Om mit arbejde… Mit 4. barn

krokus-blomst

Som jeg lovede i det personlige indlæg forleden, ville jeg skrive lidt mere om ‘mig’. I dag vil jeg starte ud med at skrive lidt mere om, hvad det er jeg arbejder med, som rigtig mange af jer ofte spørger til…
Jeg har haft skrevet om det tidligere og det indlæg kan I læse lige her. Sidste forår valgte jeg at sige mit daværende job op, efter min barsel med L, og det har jeg skrevet om i dette indlæg.

Når det kommer til arbejde og uddannelse, har jeg egentlig meget på hjerte. Især i forhold til det med at ‘finde sig selv’ i et job eller en uddannelse. Jeg er lige blevet 33 og kan stadig indimellem blive i tvivl om, hvad det egentlig er jeg skal lave ‘når jeg bliver voksen’… Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg faktisk var ved at skifte spor, sådan helt og aldeles, i foråret sidste år. Jeg vidste, at jeg ikke ville vende tilbage til det job jeg gik på barsel fra, men jeg kunne ikke finde noget andet, indenfor samme genre, som jeg havde lyst til. Og det med lyst, det er bare så sindssygt vigtigt for mig. Jeg er ihvertfald sådan én af den slags, der leverer meget mere kvalitet og et meget bedre resultat, hvis jeg laver noget jeg brænder for…. Jeg tror slet ikke jeg kan fungere, hvis jeg skal stå op til noget hver dag, som jeg ikke har hjertet med i…

Jeg tror også, at det med at tænke over, hvad der nu skal ske, er meget naturligt – og noget som rigtig mange oplever – når man får børn og er på barsel. Der bliver ihvertfald etableret en del nye virksomheder af folk på barsel 😉

I sommerferien, lige efter jeg havde mistet min far og mit hjerte var i tusinde stykker, dukkede der pludselig en mulighed op, jeg ikke havde forudset. En mulighed, der var ved at slippe væk, fordi jeg var helt ved siden af mig selv. Heldigvis fik jeg hanket op i mig selv og gjort noget ved det…

I virkelig mange år har jeg pendlet på arbejde og drømt om at finde et job i cykelafstand. Da en lokal virksomhed havde brug for én til at starte en webshop og opbygge et helt nyt univers, så jeg muligheden for (endelig) at komme til at arbejde med lige præcis dét, jeg har drømt om i så mange år. Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig og drive min egen webshop, men den usikre økonomi og alle de praktiske spørgsmål, har holdt mig tilbage. Pludselig var der en mulighed foran mig, for at blive næsten-selvstændig. Det kunne faktisk ikke være bedre…
Efter 3 samtaler og en udførlig test, var papirerne klar og mine andre planer blev ret hurtigt skrottet. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det her jeg ville.

D. 1. august startede jeg så på mit nye arbejde og begyndte helt fra bunden med at opbygge webshop, udvikle udtrykket, finde på navnet, fastlægge sortimentet osv. Jeg har faktisk allerede skrevet lidt om det i dette indlæg

I starten af oktober var webshoppen så langt, at den kunne gå live og jeg kunne begynde at invitere andre indenfor i ‘mit’ univers.

På en måde kan man godt sige, at jeg fik et 4. barn, sidste år i august.
Et barn ved navn makaku – som er udledt af det hawaiianske ord for kreativitet.
Jeg har brugt virkelig (virkelig) mange timer, både dag, nat og weekend, på at fodre babyen, nusse om den og sørge for, at den havde det godt og udviklede sig. Mine tanker har kræset om den stort set hele tiden og når jeg var fra den, savnede jeg den….

Selvom jeg arbejder på et kontor, sammen med andre, er jeg den eneste i virksomheden, der arbejder fuldtid med makaku.
Jeg laver de fleste ting selv, lige fra opbygning af hjemmesiden, udvikling, tekster, fotos, nyhedsbreve, sociale medier osv. osv.
Jeg får hjælp til kundehenvendelser, så det ikke kun er mig, der ‘er på’ og indimellem får jeg også hjælp til at lave kreative ideer til siden.
Noget af det eneste, jeg – næsten – ikke er inde over, er ordrehåndteringen på lageret. Det er ikke mig, der plukker og pakker ordrerne, det indgår som en del af virksomhedens ‘faste’ lager-program.

