Lykkeglimt fra de ekstra fridage + en stor TAK!

fullsizeoutput_1d25
Ny cardigan fra min mors hånd – der passer perfekt til kølige forårsdage
fullsizeoutput_1d26 fullsizeoutput_1d27
Friskbagte hveder – det hører sig jo til! Måske jeg skulle bage dem lidt oftere 😉
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d28 fullsizeoutput_1d2b fullsizeoutput_1c8a
Forårsblomster overalt – jeg er vild med det <3
Sandalerne har jeg købt her
fullsizeoutput_1d64
Issandwich – en perfekt måde at fejre solstråler på
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d67
Grilltid
fullsizeoutput_1d40
A new day – another dress
Kjolen kan købes lige her
fullsizeoutput_1d2d
Morgenmad på en fridag <3
fullsizeoutput_1d2e fullsizeoutput_1d31
Til kaffe hos A’s fantastiske mormor og drengenes oldemor
fullsizeoutput_1d37
Tænk at være fyldt 90, og stadig kunne stille an med så fint et bord
fullsizeoutput_1d39
Når den forårskåde, knap så farveforskrækkede indtager køkkenet
Forklædet har jeg købt her – fordi det giver lidt ekstra krydderi på madlavningen
fullsizeoutput_1d3c
Forårsruller med masser af grønt (og helt uden friture) – sprøde og hapselækre
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d3d

Ovenpå en omgang store og svære tanker, er det vist på sin plads med en omgang lykkeglimt fra en tiltrængt forlænget weekend – der skal jo være balance i tingene 😉

Men inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg sende en stor TAK til alle jer, der har skrevet kommentarer, mails og beskeder her og der! Det har været meget overvældende – på den gode måde. Og jeg kan konkludere, at jeg langt fra er den eneste, der har stået i det her dilemma.
Det har forstærket min tro på, at det hjælper at tage en dag ad gangen – lige nu ihvertfald.
Jeg synes kun, jeg ser glade opslag fra studerende, der synes, det er livets eliksir og én stor bekræftelse at møde ind i praktik hver dag. Men nu hvor jeg fik nedskrevet mine tanker, kan jeg læse, at der er mange derude, der kan genkende det, jeg kæmper med. Så TAK, fordi I tog jer tid til at læse med, skrive til mig og komme med gode råd.

I går var jeg af sted igen. Det var en rolig formiddag uden de store udfordringer. Men over middag blev jeg sendt ud over kanten og prøvede noget, som ikke er mange forundt i klinikken, og det gav mig en smule mere blod på tanden og gjorde mig et par centimeter højere. Endnu en oplevelse, der viste mig, at jeg – om ikke andet – kan mere, end jeg troede om mig selv. De næste uger vil jeg gemme på alle de små, gode oplevelser – dem kan ingen tage fra mig!

I dag har jeg studiedag, og arbejder med en praksisfortælling og en medicinopgave, der skal afleveres i morgen.
I eftermiddag skal vi fejre min farmors fødselsdag, og aftenen satser jeg på at bruge på sofaen – med A ved min side og et afsnit eller to af Designated Survivor.

Rigtig god tirsdag – og 1. maj – derude. Vildt at vi allerede er kommet til maj!

Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 fullsizeoutput_1d18
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3

I morgen er det for alvor…

fullsizeoutput_1b6b

Dagen før dagen… I morgen er det for alvor. I morgen går det løs!
En dag jeg egentlig har ventet på i flere år. Set frem til og haft som mål. Og nu hvor den venter på den anden side af en (forhåbentlig) god nats søvn, er det ret angstprovokerende.

I morgen har jeg første dag i den hvide uniform – sådan rigtigt. I fredags havde jeg sidste skoledag i 4,5 måned. Det i sig selv er ret skørt at tænke på.
De næste 10 uger skal jeg forsøge at omsætte al den teori, jeg siden september har knoklet for at lære, til praksis. Jeg skal på sygehuset, som nævnt her, på en medicinsk sengeafdeling.

