Noget af en udfordring for en sensitiv introvert…

Lige om lidt hopper jeg op på jernhesten, og drøner af sted mod byens – vel nok – hyggeligste kaffested. Af sted til et møde, der er noget af en udfordring for en sensitiv introvert som mig – men det er godt at udfordre sig selv, ik?

Inden jeg smutter, vil jeg lige dele lidt tanker med jer – selvom det føles en smule grænseoverskridende og lidt svært – fordi det er så personligt…

For godt og vel et år siden fik jeg en mail fra en læser, der skulle flytte til byen, og som spurgte til råd og forslag til institution, børnevenlige oplevelser, good to know om byen m.m.
Jeg foreslog, at vi kunne mødes til en kop kaffe, hvis hun havde lyst – fordi jeg selv ved, hvordan det er at være ny (og alene) i en fremmed by. Nu er hun så landet her i byen, og om lidt skal vi møde hinanden for første gang… 🙂

Datoen blev aftalt lige inden endnu et stormvejr ramte os, men jeg har gjort alt for at holde fast i kaffedaten, for jeg har brug for at tænke på noget andet for en stund. Hvis der er noget, som livskriser også minder én om, er det, at man ikke skal udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag. – Og nej, sådan kan man ikke leve hver dag, hele livet – men indimellem, og med nogle ting, kan man.

Jeg tager af sted med maven fuld af sommerfugle og hovedet fuld af tanker. Sådan er det at være én, der tænker (for) meget.
På en måde starter vi lidt ulige, fordi hun (måske) har et forspring efter at have læst med her, og ved en ting eller ti om mig. Jeg ved stort set intet om hende…
Måske har hun endda dannet sig et billede af mig ud fra det, hun har set og læst her. Måske ‘lever jeg slet ikke op til det’ i virkeligheden…

Jeg er virkelig spændt! For hvad er egentlig også præmissen for mødet?  Måske har vi hvert vores udgangspunkt eller ønske med det. Det ved jeg først efter i dag…
Jeg vil bare så gerne, at det bliver en god oplevelse, i det mindste. Både fordi det (altid) er fedt med positive oplevelser, især når man overskrider sin egen grænse en smule for det. Men også fordi jeg – helt ærligt – synes, det er svært at møde nogen, der måske endda kunne have venindepotentiale. Hvor den gensidige interesse er der, og hvor man ‘klikker’. Det er vel egentlig slet ikke så let?
På mange måder føler jeg mig stadig som tilflytter her til. Mange af dem, jeg møder – forældre til drengenes legekammerater, studiekammerater, genboer, kollegaer – har masser af venner og bekendte fra et helt liv her. Jeg føler og hører ofte, at ‘de har masser af venner’, de har ‘nok venner’…
Jeg føler mig på mange måder stadig ‘ny’ og faktisk også lidt alene. Altså ikke ensom, for jeg har jo min familie omkring mig. Men sådan veninde-ensom. Ingen af mine nære veninder bor her i byen, og det er bare noget andet, når man kun kan ses engang imellem, og når det altid skal aftales i god tid. På den måde er man ikke rigtigt en del af hinandens hverdag, som også betyder noget for mig.

Det hjælper heller ikke ret meget på min nervøsitet og mine tanker, at jeg (faktisk) er ret genert og har svært ved at tro på, at jeg er god nok. Jeg har virkelig svært ved at turde tage initiativ til at lære nogen bedre at kende. Spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Tænk, hvis de sagde nej. ‘Ja, hvad så?’ tænker nogen. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg tænker straks, at der så må være noget galt med mig. Men nu har jeg faktisk taget initiativet, og det samme har hun, da vi skulle have sat en dato. So far, so good.

Og næste skridt er så nu – lige om lidt… Og bagefter venter endnu et. For hvordan mærker man så egentlig ordentligt, om begge parter ‘trives’ i det? Det er næsten værre at få et afslag bagefter. Især hvis man selv synes, at ‘det gik godt’. Men det er nok igen dét med, hvilket udgangspunkt man hver især kommer med til mødet…

Og ja, alle de her følelser og tanker hænger helt sikkert sammen med alt det, jeg måtte igennem i løbet af min skoletid. Selvom jeg ofte tænker, at jeg ‘er kommet mig’ efter mange års mobning, er der dage som i dag, der minder mig om, at arrene aldrig forsvinder.

