Noget om at være introvert…

209

Mange, der kun møder mig ganske kort eller i ‘professionel’ sammenhæng, vil måske ikke gætte på, at jeg er introvert.
Når andre skal sætte ord på mig, nævner de ofte ord som stærk, selvsikker og udadvendt… Ord som jeg aldrig selv ville bruge om mig selv.
Men – jeg er godt klar over, at det er sådan jeg (ofte) fremstår. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv, det er noget jeg kæmper for og med hver dag…

Når jeg træder ind i et lokale, med mange mennesker jeg ikke kender, eller kun kender sporadisk, så har jeg allermest lyst til at kravle ned i et musehul eller forvandle mig til en sommerfugl og flyve hen på skulderen af en anden. I stedet er der noget i mig, der hanker mig op og får min krop til at agere; give hånd, kigge i øjnene og smile.
Jeg er ikke særlig pjattet med smalltalk, måske fordi jeg selv synes, jeg er helt vildt dårlig til det. Hvad spørger man lige om? Jeg føler altid jeg får sagt for meget eller det forkerte… Men jeg kan jo godt lide at snakke, så når jeg holder min mund, er det måske mest fordi jeg lægger bånd på mig selv…

Hvis jeg skal fremlægge noget, hvor jeg ved, hvad jeg skal sige eller ved, hvad jeg taler om, så har jeg ingen problemer med at snakke foran en stor forsamling. Jeg har også gjort det en del gange efterhånden…. Og det er vel på sin vis en modsætning til mit introverte jeg. Jeg burde ikke kunne det. Men jeg kan godt. Det kræver ‘bare’, at jeg bruger rigtig meget energi på at gøre det, at kunne det.

Jeg misunder dem, der ‘ejer’ verden og hviler i sig selv. Dem der indtager lokalet og nyder at være i centrum. Dem der virker selvsikre. Men de er samtidig også min modsætning og jeg kan ikke spejle mig i dem.
Udover at være introvert, kæmper jeg med min sensitive side, der tænker alt for meget og de to ting sammen, kan indimellem virkelig spænde ben for mig. Men jeg tænker, at første skridt på vejen er at være opmærksom på det. Og agere efter det. Og det har jeg efterhånden arbejdet med i mange år. Det er nok også derfor, at mange oplever mig lige modsat af, hvordan jeg egentlig er indeni.

Når andre ser mig som selvsikker, måske endda som én der har styr på ‘det hele’, så kan jeg ikke genkende billedet. Men det er jo klart, for jeg er den eneste, der mærker alt det, der rumsterer indeni. Skallen udenpå afslører intet…

Som jeg har nævnt før, så har jeg ofte følt mig misforstået som snobbet, højrøvet og ‘ligeglad’, hvilket har gjort mig ked af det virkelig mange gange. I virkeligheden er jeg bare drøn nervøs, ukomfortabel ved situationen og meget genert. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lave om på mig selv, så jeg ikke blev misforstået, men det er slet ikke så lige til. Måske nogen af jer derude kan genkende det? Jeg forsøger derfor også altid at huske mig selv på, at dem der kan virke snobbede, måske i virkeligheden bare har det som mig…

Hver dag ‘på farten’ er en udfordring for mig, der kræver mere energi for mig, end for andre, der er ekstroverte.
Jeg har et job, hvor jeg er meget ‘på’, og det kan kræve en del overvindelse. Indimellem føler jeg faktisk, at jeg overskrider min egen grænse. Både på godt og på ondt. For det er selvfølgelig også godt at overskride sin egen grænse – indimellem ihvertfald.
For nogen er det nemt at kaste sig ud i noget, fordi de lever efter filosofien ‘det værste der kan ske er, at jeg får et nej’. Jeg gad godt jeg havde det sådan. Men for mig kan det føles som om jeg bliver valgt fra, hvis jeg får et nej.
Selv en, for nogen, temmelig simpel ting som at invitere forældre ind på en kop kaffe kan være grænseoverskridende for mig. Fordi det er en situation, jeg ikke kan være herre over. Men jeg øver mig og har heldigvis også en mand, der er god til det, jeg ikke er 😉

På trods af det har jeg et udadvendt job, et job hvor jeg er på, et job, der afhænger af, at jeg er opsøgende. Senest i søndags, hvor jeg var vært for et kreativt arrangement. Jeg kunne vælge at have et job, hvor jeg var gemt væk og ikke behøvede det, men sagen er den, at jeg faktisk godt kan lide det, når først jeg har taget springet ud over kanten. Måske fordi det udfordrer mig… Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at det til tider dræner mig, fordi det kræver min energi at skulle være sådan. Det er ikke afslappende for mig, som det ville være, hvis jeg lod være… Giver det overhoved mening?

