Når min mor fylder år… (og et par ord om sorg)

009013 017 021
Salat med vandmelon, spinat, majs, saltede mandler, mozzarella g balsamico
022 025
Salat med rucola, honningmelon, jordbær, ærter, fersken og friskkværnet peber
029 049 053 067 068 072 080 … så skal hun fejres. For det fortjener hun.

I onsdags var det min mors fødselsdag, så jeg havde dedikeret dagen til madforberedelser og kagebagning. Det er jo med at udnytte, at jeg har tid til den slags lige nu 😉

Om eftermiddagen, da jeg havde hentet alle drengene, og min mor var kommet hjem fra arbejde, tog vi om til hende med en kagekone, der hurtigt blev parteret, inden jeg kastede mig over madlavningen (igen) 🙂

A kom fra vagt samtidig med at min bror og svigerinde kom fra arbejde, og så var vi klar til at samles om bordet alle 8.

Aftenens menu stod på øko oksemørbrad, råstegte kartoffelskiver, majskolber, 3 slags salat og min favoritsauce, kogt på rødvin og kærlighed i min. 3 timer 😉

Til dessert havde jeg lavet tiramisu og et nyt kageforsøg; snaskede browniebunde med stikkelsbær- og hindbærmousse, chokoladeglasur og friske bær. Øj, den var læææækker! Mon ikke opskriften fortjener at komme på bloggen? 😉

Selvom jeg forsøgte at gøre dagen fin og rar, var vemodigheden, sorgen og savnet svært at undertrykke.
Godt nok er det 2. gang, vi fejrer min mor uden min far, men jeg har slet ikke vænnet mig til det. Jeg synes faktisk, det gør mindst lige så ondt, som sidste år – selvom mange har fortalt mig, at det første år, dét er det sværeste. Det kan jeg ikke helt genkende.
Måske fordi det først nu – langsomt – er begyndt at synke ind, at han er væk – sådan rigtigt.

Lige for tiden kæmper jeg helt enormt meget med savnet og sorgen, og har virkelig svært ved at rumme den. Jeg har hørt, at sorgen bliver til savn, men der er jeg ikke endnu.
Jeg tænker over, hvad det er, der har ‘udløst’ den enorme sorg, der nærmest er blusset op igen, men jeg er blevet enig med mig selv om, at der nok ikke er et svar på det. Det er bare sådan, det er.
Jeg forsøger at være i det, lade mig selv være i det, lade sorgen ramme mig, men det er svært. Livet går lidt for stærkt for tiden, til, at jeg kan give den plads. Det er dumt, jeg ved det. Jeg har lyst til at sætte tusind ord på alt det, der skærer indeni, men ikke nu.

For jeg vil gerne mindes min mors fødselsdag som en god dag – og det var det. En aften sammen med dem, jeg holder allermest af, med god mad, rødvin og hygge. Sådan som min far også ville have elsket det.
Og mens jeg stod i køkkenet hos min mor, hørte jeg min fars ord og små kommentarer i hjertet. Han ville have elsket den fødselsdagsmenu. Og da W kom ind fra legepladsen og sagde ‘Uhm, det dufter skønt’, mens han kiggede med store øjne ned i gryder og fade, så blev jeg rørt og tænkte, at han er præcis som sin morfar <3
Da jeg trak kødnålene ud af stegen, kunne jeg høre ham sige, med et smil på læben: ‘Nu er det så rigtig godt at have tal på, hvor mange kødnåle man skal have ud igen’ 🙂
Og helt ubevidst kunne jeg høre mig selv sige ting til de andre, som han kunne have fundet på at sige. Ingen tvivl om, at han har sat et markant aftryk <3

Min historie med mobning #2

023

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her


I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til…

Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ’skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget…

Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at gå med aviser og reklamer 6 dage om ugen. Ikke én gang har mine forældre hjulpet mig – jeg kunne og ville selv. Cyklede rundt med 101 aviser, i al slags vejr, bundtede reklamer og slæbte dem efter jernhesten i min vogn, frem og tilbage, hver lørdag morgen. Imens de festede, tjente jeg mine egne penge.

Derudover var jeg babysitter om aftenen, lavede mine lektier, var en del af skolepatruljen, der hjalp skolebørn over vejen om morgenen, og brugte min fritid sammen med mine forældre og bror. Udover ‘københavneren’ gik jeg også under (øge)navnet ’stræberen’… Som i navneopfindernes øjne var negativt ladet, men som jeg egentlig tog som et kompliment 😉
Jeg kan huske, at mange af mine klassekammerater var uforstående overfor, at jeg havde lyst til at bruge så meget tid med min familie… I deres øjne var jeg dødkedelig, det vidste jeg også godt dengang. Men jeg havde heller ikke lyst til at tvinge mig selv ud i busken med en cigaret og en liter vodka….

