Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader

D. 21. juli 2018fortsat herfra

Det er simpelthen så skønt at være fremme. Nu kan roen sænke sig og vi skal finde ud af, hvordan man ‘laver ingenting’ i en uge.
Men først skal køleskabet fyldes op, så mens drengene tester poolen og undersøger husets mange rum, kører andre på indkøb.

Huset er stort, men vi har planer om at bruge alle vågne timer udenfor, ved poolen, hvor der også er et stort udekøkken, spisebord osv. På vej ned viste vejrudsigten dårligt vejr, men det er heldigvis ikke det vi er kommet frem til og de næste dage har også rettet sig – heldigvis. Kan næsten ikke bære tanken om, at vi skulle have overvundet køreturen, for at sidde indendøre og se ud på regnen…

Min bror tænder op i grillen i udekøkkenet, og vi spiser spyd og flutes til aftensmad, inden vi putter 3 trætte, glade drenge, der næsten ikke kan vente til i morgen, og som helt sikkert kommer til at drømme om vandplaskeri hele natten 😉

Bagefter fordøjer vi dagen, på terrassen, med et glas vin i hånden, og da solen er gået ned bag bjerget, går vi også til køjs, så vi kan være nogenlunde friske i morgen tidlig, når drengene (helt sikkert) vågner tidligt og spørger, om de må tage badetøj på som det første.


‘Skal jeg lige hjælpe dig?’ <3
Brødre <3

D. 22. juli 2018

Kære feriedagbog

I dag har vi ingen planer. Det er søndag – og søndage er lavet til hygge, ik?
Drengene sov (sørme) helt til kl. 7.30. Det første L sagde, da han vågnede, var: ‘Mor, skal jeg lære dig at svømme i dag’. Sådan et tilbud måtte jeg jo straks takke ja til.

Vi er vågnet op til dejligt vejr, så det bliver svært at holde drengene fra poolen særlig længe 😉
I det lokale supermarked har vi købt to svømmebælter til S og L, for poolen er for dyb til, at de kan bunde.
L kaster sig i vandet, der egentlig er 24 grader varmt, men som føles en smule som det kolde gys, når luften allerede er ved at være 30 grader. Det holder ham dog ikke tilbage og på et øjeblik gik han fra at være en smule usikker i vandet, til at have fuld kontrol. Han vender sig rundt, svømmer med arme og ben og ligner én, der har badet uafbrudt i årevis. Han er mega sej og det er virkelig en fornøjelse at se hans glæde i øjnene og de store smil, når han finder ud af, at han kan mere – mere – mere. Han efterligner alt hvad W gør og de har en fest i vandet.

Pludselig er formiddagen blevet til eftermiddag, nærmest uden vi har opdaget det. Aftensmaden bliver en nem og hurtig omgang mexikansk, som er et hit hos både store og små.

Myggene lever (desværre) også det fede liv på terrassen, og jeg har allerede lagt krop til 20-30 stik inden klokken har slået 20. Øv! De må gerne rejse videre i løbet af natten…

Da drengene er puttet, og os, der kan holde til at være lidt længere oppe, er gået i gang med en omgang Bezzerwizzer, vågner W op med ondt i maven. Han har en ret høj smertetærskel, men han er virkelig ked af det og har mange smerter, og jeg tænker først, om vi måske har overset laktose i noget af det, vi har spist. Han siger dog, at det føles anderledes, og jeg bliver helt svedt ved tanken om, hvad det kan være. Jeg når at tænke mange ting undervejs, og frygter lidt for vores ferie, der jo kun lige er gået i gang.
Tænk hvis…. det ene og det andet.

