Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ’stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg

Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

fullsizeoutput_d06

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!

Tanker om det skrøbelige liv

480

Lige for tiden har jeg det som om, at livet forsøger (lidt for ihærdigt) at minde mig om, at det er en skrøbelig størrelse, man aldrig kan være sikker på, og som ikke giver nogen garantier.

Og her tænker jeg ikke engang på alt det, jeg allerede er stødt på i forbindelse med studiet

Om eftermiddagen, efter første skoledag, kørte der en bil foran mig, der var millimeter fra at køre galt midt i en overhaling.
I sidste uge, da jeg kørte hjem fra skolen, var der omkørsel pga. en trafikulykke, der på tragisk vis havde dødelig udgang.
I fredags var jeg selv tæt på at blive involveret i et harmonikasammenstød, da bilerne bagved mig var tæt på at køre op bag i mig, da en bil længere fremme bremsede pludseligt og hårdt op.
Og i morges var der igen omkørsel på vej til skole, da 3 biler var kørt sammen. Jeg blev mødt af blå blink og et virvar af biler på vejen og blev igen mindet om min egen (og andres) skrøbelighed.
Tænk hvis jeg var kørt af sted lidt før… Havde jeg så været impliceret i eller vidne til ulykken?
Resten af vejen til studiet tænkte jeg på, om det mon var nogen, jeg kender, der var involveret i ulykken…

Jeg synes slet ikke det er rart at skulle køre på en vej hver dag, der er ‘kendt’ som ulykkesvej. Der står tilmed skilte undervejs, der fortæller én, at det er en ulykkesvej!
Jeg synes især ikke det er rart, når jeg dagligt oplever, hvor hovedløst folk kører på ruten. Som om de ikke læser skiltene eller ikke forstår alvoren… Det understreger blot, at rygtet og skiltene taler sandt og er der af en grund…
Og det skræmmer mig helt ind i hjertekulen og allerlængst nede i maven (abdomen 😉 ).
Bare tanken om, ikke at komme godt frem eller hjem igen…. Jeg kan nærmest ikke tænke tanken til ende…

Jeg ser dagligt folk foretage vanvittige overhalinger på landevejen, for senere at holde bag ved dem i lyskrydset i byen. Men jeg er ikke sikker på, de overhoved forstår, at de intet ‘vandt’, ved at risikere deres eller andres liv…

I går fik jeg besked om, at et familiemedlem skal gennem ‘kræftpakke’-undersøgelser. De næste dage – og måske uger – kommer til at gå med uvished og mange tanker på den front også…

I aften, når drengene er puttet, og A er kommet hjem fra hundetræning, vil jeg nyde et glas rødvin med ham og glemme lektier, praktiske gøremål og dårlig samvittighed for en stund.
Måske ville jeg normalt ikke drikke vin på en (helt almindelig) onsdag, men i aften vil jeg glemme det ‘normale’. Fordi jeg trænger til at sidde med A i den ene hånd, et glas vin i den anden og snakke, uden at tænke på, at jeg burde læse lidt mere, rydde op eller indhente lidt nattesøvn…

Man kan ikke leve hver eneste dag, som var det den sidste. Men man kan forsøge at få det bedste ud af hver dag. Og indimellem, når jeg bliver fanget i hamsterhjulet, og synes dagene ligner hinanden (lidt for meget), og de er fyldt til randen med ting, der skal gøres; studier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter, madpakker, madlavning, tøjvask og indkøb, kan det være helt rart at bryde ud og gøre noget ‘man ikke ellers ville gøre’. Om det så er at drikke et glas rødvin på en hverdag, bage en kage eller danse i regnvejr….

Det er måske også dét, livet kan; minde én om, hvad der er vigtigt. Og at man skal nyde det, mens det er her…

Og hvad vil jeg så egentlig sige med alt det her?
Måske ‘bare’ minde mig selv – og måske jer – om at bryde ud af hverdagen indimellem, og gøre noget, man ellers ikke ville gøre – også selvom det kun er en lille ting, som at drikke et glas rødvin på en onsdag…
Og blive ved at huske på vigtigheden af at kysse hinanden ‘på gensyn’ om morgenen, give et (ekstra) kram og fortælle dem tæt på én, at de betyder noget…

God aften derude – pas godt på jer selv og hinanden <3

 

P.S. Hvis det her var alt for langhåret, kan I evt. kigge på indlægget fra i går, der udelukkende handlede om materiel lykke 😉

Første skoledag som sygeplejerskestuderende

131
S lavede et fint billede i sidste uge, der nu hænger på køkkenvæggen, og minder ham og mig om, at vi godt kan 🙂

Nå, jeg synes, jeg lige vil komme med en update på, hvordan den første skoledag gik…
Mine tanker om det hele, inden det gik løs, skrev jeg jo om lige her, så det mp være på sin plads med en update.

Jeg kørte hjemmefra lidt over 8. Turen til skolen gik fint, omend jeg måtte blinke tårer væk et par gange. En halv time alene i bilen, med musik i ørerne og plads til at lade tankerne flyve frit, sendte dem i min fars retning.
Savnet og sorgen rev i hjertet og gennemblødte plasteret, der dækker for hullet i hjertet.
Når jeg bliver virkelig nervøs og skubbet ud af min comfortzone, så tænker jeg på, at jeg kan klare meget mere, end jeg selv tror. For jeg klarede at være der for ham, og gå igennem umenneskelige ting for og med ham. Og så kan jeg også klare det, jeg bliver budt af andre udfordringer. Jeg tænker, at han nu er med mig på den måde, og sender mig styrke <3

Jeg har altid haft det sådan, at jeg i dagene op til noget ’stort’, har bøvl med maven, fryser og er virkelig spændt og nervøs. Når jeg så står foran det, så tager min mave sig sammen, og nerverne trækker sig tilbage og lader mig klare skærene. Præcis det samme skete i går. Da jeg parkerede ved skolen og vidste, at jeg var i god tid, trak nerverne sig tilbage og min indre styrke blussede op. Det er egentlig rart at have det sådan, men jeg er altid bange for, at styrken svigter mig – lige indtil den viser sit ansigt…

Da jeg kom ind i lokalet på skolen, fik jeg tildelt et navneskilt og henvist til et bestemt bord, hvor min klynge skulle holde til. Der var allerede halvt fyldt ved bordet og jeg genkende straks et ansigt. En mor til en pige, som S har gået i børnehave med. Den sidste rest af sommerfugle faldt på plads og nervøsiteten blev afløst af spænding og forventningsglæde. ‘Det her skal nok gå’.

Der er 50 på mit hold, så det er en stor flok. Mange nye ansigter og navne, der skal læres. Og en masse rutiner, der skal ind på rygraden. Der er stor aldersspredning på holdet. Den ældste er 50 og den yngste under 20 år, og vi er en del, der har børn. Vores baggrunde er meget forskellige, og vores forudsætninger for at være der, er det også. En del har baggrund som sosu’er eller har erfaring fra plejehjem, og så er der mange, som mig, der har en helt anden baggrund.
Jeg tænker, at det giver en god dynamik på holdet. Ud af de 50 nye studerende, er de 3 af dem mænd 😉

Dagen gik med informationer, både fra lærere og tutorer, og vi skulle alle præsentere os selv for vores 49 medstuderende. Vi sang fællessang og blev vist rundt på skolen. Vores studiegrupper blev råbt op, og jeg har allerede en rigtig god fornemmelse omkring det hele. Lærerne virker utrolig dygtige og kompetente og de piger, jeg fik snakket med fra min klynge, virker super søde.

Jeg havde besluttet mig for at overvinde min generthed, og turde spørge ind og starte samtaler, og det gik rigtig godt. (Jeg har for øvrigt skrevet om min introverthed lige her)

Kl. 14 var første skoledag slut, og jeg kørte hjem med solen i ansigtet, og med et kæmpe smil på læben, der nåede helt ned i maven.

Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang – sådan rigtigt.

Apropos indlægget fra i torsdags, så siger den lille djævel på min skulder, at det slet ikke er sikkert, at det fortsætter med at være godt. Men englen råber højere og siger, at jeg skal nyde det, og ikke tænke på alt det, der ‘måske kan ske’. Så det vil jeg gøre!
Jeg tror og føler, at det her bliver helt vildt godt! I går genopdagede jeg følelsen af, at jeg godt kan! Jeg mærkede troen på mig selv. Det føles så rigtigt – og jeg har allerede lavet mine lektier til på mandag 😉 (Det bliver nok ikke ved at være sådan hele vejen, så det vil jeg også lige nyde lidt 😉 )

God weekend derude

P.S. Nu skal det selvfølgelig ikke kun handle om mit nye liv som sygeplejerskestuderende her på bloggen, men lige nu får det lov at få lidt plads. Men bare rolig, jeg har også masser af andre indlæg i støbeskeen til jer 🙂

Dagen før dagen – med en engel og en djævel på skulderen

315 318 321
Love iPhone cover – købt her (reklamelink)
300
Leopard sleeve til mac’en – købt her (reklamelink)
323

Nå, så er nedtællingen for alvor ved at nå sin ende! I morgen sker det… Første dag i resten af mit liv…

Tak for jeres søde og opmuntrende ord de sidste par uger, både her og på Instagram (@mormedmegetmere)
De betyder mere, end I måske lige aner. Det er virkelig rart at have et lille heppekor, jeg kan minde mig selv om, når nerverne går i selvsving 😉

Dagen i dag er nemlig gået med at lytte til små diskussioner mellem englen og djævelen på min skulder (ja, præcis som i en Anders And tegnefilm, hvor de sidder og mundhugges). De kan slet ikke blive enige om noget som helst…! 😉
Den ene er helt overbevist om, at det hele bliver vildt godt. Den anden er en rigtig lyseslukker…

Min mave har også virkelig været en fest at være sammen med! Den har såmænd slået kolbøtter hele dagen (helt ærligt, synes godt den kunne have ventet til i morgen!)