Da det begyndte at gå op for mine klassekammerater, at jeg havde penge til at købe de ting, de drømte om, var der flere og flere, der gerne ville være venner med mig. Så kunne jeg få lov at købe mig til deres venskab, ved at låne dem mit tøj, mine sko osv.
Efter så mange år med mobning og holden-udenfor, var det fristende at hoppe på den. Jeg tror også, jeg allerførst kom til at sige ja et par gange, for derefter at fortryde det helt vildt. Derefter havde jeg, af en eller anden grund, modet til at sige fra. Stå fast..

Jeg har altid haft en evne til at tro på mig selv – selvom jeg ikke gør det… Jeg har aldrig haft nogen veninder ‘at gå på toilettet med’ – som mange af mine klassekammerater, der ingenting kunne gøre selv – jeg klarede det selv. Tog alene af sted, mødte selv op, gik selv på shopping, gjorde det jeg skulle – selv.
Jeg har aldrig haft brug for at blive bekræftet af andre, når det ikke har været ægte. Så hellere være mig selv…
Jeg blev for øvrigt heller ikke inviteret med til forfesterne, så ville jeg til hal-bal, var det på egen hånd… 😉

Heldigvis har jeg haft det sådan! For ellers ville der være mange i mit liv, der kunne have fået mit til at gøre hvad som helst…

Nogle af drengene i klassen begyndte sågar at synes, at jeg var lidt interessant. Hende der turde sige fra.. Hende ‘københavneren’. Hende der ikke lå i hækken og brækkede sig hver fredag og lørdag. Da vi kom til 9. klasse var det faktisk efterhånden okay at gå i klassen. Jeg følte mig mere accepteret, som om jeg havde bevist mit værd og havde ret til en plads, på niveau med alle de andre. Måske havde de andre fundet ud af, at de ikke sådan lige kunne hyle mig ud af den… De kunne lige så godt affinde sig med, at jeg var der også…
Jeg tror dog aldrig, jeg vil huske tilbage på min folkeskoletid som noget rart. Der var lige et par år midt i, der var gode, men alle de dårlige overskygger dem desværre ret meget.

Nu hvor jeg selv har fået et skolebarn og snart har et mere, har jeg mærket mørket fra min egen folkeskoletid trænge sig på. Jeg håber så inderligt, de ikke skal opleve og slås med det, jeg har skullet. Og jeg håber også, at jeg ikke kommer til at ’smitte dem’ med min angst. Jeg vil hellere lære dem at tro på sig selv, at turde sige fra, at behandle alle ordentligt og give plads til forskelligheder.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og det er det første år fra min barndom/undgom, jeg husker tilbage på med glæde. Men det var også det mest fantastiske år! Jeg kunne være mig selv og blev accepteret, som den jeg var. Jeg tænker stadig ofte på det år og bliver glad helt ned i knæene!

Efter efterskolen flyttede jeg med min familie til en ny by, da min far endnu en gang var blevet headhuntet. Dagen efter vi flyttede, startede jeg i gymnasiet, der skulle vise sig at være endnu en prøvelse. Endnu en gang var jeg hende der ikke kendte nogen. Og det slog mig helt ud igen…

Efter at have slæbt mig igennem 1.g, uden rigtig at have fundet mig til rette og fundet nogen jeg kunne have et fællesskab med, besluttede jeg, i starten af 2.g, at droppe ud. Det er den første (kæmpe)store beslutning, jeg selv har truffet i mit liv. Jeg snakkede med mine forældre om det, men det var mig selv, der skulle træffe beslutningen. Der mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige at blive voksen. Det var en vanvittigt hård periode i mit liv.
Jeg ville jo virkelig gerne have en uddannelse, og gøre noget med mit liv, men det var som om fortiden spændte ben for mig. Sammenholdt med følelsen af en altoverskyggende ensomhed.

Derefter havde jeg nogle måneder, hvor jeg ikke gik i skole, men arbejdede i stedet. Jeg var fast besluttet på at skulle forsøge igen, blot på HF i stedet, men ventetiden testede mig – endnu en gang. Min viljefasthed og tro på mig selv blev sat på prøve. Jeg havde allermest lyst til at rejse væk. Men hvorhen? Min familie har altid været det vigtigste holdepunkt for mig. Tanken om at skulle flytte væk fra dem og være helt alene, skræmte mig også.

I løbet af tiden på gym havde jeg fået et arbejde, med virkelig gode kollegaer. Vi havde det drønsjovt, når vi var på arbejde og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var virkelig god til det og blev respekteret blandt mine kollegaer. Vi respekterede hinanden og forstod at gøre brug af hinandens styrker i stedet for at fokusere på hinandens svagheder!
Vi betjente rigtig mange mennesker hver dag og havde en fest, så det føltes mere som sjov end arbejde, selvom vi altid havde travlt og leveret rigtig gode resultater. Det var et arbejde, hvor rigtig mange af byens borgere kom forbi, så vi var ‘kendte’ ansigter, når vi gik rundt i byen, og også da vi begyndte at gå på disko-dasko.
Jeg havde 4 virkelig gode år der, hvor jeg fik venner, jeg stadig snakker med i dag.

