Det skal jo heller ikke være for nemt….

fullsizeoutput_135e

… nej, det der voksenliv er bestemt ikke altid nemt… Indimellem kan det godt føles lidt som én lang udfordring – kender I det? 🙂

I dag krævede det ihvertfald både hindbærsnitter og stærk kaffe at overkomme dagens udfordringer…

De sidste måneder har vi egentlig talt lidt ned til L’s børnehavestart til februar. Nok mest fordi vi har set frem til at få samlet drengene ét sted, så vi kan spare ihvertfald 30-45 minutters transport til og fra vuggestue m.m. hver dag. Derudover er han ved at være ret klar til at komme i børnehave, så jeg har ikke ondt i maven over, at det snart er ved at være tid til et skift. (Altså, jeg kan rigtig godt lide vuggestuen, men nu hvor han er nummer tre i rækken, ved jeg også, at den tid ikke varer evigt, om jeg så ønsker det eller ej 😉 )

Før jul skete der så bare lige det, at jeg blev ringet op af pladsanvisningen, at der ikke var plads til L i den institution, vi havde søgt, hvor de 2 andre går… Og det var som at få en lussing. For hvad skal vi så?

Skal vi starte ham op i en anden institution i 4 måneder, indtil der bliver plads til ham i den ønskede institution? Så han lige når at falde til og lære alt det nye at kende, og så skal igennem et skift igen?
Vi havde faktisk slet ikke forestillet os, at vi skulle stå i den her situation. Både pga. søskendefordel, når både W og S går der i forvejen. Og så fordi det er den skole og institution, vi hører til.
Sagen er bare den, at det er en populær institution, som mange søger. Også mange, der bor (ret) langt fra den.

Kvinden fra pladsanvisningen lovede, at vi så i stedet kunne få plads i den børnehave, hvor de to andre har gået. Hun ville sende os et pladstilbud til den institution i stedet, som vi skulle acceptere, og så skulle det være i orden.

I sidste uge kom der så et velkomstbrev fra en anden institution, end den vi har ønsket (og kender). Fordi institutionen, der engang var 3 selvstændige, nu er samlet i én overordnet. Og de havde ikke fået besked om, at vi ønskede den ene af dem specifikt. Da vi ringede for at forsøge at få det løst, viser det sig, at der ikke længere er plads dér hvor vi gerne vil have L hen. Men der er plads i de to andre (som ærligt; ikke har et særlig godt ry).

I dag har vi så været på tur for at se de to institutioner. Og selvom jeg var forberedt på, at vi skulle se nogle gamle og slidte bygninger, så blev jeg ærlig talt forskrækket og målløs. Helt ærligt, er det det, vi skal byde vores børn at vokse op i?! Institutioner med tæpper på gulvene og svamp i hjørnerne? Der ikke er renoveret betragteligt i de 60 år de har eksisteret. Hvor de skal sidde og lege på gulvet, der hvor man også kommer ind med store støvler og beskidt udetøj. At de skal (lære at) gå på toilettet, på toiletter der enten ligger i direkte forbindelse med stuerne eller på toiletter der står side om side, kun adskilt af en lille skillevæg mellem dem, i åben forbindelse med resten af rummet, uden mulighed for at lukke døren (på klem)?
Legepladsen, det ene sted, er så lille, at jeg vil vove den påstand, at jeg kan spytte fra den ene side til den anden. Og det er måske fint nok, hvis man har et barn, der helst sidder indenfor og laver perleplader, men når man har en dreng, der elsker at være udenfor og bruge sin krop, så er det ikke tillokkende.
Men som hun sagde: ‘Børnene klager jo ikke over det’. Men det gør børn jo ikke.. De kender jo heller ikke (nødvendigvis) alternativet. Det er vel en del af vores opgave, som forældre, at vurdere, hvad der er godt for vores børn?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun sagde ‘… men det har vi ikke ressourcer til længere’ imens vi blev vist rundt.
Jeg har helt ondt i maven over det! Og nu skal vi så beslutte, hvilken vi vil sende L hen i om nogle uger…!