Åh, hvor ville jeg gerne, at jeg ikke tænkte så meget. Og hvor ville jeg gerne, at jeg turde tro på, at jeg er god nok, som jeg er… Måske det bliver bedre med alderen (jeg er jo stadig ret ung 😉 )
Men nu springer jeg ihvertfald ud i det – så må det briste eller bære. Jeg øver mig i at turde!
(På en måde bliver det også sat ekstra meget i perspektiv i disse dage, for det her er jo ingenting i forhold til at alt det, vi ellers står midt i…)

Og som min (kloge) mand siger, så skal jeg jo bare være mig selv og hvis ikke det er godt nok, so be it… <3

Bedst som jeg troede, der var lys for enden af tunnellen….

Bedst som jeg troede, der var lys for enden af tunnellen, hiver livet endnu en gang gulvtæppet væk under os. Sådan godt og grundigt.
I mandags slog lynet ned – igen – og ramte vores lille familie med så meget kraft, at det er nærmest umuligt at overskue følgerne.

Jeg var ellers klar til at skulle nyde, at A – endelig – må køre bil igen. Efter 12 ugers pause. 12 uger hvor jeg har ageret chauffør og kørt til alt det, en familie på 5 nu har på programmet – plus det løse; sygehusbesøg, fodboldskole, fysioterapi, sommerferie sydpå og alt det andet, de sidste måneder også har budt på.

Der var en sød læser, der skrev til mig forleden, hvor meget vores lille familie mon skulle igennem – og helt ærligt; jeg har tænkt det samme! Men hvad kan man gøre? – andet end at forsøge at følge med og acceptere, at livet (åbenbart) synes, at vores udholdenhed skal testes godt og grundigt- endnu en gang.

Bedst som jeg troede, jeg havde to uger til at indhente alt det forsømte, og få gjort hovedet klar til et nyt semester, er jeg nu håbløst bagud med (hvad der føles som) alt! Men sådan er livet så uforudsigeligt – på godt og ondt. Det har jeg desværre lært på den hårde måde.

Jeg kan slet ikke holde ud, at livet endnu en gang viser tænder, og sætter uudslettelige spor i mig – i os. At livet igen igen skal minde mig om, at alting på et splitsekund kan blive forandret – for altid.
Det flår i de sår, der langsomt var begyndt at blive lægt, efter det lange, opslidende, forfærdelige forløb med min far. Jeg er sendt direkte tilbage til alle minderne fra for 2 år siden. Det gør smerten endnu stærkere og endnu sværere. Så meget minder om, og alligevel er der så meget, der er anderledes denne gang. Det er SÅ svært at være i.

Siden i mandags har livet på mange måder været sat på standby. Og det er nærmest time for time, at vi må forholde os til nye informationer og kursændringer. Det er kritisk, uudholdeligt og hjerteskærende svært. Men vi er nødt til at holde til det. Og samtidig tvunget til at holde fast i hverdagen. Mest af alt for drengenes skyld. Mens vi venter, håber og græder.

Den sidste uge har jeg forsøgt at holde skansen herhjemme og kæmpet for at få hverdagen til at glide. Alt imens mit hjerte har blødt og mine tanker været på overarbejde konstant. Ingen kan fortælle os, hvad dagen i morgen bringer. Eller næste uge, for den sags skyld. Vi kan ikke gøre andet end at holde fast i det ‘sædvanlige’, indtil det også bliver væltet omkuld og planerne må ændres – igen.
Uanset hvor meget styring, jeg forsøger at tage over mit – og vores (familie-) – liv, kommer der hele tiden noget, der trumfer det, og slår mig – os – ud af kurs.

Åh, hvor jeg håber, at dagen i morgen bringer noget godt med sig – bare et lille håb! Det har vi brug for!

Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader

D. 21. juli 2018fortsat herfra

Det er simpelthen så skønt at være fremme. Nu kan roen sænke sig og vi skal finde ud af, hvordan man ‘laver ingenting’ i en uge.
Men først skal køleskabet fyldes op, så mens drengene tester poolen og undersøger husets mange rum, kører andre på indkøb.

