5. semester som sygeplejestuderende – med opsmøgede ærmer og antijantelov

I torsdags afsluttede jeg 5. semester og blev introduceret til 6. Det føles fuldstændig surrealistisk og vildt. Jeg forstår ikke, at det (allerede) er 2,5 år siden, mit liv tog en drejning. På den anden side så er det næsten uoverskueligt at tænke tilbage på alt det, jeg har overvundet, siden jeg startede. Jeg har det faktisk lidt som om, jeg er stået på et tog, og glemt at stå af igen i tide… Og nu er jeg kørt for langt og der er ingen vej tilbage…
Om en uge venter et travlt og udfordrende studieforår med 20 ugers klinik, 3 forskellige steder. Hvor jeg ‘snart er sygeplejerske’ og skal kunne ting. Argh, jeg er godt nok både spændt, nervøs og en lille smule overvældet allerede.

5. semester har været teoretisk, kun afbrudt af 2 ugers klinik, hvor jeg var i hjemmesygeplejen. Inden jeg startede på studiet var jeg ret overbevist om, at de mange klinikperioder ville blive dem, jeg så mest frem til. Det har siden hen vist sig at være helt anderledes. Jeg synes, det er vanvittigt hårdt at være i klinik. Udover at der er meget at lære, er der masser af nye ansigter, et nyt speciale, nye omgivelser og eksamener undervejs. Derudover er jeg teoretisk og kan rigtig godt lide at lære og sætte mig ind i ny viden og bruge det videre.

Derfor var 5. semesters mange skoleuger ikke afskrækkende, heldigvis.
Selve semesteret har været vidtfavnende og vi har været ude i en del forskellige hjørner af teori og praksis. Det har været delt op i 3 forskellige temaer, blandt andet med fokus på akut, kritisk og kompleks sygepleje og forskningsmetodologi.

Siden midten af december har der stået minibachelor og eksamen på skemaet. Vi har knoklet i studiegruppen og lært helt utrolig meget af hele processen. Det har været en virkelig god måde at afslutte det teoretiske semester på. Og faktisk også en virkelig god forberedelse til den bachelor, der efterhånden kan skimtes i horisonten.

Jeg er ualmindeligt taknemmelig for at være i en studiegruppe med 2 fantastiske piger. Vi gør hinanden stærkere og holder hinanden i gang, når det hele føles en anelse uoverskueligt. Og så supplerer vi hinanden virkelig godt. Jeg har den rareste ro i maven ved tanken om, at vi skal følges det sidste stykke også. Det betyder virkelig meget at have nogen at læne sig op ad og udvikle sig sammen med.

I tirsdags kulminerede en travl skrive- og eksamensperiode med mundtlig eksamen, og bandt den fineste sløjfe på semesteret. Og på det ‘almindelige’ studieliv, som det har set ud i lang tid efterhånden – afbrudt af klinikperioder. Nu er der ikke mere reel teoretisk undervisning tilbage. Hele 6. semester går med klinik og på 7. venter en valgfagsperiode efterfulgt af bachelorskrivning. Det er helt skørt at tænke på! Vores hold skal samles til enkelte undervisningsting, men ellers er vi spredt og har gang i hver vores. Om under et år skulle jeg gerne være uddannet sygeplejerske, hvis tingene går efter planen. (Man ved aldrig med livet, har jeg efterhånden lært, men jeg håber, at det skal være sådan – og jeg vil kæmpe for det til det sidste 😉 )

Siden nytår har vi, i studiegruppen, mødtes til opgaveskrivning herhjemme. Omkring spisebordet fra morgen til eftermiddag. Vi har knoklet og hygget os med det. Og jeg har kunnet sørge for lidt af hvert, så der var energi til at knokle videre 😉
Drengene kom hjem fra skole hver dag og hilste på og så os arbejde. Det har faktisk været en virkelig fin ting. For jeg vil gerne vise dem, at tingene ikke kommer af sig selv. Men at det kan gå godt, hvis man smøger ærmerne op og knokler for det. De har fulgt med i processen og været interesserede. Også om morgenen, da jeg skulle til eksamen og de ønskede mig pøj pøj og var så søde – sagde at det hele helt klart nok skulle gå 🙂 Og om eftermiddagen, da de kom hjem, og som det første spurgte spændte, om det var gået godt.
Det var fedt at fejre det fine resultat med dem og se dem stolte. Fedt at vise dem, at det betaler sig at arbejde for det. Og jeg glæder mig helt ubeskriveligt til den dag, de skal med op på skolen og være med til at afslutte det hele <3 Det er min gulerod gemmer alt det, der er svært, hårdt, trist, uoverskueligt og ‘for meget’.

