5. semester som sygeplejestuderende – med opsmøgede ærmer og antijantelov

I torsdags afsluttede jeg 5. semester og blev introduceret til 6. Det føles fuldstændig surrealistisk og vildt. Jeg forstår ikke, at det (allerede) er 2,5 år siden, mit liv tog en drejning. På den anden side så er det næsten uoverskueligt at tænke tilbage på alt det, jeg har overvundet, siden jeg startede. Jeg har det faktisk lidt som om, jeg er stået på et tog, og glemt at stå af igen i tide… Og nu er jeg kørt for langt og der er ingen vej tilbage…
Om en uge venter et travlt og udfordrende studieforår med 20 ugers klinik, 3 forskellige steder. Hvor jeg ‘snart er sygeplejerske’ og skal kunne ting. Argh, jeg er godt nok både spændt, nervøs og en lille smule overvældet allerede.

5. semester har været teoretisk, kun afbrudt af 2 ugers klinik, hvor jeg var i hjemmesygeplejen. Inden jeg startede på studiet var jeg ret overbevist om, at de mange klinikperioder ville blive dem, jeg så mest frem til. Det har siden hen vist sig at være helt anderledes. Jeg synes, det er vanvittigt hårdt at være i klinik. Udover at der er meget at lære, er der masser af nye ansigter, et nyt speciale, nye omgivelser og eksamener undervejs. Derudover er jeg teoretisk og kan rigtig godt lide at lære og sætte mig ind i ny viden og bruge det videre.

Derfor var 5. semesters mange skoleuger ikke afskrækkende, heldigvis.
Selve semesteret har været vidtfavnende og vi har været ude i en del forskellige hjørner af teori og praksis. Det har været delt op i 3 forskellige temaer, blandt andet med fokus på akut, kritisk og kompleks sygepleje og forskningsmetodologi.

Siden midten af december har der stået minibachelor og eksamen på skemaet. Vi har knoklet i studiegruppen og lært helt utrolig meget af hele processen. Det har været en virkelig god måde at afslutte det teoretiske semester på. Og faktisk også en virkelig god forberedelse til den bachelor, der efterhånden kan skimtes i horisonten.

Jeg er ualmindeligt taknemmelig for at være i en studiegruppe med 2 fantastiske piger. Vi gør hinanden stærkere og holder hinanden i gang, når det hele føles en anelse uoverskueligt. Og så supplerer vi hinanden virkelig godt. Jeg har den rareste ro i maven ved tanken om, at vi skal følges det sidste stykke også. Det betyder virkelig meget at have nogen at læne sig op ad og udvikle sig sammen med.

I tirsdags kulminerede en travl skrive- og eksamensperiode med mundtlig eksamen, og bandt den fineste sløjfe på semesteret. Og på det ‘almindelige’ studieliv, som det har set ud i lang tid efterhånden – afbrudt af klinikperioder. Nu er der ikke mere reel teoretisk undervisning tilbage. Hele 6. semester går med klinik og på 7. venter en valgfagsperiode efterfulgt af bachelorskrivning. Det er helt skørt at tænke på! Vores hold skal samles til enkelte undervisningsting, men ellers er vi spredt og har gang i hver vores. Om under et år skulle jeg gerne være uddannet sygeplejerske, hvis tingene går efter planen. (Man ved aldrig med livet, har jeg efterhånden lært, men jeg håber, at det skal være sådan – og jeg vil kæmpe for det til det sidste 😉 )

Siden nytår har vi, i studiegruppen, mødtes til opgaveskrivning herhjemme. Omkring spisebordet fra morgen til eftermiddag. Vi har knoklet og hygget os med det. Og jeg har kunnet sørge for lidt af hvert, så der var energi til at knokle videre 😉
Drengene kom hjem fra skole hver dag og hilste på og så os arbejde. Det har faktisk været en virkelig fin ting. For jeg vil gerne vise dem, at tingene ikke kommer af sig selv. Men at det kan gå godt, hvis man smøger ærmerne op og knokler for det. De har fulgt med i processen og været interesserede. Også om morgenen, da jeg skulle til eksamen og de ønskede mig pøj pøj og var så søde – sagde at det hele helt klart nok skulle gå 🙂 Og om eftermiddagen, da de kom hjem, og som det første spurgte spændte, om det var gået godt.
Det var fedt at fejre det fine resultat med dem og se dem stolte. Fedt at vise dem, at det betaler sig at arbejde for det. Og jeg glæder mig helt ubeskriveligt til den dag, de skal med op på skolen og være med til at afslutte det hele <3 Det er min gulerod gemmer alt det, der er svært, hårdt, trist, uoverskueligt og ‘for meget’.

