Lige nu tænker jeg på…

Jeg har, i noget tid, haft lyst til at starte på en ny føljeton på bloggen. Lidt som med mine (hverdags)lykkeglimt, men alligevel af en lidt anden karakter. Nemlig mere med ord om, hvad der fylder for tiden. I mine tanker. Det kan være både små og store ting. Lette og tunge emner. Ting, der undrer mig, eller som jeg støder på og hæfter mig ved.
Jeg ved ikke, om det giver mening ude hos jer, men nu prøver jeg 🙂

Det er måske egentlig også en form for ’10 ting, du ikke vidste om mig’, som er en vældig populær blogger-overskrift 😉
For det, jeg tænker på, fortæller selvfølgelig noget om mig… Jeg er temmelig tænksom, og har ofte brug for at skrive mine tanker ned, for at få dem ud af ‘systemet’. Det vil jeg så forsøge at gøre med (nogen af) dem her. Måske I endda har noget at byde ind med i forhold til dem. Så er I mere end velkomne 😉

Here goes – første kapitel af ‘Lige nu tænker jeg på’:

  • Hvornår man stopper op og snakker, når man møder en gammel bekendt på gaden. Kender I den tvivl? Jeg synes, det er så svært at vurdere, hvornår man ‘bare’ siger hej, og hvornår man ‘skal’ sige mere. Jeg er egentlig heller ikke særlig tryg ved smalltalk på den måde, så måske jeg tøver mere end andre med at sige mere end bare ‘Hej’… Forleden hilste jeg på én oppe i byen, som jeg ikke har set i en del år, men som jeg kendte rigtig godt – engang. Bagefter var jeg så meget i tvivl om, om jeg skulle være stoppet op…
  • At noget af det bedste ved de kommende sæsoner, efterår og vinter, er, at det er badmintonsæson! Jeg glæder mig nærmest lige så meget som drengene til at komme ud i hallerne, og bruge weekend efter weekend på stævner. Jeg synes, det er den mest fantastiske måde at være sammen på – om noget, som både de og jeg holder virkelig meget af <3
    At det koster spidsen af et jetjager, det tænker jeg egentlig ikke så meget over. Jeg bruger gerne penge (og tid) på noget, der både holder dem sunde, både fysisk og mentalt, som udvikler dem helt enormt, og som vi er sammen om. Det er vores hygge, i stedet for en tur i biffen eller cafébesøg.
  • At jeg i dag har været ude hos min farmor, for at mødes med en visitator fra kommunen i forhold til ældrebolig på et plejehjem. Hun er 92 og bor stadig selv, men hukommelsen driller (temmelig meget efterhånden) og det vil helt sikkert være rigtig godt for hende at komme videre.
    Efter mødet var jeg ret overbevist om, at hun stadig var for ‘god’, til at få bevilliget en plads. Men for lidt siden ringede visitatoren og sagde, at hun var blevet ‘godkendt’. Så nu ryger sagen (som altså er min farmor) videre i systemet.
    Sådan en flytning kommer helt sikkert til at kræve nogle kræfter, både for hende og os (og tid, ikke mindst). Hun har boet i sin lejlighed i mere end halvtreds år – og den er ikke lille…. Jeg har dog ingen idé om, hvor lang ventetiden er . Måske det slet ikke bliver aktuelt lige foreløbig.
    De sidste par uger har jeg været til flere forskellige møder derude. Først med en demens konsulent og nu med en visitator. Ret heldigt, at min lange sommerferie giver plads i kalenderen til sådan noget. For jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe hende. Men der følger også en masse hjertestik med, for jeg kan ikke lade være at tænke, at det skulle være min far, der var ‘boss’ på projektet i stedet for mig. Det var jo ham, der plejede at stå for sådan noget. På den anden side, så giver det mening, at jeg gør det – også for ham.
    Jeg kan også mærke, at de sidste par års sygeplejestudier bringer noget med sig. Mine øjne ser pludselig andre og flere ting – udover dem, mit hjerte ser <3
