Med tårer i øjnene…

fullsizeoutput_1554

… Nu sidder jeg her i sofaen. Helt alene. Med tårerne trillende ned ad kinderne. Med store tanker bag øjnene og en dundrende hovedpine. Med en masse tanker, der maser sig på, og som jeg har brug for at skrive ned, før jeg kan falde i søvn. Måske bliver det et forvirrende sammensurium af mærkelige, dybe, tunge tanker. Måske giver noget af det mening…
Apropos dette indlæg har i dag været sådan én, der har givet en del stof til eftertanke, og sat livet i relief.

A er taget på nattevagt, de to store overnatter hos mormor og bettemusen er kysset godnat, efter at have siddet tæt i sofaen, bare ham og jeg, en halv time og grint af Gurli Gris. For ham en rolig stund, med nærhed og varme – og grin – som så mange gange før. For mig et meningsfyldt øjeblik, der bragte ro i mit sind, og blev værdsat endnu mere end ellers.

I dag har været en hård dag. Her har flagene ikke været på halvt for HKH Prins Henrik, og vi har heller ikke fejret Valentins dag.
Vi har taget afsked. Sagt på gensyn. Til et familiemedlem, der efter kort tids sygdom måtte lukke øjnene for sidste gang. I den samme lejlighed på Hospice, som der hvor min far gjorde det.

I kirken i dag græd jeg. Både over sorgen, savnet og mindet. Over livet og døden. Jeg græd af medfølelse for dem, der har mistet deres forælder. Fordi jeg ved, hvordan det føles. Jeg græd over min egen sorg, som præsten – også – talte til, da hun snakkede så fint om kærlighedens tid og den hjemløse kærlighed. Fordi jeg kan genkende det – og mærke det så stærkt stadigvæk.

Da vi efter bisættelsen samledes til kaffe blev der sagt flotte ord og delt gode minder. Jeg blev endnu en gang mindet om, hvor vigtigt det er at huske at sige de fine ting, man tænker, til dem man holder af, mens de er her til at høre det. Ikke vente og ikke udskyde det. For det kan ende med at blive for sent. Og det sværeste er at skulle leve videre med erkendelsen af, at man ’skulle have gjort’.
Jeg synes, jeg er blevet mindet om det for ofte, de sidste par år. Jeg ville ønske, at det ikke skulle komme så tæt på, igen og igen. Det er ikke mange måneder siden vi sad i samme kirke, for at tage afsked med en af vores naboer. Men jeg må acceptere, at det er en del af livet. Der er ikke rigtigt andet at gøre, for det hjælper ikke at lukke øjnene for det og håbe, at det forsvinder igen.

Jeg er ikke længere bange for døden, omend jeg frygter, at den skal ramme dem omkring mig. I modsætning til det præsten sagde om, at vi ikke skal frygte døden, fordi vi kan mødes i Gud, så er jeg ubeskriveligt bange for at skulle undvære dem, der betyder allermest for mig. For jeg har brug for dem her – her hvor jeg er.

Mere end nogensinde før, giver det SÅ meget mening for mig, (endelig) at læse til sygeplejerske og kunne og skulle være der for andre, i deres svære stund. Det er med til at give mit liv mening.
Indimellem kan jeg dog godt blive bange for, at jeg ikke kan rumme andres sorg eller holde til at være i det, være på så nært hold til døden. Men jeg er nødt til at tro på, at jeg kan det. At min uniform giver mig styrke, og at jeg kan finde ud af at støtte dem i sorgen, uden at tage den helt ind i hjertet. På den anden side, ville jeg aldrig kunne acceptere, hvis det blev hverdag. Jeg har ikke lyst til at nå dertil, hvor døden ikke betyder noget. For det gør den. Den er uundgåelig og ensom. Men jeg vil virkelig gerne kunne være med til at gøre den udholdelig. Døden må ikke være et tabu.