Midt i eksamensræset er det slet ikke det, jeg kan overskue at skulle bruge energi på. Men det er jeg jo nødt til.
Men skal vi så vælge pest eller kolera?
Jeg har ikke lyst til at vælge nogen af delene, så nu går vi og overvejer, om vi mon kan komme på en anden løsning, indtil vi kan få plads dér hvor drengene går, til 1. juni. Jeg håber, det kan lykkes…

Lykkeglimt: Blonder, rester, hverdag, knokleri og naturlig skønhed i baghaven

037  Blomsten fra julebordet, der bliver smukkere og smukkere – og bedst af det hele; minder mig om min far <3065
På vej til 60 års fødselsdagsfest…
076
… i regnvejr
001
Rester fra nytårsmenuen gjorde 1. januar noget nemmere at komme igennem…
003 005 008 028017
Den bedste start på den sidste juleferiedag
020
Opskriften på verdens bedste (og nemmeste) morgenboller er lige her
023
En anden af mine fine julegaver – klik her og se to mere…
027 029 040
Vores smukke baghave
066
Mit hjørne når der skal skrives opgave og eksamensterpes
041091 107
Når hovedet kræver frisk luft, gør det bestemt ikke noget, at det også er pænt!
127
Søndagsskriveri
153
Ristet rugbrød har altid gjort mig blød i knæene 🙂
172
Når man lige finder en solstråle…
215
Søndagspandekager – et koncept, der kan anbefales! Opskriften på pandekager er lige her

Wow, sikke en smuk start på ugen, med frostklart vejr og den fineste solnedgang i baghaven!
Jeg håber, det er et billede på, hvordan ugen kommer til at forløbe. Indtil videre er den faktisk startet helt fint, på trods af mandagstravlhed, logistikudfordringer, børnehavebekymring og en anelse træthed.

Sidste uge var halv fornøjelse, halv arbejde. Det var lige til at holde til, omend det var liiidt hårdt at komme i omdrejninger igen. Især det med at skulle sætte vækkeuret til 5.30, har jeg ikke savnet – eller at smøre madpakker… Men det hører jo med til hverdagen, som alt i alt er helt okay…

Det meste af weekenden gik med opgaveskrivning for mit vedkommende, mens drengene hyggede hos farmor og farfar og A var på vagt. Til vejledning i dag blev jeg (heldigvis) bekræftet i, at jeg er på helt rette vej. Så nu skal jeg have skrevet opgaven færdig, rettet den igennem og afleveret. Én bekymring mindre – altså når den (forhåbentlig) er godkendt, that is…

Efter to dage med eksamensterperi og opgaveskrivning blev jeg rastløs, og kom til at lave om på billedvæggen herhjemme. Men det må I vente med at se… 🙂 (Der er dog et lille sneak peek på Instagram @mormedmegetmere)

Vi afsluttede weekenden med pandekager til dessert og det var slet ikke dumt 🙂
Rigtig god januaruge til jer. Tænk engang, nu er vi allerede en uge inde i det nye år!

2 af de bedste, blødeste julegaver

022024026

Jeg fik rigtig fine julegaver sidste år. Blandt dem var der to helt fantastiske, varme af slagsen, der virkelig gjorde mig glad! To ting der virkelig hittede hos en kæmpe-kuldskær type som mig 🙂

Et par bløde hjemmesko, til mine altid kolde fusser, og en cardigan, så smuk så smuk, som min mor har strikket til mig. I min, vel nok, yndlingsfarve over dem alle… (som vist også kommer til udtryk i indlægget her) Og med mohair, som bare er så skønt, blødt og fint!

Jeg er faktisk så glad for cardiganen, at jeg har haft lidt svært ved at få taget den i brug. Jeg har gået rundt om den, beundret den og nusset på den siden juleaften og først efter en lille uges tid, til min brors fødselsdag, fik jeg ‘modet’ til at hoppe i den. Jeg er måske nok lidt bange for at den skal gå i stykker. At der bliver trukket en tråd eller at den bliver hevet ud af facon.
Men…. Det kan jo ikke nytte noget, for det ville godt nok være synd hvis den skulle ligge i et skab! Så nu har jeg taget den i brug og nu tror jeg ikke, jeg kommer ud af den igen. Ikke så længe temperaturen er under 20 grader ihvertfald 🙂

Det allerbedste er, at jeg tænker på min mor mange gange i løbet af en dag, når jeg har hendes hjemmestrik på. Det er bare noget helt særligt <3

Nu skal jeg bare have overtalt hende til at strikke den i flere farver, for den dur bare til det hele. Men hvilken farve skal det nu være?

Hvis I vil se, hvad hun ellers har strikket til drengene og mig, kan I klikke lige her. Det er en hel del, efterhånden!

Jeg har også selv genoptaget strikkeriet og er så småt ved at have (ret godt) styr på retstrik, så nu skal jeg måske også snart udfordre mig selv lidt mere… Jeg har jo (blandt meget andet) det mål for 2018, at jeg skal strikke noget til mig selv eller drengene. Spændende om det lykkes – ihvertfald ikke før eksamensræset er overstået…

Rigtig god weekend!