  • Hvor fedt det ville være, hvis alle hverdagsmorgener kunne være, som de har været de sidste par uger. Med god tid, lys, morgensol og mulighed for at cykle med drengene i skole og børnehave. Og bagefter have tid til at stoppe op og sludre med en fra L’s mødregruppe, som jeg ikke har snakket med længe. Og følges hjemad – og pludselig se på uret, at der er gået en time. Og bagefter glæde sig over, at man ikke kun sagde ‘Hej’…
  • At der nok ikke går mange uger, før mit julehumør indfinder sig. Sådan har det været de sidste par år. Som om mit indre ur har forskubbet sig. Og når vi så når til december, så er jeg totalt ovre det. Måske det kommer mig til gode i år, hvor december skal bruges som tilløb til ‘mini-bachelor’. Måske man bare skulle give los og før-jule lidt, selvom det, for mange andre, ville være totalt fy fy… 😉
  • At jeg er så ubeskriveligt heldig, at jeg har en mand, der også er mit anker. Der følger med mig til tandlæge for at sidde ved siden af mig, og give mig styrke til at overvinde min tandlægeskræk og få hevet en visdomstand ud. Jeg er meget, meget heldig <3
  • Skatteøen. Et af de mest betydningsfulde soundtracks fra min barndom. Det bringer så mange minder med sig, fra vores lille stue i Smørumnedre, hvor pladespilleren hakkede, når vi dansede for vildt til de mange fantastiske sange. Nu er der købt billetter til musicalen, så W også kan få den oplevelse. Han er netop gået i gang med at læse bogen. Og når drengene og jeg er ‘alene’ hjemme for tiden, smækker vi soundtracket på højttaleren og synger med. De har virkelig god musiksmag 😉
  • Om jeg virkelig kan være så heldig, at sommeren når at komme tilbage, inden jeg starter på studiet igen. Dét kunne være fedt. Et sidste skud solenergi, inden det for alvor begynder at gå mod mørkere tider…
  • At det er temmelig surrealistisk, at det er 5. semester, der venter forude. Egentlig glæder jeg mig til at komme i gang – så jeg kan komme videre. For min skyld måtte sommerferien godt være kortere, så man i sidste ende blev uddannet hurtigere. I stedet har jeg (selvfølgelig) forsøgt at nyde den lange ferie, og ser frem til at nyde den igen næste år. For sidste gang.
  • At jeg så et sted for nyligt, at man har 18 somre med sine børn. Rundt regnet. Og at jeg allerede har brugt 11 af dem sammen med W, 8 af dem med S og 4 af dem med L. Når man stiller det op på den måde, er det næsten ikke til at holde ud. Så det må jeg hellere lade være med at gøre 😉 På den anden side er det måske (endnu) en fin reminder om, at man skal huske at nyde!
  • Forældremøder. Vi har to styk coming up de næste par uger. Ikke min favoritting, men en vigtig ting.
  • At man skal nyde de små øjeblikke. En dag vil man se tilbage og opdage, at det var de store øjeblikke <3
  • Loppemarkeder. Og hvornår jeg kan finde tid til at komme af sted på et og få solgt godt og grundigt ud af alt det, vi ikke bruger længere. Jeg trænger til at få rydde op og gjort plads til – luft. Er træt af at flytte rundt på tusindvis af dimsedutter på drengenes værelser, der fylder, men som ikke bliver brugt.
  • Hvornår vi kan komme af sted på ferie igen. Mon ikke vi er mange, der har det sådan? At vi har lyst til at planlægge næste ferie, når den, vi lige har holdt, er ovre? Ikke mindst for at have noget at glæde sig til, når hverdagen buldrer…
  • Mad. Hvad jeg skal finde på at lave til aftensmad i løbet af weekenden. Og hvilke andre sjove spiselige indslag, jeg ellers kan komme på. Jeg har haft en kage i tankerne de sidste par uger (måske faktisk måneder) som jeg tror, jeg er nødt til at udleve meget snart. Måske i morgen…. Det næste halve års tid har vi ingen fødselsdage, der skal fejres, men så må vi finde på andre anledninger 😉
  • Hvordan jeg kan føle mig ‘god nok’. Det kræver flere uddybende ord, end der er plads til lige her, lige nu. Men det fylder en del i mine tanker for tiden. Jeg tænker over, hvordan jeg kan øve mig i at være god ved mig selv, i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Mere om det en anden god gang….