Jeg er både dødspændt og vildt nervøs. Jeg synes virkelig, det er nervepirrende. Jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres  – og måske mest af alt mine egne – forventninger. Bange for at begå fejl – overse noget (vigtigt).
Jeg er min egen værste fjende – jeg ved det godt. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg er ny(begynder). Jeg kan ikke lide, ikke at vide ‘alt’. Jeg er perfektionist, og virkelig hård ved mig selv, når noget enten ikke lykkes eller ikke går, som jeg gerne ville, eller synes det skulle. Men sagen er den, at jeg kommer til at være ny til mange ting de næste 3 år – nej, de næste 60 år. Og jeg skal blive bedre til at rose mig selv i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Jeg ved det godt – det er første skridt på vejen, ik?

Jeg føler mig enormt beæret og ydmyg over at få lov til at komme så tæt på andre mennesker. Få lov til at iføre mig den hvide uniform. Gå i mange andre dygtige sygeplejerskers fodspor. Men det forpligter også. Og lige nu har jeg det som om, jeg intet kan huske, af alt det jeg har lært.

Jeg har skullet udfylde og forberede en masse på forhånd, til min kliniske vejleder. Blandt andet nedskrive mine forventninger til klinikperioden. Og det er faktisk virkelig svært at skulle sætte ord på. For hvad kan jeg egentlig forvente? Både af mig selv og af afdelingen. Hvor meget kan jeg nå at lære? Hvor meget kan jeg rumme? Hvor meget kan jeg nå?
Når jeg forsøger at sætte ord på det, bliver jeg klar over, at der er meget jeg gerne vil ud at finde ud af, blive klogere på og lære. Jeg ved ikke om det er realistisk, men at sætte sig mål er jo altid godt.

Jeg starter helt fra 0 i morgen – sådan føles det ihvertfald. Jeg har min egen rygsæk med, men jeg har ikke en sygeplejerske-rygsæk, som jeg kan hive noget op fra – endnu. ‘Kun’ en masse teori, som jeg forhåbentlig ikke har glemt, når det kommer til stykket. Jeg har prøvet mange ting, både på egen krop, og især med min far, men jeg har aldrig prøvet at stå i det, uden at være følelsesmæssigt involveret.
Der er i det hele taget mange situationer, jeg aldrig har prøvet at stå i før. Som jeg skal lære at være i, agere i, håndtere. Jeg håber, jeg kan. Om ikke andet så lære det. Der er mange ting, jeg aldrig har prøvet før. Som måske bliver både svære og grænseoverskridende. Mange ting bliver første gang – og måske, om 10 uger, har jeg gjort nogle af de ting utallige gange. Noget er jeg måske endda blevet helt rutineret i…

Jeg skal ud at lære at rumme og bruge min sensitivitet i forhold til sygeplejefaget. Alle mine sanser er konstant skærpet, og jeg fornemmer på et splitsekund hvordan dem, jeg er i rum med, har det. Det er både en force og en udfordring. Jeg håber, det mest af alt er en force…

De næste 10 uger bliver hårde, spændende, udfordrende, lærerige, vilde, udviklende, berigende.
Jeg forestiller mig, at jeg er drøntræt når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Ikke kun fordi jeg skal virkelig tidligt op… Forhåbentlig er jeg ikke kun træt, men også glad.

Jeg er spændt på, hvad jeg kan ‘evaluere’ når de 10 uger er gået. Mon ikke jeg er et (helt) andet sted end nu. Mon ikke der også kommer en update her – måske endda undervejs.

Nu vil jeg sætte mig lidt i sofaen, og forsøge at slå tankerne fra, og så hoppe tidligt i seng.

Rigtig god aften derude – og god ny uge til jer også!

