Glædelig Luciadag – med Luciaboller og honningkager

Så blev det (allerede) d. 13. december! Luciadag. Og over halvvejs mod juleaften (gisp)

I eftermiddag skal vi i fritteren og se S gå Luciaoptog, men vi tyvstartede faktisk i går og spiste luciaboller på forkant.
Men de er nu også så gode, at de fortjener at blive nydt på andre dage end kun d. 13. december 😉
Og mens jeg skrev eksamensopgave på biblioteket i går, kom der også et Luciaoptog forbi, så jeg var ikke den eneste, der tyvstartede 😉
Og da vi havde nydt de gule boller, fortsatte vi med årets første honningkager, der efter 5 ugers venten endelig var klar til nydning.

Nu venter en skoledag forude, inden jeg skal have tårekluden klar. Der skal ingenting til før tårerne triller ned af mine kinder – og da slet ikke et optog med fine, kære, lyse barnestemmer.
Men først skal der en hel del kaffe til, for L synes vi skulle op kl. 5 i morges, W vågnede med ondt i maven og A var på vagt, så morgenen blev en smule mere ‘ustabil’ end jeg havde kalkuleret med – men that’s life with kids, right? 😉

Opskriften på Luciaboller – eller lussekatter, som de oprindeligt hedder – er lige her. Og de er såmænd ret nemme at kaste sig over – også for ungerne, der kan være med til at finde på endnu flere fine og sjove figurer 🙂

Rigtig god torsdag og glædelig Luciadag

Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads.
Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også.

Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid.
For et par måneder siden mistede vi igen. Og det, vi troede var og skulle være, er ikke det samme. Og bliver det aldrig igen. Igen.

Overskuddet til at rumme 3 børns sorg, ens egen og ens families kan til tider føles som et stort, sort, tomt hul. Men det er samtidig også netop de 3 drenge, der holder én i gang. Og hjælper én til at bearbejde sorgen og savnet, gennem snakke og små hverdagshistorier om dem, vi mangler. Uden dem, var der mange ting, der ville være temmelig grå og ligegyldige…

De to ældste har hver deres måde at være i og arbejde med sorgen på. Og som det er med børn, så går de ind og ud af den. Det ene øjeblik kan de sige, med tristhed i stemmen, at de savner og det næste snakker de (igen) om Fortnite – sådan som det skal være. For de skal ikke tvinges til at sørge eller savne. De skal ‘bare’ have lov til at mærke det, når det er der, og plads til at snakke om det, når de har brug for det. Det må aldrig blive tabu eller forkert at snakke om!

I weekenden havde jeg fornøjelsen af lidt alenetid med S og W. Vi malede nisser til farfar og morfars gravsteder, som de skrev små hilsner på. Og imens vi hyggede os, spiste islagkage og malede, snakkede vi om dem, og fortalte de sjoveste historier, vi kunne komme på, om alt det fjolleri de to ‘gamle nisser’ kunne finde på at lave.
Det var så fin en stund. Drengene gjorde meget ud af at dekorere nisserne, og glædede sig til at skulle på kirkegården med dem. Da vi kom derned dagen efter, begyndte det at regne, og de blev hurtigt enige om, at det måtte være farfar og morfar der græd ned til os.

For mig er det klart L’s sorg, der er sværest at ‘håndtere’. Fordi han er 3 1/2 år. Og både så stor og så lille på en og samme tid. Han overrasker mig hver dag med, hvor meget han kan. Han har virkelig en særlig evne til at tale og sætte ord på ting og følelser, på trods af, at han ‘kun’ er 3 1/2 år. Men derfra og så til at forstå, hvad der pludselig er sket med farfar… Det er bare så svært!
Han kan godt sige; ‘Min morfar er død’ eller ‘Min farfar er død’. Men om han ved, hvad det betyder, sådan helt præcist, det er svært at vide…

De første par måneder, efter farfars pludselige død, gik egentlig stille og roligt. Han reagerede ikke sådan mærkbart. Og havde han, hvad man kunne tolke som en reaktion, var det svært at finde ud af, om det var treårs-selvstændigheds-frigørelses-trodsalder eller en reaktion på ‘alt det andet’.
De sidste par uger har dog været meget anderledes. Det er som om, han er begyndt at forstå, at farfar er væk og ikke kommer tilbage. Men helt ærligt, hvordan skulle han også kunne forstå det før nu? Vi andre har jo også svært ved at begribe det.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt farfar op med at komme herhjemme, som han ellers plejede næsten dagligt. Og selvom han har set ham i kisten, er det jo så ubegribeligt. For hvad vil det sige at være død?