Efter at have flyttet studie og landet i en god klasse, med både helt unge og lidt ældre, fik jeg venner, der faktisk var noget værd, og som ville mig og efter to gode år fik jeg min studenterhue. Og midt i det hele mødte jeg A, som endte med at være skyld i, at jeg blev hængende 😉

And the rest is history… 😉


Det er efterhånden længe siden, jeg afsluttede mit folkeskole’eventyr’. Jeg tænkte dengang, midt i det hele, at jeg glædede mig til at blive voksen, så jeg kunne slippe for mobning. Jeg blev klogere… 😉

Jeg lader ikke mange komme helt ind i hjertet, men kommer man derind, kan man være sikker på, at man har en plads der for altid.

At modtage komplimenter er virkelig svært for mig. Jeg har svært ved at tro på, at det er velment og ægte. At det ikke bare er noget nogen siger, for at gøre mig til grin. Få mig til at tro på komplimentet, for derefter at grine mig lige op i ansigtet og sige ‘Ha, troede du selv på, at jeg mente det!’. Det er en del af det, jeg bærer på i min rygsæk.

Med årene er jeg blevet meget klogere på mig selv og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg forsøger at arbejde med det, for de s… mobbere skal da ikke have magt over mig resten af mit liv!
Men… det er hårdt arbejde. Indimellem for hårdt. Og så falder jeg i…
Heldigvis er jeg omgivet af kærlighed, som hjælper mig og ved hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Mange har gennem årene opfattet mig som snobbet. I bund og grund er jeg bare usikker på mig selv. Usikker på, om jeg er god nok. Om jeg har lige så meget ret til at være her, som andre.
Når jeg kommer ind i et rum smyger jeg mig op ad væggen mere end jeg går ind midt i det hele. Jeg føler aldrig, at jeg har lige så meget ret til at blive set, som alle andre. Kun når jeg er sammen med de mennesker, jeg stoler på og holder af.

Bevares, jeg er også en pige, der tør sige sin mening og stå op for det, jeg mener. På HF var jeg sågar elevrådsformand og holdt dimissionstale foran hele skolen, da vi afsluttede vores uddannelse. Hvor modet til de ting kommer fra, ved jeg ærlig talt ikke… Mit selvværd og min selvtillid kan ihvertfald ligge på et meget lille sted…

Jeg har bemærket, at der for tiden er en bølge af selvtillidsboost(ere), der skyller ind over de sociale medier. Især på Instagram, synes jeg, der er mange der er begyndt at sætte fokus på det at elske sig selv – uanset hvad. At vi alle har ‘fejl og mangler’ og at det polerede billede skal undertrykkes og det sande i stedet skal have plads.

For at understøtte min egen proces, om at finde ind til mig selv og lære at tro på mig selv, har jeg lyst til at hoppe med på vognen. Jeg bliver helt vildt inspireret af at se andre, der hviler i sig selv!
Jeg er virkelig god til at tale ned til mit spejlbillede. Jeg ser alle fejlene i stedet for at fokusere på de gode ting. Jeg ser mig selv med forkerte briller og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan andre ser mig. De øjne, der kigger på mig, som ikke har den samme rygsæk på som jeg har. Jeg skælder mit spejlbillede ud, præcis som mine mobbere gjorde…

Jeg vil gerne blive bedre til at holde af mig selv. På en måde, selvom det måske kan lyde skørt, har jeg lyst til at kaste mig selv ud på dybt vand og stille mig selv mere foran kameraet. For at vænne mig til at se mig selv. Øve mig i at kigge efter de gode ting, i stedet for at skælde mig selv ud. Blive bedre til at tage imod et kompliment. Forsøge at lære min hjerne, at det er okay, jeg ikke ligner en supermodel. At det er okay at være ‘almindelig’.

Jeg vil gerne lære at se mig selv, som A ser mig <3

Der er en sang, som Danser Med Drenge synger, som har fulgt mig i mange år efterhånden. Teksten rammer mig lige i hjertet, så jeg synes, jeg ville dele den med jer, som afslutning på de her to indlæg om mobning.

Jeg har stadig meget på hjerte, så dette var vist kun begyndelsen, men nu har jeg ihvertfald et par indlæg at referere til, i forhold til hvad jeg bærer rundt på i min rygsæk ;(

Tak, fordi du havde lyst til at læse med <3

P.S. Hvis du har noget, du gerne vil spørge om eller vide, så tøv ikke med at skrive!


De kigger dig an
uden at du mærker det
og hvis du ikke er lissom dem
så får du det svært

Så taler de dig bag om ryggen
de gi’r dig ingen fred
men du kan bare:

Læn dig tilbage
de ka’ sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Der er folk, der har udnævnt sig selv
til at hjælpe os andre
og de ved altid hvordan
man skal leve sit liv

Og hvis du træder lidt ved siden af
begår en lille fejl
så må du bare:

Læn dig tilbage
lad dem sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Men spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Min historie med mobning #1

