Opskrift på sprøde rødbedechips

Sprøde, knasende chips – det er et hit herhjemme, men som bekendt ikke særlig sundt at kaste sin kærlighed på…
I stedet laver jeg selv chips i ovnen, når vi engang imellem skal crunche med god samvittighed. N er det endelig sæson for lækre (økologiske) rodfrugter og dét skal udnyttes!
Torsdag røg der to plader af de her fantastisk smukke bolsjebeder i ovnen, en hel fornøjelse at forberede, det er da et smukt syn hva?
Skålen var dog hurtigt tom igen… Men de er heldigvis lette at lave, det meste af arbejdet klarer ovnen.
Perfekt på en langsom lørdag eller søvnig søndag..
Jeg tænkte jeg ville dele fremgangsmåden med jer, hvis I også skulle få lyst til at dykke ned i skålen med sprødhed uden at have dårlig samvittighed bagefter 😉
Du skal bruge:
Et par mellem/store (økologiske) rødbeder eller bolsjebeder
1 lille spsk olie – jeg bruger stegeolie fra Urtekram
Havsalt
Sådan gør du:
Skræl rødbederne, sørg for at vaske al jord af og skær dem i meget tynde skiver. Jeg bruger et mandolinjern.
Put alle skiverne i en skål og hæld olie udover. Brug hænderne til at gnide skiverne sammen med olien, så den bliver fordelt.
Fordel skiverne på et par bageplader med bagepapir. De skal helst ikke lappe over hinanden. Drys med salt udover
Tænd ovnen på 125 grader varmluft.
Sæt pladerne i ovnen, de kan sagtens komme ind samtidig. Lad ovnen tørre skiverne, det tager ca. 40-50 minutter alt efter hvor store skiverne er osv.
Når de er skrumpet ind til ca. det halve (når alt vandet er tørret ud af dem) er de færdige. Lad dem afkøle på en rist, på bagepapiret. De bliver endnu mere sprøde når de køler af.
Put de afkølede chips i en skål og stil den langt væk fra små sultne fingre – med mindre du gerne vil have tømt skålen på nul komma dut 😉
Rigtig god weekend derude!
Det skal afgjort afprøves (igen)… min bliver aldrig sprøde 😀