De sidste par uger har han snakket virkelig meget om farfar. Siger ofte ‘det har jeg lært af min farfar’ eller ‘sådan gjorde min farfar’. Og når han cykler forbi kirken, hvor farfar blev bisat, spørger han hvor farfar er henne nu. Og snakker om da han lå i kisten og om, at farfar har fået en ny seng – en med låg på.

Forleden morgen sagde han, som det første, at han havde drømt at farfar levede igen og at han skulle fortælle det til S og W så snart de stod op. Det må have været en meget virkelig drøm, for han har nævnt den mange gange siden. Han fortæller om den, som om det er svært at forstå, at den ikke har været virkelig.

Eftermiddagen før, da vi sad og hyggede os ved spisebordet, havde han spurgt mig, hvem min far var. Og jeg havde svaret, at det var morfar. Han spurgte derefter A, hvem hans far var, og han svarede farfar. Så svarede L: ‘Så kan ingen af jer se jeres far. Øv altså!’
Og kort efter spurgte han så: ‘Hvordan dør man?’
Og hvad svarer man så? For hvis vi siger, at det var fordi de var syge, hvad så næste gang han eller en af os bliver syge (med influenza eller andet)? Han skal jo på ingen måde gå og være bange for at blive hverken syg eller dø!

De sidste par uger har han, udover at italesætte, spørge og tænke meget, haft en utrolig kort lunte. Fra det ene sekund til det andet kan han gå fra at være glad og grinende, til at være ked af det og virkelig rasende. Som om der pludselig er noget, der gør ondt indeni. Og hvem ved, hvad der lige tricker det? Det kan jo være alverdens ting. Måske tanken om, at man ikke kan være sikker på, at man ser dem igen, som man holder så meget af. At de pludselig kan forsvinde fra en. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forsikre ham om, at det ikke kommer til at ske igen. Nogensinde. Men det er så svært at sætte ord på alle de tanker, han – måske – slås med. For selvom han er virkelig god til at sætte ord på mange ting, så er der garanteret også meget, han ikke gør – og ikke kan.

Nej, der er ikke noget at sige til, at den lille fyr har en kort lunte. Og mange spørgsmål. Der sker så meget inde i det lille, store hjerte – ja, og i hovedet også. Og udover at sørge og savne, så er han også ‘bare’ en helt almindelig treårig, der gennemgår selvstændighedsfaser, udvikling og treårskriser. Det er også det, der gør det så forbandet svært at være i. For hvornår er han hidsig, fordi han er ked af det og hvornår er det noget andet? Hvornår er det en ‘kamp’, man skal tage? Indtil videre vil jeg egentlig helst bare pakke ham ind i kærlighed og bobleplast – men verden har gjort det svært. For jeg kan ikke beskytte ham mod alt, der gør ondt.
Men helt ærligt; det kan godt være temmelig hårdt at være i – også som forældre. For det kræver et enormt overskud at trøste én, der skriger og vrider sig og som bestemt ikke vil have et kram – lige midt i dét, der gør ondt. Og hele tiden skulle sætte ord på det, jeg tænker, han føler. Men jeg prøver. Vi prøver. Og heldigvis kan vi hjælpes ad.

Det er jo nemlig så fint, at han kan sætte ord på, snakke om det, spørge og undre sig. Og afreagere med ben og arme, når han ikke kan andet.
Jeg ville bare allermest ønske, at jeg kunne fjerne al hans undren og mistro til livet. Istedet må jeg forsøge at gribe ham, der hvor han er, og hjælpe ham, så godt jeg kan. Og stadig vise ham, at det er okay at være både glad, gal, ked af det, træt, hidsig, sorgfuld og alt derimellem.

Og når ingen ser det, så lader jeg tårerne trille. Af uretfærdighed og sorg over, at mine 3 dejlige drenge skal opleve så meget mistro til livet – allerede. Det er bare ikke fair!
Men jeg håber, at vi trods alt formår at få dem hele igennem det <3

 

 

P.S. Jeg har tidligere skrevet om børn, sorg og døden. Indlægget kan læses her

Julelykkeglimt – Hygge, sprøde småkager, yndlingsdessert og spiselige nissehuer

Indeholder reklamelink

 Decemberhygge  Sprøde pebernødder – opskriften er lige her Fineste juletallerken, som jeg har købt lige her Aftensmaden når jeg er alene på skansen med de 3 nisser: Risengrød og friskbagt rugbrød – opskriften på rugbrød er her Sprøde brunkager til eftermiddagskaffen – opskriften er her  Hjemmelavet julepynt, der giver mig smil på læben Yndlingsdessert <3  Eftermiddagshygge med ældste mus <3  Nissemænd på den nye tavle Julede specier med chokolade og appelsin – efterhånden en juleklassiker herhjemme. Opskriften er her (og den er nem!)  Julede kokosmakroner – opskriften er her – og blot tilsat pastaarve  Gensyn med julehjerter fra sidste års julebord  De sødeste brunkagevogtere, der sjældent siger nej, når man spørger, om man må tage en mere 😉

Endnu en portion julelykkeglimt fra den første juleuge.
Der er blevet smovset og hygget – bagt og smagt.