Efter en dag som i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvilke kendetegn der mon ville blive fremhævet til min begravelse. Lyder det skørt? Det føles lidt skørt at skrive det, men ikke desto mindre kom jeg til at fundere over det i dag, da jeg kiggede ud over bakkerne og mærkede solens stråler på kinderne.
Måske skulle det være ens livsmantra. Det man forsøger at forme dagene ud fra og leve efter.
Det man ville ønske, at andre tænkte og sagde om én – den dag man ikke er her mere.
Fordi det forhåbentlig kunne minde én om de gode ting, der er værd at holde fast i? At være glad, åben, smilende, imødekommende, klog, veltalende, sjov, lyttende, omsorgsfuld, rundhåndet, gavmild – eller hvad man nu synes, er gode kvaliteter at besidde. At huske at sige ‘pyt’ til alt det, der i bund og grund ikke betyder noget. Og bevare energien til at gøre tingene nu og ikke udskyde dem.
Jeg vil forsøge at huske det næste gang, jeg gruer for en eksamen eller en anden svær situation. Huske på, at det ikke skal vælte mig. Jeg har klaret så mange andre svære ting. Og hvis ikke det går, så går det nok alligevel..

Lige nu, som jeg sidder her, er jeg træt og indtryksmæt og tom indeni. Jeg er fyldt op og har svært ved at rumme mere. Men mine tanker holder ikke pause endnu. De er stadig i gang med at fordøje. Jeg tænker på alle dem, jeg ved, også slås med sorg og savn lige nu. Tænker på venner, der også lige har mistet, og som tog afsked i går. Jeg har det som om, jeg ikke kan rumme mere ‘liv’ og slet ikke død.
Men i morgen tidlig fortsætter hverdagen, som den plejer. Som om intet var hændt og det er dét, der er så svært at forstå. For efterhånden synes jeg slet ikke, at livet er genkendeligt længere. Det er ikke, som det var engang. Gid jeg kunne være barn igen, og mærke den naive tro på, at livet (for det meste) vil én det godt. Fyldes af den udødelighedsfølelse, jeg følte, før jeg fik børn.

Jeg savner A ved min side. Til at aflede mine tanker og dele alt det svære med. Godt han kommer hjem igen i morgen <3

Slutspurten, på 1. semester, er sat ind

069

Så er slutspurten på 2. semester sat ind! Og hvilken spurt. Pyyyyyh….! Jeg synes, jeg har gjort alt for at følge godt med hele semesteret. Har været der til alle timer, taget noter i ét væk, læst pensum osv. osv. Men der er alligevel grænser for, hvor meget min hjerne kan huske (og lære på én gang)!

Om 6 dage skal jeg aflevere den 2. skriftlige opgave, et forudsætningskrav der skal bestås for at kunne gå til eksamen, som jeg brugte stort set hele sidste weekend på. Som I måske husker, havde jeg en lidt ambivalent følelse med den 1. skriftlige opgave.

Hver dag går med repetition, studieopgaver og praktiske øvelser på skolens ’sygehusafdeling’. Der er drøn på og min hjerne kværner løs, selv når jeg sover, tror jeg. Jeg er ihvertfald virkelig træt, når jeg vågner om morgenen 😉
Midt i aftensmaden kan man f.eks. høre mig udbryde: ‘Hvor mange procent plasma er det nu blod består af?’ – som om mine med-spisere kan svare på mine skøre spørgsmål… 🙂 Og om natten kan jeg vågne og tænke: ‘Første hjertelyd, det er da når bi- og tricuspidalklapperne lukker under ventrikelsystolen – ik?’ 😉

Det er ret vildt at tænke på, at jeg om 3 uger starter på 2. semester! Og endnu mere, at jeg skal stå og tage imod et nyt hold som tutor 🙂
Jeg er spændt på, at skulle lære endnu mere, men mest af alt tæller jeg ned til at skulle i klinik for første gang, sådan for alvor. At skulle ud at snuse til sygeplejefaget i 10 uger og have det i hænderne. Prøve alt det af, som jeg har lært. og lære en masse gennem hænderne. Det bliver virkelig rart. Jeg tænker, det vil være med til at (forhåbentlig) bekræfte mig i, at jeg er landet det rigtige sted.