P.S. Opskriften er fra Petite Knit

003 006 020 033 035 038

I 2018 skal….

img_1287

Det nye år er allerede godt i gang og jeg løber af sted og forsøger at følge med. Især eksamensforberedelser og opgaveskrivning fylder en hel del lige nu!
Når det nye år rammer, bliver jeg altid en kende sentimental og nostalgisk og funderer en hel del, både over det gamle år, der gik, og det nye, der venter.

Jeg tror ikke på nytårsforsæt, for jeg har ikke lyst til at skulle gå og holde regnskab, men jeg synes nu alligevel det kan være helt fint at sætte sig mål, udstikke en retning og have noget på to do listen, man gerne vil og kan glæde sig til. Måske endda sætte sig et par (svære) mål, der har en gulerod i enden, hvis de nås…

Desværre starter året ikke, som jeg havde håbet. Flere grene af familien er ramt af svær sygdom og det er ikke til at bære! Det er så urimeligt og tungt. Men på ulykkelig vis, kliché eller ej, minder det mig også om, at tiden er nu!

Jeg har lavet en ‘lille’ liste over året, der venter, så jeg ved, hvad jeg har at se frem til og glæde mig til… Lidt længere nede er der også et spørgsmål ti jer, samt en lille reminder.

I 2018 skal…

… jeg overleve januar, forhåbentlig, med eksamensforberedelser, vuggestueafsked, pensum, fødselsdagsplanlægning, klinik og hverdag on the side
… jeg bestå og afslutte et par semestre (åh, det håber jeg virkelig!)
… L starte i børnehave (om en måned, that is!!)
… blive meget, meget klogere og udvikle mig 😉
… jeg smøre en h…. masse madpakker
… jeg komme et år tættere på drømmen om at blive sygeplejerske
… jeg nyde en lang sommerferie med mine <3
… vi fejre den første runde fødselsdag for en af vores drenge. Dét er vildt!
… jeg rykke mine grænser og turde tro mere på mig selv
… jeg blive bedre til at strikke – måske endda strikke noget ‘rigtigt’ til mig selv eller drengene…
… vi forhåbentlig nyde en helt masse rare stunder sammen
… jeg fortsætte med at nyde de små øjeblikke
… jeg give plads til mit savn og min sorg
… jeg fortsat øve mig på at sige ‘pyt’
… vi til flere forskellige familiefester
… vi fejre 9 års bryllupsdag (dét er vildt)
… jeg kysse en masse – på min mand og mine børn
… jeg holde fast i at hylde de små ting og hverdagsstunder
… jeg prøve kræfter med tutor-jobbet. Det glæder jeg mig til, helt ydmygt og en anelse stolt
… vi ud at se de nye kunstværker i Skovsnogen, som vi var ellevilde med, da vi besøgte den første gang
… jeg slå mine folder på en sygehusafdeling for første gang, sådan for alvor
… jeg lave masser af mad
… jeg læse virkelig meget faglitteratur – og forhåbentlig lidt skønlitteratur også
… jeg bage kager i massevis
… jeg spise mindre kage (som om!)
… jeg gå masser af lange gåture med Saga
… jeg læse andet end kun faglitteratur
… vi nyde en lang, varm, dansk sommer (man har jo lov at håbe!)
… jeg drikke masser af kaffe
… jeg nyde de stille weekendmorgener med A
… jeg grine (meget) hver dag
… jeg nyde at der kommer motorvej hele vejen til studiet! = ekstra tid til studier eller familie! Juhu!
… vi måske få drømmen, om at holde jul et sneklædt sted, til at gå i opfyldelse….
… jeg blive bedre til at turde invitere nogen på en kop kaffe – nye venskaber skal jo starte et sted…
… vi huske at få drengene passet og lave noget, bare A og jeg <3
… vi forhåbentlig til gensynskoncert med det band, der spillede til vores bryllup
… jeg tænke på 3 ting, jeg er taknemmelig for, inden jeg lægger mig til at sove
… jeg forhåbentlig udvikle (flere) bekendtskaber og relationer på studiet
… jeg melde mig til Den store bagedyst (altså hvis mine drenge kunne bestemme…)

Og forhåbentlig en masse andre spændende, grænseoverskridende, udviklende, fantastiske, rare, nærværende ting, jeg ikke ved noget om endnu eller har glemt 🙂

Men hvad skal 2018 byde på her på bloggen? Kom endelig med ideer og feedback. Mere eller mindre af noget? Flere opskrifter, temafester eller indlæg om sygeplejestudiet/studielivet, der efterhånden optager meget af min tid? Byd gerne ind, det vil gøre mig glad at høre, hvad I sætter pris på at finde her hos mig.