Efter et par timer, med nus på panden og beroligelse, falder han i søvn igen, med A ved sin side.
S er rykket ind i mormors seng, så A kan overnatte i hans seng og være tæt på W, og jeg ender med at sove ‘alene’ sammen med L, i vores soveværelse.
Jeg ligger i mørket og lytter efter blodtørstige myg, der skulle være trængt ind i soveværelset, men der er helt stille. Stilheden bliver kun afbrudt af L’s tunge vejrtrækning. Jeg tænker over, hvor meget sårbarhed og kærlighed jeg mærker, når noget gør ondt på en af mine lykkespirer. Jeg ville ønske, jeg kunne overtage smerten. Jeg mærker og føler den, sammen med dem.
I et stort, mørkt soveværelse, langt væk hjemmefra, kommer jeg til at fundere lidt stort over det hele og bliver mindet om alt det, jeg mærkede, da jeg blev mor for første gang og som jeg allerede har mærket mange gange de sidste 10 år.
Tænker, at man på en eller anden måde er godt skør, når man vælger at sætte 3 børn i verden. For jeg kommer ikke kun til at mærke (og tage del i) alle deres glæder. Jeg mærker også så stærkt, når noget gør ondt (på dem). Det kræver sin kvinde – og mand. Men jeg ville ikke, for noget i verden, ønske, at det var anderledes. Jeg ved jo godt, at det er en del af livet. Jeg har bare aldrig tænkt over det på den her måde, og mærket det så stærkt.

Til sidst falder jeg i søvn med ønsket og håbet om, at det bliver en rolig nat, og at dagen i morgen byder på masser af gode stunder, igen.


Siesta
3 på stribe
Som brødre vi dele (også selvom drinksne er helt ens)
Kan vel lige så godt vænne mig til dette syn af vores store lykkespire, der hænger ud i baren 😉
‘Er der mere drinks, mor?’

D. 23. juli 2018

Kære feriedagbog!

Jeg er vågnet med et lettet hjerte, for natten er gået uden problemer. W har det meget bedre og tænker mest på, hvornår han kan komme i poolen igen. Det er virkelig et godt tegn 🙂 Og jeg har vist også regnet mig frem til, hvorfor han havde så ondt i maven, så alt er godt igen. Pyh!

Morgenmaden nyder vi på terrassen, med udsigt til poolen, som drengene utålmodigt venter på at springe i. Lige om lidt dukker solen frem bag træerne og poolen kan få lidt varme, inden jeg bliver tvunget i 😉
Da jeg var barn, var jeg glad for at bade, men jeg blev vist mættet engang i løbet af min ungdom. Nu er det slet ikke noget for mig, men jeg gør det for drengenes skyld – og endnu mere fordi A ikke kan. Heldigvis er min bror, svigerinde og mor også med til at være badedyr 😉

Noget af det, jeg virkelig har set frem til, ved at holde ferie, er at have tid til at læse nogle af de bøger, der har ligget i reolen og kigget hånende på mig set sidste år, hvor faglitteratur har været det eneste på mit læseprogram.
Jeg har taget to bøger med og håber ikke at det er urealistisk, at jeg kommer igennem ihvertfald den ene af dem…

Drengene bader hele formiddagen, holder siesta indendøre med en lille film, og lader op til endnu en omgang badning.
Om eftermiddagen åbner poolbaren. Noget af det drengene har glædet sig allermest til og snakket meget om derhjemme; at skulle drikke lækre drinks i badetøj, ved poolen 😉

Om aftenen, efter L er puttet, spiller vi spil med S og W. De nyder at være længe oppe, drikke drinks og forsøge at svare paratviden om musik, politik, geografi og alt det 😉
Myggene er også stadig vilde med os…


Hvem der bare havde et mangotræ i baghaven

Fandt den perfekte kaffekop bagerst i skabet – nu hvor jeg ikke får bagt så meget kage…
Jeg stemmer for, at flere bagerier i Danmark har gulve som det her 🙂
Arhmen altså – jeg er vild med det!
Udsigten fra parkeringshuset…
En fyr i sit rette element
Når man ikke kan bage, kan man da dase lidt i en doughnut i stedet…

D. 24. juli 2018

Kære feriedagbog!

