Som jeg
nævnte for nogle uger siden, så startede L i vuggestue 2. maj.
Der kom dog både kristi himmelfarts ferie, hospice,
død, pinse og 1 års vaccination i vejen, så han har været af sted lidt on/off.
Lige nu glæder jeg mig over at jeg har god tid til indkøring, for det går slet ikke som jeg kunne ønske og håbe...
Vi er ikke vant til at se L græde. Han er simpelthen den gladeste, mest nysgerrige, gå-på-mods-villige lille spire, så det er helt nyt for os at han pludselig reagerer så voldsomt. Skal jeg så bare glæde mig over, at han har levet sit første år uden tårer?...
Det har selvfølgelig ikke hjulpet på indkøringen, at der har været ferie og strabadser i vejen og at der er 'rod' i personalesammensætningen, så han har mødt rigtig mange forskellige ansigter på kort tid. Men uanset hvad, så gør det altså ondt i mit hjerte at se ham græde! Jeg kan ikke bortforklare det med rationelle forklaringer og tanker...
Mange har sagt til mig, at det bliver lettere for hver gang. At nu hvor det er 3. gang jeg skal køre én ind, så må jeg efterhånden have fået lidt hår på brystet. Men helt ærligt, så kan jeg slet ikke forstå, at man kan tænke sådan...
Jeg har det ihvertfald slet ikke sådan! Det er jo første gang jeg skal køre L ind!
Det er simpelthen så hårdt, jeg har lyst til bare at tage ham med hjem igen og glemme alt om indkøring og vuggestue. Jeg synes egentlig det er meget 'nemmere' hvis han bare er her hjemme hos mig, selvom det selvfølgelig også begrænser mig. Men på den anden side, så begrænser det mig også at vide, at han ikke er glad.
Jeg har lyst til at blive hjemmegående, smide alle planer ud og bare være tæt med ham. Det er jo ikke Ls behov at komme i vuggestue...
Det er så ambivalent! På den ene side, så er jeg sikker på, at han godt kan blive glad for at være i vuggestue. Det var de to store. Og jeg har jo også andre ting på min agenda, der ikke harmonerer med en lille fyr på 'slæb'. Men lige nu føles alle de ting egoistiske. Jeg har ikke valgt at få børn for at aflevere dem et sted (hvor de skal være kede af det)
L er startet i en anden vuggestue, end der hvor W og S gik. Så på den måde er det nyt for os alle. Og anderledes. Men det behøver jo ikke være skidt... Lige nu ville jeg bare ønske, at det var velkendt for mig i det mindste. De har andre måder at gøre tingene på og jeg bliver usikker i forhold til mine egne forventninger og deres forventninger til mig.
Jeg synes egentlig ikke jeg er pylret eller hønemors-agtig og jeg ved også godt, at børn kan reagere med gråd. Både i starten og senere hen... Min hjerne ved det godt...
Både W og S var egentlig 'gode' til at omfavne vuggestuelivet og fik så en reaktion lidt senere. Sådan er det så ikke med L. Og jeg frygter nok lidt, at han aldrig vil holde op med at græde...
Jeg forsøger at lytte til min mave og mit hjerte, men jeg kan ikke finde ud af hvad der er rigtigt og forkert. Men det fylder. Det rumsterer i baghovedet hele tiden... Jeg kan også mærke, at jeg er lidt konfliktsky. Tænker at de må vide bedst deroppe hvordan indkøringen skal foregå, fordi de trods alt har prøvet det en del gange, så jeg synes det er svært at stille spørgsmålstegn ved det der foregår.
Måske reagerer jeg også kraftigere på alle tårerne, fordi jeg selv er meget sårbar lige nu. Jeg føler lidt, at Ls tårer kradser i mit åbne sår.
Åh altså, det er svært... Jeg håber at de næste dage vil bringe afklaring og glædessmil... <3
Hvornår begyndte jeres at være alene i vuggestue/dagpleje, i indkøringsperioden? Og hvornår begyndte de at sove der?
P.S. Husk, det er i morgen jeg trækker en vinder af en udendørshane. Du kan
deltage lige her