Inden eksamen, når nerverne har overtaget, tænker jeg altid på min far. Finder styrke i, at når jeg kunne gå igennem den svære tid, det var, at se ham være syg og dø, så kan jeg også gå til eksamen. Uden sammenligning i øvrigt.
Og bagefter, når eksamensrusen har lagt sig, bliver jeg altid ramt af en svær melankoli og et savn, der skærer hjertet midt over. I tirsdags ramte det, da jeg sad alene i bilen på vej ud efter W. Pludselig trillede tårerne og klumpen i halsen faldt ned og lagde sig som en tung skygge om hjertet. Jeg ville give alt for at min far kunne være her og dele det hele med mig.
Hvorfor tog jeg ikke springet noget før? Jeg kunne så godt have brugt hans gode råd og vejledning. Har så meget jeg gerne ville høre hans mening om. Men sådan er livet – uforudsigeligt. Og ej at forglemme, var det netop hans sygdomsforløb og død, der gav mig det sidste skub… Så det kunne ikke have været anderledes, omend jeg ofte drømmer om det.

I tirsdags var en ambivalent dag. En glædens og lettelsens dag, der netop af den grund også gjorde ondt. Og hvis der er noget, jeg er god til, så er det at underkende mig selv. Tale ned til mig selv, når noget ikke lige går, som jeg synes, det burde. Men i tirsdags var jeg faktisk stolt af mig selv. Sådan helt ægte. Det sker ikke særlig tit, og det var en vild følelse. Også at lade mig selv føle det! Jeg lyttede ikke til skyggerne fra fortiden, der altid har skullet fortælle mig, at jeg ikke var god nok.
Jeg er stolt af den minibacheloropgave, vi har afleveret. Stolt over processen og over eksamen, der satte det fineste punktum på det hele. Jeg gik derfra med så meget ros i hjertet, at jeg ville ønske, jeg kunne komme det på flaske og gemme det til senere. For jeg ved, at jeg er (for) dårlig til at huske på det. Men måske det hjælper at skrive det ned… Så kan jeg ihvertfald kigge tilbage på det.

Nu venter en uge uden fast skema. Hvor jeg skal have læst op på det, der venter lige om hjørnet. Og ladet batterierne op til endnu et sejt træk. Det hjælper heldigvis at tænke på, at forårets lys og lunere dage følger med.

Udover at fejre afslutningen med mine drenge, har jeg, som tidligere nævnt, min helt egen tradition, når et semester er veloverstået. Jeg nåede aldrig at finde det helt rigtige efter 4. og nu er 5. også krydset af – så jeg må på jagt x 2 🙂 Det er heller ikke helt dumt at have det at se frem til.

Rigtig god aften

P.S. Hvis du vil læse om tidligere semestre, så klik lige her 🙂

Tanker om det nye årti – og en glædesliste

Godt nytår! Håber, I alle fik taget godt afsked med det gamle, er kommet godt ind i det nye og har fået startet fint på januar også?
Et nyt år bringer altid masser af tanker med sig, for mit vedkommende. Jeg bliver både sentimental og optimistisk. Får lyst til at sætte mig nye mål og ser frem til at forfølge lyset, der langsomt vender tilbage. Glæder mig til at udforske det nye år, der venter. Sprødt og ubrugt. Nyt og fint. Mystisk og uforudsigeligt.

Jeg gør mig mange tanker om året, der gik. Mærker minderne igen. Nogle rarere end andre. Nogle oplevelser må gerne forsvinde med året, vi tager afsked med. Andre må gerne bestå, så længe som muligt. Det er vel egentlig ret meget essensen af livet…

Jeg har meget på hjerte, der stadig fylder, fra året der gik. Men jeg vil lade det dvæle lidt endnu, og i stedet se fremad. Det nye år – og nye årti – har meget at byde på. Det er nok kun en brøkdel, vi allerede kender til. Men der er ihvertfald meget godt i vente, som er værd at glæde sig til.