Helt ærligt, hvorfor har tiden så travlt? Vi forsøger ellers at få dagene til at ligne hinanden, så vi kan snyde tiden til at tro, at den står stille, men det virker ikke rigtigt…

I dag skal jeg ud af min ‘jeg-kører-ikke-bil-boble’, for vi har besluttet os for at udforske Vence, den by vi bor tæt ved.
Efter morgenmaden kører vi ind til byen og parkerer i verdens – måske – smalleste parkeringshus, hvor man skal være heldig, hvis man kommer ud uden buler – eller kommer ud i det hele taget…

Vi går en tur i de skæve gader, og A forsøger, så godt han kan, at følge med. Jeg nyder, at han er med, selvom jeg ved, det er hårdt for ham at stavre rundt med krykker og en (varm!) tung støvle på det ene ben.
Vi bruger et par timer på at indsnuse den fine, franske stemning og beundre de mange sjove, skæve, finurlige gader og stræder og slutter af ved bageriet og shopper baguettes til frokosten.

Resten af dagen bruger vi ved poolen. Det er drønvarmt og faktisk lige før jeg nyder at kunne køle lidt ned i vandet!
I morgen er det allerede onsdag, men det gider jeg ikke tænke på lige nu….

 

Fortsættelse følger….

P.S. Tusind tak for de søde kommentarer til første indlæg. Rart at læse, at det ikke kun er mig, der synes det er noget af en overvindelse 😉

De næste 2 måneder skal jeg….

De næste (knap) 2 måneder står på ferie for mit vedkommende. Jeg har talt ned i lang tid. Endnu mere efter A’s akillessene sprang og de fleste ting blev anderledes, end jeg havde forestillet mig (og planlagt efter).

Som studerende er der mange ting, der er virkelig hårde, men der er også lyspunkter, som man er forpligtet til at se på med glæde og positivitet (hvis I spørger mig). Fx de meget lange sommerferier, for det er noget, der aldrig kommer igen og som man (vel nok) kun er forundt, hvis man er studerende, skolebarn, pensionist eller hjemmegående!

I stedet for at se forhindringer, vil jeg hellere forsøge at fokusere på alt det, der er værd at glæde sig over – og til. Og så kan jeg godt lide lister, så jeg har forsøgt at remse dem op herunder.
Det var egentlig en meget rar mental øvelse at drømme om alt det, der venter på mig de næste mange uger – det kan anbefales 🙂

