Lykkeglimt – Ambivalens, madglæde, flotte fyre, sorg, smil og stolthed

Banankage – på den runde måde. Opskriften er herKærlige tanker i blomstret form Et sikkert hit! Opskriften er lige her Breve skrevet med kærlighed
På alene-gåtur med mellemstemusenRugbrød, risengrød og rødvin til aftensmad… Lidt for enhver smagSmukke buketter i massevis – så mange kærlige tanker leveret til døren <3
En vildbasse… og en stolt medaljevinderNår vinderen bestemmer menuen, står den på pitabrød 🙂 Opskriften er her Friskbagte lækkerier til madpakkerne. Opskriften på rugbrød uden surdej er herMine (vores) 3 lykkepiller <3En håndfuld havelykkeEn håndfuld Chocolate Chip Cookies – fordi vi trængte! Opskriften er her

De sidste par uger har mest af alt været tunge, triste og svære at komme igennem, men som billederne måske fortæller, har der også været rare stunder. Omend det kan føles så uendeligt forkert at have det rart indimellem, når nu sorgen endnu en gang har lagt sig som en tung dyne over os.
Det kan næsten føles som om man er sorgen utro, når man giver sig selv lov til at ‘glemme’ for en stund og forsøge at nyde livet. Men det er vel nok også det sorgen lærer os; at sætte pris på det vi har. Det der er – nu. For livet er nu!

Drengene hopper ind og ud af sorgen mange gange i løbet af en dag. De er gode til selv at bringe det på banen, når de har brug for at snakke, men meget af tiden fortsætter deres (hver)dag, som om intet var hændt. Og det er jo netop det, der er så livsbekræftende ved børn. De er her – lige nu, lige her. Og især i denne tid forsøger jeg at lade mig smitte af deres nærvær. Forsøger at lade fortid og fremtid hvile for en stund. Fokuserer på øjeblikket. Og forsøger at skabe (og holde fast i) rarheden midt i en turbulent tid.

Vi voksne kæmper mange små og store kampe. Der er mange ting, der gør livet kompliceret og fuld af forhindringer, især lige nu, men vi har heldigvis hinanden <3
I morgen skal jeg bruge søndagen sammen med dem, jeg holder allermest af, og jeg glæder mig helt vildt! Og så forsøger jeg at glemme, at der kun er en dag tilbage til weekenden igen er slut. Nu gælder det i stedet om at få det bedste ud af søndagen. Den tegner heldigvis godt…

Rigtig god søndag til jer derude!

Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid.
En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det.

Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar.
Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen.
Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han revet fra os på ulykkelig og tragisk vis, og vi er efterladt i chok.

For knap 4 uger siden slog lynet ned, da han blev ramt af en stor hjerneblødning. Efter flere ugers rutschebaneture med intensiv behandling, infektioner, operationer og information i øst og vest, var han på vej i den rigtige retning. På vej til genoptræning og udskrivelse til meget rarere rammer, end dem neurokirurgisk intensivafdeling har at byde på. Vi stod klar til at besøge ham sammen med drengene. Nu hvor han (endelig) skulle befries fra slanger i hobetal. Skulle vågne op og være til at komme i kontakt med. Nu hvor drengene ville kunne genkende ham igen.

I onsdags var han på vej til noget bedre. På vej tilbage.
Indtil lynet slog ned igen, med stærkere kræfter end første gang. De næste to døgn flød sammen i en utydelig, tåget flod af hjertesmerte, tårer, modløshed, håb og sorg. I lørdags blev håbet afløst af ulykkelighed, ubegribelighed. I lørdags sagde vi farvel.

I går vågnede vi til en ny virkelighed. Til den barske realitet om, at vi skal undvære. Savne. Mangle. Sørge.
Endnu en gang skulle vi samle os sammen til at fortælle vores drenge, at en af dem, de elsker allerhøjest, ikke er her mere.
Vores sorg er ikke kun vores. Vi sørger også for vores drenge. For det de nu skal lære at leve uden. Lære at forstå og acceptere. Fordi livet vil det sådan. Fordi det ikke er op til os, om livet skal gøre så forbandet ondt.

Hvordan skal vores drenge kunne vokse op med en ukuelig tro på livet? Hvordan skal de kunne bevare den følelse af udødelighed, man bliver født med, og som man skal have lov til at føle indtil den dag, man bliver voksen? Hvordan skal de kunne tro på, at man kan komme levende fra sygehuset, hvis først man bliver indlagt?

Da vi havde fortalt drengene det i går, sagde W, at der nok ikke ville gå lang tid, før mormor eller farmor ringede og sagde, at de også var kommet på sygehuset. Hvordan skal jeg kunne få ham til at tro, at det ikke kommer til at ske? Tro på, at de nok skal blive 90 – mindst. Og at vi andre også skal være omkring dem i mange, mange år.