Jeg fik lyst til at lave en lille glædesliste, der samtidig fik mig til at tænke lidt ekstra over alt det fine, vi har at se frem til og håbe på. Og alt det vilde, uforståelige, fantastiske, angstprovokerende og og og, der også venter…
Det giver et dejligt endorfinskud at lave sådan en liste, og det er slet ikke så dumt, på sådan en grå januardag 😉
Jeg laver ikke nytårsforsæt, for hvis der er noget, jeg gerne vil have anderledes, vil jeg ikke vente på et nyt år til at kickstarte det. Derimod vil jeg gerne glæde mig til små og store begivenheder. Og drømme – i alle størrelser.

Så – here goes. Min glædesliste (der også indeholder skræmmende milepæle):

I det nye årti…

  • fylder 2 af vores 3 drenge 18 år! Og får (måske) kørekort… Dét er godt nok en vild tanke
  • afslutter både W og S folkeskolen
  • skal L starte i skole, og vi siger dermed farvel til børnehavelivet, der har været en del af vores hverdag i mange år efterhånden
  • skal der holdes konfirmationer – hvis drengene har lyst til det
  • håber jeg, at jeg bliver bekræftet i, at de sidste 2,5 års studie ikke har været ‘forgæves’
  • skal A og jeg fejre kobberbryllup
  • skal vi fortsætte med at fejre både store og små glæder
  • fylder både A og jeg 40 år (gisp!)
  • skal jeg blive endnu bedre til at sige ‘pyt’
  • vil jeg sørge for, at mine smilerynker bliver større…
  • håber jeg, at de fleste dage vil være fine – at håbe, at alle dage vil blive det, er vist livsurealistisk
  • bliver jeg (forhåbentlig) færdig som sygeplejerske
  • vil jeg fortsætte med at engagere mig i det, som drengene brænder for
  • håber jeg, at det bliver livet og ikke døden, der kommer til at fylde. Det trænger vi alle til…
  • skal der ses utallige timers badminton i haller i Danmark – og måske i udlandet…
  • vil jeg lære at strikke. Basta
  • håber jeg, at jeg finder mit drømmejob som sygeplejerske. Måske dér, hvor jeg skal i klinik lige om lidt…
  • skal jeg udleve flere af mine (store) drømme
  • håber jeg, at vores husdrømme bliver opfyldt
  • vil jeg øve mig i selvkærlighed
  • skal vi måske prøve at komme på skiferie med drengene for første gang
  • vil jeg blive ved med at minde mig selv om, at alting er til låns – ikke mindst vores drenge, der vokser mellem hænderne på os
  • fortsætte med at nyde, at drengene elsker at bruge tid sammen med os
  • skal jeg bage kager i massevis
  • kan det være, jeg skal læse videre
  • vil jeg øve mig i at nyde tingene, som de er, mens de er, i stedet for at stræbe efter ‘det næste’
  • håber jeg, at W får opfyldt sine skoledrømme
  • glæder jeg mig til, fortsat at være rigtig meget sammen med min familie
  • vil jeg gerne prøve at fejre jul i et Winter Wonderland med vaskeægte sne et sted…
  • ønsker jeg allermest, at mine 4 drenge får deres drømme til at gå i opfyldelse <3

Og så er der selvfølgelig alt det andet rare, der også følger med et år – eller 10. Årstidernes skiften, ferier, nydning, hverdagslykke, grin, gode oplevelser, glædestårer i øjenkrogen, varme hjerter og taknemmelighed – blandt andet.

Jeg håber, at det nye år(ti) bliver alt det vi – og I – drømmer om og håber på. Og meget mere til!
Er der noget særligt, I ser frem til i det nye år(ti)?

Godt nytår!

