Noget om at klippe navlestrengen eller rive den over…
Apropos mit indlæg i går, så sidder jeg i dag og funderer lidt… Blandt andet om det at klippe navlestrengen eller rive den over…
Da jeg kom tilbage fra barsel med W, da han var 10 måneder, fik jeg et nyt ansvarsområde som indebar at jeg skulle rejse til Canada en lille uge. Jeg synes det var en spændende udfordring og et job jeg håbede jeg kunne udvikle mig i, så jeg tøvede ikke så længe. Jeg vidste vist heller ikke hvad der ville ramme mig…
Da jeg stod alene på mit hotelværelse, langt langt væk, i en helt anden tidszone. Dér ramte det mig. Det var som om jeg havde fået revet navlestrengen over! Og selvom der ikke er nerver og følelser i sådan én i det virkelige liv, så er der det altså mentalt. Av for h….
Det gjorde det heller ikke bedre at jeg var af sted med en kollega, som ikke selv havde barn/børn og som på ingen måde kunne eller ville sætte sig ind i mit savn og min sorg, som det faktisk var. Og det hjalp heller ikke at det var dag hvor jeg var, når det var nat derhjemme. På en eller anden måde følte jeg, at jeg ikke kunne være længere væk end jeg var… Det var nogle lange dage, men heldigvis fyldte arbejdet, så jeg kom igennem dem. Der var ligesom heller ikke rigtig andet at gøre.
Men dén oplevelse vil nok sidde i mig for altid og den lærte mig en ting eller to om livet og allervigtigst; om mig selv.
I dag har jeg sendt A af sted på fodboldtur til England, de næste 3 dage, sammen med min lillebror. En julegave jeg gav ham, som han har set frem til de sidste to måneder. Jeg håber de får en virkelig fed tur! Og selvom der bliver rigeligt at se til herhjemme med alle 3 banditter, gymnastiktræninger, skole, børnehave, madpakker, aftensmad, lektier og andet tidsfordriv, så vil jeg faktisk hellere blive hjemme end tage af sted…
Lyder det skørt?
Jeg vil gerne gemme min rejsetid til engang efter maj, når navlestrengen er blevet klippet over og amningen har sagt sit naturlige farvel.
Jeg er helt med på, at vi alle sammen har det forskelligt i forhold til det med at undvære.
Jeg kan kun tale for mig selv og tager kun udgangspunkt i mine egne følelser, men måske (mon ikke) der er andre derude, der har det (lidt) ligesom mig?
Jeg synes ihvertfald ikke det skal være tabu at sige, at man ikke er klar til at undvære, til at klippe navlestrengen. For det er vel lige så naturligt som at have behov for at være væk, være alene?
I fredags var jeg væk fra L fra morgen til aften. For første gang var jeg på farten, væk fra ham i mere end 3-4 timer. Og det var vildt. Og måske sundt nok..? Ihvertfald er det, blandt andet, savn der gør, at vi husker at værdsætte.
Og så var det nok også fint for A at opleve en hel dag alene med L 😀
Jeg siger på ingen måde, at det er forkert at have lyst til at ‘komme væk’ fra sit barn.
Men jeg har ikke det behov (særlig ofte). Er det ikke også okay? For indimellem kan det føles helt skørt at sige højt, at jeg ikke har været væk fra ham særlig længe ad gangen… Selvom han nu er 9 måneder..
Da L var helt lille og det meste af dagen gik med amning, bleskift og mere amning, nød jeg også at komme et smut i supermarkedet i 10 minutter, selvom jeg gik rundt med stress i maven og allermest havde lyst til at komme hjem igen hurtigst muligt… Samtidig var det rart at komme lidt ud, men jeg gik konstant rundt med følelsen af at have tabt noget..
Denne gang har jeg valgt at bruge al min barsel og lidt ferie også, så jeg først skal i gang igen, den måned hvor L fylder 1 år. Og det føles helt rigtigt, for jeg er ikke klar til at afslutte vores kapitel sammen endnu <3
Hvordan har du (haft) det med at skulle undvære?
P.S. Nu er det altså ikke fordi jeg ikke også synes det er svært at undvære de to store, men de er trods alt noget mere selvkørende og kan selv give udtryk for hvad de har brug for osv. Og så er de noget mere hardcore til at facetime end L er – endnu 😉
Kender det så godt. Går hjemme på barsel med nr 2 på knap 6 måneder og har allerede nu ondt i maven over et bryllup vi skal til i juni puha store på snart 3 har kun været passet med overnatning en 1 EN gang og der var han fyldt to år. Så det bliver en noget kort fest for mit vedkommende men heller det end ondt i maven.