Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?

Ja, i dag handler det om børneopdragelse. Et indlæg, jeg har haft i tankerne længe, og endelig har fået fra hoved (og hjerte), og ud gennem fingrene. Et indlæg om nogle tanker, der rører noget i mig, der både gør mig ked af det og meget tænksom.

Overskriften er: ‘Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?’ – og det korte svar til det må (selvfølgelig) være: ‘Nej!’.
Men – det er nu ikke helt så enkelt!

De seneste par år er det med computerspil og iPad blevet et større og større ’emne’ herhjemme. Især efter at W og S er startet i skole, er deres interesse for det blevet noget større. W har været først med interessen, men S’s er hurtigt fulgt efter – sådan er det nok at være mindre søskende, der bliver ‘inspireret’.
Der er også stor forskel på før og efter skolestart ift. legeaftaler. Hvor de tidligere kunne få meget tid til at gå med at lege udenfor eller med Lego på værelset, har de selv – og også deres kammerater – en forventning og forhåbning om, at de i stedet kan spille computer sammen.
Det seneste år er det især Fortnite, der har fyldt rigtig meget. Dog mere for W end for S, qua deres alder.

A og jeg er dog helt enige om, at tiden, de bruger på computerspil, skal have sine begrænsninger. Vi giver sjældent lov til, at de må spille hele eftermiddage, når de kommer hjem fra skole, og vi har også en forventning om, at de laver andet end at spille, når de har aftaler med deres venner.

Heldigvis er drengene også ret glade for sport, og går til badminton og fodbold 3 hverdage om ugen + stævner i weekenderne. De holder også af at læse bøger og kan sagtens fyre krudt af i haven også. Derfor giver vi dem selvfølgelig også spilletid. Vi er ikke så fanatiske og strenge, at de slet ikke må spille, for vi er godt klar over, at de synes det er helt vildt sjovt.

Indimellem kan jeg dog få den følelse, at vi er de sidste tilbage, der har forventninger til og sætter begrænsninger for vores børn ift. hvor meget man må (og skal) spille hver dag, fx når man er 10 år.

Jeg synes egentlig ikke vi er skrappe, når vi forventer af dem, at de også laver andet end at sidde og se ind i en skærm.
Jeg tænker, det hører med til det at være forældre, at man sætter begrænsninger – og dermed også vil sine børn det bedste. Og at man derved ikke altid er deres ‘bedste ven’ i forhold til de regler og normer, man sætter op. Fordi man er nødt til at stille krav og sige nej. Det hører med til ‘jobbeskrivelsen’ som forældre, i min verden. Der er også pligter og opgaver, der hører med til at være en del af en familie, som vi skal lære og vise dem.

Men – jeg (vi) er kommet i et kæmpe stort dilemma. Problemet er nemlig, at vores ”begrænsninger’ (ihvertfald til tider) kan gøre, at de føler sig udenfor i skolen. Blandt kammeraterne. Fordi de ikke spiller lige så meget, som deres venner gør. Og ja, selvfølgelig skal man tage det med et gran salt, når ens børn siger ‘Helt ærligt mor, det må alle de andre’. For enhver forælder ved vist også, at de kære børn kan være gode til at pynte på sandheden, når det kommer til sådan noget (som jeg også har skrevet om tidligere, blandt andet i dette indlæg) 🙂
De sidste par måneder har jeg dog oplevet flere gange, at der er sandhed bag ordene…

Når de har haft kammerater med hjemme, har der været en forventning (især også fra vennerne) om, at de skulle bruge det meste af/al tiden på at spille computer. Og somme tider, når de har forsøgt at lave legeaftaler med vennerne efter skole, har vennerne fravalgt det, fordi de hellere vil hjem og logge på computeren.
De kan føle, at de ikke altid kan være med i samtalerne i frikvartererne, fordi de ikke har så meget ‘erfaring’ i spillene, som klassekammeraterne.
Og det er hér det begynder at gøre ondt i mit moderhjerte. Og de skal hellere ikke stå overfor deres kammerater og forsvare A’s og mine forældrevalg. Forklare kammeraterne, hvorfor de ikke spiller flere timer hver dag.
Og jeg kan jo ikke blande mig i, hvordan andre opdrager deres børn. Hvis de synes det er okay, at deres børn cykler hjem fra skole kl 14 og sidder foran computeren hele eftermiddagen, så kan jeg jo ikke være uenig i det. Men jeg kan ærgre mig over, at der ikke er flere, der er med på at sætte begrænsninger, og i stedet ‘tvinge’ de kære kiddos til at lege sammen i stedet. Bruge deres fantasi – og kroppe. Og være sammen – ikke bare sidde ved siden af hinanden og være sammen i en virtuel verden.

Jeg kan komme helt i tvivl, om det simpelthen er os, der er for skrappe. Har vi for store (forkerte) forventninger til nutidens børn? Skal jeg bare forsøge at droppe den dårlige samvittighed, der ville følge med, når de skulle bruge hele dag/eftermiddage på at spille. Er det bare sådan det er – og skal være – nu til dags? Det ville jo klart være nemmere for os som forældre, bare at give dem lov. Vi ville jo få masser af tid til overs til os selv, når de var underholdt af computerspil…
Men – mangler vi ikke noget viden om, hvad det gør ved deres udvikling og hjerner at spille computerspil flere timer hver dag? Godt nok er e-sport blevet en ting, men gør det det ‘i orden’/godkendt?… Jeg har mine tvivl. Og er egentlig også ret trist over, at computerspilleri fylder så meget for så mange børn. Også i fritteren har jeg observeret, at de ofte får lov til at spille. Og det hænger nok også godt sammen med, at der er så få hænder, til at aktivere børnene, at det bliver en ‘nem’ løsning at tilbyde dem en controller…?

