Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

En milepæl, en sejr, en mærkedag af de helt særlige

 

I dag er en helt speciel dag!
En gigantisk milepæl. En mærkedag af de helt særlige. En sejr, der skal fejres, markeres og mærkes.

Som livet allerede har lært mig adskillige gange, så skal man ikke være bleg for at juble, når der er noget at fejre. Livet er for kort til at vente. For kort til at lade være. Og i dag har jeg ikke tænkt mig at lade hverken Jantelov eller ydmyghed stå i vejen for at hæve glasset, klappe mig selv på skulderen og nyde 😉

I dag er jeg halvvejs med mit studie! Allerede – og så alligevel ikke.
På den ene side synes jeg, jeg har været i gang med at læse i virkelig lang tid. Når jeg tænker på, at jeg skal ‘gå igennem det hele igen’, så orker jeg næsten ikke. På den anden side, så føles det sidste stykke vej meget kortere, end det jeg har klaret mig igennem. Måske fordi det sidste år går med 20 ugers klinik og bachelorskrivning… Måske fordi jeg er ‘inde i tingene’. Når jeg tænker på alt det, jeg har lært, bliver jeg faktisk en smule overvældet. Det er ikke så lidt, der allerede har sat sig på nethinden, og er blevet en del af min – både faglige og personlige – værktøjskasse.

Så ja, i dag er en særlig dag for mig. Den er særlig fordi jeg nåede til den! Den dag, der så mange gange har føltes som umulig at kæmpe sig frem til. Der har været så mange forhindringer og bump undervejs. Benspænd og slid. Blod, sved og tårer. Det er ikke småting, der er sket, siden jeg startede med at læse til sygeplejerske i 2017. Og nu er jeg halvvejs.
Og… fra i dag kan jeg tælle ned. Få øje på lyset for enden af tunnelen – ihvertfald i glimt. Fremover, på de dage, hvor alting mest af alt er hårdt, svært, tungt og opgivende, vil jeg huske mig selv på, at jeg har passeret halvvejsmålet. Jeg er godt på vej mod mållinjen.

Mine ord og tanker her er ikke ment som en opfordring til at skulle have et klap på skulderen. Jeg ved, der er mange derude, der kæmper (eller har kæmpet) samme – eller lignende – kamp, som mig. Det er for at sætte ord på noget af alt det, som sådan et studie kan fremkalde. De sidste par år har jeg fået mange mails og beskeder med spørgsmål til studiet. Blandt andet også mange omhandlende, hvordan jeg kan klare det, når jeg også har en familie og hverdagspraktik, der skal gå op. Og jeg har jo ikke opskriften på det. Desværre. Det havde ellers været fedt. Vi klarer det på hver vores måde – også alt afhængig af, hvad vi har med i bagagen, vores netværk og meget andet.
Men jeg vil især gerne understrege, at det ikke er let. Heller ikke selvom det måske kan se sådan ud!

Mange gange undervejs har jeg haft lyst til at give op. Men nu føles det for dumt at ombestemme sig.
Jeg har det dog stadig meget ambivalent med studiet. På den ene side så er jeg helt vild med at lære nyt, lære mere, udvikle mig, udfordre mig selv, blive dygtigere. På den anden side er det svært at stå op hver morgen til (endnu) en nyhed om, hvor forfærdeligt et arbejdsliv sygeplejersker har – og får i fremtiden. Det arbejdsliv, der venter på mig, som en ‘gulerod’ når jeg har kæmpet mig igennem studiet, lyder langt fra tiltalende. Den konstante og massive negative omtalt af sygeplejerskers arbejdsforhold m.m. har virkelig været en hård nyser at skulle forholde sig til – hver eneste dag.

Jeg kan dog også mærke, at min egen identitet som (kommende) sygeplejerske så småt er ved at blive dannet. Der mangler stadig mange brikker endnu, men jeg føler mig allerede forbundet til faget. Jeg er begyndt at tænke ‘som en sygeplejerske’ og analyserer mange ting på en helt anden måde nu, end for et par år siden, inden jeg startede på studiet. Jeg har lyst til at komme ud og bruge min viden. Bruge mig i faget.
Jeg er stolt af alt det, jeg har lært. Og samtidig meget ydmyg overfor det hele. Spændt på alt det jeg mangler at lære – snuse til – opdage – udforske. Jeg er ikke klar til at opgive det, så jeg kæmper videre. Og håber i mit stille sind på, at jeg godt kan være i faget, når jeg er færdig.

Jeg kan helt vildt godt lide at have travlt. Have gang i mange ting. Jeg sidder sjældent stille, så det er ikke den del, der skræmmer mig. Det er mere tanken om, at jeg kan komme til at begå (alvorlige) fejl, fordi der er for få ressourcer og personale til at løse opgaverne. Jeg bliver helt vildt skræmt ved tanken. Og når jeg læser i fagbladet, at hver 7. nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt indenfor det første år, så sætter det da også tanker i gang… Men jeg har samtidig også lyst til at være med til at kæmpe for, at det skal være bedre – anderledes.