P. S. Jeg læste en artikel forleden, der påpegede at vi ifølge matematikken første starter det nye årti næste år – altså i 2021. Men anyways, jeg lader det nye årti starte nu 🙂

Et sidste kærligt farvel, der får hjertet til at flyde over

I dag har vi taget afsked. Sagt farvel, for sidste gang, til min fantastiske mormor. Min mors mor. Drengenes oldemor. I søndags sov hun stille ind, og siden da, har jeg været fanget i en boble. Mistet pusten.
Det var ikke uventet, at hun sov ind. Hun ønskede at få fred. Hendes krop havde kæmpet en brav kamp. I flere år efterhånden. En meget længere kamp, end hun selv ønskede. Hun blev 94 år. Hun har levet en langt og fint liv og givet mig så mange minder at tænke tilbage på.

Sorgen og savnet er ambivalent. Hun var gammel. Og livet går den vej. Det er et livsvilkår, der ikke kan undviges. Det var godt, at hun endelig fik fred. Og alligevel gør det så ondt. At livet er slut. At mærke, at vi i bund og grund er herrer over så lidt, når det gælder. Endnu en gang blive mindet om, at livet koster livet. Det gør ondt. Men smerten minder mig om, at jeg tør elske. For uden kærlighed, ingen sorg. Og selvom mit hjerte græder – igen – så kunne jeg ikke ønske det anderledes. Sorg er kærlighedens pris. Men også det, der minder mig om, at jeg skal leve – nu.

I dag har været en hård dag. En dag til tårer, tanker og tale.
Man kan ikke forberede sig på en andens død. Måske ved man, den kommer. Man venter måske endda på den. Og når den så rammer, så mærker man det først. Tomrummet, man er efterladt med. Kærligheden, der er blevet hjemløs. Sorgen og savnet, der bider sig fast.

I dag har jeg grædt. For min mormor. For min far. For min svigerfar. For mine drenge – der på så få år har skullet mærke så mange gange, at livet ikke er for evigt. I dag skulle have været deres første bekendtskab med døden. I stedet var det en dag, der hvirvlede op i alt det andet, der stadig smerter.
De klarede det flot. Helt sikkert. De ønskede at være med. Tog deres mormors hånd, sad ved siden af hende i kirken og gik med hende efter rustvognen. Vores store, omsorgsfulde drenge <3

Vi snakker om døden. Hvor urimelig og uundgåelig, den kan være. Og på den anden side – også velkommen. Den må ikke være et tabu. Den skal have plads – når den kræver plads. Og glemmes, når livet fylder. Nu ønsker jeg, af hele mit hjerte, at vi får lov at få en pause. En lang pause.

I dag var en dag til tårer. Fordi jeg stadig har så mange på lager. Fordi jeg synes, livet kan være svært at forstå. Døden endnu mere.
I dag har vi sagt farvel til et gammelt liv, til lyden af et nyt. Sådan som det skal være. Livets cyklus.
Men jeg kan mærke, at jeg er uvenner med døden. Jeg synes, den er uretfærdig. Og jeg ved godt, det er sådan. Men jeg har stadig ikke accepteret det.

Jeg synes, det er skrøbeligt at blive voksen. Mærke livets mange facetter skære sig gennem hjertet. Selvom de svære sider er med til at fremhæve de smukke, er det stadig hårdt at leve med. Pludselig er min mor ‘den ældste’. Døden er ulige fordelt. Den rammer, når den gør. Når den vil.

I dag var en dag til minder. Til snakke om alt det, vi har haft.
Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg (blandt meget andet) på min morfar, blomster, havens fugle, omsorg, standhaftighed, fightervilje, Fanø, vandreture i Schweiz, sommerferieture til Legoland, hygge, stolthed, livsglæde, sygepleje, god stil, ordentlighed, møjsommelighed, friskplukkede skovjordbær, gåture i skoven og til købmanden, hjemmebagte småkager, ‘Vi på Krageøen’ i fjernsynet og godnathistorier som ‘Det lille Lokomotiv’, ‘Lange Peter Madsen’ og ‘Mis med de blå øjne’.

