Opskrift på små sprøde crumble tærter med rabarber

Postkort fra Skagen

314514567891011121314151617182345

Postkort fra Skagen – glimt af ferielykke 🙂

I går kom vi hjem fra en skæppeskøn ferie. En uge med god tid, grin, samvær, nærvær, is, sol, regn, blæst, vandhunde, minigolf, keramikshopping, det fineste fyrtårn, bunkere i massevis, smørrebrød på Brøndums Hotel, madlavning i et minimalistisk køkken (altså ikke på den fancy måde ;)), patchwork, snacks, sand mellem tæerne, efterårsfølelse, morgenmadshygge og kærlighed på programmet <3

Vejret artede sig ellers lige som man kunne ønske sig på en sommerferie i Danmark de første par dage, derfra føltes det nu mere som efterårsferie vejrmæssigt. Det lod drengene sig heldigvis ikke slå ud af, de stornød det uanset. Der var et badeland lige i nærheden af hvor vi boede, hvor de i stedet kunne få tilfredsstillet deres badelyst – og heldigvis har de en far der ‘gider’ tage med dem hver eneste dag 🙂

Jeg har også virkelig mærket hvordan det er at være drengemor-på-ferie. 15 minutters shopping – efter sko til S (!!) – og derefter en tur til Hirtshals, hvor drengene drønede rundt og inspicerede de 54 bunkere og læste krigshistorie, mens jeg sad på en bænk i blæsevejret med en sovende lillebror i barnevognen 😉

Ferie for mig betyder også hygge omkring bordet med et godt måltid mad som samlingspunkt. Jeg føler mig altid lidt udfordret når jeg skal lave mad i et lille bitte køkken, der kun har de allermest basale køkkenredskaber bag lågerne, men det er selvfølgelig en udfordring jeg må tage op.
Og når jeg sætter hjemmelavet pølsemix på bordet, lavet af nye kartofler og gode pølser, så kommer de store smil frem 🙂 Så kan jeg bruge nok så mange kræfter i køkkenet, men sådan noget hjemmelavet fastfood på slowfood måden, det går rent hjem 🙂

Vi spiste frokost på Brøndums Hotel en af dagene. Lækre smørrebrød og drengene var ellevilde. Allerførst ville de have haft burger eller fritter, men da først smørrebrødet stod på bordet var de ikke til at stoppe. Da tallerkenerne var støvsuget og tjeneren kom og spurgte om det havde smagt os, svarede de prompte i kor ‘JA!’. Øj altså,der sprang mit madhjerte lige et slag over af glæde 😉
Nu har vi en aftale om at forsøge at genskabe smørrebrøddet herhjemme på et tidspunkt

Lillebror har også nydt ferien, han har taget det hele så fint og også sovet helt som han plejer. Vi har dog forsøgt at sørge for at han kunne få sin formiddagslur i barnevognen før vi tog på tur osv. så han ikke blev forstyrret alt for meget i sin rytme.
Især de to storebrødre har fået smil i spandevis, de får altså bare smil af en helt anden kaliber end dem A og jeg kan fremkalde 😉
De smelter mit hjerte om og om igen, det er så skønt at se, at selv nu hvor L er 8 uger gammel har de stadig samme oprigtige interesse og omsorg for ham som de havde de første dage. Og mon ikke det bliver ved at være sådan! Han har det som blommen i et æg, verdens heldigste lillebror <3

Nu er vi vel hjemme igen, til en have der bugner med røde jordbær og andet godt. Jeg elsker at være på ferie men jeg elsker også at komme hjem igen. Endnu en af fordelene ved at rejse væk for en stund. Nu beder jeg bare til at sommeren kommer tilbage meget snart, for der er 4 ud af 5 herhjemme der har snotnæser – helt ærligt! Hvis nogen ser solen, gider I så lige sige til?

Glædelig weekend derude!

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opskrift på små sprøde crumble tærter med rabarber