Jeg har skullet etablere en ny virksomhed i en virksomhed, der normalt arbejder på en helt anden måde og det har selvfølgelig givet nogle udfordringer, både for dem og mig. Sådan er det… Udover at være ‘den nye pige i klassen’, har jeg udfordret dem med nye rutiner og måder at gøre tingene på, og det kan godt være lidt svært… Fordi virksomheden ikke er vant til at arbejde med privatmarkedet. Men mon ikke det er sundt nok at blive udfordret…?

I midten af december skulle virksomheden, som jeg er ansat af/i, flytte i nye lokaler, og hele lageret skulle flyttes med. Et lager med flere tusinde varenumre. Hvad der skulle have taget nogle dage, endte med at give udfordringer i flere måneder og gør det stadig indimellem. Det har krævet sved og især tårer, ikke at kunne levere pakkerne som jeg gerne ville, men jeg har ikke rigtig haft noget at skulle have sagt.

Den største årsag til, at det har fyldt så meget for mig og kom helt ind under huden er, at jeg for en del, er persoliggørelsen af makaku. En del har lært makaku at kende gennem mig, blandt andet her fra bloggen. Desværre er der nogen, der har fået en dårlig oplevelse, fordi leveringstiderne pludselig blev længere, end jeg gerne ville have haft.
Jeg har desværre ikke haft magt over det og har ikke kunnet gøre noget, omend jeg virkelig gerne ville! Jeg har ikke kunnet gå ned på lageret og finde de ting, der er bestilt og sende dem. Det er et stort setup, jeg ikke kan blande mig i. Men hold da op, jeg har brugt mange tanker – og tårer – på at affinde mig med det. Som den perfektionist jeg er, har det virkelig gjort ondt.
Havde jeg vidst på forhånd, at jeg ville ende i denne situation, havde jeg måske ikke inddraget mig selv så meget i det, personligt. På den ene side, så synes jeg netop det er styrken ved makaku – at jeg står bag det 100%. Men der var lige et par måneder, hvor jeg virkelig ville ønske, at det ikke var mig folk tænkte på, når de tænkte på makaku…

Hver eneste dag løber jeg stærkt både med hænder, ben og tanker, for at holde makaku i live. Der er (næsten) kun mig til at sørge for, at det er et projekt der overlever og indimellem bliver jeg en smule overvældet ved tanken. Det er hårdt arbejde hver dag. Men det er også sjovt. Og hver eneste gang der kommer en ordre, danser jeg en lille dans indeni!

Jeg elsker at kunne få lov at udleve min kreativitet, nu både via mit arbejde og når jeg har fri. Jer der har fulgt med længe ved, at jeg elsker at lave kreative projekter og DIY’s, både i køkkenet og alle mulige andre steder.

Indimellem flyder grænserne dog sammen og jeg skal minde mig selv om at huske at holde fri. Lige nu vil jeg bare rigtig gerne sende makaku godt fra start og give den en tryg opvækst, så den forhåbentlig kan flyve lidt selv på et tidspunkt…. 🙂 Og så håber jeg da også, at jeg på et tidspunkt skal have nogle kolleger, der er lige så dedikere til projektet, som jeg er 😉

Hvis I har lyst til at følge med i makakus univers, kan I tilmelde jer nyhedsbrevet her og finde os på Instagram som @makaku.dk

Der vil selvfølgelig også fortsat komme DIY’s her på bloggen, for selvom det er en del af min arbejdsdag, kan jeg ikke lade være at fortsætte derhjemme og det må så gå ud over jer 😉

Sig endelig til eller stil spørgsmål, hvis der er andet eller mere I gerne vil vide 🙂

Rigtig god dag til jer alle

 

P.S. For en god ordens skyld vil jeg bare lige slå fast, at der bliver sendt pakker fra dag til dag igen på makaku, så I kan roligt lade jer friste 😉

Lidt om mig – hvad vil I ellers gerne vide?

mig-i-sol-2-ny

I dag er det et af de mere personlige indlæg, der har ramt bloggen.