Men – jeg kan også skrive under på, at det ikke er let at være studerende. Og studiet vil helt sikkert også gøre mig klar til ‘livet som sygeplejerske’. For man får hår på brystet undervejs på studiet. I løbet af studiet lærer man så meget mere, end ‘blot’ sygepleje.

Jeg må dog også bare erkende: Det er et vanvittigt hårdt job at være sygeplejestuderende!
Ikke kun fordi der er meget at læse, reflektere over og lære. Og derudover en masse eksamener undervejs på hvert semester (omend man kalder dem ‘forudsætningskrav’, vil jeg nu vove den påstand, at det er eksamener).
Det konstante pres er til at tage at føle på. Men det, som jeg i sin troede var det fedeste ved uddannelsen – nemlig at 40% af uddannelsen er praktik/klinik – har vist sig at være det aller hårdeste.
Det er som at få nyt job hele tiden. Og vi kan godt blive enige om, at det er VILDT hårdt at starte på nyt job, ik?
De første uger skal man lære alt det nye at kende, kollegaerne, rutinerne. Udover at man skal lære sit job at kende. De første par uger aner man ikke engang hvor man ‘kan’ sætte sig i kaffestuen.
Vores klinikker er korte. 8 uger et sted – 1 uge et andet – 10 uger et tredje osv.
Om lidt starter jeg (igen) et nyt sted, hvor jeg skal falde ind i 8 uger. Og udover at jeg skal lære en masse nye (midlertidige) kollegaer at kende, skal jeg arbejde 30 timer om ugen, vurderes hver eneste dag, finde ud af ‘jargonen’ på den nye afdeling og forberede mig til midtvejseksamen og afsluttende skriftlig opgave. Derudover skal der repeteres og læses en masse ny teori, skrives refleksioner ned og opsøges nyeste forskning på området. Når jeg lige synes, jeg har lært det hele bare lidt at kende, så er tiden gået og jeg skal videre til det næste…
Mit sensitive sind er på konstant overarbejde, og jeg skal sørge for at have fri til at fordøje det hele, når jeg kommer hjem. Det kan dog være lidt svært, når der er 3 drenge, der også har brug for deres mor.

Jeg glæder mig til jeg engang er færdig, og kan få lov at falde til et sted – sætte mig ind i specialet og blive rigtig dygtig til lige præcis det!

Heldigvis – og det er nok noget af det, jeg er allermest taknemmelig for – er jeg landet i en studiegruppe med to fantastiske piger. Det er måske i virkeligheden det, der har holdt mig på sporet. Jeg har haft noget at være tryg i. Vi supplerer hinanden vildt godt. Vi kæmper, arbejder, knokler og deler mange grundlæggende værdier. I sidste uge fremlagde vi et projekt, der fik ros og anerkendelse og som vi blev opfordret til at tage videre. Arbejde videre med, fordi det har potentiale. Det var en vildt fed anerkendelse. Og det var faktisk præcis dét jeg håbede på, da jeg startede. At jeg ville møde nogen, der ikke kun skulle være mine klassekammerater, men nogen som jeg skulle følges med i en vigtig periode af ens liv – og som man måske endda kan få glæde af mange år frem. Jeg havde næsten ikke turdet håbe på, at det kunne ske. Men heldigvis kan ens håb og ønsker indimellem blive mødt.

I dag er en stor, personlig sejr for mig. Jeg har i så mange år haft svært ved at finde ud af ‘hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen’. Et var, hvad jeg var god til. Noget andet, hvad jeg havde lyst til at lave og arbejde med. Sygeplejestudiet har vækket noget i mig. Præcis som jeg troede, det ville. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan. At jeg måske endda er god til det – selvom jeg har meget svært ved at tænke sådan om mig selv. Det må være dæmonerne fra min barndom, der stadig har lidt magt over mig, når jeg stadig kan tvivle på, om det virkelig kan passe.

Udover at jeg har fundet noget, som har tændt noget i mig, har jeg også fået vist overfor mig selv, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede. Jeg har klaret at fortsætte, selv da livet endnu en gang rystede os og slog benene væk under os – min lille familie og mig.
Jeg har klaret mig igennem alle de svære stunder, der har mindet mig om min far. Om hans lange sygdomsforløb. Jeg har været tvunget til at forholde mig til alle de ting, jeg nu kan se, ikke var i orden i hans forløb. Jeg kan nu analysere det hele på en anden måde. Men ikke gøre noget om. Jeg har grædt som pisket, når jeg har siddet alene i bilen på vej til eller fra skole eller klinik, fordi jeg har savnet, sørget.
Jeg har klaret mig igennem eksamener efter søvnløse nætter. Fordi det følger med titlen som mor. Jeg har læst og læst. Reflekteret, overvejet, analyseret – om og om igen. Brugt mig selv på alle måder, for at komme videre. Komme igennem.

