4. semester som sygeplejestuderende – med hjerteflimmer og skulderklap

Jeg er bagud med min føljeton om mit ‘projekt’ som sygeplejestuderende, men det vil jeg lave om på i dag.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte i den forbindelse. Jeg har bare ikke haft overskud til at få sat ord på de mange tanker, der fylder og rumsterer.

Jeg får rigtig mange mails og beskeder fra andre, der også kæmper med studiet. Og mine beretninger og erfaringer er ikke just rosenrøde og fyldt med glimmer. Men jeg kan heller ikke fremstille studiet som noget, der er nemt at komme igennem. Det synes jeg ikke, det er. Men derfor føles det også så meget federe, når jeg kæmper mig igennem de forskellige udfordringer og svære perioder. Det er sejre, der er til at tage at føle på. Og måske kan mine erfaringer inspirere andre til at kæmpe videre. Og sætte fokus på, at det er ‘normalt’ at have det sådan undervejs. Det kunne jeg ihvertfald godt have brugt.
Jeg vil også vove den påstand, at intet studie er ‘nemt’. Hvis man har den forventning, tror jeg, man meget nemt kan blive skuffet… Mange skriver og spørger til tips og råd til, hvordan man kommer igennem det. Og det er virkelig svært at svare på. Vi er alle forskellige, med hver vores rygsæk. Og det, der for mig kan være udfordrende, kan være det modsatte for andre. Og omvendt. Det eneste, jeg dog kan sige er; hold ud. Indimellem, når man står midt i det, kan det være svært at overskue og forstå meningen i et større billede. Men pludselig, som semesteret lakker mod enden, går det hele op.

4. semester var endnu en hård omgang. Men bød også på en kæmpe stor milepæl, som jeg har skrevet om lige her.
Efter 1 uges klinik i sundhedsplejen blandet med 10-11 ugers teori, var det tid til 8 ugers klinik, som afslutning på 4. semester. Denne gang skulle jeg tilbage på sygehuset på en somatisk sengeafdeling.
Min erfaring som sygeplejestuderende har efterhånden lært mig, at klinikperioderne er de sværeste for mig. Jeg synes, det er drøn hårdt! Punktum.

Selvom nogen måske vil mene, at man ikke skal føle, at man bliver vurderet konstant som studerende, så vil jeg påstå det modsatte. Jeg føler ihvertfald, at jeg bliver det. Både af mig selv og andre. Hver eneste dag er en prøvelse. Hvor man skal fokusere på at lære, indsamle erfaring, samarbejde, forstå, reflektere, læse, studere, overskride grænser og meget mere.

Derudover er foråret en virkelig svær tid for mig. Især maj måned er hård. Med årsdag for min fars fødselsdag og død. Det er svært at være i ‘det hele’. At skulle fokusere på studiet med et hjerte, der skriger. Så mange svære minder fra sygehuset bliver blandet sammen med alt det, jeg står i og skal lære i. Være i. Det bliver forhåbentlig bedre med tiden, men lige nu er det stadig rigtig svært.

Afdelingen, jeg var på denne gang, var rigtig god og lærerig. Jeg fik masser af forskellig sygepleje ind under huden. Jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden har en del teori, og også en smule erfaring, at arbejde med. Og bygge videre på.
Mange eftermiddage cyklede jeg hjem med en følelse af, at jeg havde gjort noget godt, for den/de patienter, jeg havde været omkring. Det er det, der giver mening til det hele, for mig. Og vigtigt at huske tilbage på, når det hele føles lidt for svært og uoverskueligt. Det er målet.