Og apropos overskriften, så kan jeg føle mig tvunget til at ‘slække’/ændre på min egen overbevisning ift opdragelse og spilleregler, fordi andre forældre vælger, at deres børn må spille meget – i nogle tilfælde næsten ubegrænset. For at undgå, at det går ud over mine børn. Jeg har selv oplevet mobning i en stor del af min barndom og ungdom, og jeg vil gøre alt for, at mine drenge skal undgå det – selvfølgelig. Men jeg ved også, at børn til tider er ubarmhjertige og kan finde på at mobbe over de mærkeligste, dummeste ting. Og jeg har ikke lyst til. indirekte, at være skyld i, at de bliver ‘lette’ mobbeofre… På den anden side er jeg også ret overbevist om, at vi gør noget godt for vores drenge ved at sætte begrænsninger for dem.

Jeg går rundt og bilder mig ind, at drengenes fine læsekundskaber og læselyst også er et resultat af, at de har læst rigtig meget. At de faktisk holder af at læse, fordi de har fået øjnene op for det fra 0. klasse. Den verden, som bøgerne kan byde på. Fordi de ikke har haft muligheden for, altid at vælge iPad’en. Og jeg nyder, at de elsker at ligge og læse selv om aftenen, inden de slukker lyset og falder i søvn. Det er – i mine øjne – sådan, det skal være. Og ikke til lyset fra en mobiltelefon, de skal blive trætte. Den tid skal nok komme, når teenageårene banker på. Eller også kan vi, med det vi gør nu, være med til at vise dem, at der er andre muligheder…

Men hvis ens dreng(e) være ulykkelig(e), fordi de føler sig udenfor. Dét er alligevel en voldsom konsekvens af begrænsninger.
Og hvad skal man så vælge? Indtil videre forsøger vi at finde en mellemvej – og snakker med dem om, hvorfor vi ikke synes, de skal spille computer hver gang de har en ledig stund. Jeg tror egentlig, de forstår hvad vi fortæller dem, når vi forsøger at forklare det, men det kan være svært at huske på, når man står overfor sine venner og føler sig udenfor… Og det kan jeg sagtens forstå.

Har I derude erfaringer med ovenstående? Eller gjort jer tanker om det samme?

 

P.S. Jeg har gjort mig mange tanker i forhold til, ikke at ville udlevere for meget af det, som drengene oplever i forbindelse med computerspilleri, og har dermed udeladt en del af mine konkrete overvejelser i ovenstående skriv.
Jeg synes på den anden side også det er et super vigtigt emne at italesætte. Et emne der er svært at komme udenom ‘nu til dags’. For det er noget, der er værd at overveje – hvor meget og hvor lidt vores børn kan og skal have lov til at spille kontra at lave andre ting – og også værd at overveje, hvad det gør ved en børnegruppe og en klasses trivsel….
Så jeg håber, at det alligevel giver mening, det jeg forsøger at få frem?

Jeg har været til casting til Den Store Bagedyst

Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe.
Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner!

Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og det har derfor været flere uger undervejs. Jeg har været meget i tvivl, om jeg overhoved skulle skrive det, men nu gør jeg det – så må det briste eller bære…

Netop fordi der er så mange, der skriver til mig, at jeg skal melde mig til bagedysten, synes jeg, det er på sin plads at uddybe lidt… Også selvom det betyder, at nogle af mine inderste dæmoner, som jeg hver dag kæmper for at give så lidt taletid som muligt, kommer frem i lyset. Og måske kan være svære at forstå, hvis man slet ikke kender til følelserne selv?

Som mange af jer (forhåbentlig) allerede ved, så er jeg ikke fortaler for, kun at omtale de gode ting i livet og vise ‘glansbilledet’. For sådan er livet ikke. Det er mangefacetteret. Og selvom jeg gør en dyd ud af at sætte (og holde) fokus på de små, fine, rare, gode ting og lykkeglimt i livet, så skal der også være plads til alt det andet. Det svære, tunge, triste, overraskende, forstyrrende, forvirrende, ambivalente, hårde, seje, udfordrende… Som fx død, kræft, mobning, svære valg på ens børns vegne, det at være introvert og sensitiv og meget andet, som jeg har skrevet om tidligere.
Og derfor har jeg arbejdet på at få skrevet det her indlæg…

Nå, tilbage til det, det skal handle om i dag – det med at sende en ansøgning til bagedysten.
Sagen er nemlig den, at når man gennem meget af sin barndom og ungdom får at vide, at man ikke er god nok – af de klassekammerater, man egentlig gerne vil spejle sig i og vokse (op) sammen med – så gror det desværre fast et eller andet sted dybt inde. Også selvom man forsøger at bilde sig selv ind, at det ikke gør.
Og selvom jeg godt kan glemme det, i lange perioder endda, så afhænger det også meget af, hvad det er, jeg skal. Og som nævnt i indlægget her, blev det langsomt en drøm for mig at være med i bagedysten, fordi jeg lige så stille begyndte at tro på det. Tro på at jeg måske godt kunne sende en ansøgning og have en reel chance. Fordi der var så mange, der heppede på mig. Og efter endnu en påmindelse om, at livet er nu, var beslutningen ikke så svær.
Så i slutningen af sidste år skriblede jeg noget ned, sendte det af sted, og ikke længe efter fik jeg svar tilbage, med en invitation til at komme til casting i midten af januar….

Til castingen skulle vi medbringe en kage, og jeg brugte en del tanker på at overveje, hvad jeg skulle tage med. Jeg besluttede mig for at medbringe en kage med overskriften; ‘Hvis jeg var en kage’. Så det blev en kage, der indeholdt alle mine 4 drenges favoritter, fordi de er en kæmpe stor del af mig. Og en kage som samtidig repræsenterede mig selv;. feminin, blomstret og farverig udenpå. Og med et par overraskelser indeni, som viser sig, hvis man har lyst til at få en bid.
En kage med chewy browniebund, stikkelsbær- og jordbærmousse, mangopuré og vanillebund gemt indeni og minitræstammer, romkugler og oreos på toppen.

