Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme…
Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt….
Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet.

I denne uge er W ‘alenebarn’, for mens han hver dag knokler og drønsveder på fodboldskole, er hans to brødre i sommerhus med farmor og farfar. Jeg kørte dem derud i mandags, og først i morgen vender de næsen hjemad igen.

W har glædet sig til en uge på fodboldskole – og især til at se nogle af sine venner igen efter næsten en måneds ferie. I næste uge venter skole og hverdag igen, så for at vride det sidste ud af ferien på bedste vis, har jeg forsøgt at glæde ham med små og store hyggelige påfund i løbet af ugen.

I tirsdags, da termometeret ramte 33 grader og vinden stod stille, besluttede vi os for at overraske ham med en tur til Vesterhavet efter fodboldskole, så han kunne få lov at hoppe rundt i bølgen blå, og bagefter nyde aftensmad i vandkanten og spise en stor is til solens dans mod vandkanten.

Madkurven stod pakket og klar, da jeg hentede ham kl. 15, og så blev kursen ellers sat mod vest.
Jeg har længe drømt om at besøge en butik i Ringkøbing, Raasted, men ikke fået taget turen derud, så jeg fik overtalt drengene til at gøre et lille stop på vejen – nu vi var i nærheden 🙂
W var med mig derinde og hjalp mig med at vælge både kjole og armbånd – og ja, jeg havde lidt svært ved at begrænse mig. Der var bare SÅ meget fint, der fristede, og da sommerferien ikke rigtigt har budt på shopping eller materielle fristelser ellers, kom jeg til at forkæle mig selv lidt ekstra 😉 Jeg undskyldte det med, at det kunne være min ‘præmie’ for sommerferien struggle, som jeg kom helskindet igennem 😉

Da vi landede ved stranden, gik der ikke mange minutter, før W stod med fødderne i det kølige vand og forsøgte at tage tilløb til at hoppe under. Han nød det og jeg så gladeligt med fra vandkanten og nøjedes med at dyppe fødderne 😉

Bagefter spiste vi sandwich og frugt, mens vi kiggede på de mange andre strandgæster og både, der kom forbi. Saga forsøgte at grave sig ned i sandet, til stor morskab for W, og bagefter løb de ture sammen i klitterne – op og ned.

Da vores dessertmaver var klar til det, shoppede vi italiensk is, og nød at se dagens sidste solstråler spejle sig i vandet, inden vi satte kursen østpå igen.

På vejen hjem, i mørket, trillede tårerne stille ned ad kinderne på mig. Savnet af og sorgen over min far er stort, og lige for tiden fylder det mere, end det har gjort længe.
Han lærte mig at sætte pris på de små ting, både mens han levede og qua sin (alt for tidlige) død, og der var mange ambivalente følelser, der rev i mit hjerte forleden aften. Glæden over at se W nyde eftermiddagen og aftenen. Have tid til bare at være, mærke livet og glæde sig over varmen, udsigten, selskabet, nuet. Og samtidig blive mindet om, at det ikke var langt derfra, jeg holdt min far i hånden, da han åndede ud. Jeg tænkte på det, de fortalte på Hospice, at det vender mod solopgangen, for derude skal man se solen stå op, ikke gå ned.
Jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg håber, han er et sted, hvor han kan glæde sig over vores små og store påfund og forsøg på at få det bedste ud af dagene, vi har <3

Modvind og ulykker i flok

fullsizeoutput_2353fullsizeoutput_2351

Hvis ikke jeg havde (virkelig meget) andet at give mig til, så kunne jeg nemt komme til at gå rundt og hænge lidt med næbbet eller måske endda sætte mig ned og stirre tomt ud i luften…
Jeg synes efterhånden, der er lidt for meget modvind for tiden. Men ulykker kommer jo som bekendt i flok… Ihvertfald herhjemme…

I sidste uge fortalte min allerbedste studiebuddy, at hun havde valgt at melde sig ud af studiet. Det var et virkelig hårdt slag for mig, der slog mig totalt ud af kurs. En mavepuster uden lige, der kostede en del tårer. Jeg følte – og føler – at jeg pludselig står helt alene med en ‘projekt’, jeg ikke kan klare selv. Især nu, hvor jeg selv har haft mine tvivl og ambivalente tanker, var det en tryghed for mig, at vi kunne følges og dele vores frustrationer. Hive hinanden op, når det blev (for) hårdt, svært eller træls, og terpe eksamenspensum, som vi gjorde det så godt på 1. semester. Vi var et fantastisk godt team! Jeg følte, og glædede mig dagligt over, at det var begyndelsen på et virkelig fint venskab.
Nu har jeg mistet min wingman, og skal til at finde ud af at klare mig igennem selv. Jeg har mistet den tryghed, der var i, at vi var to om at klare skærene sammen. Jeg var slet ikke forberedt på, at det skulle gå sådan, så chokket sidder stadig i mig, men jeg håber, jeg formår at komme godt videre – måske efter en god, lang sommerferie…