I min ferie skal jeg…

… nyde at læse skønlitteratur, i stedet for faglitteratur
… sove længe(re end til kl. 5)
… gøre lige, hvad der passer mig
… lade batterierne op
… i sommerhus og fejre rund fødselsdag
… bage 7-10 kager til rund fødselsdag i sommerhus
… køre hele min ‘lille’ familie til Sydfrankrig (gisp, det er en udfordring af de større!)
… juble, når det er lykkedes mig at få os installeret i den lækreste hytte i Sydfrankrig
… sy patchwork
… lave masser af lækker mad
… sidde tæt i sofaen, med alle mine drenge, og se en film
… gøre huset hovedrent (okay, det glæder jeg mig nok knap så meget til, men det bliver rart, når det er overstået)
… følge drengene af sted i 1. og 4. klasse (gisp!) og glæde mig over, at jeg har fri til at være en del af deres ‘første’ skoledag
… lære min svigerinde (endnu) bedre at kende, når vi skal på en uges ferie sammen
… forsøge at hjælpe vores threenager gennem de værste selvstændighedsanfald på bedste vis
… øve medicinregning og farmakologi, så jeg er klar til eksamen til efteråret
… (forhåbentlig) gå i kjole stort set hver dag (jeg hepper på varme og solskin en masse!)
… undgå at drive min mand til vanvid med alt for mange boligprojekter 😉
… sortere drengenes legetøj og rydde godt og grundigt op på deres værelser
… opdage en ny serie på Netflix, som A og jeg kan bruge nogle (mange) aftener på at koble fra til – forslag modtages med kyshånd
… lave nye madpakkesnacks til inspiration – og til drengenes madpakker, når skoleåret starter igen
… øve mine strikkekundskaber
… finde nogle fine (billige) havemøbler til den overdækkede terrasse – eller måske lave nogle selv…
… øve mig i at sidde stille og lave ingenting
… lave billedevæggen i stuen færdig…
… måske sælge lidt af hvert på et loppemarked et sted
… mærke – og sætte pris på – de lange, lyse sommeraftener
… på ture – ud i det blå
… sove middagslur(e)
… sippe masser af rosé ved poolkanten
… indhente nogle af de ting, jeg har forsømt de sidste måneder
… glæde mig over, at jeg har lang sommerferie
… snakke med L om at droppe sutten – og måske endda hjælpe ham med at sige farvel til den også
… ligge i blød i en swimmingpool sammen med drengene (og forsøge at komme mig over mit jeg-hader-at-bade-flip)
… lave bagsæde-kufferter til drengene, så turen sydpå går lidt hurtigere
… (forhåbentlig) stifte nyt (spændende) bekendtskab
… øve mig I at tænke self-love-tanker
… spise masser af is
… gå lange ture med Saga
… glæde mig over at der ikke skal smøres madpakker – ihvertfald den første måned
… nyde haven
… lære L at gå på toilettet
… i gang med at løbe?
… nyde at have tid til at skrive nogle af mine mange tanker ned
… begynde at føre dagbog, og hver aften skrive 3 gode ting ned, som jeg har oplevet i løbet af dagen

… Og en helt masse andet, jeg ikke kan komme på eller er klar over endnu
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det bliver 2 fine måneder, der med garanti kommer til at gå alt for hurtigt – men jeg vil forsøge at gøre dem værd at mindes, når vintermørket igen sænker sig over os! 😉

Modvind og ulykker i flok

fullsizeoutput_2353fullsizeoutput_2351

Hvis ikke jeg havde (virkelig meget) andet at give mig til, så kunne jeg nemt komme til at gå rundt og hænge lidt med næbbet eller måske endda sætte mig ned og stirre tomt ud i luften…
Jeg synes efterhånden, der er lidt for meget modvind for tiden. Men ulykker kommer jo som bekendt i flok… Ihvertfald herhjemme…

I sidste uge fortalte min allerbedste studiebuddy, at hun havde valgt at melde sig ud af studiet. Det var et virkelig hårdt slag for mig, der slog mig totalt ud af kurs. En mavepuster uden lige, der kostede en del tårer. Jeg følte – og føler – at jeg pludselig står helt alene med en ‘projekt’, jeg ikke kan klare selv. Især nu, hvor jeg selv har haft mine tvivl og ambivalente tanker, var det en tryghed for mig, at vi kunne følges og dele vores frustrationer. Hive hinanden op, når det blev (for) hårdt, svært eller træls, og terpe eksamenspensum, som vi gjorde det så godt på 1. semester. Vi var et fantastisk godt team! Jeg følte, og glædede mig dagligt over, at det var begyndelsen på et virkelig fint venskab.
Nu har jeg mistet min wingman, og skal til at finde ud af at klare mig igennem selv. Jeg har mistet den tryghed, der var i, at vi var to om at klare skærene sammen. Jeg var slet ikke forberedt på, at det skulle gå sådan, så chokket sidder stadig i mig, men jeg håber, jeg formår at komme godt videre – måske efter en god, lang sommerferie…

