Forårstungsind – når sorgen blusser op

086

Forår er lig med lysere dage, børn der slippes på græs, barnelatter, udeliv, lyserøde solnedgange, mildere temperaturer og solskin, der sender varme ned til os, sætter spirer på spring og bringer fornyet energi og glæde med sig….

Den virkning plejer det også at have på mig…
Sådan har det desværre ikke været i år…

De sidste par uger er mit hjerte begyndt at bløde igen… Det er som om, sorgen er blusset op igen. Som om foråret har revet plasteret af. Jeg kan ikke mærke, præcis hvad der har gjort det, men jeg kan alligevel fornemme, at solens stråler håner mig mere end de hjælper.

De smukke forårsdage minder mig om samme tid sidste år. I stedet for duften af frisk, mild luft og lyden af fugle der kvidrer, fyldes mine næsebor med lugten af sygdom og mine ører af lyden af stilhed. Forbandet stilhed.

De smukke marker, der så småt går fra at være brune og klæbrige til at være grønne, gule og svævende, og solens stråler, der rammer jorden og sender skygger af sted, minder mig mest af alt om den dag i maj, hvor vi kørte bag min fars kiste og fulgte ham hjem fra hospice. Det var en usædvanligt smuk forårsdag. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere dag at tage afsked. Men nu, nu minder de smukke forårsdage mig om sorgen, der stadig bobler i mit blod og savnet, der vokser i mit hjerte.

Jeg føler mig ved siden af mig selv, ude af mig selv. Som om jeg ikke kan regne med mig selv.Som om mit hjerte kan finde på at flyde over, hvornår det skal være. Min sorg er anderledes, fjern og ukendt.

Forleden, da jeg kørte hjem fra arbejde, så jeg en ældre mand udenfor et fitnesscenter. På et splitsekund havde min hjerne allerede tænkt en masse tanker, der havde sat gang i tårerne, nærmest uden jeg nåede at registrere det og kunne følge med.
Jeg tænkte, ‘det der skal min far aldrig opleve’. At blive gammel, tabe håret, blive rynket. Og så græd jeg som pisket. Det var en fysisk mavepuster og en hjertepunktering.

Det er som om det går mere og mere op for mig, at jeg ikke har en far mere. At han ikke er her mere. At han ikke kommer tilbage. Jeg ved det jo godt. Min hjerne ved det godt. Måske er det fordi mit hjerte har svært ved at acceptere?

Jeg spørger mig selv, om det er normalt, at blive suget ind i sorgen igen. Jeg minder mig selv om, at med sorg, kærlighed og smerte, er der ikke noget der er rigtigt og forkert…. Men der er dælme meget der gør ondt. Når man har elsket betingelsesløst, bliver sorgen derefter.

For tiden øver W musical i skolen, hvor de blandt andet synger en sang om at ses igen. Han har virkelig snakket meget om den sang. ‘Mor, når I hører den, så ved jeg, I bliver så kede af det. Så kommer I til at tænke på morfar. Jeg tænker på morfar hver eneste dag, når vi synger den og så bliver jeg så trist’.
Han snakker meget om, at han virkelig håber, håber, håber, at man mødes med dem, der er døde, engang. Og jeg siger til ham, at hvis han håber på det, så tror jeg, det nok skal komme til at ske. At ingen ved, hvad der er efter livet, men at jeg tror på, at det man håber, er det der sker. Og mens vi snakker og jeg vifter en tåre væk fra kinden, så fyldes mit hjerte med taknemmelighed over, at han formår at sætte ord på sin sorg.

Han er ramt – igen – ligesom mig. Som min mor, der har oplevet foråret på samme måde som mig og som A, der også sender min far mange tanker hver dag. Måske er det bare sådan det er… Måske er det årstiden, der minder os om alt det, der skete for et år siden, hvor dagene gik på onkologisk, med bekymringer, samtaler, stilhed, tårer, tanker, smerter.

