Modvind og ulykker i flok

fullsizeoutput_2353fullsizeoutput_2351

Hvis ikke jeg havde (virkelig meget) andet at give mig til, så kunne jeg nemt komme til at gå rundt og hænge lidt med næbbet eller måske endda sætte mig ned og stirre tomt ud i luften…
Jeg synes efterhånden, der er lidt for meget modvind for tiden. Men ulykker kommer jo som bekendt i flok… Ihvertfald herhjemme…

I sidste uge fortalte min allerbedste studiebuddy, at hun havde valgt at melde sig ud af studiet. Det var et virkelig hårdt slag for mig, der slog mig totalt ud af kurs. En mavepuster uden lige, der kostede en del tårer. Jeg følte – og føler – at jeg pludselig står helt alene med en ‘projekt’, jeg ikke kan klare selv. Især nu, hvor jeg selv har haft mine tvivl og ambivalente tanker, var det en tryghed for mig, at vi kunne følges og dele vores frustrationer. Hive hinanden op, når det blev (for) hårdt, svært eller træls, og terpe eksamenspensum, som vi gjorde det så godt på 1. semester. Vi var et fantastisk godt team! Jeg følte, og glædede mig dagligt over, at det var begyndelsen på et virkelig fint venskab.
Nu har jeg mistet min wingman, og skal til at finde ud af at klare mig igennem selv. Jeg har mistet den tryghed, der var i, at vi var to om at klare skærene sammen. Jeg var slet ikke forberedt på, at det skulle gå sådan, så chokket sidder stadig i mig, men jeg håber, jeg formår at komme godt videre – måske efter en god, lang sommerferie…

Som jeg allerede har skrevet om her, så gav W os noget af chok for et par uger siden. I fredags styrtede han så på cykel, men cykelhjelmen tog heldigvis godt fra. Udover skrammer på kroppen, slog han en af sine (fine) fortænder ned i asfalten, og slog endda et lille stykke af. Av for den! Det gør godt nok ondt i morhjertet, at han skal være så hårdt ramt.
Han tager det dog heldigvis i stiv arm – det kunne jeg lære noget af 😉 Han var mega sej til at sidde og pille sten ud af sit sår, mens jeg gik rundt med blodsmag i munden på hans vegne, og begyndte at tvivle på, om jeg overhoved er egnet til at blive sygeplejerske. Når drengene slår sig, mærker jeg deres smerte (måske næsten stærkere end de selv gør)…!

Men ulykkerne holder jo ikke ved det….
Sidste år skrev jeg det her indlæg, og nu er vi næsten samme sted igen…

I går kom A hjem fra fodboldkamp alt for tidligt. Efter 5 minutter på banen, i den første fodboldkamp siden sidste år, hvor uheldet også var ude – i går var det dog med smerter i fod og læg og en klar mistanke. En tur ved vagtlægen blev til et besøg på skadestuen, der bekræftede mistanken. En totalt overrevet akillessene senere, ligger han nu med benet oppe og skal have hhv. gips og støvle på i min. 8 uger og derefter starte genoptræning lige så stille.
Konsekvenserne kan jeg slet slet slet ikke lige overskue, og hvis ikke jeg i forvejen havde besluttet mig for at tage en dag ad gangen, så var det vist på tide at lave den regel…

Listen over, hvad man ikke kan, når man har et ben i gips og en krykke i hver hånd, er vist for omfattende at lave. Det er nok nemmere at lave en liste over de ting, man stadig kan… 😉
Nu skal vi til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer igennem hverdagen og sidenhen hvordan vi klarer sommer(ferie), runde fødselsdage, praktiske ting osv. Køre bil kan han jo ikke engang, og slet ikke dase i poolen, så vores kør-selv-tur til Sydfrankrig skal måske også revurderes.
Jeg forsøger at finde de positive ting ved det, men de gemmer sig godt…
Jeg ved kun, at det bliver nogle svære og udfordrende måneder, vi går i møde. Både for A og for os andre. Og det udfordrer mig, især fordi måneden i forvejen har budt på mange svære mærkedage.

