Glimt fra weekenden, der trods alt ikke kun stod i Formlands tegn!
Søndag bagte og
Se næste indlæg >
Min fødselsberetning – som 3. gangs fødende
På fredag er L 9 måneder gammel! På søndag, d. 14. februar, har han været 39+5 uger inde i maven & 39+5 uger udenfor maven
Jeg kan slet ikke følge med. Forleden takkede vi ja til vuggestueplads og de sidste 3 måneder af min barsel kommer også til at flyve af sted, lige om lidt skal vi fejre hans 1 års fødselsdag! Jeg er endnu mere klar over og opmærksom på det denne gang; at hvert eneste øjeblik aldrig vender tilbage og selvom jeg forsøger at nyde, nyde, nyde, så føles det stadig som om tiden snyder mig.
I er mange der har spurgt til fødslen og jeg har lovet at komme med min fødselsberetning. Nu hvor tiden nærmer sig, hvor han har været lige så længe inde i maven som udenfor, synes jeg det måtte være på tide.
Men… jeg kan lige så godt advare med det samme; det her er ikke en kort beretning!
Det er historien om min 3. fødsel, sådan som jeg oplevede den. Både i dagene op til og undervejs, mens bølgerne gik højt.
Og den er skrevet (næsten) uden filter, så hvis du er ‘sart’ eller nemt danner (dramatiske) billeder i hovedet, er det ikke sikkert du vil eller skal læse med… Jeg har beskrevet min fødsel og optakten til den, og sådan én indeholder altså lidt af hvert 😉
Egentlig er en fødsel, og beretningen herom, en temmelig personlig og privat ting, men jeg er alligevel overbevist om, at uanset hvor meget jeg forsøger, så kan (mine) ord ikke beskrive oplevelsen så godt, at det vil være som at være der selv. Jeg vil stadigvæk vove den påstand, at det kun er A, jeg, jordemoderen og den studerende, der har haft den oplevelse sammen. Heldigvis 😉
Jeg har valgt at dele historien med jer, fordi jeg selv opsøgte andres oplevelser da jeg var højgravid. Jeg fik hele tiden at vide af jordemødre, andre mødre til 3 og læger, at 3. gang er en ‘drillegang’. De fleste 3. gangs gravide oplever, at kroppen driller, det føles som om fødslen går i gang og når man så står på fødegangen, klar til at føde, så holder det hele op igen. Det kan endda ske flere gange! Ingen ved egentlig helt hvorfor, men det er mere reglen end undtagelsen, at det er sådan det er…
Jeg havde forsøgt at indstille mig på det; at veerne kunne gå i gang og stoppe igen, måske endda flere gange. Jeg havde bestemt mig for, at jeg først ville stå inde på fødegangen, når jeg var sikker på, der ikke var nogen vej tilbage – men jeg blev klogere 😉
Ja hele forløbet blev langt fra som jeg havde forestillet mig og blev i det hele taget også meget anderledes end de to andre fødsler, der mindede uhyggeligt meget om hinanden.
Min fødselsberetning er ikke ment som en skræmmehistorie, ej heller det modsatte. Ikke to fødsler er ens, men måske den alligevel kan give lidt ‘viden’ videre til andre eller ‘bare’ vække nogle følelser…
Jeg skrev forløbet og mine tanker ned i min (dag)bog, imens det skete, så jeg ikke skulle glemme de små ting undervejs. Derfor er min beretning skrevet i nutid
D. 9/5 2015:
Kroppen er helt klart ved at gøre sig klar til fødslen. Jeg er spændt på om jeg rammer termin igen, håber ikke jeg går over tid ihvertfald, synes han er ved at være tung! Jeg frygter han synes han skal toppe de to andre og veje 5 kilo…
Selvom pladsen er trang, er han stadig virkelig livlig – også når han sover. Jeg har en fornemmelse af at han ligger og ‘kradser’ mig med sine fingre. Jeg mærker ham mange gange hver time, så jeg håber ikke det betyder at han er vågen dagen (og natten) lang… Forhåbentlig er det bare fordi han spjætter i søvne 🙂
Selvom pladsen er trang, er han stadig virkelig livlig – også når han sover. Jeg har en fornemmelse af at han ligger og ‘kradser’ mig med sine fingre. Jeg mærker ham mange gange hver time, så jeg håber ikke det betyder at han er vågen dagen (og natten) lang… Forhåbentlig er det bare fordi han spjætter i søvne 🙂
Kl. 13.30 kører A og jeg i Bilka. Jeg har kvalme, mange plukveer og en mærkelig krible krable fornemmelse i hele kroppen. Den har været der de sidste par dage. Det føles som om mit blod er små myrer, der drøner rundt i kroppen. Faktisk en ret syret fornemmelse.
Mens jeg fylder indkøbsvognen for at være på forkant og få fyldt skabene til efter fødslen, har jeg mange plukveer der virkelig bidder, det presser nedad og jeg har ondt i lænden. Jeg siger til A, at noget tyder på at lillebror snart vil have fødselsdag. Mine kinder brænder og jeg synes det er en lidt vild tanke, at jeg snart skal føde, igen!