Måske er det fra hende, jeg har mine meningers mod.
Da jeg fortalte min mormor, for et par år siden, at jeg var startet på sygeplejestudiet, blev hun ovenud glad. Hun var så rørt over, at jeg havde valgt ‘hendes’ fag. Valgt at føre det videre. Jeg ville så gerne have kunnet snakke med hende om alt det, hun lærte, dengang verden var en anden. Talt med hende om faget, håndværket.
W sagde, da vi gik fra kirken, at det var helt særligt, at jeg også var på vej til at blive sygeplejerske, ligesom olde. Det mærkede jeg ekstra meget i dag <3

Som en sidste hilsen havde jeg lavet to kager. Til minde om min mormor. Med blomster, Schweiziske alper, havens fugle, legomænd, hjerter og (skov)jordbærmousse. To kager, hun med sikkerhed ville have nydt – og som jeg ville have nydt at nyde med hende. To kager, der i stedet blev nydt sammen med dem, der også bærer på mange gode minder. Minder, vi sammen kan sørge for, at hun lever videre i.

Kære mormor – TAK for alt <3

 

Jeg har efterhånden skrevet en del om sorg og savn. Tidligere indlæg kan læses lige her

 Svampet chokoladekage med masser af chokolade og blomster i massevis  Chewy browniebund, luftige chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse. Pyntet med moussebomber, chokoladelegomænd, fugle, friske bær, smørcreme og romkugler på toppen

4. semester som sygeplejestuderende – med hjerteflimmer og skulderklap

Jeg er bagud med min føljeton om mit ‘projekt’ som sygeplejestuderende, men det vil jeg lave om på i dag.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte i den forbindelse. Jeg har bare ikke haft overskud til at få sat ord på de mange tanker, der fylder og rumsterer.

Jeg får rigtig mange mails og beskeder fra andre, der også kæmper med studiet. Og mine beretninger og erfaringer er ikke just rosenrøde og fyldt med glimmer. Men jeg kan heller ikke fremstille studiet som noget, der er nemt at komme igennem. Det synes jeg ikke, det er. Men derfor føles det også så meget federe, når jeg kæmper mig igennem de forskellige udfordringer og svære perioder. Det er sejre, der er til at tage at føle på. Og måske kan mine erfaringer inspirere andre til at kæmpe videre. Og sætte fokus på, at det er ‘normalt’ at have det sådan undervejs. Det kunne jeg ihvertfald godt have brugt.
Jeg vil også vove den påstand, at intet studie er ‘nemt’. Hvis man har den forventning, tror jeg, man meget nemt kan blive skuffet… Mange skriver og spørger til tips og råd til, hvordan man kommer igennem det. Og det er virkelig svært at svare på. Vi er alle forskellige, med hver vores rygsæk. Og det, der for mig kan være udfordrende, kan være det modsatte for andre. Og omvendt. Det eneste, jeg dog kan sige er; hold ud. Indimellem, når man står midt i det, kan det være svært at overskue og forstå meningen i et større billede. Men pludselig, som semesteret lakker mod enden, går det hele op.

4. semester var endnu en hård omgang. Men bød også på en kæmpe stor milepæl, som jeg har skrevet om lige her.
Efter 1 uges klinik i sundhedsplejen blandet med 10-11 ugers teori, var det tid til 8 ugers klinik, som afslutning på 4. semester. Denne gang skulle jeg tilbage på sygehuset på en somatisk sengeafdeling.
Min erfaring som sygeplejestuderende har efterhånden lært mig, at klinikperioderne er de sværeste for mig. Jeg synes, det er drøn hårdt! Punktum.

Selvom nogen måske vil mene, at man ikke skal føle, at man bliver vurderet konstant som studerende, så vil jeg påstå det modsatte. Jeg føler ihvertfald, at jeg bliver det. Både af mig selv og andre. Hver eneste dag er en prøvelse. Hvor man skal fokusere på at lære, indsamle erfaring, samarbejde, forstå, reflektere, læse, studere, overskride grænser og meget mere.

Derudover er foråret en virkelig svær tid for mig. Især maj måned er hård. Med årsdag for min fars fødselsdag og død. Det er svært at være i ‘det hele’. At skulle fokusere på studiet med et hjerte, der skriger. Så mange svære minder fra sygehuset bliver blandet sammen med alt det, jeg står i og skal lære i. Være i. Det bliver forhåbentlig bedre med tiden, men lige nu er det stadig rigtig svært.