Måske er det fordi vi skal af sted på en rejse på mandag, som blev planlagt mens han var her til at snakke med om det. En rejse han skulle have været med på. En rejse han ikke nåede at blive en del af. Nu følger han med i vores hjerter i stedet og det er slet ikke godt nok. Men det er sådan det er. Måske mit hjerte lærer at forstå og acceptere det på et tidspunkt. Indtil da må tårerne tage deres plads, for de kan ikke holdes tilbage. De er der, når de er der – har jeg lært….

 


 

Hvis du vil læse flere af mine tanker om kræft, sorg og savn, er der mange flere lige her 

Da jeg fandt en knude i mit bryst…

mammografi

Hele denne uge har været virkelig uvirkelig på mange måder. Udover at L har været syg og sørget for et gevaldigt søvnunderskud, så har jeg været i en slags boble. Apropos mit indlæg fra i morges, så er jeg nu længere i processen og har brug for at sætte lidt ord på alt det der har rumsteret og som garanteret også har gjort, at jeg har været anderledes, end jeg plejer, de sidste dage…

I mandags mærkede jeg en knude i mit bryst. En lille hård ært. Jeg slog det først lidt hen. Havde egentlig ikke lyst til at tænke videre over det. Tænkte at jeg lige ville give det en dag og så se om den stadig var der.. Det var den. Både tirsdag og onsdag. Jeg gik rundt om mig selv, kunne ikke rigtig finde ud af hvad jeg skulle gøre ved det. A sagde jeg skulle ringe til lægen og det gjorde jeg så torsdag. Sygeplejersken bad mig komme med det samme, for sådan noget skal man ikke gå og bekymre sig om. Det skal tjekkes. Og hun har jo ret.

Jeg ved ikke, om det var fordi jeg frygtede svaret, at jeg tøvede med at ringe til lægen. Jeg tror også det var fordi jeg nødigt vil ulejlige dem med noget, der ‘bare’ er ingenting. Jeg tænkte, jeg lige ville se, om det ville gå over igen…. På den anden side, så kunne jeg godt mærke, at jeg brugte sindssygt mange kræfter på ikke at tænke på det. Og det puttede bare endnu mere træthed i puljen.
Derudover var det helt sikkert også fordi jeg slet, slet ikke kunne forestille mig at skulle sætte mine ben på et sygehus, for at få det undersøgt. Efter alt det med min far, var alene den tanke næsten for meget for mig…

Selvom jeg ikke havde lyst til at tænke på hvad det kunne være, så var det svært at lade være. Verden så på en eller anden måde anderledes ud. Det ulmede hele tiden i baghovedet; tænk hvis jeg er syg… Tænk hvis min hverdag ser helt anderledes ud om et par uger…
Jeg så på drengene på en anden måde, jeg mærkede alting meget stærkere. Som om kærligheden (til dem og livet) boblede op og satte sig udenpå huden. Min skrøbelighed satte sig pludselig fast i halsen og fik mine øjne til at drukne.

Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg skyldte min familie at få det tjekket. Tanken om at komme for sent, at få at vide at man skulle være kommet før og at der nu ikke var noget at gøre, den blev ved med at nage. Dét ville jo være utilgiveligt.

Min læge mærkede efter og stillede spørgsmål og efter tyve minutter gik jeg derfra med en henvisning til mammografi. A var på vagt, så jeg ringede til ham på vej tilbage til arbejdet. Efter en time ringede de fra røntgenafdelingen, at de havde en tid dagen efter, i dag kl. 10.

Jeg blev både forbløffet, bange, lettet og imponeret på én og samme gang. Jeg synes det er flot, at vores system virker på den her måde. Men jeg ville ønske jeg ikke havde brug for at ‘teste’ systemet… Jeg var også lettet over, at jeg ikke skulle vente til i næste uge med at blive klogere. Kun én nat mere i uvished skulle overstås.