024

I dag vil jeg tage hul på første indlæg om min barndom – med mobning som følgesvend.
Jeg har taget tilløb i lang tid – hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi det er en anelse uoverskueligt at få så meget ned på skrift. Men samtidig ved jeg, at det er god terapi. Og da mange af jer har ønsket at høre mere om det, vil jeg gerne forsøge at sætte ord på.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Det er på en måde lidt, som at lægge sit hjerte frem til offentligt skue, men jeg håber, min historie – om ikke andet – kan være med til at fortælle, at man godt kan komme (nogenlunde) hel ud på den anden side, efter flere (mange) år som mobbeoffer – og at det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mobning og gør alt, hvad vi kan, for at stoppe det…

Jeg vil også gerne understege vigtigheden af at lytte til sin (og sit barns) mavefornemmelse. Se på om ens barn trives. Det kan være en kæmpe ting at beslutte at skifte skole (på ens barns vegne, afhængig af alder) men det kan være det der skal til! Jeg har mødt mange gennem årene, der har spurgt mig, hvordan det har påvirket mig at skifte skole – og også at flytte til en helt anden landsdel. Og jeg kan ikke give nogle forsikringer om, hvordan det vil gå. For vi er alle forskellige. Men jeg kan ihvertfald sige, at man godt kan overleve det! Men at det ikke er omkostningsfrit. But then again – hvad er det?

Jeg har i mange år spurgt mig selv, om jeg selv var skyld i, at jeg blev mobbet. Om jeg selv, på en eller anden måde, bad om det eller lagde op til det. Jeg har aldrig rigtig fundet svaret på det spørgsmål. Men forsøgt at affinde mig med, at ingen har fortjent at blive mobbet – uanset om de stikker ud eller er helt almindelige! Jeg tror, at det blandt andet er det mobningen har gjort ved mig: at jeg tvivler på mig selv. Om jeg er god nok. Man er ikke selv skyld i at blive mobbet…! … Vel?…

Nu hvor jeg selv er blevet mor, har mobning fået endnu en side. Jeg vil så gerne sørge for, at mine børn forstår hvad det betyder at mobbe, så de ikke gør det. Fordi de ved, hvad det har af konsekvenser. Og samtidig vil jeg gerne beskytte dem mod det også. Jeg ved jo, hvad det gør ved én….

I mange år bildte jeg mig selv ind, at det havde gjort mig stærkere, at jeg har oplevet det, jeg har. Og det er vel til dels også rigtigt… Jeg er stærk!
Men som årene er gået og jeg har lært mig selv bedre at kende, har jeg også opdaget og erkendt, at det også har gjort mig skrøbelig og usikker. Jeg har det med i min rygsæk, altid, om jeg vil det eller ej.

På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den, jeg er.
Stærk på overfladen og skrøbelig indeni.

Mange af de oplevelser jeg har haft i min barndom, er slettet fra min hukommelse. Simpelthen decideret væk. Mange af mine barndomsminder er forsvundet. Fordi sindet har en evne til at si de dumme ting fra… Men det gør også, at jeg indimellem har svært ved at tænke tilbage og huske detaljer osv. Det er de store ting, der stadig fylder… Måske er det også fordi jeg ikke har specielt meget lyst til at tænke tilbage…


Her følger første del af min historie; fra min barndom med mobning – mit udgangspunkt for at fortælle, hvad mobning har gjort ved mig: 

Jeg er vokset op i en lille by lidt udenfor København. Da jeg startede i skole, i børnehaveklassen, havde vi en virkelig skrap lærer. Jeg husker hende som en, jeg var decideret bange for. Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at blive mobbet af de andre børn. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg var grim. At jeg havde en alt for stor underlæbe. Jeg kan huske, at de viste mig billeder af tallerkennegre (ja pardon mit fransk, men det blev de altså kaldt) og sagde, at det var billeder af min familie.
Helt inde i hjertet et sted, vidste jeg, at jeg skulle være stolt af min store underlæbe. Jeg var stolt over at have arvet den fra min far <3
Men når man hører noget mange gange, begynder hjertet at tvivle på, at det har ret…
Dengang gik jeg i det tøj, jeg havde lyst til. Havde min egen stil. Men det blev påtalt – ofte. Jeg var temmelig tynd og kan huske en dag, jeg havde røde strømpebukser på, og blev drillet med, at jeg lignede kylling (fra Bamse og kylling). Ja, sådanne minder har alligevel brændt sig fast…

Efter nogle år, hvor jeg slet ikke trivedes i skolen, valgte mine forældre at flytte mig til den anden skole i byen. Da jeg startede der, selvom jeg kom ind midt i en velfungerende klasse, blev jeg modtaget med åbne arme. Fik hurtigt mange gode venner og opdagede, hvor fantastisk det kunne være at gå i skole og have venner.
Jeg fik en klasselærer, Else, der virkelig gjorde en forskel for mig. En forskel der gør, at jeg stadig kan huske hende helt detaljeret, selvom det efterhånden er mange år siden jeg sidst så hende <3

Da vi, som nævnt, boede i en lille by, skete der desværre det, at nogle af mobberne fra min gamle klasse fandt ud af, at jeg havde fået det godt. Og så begyndte de at vente på mig efter skole, når jeg cyklede hjem selv. Og kastede både mig og mine ting ind i hyben(torne)buske og truede mig. Jeg husker ikke meget fra den tid, udover at jeg var ked af det og bange.

