Når bægeret er helt fyldt – og øjnene flyder over…

Måske kender I det godt? At alt for meget, man ikke er forberedt på, rammer én. Oveni hinanden. Overvælder én. Skubber én ud af kurs. Til sidst er bægeret fyldt, og det hele bliver for meget.
Måske gør I ikke… Indimellem kan jeg ihvertfald godt føle det som om, jeg er den eneste, der ikke kan stå model ’til livet’. At jeg kommer til at tage det for meget ind. I stedet for at sige ‘pyt’….
Måske, når jeg får sat ord på det her, virker det pludselig som små ting, der ikke er værd at blive slået ud over. Måske hjælper det, alene det at få sat ord på det hele. Se det lidt udefra. Måske er det prisen, jeg må betale, når jeg lever med et bredmasket sind, der tager det meste ind. Helt derind, hvor det kan mærkes…

De sidste par uger har været hårde! Sådan rigtigt hårde. For mig. En masse små dråber er landet i mit bæger.
Indimellem føler jeg, at jeg bliver ramt af stimer af uheld og svære ting. I stedet for at det kunne være fordelt lidt mere ligeligt udover året. For jeg ved jo godt, at livet slår fra sig. Det ved jeg virkelig godt! Men det gør bare stadig ondt, når det gør…

De sidste par uger er mange små ting måske blevet til én stor. Et bånd om min brystkasse. En tåre i øjenkrogen, når ingen kigger.

I morges startede min dag med, at mine øjne flød over. Tåren i øjenkrogen hev flere med sig og jeg måtte sidde på sengekanten et øjeblik, med den friske morgenluft i ansigtet, fra det åbne vindue foran mig, og tage mig sammen. A var på vej ud af døren på arbejde og på den anden side af soveværelsesdøren ventede to friske fyre, klar til skole og børnehave, og en mere, der var vågnet kl. 5, syg. En aflyst skoledag for både ham og mig.

De sidste par uger har jeg set frem til næste uge; ‘så bliver det hele nemmere’. Men jeg har egentlig slet ikke lyst til at have det sådan. For jeg vil gerne nyde hver dag og få det bedste ud af den. ‘Don’t count the days – Make the days count’

Mange vil sikkert også tænke, at det ikke ser ud til, at jeg er ved at drukne. Fordi jeg insisterer på at hæfte mig ved de gode stunder. Og skabe dem, selvom alting taler lidt i den anden retning. Når tingene vokser mig op over ørerne, går jeg i køkkenet og bager. Eller laver mad. Fordi jeg kan slå hovedet lidt fra imens. Eller netop bruge det til at få styr på tankerne. Når det hele bliver for meget, får jeg netop brug for at gøre noget godt – for mig og for dem omkring mig. Det er ikke nødvendigvis tegn på, at jeg har overskud. Men tegn på, at jeg forsøger at skabe overskud.

Inderst inde ville jeg gerne altid kunne tænke, at så længe vi stadig lever og ikke er alvorligt syge, så er der ikke noget at være ked af. Men altså; det kan man jo ikke! Vi er jo bare mennesker. Og det er ikke kun sygdom og død, der sætter spor. Det gør livet også.

De sidste par uger har mange store emner fyldt meget. Alt fra studiestart og mobning til forældremøder, syg hund og flytning af min farmor fra lejlighed til plejehjem.

Alene det at være fuldmagtshaver for min farmor, der fra den ene dag til den anden fik tilbud plejehjemsplads og 14 dage til at flytte i, har tæret voldsomt på kræfterne. Oveni studiestart har det fyldt nærmest alt i mit hoved. Og gjort det svært at skulle rumme 100 andre ting samtidig. Og misforstå mig ikke! Jeg gør det gerne for min farmor. Hun har fortjent det. At komme et sted hen, hvor hun kan få en god, sidste tid. Men det kræver virkelig meget energi at skulle holde overblik, når der er så meget (andet). Opsigelse af lejlighed, boligstøtte, tv-abonnement, madservice. Flytning af forsikringer, adresse, læge. Underskrifter på utallige dokumenter og kontrakter. Breve frem og tilbage. Fremvisning af den gamle lejlighed, samtaler med kommunedamer, der insisterer på at skælde én ud, inden man overhoved har sagt ‘goddag’. Og som efterfølgende bløder op, når de godt kan høre, at man har gjort sit forarbejde.
For ikke at snakke om tømning af den 4-værelses lejlighed, hun har boet i, i mere end 53 år!