God aften derude!

 

P.S. Hvis I skal nå at bestille en måneds gratis vitaminer, leveret direkte hjem til jer, så hop over til indlægget her (der indeholder reklame) – i morgen er sidste chance! 🙂

Julen 2017 – juleglæde rimer på hjertesmerte

286 288
Et lille hus, der har fulgt mig i mange år <2
326 375 381 390 482 486 495 499
Risalamande til W og jeg
503
Isdessert til resten, som min svigerinde havde lavet så fint
515 569
1. juledag med hygge og risalamande til morgenmad
574 596
Når man er brødansvarlig, når der kommer julebesøg fra København
014
Pakkeleg

På denne sidste juleferiedag, kan jeg vist lige nå at samle op på julen 2017 med en lille julekavalkade…

Jeg har ikke nået at vise så meget jul frem, men et indlæg om julebordet, en god besked at kickstarte ferien med og dagene op til jul blev det dog til.

Da juleferien ramte var jeg virkelig klar til at lade mig oversvømme i juleglæde og god tid. Men desværre ramte julefreden og juleglæden mig aldrig rigtigt før det hele var ovre igen.
Der har været ting på programmet alle dage og jeg har haft kontant dårlig samvittighed over, at jeg burde have læst (en masse). Sådan er det nok at være studerende, måske jeg endda er nødt til at acceptere, at de næste 3 års juleferie vil blive lige sådan. Englen og djævelen på mine skuldre, som jeg har skrevet om tidligere, har virkelig skændtes. På den ene side har jeg mærket et stort behov for at trække stikket og lave andet end at tænke på hjerter, lunger, latinske betegnelser og sygdomme. På den anden side så kunne ferien være en oplagt mulighed for at læse mere – og andet – end jeg har haft tid til siden september.

Juleaften kom og gik, hurtigere end jeg var klar til. I år holdt vi jul herhjemme sammen med A’s forældre, søstre og niece. En stille og rolig aften, med de traditioner, de bærer med sig i deres familie. Første jul efter min fars død, hvor jeg ikke var sammen med min mor og bror. Jeg mistænker, at min juleglæde aldrig rigtigt fandt ind i hjertet, fordi der ikke var plads. Sorgen fylder stadig for meget. Intet bliver nogensinde helt det samme igen, og det mærker jeg for alvor, når noget der indebærer så mange traditioner, heller ikke er det. Ingen julegave til min far, ingen julekram fra ham, ingen julefrokost veltilberedt og smukt anrettet af ham, ingen morfarhygge, ingen nytårsløjer og skøre påfund. Ingen til at opleve julen med min mor, og dele de små og store oplevelser, som børnebørnene bidrager med.

Da min bror fyldt 30 år d. 29. var vi ude at bowle om eftermiddagen. Min far ville have elsket at se de 2 store kaste kuglerne af sted og endda lave både spare og strike. Om aftenen var vi ude at spise, min mor, bror, svigerinde, A og jeg. Med en tom plads ved bordet, overfor A. En fysisk påmindelse om, at der manglede én.

Jeg vidste godt, at julen ville blive svær. Det er trods alt kun 1 1/2 år siden, at alting blev vendt på hovedet. Men selvom jeg var forberedt på det, så tog det ikke noget af sorgen væk. Den er der bare, det er jo prisen vi betaler for at have elsket…

Nu er julen og nytåret allerede ovre, nærmest inden jeg nåede at falde til ro i det. I morgen venter hverdagen igen. Jeg har forsøgt, alt jeg kunne, at give drengene en fantastisk juleferie og jeg er helt sikker på, at de har nydt det og ikke manglet noget (udover endnu mere spilletid, som de vist aldrig får nok af 😉 ) De glæder sig til at komme i skole igen i morgen, og det er jo en god ting, der tyder på, at de har fået ladet batterierne op.

I dag bruger vi den sidste feriedag på lige dele nydning og hårdt arbejde. Jeg har en opgave, der skal skrives, som kommer til at tage en god portion af min tid udover studiet de næste par uger. Men jeg insisterer på, også at have tid til de små ting i dag, så vi får bundet sløjfe på ferien på en fin måde.

Rigtig god tirsdag derude – og god arbejdslyst til jer, der allerede er i gang igen i dag 🙂