Efter et par år i den nye, gode klasse, kaldte mine forældre på min bror og jeg, en søndag eftermiddag. De fortalte os, at vi skulle flytte til Jylland, da min far var blevet headhuntet til et job derovre. Vi skulle flytte til en by, jeg ikke engang kendte navnet på eller vidste hvor lå… Selvom både min farmor og mormor og morfar boede i Jylland, var det ikke ligefrem gode nyheder, at vi skulle flytte…. Jeg skulle flytte fra alle mine venner, dem jeg havde ventet på så længe…

Sommeren kom med flyttebilen, og hele vores rækkehus blev pakket ned og klemt ind bagi lastbilen.

Et nyt liv, et helt andet sted, ventede.

Sommerens varme hjalp på usikkerheden ved alt det nye og solen lyste sindet op. Min stolthed over at se min far blive modtaget i det nye job, med flot reception og taler, hjalp også på knuden i maven. Første skoledag nærmede sig. Jeg havde jo klaret det før, så jeg håbede det ville gå endnu en gang….

Desværre viste det sig at være noget af en udfordring. De sidste år af folkeskolen er i forvejen svære for alle; hormonerne raser og man skal finde sig selv i rollen som næsten-voksen og alene dét at jeg snakkede sjællandsk var ikke til min fordel. Mange ville slet ikke tale til mig…

Da min far havde fået job på det lokale sygehus som sygehusdirektør, flyttede vi, til at starte med, ind i en lejet lægebolig, mens vi kiggede efter et hus at købe, og på vejen boede en datter af et lægepar, som blev min bedste veninde på kort tid. Vi lavede alt sammen. Desværre flyttede hun, efter noget tid, med sine forældre hjem til Norge igen… Endnu en gang stod jeg alene.

Det første år (eller var det to?) i den nye klasse, bød på rigtig meget sygdom. Som om min krop rasede sorgen ud gennem feber. Jeg kunne få høj feber om aftenen, som efter et døgn eller to var svedt ud igen. Som om min krop forsøgte at sørge for undskyldninger for ikke at skulle i skole og møde alt det dårlige. Og sådan kørte det op og ned. Det var en hård tid. Det må det også have været for mine forældre.

Jeg har aldrig været sur på dem over, at de traf den beslutning, at flytte os til et helt nyt sted. Men jeg ved, at det har kostet mange bekymringer for dem, og efter jeg selv er blevet mor, kan jeg sagtens sætte mig ind i det…

Jeg havde en virkelig skrap matematiklærer, der lugtede af sure cigaretter og som sagde ‘Hvis du ikke forstå det nu, så kan jeg ikke lære dig det’ efter en kort gennemgang på tavlen. No wonder, at matematik aldrig rigtig blev ‘my thing’….!

Alt det min matematiklærer ikke var, var min dansk- og klasselærer Mette til gengæld. Super dygtig og sød. Hun gjorde virkelig en forskel for mig, i de svære år, hvor jeg både skulle finde mig selv som ungt menneske på vej til at blive voksen, et helt nyt sted med nye rammer og klassekammerater. Hun ’så’ mig! Hun er også en af de personer, jeg vil huske altid…

Fortsættelse følger….


Jeg har delt min historie op i to, da den ellers ville blive alt for lang. Jeg vil nemlig også gerne have plads til at sætte lidt ord på, om alt det der har fulgt mig efterfølgende….

I morgen følger fortsættelsen…

Tak, fordi du læste med <3

For 33 år siden….

077 075 072

… blev jeg døbt, samtidig med at mine forældre blev viet.

I år er det 2. gang vi passerer denne mærkedag med ømt hjerte.

Min dåbsdag har altid været en dag, der blev markeret, nok mest fordi det var mine forældres bryllupsdag. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde jeg måske ikke tænkt over det på samme måde. Bortset fra at mine fantastiske gudforældre altid har markeret dagen for mig og gjort den særlig, år efter år <3

For mig er det ikke dét, at det er min dåbsdag, der skærer i hjertet. Det gør ondt, fordi mine forældre skulle have fejret deres 33 års bryllupsdag sammen. Vi skulle have fejret dem. De skulle have haft lov til at have dagen sammen, når nu de så gerne ville. Når nu de faktisk godt kunne holde hinanden ud <3

Siger man tillykke med bryllupsdagen, når den ene ikke er her mere? Når det er ufrivilligt, at man ikke kan fejre den længere? Er det en kærlighedsdag eller en svær mærkedag?
Det er en dag, der puster til gløderne…

Jeg er helt sikker på, at dagen i dag slår gnister i flere hjerter end mit.
På forskellige måder. Og jeg kan ikke mærke det, min mors hjerte gør.
Jeg kan på ingen måde fjerne det, min mor mærker i dag. Omend jeg gerne ville. Jeg kan heller ikke erstatte det, hun har mistet og det hun nu mangler. Men jeg kan fortælle hende, at jeg tænker på hende. At jeg er her.