Lige nu, hvor jeg endelig sidder stille efter en hektisk dag, der blev afsluttet med 3 timers naturskolearrangement med W og hans klasse, kan jeg næsten ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg er træt!
For 2 dage siden tænkte jeg, at den forestående eksamen om en lille måneds tid var det højeste bjerg, der skulle bestiges indenfor nærmeste fremtid. Nu er udsigten udover bjergene en helt anden…
Ja, sådan er det jo med livet. Man ved aldrig, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Men mon ikke vi nok skal klare det, på den ene eller anden måde. Hvis bare vi kan holde humøret oppe, midt i alt det, der er surt og svært, så går det nok…

Nu vil jeg hoppe i seng (selvom klokken ikke engang er 21 endnu) og glæde mig til at få weekend i morgen kl. 15. Det bliver intet mindre end fantastisk!

Rigtig god aften derude

3 års fødselsdag i solen – traditioner, gaver, fodbold og forberedelser…

fullsizeoutput_2083
Forberedelser til søndagens fødselsdagsfejring
fullsizeoutput_2071
Fødselsdagsforberedelser; gaveindpakning, vinsipning, tiramisurester og tebirkes
fullsizeoutput_2073
Morgenbordet
fullsizeoutput_2074
En af fødselsdagstraditionerne – friskbagte thebirkes.
Opskriften er her
fullsizeoutput_2075 fullsizeoutput_2076 fullsizeoutput_2077 fullsizeoutput_2078 fullsizeoutput_2079
Gaverne kom straks i brug – de to seje sværd har jeg købt lige her
fullsizeoutput_207a
Læring og leg i én – og drengene gik straks i gang 🙂
Det magnetiske puslespil med kroppen har jeg købt her
fullsizeoutput_207d

3 år <3
fullsizeoutput_2084fullsizeoutput_2085fullsizeoutput_2080
Fejringsmenuen – bestemt af fødselsdagsbarnet
Opskriften på burgerboller er her
fullsizeoutput_2081

I lørdags var der en lille lykkespire herhjemme, der blev et år ældre. Han har talt ned i lang tid og endelig kom dagen!
Som klichéen foreskriver, forstår jeg simpelthen ikke hvor tiden blev af!
På den anden side kan jeg næsten ikke huske længere, hvordan det var at have en lille bitte én på armen. Jeg synes efterhånden, det er længe siden, at alt det, der minder mig om at have (haft) en baby, er forsvundet… Han kan så mange ting selv efterhånden. Også hjulpet godt på vej af de to storebrødre, der er gode at kopiere og kigge efter. L er klart blevet større hurtigere, end de to andre…!
Måske er det også svært for hjertet på en anden måde, end med L’s storebrødre. Når nu han er yngste mus i flokken, er der mange ting, der er ‘for sidste gang’. Jeg har slet ikke travlt med, at de skal vokse op og blive helt deres egne… Jeg ville blot ønske, jeg havde mere tid til at nyde hvert sekund med dem…

Fredag aften, mens A var til ishockey VM og drengene slumrede i deres små senge, hyggede jeg mig med at forberede thebirkes og dække bordet til søndagens fejring.

Lørdag morgen vækkede vi L med morgensang og satte os derefter til bords og skød fødselsdagsdagen i gang med manér.
Flaget blev hejst i haven og gaverne blev taget i brug med det samme. Udover legetøj fik han også et par fodboldstøvler. Jubelen ville ingen ende tage, og heldigvis indbød vejret til, at de skulle testes med det samme.

Sikke en fantastisk dag at fejre fødselsdag – og så endda som en del af en miniferie. Ovenpå en temmelig hektisk og forfærdelig start på Kr. Himmelfartsferien, var det tiltrængt at give sig hen til alt det rare – det der betyder det hele <3

Dagen blev afsluttet med burgere og fritter og forventningens glæde, som sommerfugle i maven, for om søndagen var der inviteret til en helt særlig fest. Mere om det i næste indlæg – måske I allerede har luret temaet? 🙂

Rigtig dejlig mandag derude!

En slem forskrækkelse – når (mor)hjertet kommer på overarbejde

fullsizeoutput_1ed9fullsizeoutput_1ed7

I går fik vi os noget af en forskrækkelse. Bedst som jeg troede, jeg ikke havde flere kræfter tilbage – blev jeg klogere. Jeg synes ellers der har været rigeligt at slås med de sidste par uger. Både svære mindedage og ambivalente, frustrerende tanker.