Kl. 15 er vi hjemme igen. Jeg har haft mange, lange plukveer hele vejen hjem, af flere minutters varighed. L er temmelig aktiv i maven og mosler rundt. Som om han forsøger at bryde ud gennem maveskindet.
Jeg pynter jordbærkagen til min mor, med mange seje plukveer undervejs. Jeg har stadig ondt i lænden og pres nedad, det føles som om han forsøger at klemme sig ud. Jeg mumler til L, at han er nødt til at sætte veerne i gang, før han kan komme ud den vej… 😉
Smerterne er der kun når der er plukveer.
Kl. 15.30 kører vi om til mine forældre. Der er stadig godt gang i plukveerne. Jeg bruger et par timer deromme på at lave salat og forberede aftensmaden. Jeg er nødt til at stoppe op indimellem pga. smerterne. Efter et par timer begynder jeg at tage lidt tid på (pluk)veerne. Der er 5 minutter imellem. Jeg kan tydeligt mærke, at han bliver presset nedad.
Kl. 18.45 laver jeg burgere klar og vi spiser sammen; mormor, morfar, A, drengene og jeg. Det der efterhånden virker mere som veer end plukveer kommer stadig, dog med forskelligt interval. De varer nogle minutter. Det spænder virkelig meget, både opad og nedad når de er der. Han er ikke så livlig længere. Mine kinder brænder.
Spiser 1 sommerburger og et lille stykke kage. Jeg har ikke så meget appetit, det er som om mine tanker er begyndt at koncentrere sig om det der sker med kroppen. Min mor mærker på min betonhårde mave, mens der er plukve. Vi morer os lidt over, at den kan blive så hård…
Er ret spændt i ryggen. Jeg er ikke nervøs eller bange, tænker det stadig kan være en snydetur, som de har gjort så meget ud af at forberede mig på hos jordemoderen. At 3. gang kan være en rigtig drilsk omgang, hvor det starter og stopper flere gange inden det for alvor tager fat. Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke stiller inde på fødegangen, før jeg er sikker på at nu er det nu! 🙂
Under veerne presser livmoderen både op og ned, så jeg har en del halsbrand. Det har jeg ellers været fri for de sidste par dage, efter han var faldet lidt længere ned.
Kl. 19.45 beslutter vi at aflevere drengene hos farfar og farmor, hvis nu fødslen skulle vise sig at være i gang. Der er godt gang i (pluk)veerne, men jeg tager ikke tid på dem. Jeg er nok lidt bange for at begynde at tro, at der er gang i noget og så blive skuffet, hvis det stopper igen, selvom jeg godt ved inderst inde, at jeg bliver skuffet uanset hvad, hvis alle de her smerter er der for ingenting 😉
Jeg er efterhånden lidt træt af at have plukveer der bider, nu har det stået på i flere dage on/off uden at komme videre…. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det ikke er spildt arbejde. At kroppen har brug for forberedelsen og at det er med til at modne…
Jeg er efterhånden lidt træt af at have plukveer der bider, nu har det stået på i flere dage on/off uden at komme videre…. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det ikke er spildt arbejde. At kroppen har brug for forberedelsen og at det er med til at modne…
Kl. 20.00 sidder A og jeg i sofaen og ser tv. A masserer mine fødder. Der er stadig gang i veerne, men de gør ikke hammerondt, som jeg ved fra de andre gange de skal gøre, før de virkelig gør det de skal.
Kl. 22.30 er veerne ikke taget til og vi beslutter at gå i seng og forsøge at få noget søvn. A har haft nattevagt og trænger til søvn, især hvis vi snart skal ind at føde! Han falder hurtigt i søvn, jeg kan høre på hans vejrtrækning at han sover tungt – bare det var mig! 🙂
Kl. 23.30 sover jeg stadig ikke. L mosler rundt i maven og veerne kommer og går. Jeg beslutter mig for at gå ned i stuen og se lidt tv, i stedet for at ligge og vente og tænke og blive irriteret over, at min krop sender så mange uklare signaler… Jeg synes det er lidt svært at være så meget ude af kontrol over hvad der skal ske. Jeg kan jo ikke rigtig gøre fra eller til.. Jeg ved jeg burde hvile, så jeg er klar til det for alvor går i gang, men det er lettere sagt end gjort når hele kroppen er i oprør.
Veerne kommer og går, men de kommer ikke så ofte længere. Jeg mærker skuffelsen brede sig, det er ikke nu…
Jeg har vildt mange smerter i underlivet, han trykker på samtlige nerver!!? Føles virkelig som om han presser hovedet nedad. KOM NU UD!
D. 10/5 2015:
Kl. 02.30 er der stadig ikke rigtig gang i noget, så jeg beslutter mig for at gå op til A igen og forsøge at få lidt søvn.
De næste timer blunder jeg og falder i søvn til sidst og får et par timer på øjet ved siden af A, der stadig sover tungt.
Kl. 06.05 Jeg vågner med et sæt, lidt i tvivl om, om det er en ve der vækker mig. Lidt efter, føles det som om der er noget der siger blop i underlivet og jeg mærker at mine trusser bliver lidt våde. Ikke længe efter kommer der en ve der bider og som jeg skal bruge vejrtrækning for at komme godt igennem.
Derefter kommer der endnu et par veer af samme slags med 5 minutter imellem.
Jeg står op for at tisse og det føles mærkeligt ubesværet. De sidste par måneder har jeg skullet presse lidt, fordi han har ligget i vejen for blæren…
Da jeg rejser mig bliver det ved at sive og det slår mig, at vandet evt. kan være gået. Det har jeg ikke prøvet med de to andre, så jeg ved ikke hvordan det ‘føles’. Jeg tager et bind på og lægger mig ind i seng igen. Der kommer endnu en ve. Jeg går ud på toilettet og det siver lidt når jeg går. Bindet er blevet vådt og der er en smule tegnblødning også.
Jeg går ind og fortæller A, at jeg tror vandet er gået, men at veerne ikke er regelmæssige endnu.
Kl. 07.15 står vi op, tager tøj på og går ned for at spise morgenmad. A spiser, mens jeg render og ’tisser’ hele tiden. Jeg ringer til jordemoderen (Signe) for at høre hvordan jeg skal forholde mig, hvis det er vandet der er gået.
Vi aftaler at jeg skal se lidt an, tage tid på veerne og ringe igen, når jeg ikke er tryg ved at være hjemme længere. Hun synes det lyder som om det er vandet der er gået og at fødslen nok er i gang nu, men ikke i den aktive fase endnu, da veerne ikke er regelmæssige og med kort interval.
Veerne bider, jeg kan mærke at de arbejder og udvider indvendigt. Det er en syret oplevelse at give sig selv ‘lov’ til at mærke hvad de egentlig gør. Men det er rart at prøve at forstå smerterne.
Spiser 2 rugbrødsmadder og et æble, A drikker en kop kaffe.
Der er ca. 5 minutter mellem veerne og de varer ca. 1 minut. Det er dog svært helt at mærke hvornår de stopper og starter, for maven forbliver spændt, også imellem veerne/smerterne. Vi sidder i køkkenet, hygger, snakker og venter…
Det virker som om L er sunket ned, der er ikke helt så meget mave oppe under brysterne længere.
Kl. 08.15 Efter at have haft veer af 45 sek-1 minuts varighed med 5 minutters mellemrum den sidste times tid, går jeg ind i sofaen for at se lidt tv og fordrive tiden, mens vi ser hvad det udvikler sig til. Jeg nægter at tage på fødegangen før jeg er sikker på at kroppen er godt i gang med fødslen 🙂
L er ikke længere særlig aktiv i maven, som han ellers plejer at være. Jeg sætter A til at støvsuge 🙂
Kl. 10.15 Veerne stoppede lidt da jeg satte mig i sofaen – det ved jeg er et dårligt tegn. De skal også være der og være kraftige, når man ligger og slapper af. Åh øv, jeg kan mærke skuffelsen igen, jeg tænker meget på om jeg kan tage fejl af mavefornemmelsen, om at det er vandet der er gået.
Det siver stadig og der kommer også blod når jeg tisser. Der er stadig veer, men der kan være langt imellem. Jeg er frustreret!
Kl. 11.30 Jordemoderen (Signe) ringer for at høre hvordan det går og om hun snart skal have besøg af mig. Jeg fortæller hende, at veerne er mere eller mindre stoppet igen og at han er lidt stille i maven, i forhold til hvordan han plejer at være. Vi aftaler at komme ind til et tjek. Jeg havde jo ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville sætte mine fødder derinde, før jeg var sikker på at fødslen var godt i gang, men alting har ændret sig nu da vandet, måske, er gået. Der er pludselig andre forholdsregler at forholde sig til. Og jeg vil jo også gerne være sikker på at han har det godt.
Kl. 11.50 er vi på fødegangen. Jordemoderen (Signe) lytter hjertelyd og den er fin. Undersøger mig indvendigt. Livmoderhalsen er stadig 1 1/2-2 cm og jeg har ikke rigtig åbnet mig. Der kommer ikke vand når hun undersøger mig. Hun siger at hun lige præcis ikke kan nå hans hoved.
Hun går ud for at rådføre sig med en kollega. Da hun kommer tilbage forklarer hun, at hun tror det er slim og ikke vandet der er gået. Hun forklarer, at der burde komme vand når hun puffer til hans hoved, for det er som en prop der står og holder på vandet og når hun puffer det væk burde der komme vand.
Jeg bliver forvirret, for hun har lige sagt at hun ikke kunne nå hans hoved, men jeg får ikke spurgt til det. Jeg regner med, at det hun siger er rigtigt. Hun siger at fødslen ikke er i gang, men at kroppen nok er ved at forberede sig. Jeg går slukøret ud af døren. Forstår ikke at jeg kan tage så meget fejl af min egen mavefornemmelse og tænker at jeg kunne være en snegl med al den slim!
Hun går ud for at rådføre sig med en kollega. Da hun kommer tilbage forklarer hun, at hun tror det er slim og ikke vandet der er gået. Hun forklarer, at der burde komme vand når hun puffer til hans hoved, for det er som en prop der står og holder på vandet og når hun puffer det væk burde der komme vand.
Jeg bliver forvirret, for hun har lige sagt at hun ikke kunne nå hans hoved, men jeg får ikke spurgt til det. Jeg regner med, at det hun siger er rigtigt. Hun siger at fødslen ikke er i gang, men at kroppen nok er ved at forberede sig. Jeg går slukøret ud af døren. Forstår ikke at jeg kan tage så meget fejl af min egen mavefornemmelse og tænker at jeg kunne være en snegl med al den slim!
Kl. 12.20 A og jeg kører op i byen for at finde noget frokost at tage med hjem. Da vi går tilbage mod bilen, med maden under armen, fosser der vand/slim ud og jeg bliver helt nervøs for at mine bukser bliver gennemblødt. Jeg spørger A, om jeg har lavet sneglespor på fortovet… 😉
Da vi kommer hjem siver det igen og jeg skifter bind endnu en gang.
Vi ser et afsnit af Barnaby og jeg blunder lidt indimellem. Jeg er ved at være godt brugt, både fysisk og mentalt træt.
Kl. 15.00 går A og jeg en tur. Maven er spændt hele tiden og jeg kan mærke at det siver en del undervejs. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det ikke er vandet der er gået og jeg siger det ret mange gange til A. Som om han kan bekræfte, at det jeg siger er rigtigt…!
Kl. 16.10 kører A om efter S og tager ham til fodboldtræning. W er stadig hos farmor og farfar. Der kommer lidt plukveer der virkelig bider.
Kl. 18.00 Jeg er træt og blunder 20 min på sofaen, indtil A kommer hjem igen. Han har afleveret S hos farmor og farfar igen, til endnu en overnatning, hvis nu….
Kl. 18.30 Der begynder at komme veer med 5-7 minutters mellemrum, de gør ondt. Der kommer stadig vand/slim ud, især når jeg bevæger mig eller efter en plukve. I mit hoved giver det mening, at det er vandet der er gået, når nu der kommer vand/slim ud når jeg bevæger mig og efter plukveerne, det er som om de/livmoderen presser vandet ud.
Efter 1 1/2 time med regelmæssige veer aftager de igen.
A synes jeg skal ringe til jordemoderen (Ulla). Jeg ved at hun har overtaget vagten og har en times kørsel til fødegangen, så hun skal varsles lidt i forvejen. Jeg vil hellere se tiden lidt an, jeg synes jordemoderen i formiddags havde lydt så ‘bestemt’, at jeg stadig ikke helt tør tro på min egen mavefornemmelse. Hurra for autoritetstro eller…!
Kl. 21.30 lader jeg mig overtale til at ringe til jordemoderen for lige at høre hvordan vi skal forholde os og om det virkelig kan passe at det ikke er vandet der er gået. Jeg har læst mig frem til, at man helst skal føde indenfor 18 timer fra vandafgang, så jeg vil efterhånden gerne være helt sikker på at det ‘bare’ er slim…
Hun synes bestemt det lyder som om det er vandet der er gået. Da hun har en times kørsel til fødegangen vil hun lige ringe og høre en kollega derinde, om de har tid til at tjekke om ikke det er vandet der er gået, inden hun kører derind. Hun ringer tilbage kort tid efter og siger vi bare skal køre ind på fødegangen.
Kl. 22.30 ankommer vi til fødegangen og jeg bliver undersøgt af en jordemoder (Sidsel). Jeg kan genkende hende, jeg har siddet i bestyrelse med hende, så det er lidt akavet først, men det hjælper at vi snakker lidt om det, det tager tankerne lidt væk fra alt det der pludselig er i gang.
Jeg har taget et par af de våde bind med (ja, så så man lige mig gå rundt med en pose med våde bind i tasken, den havde jeg så ikke lige set komme!) og ud fra dem vurderer hun, at det helt sikkert er fostervand. Hun snakker om igangsættelsespiller og at vi så kan tage hjem bagefter. Jeg kan slet ikke overskue at skulle have piller, der sætter veerne i gang, oveni de veer jeg har, der dog ikke er regelmæssige. Jeg gruer lidt for igangsættelse efter at have hørt så mange dårlige beretninger om det…
Jeg har taget et par af de våde bind med (ja, så så man lige mig gå rundt med en pose med våde bind i tasken, den havde jeg så ikke lige set komme!) og ud fra dem vurderer hun, at det helt sikkert er fostervand. Hun snakker om igangsættelsespiller og at vi så kan tage hjem bagefter. Jeg kan slet ikke overskue at skulle have piller, der sætter veerne i gang, oveni de veer jeg har, der dog ikke er regelmæssige. Jeg gruer lidt for igangsættelse efter at have hørt så mange dårlige beretninger om det…
Kl. 22.50 Da der er vagtskifte kl. 23 går hun ud og ‘overleverer’ min historie til hende der møder ind. Efter en god halv times tid, hvor jeg får kørt kurve imens, kommer en ny jordemoder ind (Lotte). Hende kan jeg ret godt lide, hun er frisk og sød og snakker på en rar måde til mig. Hun kigger også på bindene og er ikke i tvivl om, at det er fostervand. De har også begge sagt at de kan lugte at det er fostervand, det har sådan en sød, fad lugt.
