, med hånden på håndtaget, havde jeg allermest lyst til at vende om på hælene, drøne ind på stuen igen og tage ham med hjem.

Men den praktiske jeg-skal-på-arbejde-hjerne slog til og fik i stedet min hånd til at tage i dørhåndtaget og gå ud til bilen. Dog stadig med en øv-følelse i hjertet. Min hjerne forsøgte at overbevise mig om, at skulle han smittes, så var han nok allerede blevet det og så ville det alligevel ikke nytte noget at løbe af sted med ham og forsøge at flygte fra sygdom.

Hele vinteren har L grebet al sygdom, han overhoved har kunnet komme i nærheden af i vuggestuen og min optimisme i forhold til, at han nok springer over denne gang, er nærmest ikke-eksisterende. Jeg forsøger dog at bevare et håb om, at han ’vælger’ at kaste sig over skoldkopperne og ikke RS virus. Kigger ned på min nøglering, der minder mig om at sige ’pyt’ og forsøger at gentage ordet højlydt et par gange, mens jeg kigger på vejen og forsøger at slå hjernen over på det næste der skal ske; arbejde.

Efter en skøn weekend sker der så det uundgåelige i mandags, at L vågner med feber. Så er vi der igen! Hele ugen har nu stået på søvnafbrudte nætter og pylrede dage. A kom hjem fra nattevagt mandag morgen til en feberfyr og fik ikke indhentet søvn, som han skulle. Heldigvis har  vi fået hjælp her og der af farmor og farfar. Helt ærligt, hvad skulle vi dog gøre uden bedsteforældre (og faster) i nærheden? Jeg har ikke været ansat 9 måneder endnu, så jeg har ikke ret til barns første sygedag. Men den del af kontrakten har L overhørt…. Jeg kan i hvert fald konkludere så meget, at han har tænkt sig at udfordre den forhindring 😉

I det hele taget er det jo virkelig sjældent at ens barn kun er syg 1 dag.. Hatten af for dem, der ikke har hjælp i nærheden. Jeg ved ikke hvad vi så skulle gøre. Passe 2 stk fuldtidsarbejder ville vi i hvert fald ikke kunne gøre. Vi er endda så privilegerede at A har skiftende arbejdstider, så han endda har hverdage hvor han har fri….

De sidste måneder har været helt vildt hårde, med sygdom på skift, nærmest konstant. Hvis ikke drengene var ramt, så var vi, og aller’helst’ samtidigt.. Det er I nok mange derude, der kan nikke genkendende til. Jeg håber sådan, at foråret har en masse andet godt at byde på 😉

Der har været en del debat på det seneste, i forhold til det samfundsmæssige aspekt i, at vi gerne skulle få mange børn, men at det er ret svært at få arbejdsliv og småbørnsliv til at gå op. En debat, jeg synes er vigtig og som helt sikkert også er relevant for mig.

Det er jo en kæmpe og mangesidet diskussion, om vi burde gå på arbejde eller om vi hellere skulle blive hjemme og passe børn, især mens de er små. Det store problem for mig er, at det kan føles lidt som om ‘samfundet’ forventer, at man kan begge dele. Både bidrage til arbejdsmarkedet og tjene penge til ‘kassen’ og samtidig producere (mange) nye hænder, der kan tage over, når vi engang bliver trætte… Det kan godt være en udfordring at gøre begge dele, det kan jeg i hvert fald skrive under på 😉

I den forbindelse har jeg et spinkelt ønske: Jeg drømmer om at man kunne indføre barnebarns første sygedag. Det ved jeg i hvert fald min mor ville elske at have mulighed for – og jeg kender også 3 små gutter, der ville hilse det hjerteligt velkomment 😉

Hvem ved, måske det kommer en dag… (helst mens jeg også har små børn 😉 )  Håbe kan man jo altid… Det er i hvert fald et ønske, jeg gerne sender videre til politikerne 😉