Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid.
En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det.

Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar.
Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen.
Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han revet fra os på ulykkelig og tragisk vis, og vi er efterladt i chok.

For knap 4 uger siden slog lynet ned, da han blev ramt af en stor hjerneblødning. Efter flere ugers rutschebaneture med intensiv behandling, infektioner, operationer og information i øst og vest, var han på vej i den rigtige retning. På vej til genoptræning og udskrivelse til meget rarere rammer, end dem neurokirurgisk intensivafdeling har at byde på. Vi stod klar til at besøge ham sammen med drengene. Nu hvor han (endelig) skulle befries fra slanger i hobetal. Skulle vågne op og være til at komme i kontakt med. Nu hvor drengene ville kunne genkende ham igen.

I onsdags var han på vej til noget bedre. På vej tilbage.
Indtil lynet slog ned igen, med stærkere kræfter end første gang. De næste to døgn flød sammen i en utydelig, tåget flod af hjertesmerte, tårer, modløshed, håb og sorg. I lørdags blev håbet afløst af ulykkelighed, ubegribelighed. I lørdags sagde vi farvel.

I går vågnede vi til en ny virkelighed. Til den barske realitet om, at vi skal undvære. Savne. Mangle. Sørge.
Endnu en gang skulle vi samle os sammen til at fortælle vores drenge, at en af dem, de elsker allerhøjest, ikke er her mere.
Vores sorg er ikke kun vores. Vi sørger også for vores drenge. For det de nu skal lære at leve uden. Lære at forstå og acceptere. Fordi livet vil det sådan. Fordi det ikke er op til os, om livet skal gøre så forbandet ondt.

Hvordan skal vores drenge kunne vokse op med en ukuelig tro på livet? Hvordan skal de kunne bevare den følelse af udødelighed, man bliver født med, og som man skal have lov til at føle indtil den dag, man bliver voksen? Hvordan skal de kunne tro på, at man kan komme levende fra sygehuset, hvis først man bliver indlagt?

Da vi havde fortalt drengene det i går, sagde W, at der nok ikke ville gå lang tid, før mormor eller farmor ringede og sagde, at de også var kommet på sygehuset. Hvordan skal jeg kunne få ham til at tro, at det ikke kommer til at ske? Tro på, at de nok skal blive 90 – mindst. Og at vi andre også skal være omkring dem i mange, mange år.

Døden har frarøvet vores drenge begge deres bedstefædre. Den har frarøvet os vores sidste far. For A og jeg delte nemlig vores fædre med hinanden. Og nu er ingen af dem her længere.
I lørdags måtte jeg endnu en gang ringe til bedemanden og bede om hans hjælp.

For 2 måneder siden fejrede vi 70 års fødselsdag. Heldigvis lykkeligt uvidende om, hvad livet ville bringe. At det skulle slutte alt for tidligt. Men nu også taknemmelige for, at vi nåede at få det med.

Sorg er kærlighedens pris, men jeg er ikke klar til at skulle betale allerede igen.
Min frygt for at miste tager pusten fra mig og får min mave til at slå knuder. Jeg er bange for, at det skal ske igen – igen – igen. For jeg tror ikke, jeg kan holde til mere. Jeg mærker livets skrøbelighed som en kniv, der skærer sig ind i mit hjerte.
Min sorg over at have mistet min far for 2 1/2 år siden er stadig så enorm, at der ikke er plads til mere. Jeg troede ikke, der var plads til mere sorg i mit hjerte. Men det skal der være. Mit hjerte har fået endnu et hul, og sorgen fosser ud med en kraft, som vil den aldrig stoppe igen. Jeg græder på vores drenges vegne. Over alt det, der ikke bliver. Og på min mands. Over at han allerede skal opleve det, som jeg skulle igennem for 2 år siden. Han skulle ikke have mærket det før om mange, mange år.
Det bliver pludseligt så tydeligt for mig, at jeg har erfaring med at miste. Hvem ønsker helt ærligt at have det?! Det gør ondt at jeg ved, hvad der venter – ved hvad der skal ske. Og jeg ville sådan ønske, at min elskede mand ikke skulle mærke den sorg, som jeg har kæmpet med de sidste par år.

Jeg kan ikke skærme vores drenge for livets allermest forfærdelige tab. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at holde det hemmeligt for dem og håbe, de aldrig ville opdage, hvad der har ramt os. Det eneste jeg kan gøre, er, at forsøge at hjælpe dem igennem på allerbedste vis. Og forsøge at finde styrke indeni til at bære både deres og min egen sorg. Finde styrken hos min familie.