Inden eksamen, når nerverne har overtaget, tænker jeg altid på min far. Finder styrke i, at når jeg kunne gå igennem den svære tid, det var, at se ham være syg og dø, så kan jeg også gå til eksamen. Uden sammenligning i øvrigt.
Og bagefter, når eksamensrusen har lagt sig, bliver jeg altid ramt af en svær melankoli og et savn, der skærer hjertet midt over. I tirsdags ramte det, da jeg sad alene i bilen på vej ud efter W. Pludselig trillede tårerne og klumpen i halsen faldt ned og lagde sig som en tung skygge om hjertet. Jeg ville give alt for at min far kunne være her og dele det hele med mig.
Hvorfor tog jeg ikke springet noget før? Jeg kunne så godt have brugt hans gode råd og vejledning. Har så meget jeg gerne ville høre hans mening om. Men sådan er livet – uforudsigeligt. Og ej at forglemme, var det netop hans sygdomsforløb og død, der gav mig det sidste skub… Så det kunne ikke have været anderledes, omend jeg ofte drømmer om det.

I tirsdags var en ambivalent dag. En glædens og lettelsens dag, der netop af den grund også gjorde ondt. Og hvis der er noget, jeg er god til, så er det at underkende mig selv. Tale ned til mig selv, når noget ikke lige går, som jeg synes, det burde. Men i tirsdags var jeg faktisk stolt af mig selv. Sådan helt ægte. Det sker ikke særlig tit, og det var en vild følelse. Også at lade mig selv føle det! Jeg lyttede ikke til skyggerne fra fortiden, der altid har skullet fortælle mig, at jeg ikke var god nok.
Jeg er stolt af den minibacheloropgave, vi har afleveret. Stolt over processen og over eksamen, der satte det fineste punktum på det hele. Jeg gik derfra med så meget ros i hjertet, at jeg ville ønske, jeg kunne komme det på flaske og gemme det til senere. For jeg ved, at jeg er (for) dårlig til at huske på det. Men måske det hjælper at skrive det ned… Så kan jeg ihvertfald kigge tilbage på det.

Nu venter en uge uden fast skema. Hvor jeg skal have læst op på det, der venter lige om hjørnet. Og ladet batterierne op til endnu et sejt træk. Det hjælper heldigvis at tænke på, at forårets lys og lunere dage følger med.

Udover at fejre afslutningen med mine drenge, har jeg, som tidligere nævnt, min helt egen tradition, når et semester er veloverstået. Jeg nåede aldrig at finde det helt rigtige efter 4. og nu er 5. også krydset af – så jeg må på jagt x 2 🙂 Det er heller ikke helt dumt at have det at se frem til.

Rigtig god aften

P.S. Hvis du vil læse om tidligere semestre, så klik lige her 🙂

Et sidste kærligt farvel, der får hjertet til at flyde over

I dag har vi taget afsked. Sagt farvel, for sidste gang, til min fantastiske mormor. Min mors mor. Drengenes oldemor. I søndags sov hun stille ind, og siden da, har jeg været fanget i en boble. Mistet pusten.
Det var ikke uventet, at hun sov ind. Hun ønskede at få fred. Hendes krop havde kæmpet en brav kamp. I flere år efterhånden. En meget længere kamp, end hun selv ønskede. Hun blev 94 år. Hun har levet en langt og fint liv og givet mig så mange minder at tænke tilbage på.

Sorgen og savnet er ambivalent. Hun var gammel. Og livet går den vej. Det er et livsvilkår, der ikke kan undviges. Det var godt, at hun endelig fik fred. Og alligevel gør det så ondt. At livet er slut. At mærke, at vi i bund og grund er herrer over så lidt, når det gælder. Endnu en gang blive mindet om, at livet koster livet. Det gør ondt. Men smerten minder mig om, at jeg tør elske. For uden kærlighed, ingen sorg. Og selvom mit hjerte græder – igen – så kunne jeg ikke ønske det anderledes. Sorg er kærlighedens pris. Men også det, der minder mig om, at jeg skal leve – nu.

I dag har været en hård dag. En dag til tårer, tanker og tale.
Man kan ikke forberede sig på en andens død. Måske ved man, den kommer. Man venter måske endda på den. Og når den så rammer, så mærker man det først. Tomrummet, man er efterladt med. Kærligheden, der er blevet hjemløs. Sorgen og savnet, der bider sig fast.

