En måde at lade tankerne flyve…

De af jer der har læst med her på bloggen længe, husker måske at min kære far fik konstateret kræft sidste år i maj?

Hen over sommeren har behandlingen været sat i bero, hans krop har skullet hvile og hele inden næste skridt. Vi har faktisk nærmest haft ‘glemt’ at han stadig er midt i et kræftforløb..

I sidste uge kom bekymringer og spekulationer dog for alvor op til overfladen igen, for i fredags havde min far tid til undersøgelse, der skal afgøre det videre forløb.

Hele fredag slog mit hjerte med små stik og mine tanker ville ikke rigtig slippe fri.. Efter mange timers fasten og venten, først i et venteværelse, så i en seng på en stue, endte han med at blive sendt hjem – uden undersøgelse, uden svar.. Med en ny tid mandag…

Min hjerne ved godt at det er sådan systemet er nu, (virkelig) akutte ting skal prioriteres først og der er ikke altid plads til dem der “bare” har en tid. Men mit hjerte forstår sjældent hvad min hjerne gør.. Mit hjerte synes det er fuldstændig absurt at måtte tage hjem – og holde weekend – uden nogen svar, uden at være blevet klogere. Det er jo uundgåeligt at gøre sig en masse tanker op til sådan en omgang undersøgelser.. Og ret meget som at sidde på en pinebænk og blive bedt om at blive siddende weekenden over, tak… Og at kommunikationen undervejs også er virkelig mangelfuld gør ikke ligefrem situationen bedre. Det er virkelig en øjenåbner for mig at se systemet på denne måde. Ikke i forhold til det personale der arbejder der og helt sikkert gør deres bedste. Men at være patient, pyha det kræver altså også sit!

Nå, men for at forsøge at få tankerne til at flyve lidt, inviterede vi mine forældre og lillebror til hygge, snacks og fremvisning af 1. salen, i eftermiddag.

Jeg havde sørget for lidt godt til maverne; nachos, rugtrommestikker, dip, bruschetta, salsa, grøntstave, økobær, minilagkage, chokobombe, små bærtærter, laksehapsere, lakridser, øller og kaffe. Og så blev der ellers smovset til den store guldmedalje.

Og jeg er ret sikker på at vi alle lod tankerne flyve lidt. Og lod os rive med af de to krudtugler, der hvert andet øjeblik brød ud i storlatter og fnisegrin.

Det var virkelig hyggeligt! Og de var ret begejstrede for 1. salen. Sjovt endelig at vise det frem for nogen der ikke har været med undervejs. Som ikke har set det efter vi gik i gang. For dem er det en kæmpe transformation..

Nu vil jeg nyde aftenen med mine 3 drenge. På sofaen, måske med lidt kagerester i hånden 😉 Har du også nydt søndagen?