Og helt ærligt; jeg er hamrende stolt af mig selv. Selvom man er over 30 kan det godt lade sig gøre at skifte spor. Forfølge gamle drømme. Jeg vil faktisk vove den påstand, at det har været det helt rigtige for mig at vente til nu. Jeg er så meget mere klar til alt det her nu. Klar til at møde det – både når det er godt og når det er svært.

Og udover at fejre min halvvejsdag, kan drengene og jeg også fejre, at vi har påskeferie. Det er tiltrængt og nydningsværdigt.
I aften skal vi skåle, spise god mad og mærke efter – mærke alt det, der trods alt er rart og godt – selvom livet også kradser. For det er netop dét, der gør, at vi kan mærke det ene – at vi også kan mærke det andet <3

Og så skal jeg fejre A. For uden ham, var jeg aldrig kommet her til!

God ferie til jer, der også er så heldige. Og god weekend til jer, der må ‘nøjes’ med det

Pas på jer selv og hinanden – og klap dig selv på skulderen!

 

P.S. Jeg har efterhånden skrevet en del om det at læse til sygeplejerske. De tidligere indlæg kan læses lige her

Fødselsdags’børn’, anti-jantelov og stolthed til op over begge ører

 Fødselsdagskanelsnegle Et af fødselsdags’børnene’ – allerede 2 år (og ret nem at købe gaver til)  Forsinket fejring  Lagkage med masser af frugt – og en medalje på toppen Saga og (mumi)far som solbærsnitter  Efter kagefesten… Fødselsdagsmiddag i aftensolen  Pizza pizza pizza

I fredags var der to fødselsdags’børn’ herhjemme, der blev et år ældre. Saga fyldte 2 år og A blev – ja – lidt mere end det 😉

Fredag morgen leverede L og jeg kanelsnegle til A og hans kollegaer. Nogle timer senere kom han hjem fra vagt, og nåede lige at sove et par timer, inden vi drønede sydpå til DM i badminton med de to store. Der var derfor ikke meget fødselsdagsfejring, gavesus og lagkage over dagen. Saga var dog så forkælet, at hun fik sit største ønske opfyldt om morgenen 🙂

Efter en eftermiddag og aften med spændende, hårde, svære, tætte, svedige og nervepirrende badmintonkampe (og en hel del sejre) vendte vi næserne hjemad igen.
Kl 21.15 landede vi hjemme i køkkenet, hvor A blev fejret med gaver og et glas rødvin, og så var det ellers på hovedet i seng, så vi kunne være klar til en hel (lør)dag med badminton.
Godt nok var der ikke meget fejring over (fødsels)dagen – men drengene sørgede i det mindste for at levere god underholdning, og W kæmpede sig endda i semifinalen, efter to utroligt flotte 1/8 og 1/4 finaler. Det kan man måske godt kalde en ekstra fødselsdagsgave 🙂

Lørdag morgen drønede S, W og jeg af sted igen, mens A blev hjemme sammen med L.
Endnu en dag blev brugt sammen og nydt – med badminton, koncentration, samvær og gode snakke – og blev afsluttet med W i finalen! Dagens aller sidste kamp i hallen.
Efter en tæt og utroligt velspillet kamp, endte W med en sølvmedalje. En 2. plads til Danmarksmesterskaberne.
Og en stolt og meget rørt mor, der måtte blinke ekstra meget under medaljeoverrækkelsen.

Det har været helt fantastisk at følge hans udvikling det sidste år. Og at se ham kæmpe sig op, blandt 56 spillere fra hele Danmark, og ende på 2. pladsen i en utrolig flot finale – ja, det har været noget helt særligt for mig (og selvfølgelig også for ham). Jeg er stadig helt målløs, rørt og grædefærdig over det. Jeg synes, han er SÅ sej.

Og så elsker jeg også, at både W og S er blevet bidt af den samme sport, som jeg selv var grebet af og glad for, da jeg var barn og ung – og selvfølgelig stadig er, men ikke spiller fast længere. Det er en helt fantastisk følelse at have noget særligt at være fælles om – og at de også kan se det sjove i det, som jeg også var (og er) så optaget af.
Det indeholder også en ekstra dimension for mig og gør mit hjerte godt. Jeg føler, jeg giver dem noget af det, som min far også gav mig. Han har også kørt min bror og jeg rundt til utallige stævner og holdkampe, heppet på os, trænet os og interesseret sig for os – og den sport, der betød meget for ham også. Jeg bliver glad ved tanken om, at ‘traditionen’ bliver ført videre. Og hver eneste gang vi kører af sted sammen til stævne eller holdkamp, sender jeg ham en ekstra, kærlig tanke – og mærker hullet i hjertet, som livet byder mig at skulle leve videre med. Drengene nævner også ofte, at morfar ville have elsket at se dem spille – og da vi kørte hjem lørdag nævnte W også, at det måtte være morfar, der havde sat solen på, for at sende energi og solstråler vores vej og fejre det flotte resultat <3

Lørdag aften landede vi hjemme igen ved 19.30-tiden og så var der ikke andet at gøre, end at opfylde drengenes ønske om en tur forbi den gyldne måge og så hjem i seng. Og som W sagde, inden han lukkede øjnene, så var han ret glad for, at der var endnu en weekenddage tilbage, inden hverdagen kaldte igen.

