Juleferie – toppet med en god besked!

fullsizeoutput_10cb fullsizeoutput_10ca

Så er juleferien officielt skudt i gang! Der er blevet talt ned til den, for jeg trænger efterhånden til at holde fri lidt – bare et par dage…

Men ingen julefreden kunne sænke sig, var der lige en ting, der skulle overstås først – nemlig at få svar på første skriftlige opgave på sygeplejerskestudiet. En vigtig opgave, der skal bestås, som forudsætning for at kunne gå til eksamen.

I går gik halvdelen af dagen på studiet med at høre om eksamen, som venter om en måned. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget ambivalente følelser omkring det. Det ene øjeblik har jeg ro i maven, det næste tvivler jeg vildt meget på mig selv. Har jeg nu forstået noget som helst? Hvordan skal det ikke gå? Kan jeg huske det, når det gælder?

Da jeg fik mailen i dag om, at der var kommet svar på opgaven, turde jeg næsten ikke logge ind og se…
Efter et par dybe vejrtrækninger fik jeg logget ind, og så, at jeg ikke havde bestået…

Troede jeg…. På et splitsekund nåede jeg at tænke tusinde tanker. Havde jeg virkelig misforstået alting? Men da jeg fik kigget ordentligt efter, i det system som jeg aldrig har prøvet at aflevere opgaver i før, kunne jeg se, at jeg havde taget helt fejl. Opgaven er bestået!
Og da jeg fik kigget videre på min mail og åbnet dokumenter med min opgave og kommentarer fra lektoren, blev jeg glad helt ind i hjertet. De sidste måneders hårde arbejde har alligevel båret frugt.

Første (lillebitte) skridt – af virkelig mange – er taget, på vejen mod at blive sygeplejerske. Og det føles simpelthen SÅ godt!
Nu er jeg klar til at nyde juledagene med god samvittighed. Og lade bøgerne ligge lidt, for jeg tror egentlig også at min hjerne trænger til en tur i opladeren!

Rigtig dejlig 21. december-aften derude.
Tænk engang, nu går vi mod lysere tider, sådan helt bogstaveligt talt…

Bedst som man tror, det ikke kan blive værre….

020
Tjener, der er en isbjørn slash hund i min kakao…
022 030
Roulade i julehumør
018 028 052
Juleboller med marcipan og appelsin – opskriften er her
046

Kender I det? Man tænker, at nu kan der vist ikke fyldes mere på. Nu kan det da ikke blive værre… Nu må det snart vende igen… Selvmedlidenheden er helt i top. Og så tipper læsset… Men der er ikke andet at gøre, end at fortsætte med 120 i timen…?

Sådan har jeg haft det de sidste par uger….

Pensumlisten har været massiv og jeg har følt mig bagud konstant. Oveni det har der (selvfølgelig) været forelæsninger, fremlæggelser, studiegruppearbejde og så liiiige den første skriftlige opgave, der skal godkendes, før jeg kan få lov at gå til eksamen.

Hele sidste uge var L hjemme med feber on/off, massiv hoste og snot. I mandags, da han endelig var af sted igen, ringede de ham hjem med feber over middag. Sikke en mavepuster.Både mandag og tirsdag nat var A på vagt, og L var vågen flere timer begge nætter, så jeg havde følelsen af (trætheds)tømmermænd i kroppen i går.

I går morges, da W stod op, var det så også med buldrende feber, der gjorde, at han lå klynkende på sofaen hele dagen. Av, hvor havde jeg ondt af ham.

Heldigvis havde jeg studiedag i går og kunne hygge om de små nisser. Og så måtte alle kneb i brug, for at få lokket lidt mad i dem.
Der blev bagt juleboller og lavet varm kakao med flødeskum – for W elsker flødeskum overalt på jorden 😉 Og så lavede jeg en kakaoroulade med banan, som også er en af hans (mange) favoritkager 🙂

Det var såmænd helt hyggeligt at samles om bordet alle 5, på trods af feberudfordringer. Og W blev inspireret til at spise og drikke lidt.

Og bedst som man tror, at det er tid til at kapitulere og kaste sig på sofaen, efter alle unger er puttet og madpakkerne smurt, så…. ringer min farmor og fortæller om en helt masse ting, der skal handles på. Og så vågner L og ligger vågen i 2 timer (hvilket ellers aldrig sker) – og SÅ går man i seng, og håber på det bedste…

Men altså – det kan jo altid blive værre! Det blev jeg mindet om (igen) i morges, hvor der igen igen var sket en ulykke på vejen til studiet. Men sådan er livet jo så dramatisk, finurligt og ustyrligt… Og med til at give én lidt dårlig samvittighed over selvmedlidenheden (som vel nok alligevel skal have lov til at være der indimellem?)

