Om bekymringer og ting der bare skal overstås…

I dag har jeg lidt ondt af mig selv… Jeg glæder mig ihvertfald til klokken slår 11 og jeg forhåbentlig er kommet godt ud på den anden side igen…

Da jeg var en lillebitte spirrevip fik min far konstateret diabetes 1. Så langt tilbage jeg kan huske har han derfor altid været afhængig af insulin og det har været en helt naturlig del af vores familieliv, men jeg har selvfølgelig også set på nærmeste hold hvad det indebærer at have sukkersyge.
Desværre betyder det også, at jeg i mine graviditeter har en øget risiko for at udvikle graviditetssukkersyge og derfor skal have lavet en glukosebelastningstest. Mon ikke I er en del derude, der ligesom mig har været så ‘heldige’ at skulle igennem det?

Hvis ikke du kender til det, kan jeg kort fortælle, at det går ud på at tjekke om kroppens insulin selv kan klare et sukkerchok. Hos lægen møder man fastende, drikker et glas sukker (bogstavelig talt, det svarer til en stor pose matadormix, men smager slet slet ikke sådan…) og sidder så ellers pænt og venter i venteværelset i to timer, hvorefter ens blodsukker måles vha. en blodprøve. Kroppen skal så helst have klaret den massive sukkermængde selv.

Jeg tror det er meget forskelligt hvordan man reagerer på det, har ihvertfald hørt fra nogen at de ikke synes det var slemt, men jeg har med gru tænkt på dagen i dag, siden jeg blev gravid. De to foregående gange har jeg haft det virkelig dårligt, følt at min krop var ved at kollapse dér midt i venteværelset, men forsøgt at berolige mig med, at jeg trods alt er omgivet af mennesker, der forhåbentlig ved hvad de skal gøre i så fald 🙂
Pludselig finder man ud af hvor lang tid to timer egentlig er! Bare det at skulle være fastende til godt op ad formiddagen er en skræmmende tanke for mig, men forhåbentlig overlever jeg også denne gang – og uden en ny diagnose med hjem i tasken, tak!

Jeg er helt vildt bange for at få konstateret graviditetssukkersyge, da det så også forøger min risiko for at udvikle ‘almindelig’ diabetes efterfølgende. Håber og krydser for, at alt ender godt i dag og at jeg forhåbentlig kan fejre et veloverstået tjek med (kæmpe) frokost sammen med A 🙂
Tasken er bevæbnet med blade og patchwork, der forhåbentlig kan forsøde ventetiden – og en rugbrødsmad, der skal nedlægges så snart jeg får Go til det 😉

Nå, men som om det ikke er nok, så kom der brev fra sygehuset for et par uger siden, at jeg skal på besøg deroppe på torsdag og have indsprøjtning med anti-D.
Min blodtype er en af de mere sjældne, nemlig rhesus negativ, hvilket kan give problemer hvis baby i maven er rhesus positiv som sin far. Denne gang har den lille bandit i maven også besluttet sig for at adoptere sin fars blodtype, hvilket gør at jeg skal have en indsprøjtning med anti-D både nu og efter fødslen, for at undgå at jeg danner antistoffer der i værste tilfælde kan nedbryde hans blod.
Egentlig er det ligetil, så længe man sørger for at få sin indsprøjtning. Men mine graviditetshormoner gør alligevel, at jeg bliver bekymret og nervøs. Tænk nu hvis.. I brevet er remset diverse forholdsregler op, som kan komme på tale i sjældne tilfælde. Jeg regner selvfølgelig ikke med at jeg skal være et af de sjældne tilfælde, men tænk nu hvis…
Selve indsprøjtningen er nu ikke noget jeg gruer for, har efterhånden prøvet en del der var meget værre og jeg kan jo tage det som opvarmning til fødslen 😉
Men bekymringen… Den sidder dér i baghovedet… Og forundringen over vores fantastiske natur. Tænk at den lille fyr i min mave kan få blodtype som sin far, selvom han vokser inde i mig. Det er så vildt!

Ja, det blev en lang omgang fra mig i dag, og så lige en mandag morgen! Sejt hvis du læste med helt herned 🙂
Jeg vil ønske jer alle sammen en rigtig skøn, ny uge. Må den bringe det bedste med sig