Søndag morgen vågnede begge drenge med trætte, ømme kroppe, og vi andre med en smule søvnunderskud.
Det eneste rigtige var at gå i køkkenet og lave fødselsdagskager og så ellers lave så lidt som muligt 🙂
Jeg forsøgte at begrænse mig og endte med 3 forskellige fødselsdagskager. En mørdejstærte med stikkelsbær, blåbær og hindbær. Solbærsnitter formet som Saga og (mumi)far og en lagkage med masser af frugt og en medalje med teksten: ‘Den bedste…’. Så var der rig mulighed for, selv at slutte sætningen. Den bedste far – Den bedste Saga – Den bedste sølvmedaljevinder – Den bedste….

Om aftenen fejrede vi de to fødselarer med pizzaer i aftensolen og nød aftensolens stråler, der forsøgte at overtale os til at blive længere oppe, end vores trætte øjne egentlig havde lyst til 🙂

En helt igennem rar weekend, jeg kan leve længe på <3

Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?

Ja, i dag handler det om børneopdragelse. Et indlæg, jeg har haft i tankerne længe, og endelig har fået fra hoved (og hjerte), og ud gennem fingrene. Et indlæg om nogle tanker, der rører noget i mig, der både gør mig ked af det og meget tænksom.

Overskriften er: ‘Skal andre forældre diktere min børneopdragelse?’ – og det korte svar til det må (selvfølgelig) være: ‘Nej!’.
Men – det er nu ikke helt så enkelt!

De seneste par år er det med computerspil og iPad blevet et større og større ’emne’ herhjemme. Især efter at W og S er startet i skole, er deres interesse for det blevet noget større. W har været først med interessen, men S’s er hurtigt fulgt efter – sådan er det nok at være mindre søskende, der bliver ‘inspireret’.
Der er også stor forskel på før og efter skolestart ift. legeaftaler. Hvor de tidligere kunne få meget tid til at gå med at lege udenfor eller med Lego på værelset, har de selv – og også deres kammerater – en forventning og forhåbning om, at de i stedet kan spille computer sammen.
Det seneste år er det især Fortnite, der har fyldt rigtig meget. Dog mere for W end for S, qua deres alder.

A og jeg er dog helt enige om, at tiden, de bruger på computerspil, skal have sine begrænsninger. Vi giver sjældent lov til, at de må spille hele eftermiddage, når de kommer hjem fra skole, og vi har også en forventning om, at de laver andet end at spille, når de har aftaler med deres venner.

Heldigvis er drengene også ret glade for sport, og går til badminton og fodbold 3 hverdage om ugen + stævner i weekenderne. De holder også af at læse bøger og kan sagtens fyre krudt af i haven også. Derfor giver vi dem selvfølgelig også spilletid. Vi er ikke så fanatiske og strenge, at de slet ikke må spille, for vi er godt klar over, at de synes det er helt vildt sjovt.

Indimellem kan jeg dog få den følelse, at vi er de sidste tilbage, der har forventninger til og sætter begrænsninger for vores børn ift. hvor meget man må (og skal) spille hver dag, fx når man er 10 år.

Jeg synes egentlig ikke vi er skrappe, når vi forventer af dem, at de også laver andet end at sidde og se ind i en skærm.
Jeg tænker, det hører med til det at være forældre, at man sætter begrænsninger – og dermed også vil sine børn det bedste. Og at man derved ikke altid er deres ‘bedste ven’ i forhold til de regler og normer, man sætter op. Fordi man er nødt til at stille krav og sige nej. Det hører med til ‘jobbeskrivelsen’ som forældre, i min verden. Der er også pligter og opgaver, der hører med til at være en del af en familie, som vi skal lære og vise dem.