Men jeg er virkelig ikke vild med at være ‘den studerende’. At blive mødt og omtalt sådan. At føle mig på udebane 8 uger i træk. Med konstant dårlig samvittighed, fordi der hele tiden og altid er mere, man kan dykke ned i. Blive klogere på. Udover at der er mange navne og personaler, der skal huskes, skal man konstant ‘fornemme’ den sygeplejerske, man samarbejder med. Overveje, hvordan man kan og vil argumentere for det, man gør. Forsøge at spejle sig i det, de andre gør. Og samtidig også reflektere over, hvordan man gerne selv vil være. Fordi der – trods alt – er så mange forskellige måder at være sygeplejerske på. Analysere sine handlinger, observationer og overvejelser. Spotte sine egne ‘sorte huller’, så man kan få fyldt dem ud.
Heldigvis følte jeg mig ikke uvelkommen denne gang, som jeg har oplevet tidligere. Og der var mange dygtige sygeplejersker, der gerne ville lære fra sig.

Halvvejs gennem de 8 uger ventede, som altid, en ‘eksamen’. Denne gang i grupper af 4-6 studerende samt kliniske vejledere og en underviser fra skolen. Vi fremlagde hver især en patientcase, og inddragede relevant teori, især i forhold til kommunikation, der er hovedtemaet på 4. semester.
Det gik heldigvis rigtig fint og var rart at få klaret!

Sidste dag i klinik havde jeg kager med til afdelingen. Pyntet med inspiration fra specialet. 4 forskellige slags. Til en stor afdeling. De forsvandt også hurtigt og indbød endda en af overlægerne til at spørge, om jeg var gift 😉
Jeg gik derfra med et tilbud om at vende tilbage igen, og det er, for mig, den største ros, jeg kan forestille mig.

Derefter ventede en uges opgaveskrivning. En skriftlig eksamensopgave, der var ret frustrerende at skrive, mens det stod på. Men som heldigvis ‘gik op’ til sidst og blev afleveret aftenen før deadline.
Derefter skulle vi vente over 6 uger på at få svar. Det var virkelig nervepirrende. Jeg nåede at tænke mange gange, at jeg måske skulle have gjort noget andet, lavet noget om, haft et andet fokus på et afsnit osv. Egentlig ville jeg allerhelst holde sommerferie og glemme alt om opgaven, men den blev ved med at poppe op i mine tanker.
Da svaret kom, i midten af august, og var over al forventning, var det en kæmpe lettelse. Det føltes pludseligt ret dumt at have brugt så meget energi på at bekymre sig (typisk, ik?).
De sidste par ugers ferie blev nydt med sænkede skuldre, som optakt – eller måske snarere tilløb – til endnu et (hårdt) semester.

Nu er 5. semester godt i gang, og jeg står midt i ‘orkanens øje’. Midt i endnu en klinikperiode. Men mere om det senere.

Nu vil jeg ønske alle jer, der er heldige at have ferie, rigtig god efterårsferie. Og forberede mig på aftenvagt om nogle timer.

God onsdag derude!

Når bægeret er helt fyldt – og øjnene flyder over…

Måske kender I det godt? At alt for meget, man ikke er forberedt på, rammer én. Oveni hinanden. Overvælder én. Skubber én ud af kurs. Til sidst er bægeret fyldt, og det hele bliver for meget.
Måske gør I ikke… Indimellem kan jeg ihvertfald godt føle det som om, jeg er den eneste, der ikke kan stå model ’til livet’. At jeg kommer til at tage det for meget ind. I stedet for at sige ‘pyt’….
Måske, når jeg får sat ord på det her, virker det pludselig som små ting, der ikke er værd at blive slået ud over. Måske hjælper det, alene det at få sat ord på det hele. Se det lidt udefra. Måske er det prisen, jeg må betale, når jeg lever med et bredmasket sind, der tager det meste ind. Helt derind, hvor det kan mærkes…

De sidste par uger har været hårde! Sådan rigtigt hårde. For mig. En masse små dråber er landet i mit bæger.
Indimellem føler jeg, at jeg bliver ramt af stimer af uheld og svære ting. I stedet for at det kunne være fordelt lidt mere ligeligt udover året. For jeg ved jo godt, at livet slår fra sig. Det ved jeg virkelig godt! Men det gør bare stadig ondt, når det gør…

De sidste par uger er mange små ting måske blevet til én stor. Et bånd om min brystkasse. En tåre i øjenkrogen, når ingen kigger.