Huset er stort, men vi har planer om at bruge alle vågne timer udenfor, ved poolen, hvor der også er et stort udekøkken, spisebord osv. På vej ned viste vejrudsigten dårligt vejr, men det er heldigvis ikke det vi er kommet frem til og de næste dage har også rettet sig – heldigvis. Kan næsten ikke bære tanken om, at vi skulle have overvundet køreturen, for at sidde indendøre og se ud på regnen…

Min bror tænder op i grillen i udekøkkenet, og vi spiser spyd og flutes til aftensmad, inden vi putter 3 trætte, glade drenge, der næsten ikke kan vente til i morgen, og som helt sikkert kommer til at drømme om vandplaskeri hele natten 😉

Bagefter fordøjer vi dagen, på terrassen, med et glas vin i hånden, og da solen er gået ned bag bjerget, går vi også til køjs, så vi kan være nogenlunde friske i morgen tidlig, når drengene (helt sikkert) vågner tidligt og spørger, om de må tage badetøj på som det første.

‘Skal jeg lige hjælpe dig?’ <3 Brødre <3

D. 22. juli 2018

Kære feriedagbog

I dag har vi ingen planer. Det er søndag – og søndage er lavet til hygge, ik?
Drengene sov (sørme) helt til kl. 7.30. Det første L sagde, da han vågnede, var: ‘Mor, skal jeg lære dig at svømme i dag’. Sådan et tilbud måtte jeg jo straks takke ja til.

Vi er vågnet op til dejligt vejr, så det bliver svært at holde drengene fra poolen særlig længe 😉
I det lokale supermarked har vi købt to svømmebælter til S og L, for poolen er for dyb til, at de kan bunde.
L kaster sig i vandet, der egentlig er 24 grader varmt, men som føles en smule som det kolde gys, når luften allerede er ved at være 30 grader. Det holder ham dog ikke tilbage og på et øjeblik gik han fra at være en smule usikker i vandet, til at have fuld kontrol. Han vender sig rundt, svømmer med arme og ben og ligner én, der har badet uafbrudt i årevis. Han er mega sej og det er virkelig en fornøjelse at se hans glæde i øjnene og de store smil, når han finder ud af, at han kan mere – mere – mere. Han efterligner alt hvad W gør og de har en fest i vandet.

Pludselig er formiddagen blevet til eftermiddag, nærmest uden vi har opdaget det. Aftensmaden bliver en nem og hurtig omgang mexikansk, som er et hit hos både store og små.

Myggene lever (desværre) også det fede liv på terrassen, og jeg har allerede lagt krop til 20-30 stik inden klokken har slået 20. Øv! De må gerne rejse videre i løbet af natten…

Da drengene er puttet, og os, der kan holde til at være lidt længere oppe, er gået i gang med en omgang Bezzerwizzer, vågner W op med ondt i maven. Han har en ret høj smertetærskel, men han er virkelig ked af det og har mange smerter, og jeg tænker først, om vi måske har overset laktose i noget af det, vi har spist. Han siger dog, at det føles anderledes, og jeg bliver helt svedt ved tanken om, hvad det kan være. Jeg når at tænke mange ting undervejs, og frygter lidt for vores ferie, der jo kun lige er gået i gang.
Tænk hvis…. det ene og det andet.

Efter et par timer, med nus på panden og beroligelse, falder han i søvn igen, med A ved sin side.
S er rykket ind i mormors seng, så A kan overnatte i hans seng og være tæt på W, og jeg ender med at sove ‘alene’ sammen med L, i vores soveværelse.
Jeg ligger i mørket og lytter efter blodtørstige myg, der skulle være trængt ind i soveværelset, men der er helt stille. Stilheden bliver kun afbrudt af L’s tunge vejrtrækning. Jeg tænker over, hvor meget sårbarhed og kærlighed jeg mærker, når noget gør ondt på en af mine lykkespirer. Jeg ville ønske, jeg kunne overtage smerten. Jeg mærker og føler den, sammen med dem.
I et stort, mørkt soveværelse, langt væk hjemmefra, kommer jeg til at fundere lidt stort over det hele og bliver mindet om alt det, jeg mærkede, da jeg blev mor for første gang og som jeg allerede har mærket mange gange de sidste 10 år.
Tænker, at man på en eller anden måde er godt skør, når man vælger at sætte 3 børn i verden. For jeg kommer ikke kun til at mærke (og tage del i) alle deres glæder. Jeg mærker også så stærkt, når noget gør ondt (på dem). Det kræver sin kvinde – og mand. Men jeg ville ikke, for noget i verden, ønske, at det var anderledes. Jeg ved jo godt, at det er en del af livet. Jeg har bare aldrig tænkt over det på den her måde, og mærket det så stærkt.

Til sidst falder jeg i søvn med ønsket og håbet om, at det bliver en rolig nat, og at dagen i morgen byder på masser af gode stunder, igen.