Inden castingen havde jeg gjort mig en del tanker omkring det hele. I flere år har vi såmænd snakket om herhjemme, at det virker til at være ‘typer’, der bliver castet til programmet. Så der er ‘lidt af hvert’ i persongalleriet. Og det er også noget af det, der har gjort, at jeg ikke har sendt en ansøgning tidligere. Fordi jeg altid har tænkt, at jeg ikke var ‘spændende’, ‘anderledes’ eller ‘særlig’ nok.

Dagen oprandt og jeg ankom til et lidt dystert, dunkelt lokale hos DR i Aarhus sammen med ca. 40 andre. Alle vores kager blev sat på et langt bord og derefter gik vi i gang. Først fik vi en helt masse informationer fra casteren. Blandt andet sagde hun, at de som sådan ikke søger nogen, der er dygtige til at bage. Og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg fortæller, at det (slet) ikke er kagerne, de vælger ud fra…

I stedet leder de efter ‘typer’. Og selvom casteren sagde, at de ikke som sådan går efter at sætte folk i kasser som unge, gamle, tykke, tynde, homoseksuelle, heteroseksuelle, etniske, danske, mødre osv, og derudfra sørge for at der er en fra hver kasse, så skal programmet alligevel afspejle Danmark.
Så hun startede egentlig med at bekræfte min forhåndsopfattelse. Og når jeg kiggede mig rundt i lokalet, var der mange, jeg ville vurdere til at være ‘samme type som mig’ – så vi var mange, der bejlede om den samme plads…
Hun nævnte fx også, at nogle af dem, der havde været med i tidligere sæsoner, havde haft elendige kager med til castingen, men de havde haft ‘noget’.
Jeg var allerede dér klar over, at jeg ikke ville kunne byde ind med det rigtige. Jeg tabte mig selv i det allerede inden det rigtigt var i gang. Fordi jeg skal bruge mere end 1-2 minutter på at vise, hvem jeg er. Min generthed, introverthed og mistillid til egne evner tager længere tid at nedbryde – især i så fremmede og ukendte rammer. Jeg har brug for at føle mig lidt ‘tryg’ før jeg for alvor kan spire – blomstre. Så mit eneste håb var, at deres trænede øjne ville kunne se ind bag det og se mig.

Vi brugte derefter et par timer på en præsentationsrunde, hvor vi alle sammen skulle op at præsentere vores kage, og sige et par ord om os selv, og hvorfor vi gerne ville være med. Og ud fra det, besluttede de så, hvem der var gået videre til en individuel samtale – hvor de så også ville smage på disse medbragte kager.

Jeg var en af de sidste, der skulle præsentere mig, og derefter var der pause, hvor vi kunne smage på hinandens kager og snakke sammen.
Efter en halv times tid kom de tilbage, og råbte navnene op på dem, der var gået videre…
Mit navn blev ikke råbt op….
(Jeg kunne godt skrive en masse om castingen, informationerne og oplevelsen med det hele, men det vil jeg lade være med, for det er ikke det, der er pointen med mine ord her)

Alle os, der ikke var blevet nævnt, blev bedt om at forlade lokalet hurtigt, så de kunne komme videre med dagens arbejde.
Det var først da jeg sad i bilen, ved siden af A, at det sådan rigtigt ramte mig – sådan hele oplevelsen.

Jeg følte mig SÅ forkert. Følte mig fravalgt som ‘mig’. Som om jeg ikke var god nok, spændende nok, særlig nok – som menneske altså. Alt det skidt, der engang var groet fast inde i hjertet et sted, blev revet løs og kradsede i blodet. Jeg blev virkelig ked af det!
Skældte mig selv ud og tænkte; ‘Hvor dum kan du være? Troede du virkelig, de kunne falde for dig? Og synes, du var værdig til at være med i et af Danmarks mest populære programmer? Ha! Snydt! Som om! Du skulle have holdt fast i din indskydelse – at du aldrig ville have en chance’.

AV!
Jeg blev så ked af, at jeg overhoved havde udsat mig selv for det. Følte lidt, at jeg havde stillet mig op i en boksering uden handsker på og bare afventet slagene. ‘Du vidste jo godt inden, at det ville gå sådan’…
Om jeg er hård ved mig selv? Ja! Det er måske en af de ting, jeg stadig kæmper med, efter mange års mobning. At jeg stadig skal øve mig på, ikke at overtage de andres grimme stemmer (fra dengang) og vende dem mod mig selv.
Og selvfølgelig blev jeg ked af det, for jeg var jo ikke kommet, hvis ikke jeg havde håbet på at gå videre. Når jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det helt. Gøre det rigtigt. Gøre det godt. Og her var det på en måde ‘out of my hands’.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange folk har skrevet til mig og opfordret mig til at melde mig til bagedysten. Og jeg har altid tænkt: ‘Arh, det er mine kager slet ikke flotte nok til’ og dernæst ‘Men det er jo heller ikke kagerne, de vælger ud fra…. Men du er heller ikke god nok, som du er’. Så jeg har ladet være.
Pludselig føltes det helt vildt pinligt – og svært – at skulle sige højt, at jeg ikke kunne det, som mange havde opfordret mig til – og måske forventet af mig, at jeg ville kunne?
‘Desværre, jeg var ikke god nok’.
Det mest frustrerende var, at jeg følte mig fravalgt for den, jeg er. Hvis de så bare havde fravalgt mig på grund af mine (dårlige) bage kage evner. Men nej, det var mig, der ikke var den rette. Det er sådan en ting, der er virkelig svær at lave om på. Man kan øve sig på at bage og blive bedre. Men jeg kan jo ikke – og skal ikke – ændre personlighed for at blive valgt…

Efter et par dage, hvor jeg egentlig havde mistet troen på mig selv, og lysten til at bage, blev jeg stædig og sur på mig selv. Fordi livet er for kort til at have ondt af sig selv! Simpelthen. Og som A ville sige; ‘Det er dem, der går glip af noget’ <3

Pyt! (Ja, det er et ord jeg stadig øver mig i at bruge)

Samtidig med min ‘nedtur’, fik jeg ud af det blå flere henvendelser omkring muligheden for at bestille mig til at bage kager, blandt andet kager til bryllupper – hvilket vel egentlig må betegnes som værende noget af et kompliment. At få lov at bage kage til så stor og særlig en dag. At nogen kunne finde på at spørge mig om det! Det hjalp mig til at genvinde noget gejst og tro på mig selv.