Men altså… først skal eksamen lige overstås. Planen kom i onsdags og jeg er den 3. sidste ud af nogen-af-fyrre. Ikke lige det, jeg havde håbet på, men det er jo ikke noget, jeg er herre over, så sådan må det være. Pludselig er det meget konkret, og mine eksamensnerver begyndte med ét at røre lidt på sig. Mon jeg skal have kronisk uro i maven og rystende hænder indtil slutningen af måneden?…

Jeg er faktisk ved at blive en smule småskør. Det ene øjeblik tænker jeg, at det nok skal gå. Det næste er jeg overbevist om, at jeg dumper. Jeg kan mærke presset på mig selv, som en fysisk lænke omkring mit hjerte, der strammer til dag for dag. Jeg vil SÅ gerne gøre det godt, jeg vil virkelig gerne bestå (ja, hvem vil ikke det…)! Bevise over for mig selv, at jeg kan forstå de naturvidenskabelige fag, som jeg altid har haft en smule angst overfor.
Det er ikke fordi, jeg har et behov for at bevise over for andre, at jeg kan få en flot karakter. Jeg har et stort behov for at bevise over for mig selv, at jeg kan. Og jeg er dødbange for at komme til at skuffe mig selv. Falde helt til jorden og finde ud af, at jeg slet ikke har det, der skal til. I et roligt øjeblik ved jeg godt, at jeg ved noget. At jeg faktisk har lært sindssygt meget de sidste 4-5 måneder. Men jeg kan jo ikke huske det hele. Slet ikke. Og en perfektionist, som jeg er, kan have rigtig svært ved at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg ved jo ikke, om jeg ved nok, før eksamen er ovre.
Jeg render rundt med konstant dårlig samvittighed, for jeg føler, at jeg hele tiden burde læse mere, hurtigere. Men min hjerne har brug for, at jeg giver den pauser, for ellers når den ikke at finde plads til alt det, jeg forsøger at putte på lager.

Alle er søde, klapper mig på skulderen og siger, at det kan jeg sagtens klare, det kommer til at gå rigtig fint. De er slet ikke nervøse for, at jeg ikke klarer den. Men hvad så hvis jeg ikke gør? Så skuffer jeg ikke kun mig selv? Og hvad er rigtig fint? Er det også ‘jeg bestod med nød og næppe’?

Jeg håber sådan, at jeg om et par uger går derfra med en karakter, der sender mig direkte videre til 2. semester – og helst højere end 2, for jeg synes virkelig jeg har knoklet for at gøre det bedre end det. Men jeg tør næsten ikke tænke tanken…
Jeg har brug for det skulderklap, det er at bestå eksamen, så jeg forhåbentlig, efter det, formår at tro lidt mere på mine egne evner. Hvilket i øvrigt var et af mine ønsker for 2018.

I dag har jeg været til ‘prøveeksamen’ i en praktisk færdighed. Jeg skulle forflytte en ankelopereret patient, med gips på benet. En fra min studiegruppe spillede min patient og bagefter spillede jeg patient for en anden fra min studiegruppe.
Til vores eksamen, skal vi bruge de første 5 minutter på at udføre en praktisk færdighed på en seniorsygeplejerske, der spiller patient. Og dernæst skal vi forsøge at afværge en skudsalve af spørgsmål fra en af vores anatomi/fysiologi/biokemi/mikrobiologi-lærere og en af sygepleje-lærerne. 20 minutter, hvor de stiller spørgsmål og viser os modeller, som vi så skal kunne svare på og fortælle ud fra.
Det er første gang, så vidt jeg husker, hvor jeg skal til en eksamen, jeg ikke rigtig kan forberede mig på, inde til forberedelsen. For det er ikke mig, der skal lave en disposition og derudfra styre slagets gang til eksamen. De stiller spørgsmål – om alt, vi har haft det sidste halve år – og så skal jeg kunne svare på tiltale! Det gør mig faktisk vildt nervøs. For der er godt nok meget at huske!