Livet er gået i stå igen og jeg ved ikke, hvordan det skal komme i gang igen. Mine kræfter er sluppet op. Var det ikke for drengene, ville vi ikke være stået op i dag.
Midt i sorgen og chokket mærker jeg vores familiers stærke sammenhold og bånd, og selvom det føles ubeskrivelig skrøbeligt, at alting kan forandres på et splitsekund, så er det uvurderligt vigtigt, at vi holder sammen.

Vores hjerter er i chok, vores hoveder er gået i stå. Hvordan kan verden bare fortsætte, som om intet er hændt.

Jeg har lyst til, at livet skal gå i stå. Jeg kan ikke holde ud at skulle forholde mig til ‘alt’. Til hverdag, indkøb, vasketøj, studie, bisættelse, børnehave, rengøring, koloni, klassefest, legegruppe, madpakker, lektier. Jeg har brug for, at det venter på, at jeg – vi – er klar igen. Brug for at sorgen må fylde. Jeg tvivler på, at verden har tid til at vente…

Da vi spiste aftensmad i går aftes snakkede drengene om, at farfar sidder oppe hos morfar nu, oppe over skyerne et sted, og ser fodbold i fjernsynet, og kigger ned på os. Måske har de endda fået flere venner deroppe. Deroppe hvor der kun er rart at være og W sagde: ‘Måske er det tilmed helt okay at dø, for hernede er ikke altid så rart at være’…

…….

Kajkager i utraditionel forklædning – som bier, enhjørninge, mariehøns og æbler

For nogle uger siden fik jeg lyst til at lave kajkager til drengene – dog i en utraditionel forklædning som bier, enhjørninge, mariehøns og æbler.

Allerede under bagningen var drengene nysgerrige, og da jeg begyndte at forme figurerne stod de ved min side hele vejen og jublede 🙂 Det er utroligt hvad lidt farvet marcipan og fondant kan gøre 🙂

Opskriften, jeg brugte, er den gode gamle, som du kan finde ved at klikke lige her
Det ser måske temmelig omstændigt og ret besværligt ud, men jeg synes egentlig ikke det er så slemt, når man først er kommet i gang. Og som regel er det arbejdstiden værd, når man sætter kagerne foran kagesultne munde, der hurtigt begejstres over de sjove figurer 🙂

Nu vil jeg hoppe ud i regnvejret – der egentlig passer ret godt til mit humør. Det hjalp dog lidt at starte morgenen med at kigge på fantastidyr i spiselig form – måske jeg skulle bage lidt i eftermiddag… 🙂

God onsdag derude

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!

Jeg er en nederen forælder – hva’ med dig?

Reklame for TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik

En del af det at blive – og være – forældre indebærer, at man er nødt til at være nederen indimellem. Sådan er det bare.
Set med ens børns øjne, er man indimellem ret pinlig, umoderne, usmart eller uvidende, og andre gange er man bare nederen, fordi man bestemmer.

Herhjemme bestemmer vi for eksempel, at man altid har cykelhjelm på, når man cykler, ruller eller løber på løbehjul. Og det er ikke til diskussion. For A har set alt for mange gange, hvad sådan én betyder, når uheldet er ude, og hvor galt det kan gå, når man ikke har den på. Og for os er dét det stærkeste argument for at bruge hjelmen. Fordi den passer på noget af det mest dyrebare, vi har. Og fordi der ikke rigtigt er noget godt argument for at lade være…

Forleden så jeg en dreng, der kom cyklende med cykelhjelm på. Da han nærmede sig os, og skulle krydse vejen, tog han den af med den ene hånd, og hang den på styret, idet cyklen hoppede ned fra kantstenen og passerede vejen. Jeg undrede mig over hvorfor… Jeg overvejede et splitsekund, om jeg skulle råbe noget efter ham, men kunne ikke komme på noget, før han var for langt væk.
Det er desværre ikke langt fra første gang jeg ser unge mennesker cykle rundt med cykelhjelmen på styren. Men altså – dér hjælper den jo ikke noget….

Det får mig til at tænke på, om mine drenge kunne finde på at gøre det samme. Måske ikke nu, hvor de stadig (oftest) har den barnlige ‘voksenautoritetstro’ intakt, men måske om nogle år… For så er pointen, jeg har forsøgt at banke ind i hovederne på dem, gået tabt undervejs. Jeg siger jo ikke til dem, at de skal køre med cykelhjelm fordi det er smart, eller for at være dødirriterende. Jeg gør det netop for at passe på dem. Og hvis de forstår det, så tænker jeg, det er et meget godt udgangspunkt, når de selv skal til at træffe valget senere.
Derudover ser de også A og jeg tage cykelhjelm på hver gang vi suser af sted, så de har aldrig været vant til andet end at det er normalt.

