Savn

Vuggestueopstart – status

062

Som jeg nævnte for nogle uger siden, så startede L i vuggestue 2. maj.
Der kom dog både kristi himmelfarts ferie, hospice, død, pinse og 1 års vaccination i vejen, så han har været af sted lidt on/off.

Lige nu glæder jeg mig over at jeg har god tid til indkøring, for det går slet ikke som jeg kunne ønske og håbe…

Vi er ikke vant til at se L græde. Han er simpelthen den gladeste, mest nysgerrige, gå-på-mods-villige lille spire, så det er helt nyt for os at han pludselig reagerer så voldsomt. Skal jeg så bare glæde mig over, at han har levet sit første år uden tårer?…

Det har selvfølgelig ikke hjulpet på indkøringen, at der har været ferie og strabadser i vejen og at der er ‘rod’ i personalesammensætningen, så han har mødt rigtig mange forskellige ansigter på kort tid. Men uanset hvad, så gør det altså ondt i mit hjerte at se ham græde! Jeg kan ikke bortforklare det med rationelle forklaringer og tanker…

Mange har sagt til mig, at det bliver lettere for hver gang. At nu hvor det er 3. gang jeg skal køre én ind, så må jeg efterhånden have fået lidt hår på brystet. Men helt ærligt, så kan jeg slet ikke forstå, at man kan tænke sådan… Jeg har det ihvertfald slet ikke sådan! Det er jo første gang jeg skal køre L ind!

Det er simpelthen så hårdt, jeg har lyst til bare at tage ham med hjem igen og glemme alt om indkøring og vuggestue. Jeg synes egentlig det er meget ‘nemmere’ hvis han bare er her hjemme hos mig, selvom det selvfølgelig også begrænser mig. Men på den anden side, så begrænser det mig også at vide, at han ikke er glad.
Jeg har lyst til at blive hjemmegående, smide alle planer ud og bare være tæt med ham. Det er jo ikke Ls behov at komme i vuggestue…

Det er så ambivalent! På den ene side, så er jeg sikker på, at han godt kan blive glad for at være i vuggestue. Det var de to store. Og jeg har jo også andre ting på min agenda, der ikke harmonerer med en lille fyr på ‘slæb’. Men lige nu føles alle de ting egoistiske. Jeg har ikke valgt at få børn for at aflevere dem et sted (hvor de skal være kede af det)

L er startet i en anden vuggestue, end der hvor W og S gik. Så på den måde er det nyt for os alle. Og anderledes. Men det behøver jo ikke være skidt… Lige nu ville jeg bare ønske, at det var velkendt for mig i det mindste. De har andre måder at gøre tingene på og jeg bliver usikker i forhold til mine egne forventninger og deres forventninger til mig.
Jeg synes egentlig ikke jeg er pylret eller hønemors-agtig og jeg ved også godt, at børn kan reagere med gråd. Både i starten og senere hen… Min hjerne ved det godt…
Både W og S var egentlig ‘gode’ til at omfavne vuggestuelivet og fik så en reaktion lidt senere. Sådan er det så ikke med L. Og jeg frygter nok lidt, at han aldrig vil holde op med at græde…

Jeg forsøger at lytte til min mave og mit hjerte, men jeg kan ikke finde ud af hvad der er rigtigt og forkert. Men det fylder. Det rumsterer i baghovedet hele tiden… Jeg kan også mærke, at jeg er lidt konfliktsky. Tænker at de må vide bedst deroppe hvordan indkøringen skal foregå, fordi de trods alt har prøvet det en del gange, så jeg synes det er svært at stille spørgsmålstegn ved det der foregår.

Måske reagerer jeg også kraftigere på alle tårerne, fordi jeg selv er meget sårbar lige nu. Jeg føler lidt, at Ls tårer kradser i mit åbne sår.

Åh altså, det er svært… Jeg håber at de næste dage vil bringe afklaring og glædessmil… <3

 

Hvornår begyndte jeres at være alene i vuggestue/dagpleje, i indkøringsperioden? Og hvornår begyndte de at sove der?