Derefter begyndte jeg (igen) at fokusere på det gode i stedet. Og fokusere på, at jeg ikke behøver at være med i bagedysten for at være ‘god nok’. Og hvis jeg drømmer om at lave kager, som kan glæde andre – mange andre – så kan jeg gøre det på andre måder. Så nu drømmer jeg en helt masse – sammen med A. Og det føles godt. Og rigtigt.

Hver dag gør jeg min familie glad, når jeg får lov at forkæle dem med ‘de gode gamle’, nye eksperimenter og andet godt. Derudover får jeg dagligt ros, på Instagram, via mails og her, for mine opskrifter og (spøjse mad)ideer og dét er virkelig noget, der gør mig glad! At andre kan få glæde af det, jeg bruger så meget tid og energi på. Jeg ville blot ønske, jeg havde 100 timer i døgnet til at lave mere af den slags.

Og fremover, når jeg bliver opfordret til at sende en ansøgning til Den Store Bagedyst vil jeg (fortsat) tage det som et kompliment og sige; ‘Been there – done that. Det har jeg gjort, de ville ikke have mig’. Og det er helt okay! Og selvom det forlyder, at nogen af de tidligere deltagere har været til casting flere gange, før de blev udvalgt, så er jeg nu ret overbevist om, at det var en once in a lifetime experience for mit vedkommende.
Jeg kan måske nok bare bedre lide at blive inviteret ind, end at skulle overbevise andre om, at jeg er god nok og har ret til at være med. Ihvertfald når det kommer til sådan noget her….

Nå, nu fik jeg skrevet en masse af mine tanker ned. Som nævnt, havde jeg først ikke lyst til at sige det højt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at jeg ikke var god nok. At det var pinligt at sige højt, at jeg blev valgt fra. At dem, jeg sagde det højt til, også ville tænke sådan om mig – fordi det er sådan jeg selv tænker om mig selv. Men helt ærligt – at blive fravalgt på baggrund af et par minutters præsentation skal ikke – ikke – slå mig ud.
Og nu har jeg i stedet italesat min sårbarhed. Og brugt de sidste par uger på at fundere over den – endnu en gang. For den har været en del af mig i mange år efterhånden, og indimellem blomstrer den op. Men altså; ukrudt forgår ikke så let…. Desværre.

Mobning har på mange måder gjort mig stærkere – og det skal det her også. Det skal være slut med at være min egen værste fjende.

Nu vil jeg dedikere 2019 til at blive året, hvor jeg løber efter mine drømme. Og hvor jeg, hver dag, øver mig i at holde af mig selv i stedet for at skælde mig selv ud og tale ned til mig selv. Så jeg tør drømme – og satse på mine drømme – og tro på, at nogle af dem faktisk kan gå i opfyldelse – fordi jeg kan. Fordi jeg er god nok. Og når jeg kommer i tvivl – for det gør jeg helt sikkert – så har jeg det her at kigge tilbage på.

Nu trykker jeg ‘udgiv’ med skælvende hænder og skynder mig at hoppe ind i sofaen ved siden af A og nyde en stille aften – måske endda med et lille glas rødvin i hånden. Det kunne vi vist godt bruge ovenpå en begivenhedsrig, spændende – og lidt nervepirrende – dag, der kan ende med at få stor betydning for os, hvis lykken (og livet) altså vil tilsmile os lidt…

Rigtig god aften derude
– og tillykke til dem, der efter 2. casting i søndags har fået besked om, at de skal være med i den nye sæson af Den Store Bagedyst

Min helt egen – ret fine – tradition

Da jeg startede på sygeplejestudiet og var godt i gang med 1. semester, besluttede jeg mig for at starte en ny tradition. En slags gulerod for at kæmpe (videre). Og en fejring af de milepæle, der møder én i løbet af studiet.

Jeg besluttede, at de skulle fejres med et kunstværk. Et billede eller maleri, som jeg kan kigge på og nyde. Som skal minde mig om, at jeg kan. Og sende tankerne tilbage til ‘dengang’.

Nu hvor 3. semester er afsluttet, er et nyt maleri landet herhjemme og jeg er helt vild med det. Det var kærlighed ved første blik. Og farverne passer spot on herhjem til.
Og så ‘talte’ det til mig. Jeg forestiller mig nemlig, at jeg går på vejen mod solnedgangen. (Og dem der kender mig ved, at jeg har noget med solnedgange 😉 )
Og jeg kan godt lide tanken om, at det skal minde mig om at blive på vejen. Fordi der er lys for enden. Også selvom der er ting i rabatten der frister eller trækker. Og så samtidig også huske at kigge op og nyde alt det omkring mig. Se det smukke i det små – og det store. Og huske på, at det man ser nu – himlen over én – forandrer sig, før man får set sig om. At det, der er nu, kun varer ved et øjeblik.

Da S kom hjem i dag, spottede han billedet med det samme. Han var også temmelig begejstret for det og begyndte straks at snakke om vejen, solen og skyerne, der også kunne være bjerge. Måske ser vi hver vores i billedet. Og det er jo kun ekstra skønt!

Billedet er malet af Line Højmann (@pieceofpaint på Instagram) og er det, der skal ‘repræsentere’ 3. semester på vores væg.
Og nu har jeg så et helt semester til at udse mig det næste 😉

Nedenfor kan I se, hvilke billeder der repræsenterer de andre milepæle.