Men…. I går, da jeg kørte hjem efter (endnu) en travl dag i klinik, drømte jeg om at bruge eftermiddagen på terrassen. Måske endda snuppe en morfar i solen, ingen A smuttede af sted til oldboyskamp og W skulle til ‘natminton’-overnatning med en kammerat.

Da jeg kørte ind i indkørslen, kom A ud af døren og jeg kunne med det samme se på hans blik, at noget var galt. Jeg sagde til ham, lidt i sjov, at han så så alvorlig ud, og han sagde, at det var han egentlig også. Han var lige blevet ringet op fra fritteren, at William var faldet et par meter ned og var landet på ryggen på en skarp kant og faldet videre ned på et betongulv. De havde tilkaldt en ambulance.
Jeg fik L og S ud i bilen, og så kørte vi ellers af sted for at forsøge at nå ud til ham, så jeg kunne køre med ham ind på sygehuset.

Da vi kommer derud, ligger han på det kolde betongulv og græder, mens der sidder to omkring ham og holder hans hoved og krop. Jeg går hen til ham og snakker med ham og forsøger at berolige ham. S bliver også meget påvirket af situationen, så mens A snakker med W, trækker jeg mig lidt tilbage sammen med ham, og snakker med ham om alt det, der sker.

De pakker W ind i en vacuummadras og kører ham ud i ambulancen. Det er lige på det tidspunkt, hvor alle forældre strømmer ind for at hente deres børn, så der er mange mennesker, lyde og larm.
På skadestuen ender vi med at vente i 5 timer, fordi der, næsten samtidigt med os, kommer en del ambulancer ind fra et færdselsuheld.

Mens vi er på stuen, kommer der 4 patienter ind og ud bag forhænget ved siden af os.
W er (selvfølgelig) meget påvirket af det hele. Først rigtig ked af, at han ikke kan komme til badmintonovernatning, som han havde glædet sig til i flere uger. Dernæst dukker der mange tanker og oplevelser op, fra da det skete. Piger der havde skreget, hans kammerater, der havde været kede af det og snakke hen over hovedet på ham, fordi det hele skal gå lidt stærkt.
Dernæst var der mange af de ting, der foregik omkring ham på skadestuen og bag forhænget, der var svære for ham at forstå.
Jeg brugte en del tid på at tale med ham om det hele, om og om igen. På en måde var det nogle meget intense timer, og han og jeg gik lidt i ét. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der videre skulle ske. Jeg var i nuet, sammen med W.
Han var mega sej til at holde hovedet koldt, også selvom han havde vildt ondt. Og faktisk – hvis jeg skal være lidt antijantelovsagtig – så overraskede jeg også mig selv. Positivt altså. Jeg holdt også hovedet koldt og var rolig. Jeg har aldrig prøvet at køre i ambulance før, og heller ikke prøvet noget så akut med en af drengene, så jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. Jeg har altid haft svært ved det, når de er kommet til skade (og bløder), men det er som om, sygeplejestudiet har rykket en del i forhold til det (allerede). Jeg har fået lidt mere hård hud 😉

Mens vi ventede på skadestuen, var der mange forældre, der skrev til A og mig for at høre til W, og det var meget rørende, at der var så mange, der tænkte på ham <3

Efter lang tids venten bliver W undersøgt af en læge, og da han er meget øm i og forslået på ryggen, vil de gerne have scannet ham for en sikkerheds skyld. Efter en tur i CT-scanneren kan de konstatere, at intet er brækket, men at der er en blodansamling langs rygsøjlen, svarende til der hvor han har ondt, og hvor der er en stor hudafskrabning.

Vi får lov at tage hjem kl. 21.30 og drøner direkte mod McD, for at købe aftensmad efter W’s ønske. Kl. 22 sidder vi ved middagsbordet og er drøntrætte. Vi skynder os at spise og hopper direkte på hoved i seng bagefter.
Jeg vidste, at jeg nok ville have svært ved at sove ovenpå sådan en omgang, men da jeg skulle sætte vækkeuret til kl. 5, var jeg nødt til at forsøge at få lidt søvn….