Nå, nu vil jeg ihvertfald glæde mig over, at L ser ud til at være nogenlunde frisk igen, nyde at A og jeg ikke er ramt af sygdom (endnu – 7-9-13) og at jeg har ‘weekend’ i eftermiddag 😉

Rigtig god torsdag derude!

071021

Jeg vil være en perfekt uperfekt rollemodel for mine børn!

Sponsoreret af Cartoon Network

058071

I dag vil jeg dele nogle af mine tanker med jer, i forhold til det at være en perfekt uperfekt rollemodel for sine børn… Noget jeg faktisk har gjort mig rigtig mange tanker om i årene løb….

Cartoon Network, som mange af jer måske allerede kender fra et hav af forskellige tegnefilm, har netop lanceret en ret sød video, der handler om, at børn har brug for ægte, uperfekte rollemodeller, som de kan genkende og spejle sig selv i. Så kan de nemlig være naturlige, spontane, kreative og fantasifulde – som de jo er!

Inden jeg fortsætter, synes jeg lige, I skal se videoen:

Da jeg viste videoen for drengene, poppede der mange sjove ideer og spørgsmål op hos dem. S ville gerne vide, om jeg nogensinde har tegnet på væggen, som han gjorde for noget tid siden. Og selvom jeg ikke var underlagt en løgndetektor, så svarede jeg ærligt, at det tror jeg også, jeg har gjort.
Hans øjne lyste op og så sagde han: ‘Så er jeg ikke det eneste barn, der har gjort det’.
Det fik mig til at tænke på vigtigheden af at huske at fortælle dem, at jeg godt kan forstå, hvorfor de ‘kommer til’ at gøre noget – så de ikke føler sig helt forkerte. Og så bagefter fortælle dem, at det ikke er okay – for det er jo også en del af forældre-jobbeskrivelsen.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville sætte (mine) ord på den nye video, var jeg ikke i tvivl. Jeg får nemlig ofte (søde) kommentarer, der går på, at jeg må være den perfekte mor, hustru osv. Men jeg vil virkelig gerne understege; det er jeg ikke – for ingen er perfekt!

Billeder på Instagram og her på bloggen er kun et lille udklip af helheden. Jeg samler på lykkestunder, fordi de giver mig energi til og mod på livet. Jeg forsøger at leve med en positiv indstilling til livet og forsøger at få øje på de fine ting, der omgiver mig (omend nogle af dem kan være godt gemt).
På Instagram og her deler jeg, for det meste, små og store lykkeglimt og rare stunder, fordi jeg tror på, at det er det vigtigste at have fokus på. Jeg får ikke energi af at dele (eller se på) sure underbukser, støv og skrigende unger. Men det er også en del af livet, det får bare ikke lov til at fylde.
Mine børn ser dog det hele – også det ‘uperfekte’ og upolerede… Jeg tror slet ikke de tænker på, at jeg er en perfekt mor. Jeg er ‘bare’ deres mor. Og de ville elske mig, uanset hvad jeg gjorde eller ikke gjorde. Det er jo det fantastiske ved børn! Men det er også et stort ansvar, vi som forældre dermed får!
Jeg elsker at forkæle dem, og gøre noget særligt ud af vores stunder sammen, men det er ikke noget de kræver. Jeg gør det, fordi jeg har lyst, og fordi det giver mig energi.

Selvom nogen måske tror det, så har jeg ingen intentioner om at være en perfekt mor. Jeg vil ‘bare’ gerne være en god, kærlig, nærværende mor, der kan være en god rollemodel for mine børn.
Når den ene af dem siger: ‘Det kan jeg ikke’, forsøger jeg at understege overfor ham, at han kan! Jeg viser ham, at jeg også gør nogle ting, der er svære og som jeg ikke har lyst til. For hvis han kan se, at jeg gør det, så håber jeg han lærer, at han også kan! Handlinger siger oftest så meget mere end ord…

Jeg kan ikke huske, at mine forældre nogen sinde satte ord på, at de ikke orkede eller havde lyst til at tage på arbejde (selvom de måske gjorde det…?) Men sjovt nok, så har jeg fra tid til anden tænkt på, at jeg skal huske at gøre det overfor mine børn. For de behøver ikke vokse op i den tro, at voksne aldrig har en dårlig dag eller altid synes, det er fedt at klare alle pligterne. For jeg synes det er helt okay at have en øv-dag eller skulle noget i skolen (eller på arbejde) som man ikke er særlig vild med. For sådan er livet. Jeg tror ikke på, at der er nogen der går gennem livet helt uden øv-følelse.
Så længe den ikke tager overhånd, så skal der også være plads til den.
Indimellem siger drengene, at de glæder sig til at blive voksne. Så kan de gøre lige det, der passer dem. Og jeg kan sagtens huske den følelse, fra da jeg selv var barn. Men jeg forsøger at fortælle dem, at det altså ikke er en dans på roser at være voksen, for selvom man må gøre det man vil, så kan man ikke altid gøre det. Og med voksenlivet følger også (sure) pligter. Uh, jeg ville ønske jeg kunne overbevise dem om, at de skal nyde at være børn!