Og så kan jeg forkæle hende, på det nærmest latterligt-lavpraktiske plan, med en af hendes yndlingskager; luksus træstammer. Lavet med kærlighed og omtanke <3

I aften sover de 2 store drenge hos hende. Imens sidder jeg her i en solstråle, med en sovende lillelillebror ovenpå, der sover trygt, med tunge vejrtrækninger og en kanin i hånden. A er med min bror inde i byen og spise stegt flæsk med persillesovs… 😉

Jeg kan høre fuglene synge udenfor. En flue, der slår panden mod ruden igen og igen. Opvaskemaskinens summen i køkkenet. Rødvinen i mit glas forsvinder langsomt. Slurk for slurk.
Jeg ser livet, jeg hører det. Jeg mærker det; tårerne der triller ned af min kind og mit hjerte, der slår et sted derinde. Jeg har det lidt som om, jeg har tabt noget. Men det er mit hjerte, der forvirrer mig. For uanset hvor længe jeg leder, vil jeg ikke finde ham igen. Sådan rigtigt. Han er væk for altid. Og det gør stadig ubeskriveligt ondt…

Kære mor, tillykke med bryllupsdagen <3
For mig vil i dag altid være en kærlighedsdag, for det var den dag I valgte hinanden. Og det blev I ved med, helt til det sidste… Jeg håber, jeg kan få lov at fejre dagen med dig, mange år endnu…

Min historie med livmoderhalskræft – en stemme i HPV debatten

2017-05-17

For en uges tid siden faldt jeg over et billede på Instagram af en, jeg kunne genkende som mor til 2 piger på L’s stue i vuggestuen. Dengang kendte jeg hende ikke, udover jeg vidste, hun hedder Tine.
På hendes Instagramkonto kunne jeg hurtigt læse mig frem til, at hun et par uger forinden havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det berørte mig dybt. Det var lige omkring årsdagen for min fars død, som i forvejen bragte så mange minder med sig, om sorg, kræft, livet og sygdom.

Da jeg mødte hende i vuggestuen den efterfølgende eftermiddag, tog jeg mod til mig og henvendte mig til hende. Mest af alt for at sige, at jeg var ked af at opdage, det hun stod i lige nu. Jeg havde bokset med mig selv, om jeg skulle holde min mund eller om jeg kunne tillade mig at vise min medfølelse og omsorg som fremmed. Men gennem mit forløb med min far, har jeg mærket på egen krop, hvor meget det betyder, at andre tør tale med én, og sætte ord på det, der alligevel fylder så uendeligt meget indeni én.

Vi endte med at få en fin snak, dér på legepladsen i solen, med små livsbekræftende størrelser, der hoppede rundt om benene på os imens, grinende og lykkeligt uvidende.

Efterfølgende har jeg fået et større indblik i Tine’s univers, både som mor og som kræftkæmper.
Lige nu kører HPV-vaccine debatten derudaf og jeg spurgte derfor Tine, om hun kunne have lyst til at dele sin historie med os – dig og mig. For jeg er garanteret ikke den eneste, der synes debatten er misvisende, forvirrende og skræmmende og som er vildt meget i tvivl om, hvad jeg skal vælge, enten på mine egne eller mine børns vegne…?

Herunder fortæller Tine sin egen historie – en stærk historie, der fik tårerne til at trille flere gange, da jeg læste den!
Jeg – og Tine – håber, at den kan være med til at nuancere debatten om HPV-vaccine. Ihvertfald bare en smule. Så det ikke kun er pigerne, der har oplevet bivirkninger, der bliver ‘hørt’.

Står du overfor at skulle træffe valget, om du selv eller dine børn skal have vaccinen, håber jeg, at Tine’s historie kan gøre valget en smule nemmere. Uanset hvad du måtte vælge! Her er ingen løftet pegefinger, blot facts fra én, der af personlig erfaring ved, hvad hun taler om.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet, så er jeg sikker på, jeg kan få Tine’s hjælp til at svare på dem!

Her får du Tine’s historie:


 

D. 5 april 2017 kl. 12:00 ændrede verden sig for altid. “Vi må desværre meddele dig, at der er fundet kræftforandringer i din biopsi…. det gør mig ondt” var lægens ord.

Det er stadig i dag en fuldstændig uvirkelig besked at få, når jeg 2 måneder forinden havde fejret min 30 års fødselsdag. “Skal jeg dø?” var den primære altoverskyggende tanke.

 

Mit forløb startede helt tilbage da jeg var omkring 22 år. Dengang døjede jeg meget med kontaktblødning, hvilket ikke er fedt når man er 22. Jeg blev tilset af flere læger, dog altid med samme svar, at alt så fint ud. Der var dog én, som mente jeg havde en polyp, hvilket udløste en henvisning til gynækolog. Gynækologen kunne ikke se nogen polyp, men kunne derimod konstatere, at jeg havde celleforandringer.
Derfra startede et forløb på omkring 1 år, med celleskrab hver 3. måned, for at holde øje med mig. Celleforandringerne fortsatte og blev til sidst moderate, hvilket vil sige de udviklede sig i en negativ retning. Denne besked ramte rigtig hårdt og gjorde mig utrolig ked af det.