Så blev Saga syg. Med kløende udslæt over det hele, der blev til sår, og som krævede dyrlægebesøg og piller. Piller, der ikke virkede, og som krævede endnu en omgang penicillin, denne gang af en anden slags. Og weekenderne har budt på badmintonstævner, hvor man skal kunne ‘bære’ at blive overfuset af forældre, der ikke ved, hvordan man taler ordentligt. Sådan noget, man måske kan se gennem fingre med, når der ikke er 100 andre ting, der også tærer på én og lægger bånd på ens overskud. Dryp – dryp. Små dråber…

Derudover ser det ud til, at min dejlige, gamle mormor efterhånden er ved at løbe tør for kræfter. Omend jeg ved, at hun har et inderligt ønske om, at det snart skal være slut, i en flot alder af 94 år, så gør det stadig ondt. Jeg ønsker så inderligt, at hun kommer herfra på en ordentlig, værdig måde. Og det fylder for mig, hvordan hendes sidste tid bliver. Om det så er timer, dage eller uger, vi snakker om. Jeg vil gerne være hos hende, men hvornår? Mit hjerte kan ikke følge med.

På søndag er det 1 år siden, at vi på tragisk vis tog afsked med A’s far. En årsdag, der er svær. Tung. Som kræver sin plads. Jeg ved det. Jeg har prøvet det før.
Men lige nu står den i kø. Blandt alt det andet, der også gør ondt. Fylder og stjæler min energi.
Når jeg kommer til kl. 14 hver dag, giver mine muskler op. Som om jeg ikke kan holde mit hoved længere. Jeg er nødt til at sætte mig lidt – eller allerhelst ligge mig på sofaen bare et øjeblik. Trætheden gør ondt. Tænk, om man kunne sætte sig selv i en turbooplader…

Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke får kysset nok på A. Fordi jeg simpelthen glemmer det, midt i alt det praktiske. Forhåbentlig mærker han mine små nus, når vi sidder ved siden af hinanden i sofaen om aftenen, når vi giver os selv lov til at ‘lave ingenting’ lidt.
Jeg får dårlig samvittighed over for mit studie. De timer, jeg misser og det, jeg ikke får læst. Selvom jeg egentlig synes, jeg er blevet ret god til at prioritere.
Jeg får dårlig samvittighed over for min studiegruppe, selvom vi ikke har noget arbejde, der skal løses i gruppen lige nu. Alligevel føler jeg, at jeg burde være der til samtlige timer, så jeg også hører alt det, der bliver sagt og fortalt. Jeg vil helst ikke være hende, der ikke gør det, der skal til.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg kigger mig omkring. Ser på rodet, som jeg ikke orker at rydde op.

Jeg synes egentlig, det er et rigtig godt karaktertræk at være pligtopfyldende og gerne vil gøre (al)ting godt, men indimellem kan det godt nok også spænde ben for én. Så er det, jeg skal huske det med, at man først skal tage iltmasken på selv, inden man kan hjælper andre…. Og netop derfor giver jeg mig selv lov til at sætte mig i hjørnet af sofaen i dag, krybe sammen under et tæppe med en varm kop kaffe og se lige dét, jeg har lyst til på Netflix. Slå tankerne fra, bare et øjeblik. Så jeg kan vende tilbage til virkeligheden igen, måske en smule mere frisk. Måske det kan fungere som min turbooplader…

Jeg ved, at jeg er stærk. Robust, måske egentlig. Jeg skal nok komme igennem det her også. Jeg har gjort det SÅ mange gange før. Men ikke uden at kæmpe. Og sejre. Snart, håber jeg.
Og nu har jeg lige snakket med min mor. Det hjælper altid <3
Nu skal jeg bare lige have S på højkant igen, så vi ikke går weekenden i møde med sygdom indenfor væggene. Og huske at glæde mig til, at jeg skal se drengene spille badminton på lørdag. Se min farmors glade øjne, når vi sætter hende i ynglingsstolen på søndag, i de nye, gode rammer. Glæde mig over, at det hårde arbejde er det hele værd. Og kysse lidt ekstra på A, når han kommer hjem i morgen.
Og så må ‘alt det andet’ lige vente lidt. Jeg indhenter, når jeg kan…

Og nu kom solen og afløste regnen, der måske har været med til at fylde de sidste dråber i bægeret de sidste par dage… Det lysner derude, omend nogle skyer stadig hænger tungt og kaster skygger… Måske de driver den anden vej…

Rigtig god dag derude!