Vores samfund er på mange måder ved at udvikle sig til et perfekt samfund, hvor alle skal se perfekte ud, være glade og ikke begå fejltagelser. Men det er, i min optik, et virkelig dårligt billede på virkeligheden. Mine drenge skal ikke vokse op med et billede af, at man skal være perfekt.
De skal have lov til at se kroppe, som de er skabt – med rynker, buler, ar og skæve tæer….
De skal vide, at det er okay, ikke at vide hvad man skal med resten af sit liv. At det er okay at sadle om undervejs. Og det er både A og jeg såmænd også fine billeder på…
Og så skal de fortsætte med at være bevidste om deres følelser. Både de gode og de svære. De skal have lov til at være både glade og sure og alt det indimellem. For alle de følelser rummer både A og jeg også.
Vi skal fortsætte med at kunne snakke om de svære ting, som sorgen over at mangle sin morfar eller frygten for det, der kan ske…

Selvom drengene er langt fra voksne endnu, så er der allerede mange ting, som A og jeg kan genkende fra os selv, i dem. Om vi vil det eller ej, bevidst og ubevidst, så påvirker vi jo, som forældre, vores børn 🙂

Og hvad vil jeg så egentlig sige med alt det her?
At det er vigtigt, at vi husker at være ærlige, ‘gennemsigtige’ og umiddelbare – især overfor vores børn. For ellers risikerer vi, at de føler sig forkerte. Fordi de ikke kan genkende deres følelser og tanker i andre. Man skal turde (og huske) at lade maskerne falde. Vise vejen og samtidig pakke dem ind i kærlighed undervejs. Så er jeg ret sikker på, at det ikke kan gå helt galt! 🙂
Og så kan man jo også lade dem spejle sig i skæve karakterer fra film og tegnefilm i ny og næ – for de har noget andet at byde på end os andre 😉

Drengene og jeg fik faktisk en virkelig fin samtale ud af at have set videoen og lege løgndetektor bagefter – det kan også anbefales 🙂

Viser du dine uperfekte sider overfor dine børn?

Bagsiden af min medalje – som sygeplejerskestuderende

256

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det…
Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt…

Sorgen

Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv.

Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?
Tiden læger alle sår – siges det. Jeg tror ikke på det. Jeg er blevet klogere. Der er et sted i mit hjerte, der gik i stykker, den dag jeg sad ved min far, og så ham tage sit sidste åndedrag. Det sted kommer aldrig til at hele. Måske kommer der skorpe på – engang, men det vil aldrig blive det samme som før.

For nogle uger siden, da jeg havde gået på studiet i en måneds tid, kom jeg hjem en dag og følte mig fuldstændig mat (altså endnu mere end ellers). Jeg havde sagt til A et par dage forinden, at jeg følte det som om sorgen var flyttet ind i hjertet med fornyet kraft. Om aftenen fik jeg det værre og værre, og endte på sofaen med kulderystelser, ondt over det hele, feber, utilpashed og tårer, der blev ved med at trille. Det var som om, min krop var blevet syg af sorg. Jeg følte mig helt sort indeni, som om mit hjerte var ved at visne.
Morgenen efter var feberen væk og jeg havde det bedre.
Min krop havde fået afløb for noget af alt det, der var blevet for mørkt i hjertet. Det havde lettet.

Hver dag på studiet er der ting, der sender mig direkte tilbage, enten til hans sidste timer eller til de 3+ år, han var syg.
Jeg bliver hele tiden bedt om at forholde mig til, hvad god sygepleje er, og det bringer minder frem om de situationer, jeg har været i, sammen med min far – især dem hvor jeg bestemt ikke synes, der blev ydet god sygepleje. Og det gør ondt! Sådan helt fysisk ondt!

Forleden så vi en video med en patient, der lå for døden, fordi vi skulle se, hvordan vejrtrækningen er, når man når det stadie.
Og det var svært. For læreren spurgte, om nogen af os havde set en person dø. Og flere af mine medstuderende kunne referere til ældre mennesker, de har været i kontakt med som SOSU-assistenter. Men jeg har kun min far at sammenligne med og tænke på, når tankerne bliver sendt på rundtur. Og det var bestemt ikke rart at få de billeder på nethinden igen.
At se ham dø er klart det tungeste og sværeste jeg har gjort i mit liv. Også selvom jeg ikke ville have været det foruden.