Som jeg allerede har skrevet om her, så gav W os noget af chok for et par uger siden. I fredags styrtede han så på cykel, men cykelhjelmen tog heldigvis godt fra. Udover skrammer på kroppen, slog han en af sine (fine) fortænder ned i asfalten, og slog endda et lille stykke af. Av for den! Det gør godt nok ondt i morhjertet, at han skal være så hårdt ramt.
Han tager det dog heldigvis i stiv arm – det kunne jeg lære noget af 😉 Han var mega sej til at sidde og pille sten ud af sit sår, mens jeg gik rundt med blodsmag i munden på hans vegne, og begyndte at tvivle på, om jeg overhoved er egnet til at blive sygeplejerske. Når drengene slår sig, mærker jeg deres smerte (måske næsten stærkere end de selv gør)…!

Men ulykkerne holder jo ikke ved det….
Sidste år skrev jeg det her indlæg, og nu er vi næsten samme sted igen…

I går kom A hjem fra fodboldkamp alt for tidligt. Efter 5 minutter på banen, i den første fodboldkamp siden sidste år, hvor uheldet også var ude – i går var det dog med smerter i fod og læg og en klar mistanke. En tur ved vagtlægen blev til et besøg på skadestuen, der bekræftede mistanken. En totalt overrevet akillessene senere, ligger han nu med benet oppe og skal have hhv. gips og støvle på i min. 8 uger og derefter starte genoptræning lige så stille.
Konsekvenserne kan jeg slet slet slet ikke lige overskue, og hvis ikke jeg i forvejen havde besluttet mig for at tage en dag ad gangen, så var det vist på tide at lave den regel…

Listen over, hvad man ikke kan, når man har et ben i gips og en krykke i hver hånd, er vist for omfattende at lave. Det er nok nemmere at lave en liste over de ting, man stadig kan… 😉
Nu skal vi til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer igennem hverdagen og sidenhen hvordan vi klarer sommer(ferie), runde fødselsdage, praktiske ting osv. Køre bil kan han jo ikke engang, og slet ikke dase i poolen, så vores kør-selv-tur til Sydfrankrig skal måske også revurderes.
Jeg forsøger at finde de positive ting ved det, men de gemmer sig godt…
Jeg ved kun, at det bliver nogle svære og udfordrende måneder, vi går i møde. Både for A og for os andre. Og det udfordrer mig, især fordi måneden i forvejen har budt på mange svære mærkedage.

Lige nu, hvor jeg endelig sidder stille efter en hektisk dag, der blev afsluttet med 3 timers naturskolearrangement med W og hans klasse, kan jeg næsten ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg er træt!
For 2 dage siden tænkte jeg, at den forestående eksamen om en lille måneds tid var det højeste bjerg, der skulle bestiges indenfor nærmeste fremtid. Nu er udsigten udover bjergene en helt anden…
Ja, sådan er det jo med livet. Man ved aldrig, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Men mon ikke vi nok skal klare det, på den ene eller anden måde. Hvis bare vi kan holde humøret oppe, midt i alt det, der er surt og svært, så går det nok…

Nu vil jeg hoppe i seng (selvom klokken ikke engang er 21 endnu) og glæde mig til at få weekend i morgen kl. 15. Det bliver intet mindre end fantastisk!

Rigtig god aften derude

3 års fødselsdag i solen – traditioner, gaver, fodbold og forberedelser…

fullsizeoutput_2083
Forberedelser til søndagens fødselsdagsfejring
fullsizeoutput_2071
Fødselsdagsforberedelser; gaveindpakning, vinsipning, tiramisurester og tebirkes
fullsizeoutput_2073
Morgenbordet
fullsizeoutput_2074
En af fødselsdagstraditionerne – friskbagte thebirkes.
Opskriften er her
fullsizeoutput_2075 fullsizeoutput_2076 fullsizeoutput_2077 fullsizeoutput_2078 fullsizeoutput_2079
Gaverne kom straks i brug – de to seje sværd har jeg købt lige her
fullsizeoutput_207a
Læring og leg i én – og drengene gik straks i gang 🙂
Det magnetiske puslespil med kroppen har jeg købt her
fullsizeoutput_207d