Døden har frarøvet vores drenge begge deres bedstefædre. Den har frarøvet os vores sidste far. For A og jeg delte nemlig vores fædre med hinanden. Og nu er ingen af dem her længere.
I lørdags måtte jeg endnu en gang ringe til bedemanden og bede om hans hjælp.

For 2 måneder siden fejrede vi 70 års fødselsdag. Heldigvis lykkeligt uvidende om, hvad livet ville bringe. At det skulle slutte alt for tidligt. Men nu også taknemmelige for, at vi nåede at få det med.

Sorg er kærlighedens pris, men jeg er ikke klar til at skulle betale allerede igen.
Min frygt for at miste tager pusten fra mig og får min mave til at slå knuder. Jeg er bange for, at det skal ske igen – igen – igen. For jeg tror ikke, jeg kan holde til mere. Jeg mærker livets skrøbelighed som en kniv, der skærer sig ind i mit hjerte.
Min sorg over at have mistet min far for 2 1/2 år siden er stadig så enorm, at der ikke er plads til mere. Jeg troede ikke, der var plads til mere sorg i mit hjerte. Men det skal der være. Mit hjerte har fået endnu et hul, og sorgen fosser ud med en kraft, som vil den aldrig stoppe igen. Jeg græder på vores drenges vegne. Over alt det, der ikke bliver. Og på min mands. Over at han allerede skal opleve det, som jeg skulle igennem for 2 år siden. Han skulle ikke have mærket det før om mange, mange år.
Det bliver pludseligt så tydeligt for mig, at jeg har erfaring med at miste. Hvem ønsker helt ærligt at have det?! Det gør ondt at jeg ved, hvad der venter – ved hvad der skal ske. Og jeg ville sådan ønske, at min elskede mand ikke skulle mærke den sorg, som jeg har kæmpet med de sidste par år.

Jeg kan ikke skærme vores drenge for livets allermest forfærdelige tab. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at holde det hemmeligt for dem og håbe, de aldrig ville opdage, hvad der har ramt os. Det eneste jeg kan gøre, er, at forsøge at hjælpe dem igennem på allerbedste vis. Og forsøge at finde styrke indeni til at bære både deres og min egen sorg. Finde styrken hos min familie.

Livet er gået i stå igen og jeg ved ikke, hvordan det skal komme i gang igen. Mine kræfter er sluppet op. Var det ikke for drengene, ville vi ikke være stået op i dag.
Midt i sorgen og chokket mærker jeg vores familiers stærke sammenhold og bånd, og selvom det føles ubeskrivelig skrøbeligt, at alting kan forandres på et splitsekund, så er det uvurderligt vigtigt, at vi holder sammen.

Vores hjerter er i chok, vores hoveder er gået i stå. Hvordan kan verden bare fortsætte, som om intet er hændt.

Jeg har lyst til, at livet skal gå i stå. Jeg kan ikke holde ud at skulle forholde mig til ‘alt’. Til hverdag, indkøb, vasketøj, studie, bisættelse, børnehave, rengøring, koloni, klassefest, legegruppe, madpakker, lektier. Jeg har brug for, at det venter på, at jeg – vi – er klar igen. Brug for at sorgen må fylde. Jeg tvivler på, at verden har tid til at vente…

Da vi spiste aftensmad i går aftes snakkede drengene om, at farfar sidder oppe hos morfar nu, oppe over skyerne et sted, og ser fodbold i fjernsynet, og kigger ned på os. Måske har de endda fået flere venner deroppe. Deroppe hvor der kun er rart at være og W sagde: ‘Måske er det tilmed helt okay at dø, for hernede er ikke altid så rart at være’…

…….

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!

Bedst som jeg troede, der var lys for enden af tunnellen….

Bedst som jeg troede, der var lys for enden af tunnellen, hiver livet endnu en gang gulvtæppet væk under os. Sådan godt og grundigt.
I mandags slog lynet ned – igen – og ramte vores lille familie med så meget kraft, at det er nærmest umuligt at overskue følgerne.

Jeg var ellers klar til at skulle nyde, at A – endelig – må køre bil igen. Efter 12 ugers pause. 12 uger hvor jeg har ageret chauffør og kørt til alt det, en familie på 5 nu har på programmet – plus det løse; sygehusbesøg, fodboldskole, fysioterapi, sommerferie sydpå og alt det andet, de sidste måneder også har budt på.

Der var en sød læser, der skrev til mig forleden, hvor meget vores lille familie mon skulle igennem – og helt ærligt; jeg har tænkt det samme! Men hvad kan man gøre? – andet end at forsøge at følge med og acceptere, at livet (åbenbart) synes, at vores udholdenhed skal testes godt og grundigt- endnu en gang.

Bedst som jeg troede, jeg havde to uger til at indhente alt det forsømte, og få gjort hovedet klar til et nyt semester, er jeg nu håbløst bagud med (hvad der føles som) alt! Men sådan er livet så uforudsigeligt – på godt og ondt. Det har jeg desværre lært på den hårde måde.