Jeg vil så gerne blive og være en dygtig sygeplejerske, der kan forholde sig fagligt til jobbet, men jeg vil også gerne være menneskelig. Jeg forsøger at rumme begge dele. Jeg vil så gerne, at alt det jeg gennemlevede med min far, til de mange undersøgelser, indlæggelser m.m., kan bruges til noget godt. Når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg ved, at min far ville glæde sig over, at jeg i det mindste kan få et eller andet godt ud af alt det, der var og er så tungt og uretfærdigt.

Men indimellem tvivler jeg på egne evner. Jeg ved nu, hvordan det er at miste en forælder. En man elsker dybt. En, der hele ens liv har været en stor del af én. Det vil jeg gerne kunne bruge i mit virke som sygeplejerske, som omsorgsperson. Jeg håber, jeg kan. For det ikke få lov at være en hemsko for det studie, der føles så rigtigt!

Jeg vil gerne acceptere min sorg, og bære den med mig. For jeg kan ikke fortrænge den. I de perioder hvor jeg forsøger at gøre det, vender den tilbage med fornyet styrke og det dur slet ikke. Sorgen er en del af mig – også selvom der er gået 1 1/2 år. Der er bare ikke meget plads til den i en travl hverdag.
Når jeg sidder i bilen om morgenen, helt alene, med en smuk solnedgang i ryggen, så begynder tårerne at trille. Fordi jeg støder på noget i mit tankemylder, der minder mig om min far. Når jeg sidder der helt alene, så giver min krop efter, omend jeg beder den om at lade være. Fordi det ikke passer ind. Men jeg lader sorgen fylde et øjeblik, jeg tør ikke andet, omend jeg er bange for, at den ikke vil forsvinde igen.

Jeg tænker indimellem, om jeg mon er for ked af det. Om det er normalt at have det sådan. Der er stadig en del spøgelser, jeg ikke har gjort op med. Og nogle af dem er blevet større, efter jeg er begyndt på sygeplejerskestudiet. Fordi jeg pludselig ser tingene fra andre vinkler. Og bliver klogere på nogle af de ting, der foregik – både i hans krop og omkring ham.
På den anden side, så accepterer jeg, at sorgen, savnet og smerten er en del af mig. Jeg er gået i stykker, men kan repareres, så jeg kan fungere. Sygdomsforløbet varede lang tid, så det gør bearbejdningen vel også? Ihvertfald for mig.

Jeg har brug for at tale med ham – lige nu! Jeg har brug for, at mine drenge kan kramme ham – og huske ham. Jeg har brug for at han er her – men det er han ikke.
Meningen med livet forandrede sig, da jeg sagde farvel til ham ude på Hospice. Mine sanser blev skærpet (endnu mere). Min tiltro til livet blev anderledes. Indimellem kan jeg tænke, at jeg slet ikke forstår, hvad det er vi skal. Hvad er meningen? Er livet ‘bare’ dét at stå op, tage af sted, arbejde, læse, gå i skole, knokle, lave mad, sove og gentage? Jeg forstår det egentlig ikke, forstår ikke helt meningen med det. Men alligevel holder jeg af hverdagen. Jeg holder af at gøre lidt ekstra ud af de små ting. Se glæden i mine drenges øjne. Tænke, at det kan betale sig at gøre sig umage, for dagen kommer ikke igen.
For livet, det tager jeg ikke for givet. Og dét er også en styrke, omend det kan føles mest som en svaghed indimellem.
Jeg ser nuancerne, både i hverdagen og alt det, der omgiver mig. Jeg er en tænker, der suger alting til mig. Og jeg er blevet mindre bange for døden – min egen nok mest. For jeg er stadig virkelig bange for at miste andre, der står mig nært. Bare tanken…

Jeg tror ikke, der er mange, der kan se det på mig. At mit hjerte er såret, stadigvæk. Måske bliver det ved med at være det altid. Måske bliver livet aldrig det samme igen… Det er en del af mig nu, på godt og ondt. Sådan er livet. Også selvom jeg har lyst til at råbe og skrige og gøre det om, spole tiden tilbage, ikke finde mig i, at det skal være sådan her!

Måske kan jeg finde måder at bruge det på, på en god måde. Jeg håber det… <3

Nu fik jeg ihverfald afløb for mange af de tanker, der fylder meget for tiden. Jeg er ret sikker på, at jeg finder styrken, midt i det svære, som jeg har gjort indtil nu. Omend sorgen indimellem prøver at vælte mig omkuld…. What doesn’t kill you, makes you stronger. Dét er ihvertfald ikke helt forkert!

 

Hvis du har lyst til at læse flere indlæg og tanker om alt det med sygdom, død og kræft, kan du blandt andet klikke lige her

Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ’stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg