Plastik legetøj, der er til at holde ud! (Annonce)

Opskrift på kajkager i fastelavnsudklædning

1kat2kat3kat4kat5kat6kat7kat8kat

Allerede næste søndag er det fastelavn. Festdagen falder tidligt i år og lander nærmest lige oveni S’s fødselsdag.
Jeg er slet ikke gået i gang med drengenes udklædning endnu, men forhåbentlig når jeg at opfylde deres ønsker…

I det mindste har vi taget forskud på fastelavnsbollespisningen 😉
For et par weekender siden kastede jeg mig over et forsøgsprojekt, nemlig at lave kajkager i fastelavnsforklædning eller udklædning om man vil… Egentlig kunne de vel nok også kaldes fastelavnskatte. Eller kajkager uden alt for meget ekstra farvestof…

Fordelen ved at lave kajkager selv, er blandt andet, at de bliver lavet med rigtig marcipan i stedet for bagerens look-a-like og så kan de laves laktosefri, hvis der skulle være nogen i nærheden der ikke kan tåle den slags. (Sådan en fyr har vi herhjemme)

De blev ret godt modtaget! Her kommer min opskrift på kajkager, hvis I skulle have lyst til at kaste jer over et lignende projekt, til fastelavn eller bare for at pynte lidt på en grå (man, ons, lør, søn)dag…

Opskriften kan godt virke lidt uoverskuelig, der er mange elementer der skal laves inden samlearbejdet kan påbegyndes, men jeg har forsøgt at dele den lidt op, så den forhåbentlig bliver lidt lettere at komme igennem 🙂
For at skære lidt ned på antallet af processer og arbejdstid, bruger jeg gerne en god købe-syltetøj til at smøre på bundene i stedet for at lave den selv. Men det er selvfølgelig helt op til dig 🙂

Til ca. 10-14 kager, alt efter størrelse

Du skal bruge:

Marmelade – enten hjemmelavet eller en god én du køber. Det kan f.eks. være hindbær, jordbær eller brombær

Bunden:
2 æg
60 gr. sukker
30 g hvedemel eller sigtet speltmel
30 g kartoffelmel

Smørcreme:
125 g  smør, stuetempereret (evt. laktosefri)
1  past. æggeblomme
75 g  flormelis
1/2 tsk vanillepulver (ikke vanillesukker)
Evt. en spsk frysetørret, pulveriseret hindbær eller jordbær

Italiensk marengs:
100 g  hindbær (gerne frosne)
1 dl vand
125 g sukker
75 g past. æggehvide, stuetempereret
25 g flormelis

Marcipanovertræk:
250 g  marcipan
100 g  flormelis
25 g  glukosesirup
Lidt rød frugtfarve (og grøn, hvis du vil lave almindelige kajkager)

Royal Icing / glasur:
Flormelis
Past. Æggehvide
Kakao

Evt. lidt brun fondant til ører – du kan også lave ører af marcipanovertrækket eller tegne dem på med glasur eller smeltet chokolade

Sådan gør du: 

Først skal bunden laves:
Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Pisk æg og sukker sammen med en elpisker nogle minutter, til det er luftigt, skummende og helt lyst. Bland mel og kartoffelmel sammen og sigt det i æggesnapsen. Vend det forsigtigt, men hurtigt, sammen til en ensartet masse og hæld det i en stor springform hvor du har klipset bagepapir fast i bunden af den og smurt siden med lidt smør. Bag bunden i ovnen i ca. 15-20 minutter til den er gylden og har trukket sig lidt i kanten. Lad den afkøle inden du stikker den ud i små kajkagebunde, 6-8 cm stykket.

Så skal marengs og smørcreme forberedes.

Smørcreme:
Put smør, æggeblomme, flormelis og vanillepulver i en skål og pisk det sammen til det bliver lyst og luftigt. Brug gerne en røremaskine med k-spade. Tilsæt evt. en spsk. pulveriseret, frysetørret hindbær eller jordbær for farve og smag.

Marengs:
Hæld (frosne) hindbær og vand i en gryde og bring det i kog nogle minutter. Sigt væden over i en anden gryde og kog det sammen med sukker til en tyk sirup. Det tager lidt tid. Pas på det ikke brænder på undervejs!
Du kan tjekke om sukkermassen er klar, ved at dryppe en lille dråbe ned i et glas koldt vand. Hvis dråben samler sig i vandet, er sukkermassen klar.
Pisk æggehviderne sammen med flormelis til det begynder at skumme, brug gerne en røremaskine med piskeris på. Tilsæt den kogende hindbærsukkerlage, med det samme, i en tynd stråle. Pas på, det er drønvarmt og størkner ret hurtigt, når først det er taget af varmen. Pisk til marengsen er kold.