P.S. Hvis du vil læse flere tanker om studielivet, så kig her

Et opkald, der ændrer ret meget og satte mit morhjerte i galop …

025

I dag fik vi et opkald, der kommer til at ændre ret meget de næste par måneder – ja, egentlig de næste par år.
Som nogen af jer måske kan huske, blev vi ret udfordret for et par måneder siden, da L skulle starte på et nyt kapitel i sit liv, og sige farvel til vuggestuen for at starte i børnehave. Indlægget, jeg skrev dengang, kan læses her.

Vi endte med at beslutte, at L ikke skulle starte i børnehave, før han kunne få plads, der hvor hans storebrødre går i skole og fritter. Da der først var plads pr. 1. juni, ville det blive 4 måneder med ‘lappeløsninger’, for at få hverdagen til at hænge sammen, når der både er arbejde, studie og alt muligt andet, der skal passes ind i forhold til at have et hjemmegående barn.

For en god uges tid siden var vi halvvejs med ‘projektet’. De første 2 måneder var klaret. Nedtællingen kunne begynde…
For ærligt talt, så har det både været virkelig skønt og også ret hårdt. Mest fordi det kræver enormt meget (ekstra) planlægning og giver en del udfordringer ifht. studiet og A’s skiftende arbejdstider. Især den kommende tid, hvor jeg skal i klinik et godt stykke herfra, har givet os en del bekymringer.
Det er heller ikke super nemt at aktivere en gut på knap 3 år, hver eneste dag. Slet ikke når kulden bider udenfor, treårs-trodsalderen lurer under overfladen konstant og går i udbrud flere gange dagligt, bøgerne er læst forfra og bagfra og legoklodserne er blevet samlet på tusind forskellige måder allerede.
Vi har virkelig sat pris på, at han har haft sine to storebrødre til at give ham modspil og lege nogle andre lege, end dem vi kan finde på (og finde ud af 😉 ).
Men ret skal være ret; jeg (vi) har virkelig også nydt at være sammen med ham på en helt anden måde. Han har været fritaget for morgenstress, og jeg har været en del af hans udvikling mange timer hver dag og har fået lov at se ham vokse. Jeg sætter stor pris på, at han har fået lov at opleve så meget tryghed, midt i en temmelig udviklende fase af livet.

Men…. I eftermiddags fik vi så en opringning fra pladsanvisningen. Der er, helt uventet, kommet en plads fri nu – som i NU. Så på et splitsekund ændrede de næste måneder sig. Mit morhjerte satte i galop og jeg måtte lige trække vejret dybt ned i maven. Min hjerne skulle lige forstå det, og mit hjerte skulle lige følge med.
I går tænkte jeg netop på, at jeg skulle huske at nyde de sidste par måneder. Og nu er det slut. Fra det ene øjeblik til det andet. I går så jeg på ham, og tænkte, at han er ved at være en virkelig stor dreng. Hans sprog har udviklet sig så meget og han kan så mange ting selv. Nu synes jeg pludselig, han er så lille. Min lille mus, der pludselig skal klare sig selv i børnehaven. Pyh, ens (mor)hjerte kan virkelig spille én et puds. Så mange ambivalente følelser på en gang.

I morgen skal vi besøge børnehaven og så går det ellers løs. Og jeg burde jo virkelig ikke klage. For vi har drømt om, at det skulle ske. At der pludselig blev en plads ledig til ham, selvom det var nærmest utænkeligt. Og nu sker det, mod alle odds. Det går bare lige lovligt stærkt 😉
Der er dog ingen tvivl om, at L er klar til børnehave! Han er virkelig ved at blive (og være) en selvstændig lille gut, med ben i næsen og sjove sætninger på tungen konstant. Han kommer til at få det så sjovt, med masser af nye venner omkring sig og en stor legeplads at boltre sig på.
Her til aften, da jeg puttede ham, snakkede vi om, at han skal besøge børnehaven i morgen, og han sagde glad: ‘Ja, jeg skal op til mine nye venner og sige hej til dem’ <3
Nu krydser jeg bare alt jeg kan for, at han kommer til at trives deroppe. Jeg er sikker på, at hans storebrødre vil gøre deres for, at det bliver godt. De glæder sig til at kunne kigge over til ham, når de har frikvarter og han er ude på legepladsen.