Som jeg allerede har skrevet om her, så gav W os noget af chok for et par uger siden. I fredags styrtede han så på cykel, men cykelhjelmen tog heldigvis godt fra. Udover skrammer på kroppen, slog han en af sine (fine) fortænder ned i asfalten, og slog endda et lille stykke af. Av for den! Det gør godt nok ondt i morhjertet, at han skal være så hårdt ramt.
Han tager det dog heldigvis i stiv arm – det kunne jeg lære noget af 😉 Han var mega sej til at sidde og pille sten ud af sit sår, mens jeg gik rundt med blodsmag i munden på hans vegne, og begyndte at tvivle på, om jeg overhoved er egnet til at blive sygeplejerske. Når drengene slår sig, mærker jeg deres smerte (måske næsten stærkere end de selv gør)…!

Men ulykkerne holder jo ikke ved det….
Sidste år skrev jeg det her indlæg, og nu er vi næsten samme sted igen…

I går kom A hjem fra fodboldkamp alt for tidligt. Efter 5 minutter på banen, i den første fodboldkamp siden sidste år, hvor uheldet også var ude – i går var det dog med smerter i fod og læg og en klar mistanke. En tur ved vagtlægen blev til et besøg på skadestuen, der bekræftede mistanken. En totalt overrevet akillessene senere, ligger han nu med benet oppe og skal have hhv. gips og støvle på i min. 8 uger og derefter starte genoptræning lige så stille.
Konsekvenserne kan jeg slet slet slet ikke lige overskue, og hvis ikke jeg i forvejen havde besluttet mig for at tage en dag ad gangen, så var det vist på tide at lave den regel…

Listen over, hvad man ikke kan, når man har et ben i gips og en krykke i hver hånd, er vist for omfattende at lave. Det er nok nemmere at lave en liste over de ting, man stadig kan… 😉
Nu skal vi til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer igennem hverdagen og sidenhen hvordan vi klarer sommer(ferie), runde fødselsdage, praktiske ting osv. Køre bil kan han jo ikke engang, og slet ikke dase i poolen, så vores kør-selv-tur til Sydfrankrig skal måske også revurderes.
Jeg forsøger at finde de positive ting ved det, men de gemmer sig godt…
Jeg ved kun, at det bliver nogle svære og udfordrende måneder, vi går i møde. Både for A og for os andre. Og det udfordrer mig, især fordi måneden i forvejen har budt på mange svære mærkedage.

Lige nu, hvor jeg endelig sidder stille efter en hektisk dag, der blev afsluttet med 3 timers naturskolearrangement med W og hans klasse, kan jeg næsten ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg er træt!
For 2 dage siden tænkte jeg, at den forestående eksamen om en lille måneds tid var det højeste bjerg, der skulle bestiges indenfor nærmeste fremtid. Nu er udsigten udover bjergene en helt anden…
Ja, sådan er det jo med livet. Man ved aldrig, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Men mon ikke vi nok skal klare det, på den ene eller anden måde. Hvis bare vi kan holde humøret oppe, midt i alt det, der er surt og svært, så går det nok…

Nu vil jeg hoppe i seng (selvom klokken ikke engang er 21 endnu) og glæde mig til at få weekend i morgen kl. 15. Det bliver intet mindre end fantastisk!

Rigtig god aften derude

En slem forskrækkelse – når (mor)hjertet kommer på overarbejde

fullsizeoutput_1ed9fullsizeoutput_1ed7

I går fik vi os noget af en forskrækkelse. Bedst som jeg troede, jeg ikke havde flere kræfter tilbage – blev jeg klogere. Jeg synes ellers der har været rigeligt at slås med de sidste par uger. Både svære mindedage og ambivalente, frustrerende tanker.

Men…. I går, da jeg kørte hjem efter (endnu) en travl dag i klinik, drømte jeg om at bruge eftermiddagen på terrassen. Måske endda snuppe en morfar i solen, ingen A smuttede af sted til oldboyskamp og W skulle til ‘natminton’-overnatning med en kammerat.