Det er utroligt, hvad kroppen kan – bedst som man tror, der ikke er mere at give af, så finder man (igen) ud af, at der er et reservebatteri, der tager over. Endnu en gang blev vi mindet om, at livet er skrøbeligt. Heldigvis slap vi alle med knubs. Nogle af os kun indeni, men W også udenpå…

Nu har jeg endelig weekend, efter en hektisk dag i den hvide uniform, og jeg satser på, at det bliver én, der lader batterierne op.
Der er en fødselsdag i sigte, der skal fejres både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til at bruge dagen i morgen på at forberede og se en lille stolt fyr nyde dagene i fulde drag 🙂
Nu satser jeg på, vi undgår de helt store forhindringer det næste lange stykke tid. Synes egentlig vi har taget vores tørn…

Rigtig god aften derude

Sorg – 2 års hjertesmerte

fullsizeoutput_1ec8

Kære far

I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv.
I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag.
På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt.

De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig!

De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her.
Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg en stærk tro på, at du skulle være her hos os i mange år. Jeg havde aldrig forestillet mig andet.
Da jeg mistede dig, lærte jeg livet at kende. At vi ikke må tage det for givet.
Jeg lærte, hvad kærlighed (også) er. Uundværlig, uretfærdig og ubarmhjertig.
Jeg forstod da, at sorg er kærlighedens pris. Og jeg betaler for det hver eneste dag.

Jeg husker stadig så tydeligt, da vi sagde til dig, at det var okay at give slip. At vi nok skulle klare os.
Jeg mente det ikke. Men jeg vidste at der ikke var andet at gøre. Jeg var nødt til det. Der var stærkere kræfter på spil.

Jeg savner dig, far! Hvert eneste øjeblik! Jeg forestiller mig, at vi ses igen en dag. Og på den måde er døden knap så skræmmende. Indtil da bærer jeg dig i hjertet.

**********

Jeg er ikke særlig gode venner med livet for tiden. Jeg ved, jeg burde være taknemmelig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg er sur på livet! Jeg er ked af det. Bange for at miste igen. Mit hul i hjertet er stadig kæmpe stort. Mon det nogensinde vil hele?
Den boble af sorg, der omsluttede mig for 2 år siden, er stadig intakt. Sorgen er stadig altoverskyggende. Savnet er enormt. I tiden lige efter, var der så meget praktisk, der skulle ordnes. Hvor kræfterne til det hele kom fra, ved jeg ikke. Vi gjorde det bare. Måske på autopilot. Fordi vi skulle.
Sidenhen har jeg brugt mange kræfter på at forlige mig med alt det, der skete i sygdomsforløbet. Forsøgt at acceptere, at livet er uretfærdigt. Det går ikke så godt…

Jeg husker så mange ting fra det lange sygdomsforløb. Dufte, stemninger, lugte, ord, berøringer, følelser, usagte ord, blikke. Jeg kan stadig mærke det hele.

I søndags, halvvejs på min indkøbsrunde i supermarkedet, blev jeg dårlig. Som om én havde givet mig en mavepuster.
Jeg fik hurtigt samlet de sidste ting sammen, betalt og kørt hjem. Da A mødte mig i entreen, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg havde det som om, min krop ikke kunne rumme mig mere. Som om den ville falde sammen, lande på gulvet og blive liggende, hvis jeg gav slip på sidste nerve.
Mit hjerte har lyst til at skrige. Stoppe op og lade stå til, mens jeg græder. I stedet sætter min hjerne min krop i sving, og sørger for at den gør det, den skal.
Og midt i min sorg, er der så meget andet, der spænder ben. Og hver dag står jeg op, og gør det, jeg skal.
Hvis ikke jeg havde A og vores 3 lykkespirer, så ved jeg helt ærligt ikke hvad der skulle få mig ud af sengen. Men det gør mig også sårbar. Jeg er bange for at miste igen. Bare tanken kan få mine tårer til at trille.
Det føles voldsomt at mærke sorgen så stærkt. Jeg ved godt, at den ikke må tage over. Men jeg kan mærke, at den skal have plads. Der skal prikkes hul på boblen, så noget af sorgen kan løbe ud.

Jeg bliver aldrig venner med livets uforudsigelighed. Lige nu er vi her. Men hvad med om et øjeblik?
Én ting har ændret sig fundamentalt for mig i løbet af de sidste par år. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg vil have det bedste ud af det. Jeg nægter at spilde tiden på at være ked af det, frustreret og trist. Men det er store følelser, der er svære at fortrænge konstant. For livet gør også ondt, det har jeg lært. Det kan ikke være anderledes og det kan ikke undgås. Men netop derfor må man også huske at nyde det, når det er til at holde ud – eller ligefrem fylder én med lykke.
Det aller vigtigste er at finde lykken, både i de store og de små ting – og så holde godt fast i den!