I morges kørte A og jeg så af sted mod brystcenteret. En underlig køretur, på vej mod alt eller intet. 30 minutter i underlig trance, hvor de gode og de onde tanker sloges om at få plads. Jeg havde en fornemmelse af, at alt ville være fint. Jeg håbede det ihvertfald. Jeg følte mig jo ikke syg. Men tænk nu hvis….

Efter mammografien blev jeg bedt om at lægge mig på en briks og en læge kommer ind. Hun starter med at mærke efter knuden og scanner derefter med ultralyd. Der går ikke lang tid, før dommen er klar. Det er en bindevævsknude eller noget fra ribbenet, det er ikke helt til at sige. Men det er ihvertfald ikke noget, der er farligt. Og så går hun ud ad døren igen.

Lige dér følte jeg mig meget lille og en smule dum. Jeg ved godt, at det er sådan et ind-ud system, jeg har prøvet det før, både med drengene, mig selv og min far, men jeg bliver stadig lige forbløffet hver gang.
Lægen fik mig til at føle præcis det, som gjorde, at jeg tøvede med at ringe i første omgang. At jeg mest af alt havde været til besvær.

Sygeplejersken rækker mig en klud, så jeg kan tørre geleen af og siger, at det var da en rar besked og spørger mig, om jeg har fået svar på det, jeg havde brug for. Hun siger, at det var godt jeg havde fået det undersøgt. At der var mange forbi hver dag, hvor det heldigvis viser sig at være ‘ingenting’ – noget der gerne må være der. Men det er svært at vide, før man har kigget på det, med det udstyr de har til hjælp hos dem. Til sidst slutter hun af med at sige, at jeg selvfølgelig skal holde øje med det og reagere, hvis noget forandrer sig eller der kommer nyt til.

Efter tyve minutter var jeg frikendt og på vej ned ad gangen til A igen. Let som en fjer.

På vej hjem i bilen blev jeg ramt af en voldsom træthed. Al adrenalin var forduftet, tilbage var bare en slidt skal. Da vi lander derhjemme igen er det tilbage til virkeligheden og hverdagen, den jeg de sidste dage havde heppet på. Videre med arbejde og pligter, helt som det helst skal være.

Nu sidder jeg her i køkkenet, midt i kagebagning og borddækning, klokken er 22 og jeg burde gå i seng… A er på nattevagt og drengene sover sødt. Jeg føler mig taknemmelig over, at jeg slap med skrækken. Tænker på dem, der ikke er så heldige.
Nu er jeg klar til at indtage weekenden med mine drenge. Klar til fejring, fest og fornøjelse – og ekstra mange kys.

Jeg slap med skrækken…

Tænk engang at være så heldig <3

Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

004

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk.

I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder.

Er 9 måneder lang tid? Det er det, når man er gravid… Til sidst ihvertfald. De sidste 9 måneder er forsvundet som sand mellem mine fingre, jeg forstår egentlig ikke, at der allerede er gået så lang tid. Er det tid til at være kommet videre? Er det okay, stadig at være mærket af det, der er sket? Hvor meget må sorgen fylde? Hvornår skal sorg blive til savn? Jeg er ikke færdig med at sørge endnu… Mit hjerte er stadig i vacuum. Den del, den flig, af mig, der forsvandt sammen med ham, den dag i maj, er ikke blevet afløst endnu og bliver det nok aldrig. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg lever bedst med hullet i hjertet.

Når jeg alligevel kommer igennem dagene, så er det for det meste fordi jeg ikke tænker på det. Jeg lever med min sorg, uden at forholde mig til den hele tiden.
Når jeg kører forbi sygehuset eller kirkegården, prikker det hul på den boble, mit hjerte har lavet om sig selv. Så siver smerten ud igen. Inderst inde ved jeg, at smerten har brug for huller at sive ud af og alligevel forsøger mit hjerte og min hjerne hele tiden at reparere boblen for huller.
Det er derfor oftest, når jeg kører alene i bil, at mit hjerte giver los og bliver ustyrligt. Tårerne får plads og min hals snører sig sammen. Det er på en måde blevet mit hjertes frirum. Det sted hvor jeg kan ‘lade det ske’.