Men – jeg (vi) er kommet i et kæmpe stort dilemma. Problemet er nemlig, at vores ”begrænsninger’ (ihvertfald til tider) kan gøre, at de føler sig udenfor i skolen. Blandt kammeraterne. Fordi de ikke spiller lige så meget, som deres venner gør. Og ja, selvfølgelig skal man tage det med et gran salt, når ens børn siger ‘Helt ærligt mor, det må alle de andre’. For enhver forælder ved vist også, at de kære børn kan være gode til at pynte på sandheden, når det kommer til sådan noget (som jeg også har skrevet om tidligere, blandt andet i dette indlæg) 🙂
De sidste par måneder har jeg dog oplevet flere gange, at der er sandhed bag ordene…

Når de har haft kammerater med hjemme, har der været en forventning (især også fra vennerne) om, at de skulle bruge det meste af/al tiden på at spille computer. Og somme tider, når de har forsøgt at lave legeaftaler med vennerne efter skole, har vennerne fravalgt det, fordi de hellere vil hjem og logge på computeren.
De kan føle, at de ikke altid kan være med i samtalerne i frikvartererne, fordi de ikke har så meget ‘erfaring’ i spillene, som klassekammeraterne.
Og det er hér det begynder at gøre ondt i mit moderhjerte. Og de skal hellere ikke stå overfor deres kammerater og forsvare A’s og mine forældrevalg. Forklare kammeraterne, hvorfor de ikke spiller flere timer hver dag.
Og jeg kan jo ikke blande mig i, hvordan andre opdrager deres børn. Hvis de synes det er okay, at deres børn cykler hjem fra skole kl 14 og sidder foran computeren hele eftermiddagen, så kan jeg jo ikke være uenig i det. Men jeg kan ærgre mig over, at der ikke er flere, der er med på at sætte begrænsninger, og i stedet ‘tvinge’ de kære kiddos til at lege sammen i stedet. Bruge deres fantasi – og kroppe. Og være sammen – ikke bare sidde ved siden af hinanden og være sammen i en virtuel verden.

Jeg kan komme helt i tvivl, om det simpelthen er os, der er for skrappe. Har vi for store (forkerte) forventninger til nutidens børn? Skal jeg bare forsøge at droppe den dårlige samvittighed, der ville følge med, når de skulle bruge hele dag/eftermiddage på at spille. Er det bare sådan det er – og skal være – nu til dags? Det ville jo klart være nemmere for os som forældre, bare at give dem lov. Vi ville jo få masser af tid til overs til os selv, når de var underholdt af computerspil…
Men – mangler vi ikke noget viden om, hvad det gør ved deres udvikling og hjerner at spille computerspil flere timer hver dag? Godt nok er e-sport blevet en ting, men gør det det ‘i orden’/godkendt?… Jeg har mine tvivl. Og er egentlig også ret trist over, at computerspilleri fylder så meget for så mange børn. Også i fritteren har jeg observeret, at de ofte får lov til at spille. Og det hænger nok også godt sammen med, at der er så få hænder, til at aktivere børnene, at det bliver en ‘nem’ løsning at tilbyde dem en controller…?

Og apropos overskriften, så kan jeg føle mig tvunget til at ‘slække’/ændre på min egen overbevisning ift opdragelse og spilleregler, fordi andre forældre vælger, at deres børn må spille meget – i nogle tilfælde næsten ubegrænset. For at undgå, at det går ud over mine børn. Jeg har selv oplevet mobning i en stor del af min barndom og ungdom, og jeg vil gøre alt for, at mine drenge skal undgå det – selvfølgelig. Men jeg ved også, at børn til tider er ubarmhjertige og kan finde på at mobbe over de mærkeligste, dummeste ting. Og jeg har ikke lyst til. indirekte, at være skyld i, at de bliver ‘lette’ mobbeofre… På den anden side er jeg også ret overbevist om, at vi gør noget godt for vores drenge ved at sætte begrænsninger for dem.

Jeg går rundt og bilder mig ind, at drengenes fine læsekundskaber og læselyst også er et resultat af, at de har læst rigtig meget. At de faktisk holder af at læse, fordi de har fået øjnene op for det fra 0. klasse. Den verden, som bøgerne kan byde på. Fordi de ikke har haft muligheden for, altid at vælge iPad’en. Og jeg nyder, at de elsker at ligge og læse selv om aftenen, inden de slukker lyset og falder i søvn. Det er – i mine øjne – sådan, det skal være. Og ikke til lyset fra en mobiltelefon, de skal blive trætte. Den tid skal nok komme, når teenageårene banker på. Eller også kan vi, med det vi gør nu, være med til at vise dem, at der er andre muligheder…

Men hvis ens dreng(e) være ulykkelig(e), fordi de føler sig udenfor. Dét er alligevel en voldsom konsekvens af begrænsninger.
Og hvad skal man så vælge? Indtil videre forsøger vi at finde en mellemvej – og snakker med dem om, hvorfor vi ikke synes, de skal spille computer hver gang de har en ledig stund. Jeg tror egentlig, de forstår hvad vi fortæller dem, når vi forsøger at forklare det, men det kan være svært at huske på, når man står overfor sine venner og føler sig udenfor… Og det kan jeg sagtens forstå.

Har I derude erfaringer med ovenstående? Eller gjort jer tanker om det samme?