I aften er jeg inviteret til et (socialt) netværksarrangement, hvor jeg skal møde en masse jeg ikke kender. Og da invitationen kom, havde jeg allermest lyst til at takke nej. Men der er alligevel en stemme i mig, der indimellem godt kan råbe mig op. En stemme der fortælle mig, at det er synd, at jeg begrænser mig selv. Men det har taget mange år at komme der til, at jeg overdøver den anden stemme, der helst så jeg blev hjemme. Og jeg tror, det er noget jeg skal kæmpe med resten af livet. I større eller mindre grad. Det er sådan jeg er…

De sidste år er jeg blevet meget klogere på mig selv, har lært at acceptere og leve med, at det er sådan jeg er. Jeg forsøger at se det positive i det. Det er også blevet mere og mere klart for mig, hvad det er i min bagage der gør, at jeg er som jeg er. Det har blandt andet noget med mobning og sensitivitet at gøre, men det må få plads i et andet indlæg…

Nu vil jeg tage af sted og forsøge at nyde det og lade være at tænke for meget. Selvom jeg synes det er helt vildt grænseoverskridende, så klapper jeg mig selv på skulderen over at jeg gør det 😉

I aften vil jeg ikke lade min introverte stemme sejre. I aften vil jeg ud at opleve og overskride min grænse på den – forhåbentlig – god måde, så jeg kommer derfra med ny energi. For jeg kan godt.

Rigtig god aften til jer alle og tak fordi I kiggede forbi!

Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

004

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk.

I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder.

Er 9 måneder lang tid? Det er det, når man er gravid… Til sidst ihvertfald. De sidste 9 måneder er forsvundet som sand mellem mine fingre, jeg forstår egentlig ikke, at der allerede er gået så lang tid. Er det tid til at være kommet videre? Er det okay, stadig at være mærket af det, der er sket? Hvor meget må sorgen fylde? Hvornår skal sorg blive til savn? Jeg er ikke færdig med at sørge endnu… Mit hjerte er stadig i vacuum. Den del, den flig, af mig, der forsvandt sammen med ham, den dag i maj, er ikke blevet afløst endnu og bliver det nok aldrig. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg lever bedst med hullet i hjertet.

Når jeg alligevel kommer igennem dagene, så er det for det meste fordi jeg ikke tænker på det. Jeg lever med min sorg, uden at forholde mig til den hele tiden.
Når jeg kører forbi sygehuset eller kirkegården, prikker det hul på den boble, mit hjerte har lavet om sig selv. Så siver smerten ud igen. Inderst inde ved jeg, at smerten har brug for huller at sive ud af og alligevel forsøger mit hjerte og min hjerne hele tiden at reparere boblen for huller.
Det er derfor oftest, når jeg kører alene i bil, at mit hjerte giver los og bliver ustyrligt. Tårerne får plads og min hals snører sig sammen. Det er på en måde blevet mit hjertes frirum. Det sted hvor jeg kan ‘lade det ske’.

Jeg kan tage mig selv i at stå foran spejlet om morgenen og tænke, at det er utroligt jeg står her, oprejst, lige nu. Min krop har lyst til at knække sammen og lade tårerne tage over. Men min hjerne fortæller mig, at det ville være særdeles upraktisk og temmelig dumt. Og det er nok godt nok, for jeg har ikke lyst til, at sorgen skal styre mig.

