Opskrift på mine yndlings morgenboller

Sådan en vinterferie kalder på langsomme morgener med god tid til at nyde morgenmaden, hinanden og tiden.
Der har allerede været lækre, friskbagte boller på morgenbordet to gange denne uge, og endda helt uden dårlig samvittighed, for jeg synes godt der må være forskel på hverdag og ferie og især når det er hjemmebag jeg kan stå inde for 🙂
I weekenden får vi også altid friskbagt brød én af dagene, drengene spørger altid om morgenen når jeg står op ‘Eeer deeer boolllller i dag?’
De ser vist lige så meget frem til det som jeg, og jeg skal nok få at høre for det, hvis der ikke er 🙂 Dejligt de også sætter pris på det, synes jeg
Jeg laver som regel altid bolledejen aftenen i forvejen og lader den passe sig selv i køleskabet natten over. Det er så dejligt ikke at skulle bruge de første par timer om morgenen på dej, hævning osv. Jeg bruger ikke en opskrift, hælder i skålen efter skuffernes velbefindende. Men forleden da jeg viste billeder af mine yndlings morgen boller, var I flere der efterspurgte opskriften og nu har jeg noteret mig lidt mere nøjagtigt hvordan de kunne være
Og jeg siger jer – de er vanedannende 🙂
Lækre, luftige indeni, med smukke lufthuller. Grove. Sprøde udenpå. Og med bid! Og så giver maltmelet en fin farve og en dejlig smag til dejen. Uhm!
Alene med (tand)smør, med en skive ost, (hjemmelavet) marmelade, en god pålægschokolade, leverpostej eller et godt stykke skinke. De er et hit hos os alle uanset pålægsfavorit!
Og så er de tilmed lette at lave! What’s not to like?
Jeg bager dem med speltmel, men jeg er sikker på at de også bliver lækre med hvedemel, fuldkornsmel, grahamsmel, rugmel eller andre typer. Og maltmelet kan også undværes, men det giver nu alligevel lige det sidste pift..
For at få det rustikke udseende og det lækre bid, bager jeg dem med damp – men bare rolig, din ovn skal ikke kunne noget specielt for at det kan lade sig gøre. Forklaring følger længere nede i opskriften
Til 11-13 boller
Du skal bruge:
Aftenen før:
3 dl vand
1 dl yoghurt naturel
15 gr. gær
1 spsk havsalt
2 spsk flydende honning
2 spsk (med top) maltmel
20 gr. sesamfrø (eller andre kerner/frø; hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner…)
250 gr. groft speltmel
50 gr. sigtet speltmel
Om morgenen:
150 gr. sigtet speltmel + det løse, til dejen er smidig og glat
750 ml. vand til damp
Sådan gør du:
Hæld vand, yoghurt og gær i en skål og opløs gæren. Rør honning ud i, tilsæt salt, kerner og mel og rør dejen sammen til en ensartet grød. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet natten over.
Om morgenen tager du skålen ud af køleskabet og lader den vågne mens du gør klar til bollebagningen. Jeg ælter dejen på min røremaskine, men du kan bruge hænderne hvis du har rigeligt med aggressioner at komme af med 😉
Ælt dejen mens du tilsætter mel lidt efter lidt. Alt efter meltype skal du bruge mere eller mindre end angivet, for at få en sammenhængende dej der ikke klistrer til alt.
Når dejen slipper skålens kanter og er blank og smidig skal den æltes 7-10 minutter. Det er vigtigt at du ikke springer over æltningen, da det er den der sørger for den lækre dej og de fine lufthuller. Når dejen er æltet og fast, uden at være tør, hælder du den ud på et meldrysset bord og ælter det sidste med hænderne. Rul dejen til en pølse og skær 11-13 stykker, alt efter hvor store du vil have dem. Rul hver klump til en bolle med hænderne, rul den i lidt mel og form den lidt aflang (du kan også lade den være rund hvis du er mere til det :)) Sæt bollerne på en bageplade. Drys evt. med lidt mel ovenpå
Når alle bollerne er formet, tændes ovnen på 230 grader varmluft. Sæt en dyb bageplade på nederste rille i ovnen.
Når ovnen er varm sættes bollerne på næstøverste rille og vandet (ca. 750 ml) hældes i bagepladen forneden. Luk hurtigt ovnlågen og lad bollerne hygge sig i ca. 15 minutter.
Når bollerne er mere eller mindre færdigbagt tages pladen med vandet ud af ovnen – pas på det ikke skvulper over, det er temmelig varmt 😉
Giv bollerne et par minutter mere, så de lige får det sidste sprøde kick udenpå.
Tag bollerne ud af ovnen og lad dem afkøle lidt på en bagerist inden I kaster jer over dem
Velbekomme og glædelig morgenstund 🙂
Som altid vil jeg meget gerne høre fra jer, hvis I kaster jer ud i en af mine opskrifter. Jeg bliver så glad når I vil dele jeres erfaringer med mig. Det tager trods alt lidt af min tid at dele dem her på bloggen og det kan være noget så svært at vide, om det overhoved er noget I gider bruge, så giv endelig et pip hvis du gør 🙂
[…] med mine yndlings morgenboller, bager jeg dem med damp, der lige giver det sidste lækkersprødhed. Hvis du kaster dig ud i choko […]