Siesta3 på stribe Som brødre vi dele (også selvom drinksne er helt ens)Kan vel lige så godt vænne mig til dette syn af vores store lykkespire, der hænger ud i baren 😉‘Er der mere drinks, mor?’

D. 23. juli 2018

Kære feriedagbog!

Jeg er vågnet med et lettet hjerte, for natten er gået uden problemer. W har det meget bedre og tænker mest på, hvornår han kan komme i poolen igen. Det er virkelig et godt tegn 🙂 Og jeg har vist også regnet mig frem til, hvorfor han havde så ondt i maven, så alt er godt igen. Pyh!

Morgenmaden nyder vi på terrassen, med udsigt til poolen, som drengene utålmodigt venter på at springe i. Lige om lidt dukker solen frem bag træerne og poolen kan få lidt varme, inden jeg bliver tvunget i 😉
Da jeg var barn, var jeg glad for at bade, men jeg blev vist mættet engang i løbet af min ungdom. Nu er det slet ikke noget for mig, men jeg gør det for drengenes skyld – og endnu mere fordi A ikke kan. Heldigvis er min bror, svigerinde og mor også med til at være badedyr 😉

Noget af det, jeg virkelig har set frem til, ved at holde ferie, er at have tid til at læse nogle af de bøger, der har ligget i reolen og kigget hånende på mig set sidste år, hvor faglitteratur har været det eneste på mit læseprogram.
Jeg har taget to bøger med og håber ikke at det er urealistisk, at jeg kommer igennem ihvertfald den ene af dem…

Drengene bader hele formiddagen, holder siesta indendøre med en lille film, og lader op til endnu en omgang badning.
Om eftermiddagen åbner poolbaren. Noget af det drengene har glædet sig allermest til og snakket meget om derhjemme; at skulle drikke lækre drinks i badetøj, ved poolen 😉

Om aftenen, efter L er puttet, spiller vi spil med S og W. De nyder at være længe oppe, drikke drinks og forsøge at svare paratviden om musik, politik, geografi og alt det 😉
Myggene er også stadig vilde med os…

Hvem der bare havde et mangotræ i baghaven
Fandt den perfekte kaffekop bagerst i skabet – nu hvor jeg ikke får bagt så meget kage… Jeg stemmer for, at flere bagerier i Danmark har gulve som det her 🙂Arhmen altså – jeg er vild med det! Udsigten fra parkeringshuset…En fyr i sit rette elementNår man ikke kan bage, kan man da dase lidt i en doughnut i stedet…

D. 24. juli 2018

Kære feriedagbog!

Helt ærligt, hvorfor har tiden så travlt? Vi forsøger ellers at få dagene til at ligne hinanden, så vi kan snyde tiden til at tro, at den står stille, men det virker ikke rigtigt…

I dag skal jeg ud af min ‘jeg-kører-ikke-bil-boble’, for vi har besluttet os for at udforske Vence, den by vi bor tæt ved.
Efter morgenmaden kører vi ind til byen og parkerer i verdens – måske – smalleste parkeringshus, hvor man skal være heldig, hvis man kommer ud uden buler – eller kommer ud i det hele taget…

Vi går en tur i de skæve gader, og A forsøger, så godt han kan, at følge med. Jeg nyder, at han er med, selvom jeg ved, det er hårdt for ham at stavre rundt med krykker og en (varm!) tung støvle på det ene ben.
Vi bruger et par timer på at indsnuse den fine, franske stemning og beundre de mange sjove, skæve, finurlige gader og stræder og slutter af ved bageriet og shopper baguettes til frokosten.

Resten af dagen bruger vi ved poolen. Det er drønvarmt og faktisk lige før jeg nyder at kunne køle lidt ned i vandet!
I morgen er det allerede onsdag, men det gider jeg ikke tænke på lige nu….

 

Fortsættelse følger….

P.S. Tusind tak for de søde kommentarer til første indlæg. Rart at læse, at det ikke kun er mig, der synes det er noget af en overvindelse 😉

De næste 2 måneder skal jeg….

De næste (knap) 2 måneder står på ferie for mit vedkommende. Jeg har talt ned i lang tid. Endnu mere efter A’s akillessene sprang og de fleste ting blev anderledes, end jeg havde forestillet mig (og planlagt efter).