I dag har jeg grædt. For min mormor. For min far. For min svigerfar. For mine drenge – der på så få år har skullet mærke så mange gange, at livet ikke er for evigt. I dag skulle have været deres første bekendtskab med døden. I stedet var det en dag, der hvirvlede op i alt det andet, der stadig smerter.
De klarede det flot. Helt sikkert. De ønskede at være med. Tog deres mormors hånd, sad ved siden af hende i kirken og gik med hende efter rustvognen. Vores store, omsorgsfulde drenge <3

Vi snakker om døden. Hvor urimelig og uundgåelig, den kan være. Og på den anden side – også velkommen. Den må ikke være et tabu. Den skal have plads – når den kræver plads. Og glemmes, når livet fylder. Nu ønsker jeg, af hele mit hjerte, at vi får lov at få en pause. En lang pause.

I dag var en dag til tårer. Fordi jeg stadig har så mange på lager. Fordi jeg synes, livet kan være svært at forstå. Døden endnu mere.
I dag har vi sagt farvel til et gammelt liv, til lyden af et nyt. Sådan som det skal være. Livets cyklus.
Men jeg kan mærke, at jeg er uvenner med døden. Jeg synes, den er uretfærdig. Og jeg ved godt, det er sådan. Men jeg har stadig ikke accepteret det.

Jeg synes, det er skrøbeligt at blive voksen. Mærke livets mange facetter skære sig gennem hjertet. Selvom de svære sider er med til at fremhæve de smukke, er det stadig hårdt at leve med. Pludselig er min mor ‘den ældste’. Døden er ulige fordelt. Den rammer, når den gør. Når den vil.

I dag var en dag til minder. Til snakke om alt det, vi har haft.
Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg (blandt meget andet) på min morfar, blomster, havens fugle, omsorg, standhaftighed, fightervilje, Fanø, vandreture i Schweiz, sommerferieture til Legoland, hygge, stolthed, livsglæde, sygepleje, god stil, ordentlighed, møjsommelighed, friskplukkede skovjordbær, gåture i skoven og til købmanden, hjemmebagte småkager, ‘Vi på Krageøen’ i fjernsynet og godnathistorier som ‘Det lille Lokomotiv’, ‘Lange Peter Madsen’ og ‘Mis med de blå øjne’.

Måske er det fra hende, jeg har mine meningers mod.
Da jeg fortalte min mormor, for et par år siden, at jeg var startet på sygeplejestudiet, blev hun ovenud glad. Hun var så rørt over, at jeg havde valgt ‘hendes’ fag. Valgt at føre det videre. Jeg ville så gerne have kunnet snakke med hende om alt det, hun lærte, dengang verden var en anden. Talt med hende om faget, håndværket.
W sagde, da vi gik fra kirken, at det var helt særligt, at jeg også var på vej til at blive sygeplejerske, ligesom olde. Det mærkede jeg ekstra meget i dag <3

Som en sidste hilsen havde jeg lavet to kager. Til minde om min mormor. Med blomster, Schweiziske alper, havens fugle, legomænd, hjerter og (skov)jordbærmousse. To kager, hun med sikkerhed ville have nydt – og som jeg ville have nydt at nyde med hende. To kager, der i stedet blev nydt sammen med dem, der også bærer på mange gode minder. Minder, vi sammen kan sørge for, at hun lever videre i.

Kære mormor – TAK for alt <3

 

Jeg har efterhånden skrevet en del om sorg og savn. Tidligere indlæg kan læses lige her

 Svampet chokoladekage med masser af chokolade og blomster i massevis  Chewy browniebund, luftige chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse. Pyntet med moussebomber, chokoladelegomænd, fugle, friske bær, smørcreme og romkugler på toppen

Når bægeret er helt fyldt – og øjnene flyder over…

Måske kender I det godt? At alt for meget, man ikke er forberedt på, rammer én. Oveni hinanden. Overvælder én. Skubber én ud af kurs. Til sidst er bægeret fyldt, og det hele bliver for meget.
Måske gør I ikke… Indimellem kan jeg ihvertfald godt føle det som om, jeg er den eneste, der ikke kan stå model ’til livet’. At jeg kommer til at tage det for meget ind. I stedet for at sige ‘pyt’….
Måske, når jeg får sat ord på det her, virker det pludselig som små ting, der ikke er værd at blive slået ud over. Måske hjælper det, alene det at få sat ord på det hele. Se det lidt udefra. Måske er det prisen, jeg må betale, når jeg lever med et bredmasket sind, der tager det meste ind. Helt derind, hvor det kan mærkes…

