Tanker om det skrøbelige liv

480

Lige for tiden har jeg det som om, at livet forsøger (lidt for ihærdigt) at minde mig om, at det er en skrøbelig størrelse, man aldrig kan være sikker på, og som ikke giver nogen garantier.

Og her tænker jeg ikke engang på alt det, jeg allerede er stødt på i forbindelse med studiet

Om eftermiddagen, efter første skoledag, kørte der en bil foran mig, der var millimeter fra at køre galt midt i en overhaling.
I sidste uge, da jeg kørte hjem fra skolen, var der omkørsel pga. en trafikulykke, der på tragisk vis havde dødelig udgang.
I fredags var jeg selv tæt på at blive involveret i et harmonikasammenstød, da bilerne bagved mig var tæt på at køre op bag i mig, da en bil længere fremme bremsede pludseligt og hårdt op.
Og i morges var der igen omkørsel på vej til skole, da 3 biler var kørt sammen. Jeg blev mødt af blå blink og et virvar af biler på vejen og blev igen mindet om min egen (og andres) skrøbelighed.
Tænk hvis jeg var kørt af sted lidt før… Havde jeg så været impliceret i eller vidne til ulykken?
Resten af vejen til studiet tænkte jeg på, om det mon var nogen, jeg kender, der var involveret i ulykken…

Jeg synes slet ikke det er rart at skulle køre på en vej hver dag, der er ‘kendt’ som ulykkesvej. Der står tilmed skilte undervejs, der fortæller én, at det er en ulykkesvej!
Jeg synes især ikke det er rart, når jeg dagligt oplever, hvor hovedløst folk kører på ruten. Som om de ikke læser skiltene eller ikke forstår alvoren… Det understreger blot, at rygtet og skiltene taler sandt og er der af en grund…
Og det skræmmer mig helt ind i hjertekulen og allerlængst nede i maven (abdomen 😉 ).
Bare tanken om, ikke at komme godt frem eller hjem igen…. Jeg kan nærmest ikke tænke tanken til ende…

Jeg ser dagligt folk foretage vanvittige overhalinger på landevejen, for senere at holde bag ved dem i lyskrydset i byen. Men jeg er ikke sikker på, de overhoved forstår, at de intet ‘vandt’, ved at risikere deres eller andres liv…

I går fik jeg besked om, at et familiemedlem skal gennem ‘kræftpakke’-undersøgelser. De næste dage – og måske uger – kommer til at gå med uvished og mange tanker på den front også…

I aften, når drengene er puttet, og A er kommet hjem fra hundetræning, vil jeg nyde et glas rødvin med ham og glemme lektier, praktiske gøremål og dårlig samvittighed for en stund.
Måske ville jeg normalt ikke drikke vin på en (helt almindelig) onsdag, men i aften vil jeg glemme det ‘normale’. Fordi jeg trænger til at sidde med A i den ene hånd, et glas vin i den anden og snakke, uden at tænke på, at jeg burde læse lidt mere, rydde op eller indhente lidt nattesøvn…

Man kan ikke leve hver eneste dag, som var det den sidste. Men man kan forsøge at få det bedste ud af hver dag. Og indimellem, når jeg bliver fanget i hamsterhjulet, og synes dagene ligner hinanden (lidt for meget), og de er fyldt til randen med ting, der skal gøres; studier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter, madpakker, madlavning, tøjvask og indkøb, kan det være helt rart at bryde ud og gøre noget ‘man ikke ellers ville gøre’. Om det så er at drikke et glas rødvin på en hverdag, bage en kage eller danse i regnvejr….

Det er måske også dét, livet kan; minde én om, hvad der er vigtigt. Og at man skal nyde det, mens det er her…

Og hvad vil jeg så egentlig sige med alt det her?
Måske ‘bare’ minde mig selv – og måske jer – om at bryde ud af hverdagen indimellem, og gøre noget, man ellers ikke ville gøre – også selvom det kun er en lille ting, som at drikke et glas rødvin på en onsdag…
Og blive ved at huske på vigtigheden af at kysse hinanden ‘på gensyn’ om morgenen, give et (ekstra) kram og fortælle dem tæt på én, at de betyder noget…

God aften derude – pas godt på jer selv og hinanden <3

 

P.S. Hvis det her var alt for langhåret, kan I evt. kigge på indlægget fra i går, der udelukkende handlede om materiel lykke 😉

Første skoledag som sygeplejerskestuderende

131
S lavede et fint billede i sidste uge, der nu hænger på køkkenvæggen, og minder ham og mig om, at vi godt kan 🙂

Nå, jeg synes, jeg lige vil komme med en update på, hvordan den første skoledag gik…
Mine tanker om det hele, inden det gik løs, skrev jeg jo om lige her, så det mp være på sin plads med en update.