Jeg kan tage mig selv i at stå foran spejlet om morgenen og tænke, at det er utroligt jeg står her, oprejst, lige nu. Min krop har lyst til at knække sammen og lade tårerne tage over. Men min hjerne fortæller mig, at det ville være særdeles upraktisk og temmelig dumt. Og det er nok godt nok, for jeg har ikke lyst til, at sorgen skal styre mig.

Mange har fortalt mig, at tiden hjælper på sorgen. At det på et tidspunkt holder op med at gøre (så) ondt. Og det er på sin vis også rigtigt. Min sorg er anderledes nu, end den var for 9 måneder siden. Og alligevel ikke.
Jeg har faktisk helt vildt svært ved at acceptere, at det skal være sådan. At det holder op med at gøre ondt. Jeg har på en eller anden måde ikke rigtig lyst til at lære at leve med det. Måske fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg har glemt ham – lidt ihvertfald. Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til, at jeg kan finde ud af at undvære ham…

Jeg synes det er svært at forstå, at alting fortsætter som det altid har gjort. Jeg tænker på, om hans kollegaer også savner ham. Om de tænker på ham indimellem. Om der er andre end os her, der mangler ham. Da der til jul kom en buket fra hans arbejde, med flotte ord om, at de savner ham og tænker på ham, blev jeg så rørt. Det betød virkelig meget at høre, at det ikke kun er mig, der mangler ham, selvom jeg godt ved, de mangler ham på en anden måde.

Forleden, da jeg havde afleveret L i vuggestuen, var jeg i et splitsekund sikker på, at jeg så ham komme gående henover parkeringspladsen, præcis som jeg har set ham gøre så mange gange før, når han var ude at gå tur med Nala. Men det var bare en mand, med sort jakke og hue på, ude for at lufte sin hund. Min hjerne (eller er det mit hjerte?) spiller mig ofte et pus og giver mig i øjeblikke følelsen af, at jeg ser ham; på torvet for at købe fisk, hos slagteren, i kø efter pålæg til et veldækket frokostbord.

Min sorg er delt i to. Jeg sørger over at have mistet min far, alt for tidligt. At jeg aldrig skal dele noget med ham mere, mærke hans hånd ae min kind, høre ham grine, se ham pjatte med drengene, vende verdenssituationen med ham.
Når andre fortæller om deres fædre, gør det ondt i hjertet hver eneste gang. Når jeg ser andre sammen med deres fædre, eller børn med deres morfar, så rammes jeg af misundelse. En misundelse, som giver blå mærker indeni. Jeg har sådan lyst til at fortælle dem, at de er heldige.

Den anden del af min sorg, er sorgen over den måde han skulle herfra på. Selvom jeg ikke ville have undværet at være en del af hans sygdom og tage del i hans smerte, så har jeg på en måde lyst til, ikke at have været det. Fordi det stadig gør ondt på mig at have oplevet det, ja nærmest mærket det. Det sværeste, værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har oplevet, var at sidde og se ham dø. Det hjemsøger mig stadig, især om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Så popper det op og jeg må bruge kræfter på at overbevise min hjerne om, at det ikke er nu, de tanker skal have plads. Med tiden vil mit hjerte måske acceptere, at det var sådan det skulle være… Men jeg spørger indimellem mig selv, om det er ‘rigtigt’ at børn skal de deres forældre dø?
Men trøster mig selv med, at det betød noget for min far, at vi var der, selvom jeg også ved, at det var det sværeste han nogensinde har gjort, at give slip på os.
Det er i sådanne stunder, de største tanker om livet og døden fylder, og jeg føler mig så uendeligt lille, i en verden der er så svær at forstå.

