Hvad det egentlig er jeg laver...

Noget om at klippe navlestrengen eller rive den over…

055

Apropos mit indlæg i går, så sidder jeg i dag og funderer lidt… Blandt andet om det at klippe navlestrengen eller rive den over…

Da jeg kom tilbage fra barsel med W, da han var 10 måneder, fik jeg et nyt ansvarsområde som indebar at jeg skulle rejse til Canada en lille uge. Jeg synes det var en spændende udfordring og et job jeg håbede jeg kunne udvikle mig i, så jeg tøvede ikke så længe. Jeg vidste vist heller ikke hvad der ville ramme mig…

Da jeg stod alene på mit hotelværelse, langt langt væk, i en helt anden tidszone. Dér ramte det mig. Det var som om jeg havde fået revet navlestrengen over! Og selvom der ikke er nerver og følelser i sådan én i det virkelige liv, så er der det altså mentalt. Av for h….
Det gjorde det heller ikke bedre at jeg var af sted med en kollega, som ikke selv havde barn/børn og som på ingen måde kunne eller ville sætte sig ind i mit savn og min sorg, som det faktisk var. Og det hjalp heller ikke at det var dag hvor jeg var, når det var nat derhjemme. På en eller anden måde følte jeg, at jeg ikke kunne være længere væk end jeg var… Det var nogle lange dage, men heldigvis fyldte arbejdet, så jeg kom igennem dem. Der var ligesom heller ikke rigtig andet at gøre.
Men dén oplevelse vil nok sidde i mig for altid og den lærte mig en ting eller to om livet og allervigtigst; om mig selv.

I dag har jeg sendt A af sted på fodboldtur til England, de næste 3 dage, sammen med min lillebror. En julegave jeg gav ham, som han har set frem til de sidste to måneder. Jeg håber de får en virkelig fed tur! Og selvom der bliver rigeligt at se til herhjemme med alle 3 banditter, gymnastiktræninger, skole, børnehave, madpakker, aftensmad, lektier og andet tidsfordriv, så vil jeg faktisk hellere blive hjemme end tage af sted…
Lyder det skørt?
Jeg vil gerne gemme min rejsetid til engang efter maj, når navlestrengen er blevet klippet over og amningen har sagt sit naturlige farvel.

Jeg er helt med på, at vi alle sammen har det forskelligt i forhold til det med at undvære.
Jeg kan kun tale for mig selv og tager kun udgangspunkt i mine egne følelser, men måske (mon ikke) der er andre derude, der har det (lidt) ligesom mig?

Jeg synes ihvertfald ikke det skal være tabu at sige, at man ikke er klar til at undvære, til at klippe navlestrengen. For det er vel lige så naturligt som at have behov for at være væk, være alene?
I fredags var jeg væk fra L fra morgen til aften. For første gang var jeg på farten, væk fra ham i mere end 3-4 timer. Og det var vildt. Og måske sundt nok..? Ihvertfald er det, blandt andet, savn der gør, at vi husker at værdsætte.
Og så var det nok også fint for A at opleve en hel dag alene med L 😀

Jeg siger på ingen måde, at det er forkert at have lyst til at ‘komme væk’ fra sit barn.
Men jeg har ikke det behov (særlig ofte). Er det ikke også okay? For indimellem kan det føles helt skørt at sige højt, at jeg ikke har været væk fra ham særlig længe ad gangen… Selvom han nu er 9 måneder..
Da L var helt lille og det meste af dagen gik med amning, bleskift og mere amning, nød jeg også at komme et smut i supermarkedet i 10 minutter, selvom jeg gik rundt med stress i maven og allermest havde lyst til at komme hjem igen hurtigst muligt… Samtidig var det rart at komme lidt ud, men jeg gik konstant rundt med følelsen af at have tabt noget..

Denne gang har jeg valgt at bruge al min barsel og lidt ferie også, så jeg først skal i gang igen, den måned hvor L fylder 1 år. Og det føles helt rigtigt, for jeg er ikke klar til at afslutte vores kapitel sammen endnu <3

Hvordan har du (haft) det med at skulle undvære?