Og netop dét med, at det er normalt, er nok kimen til succes, hvis I spørger mig. Jeg kan nemlig godt huske følelsen, når man var den eneste, der mødte op med cykelhjelm på.
Når vi møder nogen på cykel, der ikke har cykelhjelm på, bemærker de det også altid og italesætter det. Jeg tager det som et tegn på, at de tænker, det er normalt at have den på.
I det hele taget er skolen og fritteren også virkelig gode til at bakke op om det. De har deres eget ‘cykelpoliti’, der består af voksne fra fritteren, der indimellem står klar om morgenen og giver klistermærker, thumbs up og high fives til de børn, der har cykellygter og cykelhjelm i orden. Et klap på skulderen i stedet for en skideballe er vejen frem 🙂
Og hvert år deltager klasserne i en konkurrence, hvor man får point, når man cykler til og fra skole og fritidsaktiviteter – og ekstrapoint når man husker hjelmen.
Kommer man uden hjelm til cykelarrangementer, får man ikke lov til at komme med på turen.
Det har helt sikkert haft en virkelig god og positiv effekt, at hele skolen står sammen omkring brugen af cykelhjelm. Det er nærmere dem uden hjelm, der er ‘udenfor’, end dem med.

Jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg synes det skulle være lovpligtigt. Både fordi en del skader kan undgås, hvis man bruger hjelmen, men også fordi det ville gøre det endnu mere ‘naturligt’ at bruge cykelhjelm. Fordi man skal. Bum. Så er der ikke så meget at rafle om eller diskutere.
Og som en bonus findes der efterhånden så mange cool, seje, flotte, fine og skægge cykelhjelme, at det gør det hele meget sjovere. Jeg får stadig et smil på læben, når jeg tager min cykelhjelm på, og kommer til at tænke på en pige, der sidste sommer kiggede på min cykelhjelm med store, forelskede øjne og spurgte, med misundelse i stemmen, om det var min 🙂

Igen i år har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden lanceret en kampagne, der hedder Nederen Forældre. Den nyeste video kan I se herunder – og den er faktisk temmelig sjov og ret rammende. Drengene er også vilde med den og synes ‘den er grineren’. Jeg kunne se på dem undervejs, at de godt kunne genkende mange af de ting, de Nederen Forældre siger 😉
Den var en god ‘icebreaker’ til at snakke lidt om det nye skole/cykelår, der venter foran dem. De cykler nemlig til og fra skole næsten hver dag.

Inden jeg ‘snakker’ videre, synes jeg lige I skal se videoen her:

 

 

Nu er det (heldigvis) ikke så længe siden, jeg selv var barn, og jeg har endnu ikke glemt de mange tricks og dårlige undskyldninger, jeg havde i ærmet dengang. Og sørme om ikke også jeg kan genkende mange af dem, som drengene forsøger sig med overfor os 🙂
Har I det også sådan med jeres børn?
Det hører vel med til det at gå fra barn til teenager til voksen. Det ville nok være mere alarmerende, hvis de aldrig forsøgte på andet end at opføre sig eksemplarisk 😉
Men også lidt sjovt at være vidne til deres små forsøg på at være udspekulerede – og indimellem lade dem blive i troen på, at vi ikke har regnet dem ud 🙂 Gad vide om det samme gjorde sig gældende for mine forældre – og jeres? 🙂

Brugen af cykelhjelm er steget eksplosivt de sidste år, især takket være kampagnerne og videoerne fra Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden, og nu handler det i høj grad om at fastholde den positive udvikling.
I videoen bliver der lagt op til, at alle os Nederen Forældre står sammen – ja, i det hele taget alle Nederen voksne. Så også naboen, klasselæreren og pensionisterne længere oppe ad vejen ‘holder øje’.

Lige om lidt, når jeg tager til forældremøde på skolen, skal vi helt sikkert også drøfte ‘fælles fodslag’, både når det kommer til mobiltelefoner, skolebio, legegrupper m.m. Med 28 børn og forældre i en klasse, er der mange ‘rigtige’ måder at gøre tingene på. Men det der med, at ‘alle andre har den nyeste telefon, bortset fra mig’ eller ‘alle de andre må være oppe til kl. 9 hver aften’, det bliver hurtigt afkræftet til sådan et møde. Så selvom vi gør tingene på hver vores måde, så er der alligevel også ting, vi kan finde fælles front omkring. Blandt andet også at bakke op om vores børns brug af cykelhjelm…

Opskrift på rugbrød uden surdej – nemt og lækkert!