I morges startede min dag med, at mine øjne flød over. Tåren i øjenkrogen hev flere med sig og jeg måtte sidde på sengekanten et øjeblik, med den friske morgenluft i ansigtet, fra det åbne vindue foran mig, og tage mig sammen. A var på vej ud af døren på arbejde og på den anden side af soveværelsesdøren ventede to friske fyre, klar til skole og børnehave, og en mere, der var vågnet kl. 5, syg. En aflyst skoledag for både ham og mig.

De sidste par uger har jeg set frem til næste uge; ‘så bliver det hele nemmere’. Men jeg har egentlig slet ikke lyst til at have det sådan. For jeg vil gerne nyde hver dag og få det bedste ud af den. ‘Don’t count the days – Make the days count’

Mange vil sikkert også tænke, at det ikke ser ud til, at jeg er ved at drukne. Fordi jeg insisterer på at hæfte mig ved de gode stunder. Og skabe dem, selvom alting taler lidt i den anden retning. Når tingene vokser mig op over ørerne, går jeg i køkkenet og bager. Eller laver mad. Fordi jeg kan slå hovedet lidt fra imens. Eller netop bruge det til at få styr på tankerne. Når det hele bliver for meget, får jeg netop brug for at gøre noget godt – for mig og for dem omkring mig. Det er ikke nødvendigvis tegn på, at jeg har overskud. Men tegn på, at jeg forsøger at skabe overskud.

Inderst inde ville jeg gerne altid kunne tænke, at så længe vi stadig lever og ikke er alvorligt syge, så er der ikke noget at være ked af. Men altså; det kan man jo ikke! Vi er jo bare mennesker. Og det er ikke kun sygdom og død, der sætter spor. Det gør livet også.

De sidste par uger har mange store emner fyldt meget. Alt fra studiestart og mobning til forældremøder, syg hund og flytning af min farmor fra lejlighed til plejehjem.

Alene det at være fuldmagtshaver for min farmor, der fra den ene dag til den anden fik tilbud plejehjemsplads og 14 dage til at flytte i, har tæret voldsomt på kræfterne. Oveni studiestart har det fyldt nærmest alt i mit hoved. Og gjort det svært at skulle rumme 100 andre ting samtidig. Og misforstå mig ikke! Jeg gør det gerne for min farmor. Hun har fortjent det. At komme et sted hen, hvor hun kan få en god, sidste tid. Men det kræver virkelig meget energi at skulle holde overblik, når der er så meget (andet). Opsigelse af lejlighed, boligstøtte, tv-abonnement, madservice. Flytning af forsikringer, adresse, læge. Underskrifter på utallige dokumenter og kontrakter. Breve frem og tilbage. Fremvisning af den gamle lejlighed, samtaler med kommunedamer, der insisterer på at skælde én ud, inden man overhoved har sagt ‘goddag’. Og som efterfølgende bløder op, når de godt kan høre, at man har gjort sit forarbejde.
For ikke at snakke om tømning af den 4-værelses lejlighed, hun har boet i, i mere end 53 år!

Så blev Saga syg. Med kløende udslæt over det hele, der blev til sår, og som krævede dyrlægebesøg og piller. Piller, der ikke virkede, og som krævede endnu en omgang penicillin, denne gang af en anden slags. Og weekenderne har budt på badmintonstævner, hvor man skal kunne ‘bære’ at blive overfuset af forældre, der ikke ved, hvordan man taler ordentligt. Sådan noget, man måske kan se gennem fingre med, når der ikke er 100 andre ting, der også tærer på én og lægger bånd på ens overskud. Dryp – dryp. Små dråber…

Derudover ser det ud til, at min dejlige, gamle mormor efterhånden er ved at løbe tør for kræfter. Omend jeg ved, at hun har et inderligt ønske om, at det snart skal være slut, i en flot alder af 94 år, så gør det stadig ondt. Jeg ønsker så inderligt, at hun kommer herfra på en ordentlig, værdig måde. Og det fylder for mig, hvordan hendes sidste tid bliver. Om det så er timer, dage eller uger, vi snakker om. Jeg vil gerne være hos hende, men hvornår? Mit hjerte kan ikke følge med.

På søndag er det 1 år siden, at vi på tragisk vis tog afsked med A’s far. En årsdag, der er svær. Tung. Som kræver sin plads. Jeg ved det. Jeg har prøvet det før.
Men lige nu står den i kø. Blandt alt det andet, der også gør ondt. Fylder og stjæler min energi.
Når jeg kommer til kl. 14 hver dag, giver mine muskler op. Som om jeg ikke kan holde mit hoved længere. Jeg er nødt til at sætte mig lidt – eller allerhelst ligge mig på sofaen bare et øjeblik. Trætheden gør ondt. Tænk, om man kunne sætte sig selv i en turbooplader…

Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke får kysset nok på A. Fordi jeg simpelthen glemmer det, midt i alt det praktiske. Forhåbentlig mærker han mine små nus, når vi sidder ved siden af hinanden i sofaen om aftenen, når vi giver os selv lov til at ‘lave ingenting’ lidt.
Jeg får dårlig samvittighed over for mit studie. De timer, jeg misser og det, jeg ikke får læst. Selvom jeg egentlig synes, jeg er blevet ret god til at prioritere.
Jeg får dårlig samvittighed over for min studiegruppe, selvom vi ikke har noget arbejde, der skal løses i gruppen lige nu. Alligevel føler jeg, at jeg burde være der til samtlige timer, så jeg også hører alt det, der bliver sagt og fortalt. Jeg vil helst ikke være hende, der ikke gør det, der skal til.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg kigger mig omkring. Ser på rodet, som jeg ikke orker at rydde op.

Jeg synes egentlig, det er et rigtig godt karaktertræk at være pligtopfyldende og gerne vil gøre (al)ting godt, men indimellem kan det godt nok også spænde ben for én. Så er det, jeg skal huske det med, at man først skal tage iltmasken på selv, inden man kan hjælper andre…. Og netop derfor giver jeg mig selv lov til at sætte mig i hjørnet af sofaen i dag, krybe sammen under et tæppe med en varm kop kaffe og se lige dét, jeg har lyst til på Netflix. Slå tankerne fra, bare et øjeblik. Så jeg kan vende tilbage til virkeligheden igen, måske en smule mere frisk. Måske det kan fungere som min turbooplader…

Jeg ved, at jeg er stærk. Robust, måske egentlig. Jeg skal nok komme igennem det her også. Jeg har gjort det SÅ mange gange før. Men ikke uden at kæmpe. Og sejre. Snart, håber jeg.
Og nu har jeg lige snakket med min mor. Det hjælper altid <3
Nu skal jeg bare lige have S på højkant igen, så vi ikke går weekenden i møde med sygdom indenfor væggene. Og huske at glæde mig til, at jeg skal se drengene spille badminton på lørdag. Se min farmors glade øjne, når vi sætter hende i ynglingsstolen på søndag, i de nye, gode rammer. Glæde mig over, at det hårde arbejde er det hele værd. Og kysse lidt ekstra på A, når han kommer hjem i morgen.
Og så må ‘alt det andet’ lige vente lidt. Jeg indhenter, når jeg kan…

Og nu kom solen og afløste regnen, der måske har været med til at fylde de sidste dråber i bægeret de sidste par dage… Det lysner derude, omend nogle skyer stadig hænger tungt og kaster skygger… Måske de driver den anden vej…

Rigtig god dag derude!