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

Fødselsdags’børn’, anti-jantelov og stolthed til op over begge ører

 Fødselsdagskanelsnegle Et af fødselsdags’børnene’ – allerede 2 år (og ret nem at købe gaver til)  Forsinket fejring  Lagkage med masser af frugt – og en medalje på toppen Saga og (mumi)far som solbærsnitter  Efter kagefesten… Fødselsdagsmiddag i aftensolen  Pizza pizza pizza

I fredags var der to fødselsdags’børn’ herhjemme, der blev et år ældre. Saga fyldte 2 år og A blev – ja – lidt mere end det 😉

Fredag morgen leverede L og jeg kanelsnegle til A og hans kollegaer. Nogle timer senere kom han hjem fra vagt, og nåede lige at sove et par timer, inden vi drønede sydpå til DM i badminton med de to store. Der var derfor ikke meget fødselsdagsfejring, gavesus og lagkage over dagen. Saga var dog så forkælet, at hun fik sit største ønske opfyldt om morgenen 🙂

Efter en eftermiddag og aften med spændende, hårde, svære, tætte, svedige og nervepirrende badmintonkampe (og en hel del sejre) vendte vi næserne hjemad igen.
Kl 21.15 landede vi hjemme i køkkenet, hvor A blev fejret med gaver og et glas rødvin, og så var det ellers på hovedet i seng, så vi kunne være klar til en hel (lør)dag med badminton.
Godt nok var der ikke meget fejring over (fødsels)dagen – men drengene sørgede i det mindste for at levere god underholdning, og W kæmpede sig endda i semifinalen, efter to utroligt flotte 1/8 og 1/4 finaler. Det kan man måske godt kalde en ekstra fødselsdagsgave 🙂

Lørdag morgen drønede S, W og jeg af sted igen, mens A blev hjemme sammen med L.
Endnu en dag blev brugt sammen og nydt – med badminton, koncentration, samvær og gode snakke – og blev afsluttet med W i finalen! Dagens aller sidste kamp i hallen.
Efter en tæt og utroligt velspillet kamp, endte W med en sølvmedalje. En 2. plads til Danmarksmesterskaberne.
Og en stolt og meget rørt mor, der måtte blinke ekstra meget under medaljeoverrækkelsen.

Det har været helt fantastisk at følge hans udvikling det sidste år. Og at se ham kæmpe sig op, blandt 56 spillere fra hele Danmark, og ende på 2. pladsen i en utrolig flot finale – ja, det har været noget helt særligt for mig (og selvfølgelig også for ham). Jeg er stadig helt målløs, rørt og grædefærdig over det. Jeg synes, han er SÅ sej.

Og så elsker jeg også, at både W og S er blevet bidt af den samme sport, som jeg selv var grebet af og glad for, da jeg var barn og ung – og selvfølgelig stadig er, men ikke spiller fast længere. Det er en helt fantastisk følelse at have noget særligt at være fælles om – og at de også kan se det sjove i det, som jeg også var (og er) så optaget af.
Det indeholder også en ekstra dimension for mig og gør mit hjerte godt. Jeg føler, jeg giver dem noget af det, som min far også gav mig. Han har også kørt min bror og jeg rundt til utallige stævner og holdkampe, heppet på os, trænet os og interesseret sig for os – og den sport, der betød meget for ham også. Jeg bliver glad ved tanken om, at ‘traditionen’ bliver ført videre. Og hver eneste gang vi kører af sted sammen til stævne eller holdkamp, sender jeg ham en ekstra, kærlig tanke – og mærker hullet i hjertet, som livet byder mig at skulle leve videre med. Drengene nævner også ofte, at morfar ville have elsket at se dem spille – og da vi kørte hjem lørdag nævnte W også, at det måtte være morfar, der havde sat solen på, for at sende energi og solstråler vores vej og fejre det flotte resultat <3

Lørdag aften landede vi hjemme igen ved 19.30-tiden og så var der ikke andet at gøre, end at opfylde drengenes ønske om en tur forbi den gyldne måge og så hjem i seng. Og som W sagde, inden han lukkede øjnene, så var han ret glad for, at der var endnu en weekenddage tilbage, inden hverdagen kaldte igen.

