I morgen er det for alvor…

fullsizeoutput_1b6b

Dagen før dagen… I morgen er det for alvor. I morgen går det løs!
En dag jeg egentlig har ventet på i flere år. Set frem til og haft som mål. Og nu hvor den venter på den anden side af en (forhåbentlig) god nats søvn, er det ret angstprovokerende.

I morgen har jeg første dag i den hvide uniform – sådan rigtigt. I fredags havde jeg sidste skoledag i 4,5 måned. Det i sig selv er ret skørt at tænke på.
De næste 10 uger skal jeg forsøge at omsætte al den teori, jeg siden september har knoklet for at lære, til praksis. Jeg skal på sygehuset, som nævnt her, på en medicinsk sengeafdeling, der primært behandler patienter med sygdomme i blod, knoglemarv og lymfesystem.

Jeg er både dødspændt og vildt nervøs. Jeg synes virkelig, det er nervepirrende. Jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres  – og måske mest af alt mine egne – forventninger. Bange for at begå fejl – overse noget (vigtigt).
Jeg er min egen værste fjende – jeg ved det godt. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg er ny(begynder). Jeg kan ikke lide, ikke at vide ‘alt’. Jeg er perfektionist, og virkelig hård ved mig selv, når noget enten ikke lykkes eller ikke går, som jeg gerne ville, eller synes det skulle. Men sagen er den, at jeg kommer til at være ny til mange ting de næste 3 år – nej, de næste 60 år. Og jeg skal blive bedre til at rose mig selv i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Jeg ved det godt – det er første skridt på vejen, ik?

Jeg føler mig enormt beæret og ydmyg over at få lov til at komme så tæt på andre mennesker. Få lov til at iføre mig den hvide uniform. Gå i mange andre dygtige sygeplejerskers fodspor. Men det forpligter også. Og lige nu har jeg det som om, jeg intet kan huske, af alt det jeg har lært.

Jeg har skullet udfylde og forberede en masse på forhånd, til min kliniske vejleder. Blandt andet nedskrive mine forventninger til klinikperioden. Og det er faktisk virkelig svært at skulle sætte ord på. For hvad kan jeg egentlig forvente? Både af mig selv og af afdelingen. Hvor meget kan jeg nå at lære? Hvor meget kan jeg rumme? Hvor meget kan jeg nå?
Når jeg forsøger at sætte ord på det, bliver jeg klar over, at der er meget jeg gerne vil ud at finde ud af, blive klogere på og lære. Jeg ved ikke om det er realistisk, men at sætte sig mål er jo altid godt.

Jeg starter helt fra 0 i morgen – sådan føles det ihvertfald. Jeg har min egen rygsæk med, men jeg har ikke en sygeplejerske-rygsæk, som jeg kan hive noget op fra – endnu. ‘Kun’ en masse teori, som jeg forhåbentlig ikke har glemt, når det kommer til stykket. Jeg har prøvet mange ting, både på egen krop, og især med min far, men jeg har aldrig prøvet at stå i det, uden at være følelsesmæssigt involveret.
Der er i det hele taget mange situationer, jeg aldrig har prøvet at stå i før. Som jeg skal lære at være i, agere i, håndtere. Jeg håber, jeg kan. Om ikke andet så lære det. Der er mange ting, jeg aldrig har prøvet før. Som måske bliver både svære og grænseoverskridende. Mange ting bliver første gang – og måske, om 10 uger, har jeg gjort nogle af de ting utallige gange. Noget er jeg måske endda blevet helt rutineret i…

Jeg skal ud at lære at rumme og bruge min sensitivitet i forhold til sygeplejefaget. Alle mine sanser er konstant skærpet, og jeg fornemmer på et splitsekund hvordan dem, jeg er i rum med, har det. Det er både en force og en udfordring. Jeg håber, det mest af alt er en force…

De næste 10 uger bliver hårde, spændende, udfordrende, lærerige, vilde, udviklende, berigende.
Jeg forestiller mig, at jeg er drøntræt når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Ikke kun fordi jeg skal virkelig tidligt op… Forhåbentlig er jeg ikke kun træt, men også glad.

Jeg er spændt på, hvad jeg kan ‘evaluere’ når de 10 uger er gået. Mon ikke jeg er et (helt) andet sted end nu. Mon ikke der også kommer en update her – måske endda undervejs.

