Laktosefri børnefødselsdag - mine tips

Savn

064008

I dag er det 2 uger siden jeg holdt min far i hånden, da han tog sit sidste åndedrag og alting blev forandret for altid. I mange henseender er 14 dage lang tid. Lige nu føles hver dag som et splitsekund. Jeg er gået i stå, selvom dagene tager mig med. Jeg kan ikke forstå at verden bare kan fortsætte. Jeg har stadig ikke forstået, at han er væk. At jeg aldrig skal have et knus af ham igen…

Jeg har lyst til, og brug for, at græde hele tiden. Men jeg er løbet tør for tårer.
Min hjerne er  i tomgang. Selv små spørgsmål skal den tænke over længe. Den kan ikke rigtig reagere. Selvom jeg ikke tænker på min far konstant, så kan jeg mærke at den bruger hvert sekund på at bearbejde alt det der er sket de sidste uger, måneder, år.

Det hele gik så stærkt til sidst, selvom vi godt vidste at han ikke ville blive rask. Pludselig stødte der så mange komplikationer til, at det ikke var til at følge med.

Jeg har set min far dø. Og selvom det skete, mens han var omgivet af os, der betød allermest for ham, så var det ubeskriveligt hårdt. Jeg har set et andet menneske dø og jeg kunne ikke gøre noget for at forhindre det!
Aldrig har jeg været så splittet indeni, som den sidste dag, hvor jeg holdt ham i hånden, aede ham på armen og græd stille tårer. Jeg havde lyst til at løbe væk, flygte fra det. Min mave var én stor knude. Jeg havde ikke lyst til at se min far dø. Men på den anden side ville jeg gerne være der for ham. Følge ham det sidste stykke vej, nu jeg havde fået lov at følge ham gennem det hele, alt det andet. Og fordi jeg vidste det betød meget for ham at jeg var der. Og vidste, at jeg skulle være der. Jeg var nødt til at være der. Også for min egen skyld og for min mors. Mange får ikke muligheden for at være der til det sidste, det gjorde vi.
Men at se et andet menneske dø, endda et man holder så ubeskriveligt meget af, det har efterladt et sår på sjælen, der aldrig vil hele helt.

Hvordan lever man videre med et hul i hjertet? Et hul, der giver fysisk smerte. Et hul, som gør at glæden slipper ud af hjertet igen?
Jeg tror, at tid er det eneste der hjælper. Det kan ikke forceres. Det er som at skulle begynde et helt nyt liv, efter 32 år.

Jeg kigger op på bladene der vajer i vinden, på solnedgangen der farver stuen lyserød, på alle de smukke blomster der pibler frem overalt, på L der kommer gående imod mig med et kæmpe smil, der når helt op i øjnene og græder over, at min far ikke skal opleve alle de små, fantastiske øjeblikke længere.

Det er uudsletteligt forbi. Det er uretfærdigt! Jeg er magtesløs og kan ikke forstå det.
Jeg ser på mine hænder, der bevæger sig hen over tastaturet og bliver ramt af en svær melankoli. Tænk at en krop kan gå i stå på et splitsekund. Det er ikke til at forstå.

I ugen efter hans død var fokus på alle de praktiske ting; bestilling af blomster og gravsten, samtale med præsten, udvælgelse af gravsted osv. osv. Jeg havde en forventning om, at bisættelsen ville binde en sløjfe, reparer en smule på mit iturevne hjerte. At det ville hjælpe at bære og følge ham på sin sidste rejse.
Men på dagen, da jeg læste smukke mindeord om ham i avisen, i kirken da jeg så det overvældende hav af blomster og sidste hilsner og det store fremmøde og efter bisættelsen, da en masse mennesker holdt taler og ærede min fars minde, da ramte meningsløsheden som en bombe.
Jeg synes han skulle have været der til at høre alle hyldesterne. Han skulle være her til at arbejde videre med alt det han har bygget op. Være her til fortsat at gøre en forskel. Men han er bare væk…

Jeg er så stolt af min far. Det har jeg altid været. Selv da jeg var lille og ikke anede en pind om hvad han gik på arbejde for, så var jeg stolt af ham. Når han sad dér ved siden af mig ved morgenbordet i jakkesæt og slips. Han udstrålede så meget ro og ordentlighed – og for mig også vigtighed.