Søndag morgen vågnede begge drenge med trætte, ømme kroppe, og vi andre med en smule søvnunderskud.
Det eneste rigtige var at gå i køkkenet og lave fødselsdagskager og så ellers lave så lidt som muligt 🙂
Jeg forsøgte at begrænse mig og endte med 3 forskellige fødselsdagskager. En mørdejstærte med stikkelsbær, blåbær og hindbær. Solbærsnitter formet som Saga og (mumi)far og en lagkage med masser af frugt og en medalje med teksten: ‘Den bedste…’. Så var der rig mulighed for, selv at slutte sætningen. Den bedste far – Den bedste Saga – Den bedste sølvmedaljevinder – Den bedste….

Om aftenen fejrede vi de to fødselarer med pizzaer i aftensolen og nød aftensolens stråler, der forsøgte at overtale os til at blive længere oppe, end vores trætte øjne egentlig havde lyst til 🙂

En helt igennem rar weekend, jeg kan leve længe på <3

Jeg har været til casting til Den Store Bagedyst

Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe.
Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner!

Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og det har derfor været flere uger undervejs. Jeg har været meget i tvivl, om jeg overhoved skulle skrive det, men nu gør jeg det – så må det briste eller bære…

Netop fordi der er så mange, der skriver til mig, at jeg skal melde mig til bagedysten, synes jeg, det er på sin plads at uddybe lidt… Også selvom det betyder, at nogle af mine inderste dæmoner, som jeg hver dag kæmper for at give så lidt taletid som muligt, kommer frem i lyset. Og måske kan være svære at forstå, hvis man slet ikke kender til følelserne selv?

Som mange af jer (forhåbentlig) allerede ved, så er jeg ikke fortaler for, kun at omtale de gode ting i livet og vise ‘glansbilledet’. For sådan er livet ikke. Det er mangefacetteret. Og selvom jeg gør en dyd ud af at sætte (og holde) fokus på de små, fine, rare, gode ting og lykkeglimt i livet, så skal der også være plads til alt det andet. Det svære, tunge, triste, overraskende, forstyrrende, forvirrende, ambivalente, hårde, seje, udfordrende… Som fx død, kræft, mobning, svære valg på ens børns vegne, det at være introvert og sensitiv og meget andet, som jeg har skrevet om tidligere.
Og derfor har jeg arbejdet på at få skrevet det her indlæg…

Nå, tilbage til det, det skal handle om i dag – det med at sende en ansøgning til bagedysten.
Sagen er nemlig den, at når man gennem meget af sin barndom og ungdom får at vide, at man ikke er god nok – af de klassekammerater, man egentlig gerne vil spejle sig i og vokse (op) sammen med – så gror det desværre fast et eller andet sted dybt inde. Også selvom man forsøger at bilde sig selv ind, at det ikke gør.
Og selvom jeg godt kan glemme det, i lange perioder endda, så afhænger det også meget af, hvad det er, jeg skal. Og som nævnt i indlægget her, blev det langsomt en drøm for mig at være med i bagedysten, fordi jeg lige så stille begyndte at tro på det. Tro på at jeg måske godt kunne sende en ansøgning og have en reel chance. Fordi der var så mange, der heppede på mig. Og efter endnu en påmindelse om, at livet er nu, var beslutningen ikke så svær.
Så i slutningen af sidste år skriblede jeg noget ned, sendte det af sted, og ikke længe efter fik jeg svar tilbage, med en invitation til at komme til casting i midten af januar….

Til castingen skulle vi medbringe en kage, og jeg brugte en del tanker på at overveje, hvad jeg skulle tage med. Jeg besluttede mig for at medbringe en kage med overskriften; ‘Hvis jeg var en kage’. Så det blev en kage, der indeholdt alle mine 4 drenges favoritter, fordi de er en kæmpe stor del af mig. Og en kage som samtidig repræsenterede mig selv;. feminin, blomstret og farverig udenpå. Og med et par overraskelser indeni, som viser sig, hvis man har lyst til at få en bid.
En kage med chewy browniebund, stikkelsbær- og jordbærmousse, mangopuré og vanillebund gemt indeni og minitræstammer, romkugler og oreos på toppen.