Nu vil jeg sætte mig lidt i sofaen, og forsøge at slå tankerne fra, og så hoppe tidligt i seng.

Rigtig god aften derude – og god ny uge til jer også!

P.S. Hvis du vil læse flere tanker om studielivet, så kig her

Et opkald, der ændrer ret meget og satte mit morhjerte i galop …

025

I dag fik vi et opkald, der kommer til at ændre ret meget de næste par måneder – ja, egentlig de næste par år.
Som nogen af jer måske kan huske, blev vi ret udfordret for et par måneder siden, da L skulle starte på et nyt kapitel i sit liv, og sige farvel til vuggestuen for at starte i børnehave. Indlægget, jeg skrev dengang, kan læses her.

Vi endte med at beslutte, at L ikke skulle starte i børnehave, før han kunne få plads, der hvor hans storebrødre går i skole og fritter. Da der først var plads pr. 1. juni, ville det blive 4 måneder med ‘lappeløsninger’, for at få hverdagen til at hænge sammen, når der både er arbejde, studie og alt muligt andet, der skal passes ind i forhold til at have et hjemmegående barn.

For en god uges tid siden var vi halvvejs med ‘projektet’. De første 2 måneder var klaret. Nedtællingen kunne begynde…
For ærligt talt, så har det både været virkelig skønt og også ret hårdt. Mest fordi det kræver enormt meget (ekstra) planlægning og giver en del udfordringer ifht. studiet og A’s skiftende arbejdstider. Især den kommende tid, hvor jeg skal i klinik et godt stykke herfra, har givet os en del bekymringer.
Det er heller ikke super nemt at aktivere en gut på knap 3 år, hver eneste dag. Slet ikke når kulden bider udenfor, treårs-trodsalderen lurer under overfladen konstant og går i udbrud flere gange dagligt, bøgerne er læst forfra og bagfra og legoklodserne er blevet samlet på tusind forskellige måder allerede.
Vi har virkelig sat pris på, at han har haft sine to storebrødre til at give ham modspil og lege nogle andre lege, end dem vi kan finde på (og finde ud af 😉 ).
Men ret skal være ret; jeg (vi) har virkelig også nydt at være sammen med ham på en helt anden måde. Han har været fritaget for morgenstress, og jeg har været en del af hans udvikling mange timer hver dag og har fået lov at se ham vokse. Jeg sætter stor pris på, at han har fået lov at opleve så meget tryghed, midt i en temmelig udviklende fase af livet.

Men…. I eftermiddags fik vi så en opringning fra pladsanvisningen. Der er, helt uventet, kommet en plads fri nu – som i NU. Så på et splitsekund ændrede de næste måneder sig. Mit morhjerte satte i galop og jeg måtte lige trække vejret dybt ned i maven. Min hjerne skulle lige forstå det, og mit hjerte skulle lige følge med.
I går tænkte jeg netop på, at jeg skulle huske at nyde de sidste par måneder. Og nu er det slut. Fra det ene øjeblik til det andet. I går så jeg på ham, og tænkte, at han er ved at være en virkelig stor dreng. Hans sprog har udviklet sig så meget og han kan så mange ting selv. Nu synes jeg pludselig, han er så lille. Min lille mus, der pludselig skal klare sig selv i børnehaven. Pyh, ens (mor)hjerte kan virkelig spille én et puds. Så mange ambivalente følelser på en gang.

I morgen skal vi besøge børnehaven og så går det ellers løs. Og jeg burde jo virkelig ikke klage. For vi har drømt om, at det skulle ske. At der pludselig blev en plads ledig til ham, selvom det var nærmest utænkeligt. Og nu sker det, mod alle odds. Det går bare lige lovligt stærkt 😉
Der er dog ingen tvivl om, at L er klar til børnehave! Han er virkelig ved at blive (og være) en selvstændig lille gut, med ben i næsen og sjove sætninger på tungen konstant. Han kommer til at få det så sjovt, med masser af nye venner omkring sig og en stor legeplads at boltre sig på.
Her til aften, da jeg puttede ham, snakkede vi om, at han skal besøge børnehaven i morgen, og han sagde glad: ‘Ja, jeg skal op til mine nye venner og sige hej til dem’ <3
Nu krydser jeg bare alt jeg kan for, at han kommer til at trives deroppe. Jeg er sikker på, at hans storebrødre vil gøre deres for, at det bliver godt. De glæder sig til at kunne kigge over til ham, når de har frikvarter og han er ude på legepladsen.

