Chokoladepavlova med banan

Denne lækkerhed blev tryllet frem i sommerhuset i sidste uge.
Jeg tog udgangspunkt i denne skønne sommerdessert, men ændrede lidt her og der for at tilpasse den til “patienten“, hvis mave desværre ikke er så pjattet med sommerbær for tiden..
Jeg synes altid at banan og chokolade klæder hinanden godt og derfor besluttede jeg mig for at afprøve med extra choko i marengsen og friske bananer på toppen.
Den endte ud som en skøn dessert, lidt a la bananasplit, bare uden is :o)
Jeg er dog helt sikker på at denne version også vil fungere helt perfekt med bær, f.eks. kirsebær, hindbær, jordbær, blåbær, solbær, ribs eller hvad man nu kan få fingrene i :o)
Fordelen ved denne pavlova version med banan er, at den kan laves udenfor bærsæsonen, så nu er der ingen undskyldning for ikke at lave – og spise – pavlova året rundt :o) Yai
Det skal du bruge
160 gr. flormelis
1/2 tsk eddike
4 1/2 æggehvider (3 bægre)
125 gr. marcipan
2 spsk kakao
15 gr. mandler
25 gr. chokolade (gerne mørk, jeg bruger 70%)
1/4 l piskefløde
Bananer (2-3 stk)
Et drys kakao og lidt grofthakket chokolade til pynt
Sådan gør du
Start med at rive marcipanen og hakke chokolade og nødder groft. Det er godt at have klar til hviderne, da de ikke har godt af at stå og vente for længe når først de er pisket stive.
Pisk hvider, eddike og halvdelen af flormelis til det er stift. Tilsæt sidste halvdel flormelis og pisk igen til det er stift.
Vend kakao, marcipan, chokolade og nødder forsigtigt men hurtigt ind i hviderne med en gummiskraber
Fordel det på en bageplade med papir. Diameter ca. 20-25
(Jeg plejer at drysse en smule mel på bagepapiret, så er det nemmere at løsne marengsen når den er færdigbagt og afkølet)
Bag i ovnen (ikke varmluft) ved 150 grader i 35-40 minutter til den er svagt gylden og sprød udenpå men sej og lækker indeni
Når marengsen er afkølet pynter du med flødeskum og bananer
Lige inden servering drysser jeg lidt kakao over med en si og en smule grofthakket chokolade
Serveringen er måske ikke den kønneste, men der var ingen fade i sommerhuset der var store nok, så det måtte blive på bagepladen :o)
Rigtig god fredag :o)
Hej Pernille.
Tak for nogle helt vildt fantastiske opskrifter, har snart prøvet dem alle sammen og næsten udelukkende med succes:)
Ved du mon om denne lækre “bund” kan laves dagen i forvejen? Så pynter jeg den på dagen, med skum og bananer