De sidste par uger har været hårde! Sådan rigtigt hårde. For mig. En masse små dråber er landet i mit bæger.
Indimellem føler jeg, at jeg bliver ramt af stimer af uheld og svære ting. I stedet for at det kunne være fordelt lidt mere ligeligt udover året. For jeg ved jo godt, at livet slår fra sig. Det ved jeg virkelig godt! Men det gør bare stadig ondt, når det gør…

De sidste par uger er mange små ting måske blevet til én stor. Et bånd om min brystkasse. En tåre i øjenkrogen, når ingen kigger.

I morges startede min dag med, at mine øjne flød over. Tåren i øjenkrogen hev flere med sig og jeg måtte sidde på sengekanten et øjeblik, med den friske morgenluft i ansigtet, fra det åbne vindue foran mig, og tage mig sammen. A var på vej ud af døren på arbejde og på den anden side af soveværelsesdøren ventede to friske fyre, klar til skole og børnehave, og en mere, der var vågnet kl. 5, syg. En aflyst skoledag for både ham og mig.

De sidste par uger har jeg set frem til næste uge; ‘så bliver det hele nemmere’. Men jeg har egentlig slet ikke lyst til at have det sådan. For jeg vil gerne nyde hver dag og få det bedste ud af den. ‘Don’t count the days – Make the days count’

Mange vil sikkert også tænke, at det ikke ser ud til, at jeg er ved at drukne. Fordi jeg insisterer på at hæfte mig ved de gode stunder. Og skabe dem, selvom alting taler lidt i den anden retning. Når tingene vokser mig op over ørerne, går jeg i køkkenet og bager. Eller laver mad. Fordi jeg kan slå hovedet lidt fra imens. Eller netop bruge det til at få styr på tankerne. Når det hele bliver for meget, får jeg netop brug for at gøre noget godt – for mig og for dem omkring mig. Det er ikke nødvendigvis tegn på, at jeg har overskud. Men tegn på, at jeg forsøger at skabe overskud.

Inderst inde ville jeg gerne altid kunne tænke, at så længe vi stadig lever og ikke er alvorligt syge, så er der ikke noget at være ked af. Men altså; det kan man jo ikke! Vi er jo bare mennesker. Og det er ikke kun sygdom og død, der sætter spor. Det gør livet også.

De sidste par uger har mange store emner fyldt meget. Alt fra studiestart og mobning til forældremøder, syg hund og flytning af min farmor fra lejlighed til plejehjem.

Alene det at være fuldmagtshaver for min farmor, der fra den ene dag til den anden fik tilbud plejehjemsplads og 14 dage til at flytte i, har tæret voldsomt på kræfterne. Oveni studiestart har det fyldt nærmest alt i mit hoved. Og gjort det svært at skulle rumme 100 andre ting samtidig. Og misforstå mig ikke! Jeg gør det gerne for min farmor. Hun har fortjent det. At komme et sted hen, hvor hun kan få en god, sidste tid. Men det kræver virkelig meget energi at skulle holde overblik, når der er så meget (andet). Opsigelse af lejlighed, boligstøtte, tv-abonnement, madservice. Flytning af forsikringer, adresse, læge. Underskrifter på utallige dokumenter og kontrakter. Breve frem og tilbage. Fremvisning af den gamle lejlighed, samtaler med kommunedamer, der insisterer på at skælde én ud, inden man overhoved har sagt ‘goddag’. Og som efterfølgende bløder op, når de godt kan høre, at man har gjort sit forarbejde.
For ikke at snakke om tømning af den 4-værelses lejlighed, hun har boet i, i mere end 53 år!

Så blev Saga syg. Med kløende udslæt over det hele, der blev til sår, og som krævede dyrlægebesøg og piller. Piller, der ikke virkede, og som krævede endnu en omgang penicillin, denne gang af en anden slags. Og weekenderne har budt på badmintonstævner, hvor man skal kunne ‘bære’ at blive overfuset af forældre, der ikke ved, hvordan man taler ordentligt. Sådan noget, man måske kan se gennem fingre med, når der ikke er 100 andre ting, der også tærer på én og lægger bånd på ens overskud. Dryp – dryp. Små dråber…

Derudover ser det ud til, at min dejlige, gamle mormor efterhånden er ved at løbe tør for kræfter. Omend jeg ved, at hun har et inderligt ønske om, at det snart skal være slut, i en flot alder af 94 år, så gør det stadig ondt. Jeg ønsker så inderligt, at hun kommer herfra på en ordentlig, værdig måde. Og det fylder for mig, hvordan hendes sidste tid bliver. Om det så er timer, dage eller uger, vi snakker om. Jeg vil gerne være hos hende, men hvornår? Mit hjerte kan ikke følge med.