Så må jeg bare forsøge at vænne mig til tanken over night – og se på de gode ting ved det; at det giver os en nemmere hverdag, giver L masser af nye, spændende udfordringer og oplevelser, han får lov at starte midt på måneden i stedet for til juni, hvor han skulle starte sammen med 19 andre, han går en fin tid i møde med masser af udendørs legetimer og han når at vænne sig til børnehaven, inden sommerferien banker på.

Mon ikke det nok skal gå, det hele 😉

Bump på (studie)vejen + lidt tanker om sygeplejestudiet, inden det bliver alvor

fullsizeoutput_190c

Jeg kan se, I er mange, der læser med, når jeg skriver om sygeplejestudiet, og alle de tanker, der følger med den nye del af mit liv. Derfor tænker jeg, det er på tide med en lille ’status’, nu hvor halvdelen af 2. semester snart er overstået (gisp!).

Lettelsen, over at afslutte 1. semester med fint resultat, varede længe og var virkelig rar. Efter et par dages ‘fri’ ovenpå en hæsblæsende eksamen, startede 2. semester lige på og hårdt. På en måde var jeg slet ikke klar til et halvt år mere for fuld skrue. 1. semester tog på mange måder pusten fra mig. Der var virkelig meget at se til, meget nyt at forholde sig til, lære, huske udenad og forstå og overvældende meget læsestof. Jeg kunne slet ikke se mig selv overleve endnu et semester i dét gear!

Jeg besluttede mig derfor for at tage studieplanen en uge ad gangen, og efter et par uger viste det sig heldigvis, at det var anderledes end 1. semester. Skemaet har ikke været helt så tætpakket, og jeg har meget nemmere ved at prioritere læsestof nu, end på 1. semester, hvor alting var uundværlig viden. Nu har jeg (allerede) en del baggrundsviden, der hjælper mig på vej og en anden forståelse, når jeg læser nyt. Det er en ret fed følelse 😉
Jeg tager mig selv i at glæde mig over at læse i min anatomi/fysiologi bog. Jeg er vild med at lære, og de fag jeg havde frygtet mest inden (dem af den naturvidenskabelige slags) har vist sig at være mine yndlings. Der er virkelig meget, der har overrasket mig positivt – eller.. måske er det mig selv, der har overrasket mig positivt…?

Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at 2. semester har været og er let. Det er bare anderledes. Det er mere ustruktureret og også frustrerende, bare på en anden måde. Og så er der et par (store) bump på vejen, der skal løses….

Som mange af jer nok ved, så er der varslet strejke og lockout. Min skole er udtrukket til strejke, og derudover ligger lockouten i den periode, hvor jeg skal starte op i klinik/praktik. Der er mange usikkerheder forbundet med det, og der er ikke andet at gøre end at vente og se, hvad der sker. Jeg bakker selvfølgelig op om det, for jeg synes også at #nokernok. Men det havde selvfølgelig været rart, hvis det ikke havde været nødvendigt med alt det her ‘fuss’.

