Lykkeglimt - og så er vi dem, der er smuttet!

Opskrift på churros med hjemmelavet softice

churros speltmel opskrift churros speltmel med softice opskrift churros sprøde

Forleden aften, da A var smuttet på nattevagt, gik drengene og jeg all in på aftenhygge og lavede vanilleis og stegte churros.
Nogle spiser dem med kanelsukker til jul og synes de hører vinteren til. Jeg synes de smager skønt året rundt, faktisk allerbedst med softice on the side – og måske lidt smeltet chokolade som ekstra pift. Øj, det er godt!

Man kunne måske umiddelbart tro, at det er svært eller ihvertfald besværligt at lave churros, men det er faktisk ret simpelt.
– Dog ikke noget man skal sætte (mindre) børn til, når man kommer til stegningen.

Vores version af churros er lavet laktosefri og med speltmel, men du kan selvfølgelig bruge hvedemel og almindeligt smør i stedet.

Her kommer opskriften, der giver ca. 30-40 churros af ca. 8-10 cm’s længde. Så vil jeg lade det være op til jer, hvor mange personer de rækker til 😉 🙂

Du skal bruge: 

4 dl vand
45 gr (laktosefri) smør
45 gr sukker
et drys salt
1/2 tsk vanillepulver
1/2 tsk kanel
550-600 gr sigtet speltmel (eller hvedemel)
2 (øko) æg

Olie til stegning – jeg bruger raffineret rapsolie

Lidt flormelis til drys

Softice – enten hjemmelavet eller en god købe vanilleis, pisket luftig
Min opskrift på vanilleis er her

Sådan gør du: 

Put vand, smør, sukker, salt, vanillepulver og kanel i en gryde og bring det i kog. Lad det simre til smør og sukker er smeltet sammen med vandet.
Tag gryden af varmen og lad det køle af til stuetemperatur. Hæld væsken over i en stor skål – evt. skålen til din røremaskine, hvis du er så heldig at have sådan én 🙂
Hæld melet i skålen lidt efter lidt, mens du rører rundt undervejs. Når melet er rørt i, tilsættes et æg ad gangen og dejen røres ensartet og lind.

Put en stor stjernetyl i en sprøjtepose (eller stor frysepose) og hæld dejen i – husk at sørge for, at dejen ikke render ud i den anden ende, hvis den er lidt tynd 😉

Varm olien op i en gryde. Jeg bruger én der ikke er alt for stor og med høje sider.
Tjek at olien er varm; når det syder rundt om en tandstik, når du stikker den ned i olien, er den varm og klar til stegning

Når olien er varm nok, trykker du dej ned i gryden i strimler. Klip dejen af i passende længde med en saks eller klem den af med to fingre. Pas endelig på den meget varme olie!
Steg churrosne nogle minutter til de er gyldne på den ene side. Vend dem i olien med en hulske og lad dem stege et par minutter på den anden side også.
Tag dem op med en hulske, dryp dem af og læg dem på et stykke fedtsugende papir eller køkkenrulle. Drys flormelis over dem med en si og servér dem gerne mens de stadig er lune.

Haps! En lun, sprød, lækker stang med kold, blød softice – det er altså sagen. Og som nævnt ovenfor; hvis det skal være sublimt, så tilføj lige lidt smeltet chokolade 😉

April 2015 060April 2015 039churros spelt opskrifthjemmelavede churros med softiceopskrift churrosopskrift churros

1 kommentar

  • Åh det ser lækkert ud, så nu sidder jeg her og overvejer hvad jeg synes er mindst bøvlet. At kaste mig ud i det eller cykle ind i Tivoli og købe dem færdige.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykkeglimt - og så er vi dem, der er smuttet!