Jeg kørte hjemmefra lidt over 8. Turen til skolen gik fint, omend jeg måtte blinke tårer væk et par gange. En halv time alene i bilen, med musik i ørerne og plads til at lade tankerne flyve frit, sendte dem i min fars retning.
Savnet og sorgen rev i hjertet og gennemblødte plasteret, der dækker for hullet i hjertet.
Når jeg bliver virkelig nervøs og skubbet ud af min comfortzone, så tænker jeg på, at jeg kan klare meget mere, end jeg selv tror. For jeg klarede at være der for ham, og gå igennem umenneskelige ting for og med ham. Og så kan jeg også klare det, jeg bliver budt af andre udfordringer. Jeg tænker, at han nu er med mig på den måde, og sender mig styrke <3

Jeg har altid haft det sådan, at jeg i dagene op til noget ’stort’, har bøvl med maven, fryser og er virkelig spændt og nervøs. Når jeg så står foran det, så tager min mave sig sammen, og nerverne trækker sig tilbage og lader mig klare skærene. Præcis det samme skete i går. Da jeg parkerede ved skolen og vidste, at jeg var i god tid, trak nerverne sig tilbage og min indre styrke blussede op. Det er egentlig rart at have det sådan, men jeg er altid bange for, at styrken svigter mig – lige indtil den viser sit ansigt…

Da jeg kom ind i lokalet på skolen, fik jeg tildelt et navneskilt og henvist til et bestemt bord, hvor min klynge skulle holde til. Der var allerede halvt fyldt ved bordet og jeg genkende straks et ansigt. En mor til en pige, som S har gået i børnehave med. Den sidste rest af sommerfugle faldt på plads og nervøsiteten blev afløst af spænding og forventningsglæde. ‘Det her skal nok gå’.

Der er 50 på mit hold, så det er en stor flok. Mange nye ansigter og navne, der skal læres. Og en masse rutiner, der skal ind på rygraden. Der er stor aldersspredning på holdet. Den ældste er 50 og den yngste under 20 år, og vi er en del, der har børn. Vores baggrunde er meget forskellige, og vores forudsætninger for at være der, er det også. En del har baggrund som sosu’er eller har erfaring fra plejehjem, og så er der mange, som mig, der har en helt anden baggrund.
Jeg tænker, at det giver en god dynamik på holdet. Ud af de 50 nye studerende, er de 3 af dem mænd 😉

Dagen gik med informationer, både fra lærere og tutorer, og vi skulle alle præsentere os selv for vores 49 medstuderende. Vi sang fællessang og blev vist rundt på skolen. Vores studiegrupper blev råbt op, og jeg har allerede en rigtig god fornemmelse omkring det hele. Lærerne virker utrolig dygtige og kompetente og de piger, jeg fik snakket med fra min klynge, virker super søde.

Jeg havde besluttet mig for at overvinde min generthed, og turde spørge ind og starte samtaler, og det gik rigtig godt. (Jeg har for øvrigt skrevet om min introverthed lige her)

Kl. 14 var første skoledag slut, og jeg kørte hjem med solen i ansigtet, og med et kæmpe smil på læben, der nåede helt ned i maven.

Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang – sådan rigtigt.

Apropos indlægget fra i torsdags, så siger den lille djævel på min skulder, at det slet ikke er sikkert, at det fortsætter med at være godt. Men englen råber højere og siger, at jeg skal nyde det, og ikke tænke på alt det, der ‘måske kan ske’. Så det vil jeg gøre!
Jeg tror og føler, at det her bliver helt vildt godt! I går genopdagede jeg følelsen af, at jeg godt kan! Jeg mærkede troen på mig selv. Det føles så rigtigt – og jeg har allerede lavet mine lektier til på mandag 😉 (Det bliver nok ikke ved at være sådan hele vejen, så det vil jeg også lige nyde lidt 😉 )