Jeg får en del spørgsmål omkring ’hvem jeg er’, hvad jeg arbejder med, hvilken baggrund jeg har, om jeg arbejder fuldtid, hvorfor jeg har fået 3 børn, hvordan det er at have drenge osv. osv.

Jer, der har læst med længe, ’kender’ mig måske efterhånden lidt, men der er nok også mange af jer, der ikke ved så meget om, hvem der egentlig gemmer sig bag bloggen.

Jeg synes selv det er sjovt at læse om andre, og komme lidt tættere på dem. Måske der er nogen af jer derude, der har det lige som mig…?

I dag vil jeg tage hul på en ’serie’ (uh, det lyder ellers fængende hva’? 😀 ) af personlige indlæg, hvor jeg vil fortælle lidt mere om mig, hvem jeg er og hvad jeg arbejder med, når jeg ikke sidder her og skriver om løst og fast eller gemmer mig bag mit kamera 😉

Jeg har altid været glad for ord og mit yndlingsfag i skolen var dansk og diktat. Jeg er en tænker, og det hjælper mig, at grifle nogle af de mange tanker ned her i mit eget lille univers. Hvis muligt, kombinerer jeg helst mine ord med små lykkeglimt 🙂
Jeg er utrolig beæret, glad og stolt over, at så mange har lyst til at læse og kigge med. Tak for jer! Det gør det hele meget sjovere, at jeg har nogen at dele det hele med 🙂

Lidt mere om mig:

Jeg er lige fyldt 33 år

Er mor til 3 drenge fra 2008, 2011 og 2015

Gift med A, som jeg mødte i 2003 <3

Oprindeligt fra København/Sjælland, men bor nu i Jylland

Husejer

Storesøster til en lillebror

Stolt datter af min mor og min far, som jeg desværre mistede i maj 2016.

Tænker på mig selv som langhåret og drømmer om, at det kan blive det igen engang…

Mine yndlingsfarver er lyserød og blå (og sort)

Jeg driver min mand til vanvid med indretningsprojekter og kreative (skøre) ideer – men han lever med det – måske fordi vejen til hans hjerte går gennem nus og god mad, som jeg gerne deler ud af 🙂

Min største bedrift til dato må være at have født 3 drenge, der vejede præcis det samme! Det kan du læse mere om i dette indlæg

Jeg kan godt føle mig en anelse udfordret som drengemor…

Jeg elsker at gå i kjoler og nederdele, men høje hæle er jeg ikke særlig gode venner med…

Jeg tager lange, hurtige skridt (apropos det med at være uvenner med de høje hæle)
Jeg kommer hurtigt til at gå en meter foran dem jeg følges med, selvom jeg anstrenger mig for at nedsætte farten… Det kan godt være lidt en udfordring, når jeg følges med de kortbenede kiddos 😉

Jeg elsker at lave mad og viser oftest min kærlighed gennem netop dét…

Min mor er 1,52 meter høj og min far var 1 meter og nogen af 90 høj, så jeg har heldigvis arvet hans højdegen 😉

Jeg kan godt lide at tømme opvaskemaskine, men jeg hader at sortere strømper (findes der mon nogen der elsker det?)

Jeg trives bedst med orden, men med 3 unger, kan det være noget af en udfordring, og jeg arbejder stadig på at lære at trives (bedre) i rod…

Jeg elsker at holde (tema)fester, bage kager og pynte op (surprise 😉 )

Jeg er introvert (og genert) – det kan du læse mere om her

I folkeskolen blev jeg mobbet de fleste af årene. På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den jeg er…

Jeg har, efter et par opslidende års udredning, fået diagnosen Irritabel tyktarm – det har jeg skrevet mere om her og her

Måske var jeg skade i et tidligere liv – jeg elsker ihvertfald alt der glimter 😉

Øver mig på at blive bedre til at sige ‘Pyt’

I 10. klasse gik jeg på Bjergsnæs efterskole og det var det fedeste år!