På søndag er det 1 år siden, at vi på tragisk vis tog afsked med A’s far. En årsdag, der er svær. Tung. Som kræver sin plads. Jeg ved det. Jeg har prøvet det før.
Men lige nu står den i kø. Blandt alt det andet, der også gør ondt. Fylder og stjæler min energi.
Når jeg kommer til kl. 14 hver dag, giver mine muskler op. Som om jeg ikke kan holde mit hoved længere. Jeg er nødt til at sætte mig lidt – eller allerhelst ligge mig på sofaen bare et øjeblik. Trætheden gør ondt. Tænk, om man kunne sætte sig selv i en turbooplader…

Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke får kysset nok på A. Fordi jeg simpelthen glemmer det, midt i alt det praktiske. Forhåbentlig mærker han mine små nus, når vi sidder ved siden af hinanden i sofaen om aftenen, når vi giver os selv lov til at ‘lave ingenting’ lidt.
Jeg får dårlig samvittighed over for mit studie. De timer, jeg misser og det, jeg ikke får læst. Selvom jeg egentlig synes, jeg er blevet ret god til at prioritere.
Jeg får dårlig samvittighed over for min studiegruppe, selvom vi ikke har noget arbejde, der skal løses i gruppen lige nu. Alligevel føler jeg, at jeg burde være der til samtlige timer, så jeg også hører alt det, der bliver sagt og fortalt. Jeg vil helst ikke være hende, der ikke gør det, der skal til.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg kigger mig omkring. Ser på rodet, som jeg ikke orker at rydde op.

Jeg synes egentlig, det er et rigtig godt karaktertræk at være pligtopfyldende og gerne vil gøre (al)ting godt, men indimellem kan det godt nok også spænde ben for én. Så er det, jeg skal huske det med, at man først skal tage iltmasken på selv, inden man kan hjælper andre…. Og netop derfor giver jeg mig selv lov til at sætte mig i hjørnet af sofaen i dag, krybe sammen under et tæppe med en varm kop kaffe og se lige dét, jeg har lyst til på Netflix. Slå tankerne fra, bare et øjeblik. Så jeg kan vende tilbage til virkeligheden igen, måske en smule mere frisk. Måske det kan fungere som min turbooplader…

Jeg ved, at jeg er stærk. Robust, måske egentlig. Jeg skal nok komme igennem det her også. Jeg har gjort det SÅ mange gange før. Men ikke uden at kæmpe. Og sejre. Snart, håber jeg.
Og nu har jeg lige snakket med min mor. Det hjælper altid <3
Nu skal jeg bare lige have S på højkant igen, så vi ikke går weekenden i møde med sygdom indenfor væggene. Og huske at glæde mig til, at jeg skal se drengene spille badminton på lørdag. Se min farmors glade øjne, når vi sætter hende i ynglingsstolen på søndag, i de nye, gode rammer. Glæde mig over, at det hårde arbejde er det hele værd. Og kysse lidt ekstra på A, når han kommer hjem i morgen.
Og så må ‘alt det andet’ lige vente lidt. Jeg indhenter, når jeg kan…

Og nu kom solen og afløste regnen, der måske har været med til at fylde de sidste dråber i bægeret de sidste par dage… Det lysner derude, omend nogle skyer stadig hænger tungt og kaster skygger… Måske de driver den anden vej…

Rigtig god dag derude!

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

Fødselsdags’børn’, anti-jantelov og stolthed til op over begge ører

 Fødselsdagskanelsnegle Et af fødselsdags’børnene’ – allerede 2 år (og ret nem at købe gaver til)  Forsinket fejring  Lagkage med masser af frugt – og en medalje på toppen Saga og (mumi)far som solbærsnitter  Efter kagefesten… Fødselsdagsmiddag i aftensolen  Pizza pizza pizza

I fredags var der to fødselsdags’børn’ herhjemme, der blev et år ældre. Saga fyldte 2 år og A blev – ja – lidt mere end det 😉