Da jeg kørte ind i indkørslen, kom A ud af døren og jeg kunne med det samme se på hans blik, at noget var galt. Jeg sagde til ham, lidt i sjov, at han så så alvorlig ud, og han sagde, at det var han egentlig også. Han var lige blevet ringet op fra fritteren, at William var faldet et par meter ned og var landet på ryggen på en skarp kant og faldet videre ned på et betongulv. De havde tilkaldt en ambulance.
Jeg fik L og S ud i bilen, og så kørte vi ellers af sted for at forsøge at nå ud til ham, så jeg kunne køre med ham ind på sygehuset.

Da vi kommer derud, ligger han på det kolde betongulv og græder, mens der sidder to omkring ham og holder hans hoved og krop. Jeg går hen til ham og snakker med ham og forsøger at berolige ham. S bliver også meget påvirket af situationen, så mens A snakker med W, trækker jeg mig lidt tilbage sammen med ham, og snakker med ham om alt det, der sker.

De pakker W ind i en vacuummadras og kører ham ud i ambulancen. Det er lige på det tidspunkt, hvor alle forældre strømmer ind for at hente deres børn, så der er mange mennesker, lyde og larm.
På skadestuen ender vi med at vente i 5 timer, fordi der, næsten samtidigt med os, kommer en del ambulancer ind fra et færdselsuheld.

Mens vi er på stuen, kommer der 4 patienter ind og ud bag forhænget ved siden af os.
W er (selvfølgelig) meget påvirket af det hele. Først rigtig ked af, at han ikke kan komme til badmintonovernatning, som han havde glædet sig til i flere uger. Dernæst dukker der mange tanker og oplevelser op, fra da det skete. Piger der havde skreget, hans kammerater, der havde været kede af det og snakke hen over hovedet på ham, fordi det hele skal gå lidt stærkt.
Dernæst var der mange af de ting, der foregik omkring ham på skadestuen og bag forhænget, der var svære for ham at forstå.
Jeg brugte en del tid på at tale med ham om det hele, om og om igen. På en måde var det nogle meget intense timer, og han og jeg gik lidt i ét. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der videre skulle ske. Jeg var i nuet, sammen med W.
Han var mega sej til at holde hovedet koldt, også selvom han havde vildt ondt. Og faktisk – hvis jeg skal være lidt antijantelovsagtig – så overraskede jeg også mig selv. Positivt altså. Jeg holdt også hovedet koldt og var rolig. Jeg har aldrig prøvet at køre i ambulance før, og heller ikke prøvet noget så akut med en af drengene, så jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. Jeg har altid haft svært ved det, når de er kommet til skade (og bløder), men det er som om, sygeplejestudiet har rykket en del i forhold til det (allerede). Jeg har fået lidt mere hård hud 😉

Mens vi ventede på skadestuen, var der mange forældre, der skrev til A og mig for at høre til W, og det var meget rørende, at der var så mange, der tænkte på ham <3

Efter lang tids venten bliver W undersøgt af en læge, og da han er meget øm i og forslået på ryggen, vil de gerne have scannet ham for en sikkerheds skyld. Efter en tur i CT-scanneren kan de konstatere, at intet er brækket, men at der er en blodansamling langs rygsøjlen, svarende til der hvor han har ondt, og hvor der er en stor hudafskrabning.

Vi får lov at tage hjem kl. 21.30 og drøner direkte mod McD, for at købe aftensmad efter W’s ønske. Kl. 22 sidder vi ved middagsbordet og er drøntrætte. Vi skynder os at spise og hopper direkte på hoved i seng bagefter.
Jeg vidste, at jeg nok ville have svært ved at sove ovenpå sådan en omgang, men da jeg skulle sætte vækkeuret til kl. 5, var jeg nødt til at forsøge at få lidt søvn….

Det er utroligt, hvad kroppen kan – bedst som man tror, der ikke er mere at give af, så finder man (igen) ud af, at der er et reservebatteri, der tager over. Endnu en gang blev vi mindet om, at livet er skrøbeligt. Heldigvis slap vi alle med knubs. Nogle af os kun indeni, men W også udenpå…

Nu har jeg endelig weekend, efter en hektisk dag i den hvide uniform, og jeg satser på, at det bliver én, der lader batterierne op.
Der er en fødselsdag i sigte, der skal fejres både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til at bruge dagen i morgen på at forberede og se en lille stolt fyr nyde dagene i fulde drag 🙂
Nu satser jeg på, vi undgår de helt store forhindringer det næste lange stykke tid. Synes egentlig vi har taget vores tørn…

Rigtig god aften derude

Sorg – 2 års hjertesmerte

fullsizeoutput_1ec8

Kære far

I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv.
I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag.
På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt.

De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig!