Hun undersøger mig indvendigt, jeg er åbnet 3 cm og livmoderhalsen er udslettet. Der kommer masser af vand og blødning imens.
I stedet for piller anbefaler hun vedrop, så vi kan regulere styrken. Hvis jeg får piller er der ikke noget at gøre, så går kroppen bare i gang og det kan give vestorm oveni mine egne veer. Jeg synes det lyder meget mere fornuftigt og jeg slapper lidt mere af.
Da mit vand højst sandsynligt gik i morges kl. 6, kan jeg ikke nå at føde indenfor 18 timer (som er kl. 24) og hun fortæller mig at jeg skal have forebyggende penicillinkur for at sikre, at L ikke har fået en infektion. Det begynder langsomt at gå op for mig, at vi ikke skal hjem igen, før vi har vores lille fyr med os. Det sætter gang i adrenalinen… Min krop begynder at dirre svagt, jeg kan ikke rigtig styre det.
Jordemoderen går ud og ringer til Ulla (den anden jordemoder) og siger hun godt kan komme, der skal holdes fødselsdag 🙂
Imens vi venter på det næste der skal ske, kommer jeg i tanke om, at jeg har læst at man skal være indlagt 48 timer til observation, når man ikke når at føde indenfor 18 timer. Da jordemoderen kommer ind igen spørger jeg hende, om vi så ikke skal hjem kort efter fødslen og hun siger at det skal vi desværre ikke.
Hun undskylder, at jordemoderen i formiddags ikke havde set at det var vandet der var gået, så vi kunne have undværet penicillin og indlæggelse. Jeg siger, at det er der jo ikke noget at gøre ved… Alle mine tanker drejer pludselig omkring det, at vi ikke skal hjem alligevel..
Hun undskylder, at jordemoderen i formiddags ikke havde set at det var vandet der var gået, så vi kunne have undværet penicillin og indlæggelse. Jeg siger, at det er der jo ikke noget at gøre ved… Alle mine tanker drejer pludselig omkring det, at vi ikke skal hjem alligevel..
Bagefter bliver vi vist over på fødestue nr. 5, jeg får klyx og forsøger at forberede mig mentalt på, at nu er det nu. Det føles virkelig mærkeligt, måske fordi det ikke er min krop der har taget over – endnu.
Jeg sidder på sengen i det store lokale. Jeg har det lidt specielt med at sidde der og kigge rundt, pludselig kommer alle minderne fra de to andre fødsler tilbage, på godt og ondt! Det føles så sterilt, stort, hvidt, koldt. Det kommer pludselig meget tæt på, men jeg er ikke væk i ve-rus endnu, jeg har alt for meget ‘rum’ til at kunne tænke ‘normalt’ 🙂
Der kommer en jordemoderstuderende ind og hilser på os. Hun er færdiguddannet til sommer, så hun fortæller at det er hende der skal styre showet med jordemoderen på sidelinjen. Hun fortæller, at det betyder at de indimellem snakker om nogen ting, som man ellers ikke ville høre, hvis der bare var én jordemoder på stuen, for så ville hun blot tænke det for sig selv. Hun lover dog, at de nok skal sige til, hvis der er noget vi skal vide.
Der kommer en jordemoderstuderende ind og hilser på os. Hun er færdiguddannet til sommer, så hun fortæller at det er hende der skal styre showet med jordemoderen på sidelinjen. Hun fortæller, at det betyder at de indimellem snakker om nogen ting, som man ellers ikke ville høre, hvis der bare var én jordemoder på stuen, for så ville hun blot tænke det for sig selv. Hun lover dog, at de nok skal sige til, hvis der er noget vi skal vide.
Jeg har haft en del veer de sidste timer der bider godt og grundigt, men de er ikke regelmæssige.
Kl. 00.05 Jordemoderen (Ulla) kommer og hilser på. Hun er sød og frisk og snakker stille og roligt. Jeg render en del frem og tilbage til toilettet.
De regner med, at jeg bare lige skal snuse til vedroppet, så tager min krop selv over, for de kan se på kurven, at der er godt gang i den. Jordemoderen siger, at hun gerne vil have mig op på 5 veer på 10 minutter. Shit mand, det lyder heftigt. Så har jeg jo nærmest ingen pauser!.. Pyyyyh
Den studerende lægger en venflon. Da jeg er højrehåndet forsøger hun først i venstre hånd, men hun kommer til at stikke igennem åren. Hun lægger den i højre hånd i stedet, men hun får på en eller anden måde sat plasteret, så det niver ret meget. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at håndtere, at det skal gøre ondt i hånden samtidig, men jeg siger ikke noget, kun til A, for at høre om han kan flytte lidt på venflonen eller se hvorfor det gør ondt.
Kl.01.00 får jeg penicillindroppet sat til.
Kl. 01.25, da penicillinen er løbet ind, sætter de vedroppet til i stedet og min krop laver veer med det samme og der går ikke længe før de er regelmæssige. De beslutter hurtigt at skrue op med 30 minutters interval i stedet for 20 minutters interval, da min krop tager så godt imod droppet, at de er bange for at det ellers vil gå for stærkt.