Rigtig god aften

Efter 1. semester flyttede Svanemor ind. Og de to (snart 3) unger minder mig om mine egne 3Efter 2. semester kom maleriet fra Kristine Hellesøe herhjem at boOg da medicinregningseksamen var bestået på 3. semester, landede dette lille maleri, også af Kristine Hellesøe, herhjemme

3. semester som sygeplejestuderende – det næsten uoverkommelige

For mit vedkommende er 3. semester som sygeplejestuderende nu ovre. Lidt før tid, men det er der en helt særlig grund til.
Her kommer en opsummering på mit 3. semester – på godt og ondt.

Det er efterhånden blevet til en føljeton, det her med at skrive om mit studie, og I er mange, der læser med, når jeg skriver om det, mine tanker, oplevelser og frustrationer. Jeg synes også selv, det er rart at få det ned på skrift, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan huske hvordan jeg havde det lige nu, om et år eller 5.
Og det har allerede hjulpet mig flere gange at se tilbage, når jeg har haft brug for at give mig selv et klap på skulderen. Og I har også været en stor hjælp, der har bidraget med både hep og opmuntring, især da jeg stod midt i klinikken på 2. semester med temmelig ambivalente følelser. Det har været rart at finde ud af, at jeg langt fra er den eneste med alle disse tanker og tvivl. Finde ud af at det er helt normalt. Og måske det også kan hjælpe andre derude, der har det som mig (og mange andre)?

At tage en uddannelse er en proces, der både giver og tager. Og jeg må indrømme, at det her 3. semester har taget noget mere end det har givet. Og lige nu, når jeg mærker efter og tænker tilbage, føles det uendeligt langt. Jeg er faktisk virkelig glad for – og stolt over – at det er ovre nu. Og at jeg klarede mig igennem. Ja, i det hele taget har livet måske, som helhed, føltes både uoverskueligt, sjælefredsstjælende og ubarmhjertigt, det sidste halve års tid. Og det har selvfølgelig også påvirket mit 3. semester.

Efter en skøn, lang sommerferie, samledes vi på skolebænken igen i starten af september. Til en uges undervisning inden den stod på 8 ugers klinik. Den første uges undervisning var tæt pakket, for der var mange ting vi skulle introduceres til og have information om, inden vi skulle sendes i 25 forskellige retninger.
På 2. dagen blev vi introduceret for et internationalt projekt, som 8 af os kunne melde os til at deltage i. Et projekt der ville ændre en del på semesteret, hvis vi meldte os til det. Fordi det ville betyde andre eksaminer, forudsætningskrav og en anderledes arbejdsbyrde.
Jeg var ret hurtigt overbevist om, at det ville være en god idé og fik (heldigvis) overtalt en af mine søde studiemakkere til at hoppe med på vognen. Projektet krævede nemlig at man arbejdede i par. Det betød så, at vi skulle arbejde med et skriftligt produkt, et interview og samarbejde med studerende i Canada imens vi var i vores klinik i stedet for første at arbejde med det i januar, som resten af holdet. Vi var godt klar over, at det ville koste virkelig mange kræfter at skulle arbejde om aftenen, efter vi havde været i klinik, men guleroden var, at vi kunne gå på juleferie med en afleveret eksamensopgave og derefter nærmest holde fri i januar, mens resten af holdet skulle skrive opgave og til mundtlig eksamen.

2. uge af semesteret startede jeg i klinik. Og uden at gå alt for meget i detaljer, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det slet ikke var et sted for mig. Det var et sted, hvor det meste af dagen gik med aktiviteter som fx at spille et spil, klistre blade på vinduerne, lytte til musik eller skrive en sang. Godt nok havde jeg en klinisk vejleder, der var uddannet sygeplejerske, men der var ikke meget sygepleje i hverdagen og hendes arbejdsopgaver var heller ikke nogen, der krævede en sygeplejerske.
Alle de andre, jeg arbejdede sammen med, var enten pædagoger eller ergoterapeuter og det gav også virkelig meget mening i forhold til stedet.
Jeg manglede desværre bare virkelig meget at kunne spejle mig i nogen – i deres profession og i deres arbejdsopgaver. At kunne arbejde videre med at danne min egen sygeplejeidentitet. Og det var virkelig svært, for alt hvad vi gjorde og skulle, var ikke noget jeg havde teori at drage paralleller til.
Selv i de efterfølgende uger, hvor jeg skulle være en del af plejen af beboerne, var det ergo-, fysioterapeuter og pædagoger, der varetog plejen – og gjorde mange ting anderledes end det vi er blevet oplært i som sygeplejestuderende – og kommende sygeplejersker.
De fokuspunkter og mål der var for 3. semester var virkelig svære at få øje på, der hvor jeg var. Fx fylder farmakologi og klinisk lederskab en ret stor del af semesteret, men det var stort set ikke noget, der blev arbejdet med, der hvor jeg var.

Det gjorde selvfølgelig også min klinikperiode en hel del sværere, at vi – pludseligt – mistede min svigerfar en uge inde i forløbet. Og efter det, havde jeg ret svært ved at se, hvordan jeg skulle komme gennem semesteret. Alene bare af den grund, at der er ret strenge krav til fremmødet i klinikken, og med både bisættelse og en familie, jeg skulle være der for, var det svært at imødekomme. Vi endte dog med at finde en løsning, hvor jeg arbejdede timerne af senere hen, på de dage jeg ellers skulle have haft studiedag og haft tid til at læse – og skrive på vores Canadaprojekt!
Det var vanvittig hårdt at skulle være der for mine drenge, og samtidig kæmpe med en helt masse svære følelser, hver dag når jeg skulle af sted i klinik. Jeg havde det, de første par uger, fysisk dårligt om morgenen, når jeg gik ind ad døren deroppe.
I løbet af de 8 uger fik jeg dog også godt oplevelser med i min rygsæk. Jeg fik håndteret mange forskellige situationer og især beboerne udtrykte mange gange overfor mig, at de var glade for mig og det jeg gjorde for dem. Jeg fik sågar det fineste håndskrevne brev og en æske chokolade af en af dem, da jeg havde sidste dag. Han takkede mange gange for, at jeg altid kom ind til ham med fantastisk humør – og det blev jeg faktisk overraskende rørt og glad for. For det viste mig, at jeg havde formået, ikke at lade ‘alt det svære’ påvirke min tilgang til dem, jeg var der for.