Lige nu knokler jeg for at blive færdig med min eksamensopgave inden juleferien står for døren. Jeg ville elske at kunne gå på juleferie med god samvittighed og kunne holde fri fra skolearbejde – sådan ægte! Jeg håber, det lykkes!

Imens forsøger vi at få det bedste ud af dagene og drømmer om frost og sne i stedet for vådt gråvejr. Det har jo været så mørkt de sidste dage, at man kunne komme helt i tvivl om det var dag eller nat….

A har haft døgnvagt to dage i denne uge, så drengene og jeg har spist risengrød og rugbrød mens vi har set julekalender. Det er nu hyggeligt at gøre noget andet, end vi gør, når vi er samlet alle 5.
Vi har også fået bagt både brunkager, kokosmakroner og specier (og spist en del af dem).

I morgen har vi planer om at bage honninghjerter og besøge farfar og morfars gravsteder med hjemmelavede nisser, som vi har malet og skrevet på i dag. Mere om det in another afsnit 😉

Rigtig god aften derude – og glædelig juleweekend til jer alle

Afslutningen på 2. semester som sygeplejestuderende – hvordan gik det egentlig?

 Lagkage med lyse- og chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse, smørcreme og medicinsk udstyr af forskellig slags 😉
Dryp dryp – brownie med skildpaddemousse, friske bær og bloddryp  Banankage med hvid chokoladeganache, friske hindbær og erytrocytter (røde blodlegemer)

Nå, jeg synes egentlig at jeg skylder en afslutning på det indlæg, jeg skrev før sommerferien, da jeg stod midt i klinikken på 2. semester.
Men først vil jeg lige starte med at sige TAK til alle jer, der skrev til mig, både mails og her på bloggen. Det var rart at høre, at jeg langt fra er den eneste, der har stået med de mange modsatrettede følelser og tvivl.

Heldigvis skete der en masse i de efterfølgende uger. Og som nogen af jer måske også har opdaget sidenhen, så er jeg stadig sygeplejestuderende 😉
Da halvdelen af tiden var gået, ca efter de første 5 uger, var det som om, noget ændrede sig. Sådan nærmest over night. Måske var det fordi, jeg pludselig følte, at jeg faktisk kunne noget. Måske fordi jeg fik nye, større udfordringer. Eller fordi jeg pludselig kunne løse en hel del ting selvstændigt. Måske fordi jeg var blevet bekræftet i, at jeg sagtens kunne ‘være i det’. Også i de svære situationer. Måske også fordi at en del patienter bekræftede mig i, at jeg havde gjort en forskel for dem – lille som stor. Måske det hele i én stor pærevælling.
Jeg vidste godt inden, at jeg ville få svært ved at være fuldstændig ny til alting. De første uger var alt, hvad jeg gjorde, nyt. Og fuldstændig ukendt for mig – stort set. Det var virkelig grænseoverskridende.

Men pludselig føltes det anderledes, og selvom jeg stadig syntes, der var en masse ting, der var udfordrende, så fandt jeg mig til rette i det. Præcis som jeg kender mig selv, så kan jeg åbne op og blomstre, når jeg føler mig tryg. Og da nogle ting blev kendte, kunne jeg bedre overskue endnu flere udfordringer og sværere og sværere opgaver. For ja, selvfølgelig kan man ikke starte første dag op med en kompliceret patient. Det er nødt til at komme hen ad vejen – og vejen dertil er vigtig at være til stede i, for den skal danne grobund for det næste.

De sidste 5 uger af klinikken lærte jeg en helt masse nyt – både med hænderne og med hovedet. Og jeg fik prøvet rigtig mange ting af. Både (svære) samtaler med patienter og pårørende, at stikke, anlægge nasalsonde, kateter og en helt masse personlig pleje. Jeg observerede, dokumenterede, reagerede. Og var også med til det, der skal ske, når livet ikke er mere. Jeg fik virkelig udfordret og afprøvet mange af mine sygeplejekundskaber og fandt ud af, at jeg godt kan!
Og så fandt jeg lige så stille også ud af, hvilke sygeplejersker, jeg kunne (og gerne ville) spejle mig i, og nogle af dem var helt fantastiske til at lære fra sig, stille spørgsmål, vejlede og lade mig få lov at være en del af det hele.