Jeg er helt vildt kuldskær, så selvom jeg gerne ville gå i kjoler året rundt, har jeg ofte bukser på om vinteren (og uldundertøj, masser af uldundertøj)

Mit blodtryk er forholdsvis lavt, hvilket ofte resulterer i, at jeg er ved at gå i gulvet om natten, når jeg skal ud af sengen for at komme ind til en lille fyr, der kalder…

Bruger str. 40,5 i sko. Mine fødder er blevet 0,5-1 nr større efter mine graviditeter – ærgerligt med de sko, jeg var glad for – men en god undskyldning for at købe nye 😉

Er pjattet med dansk møbeldesign

Den ene af vores drenge er nærmest en tro kopi af mit (især indeni)

Jeg har ikke spist smertestillende i 6 år, udover da jeg lige havde født L og havde de vildeste efterveer.

Er økoFAN/freak

Forsøger at bilde mig selv ind, at mine rynker er smilerynker 😉 😀

Helt vildt ked af mine skæve tænder.

Lider af tandlægeskræk. Det er virkelig en overvindelse for mig, hver gang jeg får en indkaldelse. Ellers kunne jeg godt overveje at få bøjle på!
Min skræk stammer helt sikkert fra dengang jeg var barn og fik boret huller uden nogen form for smertelindring!

Jeg har tidligere skrevet et indlæg med skøre facts om mig, det kan I læse her

 

Nu er det så jeres tur – for jeg kan jo godt sidde og gætte på, hvad I gerne vil vide mere om, men jeg synes egentlig det er bedre, hvis I byder ind med, hvad I gerne vil vide (mere) om – så…. just shoot!

Skriv en kommentar, så skal jeg forsøge at samle op på det i de næste indlæg i rækken 😉

Jeg håber I har lyst til at lege med…

 

Rigtig god aften

Kagefest med magi, enhjørning, glimmer og lykke <3

224
Når jeg går all in på tøsekagefest <3
169
Lagkage forklædt som enhjørning
170
Langt fra perfekt – men hvem er også det? 😉
178 179 231184 198
Chokoladebombe med friske bær – Uhm!
213
Lagkage med jordbær- og stikkelsbærmousse – lavet af bær fra haven og smager skønt af sommer
239 240
Fast element på fødselsdagsbordet – kage’mand’ af vandbakkelse
247
Hindbærsnitter – udstikkeren med hånden har jeg skrevet om her
249 273 276 289 290 294
Cheesecake med stikkelsbær – perfekt kombi af sødt og syrligt <3
307
Hjerte pavlova med friske bær
308298221

Jeg er vild med fødselsdage, at bage kage, fejre, pynte op og nyde, sammen med dem jeg holder af.
Sidste lørdag havde jeg fødselsdag, og det blev fejret med et brag af en MGP-fest, som jeg har skrevet om her.

Men ingen fødselsdag uden kagefest – det er jo den perfekte undskyldning for at gå kage-amok – og den blev holdt i dag 😉

A’s familie og min mor kom forbi, og hjalp med at udrydde kagebordet. Pludselig var eftermiddagen gået, uden vi helt havde opfanget det. Det må være et tegn på, at det var en vellykket fødselsdagsfejring 🙂

På bordet var der både gamle klassikere og faste traditioner, som vandbakkelseskage’mand’ og hindbærsnitter, og nye kageforsøg.