Som studerende er der mange ting, der er virkelig hårde, men der er også lyspunkter, som man er forpligtet til at se på med glæde og positivitet (hvis I spørger mig). Fx de meget lange sommerferier, for det er noget, der aldrig kommer igen og som man (vel nok) kun er forundt, hvis man er studerende, skolebarn, pensionist eller hjemmegående!

I stedet for at se forhindringer, vil jeg hellere forsøge at fokusere på alt det, der er værd at glæde sig over – og til. Og så kan jeg godt lide lister, så jeg har forsøgt at remse dem op herunder.
Det var egentlig en meget rar mental øvelse at drømme om alt det, der venter på mig de næste mange uger – det kan anbefales 🙂

I min ferie skal jeg…

… nyde at læse skønlitteratur, i stedet for faglitteratur
… sove længe(re end til kl. 5)
… gøre lige, hvad der passer mig
… lade batterierne op
… i sommerhus og fejre rund fødselsdag
… bage 7-10 kager til rund fødselsdag i sommerhus
… køre hele min ‘lille’ familie til Sydfrankrig (gisp, det er en udfordring af de større!)
… juble, når det er lykkedes mig at få os installeret i den lækreste hytte i Sydfrankrig
… sy patchwork
… lave masser af lækker mad
… sidde tæt i sofaen, med alle mine drenge, og se en film
… gøre huset hovedrent (okay, det glæder jeg mig nok knap så meget til, men det bliver rart, når det er overstået)
… følge drengene af sted i 1. og 4. klasse (gisp!) og glæde mig over, at jeg har fri til at være en del af deres ‘første’ skoledag
… lære min svigerinde (endnu) bedre at kende, når vi skal på en uges ferie sammen
… forsøge at hjælpe vores threenager gennem de værste selvstændighedsanfald på bedste vis
… øve medicinregning og farmakologi, så jeg er klar til eksamen til efteråret
… (forhåbentlig) gå i kjole stort set hver dag (jeg hepper på varme og solskin en masse!)
… undgå at drive min mand til vanvid med alt for mange boligprojekter 😉
… sortere drengenes legetøj og rydde godt og grundigt op på deres værelser
… opdage en ny serie på Netflix, som A og jeg kan bruge nogle (mange) aftener på at koble fra til – forslag modtages med kyshånd
… lave nye madpakkesnacks til inspiration – og til drengenes madpakker, når skoleåret starter igen
… øve mine strikkekundskaber
… finde nogle fine (billige) havemøbler til den overdækkede terrasse – eller måske lave nogle selv…
… øve mig i at sidde stille og lave ingenting
… lave billedevæggen i stuen færdig…
… måske sælge lidt af hvert på et loppemarked et sted
… mærke – og sætte pris på – de lange, lyse sommeraftener
… på ture – ud i det blå
… sove middagslur(e)
… sippe masser af rosé ved poolkanten
… indhente nogle af de ting, jeg har forsømt de sidste måneder
… glæde mig over, at jeg har lang sommerferie
… snakke med L om at droppe sutten – og måske endda hjælpe ham med at sige farvel til den også
… ligge i blød i en swimmingpool sammen med drengene (og forsøge at komme mig over mit jeg-hader-at-bade-flip)
… lave bagsæde-kufferter til drengene, så turen sydpå går lidt hurtigere
… (forhåbentlig) stifte nyt (spændende) bekendtskab
… øve mig I at tænke self-love-tanker
… spise masser af is
… gå lange ture med Saga
… glæde mig over at der ikke skal smøres madpakker – ihvertfald den første måned
… nyde haven
… lære L at gå på toilettet
… i gang med at løbe?
… nyde at have tid til at skrive nogle af mine mange tanker ned
… begynde at føre dagbog, og hver aften skrive 3 gode ting ned, som jeg har oplevet i løbet af dagen

… Og en helt masse andet, jeg ikke kan komme på eller er klar over endnu
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det bliver 2 fine måneder, der med garanti kommer til at gå alt for hurtigt – men jeg vil forsøge at gøre dem værd at mindes, når vintermørket igen sænker sig over os! 😉

Modvind og ulykker i flok

fullsizeoutput_2353fullsizeoutput_2351

Hvis ikke jeg havde (virkelig meget) andet at give mig til, så kunne jeg nemt komme til at gå rundt og hænge lidt med næbbet eller måske endda sætte mig ned og stirre tomt ud i luften…
Jeg synes efterhånden, der er lidt for meget modvind for tiden. Men ulykker kommer jo som bekendt i flok… Ihvertfald herhjemme…