Lige nu tænker jeg på…

Jeg har, i noget tid, haft lyst til at starte på en ny føljeton på bloggen. Lidt som med mine (hverdags)lykkeglimt, men alligevel af en lidt anden karakter. Nemlig mere med ord om, hvad der fylder for tiden. I mine tanker. Det kan være både små og store ting. Lette og tunge emner. Ting, der undrer mig, eller som jeg støder på og hæfter mig ved.
Jeg ved ikke, om det giver mening ude hos jer, men nu prøver jeg 🙂

Det er måske egentlig også en form for ’10 ting, du ikke vidste om mig’, som er en vældig populær blogger-overskrift 😉
For det, jeg tænker på, fortæller selvfølgelig noget om mig… Jeg er temmelig tænksom, og har ofte brug for at skrive mine tanker ned, for at få dem ud af ‘systemet’. Det vil jeg så forsøge at gøre med (nogen af) dem her. Måske I endda har noget at byde ind med i forhold til dem. Så er I mere end velkomne 😉

Here goes – første kapitel af ‘Lige nu tænker jeg på’:

  • Hvornår man stopper op og snakker, når man møder en gammel bekendt på gaden. Kender I den tvivl? Jeg synes, det er så svært at vurdere, hvornår man ‘bare’ siger hej, og hvornår man ‘skal’ sige mere. Jeg er egentlig heller ikke særlig tryg ved smalltalk på den måde, så måske jeg tøver mere end andre med at sige mere end bare ‘Hej’… Forleden hilste jeg på én oppe i byen, som jeg ikke har set i en del år, men som jeg kendte rigtig godt – engang. Bagefter var jeg så meget i tvivl om, om jeg skulle være stoppet op…
  • At noget af det bedste ved de kommende sæsoner, efterår og vinter, er, at det er badmintonsæson! Jeg glæder mig nærmest lige så meget som drengene til at komme ud i hallerne, og bruge weekend efter weekend på stævner. Jeg synes, det er den mest fantastiske måde at være sammen på – om noget, som både de og jeg holder virkelig meget af <3
    At det koster spidsen af et jetjager, det tænker jeg egentlig ikke så meget over. Jeg bruger gerne penge (og tid) på noget, der både holder dem sunde, både fysisk og mentalt, som udvikler dem helt enormt, og som vi er sammen om. Det er vores hygge, i stedet for en tur i biffen eller cafébesøg.
  • At jeg i dag har været ude hos min farmor, for at mødes med en visitator fra kommunen i forhold til ældrebolig på et plejehjem. Hun er 92 og bor stadig selv, men hukommelsen driller (temmelig meget efterhånden) og det vil helt sikkert være rigtig godt for hende at komme videre.
    Efter mødet var jeg ret overbevist om, at hun stadig var for ‘god’, til at få bevilliget en plads. Men for lidt siden ringede visitatoren og sagde, at hun var blevet ‘godkendt’. Så nu ryger sagen (som altså er min farmor) videre i systemet.
    Sådan en flytning kommer helt sikkert til at kræve nogle kræfter, både for hende og os (og tid, ikke mindst). Hun har boet i sin lejlighed i mere end halvtreds år – og den er ikke lille…. Jeg har dog ingen idé om, hvor lang ventetiden er . Måske det slet ikke bliver aktuelt lige foreløbig.
    De sidste par uger har jeg været til flere forskellige møder derude. Først med en demens konsulent og nu med en visitator. Ret heldigt, at min lange sommerferie giver plads i kalenderen til sådan noget. For jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe hende. Men der følger også en masse hjertestik med, for jeg kan ikke lade være at tænke, at det skulle være min far, der var ‘boss’ på projektet i stedet for mig. Det var jo ham, der plejede at stå for sådan noget. På den anden side, så giver det mening, at jeg gør det – også for ham.
    Jeg kan også mærke, at de sidste par års sygeplejestudier bringer noget med sig. Mine øjne ser pludselig andre og flere ting – udover dem, mit hjerte ser <3