Mange har fortalt mig, at tiden hjælper på sorgen. At det på et tidspunkt holder op med at gøre (så) ondt. Og det er på sin vis også rigtigt. Min sorg er anderledes nu, end den var for 9 måneder siden. Og alligevel ikke.
Jeg har faktisk helt vildt svært ved at acceptere, at det skal være sådan. At det holder op med at gøre ondt. Jeg har på en eller anden måde ikke rigtig lyst til at lære at leve med det. Måske fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg har glemt ham – lidt ihvertfald. Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til, at jeg kan finde ud af at undvære ham…

Jeg synes det er svært at forstå, at alting fortsætter som det altid har gjort. Jeg tænker på, om hans kollegaer også savner ham. Om de tænker på ham indimellem. Om der er andre end os her, der mangler ham. Da der til jul kom en buket fra hans arbejde, med flotte ord om, at de savner ham og tænker på ham, blev jeg så rørt. Det betød virkelig meget at høre, at det ikke kun er mig, der mangler ham, selvom jeg godt ved, de mangler ham på en anden måde.

Forleden, da jeg havde afleveret L i vuggestuen, var jeg i et splitsekund sikker på, at jeg så ham komme gående henover parkeringspladsen, præcis som jeg har set ham gøre så mange gange før, når han var ude at gå tur med Nala. Men det var bare en mand, med sort jakke og hue på, ude for at lufte sin hund. Min hjerne (eller er det mit hjerte?) spiller mig ofte et pus og giver mig i øjeblikke følelsen af, at jeg ser ham; på torvet for at købe fisk, hos slagteren, i kø efter pålæg til et veldækket frokostbord.

Min sorg er delt i to. Jeg sørger over at have mistet min far, alt for tidligt. At jeg aldrig skal dele noget med ham mere, mærke hans hånd ae min kind, høre ham grine, se ham pjatte med drengene, vende verdenssituationen med ham.
Når andre fortæller om deres fædre, gør det ondt i hjertet hver eneste gang. Når jeg ser andre sammen med deres fædre, eller børn med deres morfar, så rammes jeg af misundelse. En misundelse, som giver blå mærker indeni. Jeg har sådan lyst til at fortælle dem, at de er heldige.

Den anden del af min sorg, er sorgen over den måde han skulle herfra på. Selvom jeg ikke ville have undværet at være en del af hans sygdom og tage del i hans smerte, så har jeg på en måde lyst til, ikke at have været det. Fordi det stadig gør ondt på mig at have oplevet det, ja nærmest mærket det. Det sværeste, værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har oplevet, var at sidde og se ham dø. Det hjemsøger mig stadig, især om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Så popper det op og jeg må bruge kræfter på at overbevise min hjerne om, at det ikke er nu, de tanker skal have plads. Med tiden vil mit hjerte måske acceptere, at det var sådan det skulle være… Men jeg spørger indimellem mig selv, om det er ‘rigtigt’ at børn skal de deres forældre dø?
Men trøster mig selv med, at det betød noget for min far, at vi var der, selvom jeg også ved, at det var det sværeste han nogensinde har gjort, at give slip på os.
Det er i sådanne stunder, de største tanker om livet og døden fylder, og jeg føler mig så uendeligt lille, i en verden der er så svær at forstå.

Når det gør rigtig ondt i hjertet og sorgen fylder umådelig meget, så tænker jeg på min mor og pludselig føles min sorg så ‘lille’. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for hende. I weekenden, hvor S blev fejret, mærkedes det lige i hjertekulen, at noget var anderledes. At der manglede noget. Og jeg ved, at det også er en sorg min mor mærker, bare på en anden måde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne tage noget af den fra hende.

Livet går videre, hverdagen trækker én med. Om man vil det eller ej. På godt og ondt. Vi er her endnu og det skal nydes. Vi skal gøre nogle af de ting, vi ikke nåede sammen med min far og tænke på ham imens. Og lade sorgen få plads og huske den, for den er der af en grund.
Vi skal øve os på at huske far/morfar, snakke om ham og mindes ham. Selvom vi gør det på hver vores måde, skal vi også øve os i at gøre det sammen. Men det er nyt for os og al begyndelse er svær…

Jeg forsøger stadig at minde mig selv om, at sorg er kærlighedens pris. Selvom det på mange måder er en ringe trøst…

Kære far; jeg savner dig, jeg mangler dig, jeg tænker på dig <3

 

Hvis du vil læse flere af mine tanker, om sorg og alt det kræft bærer med sig, kan du læse flere indlæg her

Noget om tarme uden charme

w-e-e-k-e-n-d151

Nu er jeg spændt på, om der overhoved er nogen, der gider læse dette indlæg. Alene overskriften siger; ‘Det indlæg MÅ jeg bare læse, ik?’ 😀