Jeg kan slet ikke holde ud, at livet endnu en gang viser tænder, og sætter uudslettelige spor i mig – i os. At livet igen igen skal minde mig om, at alting på et splitsekund kan blive forandret – for altid.
Det flår i de sår, der langsomt var begyndt at blive lægt, efter det lange, opslidende, forfærdelige forløb med min far. Jeg er sendt direkte tilbage til alle minderne fra for 2 år siden. Det gør smerten endnu stærkere og endnu sværere. Så meget minder om, og alligevel er der så meget, der er anderledes denne gang. Det er SÅ svært at være i.

Siden i mandags har livet på mange måder været sat på standby. Og det er nærmest time for time, at vi må forholde os til nye informationer og kursændringer. Det er kritisk, uudholdeligt og hjerteskærende svært. Men vi er nødt til at holde til det. Og samtidig tvunget til at holde fast i hverdagen. Mest af alt for drengenes skyld. Mens vi venter, håber og græder.

Den sidste uge har jeg forsøgt at holde skansen herhjemme og kæmpet for at få hverdagen til at glide. Alt imens mit hjerte har blødt og mine tanker været på overarbejde konstant. Ingen kan fortælle os, hvad dagen i morgen bringer. Eller næste uge, for den sags skyld. Vi kan ikke gøre andet end at holde fast i det ‘sædvanlige’, indtil det også bliver væltet omkuld og planerne må ændres – igen.
Uanset hvor meget styring, jeg forsøger at tage over mit – og vores (familie-) – liv, kommer der hele tiden noget, der trumfer det, og slår mig – os – ud af kurs.

Åh, hvor jeg håber, at dagen i morgen bringer noget godt med sig – bare et lille håb! Det har vi brug for!

Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme…
Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt….
Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet.

I denne uge er W ‘alenebarn’, for mens han hver dag knokler og drønsveder på fodboldskole, er hans to brødre i sommerhus med farmor og farfar. Jeg kørte dem derud i mandags, og først i morgen vender de næsen hjemad igen.

W har glædet sig til en uge på fodboldskole – og især til at se nogle af sine venner igen efter næsten en måneds ferie. I næste uge venter skole og hverdag igen, så for at vride det sidste ud af ferien på bedste vis, har jeg forsøgt at glæde ham med små og store hyggelige påfund i løbet af ugen.

I tirsdags, da termometeret ramte 33 grader og vinden stod stille, besluttede vi os for at overraske ham med en tur til Vesterhavet efter fodboldskole, så han kunne få lov at hoppe rundt i bølgen blå, og bagefter nyde aftensmad i vandkanten og spise en stor is til solens dans mod vandkanten.

Madkurven stod pakket og klar, da jeg hentede ham kl. 15, og så blev kursen ellers sat mod vest.
Jeg har længe drømt om at besøge en butik i Ringkøbing, Raasted, men ikke fået taget turen derud, så jeg fik overtalt drengene til at gøre et lille stop på vejen – nu vi var i nærheden 🙂
W var med mig derinde og hjalp mig med at vælge både kjole og armbånd – og ja, jeg havde lidt svært ved at begrænse mig. Der var bare SÅ meget fint, der fristede, og da sommerferien ikke rigtigt har budt på shopping eller materielle fristelser ellers, kom jeg til at forkæle mig selv lidt ekstra 😉 Jeg undskyldte det med, at det kunne være min ‘præmie’ for sommerferien struggle, som jeg kom helskindet igennem 😉

Da vi landede ved stranden, gik der ikke mange minutter, før W stod med fødderne i det kølige vand og forsøgte at tage tilløb til at hoppe under. Han nød det og jeg så gladeligt med fra vandkanten og nøjedes med at dyppe fødderne 😉

Bagefter spiste vi sandwich og frugt, mens vi kiggede på de mange andre strandgæster og både, der kom forbi. Saga forsøgte at grave sig ned i sandet, til stor morskab for W, og bagefter løb de ture sammen i klitterne – op og ned.

Da vores dessertmaver var klar til det, shoppede vi italiensk is, og nød at se dagens sidste solstråler spejle sig i vandet, inden vi satte kursen østpå igen.

På vejen hjem, i mørket, trillede tårerne stille ned ad kinderne på mig. Savnet af og sorgen over min far er stort, og lige for tiden fylder det mere, end det har gjort længe.
Han lærte mig at sætte pris på de små ting, både mens han levede og qua sin (alt for tidlige) død, og der var mange ambivalente følelser, der rev i mit hjerte forleden aften. Glæden over at se W nyde eftermiddagen og aftenen. Have tid til bare at være, mærke livet og glæde sig over varmen, udsigten, selskabet, nuet. Og samtidig blive mindet om, at det ikke var langt derfra, jeg holdt min far i hånden, da han åndede ud. Jeg tænkte på det, de fortalte på Hospice, at det vender mod solopgangen, for derude skal man se solen stå op, ikke gå ned.
Jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg håber, han er et sted, hvor han kan glæde sig over vores små og store påfund og forsøg på at få det bedste ud af dagene, vi har <3