Da W så mindeordene om morfar i avisen, kunne jeg genkende stoltheden i hans øjne. Og sorgen ramte mig endnu tungere. ‘Ej mor, morfar blev kun 61 år!’

Jeg er udmattet. Jeg kigger mig i spejlet og ser ingenting. Jeg tænker, om andre mon kan se på mig, at mine øjne er sorte indeni.
Hverdagen går videre, drengene holder mig oprejst, selvom jeg næsten ikke kan få øjnene op om morgenen. Jeg forstår ikke hvordan jeg kommer ud af sengen om morgenen og i gang. Det giver ikke rigtig mening. Men drivkraften i én er (åbenbart) stærk. Jeg tænker, at jeg nok ikke er rigtig ramt at sorgen endnu, fordi jeg ikke kan forstå det. Og er en anelse bange for, hvornår den mon rammer. Som en granat indeni, der sætter splinter allevegne og gør smerten uudholdelig…

Jeg er bange for at glemme ham, selvom jeg ved, at han altid vil leve videre i mig. Jeg glæder mig til at opdage ham i drengene. Jeg håber at mine kære kan blive ved at genkende ham i mig, selvom han ikke er her til at påvirke mig mere.

Den dødsangst, der opstod da jeg blev mor – som mange af jer nok kan nikke genkendende til – den blev forandret i det sekund min far trak vejret for sidste gang. Pludselig føltes det ikke helt så skræmmende at tænke på, at jeg en dag også skal dø. For selvom jeg ikke helt ved, hvor jeg tror min far er henne nu, så er jeg sikker på at jeg skal være sammen med ham igen en dag. Det hjælper faktisk lidt at tænke på…

Jeg føler mig forladt, selvom jeg er omgivet af kærlighed. For der mangler én. Jeg er ‘sådan én’ uden en far.
Nu har jeg ‘kun’ min mor tilbage, det føles meget sårbart.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvor svært det må være for min mor, efter 40 år. Pludselig at være alene. Jeg håber jeg kan udfylde bare en lille smule af det tomrum hun nu lever i

Æret være min fars minde <3

 

– Billedet er taget om morgenen, kort inden jeg ringede til bedemanden. Det er solopgangen fra hospice, der vender mod solopgangen og ikke solnedgangen…

 

Hvis du vil læse flere af de tunge indlæg, med mine tanker om død og kræft, så er de samlet her