Jeg har i lang tid gået og taget tilløb til at skrive dette indlæg. Eller det første indlæg af flere, faktisk. For jeg har nemlig en hel del på hjerte, som jeg gerne vil tage lidt hul på og det fylder vist for meget til et enkelt indlæg 😉

Som jeg også har forsøgt, med andre af mine indlæg, så vil jeg gerne være medvirkende til at bryde tabuer, der huserer rundt omkring. Samtidig vil jeg også gerne give nogle af mine erfaringer videre, hvis der skulle være nogen derude, der kan bruge dem til noget…
Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har taget hul på det noget før. Jeg har vist skrevet lidt om det hist og her, men jeg kunne egentlig godt tænke mig at tage fat på emnet sådan ordentligt, en gang for alle. På den måde kan jeg også bedre synliggøre, hvorfor mange af mine opskrifter er skruet sammen, som de er.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Jeg har en smule svedige håndflader, for det er vel en eller anden form for at blotte sig (mere end normalt). Og hvis I er (meget) sarte, skal I måske ikke læse videre… 😉

I 2011, da jeg havde født S, begyndte min krop for alvor at drille. Udover en ordentlig omgang hormonraseri, vrøvlede den over stort set alt. Mit immunforsvar var ikke eksisterende og jeg ragede alt til mig og var konstant forkølet, havde mellemøre- og bihulebetændelse flere gange og sprang sågar min trommehinde så jeg var døv på det ene øre i lang tid efter. (Av, for dén det gør ondt, by the way)
Jeg brugte mange dage på sofaen, med kvalme, generel utilpashed, svimmelhed og mavesmerter. Det føltes som om min krop modarbejdede mig konstant, lidt som at have konstante tømmermænd, af den massive slags, og jeg fik det værre og værre. Jeg havde ingen appetit, fik kvalme når jeg spiste og tabte mig 6-8 kilo på meget kort tid. Gik rundt og rystede indeni og mistede lysten til at gå ud.

Efter flere lægekonsultationer, blodprøver osv. blev jeg sendt til kikkertundersøgelser på sygehuset, der blandt andet skulle udelukke kræft.
Det var en ret heftig periode i mit og vores liv, som stod på i over et år. Med mange bekymringer, udover at vi havde to små drenge, der ’krævede’ os. Derudover fyldte det selvfølgelig meget, ikke kun for mig, men for hele min familie, at jeg var hæmmet af min krop og pludselig ikke kunne noget som helst af det jeg plejede. Bekymringerne omkring, hvad det kunne være, var selvfølgelig også svære at rumme.

Undersøgelserne viste heldigvis, at det ikke var noget alvorligt, forstået på den måde, at det ikke var kræft, Crohns eller lignende.
Det viste sig, at jeg lider af ’Irritabel Tyktarm’. En lidelse, som kan påvirke kroppen på mange forskellige måder. Ikke kun maven. Men tarmsystemet er en stor del af os og der er utrolig mange nerver i dét system, så det er slet ikke så underligt, at det påvirker så meget, når det ikke fungerer.
Det var en lettelse at få en diagnose. Jeg havde i lang tid søgt efter et svar, som jeg kunne forholde mig til. Noget jeg kunne arbejde med. Så jeg kunne gøre noget. Men altså, bare navnet, ik? Det er jo ikke liiiige sådan en diagnose man går rundt og skilter med, vel?

Da jeg fik diagnosen, var det en ret ny betegnelse, i hvert fald i Dansk regi. Det var slet ikke noget, der overhoved blev omtalt i medierne. Min læge kendte nærmest ikke til det, vidste ikke hvad man skulle eller kunne gøre, eller hvad det indebar. Jeg blev tilbudt lykkepiller, fordi det er en sygdom, der kan påvirke det autonome nervesystem, men det takkede jeg – bestemt – nej til. Jeg vil helst undgå al slags medicin, hvis jeg kan.

Derfra startede min kamp med at finde viden om ’sygdommen’, finde ud af hvad der kunne hjælpe mig og begynde at få det godt igen. Min barsel med Sigurd var væk og jeg kæmpede samtidig med at holde mig oppe til at passe fuldtidsarbejde, to små drenge, familieliv, hverdag og alt det, der også fylder og kræver én.