Vi snakker og pjatter lidt alle 4, der er en god stemning. Vi snakker om at både W og S vejede over 4 kg ved fødslen. De vurderer ikke L til at veje mere end 3600 – måske 3800 gr., ud fra oplysningerne om de to andres fødselsvægt, og at de også de to andre gange har skudt noget lavere end 4 kg.
Jeg kan mærke på min krop og mit hoved, at jeg har lidt svært ved at forstå, at det hele pludselig går så stærkt og at det er nu. Jeg føler ikke helt jeg er herre over situationen fordi droppet bestemmer. Min krop dirrer stadig og jordemoderen siger at det er helt okay, jeg skal bare lade den ryste.
Jordemoderen spørger, om jeg har ønsker til fødslen, og jeg siger, at jeg gerne vil i badekar og undgå smertestillende. Ved de to andre fødsler har jeg haft stor glæde af at komme i badekar, men fordi jeg får drop er det ikke en mulighed denne gang. Og da L’s hjerterytme skal monitoreres hele tiden, er jeg også lænket til apparatet ved siden af sengen, så jeg kan heller ikke gå omkring som det passer mig, hvilket jeg også har haft stor glæde af de to andre gange. Åh, jeg synes det er svært at være i smerten når jeg ikke kan bevæge mig med den!
Jeg skal på toilettet en del gange, hvilket er virkelig besværligt med dropstativ, men der er ikke rigtig noget at gøre, jeg må derud. Det er virkelig en kamp at sidde på toilettet og samtidig kæmpe sig igennem smertefulde veer, de begynder virkelig at gøre ondt nu. Så meget at jeg skal koncentrere mig fuldt ud under hver.
Så sidder jeg der på toilettet, med blod, urin og andet rendende ud, med kæmpestore underbukser og en ‘ble’ om anklerne, mens jeg stønner mig gennem endnu en ve, forsøger at krumme mig sammen selvom der er en spændt badebold og et væld af elektroder, klemmer og bælter i vejen mens vedroppet bimler og bamler fordi det mangler strøm og en jordemoder der står med øret mod døren på den anden side og spørger om jeg er ‘okay’… Jeg får sagt ‘ja’ i en hurtig vending mellem to vejrtrækninger og overvejer hvordan jeg overhoved kommer op derfra igen, mens jeg spekulerer på hvor meget de egentlig kan høre derude på den anden side. Og om det at føde i vand også gælder i et toilet… Om veerne mon stopper eller ihvertfald giver mig en lille pause, hvis jeg bliver siddende så længe at vedroppet har tabt det sidste strøm….
Jeg får på en eller anden måde kæmpet mig på benene igen, får vasket hænder og trukket stativet ind til sengen igen.
Så sidder jeg der på toilettet, med blod, urin og andet rendende ud, med kæmpestore underbukser og en ‘ble’ om anklerne, mens jeg stønner mig gennem endnu en ve, forsøger at krumme mig sammen selvom der er en spændt badebold og et væld af elektroder, klemmer og bælter i vejen mens vedroppet bimler og bamler fordi det mangler strøm og en jordemoder der står med øret mod døren på den anden side og spørger om jeg er ‘okay’… Jeg får sagt ‘ja’ i en hurtig vending mellem to vejrtrækninger og overvejer hvordan jeg overhoved kommer op derfra igen, mens jeg spekulerer på hvor meget de egentlig kan høre derude på den anden side. Og om det at føde i vand også gælder i et toilet… Om veerne mon stopper eller ihvertfald giver mig en lille pause, hvis jeg bliver siddende så længe at vedroppet har tabt det sidste strøm….
Jeg får på en eller anden måde kæmpet mig på benene igen, får vasket hænder og trukket stativet ind til sengen igen.
Ved de to andre fødsler har jeg været fuldt koncentreret under veerne, jeg har været helt i min egen lille verden og ikke sagt en lyd, bare fokuseret på vejrtrækningen.
Jeg har helt vildt svært ved, ikke at kunne bevæge mig. Min mave er helt spændt og elektrodedimserne falder af bare jeg bevæger mig en smule. Jeg hører, at de joker med, at det er så svært for dem at få det til at sidde ordentligt, når man har en så fin, rund mave. Meget af fostervandet er efterhånden væk, så hver gang jeg har en ve, kan jeg nærmest se L’s krop bag maveskindet og jeg kan mærke livmoderen presse på den lille krop. Det føles vildt syret! De andre gange er mit vand først gået lige inden presseveerne, så jeg har ikke prøvet det sådan her før. Jeg synes ikke det er rart!
Veerne tager hurtigt til, den ene afløser den anden. Mit syn er tåget og jeg spørger hvorfor. De siger at vedroppet godt kan være skyld i det. Jeg sidder på sengen og klamrer mig til A og til håndtaget på højre side af sengen. Det gør virkelig ondt nu og det føles som om min krop arbejder i turbofart. Det gør så ondt, at jeg har svært ved at følge med.
Den studerende undersøger mig, hun siger en del latinske gloser og ser lidt forvirret ud i hovedet. Hun siger en masse, blandt andet, at hun er i tvivl om, om det er ‘et-eller-andet-på-latin’ hun mærker, eller om det bare er fordi han har virkelig meget hår. Jeg bliver lidt utryg ved situationen og tænker, om hun er i tvivl om, om han vender rigtigt osv.