På vej hjem fra skole i dag, var jeg 1/2 meter fra at blive torpederet af en bil, der kørte over for rødt. Direkte ind i førersiden, lige ind i mig. På et splitsekund passerede mit liv lige revy og jeg rystede (og græd) resten af vejen hjem. Pyh, sikke en oplevelse at afslutte skoleugen med og begyndt weekenden på. Jeg er stadig helt shaky. Livet er virkelig en underlig størrelse. Det ene øjeblik fylder eksamen alt og det næste er det helt andre ting, der får ens hjerte til at slå alt for hurtigt.

Nu vil jeg sætte mig lidt, med en skive friskbagt grydebrød og en kop kaffe, og fordøje dagens indtryk, og så må jeg hellere komme tilbage til bøgerne. Jeg har på fornemmelsen, at min weekend kommer til at gå med endnu mere repetition, opgavefærdiggørelse, uendelige tankestrømme og forhåbentlig også en smule hygge og nærvær indimellem.

God weekend derude!

P.S. Tak for jeres søde forslag og kommentarer til indlægget i går. Jeg tænker, at noget af min weekend også kommer til at gå med at løse dét problem….

Julen 2017 – juleglæde rimer på hjertesmerte

286 288
Et lille hus, der har fulgt mig i mange år <2
326 375 381 390 482 486 495 499
Risalamande til W og jeg
503
Isdessert til resten, som min svigerinde havde lavet så fint
515 569
1. juledag med hygge og risalamande til morgenmad
574 596
Når man er brødansvarlig, når der kommer julebesøg fra København
014
Pakkeleg

På denne sidste juleferiedag, kan jeg vist lige nå at samle op på julen 2017 med en lille julekavalkade…

Jeg har ikke nået at vise så meget jul frem, men et indlæg om julebordet, en god besked at kickstarte ferien med og dagene op til jul blev det dog til.

Da juleferien ramte var jeg virkelig klar til at lade mig oversvømme i juleglæde og god tid. Men desværre ramte julefreden og juleglæden mig aldrig rigtigt før det hele var ovre igen.
Der har været ting på programmet alle dage og jeg har haft kontant dårlig samvittighed over, at jeg burde have læst (en masse). Sådan er det nok at være studerende, måske jeg endda er nødt til at acceptere, at de næste 3 års juleferie vil blive lige sådan. Englen og djævelen på mine skuldre, som jeg har skrevet om tidligere, har virkelig skændtes. På den ene side har jeg mærket et stort behov for at trække stikket og lave andet end at tænke på hjerter, lunger, latinske betegnelser og sygdomme. På den anden side så kunne ferien være en oplagt mulighed for at læse mere – og andet – end jeg har haft tid til siden september.

Juleaften kom og gik, hurtigere end jeg var klar til. I år holdt vi jul herhjemme sammen med A’s forældre, søstre og niece. En stille og rolig aften, med de traditioner, de bærer med sig i deres familie. Første jul efter min fars død, hvor jeg ikke var sammen med min mor og bror. Jeg mistænker, at min juleglæde aldrig rigtigt fandt ind i hjertet, fordi der ikke var plads. Sorgen fylder stadig for meget. Intet bliver nogensinde helt det samme igen, og det mærker jeg for alvor, når noget der indebærer så mange traditioner, heller ikke er det. Ingen julegave til min far, ingen julekram fra ham, ingen julefrokost veltilberedt og smukt anrettet af ham, ingen morfarhygge, ingen nytårsløjer og skøre påfund. Ingen til at opleve julen med min mor, og dele de små og store oplevelser, som børnebørnene bidrager med.

Da min bror fyldt 30 år d. 29. var vi ude at bowle om eftermiddagen. Min far ville have elsket at se de 2 store kaste kuglerne af sted og endda lave både spare og strike. Om aftenen var vi ude at spise, min mor, bror, svigerinde, A og jeg. Med en tom plads ved bordet, overfor A. En fysisk påmindelse om, at der manglede én.