Inden castingen havde jeg gjort mig en del tanker omkring det hele. I flere år har vi såmænd snakket om herhjemme, at det virker til at være ‘typer’, der bliver castet til programmet. Så der er ‘lidt af hvert’ i persongalleriet. Og det er også noget af det, der har gjort, at jeg ikke har sendt en ansøgning tidligere. Fordi jeg altid har tænkt, at jeg ikke var ‘spændende’, ‘anderledes’ eller ‘særlig’ nok.

Dagen oprandt og jeg ankom til et lidt dystert, dunkelt lokale hos DR i Aarhus sammen med ca. 40 andre. Alle vores kager blev sat på et langt bord og derefter gik vi i gang. Først fik vi en helt masse informationer fra casteren. Blandt andet sagde hun, at de som sådan ikke søger nogen, der er dygtige til at bage. Og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg fortæller, at det (slet) ikke er kagerne, de vælger ud fra…

I stedet leder de efter ‘typer’. Og selvom casteren sagde, at de ikke som sådan går efter at sætte folk i kasser som unge, gamle, tykke, tynde, homoseksuelle, heteroseksuelle, etniske, danske, mødre osv, og derudfra sørge for at der er en fra hver kasse, så skal programmet alligevel afspejle Danmark.
Så hun startede egentlig med at bekræfte min forhåndsopfattelse. Og når jeg kiggede mig rundt i lokalet, var der mange, jeg ville vurdere til at være ‘samme type som mig’ – så vi var mange, der bejlede om den samme plads…
Hun nævnte fx også, at nogle af dem, der havde været med i tidligere sæsoner, havde haft elendige kager med til castingen, men de havde haft ‘noget’.
Jeg var allerede dér klar over, at jeg ikke ville kunne byde ind med det rigtige. Jeg tabte mig selv i det allerede inden det rigtigt var i gang. Fordi jeg skal bruge mere end 1-2 minutter på at vise, hvem jeg er. Min generthed, introverthed og mistillid til egne evner tager længere tid at nedbryde – især i så fremmede og ukendte rammer. Jeg har brug for at føle mig lidt ‘tryg’ før jeg for alvor kan spire – blomstre. Så mit eneste håb var, at deres trænede øjne ville kunne se ind bag det og se mig.

Vi brugte derefter et par timer på en præsentationsrunde, hvor vi alle sammen skulle op at præsentere vores kage, og sige et par ord om os selv, og hvorfor vi gerne ville være med. Og ud fra det, besluttede de så, hvem der var gået videre til en individuel samtale – hvor de så også ville smage på disse medbragte kager.

Jeg var en af de sidste, der skulle præsentere mig, og derefter var der pause, hvor vi kunne smage på hinandens kager og snakke sammen.
Efter en halv times tid kom de tilbage, og råbte navnene op på dem, der var gået videre…
Mit navn blev ikke råbt op….
(Jeg kunne godt skrive en masse om castingen, informationerne og oplevelsen med det hele, men det vil jeg lade være med, for det er ikke det, der er pointen med mine ord her)

Alle os, der ikke var blevet nævnt, blev bedt om at forlade lokalet hurtigt, så de kunne komme videre med dagens arbejde.
Det var først da jeg sad i bilen, ved siden af A, at det sådan rigtigt ramte mig – sådan hele oplevelsen.

Jeg følte mig SÅ forkert. Følte mig fravalgt som ‘mig’. Som om jeg ikke var god nok, spændende nok, særlig nok – som menneske altså. Alt det skidt, der engang var groet fast inde i hjertet et sted, blev revet løs og kradsede i blodet. Jeg blev virkelig ked af det!
Skældte mig selv ud og tænkte; ‘Hvor dum kan du være? Troede du virkelig, de kunne falde for dig? Og synes, du var værdig til at være med i et af Danmarks mest populære programmer? Ha! Snydt! Som om! Du skulle have holdt fast i din indskydelse – at du aldrig ville have en chance’.