 

P.S. Jeg har gjort mig mange tanker i forhold til, ikke at ville udlevere for meget af det, som drengene oplever i forbindelse med computerspilleri, og har dermed udeladt en del af mine konkrete overvejelser i ovenstående skriv.
Jeg synes på den anden side også det er et super vigtigt emne at italesætte. Et emne der er svært at komme udenom ‘nu til dags’. For det er noget, der er værd at overveje – hvor meget og hvor lidt vores børn kan og skal have lov til at spille kontra at lave andre ting – og også værd at overveje, hvad det gør ved en børnegruppe og en klasses trivsel….
Så jeg håber, at det alligevel giver mening, det jeg forsøger at få frem?

Jeg har været til casting til Den Store Bagedyst

Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke får spørgsmålet: ‘Hvornår skal du være med i Den Store Bagedyst’ eller en opfordring til at sende en ansøgning. Både via mails, beskeder, hilsner her på bloggen og via Instagram. Og ‘skub’ fra de to store drenge herhjemme, der har drømt om det længe.
Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg allerførst starte med at sige tak til alle jer, der skriver til mig, spørger ind til det og opfordrer mig til det. Jeg tager det altid som et stort kompliment! Tak, fordi I hepper på mig og tror på mine evner!

Det er egentlig meget personligt og ‘ind-under-huden-agtigt’ for mig at skrive om det her  – og det har derfor været flere uger undervejs. Jeg har været meget i tvivl, om jeg overhoved skulle skrive det, men nu gør jeg det – så må det briste eller bære…

Netop fordi der er så mange, der skriver til mig, at jeg skal melde mig til bagedysten, synes jeg, det er på sin plads at uddybe lidt… Også selvom det betyder, at nogle af mine inderste dæmoner, som jeg hver dag kæmper for at give så lidt taletid som muligt, kommer frem i lyset. Og måske kan være svære at forstå, hvis man slet ikke kender til følelserne selv?

Som mange af jer (forhåbentlig) allerede ved, så er jeg ikke fortaler for, kun at omtale de gode ting i livet og vise ‘glansbilledet’. For sådan er livet ikke. Det er mangefacetteret. Og selvom jeg gør en dyd ud af at sætte (og holde) fokus på de små, fine, rare, gode ting og lykkeglimt i livet, så skal der også være plads til alt det andet. Det svære, tunge, triste, overraskende, forstyrrende, forvirrende, ambivalente, hårde, seje, udfordrende… Som fx død, kræft, mobning, svære valg på ens børns vegne, det at være introvert og sensitiv og meget andet, som jeg har skrevet om tidligere.
Og derfor har jeg arbejdet på at få skrevet det her indlæg…

Nå, tilbage til det, det skal handle om i dag – det med at sende en ansøgning til bagedysten.
Sagen er nemlig den, at når man gennem meget af sin barndom og ungdom får at vide, at man ikke er god nok – af de klassekammerater, man egentlig gerne vil spejle sig i og vokse (op) sammen med – så gror det desværre fast et eller andet sted dybt inde. Også selvom man forsøger at bilde sig selv ind, at det ikke gør.
Og selvom jeg godt kan glemme det, i lange perioder endda, så afhænger det også meget af, hvad det er, jeg skal. Og som nævnt i indlægget her, blev det langsomt en drøm for mig at være med i bagedysten, fordi jeg lige så stille begyndte at tro på det. Tro på at jeg måske godt kunne sende en ansøgning og have en reel chance. Fordi der var så mange, der heppede på mig. Og efter endnu en påmindelse om, at livet er nu, var beslutningen ikke så svær.
Så i slutningen af sidste år skriblede jeg noget ned, sendte det af sted, og ikke længe efter fik jeg svar tilbage, med en invitation til at komme til casting i midten af januar….

Til castingen skulle vi medbringe en kage, og jeg brugte en del tanker på at overveje, hvad jeg skulle tage med. Jeg besluttede mig for at medbringe en kage med overskriften; ‘Hvis jeg var en kage’. Så det blev en kage, der indeholdt alle mine 4 drenges favoritter, fordi de er en kæmpe stor del af mig. Og en kage som samtidig repræsenterede mig selv;. feminin, blomstret og farverig udenpå. Og med et par overraskelser indeni, som viser sig, hvis man har lyst til at få en bid.
En kage med chewy browniebund, stikkelsbær- og jordbærmousse, mangopuré og vanillebund gemt indeni og minitræstammer, romkugler og oreos på toppen.

Inden castingen havde jeg gjort mig en del tanker omkring det hele. I flere år har vi såmænd snakket om herhjemme, at det virker til at være ‘typer’, der bliver castet til programmet. Så der er ‘lidt af hvert’ i persongalleriet. Og det er også noget af det, der har gjort, at jeg ikke har sendt en ansøgning tidligere. Fordi jeg altid har tænkt, at jeg ikke var ‘spændende’, ‘anderledes’ eller ‘særlig’ nok.