Jeg har længe drømt om at lave en enhjørningelagkage, men det er ikke just det drengene ønsker sig til deres fødselsdag, så nu måtte jeg gribe anledningen og lave en til min egen fødselsdag i stedet 😉 Jeg bliver nok heller aldrig for gammel til at fejre med eventyr og magi 😉

Solen skinnede så fint ind ad vinduerne til os og bragte følelsen af forår med sig, flaget bølgede i vinden og til lyden af drengegrin ude fra haven, tømte jeg min kaffekop, og mærkede en følelse af ro, taknemmelighed og magi indeni. Lige dér, havde jeg ikke lyst til at være nogen andre steder – tænk at være så heldig, at være lige her <3

Nu vil jeg kaste mig på sofaen og nyde dagens sidste timer sammen med A, inden søndagen venter, med planer i stakke og mange flere smil – forhåbentlig 🙂

God aften derude

Da jeg fandt en knude i mit bryst…

mammografi

Hele denne uge har været virkelig uvirkelig på mange måder. Udover at L har været syg og sørget for et gevaldigt søvnunderskud, så har jeg været i en slags boble. Apropos mit indlæg fra i morges, så er jeg nu længere i processen og har brug for at sætte lidt ord på alt det der har rumsteret og som garanteret også har gjort, at jeg har været anderledes, end jeg plejer, de sidste dage…

I mandags mærkede jeg en knude i mit bryst. En lille hård ært. Jeg slog det først lidt hen. Havde egentlig ikke lyst til at tænke videre over det. Tænkte at jeg lige ville give det en dag og så se om den stadig var der.. Det var den. Både tirsdag og onsdag. Jeg gik rundt om mig selv, kunne ikke rigtig finde ud af hvad jeg skulle gøre ved det. A sagde jeg skulle ringe til lægen og det gjorde jeg så torsdag. Sygeplejersken bad mig komme med det samme, for sådan noget skal man ikke gå og bekymre sig om. Det skal tjekkes. Og hun har jo ret.

Jeg ved ikke, om det var fordi jeg frygtede svaret, at jeg tøvede med at ringe til lægen. Jeg tror også det var fordi jeg nødigt vil ulejlige dem med noget, der ‘bare’ er ingenting. Jeg tænkte, jeg lige ville se, om det ville gå over igen…. På den anden side, så kunne jeg godt mærke, at jeg brugte sindssygt mange kræfter på ikke at tænke på det. Og det puttede bare endnu mere træthed i puljen.
Derudover var det helt sikkert også fordi jeg slet, slet ikke kunne forestille mig at skulle sætte mine ben på et sygehus, for at få det undersøgt. Efter alt det med min far, var alene den tanke næsten for meget for mig…

Selvom jeg ikke havde lyst til at tænke på hvad det kunne være, så var det svært at lade være. Verden så på en eller anden måde anderledes ud. Det ulmede hele tiden i baghovedet; tænk hvis jeg er syg… Tænk hvis min hverdag ser helt anderledes ud om et par uger…
Jeg så på drengene på en anden måde, jeg mærkede alting meget stærkere. Som om kærligheden (til dem og livet) boblede op og satte sig udenpå huden. Min skrøbelighed satte sig pludselig fast i halsen og fik mine øjne til at drukne.

Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg skyldte min familie at få det tjekket. Tanken om at komme for sent, at få at vide at man skulle være kommet før og at der nu ikke var noget at gøre, den blev ved med at nage. Dét ville jo være utilgiveligt.

Min læge mærkede efter og stillede spørgsmål og efter tyve minutter gik jeg derfra med en henvisning til mammografi. A var på vagt, så jeg ringede til ham på vej tilbage til arbejdet. Efter en time ringede de fra røntgenafdelingen, at de havde en tid dagen efter, i dag kl. 10.

Jeg blev både forbløffet, bange, lettet og imponeret på én og samme gang. Jeg synes det er flot, at vores system virker på den her måde. Men jeg ville ønske jeg ikke havde brug for at ‘teste’ systemet… Jeg var også lettet over, at jeg ikke skulle vente til i næste uge med at blive klogere. Kun én nat mere i uvished skulle overstås.