Afdelingen, jeg var på denne gang, var rigtig god og lærerig. Jeg fik masser af forskellig sygepleje ind under huden. Jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden har en del teori, og også en smule erfaring, at arbejde med. Og bygge videre på.
Mange eftermiddage cyklede jeg hjem med en følelse af, at jeg havde gjort noget godt, for den/de patienter, jeg havde været omkring. Det er det, der giver mening til det hele, for mig. Og vigtigt at huske tilbage på, når det hele føles lidt for svært og uoverskueligt. Det er målet.

Men jeg er virkelig ikke vild med at være ‘den studerende’. At blive mødt og omtalt sådan. At føle mig på udebane 8 uger i træk. Med konstant dårlig samvittighed, fordi der hele tiden og altid er mere, man kan dykke ned i. Blive klogere på. Udover at der er mange navne og personaler, der skal huskes, skal man konstant ‘fornemme’ den sygeplejerske, man samarbejder med. Overveje, hvordan man kan og vil argumentere for det, man gør. Forsøge at spejle sig i det, de andre gør. Og samtidig også reflektere over, hvordan man gerne selv vil være. Fordi der – trods alt – er så mange forskellige måder at være sygeplejerske på. Analysere sine handlinger, observationer og overvejelser. Spotte sine egne ‘sorte huller’, så man kan få fyldt dem ud.
Heldigvis følte jeg mig ikke uvelkommen denne gang, som jeg har oplevet tidligere. Og der var mange dygtige sygeplejersker, der gerne ville lære fra sig.

Halvvejs gennem de 8 uger ventede, som altid, en ‘eksamen’. Denne gang i grupper af 4-6 studerende samt kliniske vejledere og en underviser fra skolen. Vi fremlagde hver især en patientcase, og inddragede relevant teori, især i forhold til kommunikation, der er hovedtemaet på 4. semester.
Det gik heldigvis rigtig fint og var rart at få klaret!

Sidste dag i klinik havde jeg kager med til afdelingen. Pyntet med inspiration fra specialet. 4 forskellige slags. Til en stor afdeling. De forsvandt også hurtigt og indbød endda en af overlægerne til at spørge, om jeg var gift 😉
Jeg gik derfra med et tilbud om at vende tilbage igen, og det er, for mig, den største ros, jeg kan forestille mig.

Derefter ventede en uges opgaveskrivning. En skriftlig eksamensopgave, der var ret frustrerende at skrive, mens det stod på. Men som heldigvis ‘gik op’ til sidst og blev afleveret aftenen før deadline.
Derefter skulle vi vente over 6 uger på at få svar. Det var virkelig nervepirrende. Jeg nåede at tænke mange gange, at jeg måske skulle have gjort noget andet, lavet noget om, haft et andet fokus på et afsnit osv. Egentlig ville jeg allerhelst holde sommerferie og glemme alt om opgaven, men den blev ved med at poppe op i mine tanker.
Da svaret kom, i midten af august, og var over al forventning, var det en kæmpe lettelse. Det føltes pludseligt ret dumt at have brugt så meget energi på at bekymre sig (typisk, ik?).
De sidste par ugers ferie blev nydt med sænkede skuldre, som optakt – eller måske snarere tilløb – til endnu et (hårdt) semester.

Nu er 5. semester godt i gang, og jeg står midt i ‘orkanens øje’. Midt i endnu en klinikperiode. Men mere om det senere.

Nu vil jeg ønske alle jer, der er heldige at have ferie, rigtig god efterårsferie. Og forberede mig på aftenvagt om nogle timer.

God onsdag derude!