Efter de 8 ugers klinik, som jeg heldigvis fik godkendt uden problemer, var det tilbage på skolebænken. Til en eksamen og et forudsætningskrav indenfor et par uger. Pyh! Den berygtede medicinregningseksamen. Den man hører om nærmest fra første dag. Og som efter sigende har en virkelig høj dumpeprocent.
Men først skulle vi liiige lave et forudsætningskrav, som skulle bestås. En video hvor vi udfører 3 tildelte medicinadministrationer. Udover at skulle udføre, spille skuespil og optage videoer for hinanden i studiegruppen skulle vi også redigere videoerne, så de max varede 8 minutter. Og indtale forklaringer osv. Så udover sygeplejestuderende kan jeg nu også skrive instruktør og redigeringskvinde på mit CV 😉

Videoen blev afleveret og så var det videre til næste hurdle. Medicinregningseksamenen varede 1 1/2 time og bestod af både regneopgaver og 5 skriftlige opgaver, hvor man kan blive spurgt om alle mulige ting i forhold til administration, præparater osv.
Jeg brugte alle 5400 sekunder til fulde og da tiden var gået sad jeg tilbage med røde kinder og en okay følelse i kroppen. Jeg havde fået regnet alle opgaver, tjekket dem igennem og svaret på alle de skriftlige. Bagefter var der nogle af de andre fra holdet, der begyndte at sammenligne resultater, og det gjorde mig nervøs, for jeg var i tvivl, om jeg huskede rigtigt og havde fået det samme som dem. Nu var der kun tilbage at vente en uge på svar – som ville komme samme dag som svaret på forudsætningskravet. Sikke en fredag at gå i møde…

Efter en uges ventetid og almindelig skolegang kom svarene fredag eftermiddag og aften. Videoen var det første, der kom svar på. Og den var heldigvis godkendt. Men jeg kunne nærmest ikke glæde mig over det, for jeg var virkelig nervøs for svaret på medicinregningen. Ikke fordi det er jordens undergang at dumpe. Studievejlederne har også gjort meget ud af at fortælle, at det er mere unormalt at gå gennem studiet og ikke dumpe på et tidspunkt, end at dumpe en eksamen. Jeg kunne bare slet ikke overskue at skulle tage den om Jeg ville virkelig gerne have lagt den bag mig, så jeg kunne se frem mod Canadaprojektet, juleferien og afslutningen på semestret. Da svaret tikkede ind var det med hjertet oppe i halsen at jeg loggede ind. Og til min store forundring var det gået meget, meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig. Et par fejl eller hvis man ikke havde fået fuldt pointantal i de skriftlige – så ville man enten få 02 eller dumpe. Så jeg måtte knibe mig i armen, da jeg så karakteren og så dansede drengene og jeg ellers rundt i stuen. Det var SÅ fedt at få et (meget) positivt svar og et skulderklap, midt i alt det der virkede så uoverskueligt.

De næste uger gik med skole og Canadaprojekt. Min studiemakker og jeg kæmpede virkelig med opgaven og især samarbejdet med canadierne var vanskeligt. Både på grund af de 6 timers tidsforskel, der gjorde at vi kun kunne være i kontakt med dem om aftenen, men også fordi der var nogle ret store barriere i forhold til, hvordan vi griber tingene an og det syn vi har på sygepleje, de to lande imellem.

Lige før juleferien fik vi sat det sidste punktum på opgaven, en måned før deadline. Og vores mål om at gå på ferie med god samvittighed – og mulighed for at nyde den – var nået. Det var SÅ fedt. Det tog os vel nærmest et par dage at forstå, at vi havde ferie. Sådan FERIE.
Lige inden ferien var vi 3, der var blevet opfordret til at søge job som studieassistenter for 1. semester. Et job hvor vi skulle hjælpe dem med at øve og oplære de praktiske og faglige ting, som 1. semesters eksamen tager udgangspunkt i. Så lidt læsning gik juleferien alligevel med, for en del af det, har vi ikke beskæftiget os med, siden vi selv havde det for et år siden.

Starten af januar gik med at være studieassistent. En tjans der var både lærerig, udfordrende, udviklende, lærerig, frustrerende og sjov. Og også en virkelig fed måde at genopfriske og repetere på.

Generelt for hele mit hold, faldt vores motivation stødt gennem semesteret. Uden at vi helt har kunnet sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi vi har lidt undervisning om en helt masse forskelligt. I stedet for at dykke ned i tingene. Og mange af tingene har været langt væk fra sygeplejen, det naturvidenskabelige, det håndterbare. Meget af det har været ‘bachelorvidenskab’. Noget som vi skal lære – og kunne – fordi vi læser en bachelor. Forskningsmetodologi, epidemiologi, videnssøgning, jura osv. Det har været svært at finde den røde tråd.
Men dagene i sygeplejelaboratoriet, hvor vi var i dragten og blev udfordret af de andre studerende på 1. semester, de var virkelig givende. Og pustede lidt til min læsegnist igen og gav mig blod på tanden. Måske også fordi de mindede mig om, at jeg faktisk har lært en helt masse på de første 3 semestre af studiet! Det kan måske være lidt svært at se, når hverdagen ruller…

Det kan også godt være svært at holde gejsten oppe, når man konstant hører om alle de negative sider ved faget – blandt andet i medierne. Det er ikke ligefrem motiverende, når man i forvejen tvivler lidt indimellem. Den der gulerod, man gerne vil se foran sig, den kan godt komme til at se noget slatten, trist og langt fra indbydende ud.