Dagen oprandt og jeg ankom til et lidt dystert, dunkelt lokale hos DR i Aarhus sammen med ca. 40 andre. Alle vores kager blev sat på et langt bord og derefter gik vi i gang. Først fik vi en helt masse informationer fra casteren. Blandt andet sagde hun, at de som sådan ikke søger nogen, der er dygtige til at bage. Og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg fortæller, at det (slet) ikke er kagerne, de vælger ud fra…

I stedet leder de efter ‘typer’. Og selvom casteren sagde, at de ikke som sådan går efter at sætte folk i kasser som unge, gamle, tykke, tynde, homoseksuelle, heteroseksuelle, etniske, danske, mødre osv, og derudfra sørge for at der er en fra hver kasse, så skal programmet alligevel afspejle Danmark.
Så hun startede egentlig med at bekræfte min forhåndsopfattelse. Og når jeg kiggede mig rundt i lokalet, var der mange, jeg ville vurdere til at være ‘samme type som mig’ – så vi var mange, der bejlede om den samme plads…
Hun nævnte fx også, at nogle af dem, der havde været med i tidligere sæsoner, havde haft elendige kager med til castingen, men de havde haft ‘noget’.
Jeg var allerede dér klar over, at jeg ikke ville kunne byde ind med det rigtige. Jeg tabte mig selv i det allerede inden det rigtigt var i gang. Fordi jeg skal bruge mere end 1-2 minutter på at vise, hvem jeg er. Min generthed, introverthed og mistillid til egne evner tager længere tid at nedbryde – især i så fremmede og ukendte rammer. Jeg har brug for at føle mig lidt ‘tryg’ før jeg for alvor kan spire – blomstre. Så mit eneste håb var, at deres trænede øjne ville kunne se ind bag det og se mig.

Vi brugte derefter et par timer på en præsentationsrunde, hvor vi alle sammen skulle op at præsentere vores kage, og sige et par ord om os selv, og hvorfor vi gerne ville være med. Og ud fra det, besluttede de så, hvem der var gået videre til en individuel samtale – hvor de så også ville smage på disse medbragte kager.

Jeg var en af de sidste, der skulle præsentere mig, og derefter var der pause, hvor vi kunne smage på hinandens kager og snakke sammen.
Efter en halv times tid kom de tilbage, og råbte navnene op på dem, der var gået videre…
Mit navn blev ikke råbt op….
(Jeg kunne godt skrive en masse om castingen, informationerne og oplevelsen med det hele, men det vil jeg lade være med, for det er ikke det, der er pointen med mine ord her)

Alle os, der ikke var blevet nævnt, blev bedt om at forlade lokalet hurtigt, så de kunne komme videre med dagens arbejde.
Det var først da jeg sad i bilen, ved siden af A, at det sådan rigtigt ramte mig – sådan hele oplevelsen.

Jeg følte mig SÅ forkert. Følte mig fravalgt som ‘mig’. Som om jeg ikke var god nok, spændende nok, særlig nok – som menneske altså. Alt det skidt, der engang var groet fast inde i hjertet et sted, blev revet løs og kradsede i blodet. Jeg blev virkelig ked af det!
Skældte mig selv ud og tænkte; ‘Hvor dum kan du være? Troede du virkelig, de kunne falde for dig? Og synes, du var værdig til at være med i et af Danmarks mest populære programmer? Ha! Snydt! Som om! Du skulle have holdt fast i din indskydelse – at du aldrig ville have en chance’.

AV!
Jeg blev så ked af, at jeg overhoved havde udsat mig selv for det. Følte lidt, at jeg havde stillet mig op i en boksering uden handsker på og bare afventet slagene. ‘Du vidste jo godt inden, at det ville gå sådan’…
Om jeg er hård ved mig selv? Ja! Det er måske en af de ting, jeg stadig kæmper med, efter mange års mobning. At jeg stadig skal øve mig på, ikke at overtage de andres grimme stemmer (fra dengang) og vende dem mod mig selv.
Og selvfølgelig blev jeg ked af det, for jeg var jo ikke kommet, hvis ikke jeg havde håbet på at gå videre. Når jeg gør noget, så vil jeg gerne gøre det helt. Gøre det rigtigt. Gøre det godt. Og her var det på en måde ‘out of my hands’.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange folk har skrevet til mig og opfordret mig til at melde mig til bagedysten. Og jeg har altid tænkt: ‘Arh, det er mine kager slet ikke flotte nok til’ og dernæst ‘Men det er jo heller ikke kagerne, de vælger ud fra…. Men du er heller ikke god nok, som du er’. Så jeg har ladet være.
Pludselig føltes det helt vildt pinligt – og svært – at skulle sige højt, at jeg ikke kunne det, som mange havde opfordret mig til – og måske forventet af mig, at jeg ville kunne?
‘Desværre, jeg var ikke god nok’.
Det mest frustrerende var, at jeg følte mig fravalgt for den, jeg er. Hvis de så bare havde fravalgt mig på grund af mine (dårlige) bage kage evner. Men nej, det var mig, der ikke var den rette. Det er sådan en ting, der er virkelig svær at lave om på. Man kan øve sig på at bage og blive bedre. Men jeg kan jo ikke – og skal ikke – ændre personlighed for at blive valgt…