God weekend derude

P.S. Nu skal det selvfølgelig ikke kun handle om mit nye liv som sygeplejerskestuderende her på bloggen, men lige nu får det lov at få lidt plads. Men bare rolig, jeg har også masser af andre indlæg i støbeskeen til jer 🙂

Dagen før dagen – med en engel og en djævel på skulderen

315 318 321
Love iPhone cover – købt her (reklamelink)
300
Leopard sleeve til mac’en – købt her (reklamelink)
323

Nå, så er nedtællingen for alvor ved at nå sin ende! I morgen sker det… Første dag i resten af mit liv…

Tak for jeres søde og opmuntrende ord de sidste par uger, både her og på Instagram (@mormedmegetmere)
De betyder mere, end I måske lige aner. Det er virkelig rart at have et lille heppekor, jeg kan minde mig selv om, når nerverne går i selvsving 😉

Dagen i dag er nemlig gået med at lytte til små diskussioner mellem englen og djævelen på min skulder (ja, præcis som i en Anders And tegnefilm, hvor de sidder og mundhugges). De kan slet ikke blive enige om noget som helst…! 😉
Den ene er helt overbevist om, at det hele bliver vildt godt. Den anden er en rigtig lyseslukker…

Min mave har også virkelig været en fest at være sammen med! Den har såmænd slået kolbøtter hele dagen (helt ærligt, synes godt den kunne have ventet til i morgen!)

Jeg har forsøgt at nå en masse; rydde op, handle ind, få små (og større) projekter vinget af listen, så de ikke fylder mere. Men mest af alt har jeg drejet rundt om mig selv et utal af gange.
Tasken er så godt som pakket, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal tage på. Det er rart at have styr på det, så jeg kan koncentrere mig om sommerfuglene i morgen tidlig.

Jeg har været inde at læse på studienet, hvor der allerede ligger virkelig mange dokumenter, opgaver og info om eksamen. Sådan noget er virkelig noget, der kan få englen og djævelen til at diskutere! For når jeg læser om alt det jeg skal, de næste uger og måneder, så bliver jeg virkelig nervøs – og spændt. Kan jeg nu lære det? Nej, siger den ene. Ja, selvfølgelig, siger den anden.

Det er længe siden, jeg har været så nervøs for noget, som jeg er for dagen i morgen. Når jeg forsøger at finde frem til hvorfor, så er jeg ret sikker på, at det er fordi jeg er helt vildt bange for at finde ud af, at det ikke er noget for mig alligevel. Nu har jeg glædet mig i virkelig lang tid og set frem til det med stor iver – og tænk så, hvis det ikke er det jeg tror, håber og regner med? Hvad skal jeg så?
Og så er det at englen siger, at det selvfølgelig bliver som jeg håber på, og at det er det helt rigtige. Og jeg forsøger at lade hjertet råbe højest og turde tro på, at det er helt rigtigt, det englen siger.

I bund og grund er det nok fordi jeg har mistet troen på mig selv. Den er blevet væk undervejs, mens jeg har forsøgt at finde glæden ved et arbejde, som slet ikke var mig. Jeg ved, at glæden og troen på mig selv er derinde et sted, men måske jeg først kan finde den frem, når jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan!

Mht. studierne, så kommer jeg i tvivl og mister troen på egne evner, når jeg tænker på nogle af de ting, jeg skal lære.
Jeg har skrækkelige ‘traumer’ med i bagagen, når det kommer til kemi og fysik. Jeg er rædselslagen for, at det kommer til at blokere for min hjerne, så den tror, den ikke kan lære det, den kan (og skal). Jeg håber, jeg kan vise mig selv, at jeg kan mere end jeg tør tro. Jeg har mega meget mod på at overvinde alle de djævelske tanker, der rumsterer! Lige nu er de næste 3,5 år noget kæmpestort og uhåndgribeligt i mit hoved. Jeg ser frem til at få det tygget ned i mindre bidder. Og så må jeg tage en dag ad gangen.

For nogen dage siden fik jeg en mail med en jobmulighed, der var lige noget for mig – altså mit ‘gamle’ jeg. Det lød virkelig godt og passede lige til mig, på rigtig mange områder. Et job indenfor det jeg kan og ved en masse om. Det var egentlig ret fristende, for det var et job med både udfordringer og løn.
Men… jeg var dog heldigvis slet ikke i tvivl om, at jeg skulle takke nej. Selvom fornuften forsøgte at overbevise mig om, at det ville være meget nemmere, tryggere og måske endda bedre for alle.
Hjertet fik dog lov at råbe højest! Jeg er nødt til at tro på, at jeg kan klare det. At jeg, med hjælp fra dem omkring mig, kan komme igennem det, der er svært. Og at jeg kommer ud på den anden side til noget, der er meget bedre end det jeg kommer fra.