Jordemoderen spørger hende om hun gerne vil have at hun også mærker efter og det vil hun gerne, så hun tager også lige en tur. Det gør s… ondt at blive undersøgt mens der er ve, så jeg bander lidt imens. De konkluderer, at alting er fint.
Jordemoderen spørger hende om hun gerne vil have at hun også mærker efter og det vil hun gerne, så hun tager også lige en tur. Det gør s… ondt at blive undersøgt mens der er ve, så jeg bander lidt imens. De konkluderer, at alting er fint.
Udenfor på gangen kan jeg høre en båre komme forbi med en kvinde der skriger. Jeg tænker, at jeg heldigvis aldrig har haft så mange smerter, at jeg har været nødt til at skrige for at holde dem ud. Jordemødrene siger, at hun vist var ved at føde på vej herind, som for at berolige mig lidt over hendes skrigeri. Måske jeg lavede en skør, skræmt grimasse, uden selv at være klar over det…
Veerne fortætter med at brage derudaf. Jeg synes min krop har alt for travlt, jeg kan slet ikke huske, at veerne gjorde så ondt på noget tidspunkt, de to andre gange og jeg er ikke engang ved at være klar til at presse endnu! Jeg kan helt tydeligt mærke hvordan han arbejder ned igennem underlivet, jeg forsøger så godt jeg kan at lade kroppen gøre det den skal og mærke at den arbejder.
Veerne gør efterhånden så ondt at jeg ikke kan være i det. Jeg begynder at sige små aaaauuvvv undervejs, jeg kan simpelthen ikke lade være. Jeg bliver helt overrasket over mig selv, jeg vil hellere holde smerten indeni.
Den studerende foreslår at undersøge mig, tage en såkaldt time out, om en time. Jeg spørger om det ikke kan blive noget før, for jeg synes det går virkelig stærkt og jeg har brug for at vide, at smerterne arbejder som de skal. Jordemoderen trykker mig under fødderne for at få smerterne i lænden til at føles bedre og hun sætter akupunkturnåle i maven.
Den studerende kommer indimellem og overtager A’s plads lidt, hun tager mig i hånden, siger at jeg klarer vejrtrækningen fint, at jeg skal huske at sænke skuldrene osv. Jeg kan mærke på A, at han synes hun skubber lidt for meget til ham.
Jeg skriger efterhånden små skrig under veerne, jeg kan slet ikke kende mig selv. Jeg spørger i en vepause, om A er okay, jeg tænker at han må være helt forskrækket over at se mig lænket til en seng, skrigende af smerte.
De griner af mig og siger, at det er vildt jeg har overskud til at koncentrere mig om det. Jordemoderen henter en kop kaffe til A. Jeg ville ønske jeg kunne have gjort det…
De griner af mig og siger, at det er vildt jeg har overskud til at koncentrere mig om det. Jordemoderen henter en kop kaffe til A. Jeg ville ønske jeg kunne have gjort det…
Kl. 03.30 Den studerende undersøger mig og konstaterer, at jeg nu er 8 cm åben. Vi er vist alle lidt overraskede over, at det går så stærkt. Der bliver skruet ned for vedroppet, for min krop har taget godt over og laver selv veer. Jeg kan straks mærke, at jeg meget bedre kan klare veerne, de gør slet ikke ondt på samme måde. Den studerende bliver opmærksom på L’s hjerterytme og siger at hun lige vil gå ud og spørge afd. jordemoderen til den, som en del af den faste procedure. Hun kommer tilbage og siger at alting er fint og at han klarer veerne fint. De sætter en elektrode fast på hans hoved for at holde øje med ham. Det gør mig lidt utryg, men jeg tænker at det er godt de holder øje med ham, det går nok også pludselig hurtigt for ham det hele.
Kort tid efter begynder jeg så småt at få pressetrang. De omdanner sengen til fødeleje og kommanderer lidt rundt med mig på sengen, for at blive klar til fødslen. Jeg har ønsket at få en pudendusblokade, da jeg havde meget glæde af den ved W’s fødsel, men da hun vil til at lægge den, kan jeg slet ikke overskue at hun skal til at rode rundt dernede og vifter hendes hånd væk.
Smerterne er vilde, jeg siger højt et par gange, at jeg er bange. Jeg frygter at noget skal gå galt, at han også er ved at blive kvalt i navlestrengen som de andre. Jeg tænker på at skulle se ham, og siger højt at jeg glæder mig til at se ham. Jeg forsøger at visualisere målet, gevinsten for det hårde arbejde, for bedre at kunne klare smerterne.
Pressetrangen er altoverskyggende og det er rart at kunne arbejde med. Jeg synes dog det gør afsindigt ondt at få ham ned igennem ‘kanalen’ og jeg kan slet ikke huske, at de to andre har skullet presses så langt…
Jeg presser nogle gange, jeg føler ikke jeg kan mere, men forventningen om at han lige om lidt ligger på min mave, får mig til at arbejde videre. De 3 andre hepper på mig og beroliger mig med, at det hele går præcis som det skal. Jeg presser hovedet ud og den studerende løsner navlestrengen, som han har rundt om halsen.