De sidste år har været en lang rejse og kamp, for at finde ud af, hvad der hjælper mig. I mellemtiden er der kommet helt utroligt meget fokus på netop tarmlidelser og der går stort set ikke en uge, hvor jeg ikke støder på en artikel om emnet, i de aviser jeg læser.

Undervejs i min søgen efter svar, var jeg blandt andet forbi en diætist, jeg var blevet henvist til af min læge. Diætisten lagde ud med at fortælle mig, at hun egentlig ikke kunne hjælpe mig, fordi det var vidt forskellige hvad hver enkelt reagerede på. Da hun sagde det, var jeg grædefærdig. Jeg havde forestillet mig, at hun i det mindste ville kunne pege mig i en retning. Nævne nogle madvarer der var mere sandsynlige til at lave bøvl i mit system. Men nej, jeg måtte selv i gang med at forsøge.
Jeg fandt efterhånden ud af, hvilke madvarer der gik direkte i ’systemet’. Og efterhånden dukkede der flere og flere teorier og debatter op i medierne herhjemme. Blandt andet en retning, der går under navnet Low Fodmap.

Jeg har i første omgang ikke tænkt mig at udpensle hvad der præcis virker for mig eller hvad f.eks. Low Fodmap går ud på, men hvis det er noget I gerne vil høre mere om, er I altid velkomne til at skrive en kommentar eller skrive til mig. Jeg tager det selvfølgelig gerne op, hvis det er noget, der er interesse for.

Èn af de ting, der virker for mig, er at undgå hvedemel. Jeg bruger i stedet speltmel og det har gjort en stor forskel for mig og mit tarmsystem. Det er også derfor at stort set alle mine opskrifter er baseret på speltmel i stedet for hvedemel – jeg ved også, at I er en del derude, der har glæde af det og jeg tænker, det er fordi I har oplevet noget lignende mig..?
Løg og hvidløg er noget af det, der laver allermest rod i mit system. Og nu, hvor jeg aldrig spiser det, kan jeg mærke det med det samme, når jeg er ude et sted og kommer til at spise noget, hvor det er en del af retten. Jeg får giga mavesmerter og ender tilbage hvor jeg startede; på toilettet natten lang, med tynd mave.

Jeg er, som udgangspunkt, ikke tilhænger af at skære en masse fra kosten og blive fanatisk. Jeg elsker mad! Slet ikke, hvis der ikke er noget der indikerer, at man ikke kan tåle det. Jeg (og min familie) lever efter alt-med-måde princippet og det passer godt til os. Derudover blander jeg mig heller ikke i, hvad der fungerer for andre 😉

I mit næste indlæg omkring de der tarme uden charme, har jeg planer om at sætte lidt flere ord på det at måtte takke nej til lækker mad.

Nu har jeg i hvert fald åbnet lidt op for det, der fylder meget for mig. Faktisk hver eneste dag, stadigvæk. Selvom tarme er noget vi alle har, ligesom hjerter og hjerner os andet, vi er afhængige af, så er det bare slet ikke noget man snakker om. Og det skal det måske heller ikke være. Men på den anden side, så synes jeg det kan hjælpe at vide, at der er andre der (også) bøvler med tarmsystemet.

Som tidligere nævnt, er I meget velkomne til at stille spørgsmål. Det kan være lidt svært at gætte, hvis der er noget bestemt I gerne vil vide. Sig også meget gerne til, hvis der er emner, I godt kunne tænke jer, jeg tager op.
Jeg vil undlade at spørge jer, om I også lider af skide irriterende tarme, men I er selvfølgelig velkomne til at dele jeres erfaringer, hvis I har nogen 😉

Rigtig god weekend derude!

Lykkeglimt – årets første & lidt om alt det, der gør ondt

001
Bye Bye Christmas
007
Forberedelser til nytårsdag – til når energiniveauet er i minus og der skal lidt ekstra til…
010
2017…
030
En nytårstradition; en lille kransekagehaps til min farmor, leveret sammen med knus og ønsket om et godt nytår
095-text
Mig med 2 af mine <3
053058
Den ene forret ud af to…
075
Gå aldrig ned på glimmer – eller knallerter… 😉
098105
Endnu en nytårstradition – hotdogs til natmad
106113
Dagen derpå – forkælelsesbrunch (til alle os i søvnunderskud og til de små klatreaber, der er fulde af krudt)
116
Yndlings thebirkes
118126
Forfriskende eftermiddagsgåtur i Dyrehaven
128

Mere eller mindre sådan her kom vi ind i det nye år. En aften, der på mange måder stod i kontrast til nytårsaften året før, hvor vi sad helt ude på det yderste af stolene, med en tåre i øjenkrogen og uro i hjertet. Dengang skrev jeg dette indlæg, som på mange måder er enormt svært at kigge tilbage på.