Fredag morgen leverede L og jeg kanelsnegle til A og hans kollegaer. Nogle timer senere kom han hjem fra vagt, og nåede lige at sove et par timer, inden vi drønede sydpå til DM i badminton med de to store. Der var derfor ikke meget fødselsdagsfejring, gavesus og lagkage over dagen. Saga var dog så forkælet, at hun fik sit største ønske opfyldt om morgenen 🙂

Efter en eftermiddag og aften med spændende, hårde, svære, tætte, svedige og nervepirrende badmintonkampe (og en hel del sejre) vendte vi næserne hjemad igen.
Kl 21.15 landede vi hjemme i køkkenet, hvor A blev fejret med gaver og et glas rødvin, og så var det ellers på hovedet i seng, så vi kunne være klar til en hel (lør)dag med badminton.
Godt nok var der ikke meget fejring over (fødsels)dagen – men drengene sørgede i det mindste for at levere god underholdning, og W kæmpede sig endda i semifinalen, efter to utroligt flotte 1/8 og 1/4 finaler. Det kan man måske godt kalde en ekstra fødselsdagsgave 🙂

Lørdag morgen drønede S, W og jeg af sted igen, mens A blev hjemme sammen med L.
Endnu en dag blev brugt sammen og nydt – med badminton, koncentration, samvær og gode snakke – og blev afsluttet med W i finalen! Dagens aller sidste kamp i hallen.
Efter en tæt og utroligt velspillet kamp, endte W med en sølvmedalje. En 2. plads til Danmarksmesterskaberne.
Og en stolt og meget rørt mor, der måtte blinke ekstra meget under medaljeoverrækkelsen.

Det har været helt fantastisk at følge hans udvikling det sidste år. Og at se ham kæmpe sig op, blandt 56 spillere fra hele Danmark, og ende på 2. pladsen i en utrolig flot finale – ja, det har været noget helt særligt for mig (og selvfølgelig også for ham). Jeg er stadig helt målløs, rørt og grædefærdig over det. Jeg synes, han er SÅ sej.

Og så elsker jeg også, at både W og S er blevet bidt af den samme sport, som jeg selv var grebet af og glad for, da jeg var barn og ung – og selvfølgelig stadig er, men ikke spiller fast længere. Det er en helt fantastisk følelse at have noget særligt at være fælles om – og at de også kan se det sjove i det, som jeg også var (og er) så optaget af.
Det indeholder også en ekstra dimension for mig og gør mit hjerte godt. Jeg føler, jeg giver dem noget af det, som min far også gav mig. Han har også kørt min bror og jeg rundt til utallige stævner og holdkampe, heppet på os, trænet os og interesseret sig for os – og den sport, der betød meget for ham også. Jeg bliver glad ved tanken om, at ‘traditionen’ bliver ført videre. Og hver eneste gang vi kører af sted sammen til stævne eller holdkamp, sender jeg ham en ekstra, kærlig tanke – og mærker hullet i hjertet, som livet byder mig at skulle leve videre med. Drengene nævner også ofte, at morfar ville have elsket at se dem spille – og da vi kørte hjem lørdag nævnte W også, at det måtte være morfar, der havde sat solen på, for at sende energi og solstråler vores vej og fejre det flotte resultat <3

Lørdag aften landede vi hjemme igen ved 19.30-tiden og så var der ikke andet at gøre, end at opfylde drengenes ønske om en tur forbi den gyldne måge og så hjem i seng. Og som W sagde, inden han lukkede øjnene, så var han ret glad for, at der var endnu en weekenddage tilbage, inden hverdagen kaldte igen.

Søndag morgen vågnede begge drenge med trætte, ømme kroppe, og vi andre med en smule søvnunderskud.
Det eneste rigtige var at gå i køkkenet og lave fødselsdagskager og så ellers lave så lidt som muligt 🙂
Jeg forsøgte at begrænse mig og endte med 3 forskellige fødselsdagskager. En mørdejstærte med stikkelsbær, blåbær og hindbær. Solbærsnitter formet som Saga og (mumi)far og en lagkage med masser af frugt og en medalje med teksten: ‘Den bedste…’. Så var der rig mulighed for, selv at slutte sætningen. Den bedste far – Den bedste Saga – Den bedste sølvmedaljevinder – Den bedste….

Om aftenen fejrede vi de to fødselarer med pizzaer i aftensolen og nød aftensolens stråler, der forsøgte at overtale os til at blive længere oppe, end vores trætte øjne egentlig havde lyst til 🙂

En helt igennem rar weekend, jeg kan leve længe på <3