Mailen tog jeg som et kompliment, og valgte at arkivere den et sted indeni, som en forsikring om, at jeg kan noget, og at jeg har noget at falde tilbage på, hvis alt andet fejler. (Det hjælper lidt, når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele nok skal gå)

Jeg drømmer om, at de næste 3,5 år bliver vildt sjove (og ja, I know, hårde), og at de også indeholder nye venskaber. Jeg vil vildt gerne prøve at være ‘en af dem’, der har studiekammerater, der hænger ved mange år frem – og som gør studiet nemmere, når det driller. Men på grund af min mobbe-bagage (som jeg har skrevet om her og her) så tør jeg slet ikke håbe på det…

Jeg er bange for at forvente og håbe for meget, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange tidligere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det er så ambivalent – og måske helt almindeligt… Mon ikke nogle af mine kommende medstuderende sidder med (nogle af) de samme følelser som mig lige nu….?

En ting er ihvertfald sikkert; jeg vil finde alt mit gå-på-mod frem i morgen, og gøre alt hvad jeg kan for, at det bliver supermegagigagodt 🙂

Nu vil jeg nyde aftenen sammen med A – og et glas rødvin, for at dulme nerverne lidt – og håbe på en god nats søvn

God aften derude

 

P.S. Nu fik jeg afløb for nogle af mine mange tanker omkring skolestart i morgen. Jeg håber, at jeg om noget tid kan læse dem igen og tænke, at det var helt unødvendigt med alle de bekymringer 😉

327

Lykkeglimt, godter og stress over, at tiden rinder ud…

004
Helt-alene-stund – aaaahhhh
001
Biograftur i sofaen
015
Lækker stikkelsbær/rabarbertærte med crumble – opskrift her
027
Vores gulerødder fra højbedet afspejler meget godt verden – store, små, skæve, sjove, skøre, sammenflettede…
030
Rester på den gode måde – nogle af dem gemt i en friskbagt tærte, som altid er min redning på travle dage – opskriften er her
034
Salat med spinat, gulerødder, vandmelon, agurk, blåbær, feta og balsamico
043 005 019 069
Luftige burgerboller med en smule grovhed – uhm! Opskriften er her
072
Så er computeren på plads til studiestart – gisp, det koster gysser at skulle til at være studerende
169
Burgerbollerne skulle bruges til fiskeburgere – mums, en god mundfuld!
175 001
Ristet rugbrød med ost – er og bliver en af mine favoritter!
027
En lille fisk, der kom med hjem fra vores sommerferie i Skallerup
148
Det eneste gode ved det her ’sommervejr’ er, at jeg kan lufte min nye yndlingsjakke (kan købes her – reklamelink)
141
Photobombed 🙂
212
Speltotto med laks on the side – jeg er vild med det! Opskrift her
181
Et projekt, der tager sin tid – men det er også okay 🙂
179171

Godmorgen derude!

Så er weekenden allerede godt i gang – vi har, som altid, været tidligt oppe 😉
Inden jeg hopper ud i lørdagen, sådan for alvor, vil jeg lige dele en god portion lykkeglimt med jer, fra den seneste tid.

Drengene har været af sted i skole og vuggestue i denne uge, så jeg har haft en smule alenetid mellem praktiske gøremål. Det har været SÅ skønt! Selvom jeg synes, vi har haft en virkelig god sommerferie sammen i 5-6 uger, så kunne jeg mærke til sidst, at både drengene og jeg trængte til hverdag.

Hver dag føles lidt som en nedtælling til noget virkelig vildt og stort… Jeg forsøger at nyde, at jeg har et par uger endnu, inden min (meget) nye hverdag starter. Men på en måde glæder jeg mig vildt til at komme i gang, og forhåbentlig finde ud af, at det er det helt rigtige 😉 På den anden side har jeg en smule stressfølelse i maven, fordi jeg synes, der er så meget jeg skal nå, inden min ‘frihed’ bliver frarøvet mig og lektier er det eneste på min to-do…

De sidste par dage har A knoklet med at lægge gulv i gangen – det sidste indendørs renoveringsprojekt i denne omgang. Det er blevet vildt godt, nu skal vi bare lige på plads igen rundt omkring, så kan vi for alvor nyde alt det, vi har knoklet med de sidste måneder. Det er tiltrængt. Og fedt at være i mål indenfor, inden alt det nye venter.