Jeg vidste godt, at julen ville blive svær. Det er trods alt kun 1 1/2 år siden, at alting blev vendt på hovedet. Men selvom jeg var forberedt på det, så tog det ikke noget af sorgen væk. Den er der bare, det er jo prisen vi betaler for at have elsket…

Nu er julen og nytåret allerede ovre, nærmest inden jeg nåede at falde til ro i det. I morgen venter hverdagen igen. Jeg har forsøgt, alt jeg kunne, at give drengene en fantastisk juleferie og jeg er helt sikker på, at de har nydt det og ikke manglet noget (udover endnu mere spilletid, som de vist aldrig får nok af 😉 ) De glæder sig til at komme i skole igen i morgen, og det er jo en god ting, der tyder på, at de har fået ladet batterierne op.

I dag bruger vi den sidste feriedag på lige dele nydning og hårdt arbejde. Jeg har en opgave, der skal skrives, som kommer til at tage en god portion af min tid udover studiet de næste par uger. Men jeg insisterer på, også at have tid til de små ting i dag, så vi får bundet sløjfe på ferien på en fin måde.

Rigtig god tirsdag derude – og god arbejdslyst til jer, der allerede er i gang igen i dag 🙂

Bagsiden af min medalje – som sygeplejerskestuderende

256

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det…
Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt…

Sorgen

Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv.

Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?
Tiden læger alle sår – siges det. Jeg tror ikke på det. Jeg er blevet klogere. Der er et sted i mit hjerte, der gik i stykker, den dag jeg sad ved min far, og så ham tage sit sidste åndedrag. Det sted kommer aldrig til at hele. Måske kommer der skorpe på – engang, men det vil aldrig blive det samme som før.

For nogle uger siden, da jeg havde gået på studiet i en måneds tid, kom jeg hjem en dag og følte mig fuldstændig mat (altså endnu mere end ellers). Jeg havde sagt til A et par dage forinden, at jeg følte det som om sorgen var flyttet ind i hjertet med fornyet kraft. Om aftenen fik jeg det værre og værre, og endte på sofaen med kulderystelser, ondt over det hele, feber, utilpashed og tårer, der blev ved med at trille. Det var som om, min krop var blevet syg af sorg. Jeg følte mig helt sort indeni, som om mit hjerte var ved at visne.
Morgenen efter var feberen væk og jeg havde det bedre.
Min krop havde fået afløb for noget af alt det, der var blevet for mørkt i hjertet. Det havde lettet.

Hver dag på studiet er der ting, der sender mig direkte tilbage, enten til hans sidste timer eller til de 3+ år, han var syg.
Jeg bliver hele tiden bedt om at forholde mig til, hvad god sygepleje er, og det bringer minder frem om de situationer, jeg har været i, sammen med min far – især dem hvor jeg bestemt ikke synes, der blev ydet god sygepleje. Og det gør ondt! Sådan helt fysisk ondt!

Forleden så vi en video med en patient, der lå for døden, fordi vi skulle se, hvordan vejrtrækningen er, når man når det stadie.
Og det var svært. For læreren spurgte, om nogen af os havde set en person dø. Og flere af mine medstuderende kunne referere til ældre mennesker, de har været i kontakt med som SOSU-assistenter. Men jeg har kun min far at sammenligne med og tænke på, når tankerne bliver sendt på rundtur. Og det var bestemt ikke rart at få de billeder på nethinden igen.
At se ham dø er klart det tungeste og sværeste jeg har gjort i mit liv. Også selvom jeg ikke ville have været det foruden.

Jeg vil så gerne blive og være en dygtig sygeplejerske, der kan forholde sig fagligt til jobbet, men jeg vil også gerne være menneskelig. Jeg forsøger at rumme begge dele. Jeg vil så gerne, at alt det jeg gennemlevede med min far, til de mange undersøgelser, indlæggelser m.m., kan bruges til noget godt. Når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg ved, at min far ville glæde sig over, at jeg i det mindste kan få et eller andet godt ud af alt det, der var og er så tungt og uretfærdigt.

Men indimellem tvivler jeg på egne evner. Jeg ved nu, hvordan det er at miste en forælder. En man elsker dybt. En, der hele ens liv har været en stor del af én. Det vil jeg gerne kunne bruge i mit virke som sygeplejerske, som omsorgsperson. Jeg håber, jeg kan. For det ikke få lov at være en hemsko for det studie, der føles så rigtigt!