På det tidspunkt var jeg 24 år og i samråd med gynækolog, beslutter jeg mig for at tage imod tilbuddet om HPV vaccinen – den kan vel ikke skade, tænkte jeg.
Gynækologen ville helst undgå keglesnit pga. min alder, og risikoen for for tidlig fødsel i forbindelse med graviditet. Allerede efter jeg havde fået første vaccine, viste mit skrab, at jeg ingen celleforandringer havde.
Det var noget af en lettelse, der lige tog 20 kg. af mine skuldre.
Jeg havde efterfølgende ingen bivirkninger af vaccinen. Derefter gik jeg til regelmæssig celleskrab dvs. hvert år eller minimum hvert 3. år, som det anbefales af Sundhedsstyrelsen.

Livet går slag i slag. Jeg møder manden i mit liv, vi flytter sammen, køber hus og jeg bliver ret hurtigt gravid, som 28 årig i 2015.

Skæbnen vil, at vi skal være forældre til enæggede tvillingepiger. Først en noget skræmmende melding at få, men samtidig vildt fascinerende. En tvillingegraviditet er en risikograviditet, og derfor blev jeg fulgt meget tæt.
Da jeg rammer 24. graviditetsuge forkortes min livmoderhals og jeg er stort set sengeliggende derfra. Det var en tid med mange bekymringer og tårer. Jeg var vildt bange for at miste mine piger. Hver aften gik jeg i seng og var taknemlig for, at endnu en dag var gået.
Uge 32 + 1 kunne kroppen ikke mere, og lægerne opdager for sent, at jeg er i fødsel. Gry og Clara bliver født ved semiakut kejsersnit og herefter følger 1 måneds indlæggelse på børneafdelingen. En meget anderledes måde at blive mor på. De vejede omkring 2 kg og brugte str. 40 i tøj – bittesmå mus.

Nu er pigerne knap 2 år og stortrives. De går i normal vuggestue og er nogle rigtige vildbasser.

Efter min graviditet får jeg opsat en spiral hos egen læge i oktober 2015. Spiralen generer mig dog en del, og efter der både er blevet scannet og undersøgt, bliver den taget ud efter et års tid, i september 2016.
I forbindelse med udtagningen af spiralen, spørger gynækologen om jeg går til regelmæssig celleskrab, hvilket jeg gør. Jeg spørger om han kan se noget, siden han spørger? Hvortil han svarer, at det blot er vigtigt, jeg går til regelmæssig skrab.
Efterfølgende ligger jeg mærke til, at jeg faktisk pletbløder en del efter styrketræning. Jeg får endelig taget mig sammen til at gå til læge i marts 2017, og får foretaget et ekstra skrab. Dette skrab viser svære celleforandringer og jeg bliver rigtig bange og ked af det.
Jeg ringer endda til lægen igen, og beder hende forsikre mig om, at jeg ikke har kræft. Hun siger, at svære celleforandringer ikke er kræft, men forstadiet til det, og jeg nok “bare” skal have et keglesnit.

Turen går herefter til gynækologisk ambulatorium til biopsi. Gynækologen siger, han kan se, jeg har et sår på livmoderhalsen, men han synes ikke umiddelbart det ser farligt ud, dog skal jeg indstille mig på keglesnit. Jeg vil få en indkaldelse på e-boks til keglesnittet, når svaret på biopsien er kommet. Der ville gå 2 – 3 uger.
Allerede knap 1 uge efter min biopsi ringer de fra gynækologisk og siger, at de gerne vil have jeg møder til prøvesvar dagen efter. Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået – jeg græd og græd. Skulle jeg dø? Skulle Gry og Clara vokse op uden deres mor? Skulle jeg afslutte livet inden det rigtigt var begyndt? Tusinde spørgsmål fyldte hovedet.

Jeg blev diagnosticeret i Herning, hvor de ikke er specialister i livmoderhalskræft, derfor skulle jeg afvente Skejby for opstart. Der gik 1 uge før jeg kom til Skejby, og herefter gik der yderligere 12 dage, før jeg fik svar på scanninger og undersøgelser. Ventetiden var rigtig hård!
Jeg vidste ikke hvor syg jeg var. Livmoderhalskræft har gode muligheder for overlevelse, hvis man er i det tidlige stadie 1a eller 1b. Så snart man rykker videre til de efterfølgende stadier, falder overlevelsen drastisk. Derfor er det sindssygt vigtigt, det bliver fanget tidligt.

Mine scanninger og undersøgelser viste dog, at jeg havde en tumor på 2,5 cm, som vurderes til at sidde lokalt i livmoderhalsen, dvs. stadie 1b og jeg kunne tilbydes operation.
D. 2 maj 2017 kommer jeg på operationsbordet og får foretaget en radikal fjernelse af livmoderen og lymfer. Jeg får fjernet livmoder, livmoderhals, æggeledere, toppen af skeden og lymfevæv. Jeg beholder mine æggestokke, så jeg ikke går i overgangsalder. På trods af at jeg er afklaret med, at jeg ikke skal have flere børn, har jeg været rigtig ked af det efterfølgende, fordi jeg som 30 årig er frataget muligheden for at få flere børn.
Operationen gik godt, og de tror, de har fjernet det hele.

