Modvind – update

Indlægget nedenfor skrev jeg for nogle dage siden. Det var et par virkelig hårde dage, der krævede sine tårer og tanker. Heldigvis viste scanning, undersøgelse og blodprøver at alting var godt, ingen tumor! Vi mangler stadig svar på et par spørgsmål, men nu ved vi at W ikke fejler noget alvorligt.

De sidste dage har været mindst lige så hårde som da vi stod midt i stormen. Det er som om eftervirkningerne fra chokket er kommet i bølger. Tankerne om ‘hvad nu hvis’ og alt det der har rumsteret bevidst og ubevidst er langsomt blevet frigivet og jeg har haft en del tilfælde hvor jeg pludselig, ud af det blå, er blevet overmandet af tårer der har skulle blinkes væk hvis jeg stod i en situation hvor det ville virke helt skørt pludselig at bryde ud i gråd. Men jeg tænker det er en helt almindelig reaktion efter en følelse af at have stået med ‘livet i hænderne’.

Det er virkelig hårdt at blive mindet om, endnu en gang, hvor skrøbeligt livet er, men vi forsøger at glæde os over at det heldigvis bare var en forskrækkelse. Og så huske på at værdsætter hinanden, og det gør vi virkelig! Hvis ikke vi havde hinanden var vi ikke kommet igennem det her….

Så altså, endnu en gang, husk det selvom det er klichéfyldt: kys det nu det satans liv!!

——————————

Tirsdag d. 20. januar 2014:

Okay, måske var jeg en smule (for) kæk i går, da jeg skrev at ugen ville blive god. Eller ihvertfald er der lige kommet en forhindring på vejen der skal klares, inden alt det gode vælter ind over os…

Efter sidste uges vagtlægebesøg med William og efterfølgende opfølgning hos vores egen læge, der sagde at hun ville sende en henvisning videre til børneafdelingen, blev jeg i går kontaktet af børneafdelingen, at W skal scannes for at udelukke en tumor… Bum!
Så sad jeg dér, helt uforberedt på arbejde, og skulle liiige forstå, at hun havde sagt tumor og min lille drengs navn i samme sætning. Jeg havde troet hun ville ringe og sige at der ihvertfald ikke var noget akut i det og at vi bare kunne se tiden an…
Min verden gik i stå, mit hjerte stod stille, min krop ville ikke stoppe med at dirre indeni.

At være mor ryster ens grundvold – på godt og ondt! For altid. Hele tiden. Sådan er det bare. Og jeg ville ikke være det foruden. Men altså.. av!

Jeg kan slet ikke forestille mig, at der skulle vise sig at være noget der ikke skal være der, når de scanner ham i dag. Jeg kan ikke tænke tanken, jeg kan end ikke sige ordet højt uden at tårerne tager over. Jeg er bange og alligevel så sikker på at alt er fint. Det skal bare lige bekræftes, og det er da rart at de tjekker det, så vi kan få vished.

I eftermiddag når alting viser sig at være i den fineste orden, vil jeg huske på (endnu en påmindelse om) at livet skal mærkes og leves! Og sende den videre her endnu en gang!

Først da jeg blev mor forstod jeg rigtigt ordsproget ‘What doesn’t kill you makes you stronger’: Men sådan er det; jeg er stærk, for min og mine drenges skyld og heldigvis har jeg A at læne mig op ad.
Og W? Ham er jeg slet ikke bekymret for, han kommer til at tage det hele i stiv arm. Spørge nysgerrigt ind til alle ting og lade dem tage en blodprøve uden at sige det mindste. Han ved heldigvis slet heller ikke hvad vi andre gennemgår lige nu. Og sådan skal det være.

Vores seje fyr <3