3 år <3
fullsizeoutput_2084fullsizeoutput_2085fullsizeoutput_2080
Fejringsmenuen – bestemt af fødselsdagsbarnet
Opskriften på burgerboller er her
fullsizeoutput_2081

I lørdags var der en lille lykkespire herhjemme, der blev et år ældre. Han har talt ned i lang tid og endelig kom dagen!
Som klichéen foreskriver, forstår jeg simpelthen ikke hvor tiden blev af!
På den anden side kan jeg næsten ikke huske længere, hvordan det var at have en lille bitte én på armen. Jeg synes efterhånden, det er længe siden, at alt det, der minder mig om at have (haft) en baby, er forsvundet… Han kan så mange ting selv efterhånden. Også hjulpet godt på vej af de to storebrødre, der er gode at kopiere og kigge efter. L er klart blevet større hurtigere, end de to andre…!
Måske er det også svært for hjertet på en anden måde, end med L’s storebrødre. Når nu han er yngste mus i flokken, er der mange ting, der er ‘for sidste gang’. Jeg har slet ikke travlt med, at de skal vokse op og blive helt deres egne… Jeg ville blot ønske, jeg havde mere tid til at nyde hvert sekund med dem…

Fredag aften, mens A var til ishockey VM og drengene slumrede i deres små senge, hyggede jeg mig med at forberede thebirkes og dække bordet til søndagens fejring.

Lørdag morgen vækkede vi L med morgensang og satte os derefter til bords og skød fødselsdagsdagen i gang med manér.
Flaget blev hejst i haven og gaverne blev taget i brug med det samme. Udover legetøj fik han også et par fodboldstøvler. Jubelen ville ingen ende tage, og heldigvis indbød vejret til, at de skulle testes med det samme.

Sikke en fantastisk dag at fejre fødselsdag – og så endda som en del af en miniferie. Ovenpå en temmelig hektisk og forfærdelig start på Kr. Himmelfartsferien, var det tiltrængt at give sig hen til alt det rare – det der betyder det hele <3

Dagen blev afsluttet med burgere og fritter og forventningens glæde, som sommerfugle i maven, for om søndagen var der inviteret til en helt særlig fest. Mere om det i næste indlæg – måske I allerede har luret temaet? 🙂

Rigtig dejlig mandag derude!

En slem forskrækkelse – når (mor)hjertet kommer på overarbejde

fullsizeoutput_1ed9fullsizeoutput_1ed7

I går fik vi os noget af en forskrækkelse. Bedst som jeg troede, jeg ikke havde flere kræfter tilbage – blev jeg klogere. Jeg synes ellers der har været rigeligt at slås med de sidste par uger. Både svære mindedage og ambivalente, frustrerende tanker.

Men…. I går, da jeg kørte hjem efter (endnu) en travl dag i klinik, drømte jeg om at bruge eftermiddagen på terrassen. Måske endda snuppe en morfar i solen, ingen A smuttede af sted til oldboyskamp og W skulle til ‘natminton’-overnatning med en kammerat.

Da jeg kørte ind i indkørslen, kom A ud af døren og jeg kunne med det samme se på hans blik, at noget var galt. Jeg sagde til ham, lidt i sjov, at han så så alvorlig ud, og han sagde, at det var han egentlig også. Han var lige blevet ringet op fra fritteren, at William var faldet et par meter ned og var landet på ryggen på en skarp kant og faldet videre ned på et betongulv. De havde tilkaldt en ambulance.
Jeg fik L og S ud i bilen, og så kørte vi ellers af sted for at forsøge at nå ud til ham, så jeg kunne køre med ham ind på sygehuset.