Efter et par dage, hvor jeg egentlig havde mistet troen på mig selv, og lysten til at bage, blev jeg stædig og sur på mig selv. Fordi livet er for kort til at have ondt af sig selv! Simpelthen. Og som A ville sige; ‘Det er dem, der går glip af noget’ <3

Pyt! (Ja, det er et ord jeg stadig øver mig i at bruge)

Samtidig med min ‘nedtur’, fik jeg ud af det blå flere henvendelser omkring muligheden for at bestille mig til at bage kager, blandt andet kager til bryllupper – hvilket vel egentlig må betegnes som værende noget af et kompliment. At få lov at bage kage til så stor og særlig en dag. At nogen kunne finde på at spørge mig om det! Det hjalp mig til at genvinde noget gejst og tro på mig selv.

Derefter begyndte jeg (igen) at fokusere på det gode i stedet. Og fokusere på, at jeg ikke behøver at være med i bagedysten for at være ‘god nok’. Og hvis jeg drømmer om at lave kager, som kan glæde andre – mange andre – så kan jeg gøre det på andre måder. Så nu drømmer jeg en helt masse – sammen med A. Og det føles godt. Og rigtigt.

Hver dag gør jeg min familie glad, når jeg får lov at forkæle dem med ‘de gode gamle’, nye eksperimenter og andet godt. Derudover får jeg dagligt ros, på Instagram, via mails og her, for mine opskrifter og (spøjse mad)ideer og dét er virkelig noget, der gør mig glad! At andre kan få glæde af det, jeg bruger så meget tid og energi på. Jeg ville blot ønske, jeg havde 100 timer i døgnet til at lave mere af den slags.

Og fremover, når jeg bliver opfordret til at sende en ansøgning til Den Store Bagedyst vil jeg (fortsat) tage det som et kompliment og sige; ‘Been there – done that. Det har jeg gjort, de ville ikke have mig’. Og det er helt okay! Og selvom det forlyder, at nogen af de tidligere deltagere har været til casting flere gange, før de blev udvalgt, så er jeg nu ret overbevist om, at det var en once in a lifetime experience for mit vedkommende.
Jeg kan måske nok bare bedre lide at blive inviteret ind, end at skulle overbevise andre om, at jeg er god nok og har ret til at være med. Ihvertfald når det kommer til sådan noget her….

Nå, nu fik jeg skrevet en masse af mine tanker ned. Som nævnt, havde jeg først ikke lyst til at sige det højt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at jeg ikke var god nok. At det var pinligt at sige højt, at jeg blev valgt fra. At dem, jeg sagde det højt til, også ville tænke sådan om mig – fordi det er sådan jeg selv tænker om mig selv. Men helt ærligt – at blive fravalgt på baggrund af et par minutters præsentation skal ikke – ikke – slå mig ud.
Og nu har jeg i stedet italesat min sårbarhed. Og brugt de sidste par uger på at fundere over den – endnu en gang. For den har været en del af mig i mange år efterhånden, og indimellem blomstrer den op. Men altså; ukrudt forgår ikke så let…. Desværre.

Mobning har på mange måder gjort mig stærkere – og det skal det her også. Det skal være slut med at være min egen værste fjende.

Nu vil jeg dedikere 2019 til at blive året, hvor jeg løber efter mine drømme. Og hvor jeg, hver dag, øver mig i at holde af mig selv i stedet for at skælde mig selv ud og tale ned til mig selv. Så jeg tør drømme – og satse på mine drømme – og tro på, at nogle af dem faktisk kan gå i opfyldelse – fordi jeg kan. Fordi jeg er god nok. Og når jeg kommer i tvivl – for det gør jeg helt sikkert – så har jeg det her at kigge tilbage på.

Nu trykker jeg ‘udgiv’ med skælvende hænder og skynder mig at hoppe ind i sofaen ved siden af A og nyde en stille aften – måske endda med et lille glas rødvin i hånden. Det kunne vi vist godt bruge ovenpå en begivenhedsrig, spændende – og lidt nervepirrende – dag, der kan ende med at få stor betydning for os, hvis lykken (og livet) altså vil tilsmile os lidt…

Rigtig god aften derude
– og tillykke til dem, der efter 2. casting i søndags har fået besked om, at de skal være med i den nye sæson af Den Store Bagedyst