  • Hvor fedt det ville være, hvis alle hverdagsmorgener kunne være, som de har været de sidste par uger. Med god tid, lys, morgensol og mulighed for at cykle med drengene i skole og børnehave. Og bagefter have tid til at stoppe op og sludre med en fra L’s mødregruppe, som jeg ikke har snakket med længe. Og følges hjemad – og pludselig se på uret, at der er gået en time. Og bagefter glæde sig over, at man ikke kun sagde ‘Hej’…
  • At der nok ikke går mange uger, før mit julehumør indfinder sig. Sådan har det været de sidste par år. Som om mit indre ur har forskubbet sig. Og når vi så når til december, så er jeg totalt ovre det. Måske det kommer mig til gode i år, hvor december skal bruges som tilløb til ‘mini-bachelor’. Måske man bare skulle give los og før-jule lidt, selvom det, for mange andre, ville være totalt fy fy… 😉
  • At jeg er så ubeskriveligt heldig, at jeg har en mand, der også er mit anker. Der følger med mig til tandlæge for at sidde ved siden af mig, og give mig styrke til at overvinde min tandlægeskræk og få hevet en visdomstand ud. Jeg er meget, meget heldig <3
  • Skatteøen. Et af de mest betydningsfulde soundtracks fra min barndom. Det bringer så mange minder med sig, fra vores lille stue i Smørumnedre, hvor pladespilleren hakkede, når vi dansede for vildt til de mange fantastiske sange. Nu er der købt billetter til musicalen, så W også kan få den oplevelse. Han er netop gået i gang med at læse bogen. Og når drengene og jeg er ‘alene’ hjemme for tiden, smækker vi soundtracket på højttaleren og synger med. De har virkelig god musiksmag 😉
  • Om jeg virkelig kan være så heldig, at sommeren når at komme tilbage, inden jeg starter på studiet igen. Dét kunne være fedt. Et sidste skud solenergi, inden det for alvor begynder at gå mod mørkere tider…
  • At det er temmelig surrealistisk, at det er 5. semester, der venter forude. Egentlig glæder jeg mig til at komme i gang – så jeg kan komme videre. For min skyld måtte sommerferien godt være kortere, så man i sidste ende blev uddannet hurtigere. I stedet har jeg (selvfølgelig) forsøgt at nyde den lange ferie, og ser frem til at nyde den igen næste år. For sidste gang.
  • At jeg så et sted for nyligt, at man har 18 somre med sine børn. Rundt regnet. Og at jeg allerede har brugt 11 af dem sammen med W, 8 af dem med S og 4 af dem med L. Når man stiller det op på den måde, er det næsten ikke til at holde ud. Så det må jeg hellere lade være med at gøre 😉 På den anden side er det måske (endnu) en fin reminder om, at man skal huske at nyde!
  • Forældremøder. Vi har to styk coming up de næste par uger. Ikke min favoritting, men en vigtig ting.
  • At man skal nyde de små øjeblikke. En dag vil man se tilbage og opdage, at det var de store øjeblikke <3
  • Loppemarkeder. Og hvornår jeg kan finde tid til at komme af sted på et og få solgt godt og grundigt ud af alt det, vi ikke bruger længere. Jeg trænger til at få rydde op og gjort plads til – luft. Er træt af at flytte rundt på tusindvis af dimsedutter på drengenes værelser, der fylder, men som ikke bliver brugt.
  • Hvornår vi kan komme af sted på ferie igen. Mon ikke vi er mange, der har det sådan? At vi har lyst til at planlægge næste ferie, når den, vi lige har holdt, er ovre? Ikke mindst for at have noget at glæde sig til, når hverdagen buldrer…
  • Mad. Hvad jeg skal finde på at lave til aftensmad i løbet af weekenden. Og hvilke andre sjove spiselige indslag, jeg ellers kan komme på. Jeg har haft en kage i tankerne de sidste par uger (måske faktisk måneder) som jeg tror, jeg er nødt til at udleve meget snart. Måske i morgen…. Det næste halve års tid har vi ingen fødselsdage, der skal fejres, men så må vi finde på andre anledninger 😉
  • Hvordan jeg kan føle mig ‘god nok’. Det kræver flere uddybende ord, end der er plads til lige her, lige nu. Men det fylder en del i mine tanker for tiden. Jeg tænker over, hvordan jeg kan øve mig i at være god ved mig selv, i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Mere om det en anden god gang….