Nu vil jeg hoppe ud i solen, der endelig har fundet vej her til, sammen med drengene, der lige er kommet hjem. Og nyde, at weekenden ligger foran os, helt ubrugt og klar til at blive overdynget med alt det bedste, vi overhoved kan fylde på den <3

Rigtig god fredag og weekend derude!

Lykkeglimt – Mumi, glimmer, fejring, hverdagsmad og strik

 Hygge i sofaen – bare mindste og jeg. Det er rart med ‘alenetid’  Mørbradgryde og sommersalater on the sideGlimmer på en mandag – fordi det var helt og aldeles nødvendigt (ovenpå tandlægebesøg og – ja, mandag)
Jakken er helt fantastisk fin og kan købes her* Puden, jeg gav min mor i fødselsdagsgave, passer fint i sofaen sammen med tidligere versioner
og matcher på fineste vis det nyeste strikkeprojekt (som kan ses i færdig version på Instagram nu – @mormedmegetmere)Morgenkaffe og en lun, lyserød drøm, der også er hoppet af pindene for nylig <3 Grinebider En af mine yndlingsblomster i haven – høstanemoner. Jeg er i det hele taget anemone-fan! Eftermiddagshygge med lækker crumblekage med sommerbær. Opskriften er lige her (og den er nem!) Hørservietterne har jeg købt her (de findes i flere forskellige farver)
Mit lyserøde (yndlings) vandglas har jeg købt her*. Tallerknerne med ansigter er fra Donna WilsonLyserøde babies (de kan købes her)  Jeg har helt sikkert været skade i et tidligere liv 😉Fejring med bobler – på en tirsdag! Sådan må det være – livet er nu! Både små og store sejre fortjener at blive fejretPå vej i ovnen

Jeg har så meget på hjerte og så mange billeder gemt, både mentalt og konkret.
Som altid er jeg fortaler for, at dagene skal nydes og fyldes med rart. Så meget som muligt. For livet skal nok sørge for modvind. Jeg vil så gerne få det bedste ud af dagene, og hellere få øje på – og skabe – de (mange) små lykkeglimt, i stedet for at hæfte mig ved det modsatte. Omend jeg egentlig er pessimist af natur, forstået på den måde, at jeg hellere vil overraskes positivt end at blive skuffet.

Jeg har 1 1/2 uge tilbage af min lange sommerferie, og jeg har ikke tænkt mig at spilde ét sekund. I stedet nyder jeg, at jeg kan følge drengene i skole og børnehave på cykel om morgenen – endda med sensommersol i øjnene. Det kan tids nok blive mørkt og koldt – og stresset igen. Jeg ved, det venter lige rundt om hjørnet.

I sidste uge startede hverdagen, næsten, igen. Med skole og børnehave og (rigeligt med) døgnvagter til A. Hverdagsmad, badmintontræninger, eftermiddagstræthed og faste sengetider. Tankerne rumsterer om det forestående semester, der helt sikkert bliver knaldhårdt. Og en anelse panik-før-lukketid-følelse rammer mig, nu hvor min ferie lakker mod enden. Selvom jeg slet ikke kan klage! Jeg har haft masser af tid til at nyde – og gøre. Nu har jeg bare så mange praktiske ting, jeg gerne vil nå. I dag vasker jeg dyner og hovedpuder og rydder op og ud til loppemarked. Det føles rart. Og så glæder jeg mig over, at det (måske) når at blive sommer igen, inden jeg skal tilbage på skolebænken. Dét gider jeg godt!

Jeg er også ved at lave en liste med ting, jeg gerne vil omkring på bloggen det næste stykke tid. Hvis du har forslag eller ønsker, så sig endelig til!

Rigtig god onsdag derude!