Jeg har forsøgt at nå en masse; rydde op, handle ind, få små (og større) projekter vinget af listen, så de ikke fylder mere. Men mest af alt har jeg drejet rundt om mig selv et utal af gange.
Tasken er så godt som pakket, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal tage på. Det er rart at have styr på det, så jeg kan koncentrere mig om sommerfuglene i morgen tidlig.

Jeg har været inde at læse på studienet, hvor der allerede ligger virkelig mange dokumenter, opgaver og info om eksamen. Sådan noget er virkelig noget, der kan få englen og djævelen til at diskutere! For når jeg læser om alt det jeg skal, de næste uger og måneder, så bliver jeg virkelig nervøs – og spændt. Kan jeg nu lære det? Nej, siger den ene. Ja, selvfølgelig, siger den anden.

Det er længe siden, jeg har været så nervøs for noget, som jeg er for dagen i morgen. Når jeg forsøger at finde frem til hvorfor, så er jeg ret sikker på, at det er fordi jeg er helt vildt bange for at finde ud af, at det ikke er noget for mig alligevel. Nu har jeg glædet mig i virkelig lang tid og set frem til det med stor iver – og tænk så, hvis det ikke er det jeg tror, håber og regner med? Hvad skal jeg så?
Og så er det at englen siger, at det selvfølgelig bliver som jeg håber på, og at det er det helt rigtige. Og jeg forsøger at lade hjertet råbe højest og turde tro på, at det er helt rigtigt, det englen siger.

I bund og grund er det nok fordi jeg har mistet troen på mig selv. Den er blevet væk undervejs, mens jeg har forsøgt at finde glæden ved et arbejde, som slet ikke var mig. Jeg ved, at glæden og troen på mig selv er derinde et sted, men måske jeg først kan finde den frem, når jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan!

Mht. studierne, så kommer jeg i tvivl og mister troen på egne evner, når jeg tænker på nogle af de ting, jeg skal lære.
Jeg har skrækkelige ‘traumer’ med i bagagen, når det kommer til kemi og fysik. Jeg er rædselslagen for, at det kommer til at blokere for min hjerne, så den tror, den ikke kan lære det, den kan (og skal). Jeg håber, jeg kan vise mig selv, at jeg kan mere end jeg tør tro. Jeg har mega meget mod på at overvinde alle de djævelske tanker, der rumsterer! Lige nu er de næste 3,5 år noget kæmpestort og uhåndgribeligt i mit hoved. Jeg ser frem til at få det tygget ned i mindre bidder. Og så må jeg tage en dag ad gangen.

For nogen dage siden fik jeg en mail med en jobmulighed, der var lige noget for mig – altså mit ‘gamle’ jeg. Det lød virkelig godt og passede lige til mig, på rigtig mange områder. Et job indenfor det jeg kan og ved en masse om. Det var egentlig ret fristende, for det var et job med både udfordringer og løn.
Men… jeg var dog heldigvis slet ikke i tvivl om, at jeg skulle takke nej. Selvom fornuften forsøgte at overbevise mig om, at det ville være meget nemmere, tryggere og måske endda bedre for alle.
Hjertet fik dog lov at råbe højest! Jeg er nødt til at tro på, at jeg kan klare det. At jeg, med hjælp fra dem omkring mig, kan komme igennem det, der er svært. Og at jeg kommer ud på den anden side til noget, der er meget bedre end det jeg kommer fra.

Mailen tog jeg som et kompliment, og valgte at arkivere den et sted indeni, som en forsikring om, at jeg kan noget, og at jeg har noget at falde tilbage på, hvis alt andet fejler. (Det hjælper lidt, når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele nok skal gå)

Jeg drømmer om, at de næste 3,5 år bliver vildt sjove (og ja, I know, hårde), og at de også indeholder nye venskaber. Jeg vil vildt gerne prøve at være ‘en af dem’, der har studiekammerater, der hænger ved mange år frem – og som gør studiet nemmere, når det driller. Men på grund af min mobbe-bagage (som jeg har skrevet om her og her) så tør jeg slet ikke håbe på det…

Jeg er bange for at forvente og håbe for meget, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange tidligere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det er så ambivalent – og måske helt almindeligt… Mon ikke nogle af mine kommende medstuderende sidder med (nogle af) de samme følelser som mig lige nu….?

En ting er ihvertfald sikkert; jeg vil finde alt mit gå-på-mod frem i morgen, og gøre alt hvad jeg kan for, at det bliver supermegagigagodt 🙂

Nu vil jeg nyde aftenen sammen med A – og et glas rødvin, for at dulme nerverne lidt – og håbe på en god nats søvn

God aften derude

 

P.S. Nu fik jeg afløb for nogle af mine mange tanker omkring skolestart i morgen. Jeg håber, at jeg om noget tid kan læse dem igen og tænke, at det var helt unødvendigt med alle de bekymringer 😉

327

Older posts