Jeg afventer pt. svar på mikroskopi af vævet og det, de har taget ud. Risikoen for kemo og stråleterapi er der stadig, men er minimal.

Jeg troede operationen ville være nem og at jeg hurtigt var ovenpå igen, men jeg var desværre meget mærket af narkosen efterfølgende. Først 4 dage efter operationen kunne jeg stoppe med at tage kvalmestillende medicin og stå op, uden at blive svimmel. Ca. 10 dage efter operation kunne jeg stoppe med smertestillende på nær morfin til nat. Jeg skal endvidere have blodfortyndende medicin i 30 dage, fordi jeg har fået fjernet lymfer. Det foregår ved, at jeg skal stikke mig selv, hvilket var/er lidt grænseoverskridende.

Debatten omkring HPV vaccinen er på sit højeste samtidig med mit kræftforløb. Jeg følger ofte debatten på sidelinjen og jeg kan virkelig godt forstå de forældre, som fravælger vaccinen pga. de historier der bliver fortalt.

Inden jeg fik livmoderhalskræft var jeg også i tvivl, selvom jeg selv er vaccineret og har været igennem et forløb med celleforandringer.

Efter jeg har fået kræft, er jeg dog ikke i tvivl længere. Jeg er med i en gruppe på Facebook, for kvinder med livmoderhalskræft, og har derinde læst om mange skæbner.
Senfølgerne af kemo og strålebehandling er mange.

Jeg kan konstatere, at livet fortsætter efter et kræftforløb, men det er et andet liv end før. Et liv, der som minimum indebærer psykiske mén fra forløbet.
Mange kvinder, der har gennemgået stråle- og kemobehandling, får senfølger som omfatter: Følelsesløshed i lemmer, sammengroning i skeden, kroniske smerter, skader omkring blæren, hvilket gør at man skal have kateter og dermed øges risikoen for blærebetændelse, skader på tarm som kan medføre permanent stomi, lymfødem (kroniske væskeansamlinger, som er smertefulde) and the list goes on.
Man har vundet over kræften, men til hvilket liv? Så vidt jeg ved, dør man ikke af HPV vaccinen, men det gør man af kræft. Helt præcist 100 kvinder om året, både unge og gamle, dør af livmoderhalskræft. Det er 1/4 del af dem, som har sygdommen.

Hvad med de 15.000 kvinder og piger, som lige nu er i et forløb med celleforandringer?
Hvad med de 6000 kvinder og piger, der får foretaget keglesnit og muligvis føder deres barn for tidligt og skal igennem en risikograviditet?
Hvad med de 400 kvinder, der årligt får livmoderhalskræft, hvoraf 200 ikke kan opereres og skal igennem et hårdt og smertefuldt kemo/stråleforløb? Hvor er de i debatten?

Jeg har selv oplevet en risikograviditet og for tidlig fødsel. At føde for tidligt er et traume. At se sine unger ligge der med tynde arme og ben samt slanger og overvågning er ikke en ønskværdig måde at blive mor på. Det giver mig stadig våde øjne og en klump i halsen den dag i dag.

At være i et forløb med celleforandringer er psykisk rigtig hårdt, for selvom man ikke har kræft, tænker man rigtig meget på det. Det er et forløb med mange ups and downs. At være i et kræftforløb er ultimativt det hårdeste, jeg har prøvet. Uvisheden, ventetiden, tankemyldret, prøvetagningerne og operationen har været rigtig hårdt. Det er også rigtig hårdt for familie og venner, som skal forholde sig til måske at miste én, de har kær.

Som 30 årig, mor til 2, kæreste, hustru og kvinde, føler jeg, at jeg allerede nu har prøvet lidt af hvert. Det har gjort mig klogere på livet. Det har gjort, at jeg lever mere i nuet og er taknemlig for livet hver dag.
Jeg er taknemlig for de mennesker, der er i mit liv, og jeg er taknemlig for, at jeg kan skrive min historie.

Jeg håber inderligt, at jeg med min historie kan bidrage lidt til debatten, og medvirke til at forældre sætter sig grundigt ind i hvordan det er at leve med celleforandringer, keglesnit og kræft, inden valget træffes.

Kys det nu, det satans liv – det er en gave!

 


Hvis I vil se mere til Tine, hendes forløb og to søde piger, kan I følge hende på Instagram som @tinest

Derudover kan I læse meget mere på stophpv.dk her

Tak, fordi du ville dele din historie, Tine <3
Jeg håber inderligt, du får et positivt svar i morgen, og slipper for kemo- og strålebehandling!


Der er sidenhen kommet en update fra Tine i kommentarfeltet!

 

Har du lyst til at læse dagens indlæg, kan du klikke lige her
Jeg har også skrevet en del om kræft, og mine mange tjanker som pårørende. De indlæg kan læses her

Older posts