 

P.S. Husk, det er i morgen jeg trækker en vinder af en udendørshane. Du kan deltage lige her

13 kommentarer

  • Alexandra

    Min datter startede da hun var 10 mdr. og var allerede alene der en times tid på andendagen. Såvidt jeg husker tog vi en uges tid, hvor hun var der længere og længere og blev hentet, når hun var træt og skulle sove. Og så en uges tid, hvor hun sov og blev hentet, da hun vågnede. Hun tog det dog også rigtig pænt, græd (og har stadig ikke) grædt en eneste gang, hvor jeg er gået. Hun reagerede lidt herhjemme efter en uges tid, blev enormt morsyg, hvilket vi aldrig havde oplevet før, og blev mere sky overfor alle andre end mor og far. Det varede et par uger, og så var alt ved at være nogenlunde normalt igen.
    Håber snart lille L bliver gladere, for kunne lige forestille mig, hvor hårdt det må være. Når jeg afleverer min datter, og en af de andre børn på stuen engang imellem græder, skærer det jo helt i mit hjerte!
    Og så gør det mig også rigtig ondt med din far, sender mange tanker til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Årha, jeg glæder mig bestemt ikke til om et lille år, hvor det bliver vores tur – føler med dig!
    Åh, jeg ved ikke om jeg skal skrive det.. Hmm altså .. Hvis han er startet der, hvor jeg tror, han er startet, så vil jeg råde dig til, at lytte til din mavefornemmelse og evt. forsøge at få en plads til ham i W og S’s vuggestue. Kender begge steder og jeg ville til en hver tid vælge den gamle. Med hensyn til personaleskift, så har det længe været et problem..
    Men som Trine også skriver, måske reagerer han mere p.g.a jeres situation.
    Vil så også sige, at mange børn græder i øjeblikket, hvor mor/far går og så snart de er ude af syne og resten af dagen, er der intet at mærke på dem – men det er jo stadig skide hårdt at gå, alt skriger i en, at man skal hjælpe sit barn og være der, når det græder,det bliver jo ikke mere naturligt end det. Håber i finder den bedste løsning for jer 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Først og fremmest er jeg virkelig ked af at høre du har mistet din Far/Svigerfar/Morfar, det gør mig ondt. Vi kæmper selv mod det modbydelige kræftmonster i familien. Føler med dig og hvor må det være tungt at skulle rumme både egen og børnenes sorg.
    Mht til opstart synes jeg også det er mega hårdt hver gang. 3 børn 3 vuggestuestart herhjemme.Og når de er nået til 1 års alderen er de bare tanden mere bevidste de små og måske en grund til lidt mere reaktion. Hos os har det passet med ikke ret lang indkøringstid og det er jeg mest tilhænger af. De har ret hurtigt været afsted alene og også spist og sovet der. De har måske været kede af det når jeg gik, men ikke mens jeg var væk. Mine tanker har været at det for det første altid er anderledes når Mor/Far ikke er der, for det andet har det hjulpet børnene med at finde en rytme relativt hurtigt. Selvom det aldrig er det samme som MOR har jeg stolet på at pædagogerne kunne opfylde børnenes behov og være der for dem.
    Udfordrende kan det være men hvis valget er taget, så kæmp videre. Er sikker på du støtter L det bedste du kan:-)
    Knus fra en Mor til en anden