 

P.S. Nu er det altså ikke fordi jeg ikke også synes det er svært at undvære de to store, men de er trods alt noget mere selvkørende og kan selv give udtryk for hvad de har brug for osv. Og så er de noget mere hardcore til at facetime end L er – endnu 😉

8 kommentarer

  • Trine

    Kender det så godt. Går hjemme på barsel med nr 2 på knap 6 måneder og har allerede nu ondt i maven over et bryllup vi skal til i juni puha store på snart 3 har kun været passet med overnatning en 1 EN gang og der var han fyldt to år. Så det bliver en noget kort fest for mit vedkommende men heller det end ondt i maven.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skønt og ærligt indlæg… Og ja ligesom Ida skriver har jeg det på fuldstændig samme måde som dig…. Er på barsel med nr. 2 nu, på snart 6 mdr. Og jeg nyder, nyder, nyder denne barselstid… Og at storebror kan være på nedsat tid 🙂 han var 1,5 år, før jeg var klar til at han skulle sove ved bedsteforældre…. Jeg føler tiden går så hurtigt, så mit behov for at “skulle” noget kan jeg sagtens udskyde lidt… Og med god samvittighed nyde børnene mens de er helt små. Da jeg gør et karriere skift efter min barsel, overvejer jeg/vi meget om jeg skal gå hjemme et halv år mere, hvis vi kan få det til at hænge sammen… Det gad jeg virkelig godt 🙂 man skal gøre hvad der føles rigtigt… Meningerne om børn vil vist altid være mange… Ikke mindst i disse sociale medier tider …!!! kh Nanna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har meget brug for alenetid. Det kan være hårdt på den måde, at det giver dårlig samvittighed over, at man har brug for at være væk fra sine børn. Men jeg har efterhånden erkendt, at det er den måde, jeg er en god mor overfor mine børn på. Hvis ikke jeg får min alenetid, går jeg nemlig ned med stress (har været der).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Det er godt at du kender dig selv og kan mærke efter!
      Jeg har bestemt også brug for alenetid, tid til at lave noget af det der giver mig energi til at være en god mor. Det får jeg f.eks. når jeg er i køkkenet og laver mad eller når L sover og de to andre enten er i institution eller leger lidt selv. Så du er bestemt ikke alene med det behov, sådan vil jeg tro alle mødre har det, nogle blot mere end andre 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg er mor til 3. Da min ældste kom til i 2000 (med handicap) og mellemste 20 mdr. Efter, besluttede min mand og jeg at jeg skulle blive hjemmegående. I 2008 var jeg stadig hjemmegående og blev mor for 3 gang. Dén beslutning har vi ikke fortrudt. Jeg har haft gode oplevelser og ikke mindst tid til at være om og med mine børn. I 2013 begyndte jeg på arbejdsmarked igen. På 30 timer. Jeg kan indimellem savne friheden som hjemmegående, men det var godt for mig at komme igang igen. De 13 år er givet godt ud for vores familie og VK ville gøre det igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tak for dit input Tina! Det lyder virkelig som nogle gode år at kunne tage ud til ungerne. Fedt at I ‘turde’ og kunne gøre det. 30 timers arbejdsuge er vist efterhånden også et stort ønske for mange, dejligt du kan få lidt af ‘begge dele’, både frihed og arbejde
      Rigtig god søndag

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Årh jeg er SÅ enig med alt hvad du skriver! Jeg har denne gang (barn nr 2) valgt, i samråd med manden selvfølgelig, at blive hjemmegående for en periode når barslen slutter. Jeg er bare slet ikke klar til at sende lillebror i vuggestue eller sige farvel til vores daglige tid sammen. han er også 9 mdr og jeg har været fra ham i 5 timer og jeg glædede mig bare til at komme hjem igen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MorMedMere

      Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse med og skrive en kommentar!
      Hvor lyder det bare skønt, at du kan være hjemmegående i en periode, når det er lige det du/I har brug for <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad det egentlig er jeg laver...