AV!
Jeg blev så ked af, at jeg overhoved havde udsat mig selv for det. Følte lidt, at jeg havde stillet mig op i en boksering uden handsker på og bare afventet slagene. ‘Du vidste jo godt inden, at det ville gå sådan’…
Om jeg er hård ved mig selv? Ja! Det er måske en af de ting, jeg stadig kæmper med, efter mange års mobning. At jeg stadig skal øve mig på, ikke at overtage de andres grimme stemmer (fra dengang) og vende dem mod mig selv.
Og selvfølgelig blev jeg ked af det, for jeg var jo ikke kommet, hvis ikke jeg havde håbet på at gå videre. Når jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det helt. Gøre det rigtigt. Gøre det godt. Og her var det på en måde ‘out of my hands’.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange folk har skrevet til mig og opfordret mig til at melde mig til bagedysten. Og jeg har altid tænkt: ‘Arh, det er mine kager slet ikke flotte nok til’ og dernæst ‘Men det er jo heller ikke kagerne, de vælger ud fra…. Men du er heller ikke god nok, som du er’. Så jeg har ladet være.
Pludselig føltes det helt vildt pinligt – og svært – at skulle sige højt, at jeg ikke kunne det, som mange havde opfordret mig til – og måske forventet af mig, at jeg ville kunne?
‘Desværre, jeg var ikke god nok’.
Det mest frustrerende var, at jeg følte mig fravalgt for den, jeg er. Hvis de så bare havde fravalgt mig på grund af mine (dårlige) bage kage evner. Men nej, det var mig, der ikke var den rette. Det er sådan en ting, der er virkelig svær at lave om på. Man kan øve sig på at bage og blive bedre. Men jeg kan jo ikke – og skal ikke – ændre personlighed for at blive valgt…

Efter et par dage, hvor jeg egentlig havde mistet troen på mig selv, og lysten til at bage, blev jeg stædig og sur på mig selv. Fordi livet er for kort til at have ondt af sig selv! Simpelthen. Og som A ville sige; ‘Det er dem, der går glip af noget’ <3

Pyt! (Ja, det er et ord jeg stadig øver mig i at bruge)

Samtidig med min ‘nedtur’, fik jeg ud af det blå flere henvendelser omkring muligheden for at bestille mig til at bage kager, blandt andet kager til bryllupper – hvilket vel egentlig må betegnes som værende noget af et kompliment. At få lov at bage kage til så stor og særlig en dag. At nogen kunne finde på at spørge mig om det! Det hjalp mig til at genvinde noget gejst og tro på mig selv.

Derefter begyndte jeg (igen) at fokusere på det gode i stedet. Og fokusere på, at jeg ikke behøver at være med i bagedysten for at være ‘god nok’. Og hvis jeg drømmer om at lave kager, som kan glæde andre – mange andre – så kan jeg gøre det på andre måder. Så nu drømmer jeg en helt masse – sammen med A. Og det føles godt. Og rigtigt.

Hver dag gør jeg min familie glad, når jeg får lov at forkæle dem med ‘de gode gamle’, nye eksperimenter og andet godt. Derudover får jeg dagligt ros, på Instagram, via mails og her, for mine opskrifter og (spøjse mad)ideer og dét er virkelig noget, der gør mig glad! At andre kan få glæde af det, jeg bruger så meget tid og energi på. Jeg ville blot ønske, jeg havde 100 timer i døgnet til at lave mere af den slags.

Og fremover, når jeg bliver opfordret til at sende en ansøgning til Den Store Bagedyst vil jeg (fortsat) tage det som et kompliment og sige; ‘Been there – done that. Det har jeg gjort, de ville ikke have mig’. Og det er helt okay! Og selvom det forlyder, at nogen af de tidligere deltagere har været til casting flere gange, før de blev udvalgt, så er jeg nu ret overbevist om, at det var en once in a lifetime experience for mit vedkommende.
Jeg kan måske nok bare bedre lide at blive inviteret ind, end at skulle overbevise andre om, at jeg er god nok og har ret til at være med. Ihvertfald når det kommer til sådan noget her….

Nå, nu fik jeg skrevet en masse af mine tanker ned. Som nævnt, havde jeg først ikke lyst til at sige det højt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at jeg ikke var god nok. At det var pinligt at sige højt, at jeg blev valgt fra. At dem, jeg sagde det højt til, også ville tænke sådan om mig – fordi det er sådan jeg selv tænker om mig selv. Men helt ærligt – at blive fravalgt på baggrund af et par minutters præsentation skal ikke – ikke – slå mig ud.
Og nu har jeg i stedet italesat min sårbarhed. Og brugt de sidste par uger på at fundere over den – endnu en gang. For den har været en del af mig i mange år efterhånden, og indimellem blomstrer den op. Men altså; ukrudt forgår ikke så let…. Desværre.