Jeg vil gerne acceptere min sorg, og bære den med mig. For jeg kan ikke fortrænge den. I de perioder hvor jeg forsøger at gøre det, vender den tilbage med fornyet styrke og det dur slet ikke. Sorgen er en del af mig – også selvom der er gået 1 1/2 år. Der er bare ikke meget plads til den i en travl hverdag.
Når jeg sidder i bilen om morgenen, helt alene, med en smuk solnedgang i ryggen, så begynder tårerne at trille. Fordi jeg støder på noget i mit tankemylder, der minder mig om min far. Når jeg sidder der helt alene, så giver min krop efter, omend jeg beder den om at lade være. Fordi det ikke passer ind. Men jeg lader sorgen fylde et øjeblik, jeg tør ikke andet, omend jeg er bange for, at den ikke vil forsvinde igen.

Jeg tænker indimellem, om jeg mon er for ked af det. Om det er normalt at have det sådan. Der er stadig en del spøgelser, jeg ikke har gjort op med. Og nogle af dem er blevet større, efter jeg er begyndt på sygeplejerskestudiet. Fordi jeg pludselig ser tingene fra andre vinkler. Og bliver klogere på nogle af de ting, der foregik – både i hans krop og omkring ham.
På den anden side, så accepterer jeg, at sorgen, savnet og smerten er en del af mig. Jeg er gået i stykker, men kan repareres, så jeg kan fungere. Sygdomsforløbet varede lang tid, så det gør bearbejdningen vel også? Ihvertfald for mig.

Jeg har brug for at tale med ham – lige nu! Jeg har brug for, at mine drenge kan kramme ham – og huske ham. Jeg har brug for at han er her – men det er han ikke.
Meningen med livet forandrede sig, da jeg sagde farvel til ham ude på Hospice. Mine sanser blev skærpet (endnu mere). Min tiltro til livet blev anderledes. Indimellem kan jeg tænke, at jeg slet ikke forstår, hvad det er vi skal. Hvad er meningen? Er livet ‘bare’ dét at stå op, tage af sted, arbejde, læse, gå i skole, knokle, lave mad, sove og gentage? Jeg forstår det egentlig ikke, forstår ikke helt meningen med det. Men alligevel holder jeg af hverdagen. Jeg holder af at gøre lidt ekstra ud af de små ting. Se glæden i mine drenges øjne. Tænke, at det kan betale sig at gøre sig umage, for dagen kommer ikke igen.
For livet, det tager jeg ikke for givet. Og dét er også en styrke, omend det kan føles mest som en svaghed indimellem.
Jeg ser nuancerne, både i hverdagen og alt det, der omgiver mig. Jeg er en tænker, der suger alting til mig. Og jeg er blevet mindre bange for døden – min egen nok mest. For jeg er stadig virkelig bange for at miste andre, der står mig nært. Bare tanken…

Jeg tror ikke, der er mange, der kan se det på mig. At mit hjerte er såret, stadigvæk. Måske bliver det ved med at være det altid. Måske bliver livet aldrig det samme igen… Det er en del af mig nu, på godt og ondt. Sådan er livet. Også selvom jeg har lyst til at råbe og skrige og gøre det om, spole tiden tilbage, ikke finde mig i, at det skal være sådan her!

Måske kan jeg finde måder at bruge det på, på en god måde. Jeg håber det… <3

Nu fik jeg ihverfald afløb for mange af de tanker, der fylder meget for tiden. Jeg er ret sikker på, at jeg finder styrken, midt i det svære, som jeg har gjort indtil nu. Omend sorgen indimellem prøver at vælte mig omkuld…. What doesn’t kill you, makes you stronger. Dét er ihvertfald ikke helt forkert!

 

Hvis du har lyst til at læse flere indlæg og tanker om alt det med sygdom, død og kræft, kan du blandt andet klikke lige her

Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

fullsizeoutput_d06

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!

Older posts