Da jeg i sin tid undersøgte, hvilken skole jeg skulle søge ind på, traf jeg valget ud fra, hvilken skole der havde klinikaftale med sygehuset i den by, vi bor i. Af (især) praktiske årsager var det vigtigt for mig, så jeg ikke også skulle pendle i praktikperioderne, der fylder ca. 40% af studiet.
Da jeg, for et par uger siden, skulle til at ønske klinikplads, viste det sig dog, at der ikke var nogen pladser at ønske på sygehuset her i byen. Det var virkelig et slag i hovedet og bragte mange frustrationer med sig. Pludselig gik jeg fra at kunne have 10 minutter til klinikstedet, til at skulle krydse fingre for, ikke at blive sendt endnu længere væk end de 40 minutter, det tager for mig at pendle i skole.
I forvejen har det ændret meget for både min familie og jeg, at jeg er begyndt at studere igen. Vi forsøger at fokusere på det gode, det bringer med sig, men når sådan noget her så sker, så føler jeg virkelig, at det har store omkostninger for min familie, at jeg gerne vil følge en drøm.
Når jeg skal møde omklædt på sygehusafdelingen kl. 7 hver morgen, skal jeg hjemmefra senest lidt over 6. På det tidspunkt har drengenes institutioner altså ikke åbent. Og når A har nattevagt er han først hjemme lidt over syv. Når jeg skal være i skole til kl. 8 kan det liiiiige gå – så kysser vi godmorgen og på gensyn i døren 😉
Nu skal vi så forsøge at få det løst på anden vis. Højst sandsynligt ved at få nogen til at komme her kl 6 om morgenen! Øv altså, det er tungt at være nødt til at skulle have så meget hjælp. Jeg vil gerne selv kunne løse tingene, når nu jeg selv har bragt os i den her situation, men det er bare svært.
Det bliver 10 uger med virkelig meget nyt at forholde sig til. Både herhjemme og på afdelingen.

Og apropos dét, så er jeg vildt nervøs for den forestående klinik, der starter i midten af april. Da jeg fik at vide, hvilken afdeling jeg skulle være på, kunne jeg straks mærke min mave snøre sig sammen. Så blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg er vildt bange for, at jeg ikke kan leve op til mine egne og deres forventninger. Det har på en måde været ret trygt at sidde bag bøgerne. Nu skal jeg for alvor finde ud af, om jeg overhoved kan finde ud af at omsætte al den nye viden til praksis. Pyh. Det er jo ikke for sjov. Ikke længere noget vi leger, som når vi øver os på ’sygehusafdelingen’ på skolen. Nu er det snart alvor…! Og som sløjfe på det, er der også en skriftlig opgave og en eksamen, der skal bestås…

Men – nu er det hele jo ikke kun skidt. For et par uger siden skulle vi til en obligatorisk regnetest, som opvarmning til den medicinregningseksamen vi skal til på 3. semester. Jeg har, i mange år, haft det ret svært med matematik. Det startede nok engang i folkeskolen, hvor jeg havde en ret skrap matematiklærer, der gennemgik tingene én gang og derefter sagde: ‘Hvis I ikke forstår det nu, så kan jeg ikke lære jer det’.
Jeg havde derfor ikke særlig høje forventninger til testens resultat, især ikke når den skulle tages inden vi overhoved har fået undervisning i faget. Det viste sig dog, at jeg havde klaret den rigtig fint og kun havde et par fejl. Jeg var helt høj! En stor sten faldt fra mit hjerte. Der er faktisk håb for, at jeg kan klare den eksamen på 3. semester, som er både berygtet og én man allerede hører om første dag på studiet.

Nu er påske’ferien’ skudt i gang. Jeg har fri fra studiet i næste uge, men har en temmelig uoverskuelig og forvirrende opgave, der skal arbejdes med og skrives – og også helst bestås, for ellers kan jeg ikke gå til eksamen 😉 Den har allerede givet mig en del grå hår, så jeg glæder mig helt vildt, til den er overstået. Jeg håber, at næste uge kan gøre meget ved det.
I går fik jeg velkomstbrev fra den afdeling, jeg skal i klinik på. Sammen med en fin opfordring om at sørge for at have læst op på en del pensum fra første semester, som er relevant ifht. afdelingens patienter. Jeg kommer vist ikke til at kede mig foreløbig 🙂

Nu vil jeg dog forsøge at glemme alle mine to do’s for en stund, og bare nyde, at drengene har ferie, det er weekend, foråret er på vej og i det store hele har vi det godt <3

God weekend og påskeferie til jer!

P.S Hvis du vil læse mere om studiet og mine tanker omkring det, kan du klikke lige her

Med tårer i øjnene…

fullsizeoutput_1554

… Nu sidder jeg her i sofaen. Helt alene. Med tårerne trillende ned ad kinderne. Med store tanker bag øjnene og en dundrende hovedpine. Med en masse tanker, der maser sig på, og som jeg har brug for at skrive ned, før jeg kan falde i søvn. Måske bliver det et forvirrende sammensurium af mærkelige, dybe, tunge tanker. Måske giver noget af det mening…
Apropos dette indlæg har i dag været sådan én, der har givet en del stof til eftertanke, og sat livet i relief.