For et par uger siden blev et nyt kuld sygeplejersker sendt ud i verden, efter veloverståede bacheloreksaminer. Deres familier strømmede til skolen, med favnene fulde af blomster og lykønskninger, og lige dér, midt i kantinen, blev jeg helt rørt. Fordi jeg blev mindet om, at netop dét er min gulerod. At det, om 2 år, skal være mine drenge og min familie, der træder ind der, stolte og glade – og lettede på mine vegne. Dét glæder jeg mig usigeligt meget til, og det billede vil jeg forsøge at hente frem på nethinden, når det hele føles lidt for hårdt, opslidende og svært.

Nu mangler vi ‘kun’ bedømmelsen af vores Canadaprojekt, og så er 3. semester et overstået kapitel. Det, måske nok, sværeste og hårdeste semester indtil videre. Jo længere tid, der går, jo mere nervøs er jeg for bedømmelsen, og vi ved faktisk ikke, hvornår vi kan forvente svar. Men jeg forsøger at øve mig på, ikke at tage sorgerne på forskud, for det er jo i virkeligheden temmelig meget spild af tid og energi.

Fra d. 4. februar venter 4. semester, der byder på virkelig mange forhindringer. Men som altid, må jeg tage en ad gangen, for ellers bliver det for uoverskueligt. Der er denne gang 3 forudsætningskrav, der skal bestås, for at kunne gå til eksamen. Og derudover både klinik i sundhedsplejen og 8 uger på en afdeling, inden eksamen venter. Men det er også semesteret, hvor vi kan fejre, at vi er halvvejs gennem studiet! Dét glæder jeg mig usigeligt meget til. Så skal der tælles ned, i stedet for op 😉
Men det er også godt, at der venter en lang sommerferie på den anden side!

Nå, det blev temmelig langt. Men det er vist et meget godt billede på dette semester…
Rigtig god dag derude – og tak fordi du læser med!

 

Hvis du vil læse alle indlæg, der vedrører mit studie, kan du klikke lige her
Og har du lyst til at læse et tilbageblik på 2018, kan du finde det lige her

P.S. Maleriet på billederne ovenfor forærede jeg mig selv, da jeg havde bestået medicinregningseksamen

Vær velkommen, nye år – og et tilbageblik på det gamle

Godt nytår derude. Håber, I kom godt ind i det nye år.

Egentlig er det måske nok lidt trist, ligefrem at glæde sig til at tage afsked med året, og få lov at starte på et nyt. Ikke desto mindre er det sådan, jeg har det.
Skulle man have forsøgt at vride mere glæde og godhed ud af året, hvis man sidder tilbage med den følelse, når året rinder ud? Tja, måske. Men indimellem gør livet det bare svært for én at bevare optimismen og positivismen hele tiden. Jeg synes ellers, jeg gør et ihærdigt forsøg på at ‘hænge mig” i de gode stunder, men det er bare ikke altid nok.
Og 2018 vil helt sikkert være et år, vi tænker tilbage på med blandede følelser. Jeg startede da også årets sidste dag, i går, med at græde af udmattethed og fortvivlelse. Fordi det hele bare lige var blevet for meget. Sådan kan jeg få det indimellem. Heldigvis sluttede jeg året af med et varmt smil, efter nogle hyggelige timer med spil, grin, god mad og tid til nydning.

Hvis jeg skal skære alle de hårde facts fra, om alt det, vi har kæmpet med i 2018 som død, sygdom og faglige udfordringer, så kunne vi jo godt tage at være glade for, at vi stadig er her, ikke er alvorligt syge og at vi har hinanden.
At årets modstand (endnu en gang) har gjort os stærkere. Selvom vi næsten ikke tænkte, det kunne være muligt at blive det. Vi har klaret os igennem mange små og store kriser sammen. Udefrakommende ting, som livet har forsøgt at teste os med. Og vi har bestået testene. Dét kunne vi måske godt tage at være ret stolte af!
Og ja, det hele kunne være endnu værre. Men sådan er det jo (næsten) altid. Det kan måske nok blive endnu mere sort, men nogle gange er sort slemt nok.

Når jeg kigger året igennem i glimt, som dem nedenfor, så har vi mange ting at være glade for, og tænke tilbage på med et smil. Oplevelser, der bestemt er værd at putte over i mindebogen. Især de første – næsten – 5 måneder, var skønne, farverige og fyldt med gode oplevelser. Derfra hobede udfordringerne sig op foran os, og vi blev slået ud af kurs igen og igen. Det er de benhårde facts, og når jeg ser tilbage nu, er det også med en smule stolthed. For vi står stadig oprejst, omend vi indimellem er nødt til at læne os op ad hinanden, for at kunne det. Men det er jo også netop dét, der er testen. Og heldigvis kan vi skiftes til at have gummiknæ.

Især L’s sorg er enormt svær, fordi døden er så ukonkret. Og fordi han slet ikke er sig selv. Der går ikke en dag, hvor vi ikke bliver mødt af den, på den ene eller anden måde. De fleste gange skjult i form af vredesudbrud eller ‘angst’ – men det kan man jo godt forstå, når én, man så flere gange om ugen, pludselig aldrig kommer mere. Angsten for at miste flere, af dem man holder af, må fylde så meget i det lille hjerte, at jeg næsten ikke kan bære det. Og når jeg selv er slidt, trist, ked og udmattet af livets skyggeside(r), kan det være svært at have overskud til at gentage sig selv utallige gange, være forstående og rolig. Men vi klarer det – sammen. Og ja, indimellem så træder jeg (også) ved siden af, og får ikke mødt ham ‘rigtigt’. Men jeg forsøger.
Og forhåbentlig hjælper de lysere tider, og tiden, i det hele taget, på det. ‘Det bliver lettere med tiden’ messer jeg ofte i mit hoved. Det bliver lettere med tiden.