Når bægeret er helt fyldt – og øjnene flyder over…

Måske kender I det godt? At alt for meget, man ikke er forberedt på, rammer én. Oveni hinanden. Overvælder én. Skubber én ud af kurs. Til sidst er bægeret fyldt, og det hele bliver for meget.
Måske gør I ikke… Indimellem kan jeg ihvertfald godt føle det som om, jeg er den eneste, der ikke kan stå model ’til livet’. At jeg kommer til at tage det for meget ind. I stedet for at sige ‘pyt’….
Måske, når jeg får sat ord på det her, virker det pludselig som små ting, der ikke er værd at blive slået ud over. Måske hjælper det, alene det at få sat ord på det hele. Se det lidt udefra. Måske er det prisen, jeg må betale, når jeg lever med et bredmasket sind, der tager det meste ind. Helt derind, hvor det kan mærkes…

De sidste par uger har været hårde! Sådan rigtigt hårde. For mig. En masse små dråber er landet i mit bæger.
Indimellem føler jeg, at jeg bliver ramt af stimer af uheld og svære ting. I stedet for at det kunne være fordelt lidt mere ligeligt udover året. For jeg ved jo godt, at livet slår fra sig. Det ved jeg virkelig godt! Men det gør bare stadig ondt, når det gør…

De sidste par uger er mange små ting måske blevet til én stor. Et bånd om min brystkasse. En tåre i øjenkrogen, når ingen kigger.

I morges startede min dag med, at mine øjne flød over. Tåren i øjenkrogen hev flere med sig og jeg måtte sidde på sengekanten et øjeblik, med den friske morgenluft i ansigtet, fra det åbne vindue foran mig, og tage mig sammen. A var på vej ud af døren på arbejde og på den anden side af soveværelsesdøren ventede to friske fyre, klar til skole og børnehave, og en mere, der var vågnet kl. 5, syg. En aflyst skoledag for både ham og mig.

De sidste par uger har jeg set frem til næste uge; ‘så bliver det hele nemmere’. Men jeg har egentlig slet ikke lyst til at have det sådan. For jeg vil gerne nyde hver dag og få det bedste ud af den. ‘Don’t count the days – Make the days count’

Mange vil sikkert også tænke, at det ikke ser ud til, at jeg er ved at drukne. Fordi jeg insisterer på at hæfte mig ved de gode stunder. Og skabe dem, selvom alting taler lidt i den anden retning. Når tingene vokser mig op over ørerne, går jeg i køkkenet og bager. Eller laver mad. Fordi jeg kan slå hovedet lidt fra imens. Eller netop bruge det til at få styr på tankerne. Når det hele bliver for meget, får jeg netop brug for at gøre noget godt – for mig og for dem omkring mig. Det er ikke nødvendigvis tegn på, at jeg har overskud. Men tegn på, at jeg forsøger at skabe overskud.

Inderst inde ville jeg gerne altid kunne tænke, at så længe vi stadig lever og ikke er alvorligt syge, så er der ikke noget at være ked af. Men altså; det kan man jo ikke! Vi er jo bare mennesker. Og det er ikke kun sygdom og død, der sætter spor. Det gør livet også.

De sidste par uger har mange store emner fyldt meget. Alt fra studiestart og mobning til forældremøder, syg hund og flytning af min farmor fra lejlighed til plejehjem.

Alene det at være fuldmagtshaver for min farmor, der fra den ene dag til den anden fik tilbud plejehjemsplads og 14 dage til at flytte i, har tæret voldsomt på kræfterne. Oveni studiestart har det fyldt nærmest alt i mit hoved. Og gjort det svært at skulle rumme 100 andre ting samtidig. Og misforstå mig ikke! Jeg gør det gerne for min farmor. Hun har fortjent det. At komme et sted hen, hvor hun kan få en god, sidste tid. Men det kræver virkelig meget energi at skulle holde overblik, når der er så meget (andet). Opsigelse af lejlighed, boligstøtte, tv-abonnement, madservice. Flytning af forsikringer, adresse, læge. Underskrifter på utallige dokumenter og kontrakter. Breve frem og tilbage. Fremvisning af den gamle lejlighed, samtaler med kommunedamer, der insisterer på at skælde én ud, inden man overhoved har sagt ‘goddag’. Og som efterfølgende bløder op, når de godt kan høre, at man har gjort sit forarbejde.
For ikke at snakke om tømning af den 4-værelses lejlighed, hun har boet i, i mere end 53 år!