MyLynhurtig hverdagsret – som endda er en af drengenes absolutte yndlings. Win Win!
Vil I have opskriften? 🙂

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

En milepæl, en sejr, en mærkedag af de helt særlige

 

I dag er en helt speciel dag!
En gigantisk milepæl. En mærkedag af de helt særlige. En sejr, der skal fejres, markeres og mærkes.

Som livet allerede har lært mig adskillige gange, så skal man ikke være bleg for at juble, når der er noget at fejre. Livet er for kort til at vente. For kort til at lade være. Og i dag har jeg ikke tænkt mig at lade hverken Jantelov eller ydmyghed stå i vejen for at hæve glasset, klappe mig selv på skulderen og nyde 😉

I dag er jeg halvvejs med mit studie! Allerede – og så alligevel ikke.
På den ene side synes jeg, jeg har været i gang med at læse i virkelig lang tid. Når jeg tænker på, at jeg skal ‘gå igennem det hele igen’, så orker jeg næsten ikke. På den anden side, så føles det sidste stykke vej meget kortere, end det jeg har klaret mig igennem. Måske fordi det sidste år går med 20 ugers klinik og bachelorskrivning… Måske fordi jeg er ‘inde i tingene’. Når jeg tænker på alt det, jeg har lært, bliver jeg faktisk en smule overvældet. Det er ikke så lidt, der allerede har sat sig på nethinden, og er blevet en del af min – både faglige og personlige – værktøjskasse.

Så ja, i dag er en særlig dag for mig. Den er særlig fordi jeg nåede til den! Den dag, der så mange gange har føltes som umulig at kæmpe sig frem til. Der har været så mange forhindringer og bump undervejs. Benspænd og slid. Blod, sved og tårer. Det er ikke småting, der er sket, siden jeg startede med at læse til sygeplejerske i 2017. Og nu er jeg halvvejs.
Og… fra i dag kan jeg tælle ned. Få øje på lyset for enden af tunnelen – ihvertfald i glimt. Fremover, på de dage, hvor alting mest af alt er hårdt, svært, tungt og opgivende, vil jeg huske mig selv på, at jeg har passeret halvvejsmålet. Jeg er godt på vej mod mållinjen.

Mine ord og tanker her er ikke ment som en opfordring til at skulle have et klap på skulderen. Jeg ved, der er mange derude, der kæmper (eller har kæmpet) samme – eller lignende – kamp, som mig. Det er for at sætte ord på noget af alt det, som sådan et studie kan fremkalde. De sidste par år har jeg fået mange mails og beskeder med spørgsmål til studiet. Blandt andet også mange omhandlende, hvordan jeg kan klare det, når jeg også har en familie og hverdagspraktik, der skal gå op. Og jeg har jo ikke opskriften på det. Desværre. Det havde ellers været fedt. Vi klarer det på hver vores måde – også alt afhængig af, hvad vi har med i bagagen, vores netværk og meget andet.
Men jeg vil især gerne understrege, at det ikke er let. Heller ikke selvom det måske kan se sådan ud!

Mange gange undervejs har jeg haft lyst til at give op. Men nu føles det for dumt at ombestemme sig.
Jeg har det dog stadig meget ambivalent med studiet. På den ene side så er jeg helt vild med at lære nyt, lære mere, udvikle mig, udfordre mig selv, blive dygtigere. På den anden side er det svært at stå op hver morgen til (endnu) en nyhed om, hvor forfærdeligt et arbejdsliv sygeplejersker har – og får i fremtiden. Det arbejdsliv, der venter på mig, som en ‘gulerod’ når jeg har kæmpet mig igennem studiet, lyder langt fra tiltalende. Den konstante og massive negative omtalt af sygeplejerskers arbejdsforhold m.m. har virkelig været en hård nyser at skulle forholde sig til – hver eneste dag.