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Det lyder hårdt for Jer begge to. Hvordan er vuggestuen? Prøv at snakke med dem om hvordan du har det. Lyttes der og føler du at de har empati og ro til Jer? Ellers ville jeg trække stikket ud i et halvt år eller mere og have L derhjemme. Det er vanvittig hårdt at miste en af sine forældre. Varme tanker fra mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Vores største startede da han var 14 måneder og det var et forløb, der lyder som det I står i nu. Han blev glad for vuggestuen men ikke overnight. Jeg har taget med mig, at vi mødre, skylder vores børn at lytte til vores mavefornemmelse og ikke være konfliktsky på deres bekostning… selvom det ikke er nemt.
    Jeg er fuld af beundring over din evne til at sætte ord på, hvad der må være dit livs uvejr. Måske er det et godt tidspunkt og være mild ved dig selv og tage ekstra orlov til at gøre det, der føles rigtigt i maven? Jeg kan ikke forestille mig noget hårdere end at miste samtidig med at køre en ked dreng ind i vuggestue og at skulle finde nyt ståsted jobmæssigt.Omvendt tror jeg at du er gjort af et helt særligt stof.
    Jeg håber I snart bliver beriget med en hverdag med masser af smil og glæde helt ned i maven igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg har arbejdet hjemmefra deltid og haft mine hjemme til de var tre år – det er det hele værd og i samarbejde med en mormor, evt en privat børnepasser (du kan få tilskud fra staten), som træder til et par gange om ugen – så kan det faktisk godt gå op for en periode, som du aldrig får igen:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Av. Jeg kan ikke sige, at jeg ved hvordan du har det, for jeg har endnu foran mig at skulle køre min søn ind, og selvom han er 15 mdr er der noget tid til endnu. Men jeg kan mærke, at jeg får helt ondt i maven af det du beskriver og kan sagtens forstå, at du ikke ‘bare kan gro hår på brystet’. Jeg tænker, at L måske reagerer ekstra voldsomt, fordi det har været og er en svær tid i jeres familie og han også savner sin morfar uden at kunne sætte ord på eller forstå det selv. Er det reelt en mulighed at vente fx tre måneder med at starte op og giver det overhovedet mening for jer? For hvis det ikke er, kan du måske bedre acceptere, at det simpelthen er svært for ham i en periode, omvendt hvis det er muligt, har du så lyst? Åh, det er svært, og måske ekstra svært når hjertet i forvejen er fyldt med sorg og hjemløs kærlighed.

    Sender i hvert fald mange varme tanker
    Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Jeg synes du skal lytte MEGET mere til den stemme der taler i dig end du gør.
    Hvis noget i dig stritter i forhold til hvordan de gør tingene, så agér på det. Tag en snak med vuggestuen og forklar hvordan du har det!
    For din egen men ISÆR for dit barns skyld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Åh det er så hammer svært, når de små er kede af det. Min datter startede i vuggestue, da hun var 9,5 mdr. gammel, og hun tog det i stiv arm. Hun var kørt ind på 1,5 uge, var alene 20 min allerede på tredje dagen og sov der på sjettedagen. Efter de første ferier var heller ikke det mindste problem. De første problemer er opstået nu, hvor hun 16 mdr. gammel er skiftet stue. Det er en speciel vuggestue, der optager de mindste først, og derfor starter alle børn på en særlig indkøringsstue, hvor de går, til de er 14-16 mdr., kun sover én gang, kan gå og spise selv. Så kommer de videre over på de stuer, hvor de skal gå, indtil de skal i børnehave. Det skift reagerer min datter ret voldsomt på lige nu. Desværre er skifter faldet sammen med 15 mdrs vaccine og sygdom, men hendes tryghed i vuggestuen, som hun ellers har elsket, er slået helt itu. Vi hjælper hende så godt vi kan, snakker, trøster og giver hende tid. Men hvor er det hjerteskærende at skulle gå fra et grædende barn.
    Jeg ved imidlertid, at hun har elsket at være der, og hun har to drenge fra mødregruppen og nogle virkelig gode pædagoger omk. sig. Så jeg forsøger at stålsætte mig med tanken om, at hun nok skal komme til at elske at være der igen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg snuppede et år ekstra hjemme med min lille dreng! Det er uden tvivl det bedste valg nogensinde! Det er bare win for hele familien. Storebror nyder korte børnehavedage og mange fridage! Vi har ikke så mange penge og jeg kommer ingen steder uden lillebror. Men jeg har ikke fået børn for ikke at se dem hele dagen. Den tid kommer aldrig igen! Men ja, alle har ikke den mulighed… Man må få det bedste ud af det man har at arbejde med! Men har i lyst, råd osv så vil jeg klart anbefale det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caja