Kl. 05.05 Efter et par veer mere er han ude og bliver med det samme lagt op på min mave.
A klipper navlestrengen over med et kæmpe smil
A klipper navlestrengen over med et kæmpe smil
Jeg er lettet og glad og helt høj over at det er overstået og at jeg klarede det endnu en gang. En ubeskrivelig lykke fylder mit hjerte! Det er uden tvivl den vildeste følelse!! Hvor er det vildt, hvad kroppen er i stand til! Jeg flyver, det er den vildeste sejr, at vinde over smerterne, at kunne føde et barn!
Da jeg blødte meget efter W’s fødsel lader de vedroppet sidde og jeg får straks efterveer. Moderkagen bliver forløst og L tager brystet hurtigt og spiser den næste times tid. Han synker lystigt, der er allerede råmælk klar til ham.
Efter en times tid med ro og nærvær kommer jordemoderen for at undersøge ham. Da hun lægger ham op på vægten sker det vilde, ingen havde forestillet sig kunne ske… (Men det må jeg tage op i et andet indlæg… 🙂 )
Efter et par timer på fødestuen bliver vi kørt op på barselsafsnittet.
Jeg nåede kun at få 1 gang penicillin under fødslen, fordi det hele pludselig gik så stærkt.
Jeg nåede kun at få 1 gang penicillin under fødslen, fordi det hele pludselig gik så stærkt.
Kl. 08.35 kommer de to storebrødre, sammen med farmor og farfar, og møder deres lillebror for første gang. Jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Jeg er lettet, stolt, glad – og træt! Det har været den vildeste rejse de sidste dage, men jeg er så lykkelig, det føles som om noget er fuldendt indeni.
Drengene er stolte, spørger til ham, snakker om hans lille bitte næse og de små fingre. Spørger hvorfor jeg har en dims i hånden. Efter en times tid bliver de kørt i skole og børnehave, de glæder sig til at fortælle den gode nyhed.
Drengene er stolte, spørger til ham, snakker om hans lille bitte næse og de små fingre. Spørger hvorfor jeg har en dims i hånden. Efter en times tid bliver de kørt i skole og børnehave, de glæder sig til at fortælle den gode nyhed.
Inden fødslen havde jeg forestillet mig at vi skulle hjem med L efter et par timer. At vi skulle vise ham frem derhjemme. Jeg havde forberedt mig på, at jeg skulle ligge i sengen med ham, hud mod hud, et par dage og nyde.
I stedet forsøgte jeg at nyde, at jeg ikke skulle lave mad, at jeg bare kan ligge i sengen og blive vartet op og nyde vores mindste lykkefrø. Der kommer jordemødre 3 gange i døgnet for at måle hans temperatur, men han har heldigvis ikke raget en infektion til sig.
Inden vi tager hjem får han også lavet hælprøve og høretest. Så er dét også klaret.
I stedet forsøgte jeg at nyde, at jeg ikke skulle lave mad, at jeg bare kan ligge i sengen og blive vartet op og nyde vores mindste lykkefrø. Der kommer jordemødre 3 gange i døgnet for at måle hans temperatur, men han har heldigvis ikke raget en infektion til sig.
Inden vi tager hjem får han også lavet hælprøve og høretest. Så er dét også klaret.
Jeg kæmper temmelig meget med mine efterveer i dagene efter. Jeg kan ikke så godt tåle smertestillende, så jeg forsøger at klare dem uden. De gør indimellem så ondt at jeg ligger og klager mig i sengen, mens L bliver ammet og smerterne bølger op og ned. Sveden springer frem overalt og smerterne bringer minder fra fødslen, men jeg ved heldigvis fra de to andre gange, at de bliver mindre fra dag til dag. Jeg har hørt om nogen der slet ikke mærker til efterveerne og tænker at det er virkelig uheldigt, at de skal rase så meget i mig. Jeg forsøger at tænke på, at de er nødvendige for at livmoderen (og dermed maven) kan trække sig sammen 😉
Drengene kommer på besøg et par gange mens vi er på sygehuset. Jeg savner dem, men ‘beroliger’ mig selv med at de hygger sig hos deres bedsteforældre og forsøger at se det positive i, at jeg kan være der for L. Det er lidt som at have født for første gang igen. Vi er i en boble, mens vi er på sygehuset, A, L og jeg, og vi laver ikke meget andet end at spise, sove, skifte bleer og snakke med dem der kigger forbi.
Efter at have været indlagt i 48 timer checker vi ud og kører hjem. Nu som forældre til 3. Med 3 veloverståede fødsler i bagagen. Hvor heldig kan man være?
<3
Nå, så var jeg lige hele følelsesregistret igennem, da jeg skrev det hele ind. Det føles lidt vildt at trykke ‘Udgiv’ nu. Jeg håber I vil tage godt imod det, hvis I altså overhoved får kæmper jer igennem det hele 🙂
P.S. Hvad det var der skete, da L blev lagt på vægten, kan du læse lige her
Tak fordi du deler! Virkelig fint beskrevet 🙂