Jeg kan dog også mærke, at min egen identitet som (kommende) sygeplejerske så småt er ved at blive dannet. Der mangler stadig mange brikker endnu, men jeg føler mig allerede forbundet til faget. Jeg er begyndt at tænke ‘som en sygeplejerske’ og analyserer mange ting på en helt anden måde nu, end for et par år siden, inden jeg startede på studiet. Jeg har lyst til at komme ud og bruge min viden. Bruge mig i faget.
Jeg er stolt af alt det, jeg har lært. Og samtidig meget ydmyg overfor det hele. Spændt på alt det jeg mangler at lære – snuse til – opdage – udforske. Jeg er ikke klar til at opgive det, så jeg kæmper videre. Og håber i mit stille sind på, at jeg godt kan være i faget, når jeg er færdig.

Jeg kan helt vildt godt lide at have travlt. Have gang i mange ting. Jeg sidder sjældent stille, så det er ikke den del, der skræmmer mig. Det er mere tanken om, at jeg kan komme til at begå (alvorlige) fejl, fordi der er for få ressourcer og personale til at løse opgaverne. Jeg bliver helt vildt skræmt ved tanken. Og når jeg læser i fagbladet, at hver 7. nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt indenfor det første år, så sætter det da også tanker i gang… Men jeg har samtidig også lyst til at være med til at kæmpe for, at det skal være bedre – anderledes.

Men – jeg kan også skrive under på, at det ikke er let at være studerende. Og studiet vil helt sikkert også gøre mig klar til ‘livet som sygeplejerske’. For man får hår på brystet undervejs på studiet. I løbet af studiet lærer man så meget mere, end ‘blot’ sygepleje.

Jeg må dog også bare erkende: Det er et vanvittigt hårdt job at være sygeplejestuderende!
Ikke kun fordi der er meget at læse, reflektere over og lære. Og derudover en masse eksamener undervejs på hvert semester (omend man kalder dem ‘forudsætningskrav’, vil jeg nu vove den påstand, at det er eksamener).
Det konstante pres er til at tage at føle på. Men det, som jeg i sin troede var det fedeste ved uddannelsen – nemlig at 40% af uddannelsen er praktik/klinik – har vist sig at være det aller hårdeste.
Det er som at få nyt job hele tiden. Og vi kan godt blive enige om, at det er VILDT hårdt at starte på nyt job, ik?
De første uger skal man lære alt det nye at kende, kollegaerne, rutinerne. Udover at man skal lære sit job at kende. De første par uger aner man ikke engang hvor man ‘kan’ sætte sig i kaffestuen.
Vores klinikker er korte. 8 uger et sted – 1 uge et andet – 10 uger et tredje osv.
Om lidt starter jeg (igen) et nyt sted, hvor jeg skal falde ind i 8 uger. Og udover at jeg skal lære en masse nye (midlertidige) kollegaer at kende, skal jeg arbejde 30 timer om ugen, vurderes hver eneste dag, finde ud af ‘jargonen’ på den nye afdeling og forberede mig til midtvejseksamen og afsluttende skriftlig opgave. Derudover skal der repeteres og læses en masse ny teori, skrives refleksioner ned og opsøges nyeste forskning på området. Når jeg lige synes, jeg har lært det hele bare lidt at kende, så er tiden gået og jeg skal videre til det næste…
Mit sensitive sind er på konstant overarbejde, og jeg skal sørge for at have fri til at fordøje det hele, når jeg kommer hjem. Det kan dog være lidt svært, når der er 3 drenge, der også har brug for deres mor.

Jeg glæder mig til jeg engang er færdig, og kan få lov at falde til et sted – sætte mig ind i specialet og blive rigtig dygtig til lige præcis det!

Heldigvis – og det er nok noget af det, jeg er allermest taknemmelig for – er jeg landet i en studiegruppe med to fantastiske piger. Det er måske i virkeligheden det, der har holdt mig på sporet. Jeg har haft noget at være tryg i. Vi supplerer hinanden vildt godt. Vi kæmper, arbejder, knokler og deler mange grundlæggende værdier. I sidste uge fremlagde vi et projekt, der fik ros og anerkendelse og som vi blev opfordret til at tage videre. Arbejde videre med, fordi det har potentiale. Det var en vildt fed anerkendelse. Og det var faktisk præcis dét jeg håbede på, da jeg startede. At jeg ville møde nogen, der ikke kun skulle være mine klassekammerater, men nogen som jeg skulle følges med i en vigtig periode af ens liv – og som man måske endda kan få glæde af mange år frem. Jeg havde næsten ikke turdet håbe på, at det kunne ske. Men heldigvis kan ens håb og ønsker indimellem blive mødt.