Når det gør rigtig ondt i hjertet og sorgen fylder umådelig meget, så tænker jeg på min mor og pludselig føles min sorg så ‘lille’. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for hende. I weekenden, hvor S blev fejret, mærkedes det lige i hjertekulen, at noget var anderledes. At der manglede noget. Og jeg ved, at det også er en sorg min mor mærker, bare på en anden måde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne tage noget af den fra hende.

Livet går videre, hverdagen trækker én med. Om man vil det eller ej. På godt og ondt. Vi er her endnu og det skal nydes. Vi skal gøre nogle af de ting, vi ikke nåede sammen med min far og tænke på ham imens. Og lade sorgen få plads og huske den, for den er der af en grund.
Vi skal øve os på at huske far/morfar, snakke om ham og mindes ham. Selvom vi gør det på hver vores måde, skal vi også øve os i at gøre det sammen. Men det er nyt for os og al begyndelse er svær…

Jeg forsøger stadig at minde mig selv om, at sorg er kærlighedens pris. Selvom det på mange måder er en ringe trøst…

Kære far; jeg savner dig, jeg mangler dig, jeg tænker på dig <3

 

Hvis du vil læse flere af mine tanker, om sorg og alt det kræft bærer med sig, kan du læse flere indlæg her

Juleglimt

007 013 017 049-text 046 004 010 012 014 059 072 105 112117121131-text138-text146183185016030-text042

Inden julen for alvor er over and out for i år, vil jeg dele nogle af lykkeglimtene fra juledagene med jer.

D. 23. var vi til 90 års fødselsdag hos A’s mormor det meste af dagen. Hyggelige timer med god mad og afslappet stemning.

Juleaften blev nydt herhjemme sammen med min mor og bror. Desværre blev min mor ramt af samme fæle omgang omgangssyge natten til juleaften, som vi alle 5 havde været igennem herhjemme, så hun var ikke helt på dupperne, men klarede trods alt at være med hele aftenen.

D. 25. prøvede vi, for første gang tror jeg, at have hele dagen fri til ingenting. Dét kunne jeg godt indføre som en ny tradition, det var virkelig skønt.

D. 26. og 27. bød på julefrokoster med familierne og d. 28. var der ‘fri leg’, med gåtur i Dyrehaven, lækker frokost, Skønheden og udyret i hjemmebiografen opladning til en dags arbejde (for mit vedkommende).

Efter arbejde i går var vi med min mor, svigerinde og bror ude at bowle og spise på Bone’s. Min bror blev nemlig et år ældre.

I dag er juletræet blevet pakket væk og forberedelserne til i morgen er skudt i gang. Der er så mange ambivalente følelser på spil for mig i de her dage og jeg kæmper en del med, ikke at lade de svære følelser få (for meget) plads. For præcis et år siden var vi gennem nogle enormt svære dage og de vender på sin vis tilbage igen nu. Men det er nu nok helt naturligt (og forventet). Jeg glæder mig til, vi kan være sammen i morgen og komme godt igennem aftenen og få sagt farvel til 2016, så godt som vi nu kan. Det år der har budt på så meget sorg.

Men for nu vil jeg lade de fine juleglimt få plads, for det fortjener de.

Rigtig god aften til jer alle. Håber I nyder (jule)dagene

Rigtig glædelig jul

233237252263snefnug

Det var slet ikke planen, at jeg skulle være ‘væk’ herfra så længe, men den sidste uge har været led at komme igennem, med alt for meget sygdom, maveonde, kvalme og alt hvad der til hører.
Nu er vi heldigvis på den anden side af det og er ved at have indhentet alt det, vi kom bagud med – næsten da 😉

Jul er det ihvertfald blevet og jeg glæder mig til en aften med alle dem jeg holder allermest af – bortset fra én <3
I formiddags var vi på kirkegården og sende masser af tanker af sted. I dag er både skøn og svær.

Med et par juleglimt her fra, vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Må jeres aften blive magisk og fuld af kærlighed <3

Older posts