Så blev Saga syg. Med kløende udslæt over det hele, der blev til sår, og som krævede dyrlægebesøg og piller. Piller, der ikke virkede, og som krævede endnu en omgang penicillin, denne gang af en anden slags. Og weekenderne har budt på badmintonstævner, hvor man skal kunne ‘bære’ at blive overfuset af forældre, der ikke ved, hvordan man taler ordentligt. Sådan noget, man måske kan se gennem fingre med, når der ikke er 100 andre ting, der også tærer på én og lægger bånd på ens overskud. Dryp – dryp. Små dråber…

Derudover ser det ud til, at min dejlige, gamle mormor efterhånden er ved at løbe tør for kræfter. Omend jeg ved, at hun har et inderligt ønske om, at det snart skal være slut, i en flot alder af 94 år, så gør det stadig ondt. Jeg ønsker så inderligt, at hun kommer herfra på en ordentlig, værdig måde. Og det fylder for mig, hvordan hendes sidste tid bliver. Om det så er timer, dage eller uger, vi snakker om. Jeg vil gerne være hos hende, men hvornår? Mit hjerte kan ikke følge med.

På søndag er det 1 år siden, at vi på tragisk vis tog afsked med A’s far. En årsdag, der er svær. Tung. Som kræver sin plads. Jeg ved det. Jeg har prøvet det før.
Men lige nu står den i kø. Blandt alt det andet, der også gør ondt. Fylder og stjæler min energi.
Når jeg kommer til kl. 14 hver dag, giver mine muskler op. Som om jeg ikke kan holde mit hoved længere. Jeg er nødt til at sætte mig lidt – eller allerhelst ligge mig på sofaen bare et øjeblik. Trætheden gør ondt. Tænk, om man kunne sætte sig selv i en turbooplader…

Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke får kysset nok på A. Fordi jeg simpelthen glemmer det, midt i alt det praktiske. Forhåbentlig mærker han mine små nus, når vi sidder ved siden af hinanden i sofaen om aftenen, når vi giver os selv lov til at ‘lave ingenting’ lidt.
Jeg får dårlig samvittighed over for mit studie. De timer, jeg misser og det, jeg ikke får læst. Selvom jeg egentlig synes, jeg er blevet ret god til at prioritere.
Jeg får dårlig samvittighed over for min studiegruppe, selvom vi ikke har noget arbejde, der skal løses i gruppen lige nu. Alligevel føler jeg, at jeg burde være der til samtlige timer, så jeg også hører alt det, der bliver sagt og fortalt. Jeg vil helst ikke være hende, der ikke gør det, der skal til.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg kigger mig omkring. Ser på rodet, som jeg ikke orker at rydde op.

Jeg synes egentlig, det er et rigtig godt karaktertræk at være pligtopfyldende og gerne vil gøre (al)ting godt, men indimellem kan det godt nok også spænde ben for én. Så er det, jeg skal huske det med, at man først skal tage iltmasken på selv, inden man kan hjælper andre…. Og netop derfor giver jeg mig selv lov til at sætte mig i hjørnet af sofaen i dag, krybe sammen under et tæppe med en varm kop kaffe og se lige dét, jeg har lyst til på Netflix. Slå tankerne fra, bare et øjeblik. Så jeg kan vende tilbage til virkeligheden igen, måske en smule mere frisk. Måske det kan fungere som min turbooplader…

Jeg ved, at jeg er stærk. Robust, måske egentlig. Jeg skal nok komme igennem det her også. Jeg har gjort det SÅ mange gange før. Men ikke uden at kæmpe. Og sejre. Snart, håber jeg.
Og nu har jeg lige snakket med min mor. Det hjælper altid <3
Nu skal jeg bare lige have S på højkant igen, så vi ikke går weekenden i møde med sygdom indenfor væggene. Og huske at glæde mig til, at jeg skal se drengene spille badminton på lørdag. Se min farmors glade øjne, når vi sætter hende i ynglingsstolen på søndag, i de nye, gode rammer. Glæde mig over, at det hårde arbejde er det hele værd. Og kysse lidt ekstra på A, når han kommer hjem i morgen.
Og så må ‘alt det andet’ lige vente lidt. Jeg indhenter, når jeg kan…

Og nu kom solen og afløste regnen, der måske har været med til at fylde de sidste dråber i bægeret de sidste par dage… Det lysner derude, omend nogle skyer stadig hænger tungt og kaster skygger… Måske de driver den anden vej…

Rigtig god dag derude!