Nu venter der et par store projekter udenfor – vi render vist aldrig tør for projekter – og hvis vi gør, så finder vi nok på noget 😉

I dag er der masser af skæg på programmet, vi skal nemlig holde vejfest. A og jeg er blandt arrangørerne, så udover at skulle hygge, skal vi også lige sørge for, at tingene glider. Jeg har brugt de sidste par dage på at arrangere små ‘lege’ rundt i gaderne. Det skal nok blive sjovt. Det er første gadefest, mens vi bor her, så jeg ser frem til at lære nogle af vores ‘genboer’ bedre at kende.

Hvad har I mon af planer for denne lørdag?

God weekend ihvertfald

Tanker om mit nye liv som studerende…

030 031

I dag kom posten forbi med en tung pakke til mig – en pakke jeg har ventet på med spænding og sommerfugle i maven.

Jeg kunne have købt mange fine kjoler for de penge, jeg har betalt indholdet i pakken med, men jeg tænker, det her er en meget bedre investering 😉
Måske du allerede har læst om mine nye planer, ellers kan du læse indlægget lige her

Om to uger og et par dage starter et helt nyt kapitel i mit liv. Det føles ret meget som at skulle springe ud fra en meget høj klippe, men jeg håber, faldskærmen folder sig ud og får mig langsomt (og sikkert) ned på jorden igen 😉

Jeg kommer stadig i tvivl, nærmest dagligt, om jeg nu kan. Om jeg kan finde ud af det, om jeg kan klare det.

Alene det at skulle til at leve af SU, er ret grænseoverskridende. At skulle til at tænke meget mere over, hvordan pengene bliver brugt og til hvad.

Jeg har i mange år sat stor pris på, ikke at skulle overveje, når jeg handlede ind til mad, om der nu var penge på kontoen til det. Det er ikke sikkert det kommer til at være helt så nemt de næste 3,5 år.
Jeg kan få det helt skidt, når jeg tænker på, at det er på grund af mig, at mine drenge måske kommer til at måtte undvære nogle ting. Både A og jeg er enige om og sikre på, at de ikke kommer til at mangle noget (vigtigt) – de kommer måske slet ikke til at mærke forskel. Det håber jeg ikke. Men måske gør de…. Jeg synes, det er virkelig svært at vide på forhånd, for ingen kan se 3,5 år frem i tiden…

Jeg vil rigtig gerne lære dem, at lykke og glæde er meget andet og mere end at have (mange) penge. Det har vi altid forsøgt og haft fokus på. Og gjort meget ud af at være taknemmelige for det vi har.
Men nu hvor jeg står overfor det, så føles det alligevel vildt og en smule uoverskueligt. Nok mest fordi jeg er blevet virkelig bange for uforudsete udgifter – som man aldrig helt kan gardere sig mod, når man har hus, bil, hund og tre børn.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der mange ting, der er lettere, når man har penge. Sådan er det bare. Men jeg forsøger at se det som en sej udfordring, som vi godt kan klare.

Derudover er jeg helt vildt bange for, at jeg ikke kan finde ud af at studere. Gå til eksamener, skrive opgaver, lægge drop, rense sår og de mange andre ting, der bliver en del af min hverdag de næste år…

Min hjerne og mit hjerte skændes højlydt for tiden. Mit hjerte glæder sig og kan næsten ikke vente. Min hjerne forsøger derimod at overbevise mit hjerte om, at jeg slet, slet ikke kan finde ud af det. Men heldigvis vinder hjertet oftest diskussionerne.

Nu skændes de om, om jeg mon skal begynde at bladre i de nye bøger eller vente til studiestart. Hvad nu hvis der er noget i bøgerne, der afskrækker mig – altså fordi det ser virkelig svært ud? 😉
Nå, jeg har lovet mig selv at tage en dag ad gangen, gøre mit bedste og arbejde hårdt. Og så kan jeg vel ikke rigtig gøre mere…?

Hvis du har gode tips og tricks til en kommende studerende som mig, så giv endelig lyd 🙂

Rigtig god aften

Older posts