Efter utallige rugbrødsbagninger er jeg endelig kommet frem til en super god og nem opskrift på rugbrød uden surdej.
Det der med surdej er ellers en virkelig god ting, som jeg gerne praktiserer, når jeg har tid til det, men i en travl hverdag må jeg bare erkende, at det bliver for bøvlet. Både at holde liv i den og at få den brugt, fordi det også kræver noget andet af bagningen.

For et par uger siden lykkedes det mig (endelig) at ramme det helt rigtige rugbrød, og jeg har allerede bagt det en del gange siden. Med 3 drenge i voksealderen (helt ærligt, det synes jeg de er hele tiden?) ryger der en del rugbrød herhjemme, og jeg bager ihvertfald 2 x 2 rugbrød om ugen – mindst!
Udover at det er nemt at bage og smager skønt, er det også en noget billigere løsning, end at skulle købe rugbrød hos bageren (jeg er nemlig ikke fan af fabriksrugbrød) – og så kan jeg jeg tilmed bage det med økologiske og laktosefri produkter, og ved dermed præcis hvad der er i!

Rugbrødet er ikke proppet med kerner, for det synes jeg ikke er nødvendigt. I stedet har jeg for øje, at vi helst skal have min. 75 gr fuldkorn om dagen. Og da solsikkekerner og hørfrø slet ikke er fuldkorn, fylder jeg hellere brødet med fuldkornsrugmel, så vi kan få masser af fibre indenbords 🙂
Rugbrødet har en mild smag, der ikke overdøver pålægget, som også skal kunne smages, hvis I spørger mig. Og så holder det sig lækkert og friskt og bliver ikke tørt, selv efter et par dage. Både drengene og os voksne er vilde med det!

Jeg rører som regel dejen sammen, når jeg alligevel er i køkkenet for at lave aftensmad, og så kan brødene hæve, mens vi spiser og læser godnathistorie, og bage i ovnen, mens jeg trisser rundt om aftenen. Så kan jeg nyde duften af friskbagt rugbrød imens 😉

Dejen kan både røres sammen på en røremaskine eller i hånden. Det er helt op til dig. Den skal ikke æltes, bare blandes til en ensartet, klistret masse.

Hvis du ikke kan spise dig gennem 2 rugbrød, inden de bliver for gamle, kan du skære dem i skiver og fryse dem, og tage dem op i takt med, at de skal bruges. Det er da også ret smart, hva? 🙂

Herunder er min opskrift på rugbrød uden surdej

Til 2 rugbrød

Du skal bruge: 

25 gr gær
8 dl håndvarmt vand (bland kogt vand med koldt vand, til det er håndvarmt, max 37 grader)
2 dl yoghurt naturel
1 spsk honning (kan udelades, hvis du skal bruge brødet til børn under 1 år)
1 1/2 spsk maltsirup
4 spsk æblecidereddike
2 store spsk havsalt
700 gr fuldkornsrugmel
350 gr sigtet speltmel (eller hvedemel)
Evt. 1 dl blandede kerner – jeg bruger hørfrø, solsikkekerner og sesamfrø

2 rugbrødsforme
Lidt smør til at smøre formene med + lidt havregryn og/eller solsikkekerner til at drysse i bunden

Sådan gør du:

Oplæs gæren i det lune vand. Rør yoghurt, salt, honning, eddike og maltsirup i og tilsæt dernæst rugmelet lidt efter lidt. Til sidst røres speltmel (eller hvedemel) i, og dejen røres ensartet og glat.
Smør to rugbrødsforme med lidt smør – sørg for at komme godt ud i hjørnerne. Drys solsikkekerner og/eller havregryn i bunden, så rugbrødene nemt slipper, når de er bagt. Som bonus smager det også skønt 🙂
Fordel dejen i de to forme. Tryk dejen godt ned, så der ikke er ‘huller’ i dejen. Glat dejen ud med en grydeske. Dyp skeen i koldt vand undervejs, så klister dejen ikke fast til den.
Stil dem til hævning i 1 1/2 time med et klæde over.

Når de har hævet, tændes ovnen på 200 grader varmluft. Når ovnen er varm, sættes de ind på en rist, midt i ovnen, og bager i 1 time.
Bagetiden kan variere fra ovn til ovn. Er de gennembagte slipper de nemt formen og lyder hule, når man banker dem under bunden.

God fornøjelse med bagningen og rigtig god mandag!

 

P. S. Som altid bliver jeg virkelig glad for feedback! Giv gerne lyd hvis du kaster dig ud i rugbrødsbagningen (eller en af mine andre opskrifter) og ‘tag’ mig gerne på Instagram, enten på @mormedmeremere eller @mormedmere_mad