I sidste uge fortalte min allerbedste studiebuddy, at hun havde valgt at melde sig ud af studiet. Det var et virkelig hårdt slag for mig, der slog mig totalt ud af kurs. En mavepuster uden lige, der kostede en del tårer. Jeg følte – og føler – at jeg pludselig står helt alene med en ‘projekt’, jeg ikke kan klare selv. Især nu, hvor jeg selv har haft mine tvivl og ambivalente tanker, var det en tryghed for mig, at vi kunne følges og dele vores frustrationer. Hive hinanden op, når det blev (for) hårdt, svært eller træls, og terpe eksamenspensum, som vi gjorde det så godt på 1. semester. Vi var et fantastisk godt team! Jeg følte, og glædede mig dagligt over, at det var begyndelsen på et virkelig fint venskab.
Nu har jeg mistet min wingman, og skal til at finde ud af at klare mig igennem selv. Jeg har mistet den tryghed, der var i, at vi var to om at klare skærene sammen. Jeg var slet ikke forberedt på, at det skulle gå sådan, så chokket sidder stadig i mig, men jeg håber, jeg formår at komme godt videre – måske efter en god, lang sommerferie…

Som jeg allerede har skrevet om her, så gav W os noget af chok for et par uger siden. I fredags styrtede han så på cykel, men cykelhjelmen tog heldigvis godt fra. Udover skrammer på kroppen, slog han en af sine (fine) fortænder ned i asfalten, og slog endda et lille stykke af. Av for den! Det gør godt nok ondt i morhjertet, at han skal være så hårdt ramt.
Han tager det dog heldigvis i stiv arm – det kunne jeg lære noget af 😉 Han var mega sej til at sidde og pille sten ud af sit sår, mens jeg gik rundt med blodsmag i munden på hans vegne, og begyndte at tvivle på, om jeg overhoved er egnet til at blive sygeplejerske. Når drengene slår sig, mærker jeg deres smerte (måske næsten stærkere end de selv gør)…!

Men ulykkerne holder jo ikke ved det….
Sidste år skrev jeg det her indlæg, og nu er vi næsten samme sted igen…

I går kom A hjem fra fodboldkamp alt for tidligt. Efter 5 minutter på banen, i den første fodboldkamp siden sidste år, hvor uheldet også var ude – i går var det dog med smerter i fod og læg og en klar mistanke. En tur ved vagtlægen blev til et besøg på skadestuen, der bekræftede mistanken. En totalt overrevet akillessene senere, ligger han nu med benet oppe og skal have hhv. gips og støvle på i min. 8 uger og derefter starte genoptræning lige så stille.
Konsekvenserne kan jeg slet slet slet ikke lige overskue, og hvis ikke jeg i forvejen havde besluttet mig for at tage en dag ad gangen, så var det vist på tide at lave den regel…

Listen over, hvad man ikke kan, når man har et ben i gips og en krykke i hver hånd, er vist for omfattende at lave. Det er nok nemmere at lave en liste over de ting, man stadig kan… 😉
Nu skal vi til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer igennem hverdagen og sidenhen hvordan vi klarer sommer(ferie), runde fødselsdage, praktiske ting osv. Køre bil kan han jo ikke engang, og slet ikke dase i poolen, så vores kør-selv-tur til Sydfrankrig skal måske også revurderes.
Jeg forsøger at finde de positive ting ved det, men de gemmer sig godt…
Jeg ved kun, at det bliver nogle svære og udfordrende måneder, vi går i møde. Både for A og for os andre. Og det udfordrer mig, især fordi måneden i forvejen har budt på mange svære mærkedage.

Lige nu, hvor jeg endelig sidder stille efter en hektisk dag, der blev afsluttet med 3 timers naturskolearrangement med W og hans klasse, kan jeg næsten ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg er træt!
For 2 dage siden tænkte jeg, at den forestående eksamen om en lille måneds tid var det højeste bjerg, der skulle bestiges indenfor nærmeste fremtid. Nu er udsigten udover bjergene en helt anden…
Ja, sådan er det jo med livet. Man ved aldrig, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Men mon ikke vi nok skal klare det, på den ene eller anden måde. Hvis bare vi kan holde humøret oppe, midt i alt det, der er surt og svært, så går det nok…

Nu vil jeg hoppe i seng (selvom klokken ikke engang er 21 endnu) og glæde mig til at få weekend i morgen kl. 15. Det bliver intet mindre end fantastisk!

Rigtig god aften derude