Mobning har på mange måder gjort mig stærkere – og det skal det her også. Det skal være slut med at være min egen værste fjende.

Nu vil jeg dedikere 2019 til at blive året, hvor jeg løber efter mine drømme. Og hvor jeg, hver dag, øver mig i at holde af mig selv i stedet for at skælde mig selv ud og tale ned til mig selv. Så jeg tør drømme – og satse på mine drømme – og tro på, at nogle af dem faktisk kan gå i opfyldelse – fordi jeg kan. Fordi jeg er god nok. Og når jeg kommer i tvivl – for det gør jeg helt sikkert – så har jeg det her at kigge tilbage på.

Nu trykker jeg ‘udgiv’ med skælvende hænder og skynder mig at hoppe ind i sofaen ved siden af A og nyde en stille aften – måske endda med et lille glas rødvin i hånden. Det kunne vi vist godt bruge ovenpå en begivenhedsrig, spændende – og lidt nervepirrende – dag, der kan ende med at få stor betydning for os, hvis lykken (og livet) altså vil tilsmile os lidt…

Rigtig god aften derude
– og tillykke til dem, der efter 2. casting i søndags har fået besked om, at de skal være med i den nye sæson af Den Store Bagedyst

Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads.
Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også.

Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid.
For et par måneder siden mistede vi igen. Og det, vi troede var og skulle være, er ikke det samme. Og bliver det aldrig igen. Igen.

Overskuddet til at rumme 3 børns sorg, ens egen og ens families kan til tider føles som et stort, sort, tomt hul. Men det er samtidig også netop de 3 drenge, der holder én i gang. Og hjælper én til at bearbejde sorgen og savnet, gennem snakke og små hverdagshistorier om dem, vi mangler. Uden dem, var der mange ting, der ville være temmelig grå og ligegyldige…

De to ældste har hver deres måde at være i og arbejde med sorgen på. Og som det er med børn, så går de ind og ud af den. Det ene øjeblik kan de sige, med tristhed i stemmen, at de savner og det næste snakker de (igen) om Fortnite – sådan som det skal være. For de skal ikke tvinges til at sørge eller savne. De skal ‘bare’ have lov til at mærke det, når det er der, og plads til at snakke om det, når de har brug for det. Det må aldrig blive tabu eller forkert at snakke om!

I weekenden havde jeg fornøjelsen af lidt alenetid med S og W. Vi malede nisser til farfar og morfars gravsteder, som de skrev små hilsner på. Og imens vi hyggede os, spiste islagkage og malede, snakkede vi om dem, og fortalte de sjoveste historier, vi kunne komme på, om alt det fjolleri de to ‘gamle nisser’ kunne finde på at lave.
Det var så fin en stund. Drengene gjorde meget ud af at dekorere nisserne, og glædede sig til at skulle på kirkegården med dem. Da vi kom derned dagen efter, begyndte det at regne, og de blev hurtigt enige om, at det måtte være farfar og morfar der græd ned til os.

For mig er det klart L’s sorg, der er sværest at ‘håndtere’. Fordi han er 3 1/2 år. Og både så stor og så lille på en og samme tid. Han overrasker mig hver dag med, hvor meget han kan. Han har virkelig en særlig evne til at tale og sætte ord på ting og følelser, på trods af, at han ‘kun’ er 3 1/2 år. Men derfra og så til at forstå, hvad der pludselig er sket med farfar… Det er bare så svært!
Han kan godt sige; ‘Min morfar er død’ eller ‘Min farfar er død’. Men om han ved, hvad det betyder, sådan helt præcist, det er svært at vide…

De første par måneder, efter farfars pludselige død, gik egentlig stille og roligt. Han reagerede ikke sådan mærkbart. Og havde han, hvad man kunne tolke som en reaktion, var det svært at finde ud af, om det var treårs-selvstændigheds-frigørelses-trodsalder eller en reaktion på ‘alt det andet’.
De sidste par uger har dog været meget anderledes. Det er som om, han er begyndt at forstå, at farfar er væk og ikke kommer tilbage. Men helt ærligt, hvordan skulle han også kunne forstå det før nu? Vi andre har jo også svært ved at begribe det.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt farfar op med at komme herhjemme, som han ellers plejede næsten dagligt. Og selvom han har set ham i kisten, er det jo så ubegribeligt. For hvad vil det sige at være død?

