I dag er det 2 uger siden jeg holdt min far i hånden, da han tog sit sidste åndedrag og alting blev forandret for altid. I mange henseender er 14 dage lang tid. Lige nu føles hver dag som et splitsekund. Jeg er gået i stå, selvom dagene tager mig med. Jeg kan ikke forstå at verden bare kan fortsætte. Jeg har stadig ikke forstået, at han er væk. At jeg aldrig skal have et knus af ham igen...
Jeg har lyst til, og brug for, at græde hele tiden. Men jeg er løbet tør for tårer.
Min hjerne er i tomgang. Selv små spørgsmål skal den tænke over længe. Den kan ikke rigtig reagere. Selvom jeg ikke tænker på min far konstant, så kan jeg mærke at den bruger hvert sekund på at bearbejde alt det der er sket de sidste uger, måneder, år.
Det hele gik så stærkt til sidst, selvom vi godt vidste at han ikke ville blive rask. Pludselig stødte der så mange komplikationer til, at det ikke var til at følge med.
Jeg har set min far dø. Og selvom det skete, mens han var omgivet af os, der betød allermest for ham, så var det ubeskriveligt hårdt. Jeg har set et andet menneske dø og jeg kunne ikke gøre noget for at forhindre det!
Aldrig har jeg været så splittet indeni, som den sidste dag, hvor jeg holdt ham i hånden, aede ham på armen og græd stille tårer. Jeg havde lyst til at løbe væk, flygte fra det. Min mave var én stor knude. Jeg havde ikke lyst til at se min far dø. Men på den anden side ville jeg gerne være der for ham. Følge ham det sidste stykke vej, nu jeg havde fået lov at følge ham gennem det hele, alt det andet. Og fordi jeg vidste det betød meget for ham at jeg var der. Og vidste, at jeg skulle være der. Jeg var nødt til at være der. Også for min egen skyld og for min mors. Mange får ikke muligheden for at være der til det sidste, det gjorde vi.
Men at se et andet menneske dø, endda et man holder så ubeskriveligt meget af, det har efterladt et sår på sjælen, der aldrig vil hele helt.
Hvordan lever man videre med et hul i hjertet? Et hul, der giver fysisk smerte. Et hul, som gør at glæden slipper ud af hjertet igen?
Jeg tror, at tid er det eneste der hjælper. Det kan ikke forceres. Det er som at skulle begynde et helt nyt liv, efter 32 år.
Jeg kigger op på bladene der vajer i vinden, på solnedgangen der farver stuen lyserød, på alle de smukke blomster der pibler frem overalt, på L der kommer gående imod mig med et kæmpe smil, der når helt op i øjnene og græder over, at min far ikke skal opleve alle de små, fantastiske øjeblikke længere.
Det er uudsletteligt forbi. Det er uretfærdigt! Jeg er magtesløs og kan ikke forstå det.
Jeg ser på mine hænder, der bevæger sig hen over tastaturet og bliver ramt af en svær melankoli. Tænk at en krop kan gå i stå på et splitsekund. Det er ikke til at forstå.
I ugen efter hans død var fokus på alle de praktiske ting; bestilling af blomster og gravsten, samtale med præsten, udvælgelse af gravsted osv. osv. Jeg havde en forventning om, at bisættelsen ville binde en sløjfe, reparer en smule på mit iturevne hjerte. At det ville hjælpe at bære og følge ham på sin sidste rejse.
Men på dagen, da jeg læste smukke mindeord om ham i avisen, i kirken da jeg så det overvældende hav af blomster og sidste hilsner og det store fremmøde og efter bisættelsen, da en masse mennesker holdt taler og ærede min fars minde, da ramte meningsløsheden som en bombe.
Jeg synes han skulle have været der til at høre alle hyldesterne. Han skulle være her til at arbejde videre med alt det han har bygget op. Være her til fortsat at gøre en forskel. Men han er bare væk...
Jeg er så stolt af min far. Det har jeg altid været. Selv da jeg var lille og ikke anede en pind om hvad han gik på arbejde for, så var jeg stolt af ham. Når han sad dér ved siden af mig ved morgenbordet i jakkesæt og slips. Han udstrålede så meget ro og ordentlighed - og for mig også vigtighed.
Da W så
mindeordene om morfar i avisen, kunne jeg genkende stoltheden i hans øjne. Og sorgen ramte mig endnu tungere. 'Ej mor, morfar blev kun 61 år!'
Jeg er udmattet. Jeg kigger mig i spejlet og ser ingenting. Jeg tænker, om andre mon kan se på mig, at mine øjne er sorte indeni.
Hverdagen går videre, drengene holder mig oprejst, selvom jeg næsten ikke kan få øjnene op om morgenen. Jeg forstår ikke hvordan jeg kommer ud af sengen om morgenen og i gang. Det giver ikke rigtig mening. Men drivkraften i én er (åbenbart) stærk. Jeg tænker, at jeg nok ikke er rigtig ramt at sorgen endnu, fordi jeg ikke kan forstå det. Og er en anelse bange for, hvornår den mon rammer. Som en granat indeni, der sætter splinter allevegne og gør smerten uudholdelig...
Jeg er bange for at glemme ham, selvom jeg ved, at han altid vil leve videre i mig. Jeg glæder mig til at opdage ham i drengene. Jeg håber at mine kære kan blive ved at genkende ham i mig, selvom han ikke er her til at påvirke mig mere.
Den dødsangst, der opstod da jeg blev mor - som mange af jer nok kan nikke genkendende til - den blev forandret i det sekund min far trak vejret for sidste gang. Pludselig føltes det ikke helt så skræmmende at tænke på, at jeg en dag også skal dø. For selvom jeg ikke helt ved, hvor jeg tror min far er henne nu, så er jeg sikker på at jeg skal være sammen med ham igen en dag. Det hjælper faktisk lidt at tænke på...
Jeg føler mig forladt, selvom jeg er omgivet af kærlighed. For der mangler én. Jeg er 'sådan én' uden en far.
Nu har jeg 'kun' min mor tilbage, det føles meget sårbart.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvor svært det må være for min mor, efter 40 år. Pludselig at være alene. Jeg håber jeg kan udfylde bare en lille smule af det tomrum hun nu lever i
Æret være min fars minde <3
- Billedet er taget om morgenen, kort inden jeg ringede til bedemanden. Det er solopgangen fra hospice, der vender mod solopgangen og ikke solnedgangen...
Hvis du vil læse flere af de tunge indlæg, med mine tanker om død og kræft,
så er de samlet her