Nu vil jeg hoppe ud i solen, der endelig har fundet vej her til, sammen med drengene, der lige er kommet hjem. Og nyde, at weekenden ligger foran os, helt ubrugt og klar til at blive overdynget med alt det bedste, vi overhoved kan fylde på den <3

Rigtig god fredag og weekend derude!

Lykkeglimt – Mumi, glimmer, fejring, hverdagsmad og strik

 Hygge i sofaen – bare mindste og jeg. Det er rart med ‘alenetid’  Mørbradgryde og sommersalater on the sideGlimmer på en mandag – fordi det var helt og aldeles nødvendigt (ovenpå tandlægebesøg og – ja, mandag)
Jakken er helt fantastisk fin og kan købes her* Puden, jeg gav min mor i fødselsdagsgave, passer fint i sofaen sammen med tidligere versioner
og matcher på fineste vis det nyeste strikkeprojekt (som kan ses i færdig version på Instagram nu – @mormedmegetmere)Morgenkaffe og en lun, lyserød drøm, der også er hoppet af pindene for nylig <3 Grinebider En af mine yndlingsblomster i haven – høstanemoner. Jeg er i det hele taget anemone-fan! Eftermiddagshygge med lækker crumblekage med sommerbær. Opskriften er lige her (og den er nem!) Hørservietterne har jeg købt her (de findes i flere forskellige farver)
Mit lyserøde (yndlings) vandglas har jeg købt her*. Tallerknerne med ansigter er fra Donna WilsonLyserøde babies (de kan købes her)  Jeg har helt sikkert været skade i et tidligere liv 😉Fejring med bobler – på en tirsdag! Sådan må det være – livet er nu! Både små og store sejre fortjener at blive fejretPå vej i ovnen

Jeg har så meget på hjerte og så mange billeder gemt, både mentalt og konkret.
Som altid er jeg fortaler for, at dagene skal nydes og fyldes med rart. Så meget som muligt. For livet skal nok sørge for modvind. Jeg vil så gerne få det bedste ud af dagene, og hellere få øje på – og skabe – de (mange) små lykkeglimt, i stedet for at hæfte mig ved det modsatte. Omend jeg egentlig er pessimist af natur, forstået på den måde, at jeg hellere vil overraskes positivt end at blive skuffet.

Jeg har 1 1/2 uge tilbage af min lange sommerferie, og jeg har ikke tænkt mig at spilde ét sekund. I stedet nyder jeg, at jeg kan følge drengene i skole og børnehave på cykel om morgenen – endda med sensommersol i øjnene. Det kan tids nok blive mørkt og koldt – og stresset igen. Jeg ved, det venter lige rundt om hjørnet.

I sidste uge startede hverdagen, næsten, igen. Med skole og børnehave og (rigeligt med) døgnvagter til A. Hverdagsmad, badmintontræninger, eftermiddagstræthed og faste sengetider. Tankerne rumsterer om det forestående semester, der helt sikkert bliver knaldhårdt. Og en anelse panik-før-lukketid-følelse rammer mig, nu hvor min ferie lakker mod enden. Selvom jeg slet ikke kan klage! Jeg har haft masser af tid til at nyde – og gøre. Nu har jeg bare så mange praktiske ting, jeg gerne vil nå. I dag vasker jeg dyner og hovedpuder og rydder op og ud til loppemarked. Det føles rart. Og så glæder jeg mig over, at det (måske) når at blive sommer igen, inden jeg skal tilbage på skolebænken. Dét gider jeg godt!

Jeg er også ved at lave en liste med ting, jeg gerne vil omkring på bloggen det næste stykke tid. Hvis du har forslag eller ønsker, så sig endelig til!

Rigtig god onsdag derude!

MyLynhurtig hverdagsret – som endda er en af drengenes absolutte yndlings. Win Win!
Vil I have opskriften? 🙂

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her