Skal jeg se sorgen i øjnene?

For nogle uger siden kom der en invitation i postkassen hos min mor. Sådan en invitation, man helst ville være foruden, groft sagt. Ikke at tanken bag ikke er sød. Jeg ville bare helst, at omstændigheden, der gør at den er sendt, aldrig var hændt…

Invitationen er fra Hospice. En invitation til mindegudstjeneste, for dem der er døde derude det sidste halve år.
Jeg kan end ikke læse invitationen, uden at tårerne triller ned ad kinderne. Jeg bliver ramt af massiv ambivalens.
Min far nåede at være på Hospice i 4 dage før han døde. 4 dage, der bød på ulideligt mange hjertestik.
Der var så meget godt i, at han kom derud og så meget sorg forbundet med det også. Vi troede han skulle nå at have meget længere tid derude. Det gik pludselig så stærkt….

Vi tog derfra sammen med ham. Men på den helt forkerte måde. Da vi sagde farvel til Hospice og efterlod det bag os, var det bedemanden der ledte vejen, med den hvide kiste i bilen.
Det var en smuk dag, da vi tog afsked, men også den værste dag i mit liv.

Siden da har jeg ikke været i nærheden af Hospice. Bare jeg hører bynavnet, får jeg en klump i halsen.

Nu kom så invitationen, til det vi fik fortalt om, da vi installerede min far derude. Sådan en oplysning sygeplejersken var omkring, hvor jeg tænkte ‘ja, det bliver måske os engang, der skal til det’…
Nu er det så blevet vores tur…

Men jeg ved ikke om jeg skal tage af sted? Skal jeg konfrontere sorgen? Bare jeg tænker på at tage derud, så snører min mave sig sammen.
Jeg forsøger at mærke efter, hvorfor jeg får det sådan. Jeg er bange for at blive mindet om, at min far er død. Men jeg ved jo godt han er død, så det er egentlig lidt mærkeligt at have det sådan. Jeg er bange for at blive mindet om alt det dårlige han måtte igennem. Men det bliver jo ikke anderledes af at lukke øjnene for det…

Jeg tænker også, at en mindehøjtidelighed kan være smuk og gøre noget godt? Give én plads til at være lidt i sorgen for en stund. Tage sig tid til at mærke den, for den er der hele tiden, om jeg vil det eller ej.
Jeg tænker egentlig ikke det er for at dyrke sorgen, at man deltager. Det er for at mindes det gode. Og jeg vil virkelig gerne mindes det gode! Men jeg har meget af det dårlige der skal væk, før det gode kan få plads igen. Måske sådan en mindegudstjeneste og efterfølgende arrangement på Hospice han være med til at give plads til det gode og jage det dårlige på afstand?
Samtidig er jeg nervør for, hvordan det er at være omgivet af en masse andre, der også har hul i hjertet. Mærke deres sorg, oveni min egen.

Måske det var en god måde for min mor og jeg at tage tilbage og ‘se det i øjnene’, der hvor det blev farvel? Selvom jeg nærmest ikke engang kan skrive det…

Hvis der er nogen af jer der har erfaring med det, så giv endelig jeres besyv med. Jeg er i syv sind, om jeg skal takke ja til det. Jeg er så mega bange for at blive så uendeligt ked af det. Ikke at kunne rumme sorgen. Fordi jeg kan mærke at den buldre derinde i hjertet og kæmper for at få lov at koge over.

Jeg skal give svar i overmorgen, så jeg håber at være blevet klogere til den tid… Jeg har lidt svært ved at mærke efter i hjertet, hvad der er det rigtige, for det er forplumret og sender forvirrende signaler. Jeg har min hjerne mistænkt for at blande sig, på den dårlige måde. Måske nogle af jer kan lede mig på rette vej?

 

Rigtig god aften derude

 

Der er mange flere ord om kræft og død her, hvis I vil læse dem…