Nu skal smørcreme og marengs blandes sammen, så det er klar til at blive sprøjtet på bundene:
Tilsæt et par spsk marengs til smørcremen og vend rundt med en gummidejskraber. Tilsæt mere marengs lidt efter lidt og vend det rundt til en ensartet masse. Ca. halvdelen af marengsen skal bruges.
Når cremen er ensartet puttes den i en sprøjtepose med en stor rund tylle.

(OBS! TIP! Det er svært at lave en mindre portion marengs, så det er ikke det hele der skal bruges, men den resterende del kan du f.eks. bruge til flødeboller, som pynt på en (bær)tærte, hvor du lige brænder det lidt med en creme brulee brænder eller som guf ovenpå is. Det kan fint holde sig nogle dage i køleskabet)

Marcipanovertrækket gøres klar ved at ælte marcipan, flormelis og glukosesirup sammen. Tag en lille klump fra og farv den rød med frugtfarve, så kattetungerne kan få lidt spræl. Hvis du vil lave almindelige kajkager kan du farve resten grønt.

Nu skal kagerne samles 🙂
Stik bunde ud med en rund udstikker på 6-8 cm. Sæt dem på et fad.
Smør bundene med marmelade.
Sprøjt cremen ud på bundene, helt ud til kanten og godt op i højden. Du bestemmer selv hvor høje de skal være. Jeg er ikke overdrevet vild med creme alene, så jeg laver dem ikke så høje. Hvis du synes det er det bedste ved kagen giver du den bare hele armen og sprøjter dem godt høje 🙂
Stil kagerne på køl mens du fortsætter.
Rul marcipanen ud på et flormelisdrysset bord, et par millimeters tykkelse. Sørg for at marcipanen hele tiden kan flyttes rundt og ikke hænger fast på bordet.
Skær cirkler på ca. 13-14 cm, alt efter hvor høje du har lavet kagerne. Test evt. med en enkelt kage, om cirklerne er store nok.
Overtræk kagerne med marcipanen. Fold det forsigtigt rundt om kagerne forneden og pas på ikke at presse cremen ud over bunden. Skær marcipanen til forneden. Overtræk alle kagerne med marcipan.
Lav tunger af den røde marcipan. Skær et hul til munden og stik tungen ind, brug evt. spidsen af en kniv som hjælpegrej.
Lav evt. nogle små ører, skær huller til dem og sæt dem fast også

Hæld lidt flormelis i en skål. Hæld en lille smule æggehvide sammen med og pisk det sammen med en elpisker. Tilsæt mere flormelis eller æggehvide, til konsistensen er ‘rigtig’. Når du stopper med at piske, skal glasuren ikke flyde ud. Den skal holde ‘formen’. Tilsæt lidt kakao, så glasuren bliver brun.

Hæld glasuren op i et coronet, foldet af bagepapir, eller hæld det i en frysepose og klip et lille bitte hul.

Sprøjt øjne og knurhår på kagerne og giv dem liv 🙂

Stil kagerne på køl til de skal nydes

De holder sig fint en dag eller tre på køl, hvis altså de får lov til at være i fred…

Rigtig god fastelavn!

 

Som altid, bliver jeg utrolig glad for feedback, så ‘tag’ mig endelig på Instagram @mormedmegetmere hvis du deler din version dér eller skriv en kommentar hér på bloggen. Tak! 🙂

2 kommentarer

  • Uhhmmnn….se ser rigtigt lækre ud dine fastelavnskatte 😉 Jeg har aldrig været så vild med Kajkager grundet smørcremen. Jeg har dog heller aldrig set det blandet op med marengs, men det var en super ide, så cremen bliver lidt lettere.
    Jeg bruger altid resterne af den italienske marengs til små mini marengskys med et drys lakrids granulat. De bliver super sprøde og lækre.
    Mvh Matilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uhhhmm…god ide med, at blande marengs i smørcremen, så bliver den ikke så tung 😉 Jeg bager altid mini marengskys af den resterende italienske marengs – de bliver helt fantastiske med et drys lakrids granulat.
    Mvh Matilde

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Plastik legetøj, der er til at holde ud! (Annonce)