A er taget på nattevagt, de to store overnatter hos mormor og bettemusen er kysset godnat, efter at have siddet tæt i sofaen, bare ham og jeg, en halv time og grint af Gurli Gris. For ham en rolig stund, med nærhed og varme – og grin – som så mange gange før. For mig et meningsfyldt øjeblik, der bragte ro i mit sind, og blev værdsat endnu mere end ellers.

I dag har været en hård dag. Her har flagene ikke været på halvt for HKH Prins Henrik, og vi har heller ikke fejret Valentins dag.
Vi har taget afsked. Sagt på gensyn. Til et familiemedlem, der efter kort tids sygdom måtte lukke øjnene for sidste gang. I den samme lejlighed på Hospice, som der hvor min far gjorde det.

I kirken i dag græd jeg. Både over sorgen, savnet og mindet. Over livet og døden. Jeg græd af medfølelse for dem, der har mistet deres forælder. Fordi jeg ved, hvordan det føles. Jeg græd over min egen sorg, som præsten – også – talte til, da hun snakkede så fint om kærlighedens tid og den hjemløse kærlighed. Fordi jeg kan genkende det – og mærke det så stærkt stadigvæk.

Da vi efter bisættelsen samledes til kaffe blev der sagt flotte ord og delt gode minder. Jeg blev endnu en gang mindet om, hvor vigtigt det er at huske at sige de fine ting, man tænker, til dem man holder af, mens de er her til at høre det. Ikke vente og ikke udskyde det. For det kan ende med at blive for sent. Og det sværeste er at skulle leve videre med erkendelsen af, at man ’skulle have gjort’.
Jeg synes, jeg er blevet mindet om det for ofte, de sidste par år. Jeg ville ønske, at det ikke skulle komme så tæt på, igen og igen. Det er ikke mange måneder siden vi sad i samme kirke, for at tage afsked med en af vores naboer. Men jeg må acceptere, at det er en del af livet. Der er ikke rigtigt andet at gøre, for det hjælper ikke at lukke øjnene for det og håbe, at det forsvinder igen.

Jeg er ikke længere bange for døden, omend jeg frygter, at den skal ramme dem omkring mig. I modsætning til det præsten sagde om, at vi ikke skal frygte døden, fordi vi kan mødes i Gud, så er jeg ubeskriveligt bange for at skulle undvære dem, der betyder allermest for mig. For jeg har brug for dem her – her hvor jeg er.

Mere end nogensinde før, giver det SÅ meget mening for mig, (endelig) at læse til sygeplejerske og kunne og skulle være der for andre, i deres svære stund. Det er med til at give mit liv mening.
Indimellem kan jeg dog godt blive bange for, at jeg ikke kan rumme andres sorg eller holde til at være i det, være på så nært hold til døden. Men jeg er nødt til at tro på, at jeg kan det. At min uniform giver mig styrke, og at jeg kan finde ud af at støtte dem i sorgen, uden at tage den helt ind i hjertet. På den anden side, ville jeg aldrig kunne acceptere, hvis det blev hverdag. Jeg har ikke lyst til at nå dertil, hvor døden ikke betyder noget. For det gør den. Den er uundgåelig og ensom. Men jeg vil virkelig gerne kunne være med til at gøre den udholdelig. Døden må ikke være et tabu.

Efter en dag som i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvilke kendetegn der mon ville blive fremhævet til min begravelse. Lyder det skørt? Det føles lidt skørt at skrive det, men ikke desto mindre kom jeg til at fundere over det i dag, da jeg kiggede ud over bakkerne og mærkede solens stråler på kinderne.
Måske skulle det være ens livsmantra. Det man forsøger at forme dagene ud fra og leve efter.
Det man ville ønske, at andre tænkte og sagde om én – den dag man ikke er her mere.
Fordi det forhåbentlig kunne minde én om de gode ting, der er værd at holde fast i? At være glad, åben, smilende, imødekommende, klog, veltalende, sjov, lyttende, omsorgsfuld, rundhåndet, gavmild – eller hvad man nu synes, er gode kvaliteter at besidde. At huske at sige ‘pyt’ til alt det, der i bund og grund ikke betyder noget. Og bevare energien til at gøre tingene nu og ikke udskyde dem.
Jeg vil forsøge at huske det næste gang, jeg gruer for en eksamen eller en anden svær situation. Huske på, at det ikke skal vælte mig. Jeg har klaret så mange andre svære ting. Og hvis ikke det går, så går det nok alligevel..

