Opskrift på flødeboller med marcipanbund

Det er faktisk slet ikke så svært som man måske skulle tro, at lave sine flødeboller selv.
Og så er det faktisk også en del billigere at lave dem selv, end at smutte forbi Frellsens, men det kræver selvfølgelig lige lidt andet benarbejde 😉
I går blev mine lækre drenge forkælet med frisklavet vanilleis og små flødeboller med knæk. Lørdagsdessert for fuld skrue 🙂
Og der blev smovset – og nydt. De var helt pjattede med flødebollerne og jeg nød at se dem med flødeskumsklovnemunde og tilfredse smil 🙂
Selvom flødebollerne holder sig fint på køl nogle dage, har jeg planer om at forære nogen væk i en lille forkælelsesgave i dag. Vi har ihvertfald ikke godt af at spise alle 18, og det er jo skønt at kunne overraskelsesglæde andre lidt også
Opskrift på 10-18 flødeboller, alt efter størrelse
Det skal du bruge:
Bunde:
150 gr. marcipan
Skum:
125 gr. sukker
35 gr. vand
55 gr. glukose
70 gr. past. æggehvider (knap 2 bægre)
1 spsk sukker
Evt. lidt smag i form af lakridspulver eller frysetørrede hindbær
Overtræk:
200 gr. god mørk chokolade til overtræk (hvis du er mere til lys eller hvid chokolade kan du bruge det i stedet)
Evt. lidt pynt, krymmel, glimmer eller andet fint
Sådan gør du:
Rul marcipanen ud på et bord drysset med lidt flormelis. Rul ud i den tykkelse du synes. Stik ud i runde cirkler og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Bag bundene ved 175 grader i 2-10 minutter alt efter tykkelse. Sæt en ekstra plade under, så de ikke brænder på i bunden. Hold godt øje med bundene, det går stærkt! De skal kun lige tage farve, ellers bliver de helt sprøde og hårde.
Lad bundene afkøle på en rist mens du laver skummet.
Kom sukker, vand og glukose i en lille gryde og bring det i kog. Lad det koge op til præcis 117 grader.
Bland 1 spsk sukker med æggehviderne og pisk det let sammen. Hæld den varme sukkerblanding i æggemassen mens du pisker hele tiden. Skru op for hastigheden og pisk med fuld fart i ca. 12-15 minutter til massen er sej og stiv.
Hvis du gerne vil tilføje lidt smag til skummet vender du forsigtigt en smule i, f.eks. lakridspulver eller frysetørrede hindbær.
Put skummet i en sprøjtepose med stor tyl.
Sprøjt skum ud på bundene i passende højde. Jeg kan bedst lide at der ikke er alt for meget skum i forhold til bund, så mine bliver ikke så høje, men det er helt op til dig 🙂
Lad flødebollerne sætte sig, mens du tempererer chokoladen. Du kan f.eks. læse her hvordan man gør det.
Dyp flødebollerne i chokoladen eller hæld det over dem. Drys evt. lidt glimmer, frysetørrede hindbær eller krymmel på inden chokoladen størkner.
Sæt flødebollerne på køl til chokoladen har sat sig og er sprød.
Og så er det ellers bare med at nyde dem! Måske med lidt is on the side eller til en god kop kaffe?
Rigtig god søndag!
Hejsa!
Hvor er de fine. Her i hytten er der også netop lavet flødeboller. Dog med en lidt anden bund 🙂
Haven skøn aften!