Da jeg var godt i gang med klinikken, skete det, som nogen af jer måske kan huske? A’s akillessene sprang og han blev lænket til sofaen med en kæmpe støvle om benet. Det var afsindigt hårdt at skulle mestre både studie og familieliv på samme tid, og i den sidste måned af klinikken var jeg mere eller mindre alenemor til 4, heldigvis med hjælp fra familie, når det kunne lade sig gøre.
Det var trods alt heldigt, at jeg var blevet gladere og mere tilpas i klinikken, inden det skete, for jeg tror ikke, jeg kunne have jongleret med min egen tvivl og utryghed samtidig med at skulle have styret alt det derhjemme.

Da de 10 ugers klinik var veloverstået og for-eksamen/forudsætningskravet for at måtte gå til eksamen var bestået, ventede ‘kun’ den afsluttende eksamen på skolen. Den gik helt fantastisk og derefter ramte lettelsen. Og en meget lang, tiltrængt sommerferie!
Det var faktisk ret vildt at gå på sommerferie og tænke på, at det første år ud af 3 1/2 var klaret. Og endnu vildere at tænke på alt det, jeg havde lært på ‘bare’ et år!

Som afslutning på klinikken havde jeg 3 kager med til personalet på afdelingen. Og da det var en medicinsk, hæmatologisk afdeling, jeg var på, blev det temaet for kagerne 🙂

Det som jeg ved, jeg får sværest ved, (også) fremover – så længe jeg læser – er at skulle omstille mig. Igen og igen. Når man endelig er ved at føle sig lidt kendt på afdelingen, har lært kollegaerne at kende og kan finde rundt, så er det videre. Enten tilbage på skolebænken eller videre til en anden klinik, et andet sted. Det er helt vildt hårdt! Og så er det også hårdt at skulle være på fra 7-15 hver dag og derudover hele tiden være reflekterende ift. egen læring, skulle dokumentere alting i praktikportalen og læse ret mange siders litteratur ved siden af. Det er ikke en dans på roser. Men så længe det også er givende at være i klinik, så er det til at overleve. For heldigvis er jeg ikke sådan én, der giver op, selvom den løsning indimellem virker som den mest håndgribelige.

Nu kan jeg snart skimte afslutningen på 3. semester. Hvordan det er forløbet, må få plads på et andet tidspunkt, for det har trukket tænder ud på alle tænkelige måder. Men jeg er her endnu – og kæmper videre!

Rigtig god aften derude – og glædelig 3. december

 

P.S. Hvis du har lyst til at læse flere af mine tanker, om det at være sygeplejestuderende, så klik lige her

Glædelig 1. december- med en portion juleglimt

 Juletræet fra sidste år er flyttet ind i stuen igen – genbrug på den julede måde 🙂  Adventskransen har jeg købt her – den lille julegris har min mor lavet  Mormor har strikket nissehuer til drengene – og både de og jeg er helt vilde med dem 🙂  Der er mange gode barndomsminder gemt i det lille hus <3

Glædelig 1. december derude!
I går flyttede julen ind herhjemme – med alt hvad det indebærer af glimmer, farver, pynt og spas.

Adventskransen er dog temmelig sparsomt dekoreret, men tiden har ikke været til andet. Den er nu egentlig også meget fin i sin enkelthed. Jeg tænker dog, den måske får en opgradering i løbet af måneden – og helst før d. 24. 😉

Juletræet, som også pyntede stuen sidste år, blev hentet ind fra haven igen. Julegenbrug, der giver mening 😉 Og også en fed besparelse.
Alle julekugler og figurer er allerede blevet undersøgt (med fingre) af hjemmets yngste. Så er alting jo, som det skal være.

I går fik vi bagt speltpebernødder, efter W’s ønske. Opskriften er her, hvis I skal have gang i lidt julebag i morgen. Drengene havde deres fine, nystrikkede nissehuer på, der er så pæne, at man næsten ikke tør bruge dem – kun næsten 😉

Drengene har ventet i spænding i flere uger på at skulle åbne deres første kalenderpakke, så de stod op med maverne fulde af forventninger i morges. Det blev nok også forstærket af, at dagen i dag har budt på badmintonstævne siden i morges.

Nu glæder jeg mig til første afsnit julekalender med drengene i aften, og til at tage rigtigt hul på december i morgen <3

God aften og glædelig december derude!