Det er så corny at sige, at man skal huske at sætte pris på det, man har, og fortælle dem, der betyder noget, at man elsker dem – men det er virkelig så ægte rigtigt!

**********

I eftermiddags var vi nede på kirkegården sammen med min mor, og bagefter spiste vi middag sammen her hos os, med min bror og svigerinde. Fordi det er vigtigt at være sammen, midt i alt det, der gør så forbandet ondt.
I morgen er det 2 år siden vi fulgte kisten hjem fra Hospice. En uendeligt trist, men også varm og smuk forårsdag, som i dag.
Der er mange årsdage for tiden, der river i hjertet, men det er kærlighedens pris, som jeg betaler nu…

 

 

Der er mange flere tanker om døden, livet og kræftforløbet lige her

Lykkeglimt fra de ekstra fridage + en stor TAK!

fullsizeoutput_1d25
Ny cardigan fra min mors hånd – der passer perfekt til kølige forårsdage
fullsizeoutput_1d26 fullsizeoutput_1d27
Friskbagte hveder – det hører sig jo til! Måske jeg skulle bage dem lidt oftere 😉
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d28 fullsizeoutput_1d2b fullsizeoutput_1c8a
Forårsblomster overalt – jeg er vild med det <3
Sandalerne har jeg købt her
fullsizeoutput_1d64
Issandwich – en perfekt måde at fejre solstråler på
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d67
Grilltid
fullsizeoutput_1d40
A new day – another dress
Kjolen kan købes lige her
fullsizeoutput_1d2d
Morgenmad på en fridag <3
fullsizeoutput_1d2e fullsizeoutput_1d31
Til kaffe hos A’s fantastiske mormor og drengenes oldemor
fullsizeoutput_1d37
Tænk at være fyldt 90, og stadig kunne stille an med så fint et bord
fullsizeoutput_1d39
Når den forårskåde, knap så farveforskrækkede indtager køkkenet
Forklædet har jeg købt her – fordi det giver lidt ekstra krydderi på madlavningen
fullsizeoutput_1d3c
Forårsruller med masser af grønt (og helt uden friture) – sprøde og hapselækre
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d3d

Ovenpå en omgang store og svære tanker, er det vist på sin plads med en omgang lykkeglimt fra en tiltrængt forlænget weekend – der skal jo være balance i tingene 😉

Men inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg sende en stor TAK til alle jer, der har skrevet kommentarer, mails og beskeder her og der! Det har været meget overvældende – på den gode måde. Og jeg kan konkludere, at jeg langt fra er den eneste, der har stået i det her dilemma.
Det har forstærket min tro på, at det hjælper at tage en dag ad gangen – lige nu ihvertfald.
Jeg synes kun, jeg ser glade opslag fra studerende, der synes, det er livets eliksir og én stor bekræftelse at møde ind i praktik hver dag. Men nu hvor jeg fik nedskrevet mine tanker, kan jeg læse, at der er mange derude, der kan genkende det, jeg kæmper med. Så TAK, fordi I tog jer tid til at læse med, skrive til mig og komme med gode råd.

I går var jeg af sted igen. Det var en rolig formiddag uden de store udfordringer. Men over middag blev jeg sendt ud over kanten og prøvede noget, som ikke er mange forundt i klinikken, og det gav mig en smule mere blod på tanden og gjorde mig et par centimeter højere. Endnu en oplevelse, der viste mig, at jeg – om ikke andet – kan mere, end jeg troede om mig selv. De næste uger vil jeg gemme på alle de små, gode oplevelser – dem kan ingen tage fra mig!

I dag har jeg studiedag, og arbejder med en praksisfortælling og en medicinopgave, der skal afleveres i morgen.
I eftermiddag skal vi fejre min farmors fødselsdag, og aftenen satser jeg på at bruge på sofaen – med A ved min side og et afsnit eller to af Designated Survivor.

Rigtig god tirsdag – og 1. maj – derude. Vildt at vi allerede er kommet til maj!

Older posts