I dag er en stor, personlig sejr for mig. Jeg har i så mange år haft svært ved at finde ud af ‘hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen’. Et var, hvad jeg var god til. Noget andet, hvad jeg havde lyst til at lave og arbejde med. Sygeplejestudiet har vækket noget i mig. Præcis som jeg troede, det ville. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan. At jeg måske endda er god til det – selvom jeg har meget svært ved at tænke sådan om mig selv. Det må være dæmonerne fra min barndom, der stadig har lidt magt over mig, når jeg stadig kan tvivle på, om det virkelig kan passe.

Udover at jeg har fundet noget, som har tændt noget i mig, har jeg også fået vist overfor mig selv, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede. Jeg har klaret at fortsætte, selv da livet endnu en gang rystede os og slog benene væk under os – min lille familie og mig.
Jeg har klaret mig igennem alle de svære stunder, der har mindet mig om min far. Om hans lange sygdomsforløb. Jeg har været tvunget til at forholde mig til alle de ting, jeg nu kan se, ikke var i orden i hans forløb. Jeg kan nu analysere det hele på en anden måde. Men ikke gøre noget om. Jeg har grædt som pisket, når jeg har siddet alene i bilen på vej til eller fra skole eller klinik, fordi jeg har savnet, sørget.
Jeg har klaret mig igennem eksamener efter søvnløse nætter. Fordi det følger med titlen som mor. Jeg har læst og læst. Reflekteret, overvejet, analyseret – om og om igen. Brugt mig selv på alle måder, for at komme videre. Komme igennem.

Og helt ærligt; jeg er hamrende stolt af mig selv. Selvom man er over 30 kan det godt lade sig gøre at skifte spor. Forfølge gamle drømme. Jeg vil faktisk vove den påstand, at det har været det helt rigtige for mig at vente til nu. Jeg er så meget mere klar til alt det her nu. Klar til at møde det – både når det er godt og når det er svært.

Og udover at fejre min halvvejsdag, kan drengene og jeg også fejre, at vi har påskeferie. Det er tiltrængt og nydningsværdigt.
I aften skal vi skåle, spise god mad og mærke efter – mærke alt det, der trods alt er rart og godt – selvom livet også kradser. For det er netop dét, der gør, at vi kan mærke det ene – at vi også kan mærke det andet <3

Og så skal jeg fejre A. For uden ham, var jeg aldrig kommet her til!

God ferie til jer, der også er så heldige. Og god weekend til jer, der må ‘nøjes’ med det

Pas på jer selv og hinanden – og klap dig selv på skulderen!

 

P.S. Jeg har efterhånden skrevet en del om det at læse til sygeplejerske. De tidligere indlæg kan læses lige her

Fødselsdags’børn’, anti-jantelov og stolthed til op over begge ører

 Fødselsdagskanelsnegle Et af fødselsdags’børnene’ – allerede 2 år (og ret nem at købe gaver til)  Forsinket fejring  Lagkage med masser af frugt – og en medalje på toppen Saga og (mumi)far som solbærsnitter  Efter kagefesten… Fødselsdagsmiddag i aftensolen  Pizza pizza pizza

I fredags var der to fødselsdags’børn’ herhjemme, der blev et år ældre. Saga fyldte 2 år og A blev – ja – lidt mere end det 😉

Fredag morgen leverede L og jeg kanelsnegle til A og hans kollegaer. Nogle timer senere kom han hjem fra vagt, og nåede lige at sove et par timer, inden vi drønede sydpå til DM i badminton med de to store. Der var derfor ikke meget fødselsdagsfejring, gavesus og lagkage over dagen. Saga var dog så forkælet, at hun fik sit største ønske opfyldt om morgenen 🙂