    Jeg synes, at I skal gøre, hvad der føles rigtigt for jer!
    Just (min søn) er i vuggestue, fordi han elsker det – så det er faktisk for hans skyld, at han er afsted! Han var 15 mdr, da han startede og klar på alle leder og kanter! Men det var dét, der var og ER rigtigt for os. Og vi har (heldigvis) også en hverdag, hvor det er muligt med korte dage og mange fridage.
    Men tilbage til jer: hvis du/I føler, at det er mere rigtigt for jer at gå hjemme, så synes jeg virkelig, at det er dét, I skal satse på! Der er heldigvis(?) ikke et facit, der er rigtigt for alle! 🙂
    Udover min ovenstående plapren, så tænker jeg, at han reagerer på alt det, I går igennem – også selvom han endnu ikke kan sætte ord på!
    Til sidst vil jeg også lige sige, at det gør mig enormt ondt med din far! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor kan jeg følge dig. Det er SKRÆKKELIGT at forlade et barn der græder. Det kan nærmest føles som et overgreb, når tager deres små arme der holder alt hvad de kan om en og græder eller skriger “moar”. Selv om jeg også har tre børn, er det da på ingen måde blevet lettere, og heldigvis for det da. Selv om det er så forfærdelig en følelse, ville det for mig være helt unaturligt, hvis ikke jeg havde den.
    Med hensyn til opstart i vuggestue, var det for både min nummer 1 og 3 en hård omgang, og særligt med nummer tre, der aldrig blev rigtig glad. Men for mig hjalp det at sætte ord på overfor det personale der var på stuen. At tale med dem om deres erfaringer om indkøring, og lave nogle aftaler om, hvordan jeg bedst fik sagt farvel hver morgen. Så vi altid kunne aflæse hinanden i forhold til, hvornår de skulle træde til og overtage. Jeg fik faktisk lavet en ordning så han i en periode kun skulle forholde sig til en voksen i afleveringssammenhæng. At vi først kom når den pågældende var der, og havde personen fri havde min søn det også. Dette var en måde at komme igennem den meget svære opstart. Det var i hvert fald sådan de første tre-fire uger. Efter et halv år (undskyld ikke for at skræmme), blev det bedre og han græd kun lidt når jeg gik, det første halve år græd han hele dagen. Han er efterfølgende blevet glad for at være der, men er nu lige startet i børnehave, så nu går jeg også hver morgen fra en ulykkelig dreng, og sidder igen og tæller timer til genforeningen. Men det jeg egentlig ville sige er, at hvis du har overskud til det, så tal med personalet, det handler jo også for dig om at være tryg ved at han er der. Fortæl at det er svært hjemme hos jer for tiden, og om de vil være ekstra opmærksom på jeres ellers altid glade lille dreng. Beklager den rodede besked, mine tanker er på min dreng der også var ked her til morgen.
    Kh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg forstår dig så godt! Jeg står selv midt i det, med vores Tredje barn og er ved at dø indeni. Hun har altid været så glad, men efter vuggestuestart er hun SÅ ked af det. Hun virker til at være på vagt hele tiden, bange for at jeg forlader hende og vil bare gerne være sammen med mig. Hun er nu 17 måneder og startede for lidt over 1 måned siden. Jeg har ikke ladet mig presse, men insisteret på at jeg kendte hende bedst. Jeg var der med hende hele den første uge. Anden ugevar jeg der første dag, anden dag gik jeg 30 min, tredje dag var hun alene 2 timer og det fortsatte vi så med i endnu en uge. Altså højst 2 1/2 time alene. I sidste uge begyndte hun at sove der til middag og det skal hun også i denne uge. Vi har også oplevet det lidt svært pga. Helligdage, sygdom hos hende og meget sygdom/ ferie hos personalet. Hun græder hysterisk ligeså snart hun fornemmer at jeg skal gå fra hende. I starten græd hun ligeså hysterisk når hun så mig igen, men det er hun stoppet med. Nu er hun glad når jeg kommer. Jeg er ligeså ambivalent som dig. På den ene side trænger jeg til at kunne lave noget uden hende, men på den anden side har jeg det så svært med at hun skal opleve at jeg forlader hende, når hun helt tydeligt ikke er klar og jeg har det svært med at se hvordan personalet er så pressede på ressourcer at de har svært ved at opfylde børnenes behov for omsorg og nærvær. De er så søde alle sammen, men de kan bare ikke være der ordentligt for børnene. Det slår mig i stykker indeni, at min søde pige måske ikke får det hun har brug for.
    Jeg håber jeg med tiden falder til ro med det og at hun gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Savn