Lige nu, som jeg sidder her, er jeg træt og indtryksmæt og tom indeni. Jeg er fyldt op og har svært ved at rumme mere. Men mine tanker holder ikke pause endnu. De er stadig i gang med at fordøje. Jeg tænker på alle dem, jeg ved, også slås med sorg og savn lige nu. Tænker på venner, der også lige har mistet, og som tog afsked i går. Jeg har det som om, jeg ikke kan rumme mere ‘liv’ og slet ikke død.
Men i morgen tidlig fortsætter hverdagen, som den plejer. Som om intet var hændt og det er dét, der er så svært at forstå. For efterhånden synes jeg slet ikke, at livet er genkendeligt længere. Det er ikke, som det var engang. Gid jeg kunne være barn igen, og mærke den naive tro på, at livet (for det meste) vil én det godt. Fyldes af den udødelighedsfølelse, jeg følte, før jeg fik børn.

Jeg savner A ved min side. Til at aflede mine tanker og dele alt det svære med. Godt han kommer hjem igen i morgen <3

Sådan en dag som i dag… Noget om meningen med livet

fullsizeoutput_1522fullsizeoutput_1521

For tiden funderer jeg ret meget over livet. Præcis så stort, som det lyder. Mange tanker rumsterer, og bliver ved med at poppe op. Måske fordi jeg nærmest dagligt bliver bedt om at forholde mig til sygdom, sygepleje og medmenneskelighed. Måske fordi flere omkring os er ramt af sygdom, med livet som indsats. Måske ‘bare’ fordi jeg er sådan én, der funderer meget – over både stort og småt…

For tiden er der især én ting, mine tanker kredser omkring. Jeg har svært ved at forstå, hvad livet egentlig er for en størrelse. Hvad er egentlig meningen med det hele?
Så meget har forandret sig de sidste par år, især i forbindelse med min fars sygdom og død. Jeg synes næsten ikke, der går en dag, hvor jeg ikke mærker livets skrøbelighed. En del af det følger med, alene fordi man bliver voksen, men jeg synes det er mere nu, end det har været tidligere.
Og selvom jeg godt ved, at man ikke kan leve hver dag, som var det den sidste, så får det mig alligevel til at tænke over, om jeg får det bedste ud af dagene. Om jeg mærker ‘nok’, at jeg lever.

Der er meget jeg ikke ved, men jeg ved dog, at jeg vil leve, til jeg dør!

Jer der har fulgt med længe, ved måske, at jeg forsøger at se lykken i hverdagene, i de små ting. Forsøger at stoppe lidt glimmer og magi ind ad selv de mindste sprækker. Selvom jeg forsøger at se lyst på tingene, kan jeg også have svært ved det indimellem. Svært ved at få øje på alt det fine.

For tiden bruger jeg mange tanker på at fundere over, hvad vi er her for. Sådan lidt eksistentiel undren. Hvad er meningen med livet?
Er det at stå op, og gøre det man plejer, gå i seng igen og gentage – igen og igen? Måske… Måske ikke… Meningen er måske (højst sandsynligt) forskellig fra person til person.
Er det at høre ens børn grine? At overkomme endnu en dag? At nyde endnu en solnedgang? At fylde maven med livretter? At bestå en eksamen? At få et kys af den, man elsker? At drikke et glas rødvin på en hverdag? At bo i det rigtige hus? At have mange penge på bankkontoen? At se verden? At have mange venner? At gøre noget, man ikke plejer at gøre? At få sine børn passet mange timer hver dag? At leve for at arbejde? At arbejde for at leve?
Der kan være store konflikter mellem hjerne og hjerte, når det kommer til, hvad der er fornuftigt og giver mening…
For mig giver det mening at være omgivet af dem, jeg holder af. Være sammen med min familie, forkæle dem og vide, at de er her for mig også. Det giver også mening for mig at blive klogere, og jeg slås ofte med mig selv, i forhold til at få tiden til at passe og blive fordelt ordentligt mellem bøger, studie, sjov og familie. For jeg kan faktisk rigtig godt lide at lære nyt og blive dygtigere. Men jeg har også brug for at lave noget andet, både alene og med dem, der bor i mit hjerte.