Efter en eftermiddag og aften med spændende, hårde, svære, tætte, svedige og nervepirrende badmintonkampe (og en hel del sejre) vendte vi næserne hjemad igen.
Kl 21.15 landede vi hjemme i køkkenet, hvor A blev fejret med gaver og et glas rødvin, og så var det ellers på hovedet i seng, så vi kunne være klar til en hel (lør)dag med badminton.
Godt nok var der ikke meget fejring over (fødsels)dagen – men drengene sørgede i det mindste for at levere god underholdning, og W kæmpede sig endda i semifinalen, efter to utroligt flotte 1/8 og 1/4 finaler. Det kan man måske godt kalde en ekstra fødselsdagsgave 🙂

Lørdag morgen drønede S, W og jeg af sted igen, mens A blev hjemme sammen med L.
Endnu en dag blev brugt sammen og nydt – med badminton, koncentration, samvær og gode snakke – og blev afsluttet med W i finalen! Dagens aller sidste kamp i hallen.
Efter en tæt og utroligt velspillet kamp, endte W med en sølvmedalje. En 2. plads til Danmarksmesterskaberne.
Og en stolt og meget rørt mor, der måtte blinke ekstra meget under medaljeoverrækkelsen.

Det har været helt fantastisk at følge hans udvikling det sidste år. Og at se ham kæmpe sig op, blandt 56 spillere fra hele Danmark, og ende på 2. pladsen i en utrolig flot finale – ja, det har været noget helt særligt for mig (og selvfølgelig også for ham). Jeg er stadig helt målløs, rørt og grædefærdig over det. Jeg synes, han er SÅ sej.

Og så elsker jeg også, at både W og S er blevet bidt af den samme sport, som jeg selv var grebet af og glad for, da jeg var barn og ung – og selvfølgelig stadig er, men ikke spiller fast længere. Det er en helt fantastisk følelse at have noget særligt at være fælles om – og at de også kan se det sjove i det, som jeg også var (og er) så optaget af.
Det indeholder også en ekstra dimension for mig og gør mit hjerte godt. Jeg føler, jeg giver dem noget af det, som min far også gav mig. Han har også kørt min bror og jeg rundt til utallige stævner og holdkampe, heppet på os, trænet os og interesseret sig for os – og den sport, der betød meget for ham også. Jeg bliver glad ved tanken om, at ‘traditionen’ bliver ført videre. Og hver eneste gang vi kører af sted sammen til stævne eller holdkamp, sender jeg ham en ekstra, kærlig tanke – og mærker hullet i hjertet, som livet byder mig at skulle leve videre med. Drengene nævner også ofte, at morfar ville have elsket at se dem spille – og da vi kørte hjem lørdag nævnte W også, at det måtte være morfar, der havde sat solen på, for at sende energi og solstråler vores vej og fejre det flotte resultat <3

Lørdag aften landede vi hjemme igen ved 19.30-tiden og så var der ikke andet at gøre, end at opfylde drengenes ønske om en tur forbi den gyldne måge og så hjem i seng. Og som W sagde, inden han lukkede øjnene, så var han ret glad for, at der var endnu en weekenddage tilbage, inden hverdagen kaldte igen.

Søndag morgen vågnede begge drenge med trætte, ømme kroppe, og vi andre med en smule søvnunderskud.
Det eneste rigtige var at gå i køkkenet og lave fødselsdagskager og så ellers lave så lidt som muligt 🙂
Jeg forsøgte at begrænse mig og endte med 3 forskellige fødselsdagskager. En mørdejstærte med stikkelsbær, blåbær og hindbær. Solbærsnitter formet som Saga og (mumi)far og en lagkage med masser af frugt og en medalje med teksten: ‘Den bedste…’. Så var der rig mulighed for, selv at slutte sætningen. Den bedste far – Den bedste Saga – Den bedste sølvmedaljevinder – Den bedste….

Om aftenen fejrede vi de to fødselarer med pizzaer i aftensolen og nød aftensolens stråler, der forsøgte at overtale os til at blive længere oppe, end vores trætte øjne egentlig havde lyst til 🙂

En helt igennem rar weekend, jeg kan leve længe på <3