Så må jeg bare forsøge at vænne mig til tanken over night – og se på de gode ting ved det; at det giver os en nemmere hverdag, giver L masser af nye, spændende udfordringer og oplevelser, han får lov at starte midt på måneden i stedet for til juni, hvor han skulle starte sammen med 19 andre, han går en fin tid i møde med masser af udendørs legetimer og han når at vænne sig til børnehaven, inden sommerferien banker på.

Mon ikke det nok skal gå, det hele 😉

Bump på (studie)vejen + lidt tanker om sygeplejestudiet, inden det bliver alvor

fullsizeoutput_190c

Jeg kan se, I er mange, der læser med, når jeg skriver om sygeplejestudiet, og alle de tanker, der følger med den nye del af mit liv. Derfor tænker jeg, det er på tide med en lille ‘status’, nu hvor halvdelen af 2. semester snart er overstået (gisp!).

Lettelsen, over at afslutte 1. semester med fint resultat, varede længe og var virkelig rar. Efter et par dages ‘fri’ ovenpå en hæsblæsende eksamen, startede 2. semester lige på og hårdt. På en måde var jeg slet ikke klar til et halvt år mere for fuld skrue. 1. semester tog på mange måder pusten fra mig. Der var virkelig meget at se til, meget nyt at forholde sig til, lære, huske udenad og forstå og overvældende meget læsestof. Jeg kunne slet ikke se mig selv overleve endnu et semester i dét gear!

Jeg besluttede mig derfor for at tage studieplanen en uge ad gangen, og efter et par uger viste det sig heldigvis, at det var anderledes end 1. semester. Skemaet har ikke været helt så tætpakket, og jeg har meget nemmere ved at prioritere læsestof nu, end på 1. semester, hvor alting var uundværlig viden. Nu har jeg (allerede) en del baggrundsviden, der hjælper mig på vej og en anden forståelse, når jeg læser nyt. Det er en ret fed følelse 😉
Jeg tager mig selv i at glæde mig over at læse i min anatomi/fysiologi bog. Jeg er vild med at lære, og de fag jeg havde frygtet mest inden (dem af den naturvidenskabelige slags) har vist sig at være mine yndlings. Der er virkelig meget, der har overrasket mig positivt – eller.. måske er det mig selv, der har overrasket mig positivt…?

Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at 2. semester har været og er let. Det er bare anderledes. Det er mere ustruktureret og også frustrerende, bare på en anden måde. Og så er der et par (store) bump på vejen, der skal løses….

Som mange af jer nok ved, så er der varslet strejke og lockout. Min skole er udtrukket til strejke, og derudover ligger lockouten i den periode, hvor jeg skal starte op i klinik/praktik. Der er mange usikkerheder forbundet med det, og der er ikke andet at gøre end at vente og se, hvad der sker. Jeg bakker selvfølgelig op om det, for jeg synes også at #nokernok. Men det havde selvfølgelig været rart, hvis det ikke havde været nødvendigt med alt det her ‘fuss’.