Selvom jeg tænker meget over det med livets mening, betyder det ikke, at jeg er trist. Slet ikke. Det er ikke en eksistentiel krise, jeg er havnet midt i. Jeg er opmærksom på mine tanker, og forsøger at finde ind til kernen. Forsøger at finde meningen – den højere mening med det hele. Det er en påmindelsen til mig selv om, at jeg skal huske at leve. Jeg er opmærksom på, hvordan jeg bruger tiden. Og mærker ofte sårbarheden over, at ingen ved, hvor længe vi er her. Det er squ vigtigt at forsøge at få det bedste ud af dagene – hvis I spørger mig.
Der går stadig ikke en dag, hvor jeg ikke mærker sorgen trykke for brystet. Hver dag betaler jeg prisen for at have elsket. Det er en del af min historie nu. Måske er det derfor, alle de store tanker fylder så meget. Måske er det sorgen, der har sat dem i gang. Måske er det fordi, jeg gerne vil forholde mig til det, jeg foretager mig, i stedet for at famle rundt i blinde.

Jeg vil gerne blive endnu bedre til, ikke at være kort for hovedet, når jeg er træt eller stresset. Øver mig stadig i at sige ‘pyt’. Jeg vil ikke bruge mine dage på at surmule eller være trist. Jeg vil være bedre til, ikke at være morgenmut (for jeg er virkelig en langsom starter og skal helst ikke sludre for meget den første time – hvilket er ret svært, når man har 3 drenge, der skal op og i gang 😉 ) Jeg øver mig og forsøger. Og accepterer, at jeg ikke kan alt altid. Jeg er også bare et menneske.

Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg når alt det, jeg når. Og det er så svært at svare på. Måske sidder jeg mindre stille end andre…? Måske fordi jeg får energi af at drøne rundt og ‘gøre’. For andre giver det måske mening at sidde stille en time og se ud på sneen, der daler. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Vi er jo alle forskellige. Med årene er jeg måske blevet mere effektiv på nogle områder, og kan fx have gang i en del ting på samme tid, når jeg er i køkkenet. Jeg sidder sjældent og laver ingenting mere end 5 minutter ad gangen. Jeg forsøger at få læst og lavet studieopgaver, når tiden er til det og får ikke så ofte sovet en lang middagslur, som nogle af mine medstuderende uden børn ofte gør 😉
Men om lørdagen prioriterer jeg dog at sidde i sofaen med A, når drengene sover, og se Barnaby og drikke rødvin. Det er som en tur i opladeren for mig – og noget jeg glæder mig til hele ugen! (Og de lørdage, hvor han har nattevagt, er slet ikke værd at samle på 😉 )

Sådan en dag som i dag, har jeg

… været hjemme med L, mens A sov efter nattevagt, da L jo ikke længere går i vuggestue 
… brugt morgenen på at drikke kaffe og læse mikrobiologi, mens L sad ved siden af mig og så Gurli Gris
… været på formiddagsindkøb med L
… blundet på sofaen i 20 minutter
… serveret eftermiddagsfrugt for drengene, da de kom hjem
… klippet fødselsdagspynt til festen på lørdag
… nydt at grine med og betragte L, og se (sådan rigtigt se) hvor stor han er ved at blive
… udtænkt kager til festen, der passer til S’s udvalgte tema 🙂
… været ude at gå tur i sne- og solskinsvejr
… lavet aftensmad
… glædet mig over, at jeg havde muligheden for at hjælpe med at ‘passe’ L, servere eftermiddagsfrugt for drengene og gå en eftermiddagstur i snevejret
… grinet med og nydt at se drengene lave aftengymnastik på køkkengulvet
… selv lavet både mave-, arm- og rygøvelser, fordi drengene tvang mig til det 🙂
… fået læst godnathistorie af S, der øver sig i at læse

Det er de små ting, der gør forskellen, ik? <3

 

P.S. Jeg har tidligere delt mange af mine tanker ifht livet, døden og min fars kræftsygdom. De kan læses her

Older posts