De sidste par uger har han snakket virkelig meget om farfar. Siger ofte ‘det har jeg lært af min farfar’ eller ‘sådan gjorde min farfar’. Og når han cykler forbi kirken, hvor farfar blev bisat, spørger han hvor farfar er henne nu. Og snakker om da han lå i kisten og om, at farfar har fået en ny seng – en med låg på.

Forleden morgen sagde han, som det første, at han havde drømt at farfar levede igen og at han skulle fortælle det til S og W så snart de stod op. Det må have været en meget virkelig drøm, for han har nævnt den mange gange siden. Han fortæller om den, som om det er svært at forstå, at den ikke har været virkelig.

Eftermiddagen før, da vi sad og hyggede os ved spisebordet, havde han spurgt mig, hvem min far var. Og jeg havde svaret, at det var morfar. Han spurgte derefter A, hvem hans far var, og han svarede farfar. Så svarede L: ‘Så kan ingen af jer se jeres far. Øv altså!’
Og kort efter spurgte han så: ‘Hvordan dør man?’
Og hvad svarer man så? For hvis vi siger, at det var fordi de var syge, hvad så næste gang han eller en af os bliver syge (med influenza eller andet)? Han skal jo på ingen måde gå og være bange for at blive hverken syg eller dø!

De sidste par uger har han, udover at italesætte, spørge og tænke meget, haft en utrolig kort lunte. Fra det ene sekund til det andet kan han gå fra at være glad og grinende, til at være ked af det og virkelig rasende. Som om der pludselig er noget, der gør ondt indeni. Og hvem ved, hvad der lige tricker det? Det kan jo være alverdens ting. Måske tanken om, at man ikke kan være sikker på, at man ser dem igen, som man holder så meget af. At de pludselig kan forsvinde fra en. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forsikre ham om, at det ikke kommer til at ske igen. Nogensinde. Men det er så svært at sætte ord på alle de tanker, han – måske – slås med. For selvom han er virkelig god til at sætte ord på mange ting, så er der garanteret også meget, han ikke gør – og ikke kan.

Nej, der er ikke noget at sige til, at den lille fyr har en kort lunte. Og mange spørgsmål. Der sker så meget inde i det lille, store hjerte – ja, og i hovedet også. Og udover at sørge og savne, så er han også ‘bare’ en helt almindelig treårig, der gennemgår selvstændighedsfaser, udvikling og treårskriser. Det er også det, der gør det så forbandet svært at være i. For hvornår er han hidsig, fordi han er ked af det og hvornår er det noget andet? Hvornår er det en ‘kamp’, man skal tage? Indtil videre vil jeg egentlig helst bare pakke ham ind i kærlighed og bobleplast – men verden har gjort det svært. For jeg kan ikke beskytte ham mod alt, der gør ondt.
Men helt ærligt; det kan godt være temmelig hårdt at være i – også som forældre. For det kræver et enormt overskud at trøste én, der skriger og vrider sig og som bestemt ikke vil have et kram – lige midt i dét, der gør ondt. Og hele tiden skulle sætte ord på det, jeg tænker, han føler. Men jeg prøver. Vi prøver. Og heldigvis kan vi hjælpes ad.

Det er jo nemlig så fint, at han kan sætte ord på, snakke om det, spørge og undre sig. Og afreagere med ben og arme, når han ikke kan andet.
Jeg ville bare allermest ønske, at jeg kunne fjerne al hans undren og mistro til livet. Istedet må jeg forsøge at gribe ham, der hvor han er, og hjælpe ham, så godt jeg kan. Og stadig vise ham, at det er okay at være både glad, gal, ked af det, træt, hidsig, sorgfuld og alt derimellem.

Og når ingen ser det, så lader jeg tårerne trille. Af uretfærdighed og sorg over, at mine 3 dejlige drenge skal opleve så meget mistro til livet – allerede. Det er bare ikke fair!
Men jeg håber, at vi trods alt formår at få dem hele igennem det <3

 

 

P.S. Jeg har tidligere skrevet om børn, sorg og døden. Indlægget kan læses her