Da jeg i sin tid undersøgte, hvilken skole jeg skulle søge ind på, traf jeg valget ud fra, hvilken skole der havde klinikaftale med sygehuset i den by, vi bor i. Af (især) praktiske årsager var det vigtigt for mig, så jeg ikke også skulle pendle i praktikperioderne, der fylder ca. 40% af studiet.
Da jeg, for et par uger siden, skulle til at ønske klinikplads, viste det sig dog, at der ikke var nogen pladser at ønske på sygehuset her i byen. Det var virkelig et slag i hovedet og bragte mange frustrationer med sig. Pludselig gik jeg fra at kunne have 10 minutter til klinikstedet, til at skulle krydse fingre for, ikke at blive sendt endnu længere væk end de 40 minutter, det tager for mig at pendle i skole.
I forvejen har det ændret meget for både min familie og jeg, at jeg er begyndt at studere igen. Vi forsøger at fokusere på det gode, det bringer med sig, men når sådan noget her så sker, så føler jeg virkelig, at det har store omkostninger for min familie, at jeg gerne vil følge en drøm.
Når jeg skal møde omklædt på sygehusafdelingen kl. 7 hver morgen, skal jeg hjemmefra senest lidt over 6. På det tidspunkt har drengenes institutioner altså ikke åbent. Og når A har nattevagt er han først hjemme lidt over syv. Når jeg skal være i skole til kl. 8 kan det liiiiige gå – så kysser vi godmorgen og på gensyn i døren 😉
Nu skal vi så forsøge at få det løst på anden vis. Højst sandsynligt ved at få nogen til at komme her kl 6 om morgenen! Øv altså, det er tungt at være nødt til at skulle have så meget hjælp. Jeg vil gerne selv kunne løse tingene, når nu jeg selv har bragt os i den her situation, men det er bare svært.
Det bliver 10 uger med virkelig meget nyt at forholde sig til. Både herhjemme og på afdelingen.

Og apropos dét, så er jeg vildt nervøs for den forestående klinik, der starter i midten af april. Da jeg fik at vide, hvilken afdeling jeg skulle være på, kunne jeg straks mærke min mave snøre sig sammen. Så blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg er vildt bange for, at jeg ikke kan leve op til mine egne og deres forventninger. Det har på en måde været ret trygt at sidde bag bøgerne. Nu skal jeg for alvor finde ud af, om jeg overhoved kan finde ud af at omsætte al den nye viden til praksis. Pyh. Det er jo ikke for sjov. Ikke længere noget vi leger, som når vi øver os på ‘sygehusafdelingen’ på skolen. Nu er det snart alvor…! Og som sløjfe på det, er der også en skriftlig opgave og en eksamen, der skal bestås…

Men – nu er det hele jo ikke kun skidt. For et par uger siden skulle vi til en obligatorisk regnetest, som opvarmning til den medicinregningseksamen vi skal til på 3. semester. Jeg har, i mange år, haft det ret svært med matematik. Det startede nok engang i folkeskolen, hvor jeg havde en ret skrap matematiklærer, der gennemgik tingene én gang og derefter sagde: ‘Hvis I ikke forstår det nu, så kan jeg ikke lære jer det’.
Jeg havde derfor ikke særlig høje forventninger til testens resultat, især ikke når den skulle tages inden vi overhoved har fået undervisning i faget. Det viste sig dog, at jeg havde klaret den rigtig fint og kun havde et par fejl. Jeg var helt høj! En stor sten faldt fra mit hjerte. Der er faktisk håb for, at jeg kan klare den eksamen på 3. semester, som er både berygtet og én man allerede hører om første dag på studiet.

Nu er påske’ferien’ skudt i gang. Jeg har fri fra studiet i næste uge, men har en temmelig uoverskuelig og forvirrende opgave, der skal arbejdes med og skrives – og også helst bestås, for ellers kan jeg ikke gå til eksamen 😉 Den har allerede givet mig en del grå hår, så jeg glæder mig helt vildt, til den er overstået. Jeg håber, at næste uge kan gøre meget ved det.
I går fik jeg velkomstbrev fra den afdeling, jeg skal i klinik på. Sammen med en fin opfordring om at sørge for at have læst op på en del pensum fra første semester, som er relevant ifht. afdelingens patienter. Jeg kommer vist ikke til at kede mig foreløbig 🙂

Nu vil jeg dog forsøge at glemme alle mine to do’s for en stund, og bare nyde, at drengene har ferie, det er weekend, foråret er på vej og i det store hele har vi det godt <3

God weekend og påskeferie til jer!

P.S Hvis du vil læse mere om studiet og mine tanker omkring det, kan du klikke lige her