Selv tak for lån… Om et afsluttet kapitel

I aften skal jeg sidde lige dér i sofaen, sammen med A, sippe yndlingsrødvin og se videre på 4. sæson af House of Cards (Oh my, det er en killer sæson, jeg kunne sluge alle afsnit på én gang. Ulempen ved at se den sammen med A; jeg kan ikke se videre uden ham, kunne ellers godt liiiige nuppe et afsnit nu, mens L sover… 🙂 )

Nå, det lyder da slet ikke så skidt vel? Og alligevel sidder jeg her med tungt hjerte…. Det der egentlig fylder mine tanker i dag er, at et kapitel er slut… I aften kan jeg drikke rødvin med A, ligesom vi gjorde det for et par år siden… Og jeg har det helt ambivalent med det!
For nøj hvor har jeg glædet mig til det, men lige nu er jeg, for en stund, nok allermest trist over det…

L bliver 10 måneder i morgen og fejrer det lidt på forskud med endnu en selvstændighedsprøve. Ja altså det er mig der bliver sat på prøve, han trives stort med forandringerne 😉
Han har sagt stop til amning. De sidste par måneder har han fået en tår om morgenen og inden sengetid om aftenen. De sidste par uger har han dog virket mere og mere irriteret over det og ikke rigtig virket interesseret. Præcis som med W og S i sin tid…
Jeg havde ellers håbet vi kunne have fortsat ihvertfald en måned eller to endnu, men sådan skulle det ikke være… Og som med alt andet, så er der selvfølgelig fordele og ulemper ved det…

Fordele:
Jeg kan drikke et glas rødvin eller en kold øl sammen med A – kom sommer, sol og rosé på terrassen 😉
Jeg kan gå med almindelige (læs: pæne) bh’er igen
Jeg behøver ikke længere være hjemme til sengetid, når L skal puttes
Jeg kan fordybe mig i godnatlæsning med de to store, mens A putter L
Jeg kan vælge liiige det jeg synes i garderoben, uden at tænke på om det kan åbnes foran – Uh, der er mange kjoler der skal luftes nu 😉

Ulemper:
Mine bryster er skrumpet en hel del… Normalt når man låner noget ud, regner man med at få det tilbage i (nogenlunde) samme stand ik?… Sådan gik det så bare ikke lige 😉 Men okay, sådan må det være, de har udrettet gode ting 😉
Kalorieindtaget skal nedsættes, nu hvor kroppen ikke skal agere malkeko længere
Vores helt særlige stund og samhørighed, skal genfindes med et nyt udgangspunkt
Amning var bare SÅ nemt, især når vi var på farten, men i takt med at L begyndt at spise mere og mere almindelig mad, har vi selvfølgelig vænnet os til at skulle sørge for det og tænke i andre baner når vi skulle ud af huset osv..

Selvom der umiddelbart er flest fordele, så gør det altså stadigvæk ondt lige nu. Nok fordi jeg ikke selv har gjort noget aktivt for at vælge det fra. Beslutningen har været ‘out of my hands’.
Men jeg accepterer, at han er ved at løsrive sig. Jeg er jo godt klar over at han allerede har fart på, vil det hele selv. Han har allerede i lang tid været ved at undersøge hvem han selv er, finde ud af at han er sin egen, at han kan en hel del med sin krop. Og det er jo egentlig ikke så skidt endda, især ikke når vuggestuen venter på ham om et par måneder…
Jeg forsøger at trøste mig selv med, at det også er godt at jeg ikke skal stå i en situation hvor jeg gerne vil have brysterne for mig selv igen og skal være den der ‘tvinger’ ham til at undvære.
Med både S og W kom det også helt naturligt, at de sagde fra. Det var endda tidligere end L har gjort det nu
Måske er det fordi jeg ved, at det nu (nok) er en dør der lukkes for altid, at det gør ekstra ondt…?

Helt ærligt, så har jeg da indimellem følt mig ret bundet af det at amme. De første 5-6 måneder kunne jeg ikke gå særlig langt væk fra min baby, ihvertfald ikke særlig længe ad gangen… Og jeg har da indimellem ønsket, at det ikke var sådan. Men jeg har heldigvis hele tiden vidst, at det var for en periode, og det har været min trøst, når jeg synes det hæmmede…

Jeg er slet ikke klar til at sige farvel til den samhørighed vi har haft i ammestunden, de sidste knap 10 måneder. Men jeg vil forsøge at sørge for, at vi stadigvæk kan få (næsten) den nærhed sammen, bare på andre måder. Når vi sidder tæt, synger og nusser og L putter sig ind til mig. Så vil jeg minde mig selv om, at alt andet rundt om os lige må vente et øjeblik!

Nå, jeg vil se positivt på det og glæde mig over at jeg har kunnet amme endnu en gang og så så længe, trods alt! Det virker lidt skørt at være trist over det. Jeg har sagt mange gange til A, at jeg ville ønske at han kunne opleve det særlige det er, at amme sit barn og mærke den nærhed det giver. Jeg må glæde mig over at jeg overhoved har fået lov at mærke det!
Men det var nu altså hyggeligt! Jeg må forsøge at klistre minderne om det fast indeni, så de aldrig forsvinder!
Det er noget helt særligt vi har haft sammen Leander, du og jeg <3

Hvis du har lyst til at læse flere af mine baby/barselstanker, så klik her

P.S. Det her er ikke ment som et anti-flaskeindlæg. Overhoved ikke! Jeg ved at amning vs. flaske er et meget ømtåleligt emne, men det her indlæg er udelukkende skrevet på baggrund af mine egne følelser, lige midt i min egen (barsels)boble, der er ved at briste lige så stille.
Måske I er andre derude, der kan genkende ambivalensen i at glædes over noget, der samtidig gør ondt at give slip på…?