Jeg kan slet ikke forstå, at 2016 havde så meget slemt at byde på. Godt vi ikke vidste det på forhånd!
Jeg er slet ikke klar over, hvordan vi kom igennem året. På en måde står det hele så klart og alligevel virker det hele så mudret og uskarpt i min erindring. På en måde er jeg SÅ klar til at sige farvel til det (satans) år, på den anden side er jeg slet ikke klar til at tage hul på et nyt…
Det var bare slet ikke mit år, på så mange punkter. Der er selvfølgelig altid små lysglimt midt i både storm og mørke, men det har ikke været nemt at få lyset til at skinne mere end i små øjeblikke. Jeg har så mange ord og tanker, der fylder, men de må få plads på et andet tidspunkt.
Lige nu vælger jeg at forsøge at se lyset, når det er der. Jeg glæder mig til, at det ikke skal vælges, men skinner så stærkt, at det kommer af sig selv. Heldigvis har vi 3 små lysglimt, der spreder smil og hjertevarme hver eneste dag <3 <3 <3

Udover savn og afmagt, afsluttede jeg også året med en hel del udfordringer arbejdsmæssigt, og det nye år har valgt at starte op, hvor det slap, så der er rigeligt at slås med lige nu, men sådan må det være.
Jeg glæder mig til at gå foråret og de lysere tider i møde. Jeg har så meget at være taknemmelig for, så meget at glæde mig til. Vi har lagt gode planer for de næste måneder, der blandt andet byder på en fantastisk rejse til Frankrig, Disneyland og Paris og dét er da værd at se frem til!

Håber I alle er kommet rigtig godt ind i det nye år.
Må I få et fantastisk ét af slagsen, med masser af kærlighed, lykkestunder og rarheder

Juleglimt

007 013 017 049-text 046 004 010 012 014 059 072 105 112117121131-text138-text146183185016030-text042

Inden julen for alvor er over and out for i år, vil jeg dele nogle af lykkeglimtene fra juledagene med jer.

D. 23. var vi til 90 års fødselsdag hos A’s mormor det meste af dagen. Hyggelige timer med god mad og afslappet stemning.

Juleaften blev nydt herhjemme sammen med min mor og bror. Desværre blev min mor ramt af samme fæle omgang omgangssyge natten til juleaften, som vi alle 5 havde været igennem herhjemme, så hun var ikke helt på dupperne, men klarede trods alt at være med hele aftenen.

D. 25. prøvede vi, for første gang tror jeg, at have hele dagen fri til ingenting. Dét kunne jeg godt indføre som en ny tradition, det var virkelig skønt.

D. 26. og 27. bød på julefrokoster med familierne og d. 28. var der ‘fri leg’, med gåtur i Dyrehaven, lækker frokost, Skønheden og udyret i hjemmebiografen opladning til en dags arbejde (for mit vedkommende).

Efter arbejde i går var vi med min mor, svigerinde og bror ude at bowle og spise på Bone’s. Min bror blev nemlig et år ældre.

I dag er juletræet blevet pakket væk og forberedelserne til i morgen er skudt i gang. Der er så mange ambivalente følelser på spil for mig i de her dage og jeg kæmper en del med, ikke at lade de svære følelser få (for meget) plads. For præcis et år siden var vi gennem nogle enormt svære dage og de vender på sin vis tilbage igen nu. Men det er nu nok helt naturligt (og forventet). Jeg glæder mig til, vi kan være sammen i morgen og komme godt igennem aftenen og få sagt farvel til 2016, så godt som vi nu kan. Det år der har budt på så meget sorg.

Men for nu vil jeg lade de fine juleglimt få plads, for det fortjener de.

Rigtig god aften til jer alle. Håber I nyder (jule)dagene

Older posts