De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her.
Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg en stærk tro på, at du skulle være her hos os i mange år. Jeg havde aldrig forestillet mig andet.
Da jeg mistede dig, lærte jeg livet at kende. At vi ikke må tage det for givet.
Jeg lærte, hvad kærlighed (også) er. Uundværlig, uretfærdig og ubarmhjertig.
Jeg forstod da, at sorg er kærlighedens pris. Og jeg betaler for det hver eneste dag.

Jeg husker stadig så tydeligt, da vi sagde til dig, at det var okay at give slip. At vi nok skulle klare os.
Jeg mente det ikke. Men jeg vidste at der ikke var andet at gøre. Jeg var nødt til det. Der var stærkere kræfter på spil.

Jeg savner dig, far! Hvert eneste øjeblik! Jeg forestiller mig, at vi ses igen en dag. Og på den måde er døden knap så skræmmende. Indtil da bærer jeg dig i hjertet.

**********

Jeg er ikke særlig gode venner med livet for tiden. Jeg ved, jeg burde være taknemmelig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg er sur på livet! Jeg er ked af det. Bange for at miste igen. Mit hul i hjertet er stadig kæmpe stort. Mon det nogensinde vil hele?
Den boble af sorg, der omsluttede mig for 2 år siden, er stadig intakt. Sorgen er stadig altoverskyggende. Savnet er enormt. I tiden lige efter, var der så meget praktisk, der skulle ordnes. Hvor kræfterne til det hele kom fra, ved jeg ikke. Vi gjorde det bare. Måske på autopilot. Fordi vi skulle.
Sidenhen har jeg brugt mange kræfter på at forlige mig med alt det, der skete i sygdomsforløbet. Forsøgt at acceptere, at livet er uretfærdigt. Det går ikke så godt…

Jeg husker så mange ting fra det lange sygdomsforløb. Dufte, stemninger, lugte, ord, berøringer, følelser, usagte ord, blikke. Jeg kan stadig mærke det hele.

I søndags, halvvejs på min indkøbsrunde i supermarkedet, blev jeg dårlig. Som om én havde givet mig en mavepuster.
Jeg fik hurtigt samlet de sidste ting sammen, betalt og kørt hjem. Da A mødte mig i entreen, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg havde det som om, min krop ikke kunne rumme mig mere. Som om den ville falde sammen, lande på gulvet og blive liggende, hvis jeg gav slip på sidste nerve.
Mit hjerte har lyst til at skrige. Stoppe op og lade stå til, mens jeg græder. I stedet sætter min hjerne min krop i sving, og sørger for at den gør det, den skal.
Og midt i min sorg, er der så meget andet, der spænder ben. Og hver dag står jeg op, og gør det, jeg skal.
Hvis ikke jeg havde A og vores 3 lykkespirer, så ved jeg helt ærligt ikke hvad der skulle få mig ud af sengen. Men det gør mig også sårbar. Jeg er bange for at miste igen. Bare tanken kan få mine tårer til at trille.
Det føles voldsomt at mærke sorgen så stærkt. Jeg ved godt, at den ikke må tage over. Men jeg kan mærke, at den skal have plads. Der skal prikkes hul på boblen, så noget af sorgen kan løbe ud.

Jeg bliver aldrig venner med livets uforudsigelighed. Lige nu er vi her. Men hvad med om et øjeblik?
Én ting har ændret sig fundamentalt for mig i løbet af de sidste par år. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg vil have det bedste ud af det. Jeg nægter at spilde tiden på at være ked af det, frustreret og trist. Men det er store følelser, der er svære at fortrænge konstant. For livet gør også ondt, det har jeg lært. Det kan ikke være anderledes og det kan ikke undgås. Men netop derfor må man også huske at nyde det, når det er til at holde ud – eller ligefrem fylder én med lykke.
Det aller vigtigste er at finde lykken, både i de store og de små ting – og så holde godt fast i den!

Det er så corny at sige, at man skal huske at sætte pris på det, man har, og fortælle dem, der betyder noget, at man elsker dem – men det er virkelig så ægte rigtigt!

**********

I eftermiddags var vi nede på kirkegården sammen med min mor, og bagefter spiste vi middag sammen her hos os, med min bror og svigerinde. Fordi det er vigtigt at være sammen, midt i alt det, der gør så forbandet ondt.
I morgen er det 2 år siden vi fulgte kisten hjem fra Hospice. En uendeligt trist, men også varm og smuk forårsdag, som i dag.
Der er mange årsdage for tiden, der river i hjertet, men det er kærlighedens pris, som jeg betaler nu…

 

 

Der er mange flere tanker om døden, livet og kræftforløbet lige her

Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 fullsizeoutput_1d18
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3

Older posts