Nu glæder jeg mig til at tage hul på et nyt år. Forhåbentlig et godt et. Et roligt et. Et med nye, spændende udfordringer, der giver energi og løfter. Et der har noget mindre behov for at teste os. Og som måske åbner nye muligheder, lyster, veje?

Herunder er der et lille tilbageblik på året, der gik, måned for måned:

Januar bød på afslutning i vuggestuen for L. En epoke i vores liv, der endte. Det var både glædeligt og også lidt trist. Endnu mere fordi vi ikke rigtigt havde en god mavefornemmelse, med det der videre skulle ske…
Det meste af måneden gik derudover med eksamensforberedelse og nervepirrende eksamen, der heldigvis endte ganske fint. Og så var vejret smukt og blev nydt i ‘baghaven’.

Februar blev nydt, med et nyt semester, der skulle indtages, og en 7 års fødselsdag, der skulle fejres. Blandt andet med en skolefest, med alt hvad der til hører. Og så var der også MGP-party i stuen, med snacks, islagkage, sang og glimmer. Ikke nogen dum måde at tage afsked med vinteren på 🙂

Marts er vist nok min yndlingsmåned – måske nok på en delt førsteplads med december. Det er måneden hvor både A og jeg fylder år – og nu også vores lille spirrevip, Saga. Så der er nærmest lagt i ovnen til en helt måneds festivitas, og det er lige mig 🙂
Udover at holde lyserød tøsefest fik vi også smovset forskellige påskelækkerier og smækre middage.

April bød på både varme og sne, og blev nydt med både påskefest, ferietur, påskefrokost og Harry Potter tyvstart slash generalprøve.

Maj startede solrigt og fint, omend det er en svær måned, der får hjertesorgen til at pible igen.
L’s 3 års fødselsdag blev fejret ad flere omgang, og især Gurli Gris festen vil nok blive husket længe 😉
Måneden sluttede desværre med noget af en udfordring, da A’s akillessene sprang, og de efterfølgende måneder blev alt andet end det, vi havde forestillet os og planlagt efter.

Juni bød på havedage, nydning, sommermad, Sankt Hans fest, afsked med mit kliniksted gennem 10 uger, sommerstrik og 9 års bryllupsdag. Og så lige en eksamen og et afsluttet semester, til at gå på sommerferie med.

Juli var en begivenhedsrig måned, der krævede sin kvinde! 😉
W fejrede sin første runde fødselsdag. Den helt store fest blev holdt i haven, med Harry Potter som omdrejningspunkt. Det var en virkelig god dag, som han (og vi) stadig snakker om og mindes.
L og jeg var på dyrskue og det varme vejr blev nydt i haven. Midt på måneden tog vi i sommerhus og fejrede 70 års fødselsdag, blandt andet med et kæmpe kagebord.
Derefter var det tid til at begive os sydpå, hele vejen til Sydfrankrig. Det tog enormt mange af mine kræfter at skulle køre bilen, når nu A var lænket til en kæmpe støvle. Men det var også en stor personlig sejr, som jeg vil huske tilbage på, når jeg (indimellem) mister troen på mig selv! Selve ferien var der heller ikke noget at sætte en finger på. L snakkede så sent som i går om, at han gerne ville tilbage til den store swimmingpool 🙂
Mine feriedagbøger, der indeholder både smil og tårer, kan læses her, her, her og her.

August bød på skolestart for de to ældste lykkespirer, mens jeg (heldigvis) stadig kunne nyde at have fri – og komme mig ovenpå den egentlig rimelig udmattende tur sydpå. Jeg var slet ikke forberedt på, at det ville dræne mig så meget for energi.
Måneden bød også på fine sommeraftener og alenetid med W, tur til Vesterhavet og fejring af min mors fødselsdag.

September startede roligt, med fejring af min mors pensionering, og W’s første badmintonmedalje (sådan helt rigtigt).
Den endte desværre med at tage en noget uventet og ubeskriveligt trist drejning. A’s far, drengenes farfar, min svigerfar, som vi, kun et par måneder forinden, havde fejret stor 70 års fødselsdag for, døde.
Samtidig kæmpede jeg selv en hel del med at finde mig til rette på mit kliniksted. Det var 8 virkelig hårde uger, som jeg egentlig ikke helt forstår, hvordan jeg kom igennem, men heldigvis kan man mere, end man selv tror.

September var med til at sætte 2018 på vores sorte liste over år, der trak tænder ud og som bliver svære at mindes. Og hvor livet endnu en gang lærte os, at man ikke skal tage noget for givet. Og selv her, på første dag i 2019, og længe fremover, vil det være med til at sætte dagsordenen for vores liv.

Oktober bød blandt andet på kagehygge, Halloweenuhygge, en fin tur sydpå til Femern og frisk luft i kinderne på springture i ‘baghaven’.

November blev måneden, hvor L sagde farvel til sine sutter.
Julestemningen blev kickstartet i Tivoli, på vores weekendtur til København med min mor.
Vi mødte drengenes nye firbenede ‘fætter’, Huxi, for første gang og så tyvstartede vi på julegodterne.
Ved udgangen af måneden ventede nye udfordringer på A, der medførte et nyt, bedre overblik i køkkenet.

December er stadig helt frisk i erindringen, og bestemt en måned, der er værd at mindes, på trods af den sorg, som sådan en måned også bringer med sig.
Vi har, alle 5, forsøgt at få det bedste ud af hver eneste dag og har grinet sammen utallige gange til The Julekalender, bagt og smagt småkager, dækket op og budt indenfor.
Sideløbende knoklede jeg med at gøre min eksamensopgave færdig, så jeg kunne nyde juleferien helt og aldeles! Det har været fantastisk – og tiltrængt <3

Nu venter et nyt, sprødt år – og jeg er spændt på, hvad vi kan få ud af det.

Godt nytår!