Da vi kommer derud, ligger han på det kolde betongulv og græder, mens der sidder to omkring ham og holder hans hoved og krop. Jeg går hen til ham og snakker med ham og forsøger at berolige ham. S bliver også meget påvirket af situationen, så mens A snakker med W, trækker jeg mig lidt tilbage sammen med ham, og snakker med ham om alt det, der sker.

De pakker W ind i en vacuummadras og kører ham ud i ambulancen. Det er lige på det tidspunkt, hvor alle forældre strømmer ind for at hente deres børn, så der er mange mennesker, lyde og larm.
På skadestuen ender vi med at vente i 5 timer, fordi der, næsten samtidigt med os, kommer en del ambulancer ind fra et færdselsuheld.

Mens vi er på stuen, kommer der 4 patienter ind og ud bag forhænget ved siden af os.
W er (selvfølgelig) meget påvirket af det hele. Først rigtig ked af, at han ikke kan komme til badmintonovernatning, som han havde glædet sig til i flere uger. Dernæst dukker der mange tanker og oplevelser op, fra da det skete. Piger der havde skreget, hans kammerater, der havde været kede af det og snakke hen over hovedet på ham, fordi det hele skal gå lidt stærkt.
Dernæst var der mange af de ting, der foregik omkring ham på skadestuen og bag forhænget, der var svære for ham at forstå.
Jeg brugte en del tid på at tale med ham om det hele, om og om igen. På en måde var det nogle meget intense timer, og han og jeg gik lidt i ét. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der videre skulle ske. Jeg var i nuet, sammen med W.
Han var mega sej til at holde hovedet koldt, også selvom han havde vildt ondt. Og faktisk – hvis jeg skal være lidt antijantelovsagtig – så overraskede jeg også mig selv. Positivt altså. Jeg holdt også hovedet koldt og var rolig. Jeg har aldrig prøvet at køre i ambulance før, og heller ikke prøvet noget så akut med en af drengene, så jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. Jeg har altid haft svært ved det, når de er kommet til skade (og bløder), men det er som om, sygeplejestudiet har rykket en del i forhold til det (allerede). Jeg har fået lidt mere hård hud 😉

Mens vi ventede på skadestuen, var der mange forældre, der skrev til A og mig for at høre til W, og det var meget rørende, at der var så mange, der tænkte på ham <3

Efter lang tids venten bliver W undersøgt af en læge, og da han er meget øm i og forslået på ryggen, vil de gerne have scannet ham for en sikkerheds skyld. Efter en tur i CT-scanneren kan de konstatere, at intet er brækket, men at der er en blodansamling langs rygsøjlen, svarende til der hvor han har ondt, og hvor der er en stor hudafskrabning.

Vi får lov at tage hjem kl. 21.30 og drøner direkte mod McD, for at købe aftensmad efter W’s ønske. Kl. 22 sidder vi ved middagsbordet og er drøntrætte. Vi skynder os at spise og hopper direkte på hoved i seng bagefter.
Jeg vidste, at jeg nok ville have svært ved at sove ovenpå sådan en omgang, men da jeg skulle sætte vækkeuret til kl. 5, var jeg nødt til at forsøge at få lidt søvn….

Det er utroligt, hvad kroppen kan – bedst som man tror, der ikke er mere at give af, så finder man (igen) ud af, at der er et reservebatteri, der tager over. Endnu en gang blev vi mindet om, at livet er skrøbeligt. Heldigvis slap vi alle med knubs. Nogle af os kun indeni, men W også udenpå…

Nu har jeg endelig weekend, efter en hektisk dag i den hvide uniform, og jeg satser på, at det bliver én, der lader batterierne op.
Der er en fødselsdag i sigte, der skal fejres både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til at bruge dagen i morgen på at forberede og se en lille stolt fyr nyde dagene i fulde drag 🙂
Nu satser jeg på, vi undgår de helt store forhindringer det næste lange stykke tid. Synes egentlig vi har taget vores tørn…

Rigtig god aften derude

Older posts