13 kommentarer

  • Kristina

    Hej Pernille.
    Jeg har fulgt dig længe på IG og her på bloggen. Beundrer din måde at skrive på. Så rammende, beskrivende og giver lyst til at læse mere.
    Jeg er ked af at læse at du og familien har mistet din far i kampen mod kræften. En sygdom som vi alle frygter. Måske bloggen kan give er frirum og et sted du kan skrive nogle indlæg om dine tanker og hvordan hverdagen skal gå videre på trods af sorgen.
    Jeg har ikke tidligere skrevet på dine indlæg men fulgt flittigt med på IG og prøvet flere af dine skønne opskrifter. Næste i rækken må være jordbær kagen og/eller kanel snurrer. Føler at jeg kender dug lidt, da S og min yngste er født samme måned, i samme by og har mødt hinanden nogle gange under og efter graviditeten. Måske du kan huske mig?
    Jeg vil følge med gælde i kommende hverdagsglimt, kreative projekter, dine tanker om familie livet / drenge mor og ikke mindst dine opskrifter.
    De bedste hilsner Kristina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    ♡♡♡♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Jeg har fulgt dig længe, måske egentlig aldrig kommenteret, selvom du er så yndlings. Din sorg rører mig og du skriver så smukt om noget så sørgeligt og uretfærdigt. Vil bare gerne sende dig et kram. Jeg forstår dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Kan helt 100% forholde mig til dit indlæg. Selv om det til jul er 9 år siden min far døde, er der stadig tidspunkter hvor det føles os var det i går. Det bliver lettere at leve og man glemmer aldrig rigitg hvem de var. Som en af de andre skriver er en psykolog guld værd. Man skal leve sit liv og mindes de døde, ikke bare overleve hverdagen. Sender dig kram og styrke❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Jeg kender dig ikke, men får lyst til at sende en hilsen. Jeg ser med på instagram og deler mange interesser, er drengemor til tre, og ja – har mistet min far alt alt for tidligt. Jeg kan sådan genkende din sorg, som stadig er ny og som et åbent sår. Man går som en zombie; passer sine børn og får det praktiske til at køre.. Efter et halvt år på den måde begyndte jeg at gå hos en psykolog – simpelthen for at få ro til mig selv og tid til at sætte ord på mit store savn. Jeg synes ikke jeg kunne bryde sammen foran mine børn, men da jeg gjorde det hos psykologen sagde hun, at hun kunne høre på den måde jeg græd på, at såret var helt friskt endnu. Det var efter et halvt år. Jeg læste også i den periode Julia Lahmes bog “hvad præster ved om sorg” – den var rigtig fin, og jeg læste, at for hende havde det taget to hele år at acceptere og at kunne leve igen efter hendes mors tidlige død. To år, tænkte jeg var lang tid og at det ikke kunne passe, men det kom til at være ca det samme for mig. To år hvor jeg græd lidt hver dag og havde en stille stund alene. Ofte når jeg kørte i bil til arbejde – her var der ro, men også hos psykologen, som var så vigtig for mig.
    Jeg tror bare jeg havde lyst til lige at give dig et klem, at sige det tager tid, og at man skal give sig selv lov til at livet er helt væltet på hovedet. Det er 5 år siden for mig nu, og der går ikke en dag uden en kærlig tanke til min far fyldt med vemod over alt det han ikke nåede, men også glæde og stolthed over det han gjorde. Jeg tænker også tit, hvad han ville have rådet mig til hvis jeg står i en svær situation og så snakker jeg rigtigt meget med mine børn om ham, så deres minder ikke blegner.
    Det blev langt – men kram til dig.
    Astrid

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak for din lange hilsen Astrid. Den blev meget værdsat. Jeg ved, der er mange andre der har oplevet det samme som mig – eller noget lignende – så selvom det ikke hjælper, så gør det alligevel, at vi kan give råd og sende styrke til hinanden.
      Tak

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Skyndte mig over på bloggen efter at have set din seneste ig opdatering, og hvor føler jeg din smerte, Pernille! Blev helt tung om hjertet, og hvor ville jeg ønske at jeg bare kunne tage et lille bid af jeres sorg for at lette jer. Ikke et menneske fortjener ikke sorgen over et mistet menneske, men jeg håber, som du selv skriver, at det kan give ro at vide at man kommer til at ses når livet slutter.
    Og alle de pæne ord, der blev sagt om din far til mindehøjtideligheden – dem hørte han ❤️
    Tanker og knus fra en trofast ig og bloglæser

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak Julie, det var sødt af dig at skrive <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Mortensen

    Hej Pernille!
    Jeg ar aldrig læst din blog før i dag. Finder den tilfældigt da jeg skal bruge en opskrift på spelt boller. De står og hæver lige nu. Helt tilfældigt får jeg læst dette indlæg fra i dag og hvor rammer det mig bare hårdt. Jeg har det på fuldstændig samme måde. Min søster døde af kræft den 13. maj, altså lidt over en uge siden, og jeg sad også hos hende da hun døde alt for tidligt, kun 52 år gammel. Gad vide om det er tilfældigheder el. det var meningen jeg skulle læse dit indlæg. Jeg føler med dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Åh Christina, jeg er ked af at høre, at du har mistet din søster alt for tidligt. Det er bare så trist og hårdt.
      Sender masser af tanker tilbage til dig
      Håber bollerne smagte dig – tak for dit besøg her 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Laktosefri børnefødselsdag - mine tips