I morges kørte A og jeg så af sted mod brystcenteret. En underlig køretur, på vej mod alt eller intet. 30 minutter i underlig trance, hvor de gode og de onde tanker sloges om at få plads. Jeg havde en fornemmelse af, at alt ville være fint. Jeg håbede det ihvertfald. Jeg følte mig jo ikke syg. Men tænk nu hvis….

Efter mammografien blev jeg bedt om at lægge mig på en briks og en læge kommer ind. Hun starter med at mærke efter knuden og scanner derefter med ultralyd. Der går ikke lang tid, før dommen er klar. Det er en bindevævsknude eller noget fra ribbenet, det er ikke helt til at sige. Men det er ihvertfald ikke noget, der er farligt. Og så går hun ud ad døren igen.

Lige dér følte jeg mig meget lille og en smule dum. Jeg ved godt, at det er sådan et ind-ud system, jeg har prøvet det før, både med drengene, mig selv og min far, men jeg bliver stadig lige forbløffet hver gang.
Lægen fik mig til at føle præcis det, som gjorde, at jeg tøvede med at ringe i første omgang. At jeg mest af alt havde været til besvær.

Sygeplejersken rækker mig en klud, så jeg kan tørre geleen af og siger, at det var da en rar besked og spørger mig, om jeg har fået svar på det, jeg havde brug for. Hun siger, at det var godt jeg havde fået det undersøgt. At der var mange forbi hver dag, hvor det heldigvis viser sig at være ‘ingenting’ – noget der gerne må være der. Men det er svært at vide, før man har kigget på det, med det udstyr de har til hjælp hos dem. Til sidst slutter hun af med at sige, at jeg selvfølgelig skal holde øje med det og reagere, hvis noget forandrer sig eller der kommer nyt til.

Efter tyve minutter var jeg frikendt og på vej ned ad gangen til A igen. Let som en fjer.

På vej hjem i bilen blev jeg ramt af en voldsom træthed. Al adrenalin var forduftet, tilbage var bare en slidt skal. Da vi lander derhjemme igen er det tilbage til virkeligheden og hverdagen, den jeg de sidste dage havde heppet på. Videre med arbejde og pligter, helt som det helst skal være.

Nu sidder jeg her i køkkenet, midt i kagebagning og borddækning, klokken er 22 og jeg burde gå i seng… A er på nattevagt og drengene sover sødt. Jeg føler mig taknemmelig over, at jeg slap med skrækken. Tænker på dem, der ikke er så heldige.
Nu er jeg klar til at indtage weekenden med mine drenge. Klar til fejring, fest og fornøjelse – og ekstra mange kys.

Jeg slap med skrækken…

Tænk engang at være så heldig <3

Hva’ med barnebarns første sygedag?

100

Da L vendte tilbage til vuggestuen i sidste uge, efter næsten to ugers (u)frivilligt fravær; en lille uges sygdom og en uges vinterferie (med sygdom), var jeg ret klar på at tælle ned til foråret og give sygdom baghjul derfra.

Allerede inden jeg havde taget i dørhåndtaget, blev jeg mødt af første advarsel: ’Vi har skoldkopper’. Fint nok tænkte jeg, dem kan vi godt klare. De skal jo ligesom overstås på et eller andet tidspunkt og helst nu og ikke først om 5-10 år…

Da jeg havde afleveret L på stuen, vinket farvel og sendt luftkys, opdagede jeg endnu en advarsel på den anden side af døren: ’Vi har RS virus’. Og lige dér, med hånden på håndtaget, havde jeg allermest lyst til at vende om på hælene, drøne ind på stuen igen og tage ham med hjem.

Men den praktiske jeg-skal-på-arbejde-hjerne slog til og fik i stedet min hånd til at tage i dørhåndtaget og gå ud til bilen. Dog stadig med en øv-følelse i hjertet. Min hjerne forsøgte at overbevise mig om, at skulle han smittes, så var han nok allerede blevet det og så ville det alligevel ikke nytte noget at løbe af sted med ham og forsøge at flygte fra sygdom.

Hele vinteren har L grebet al sygdom, han overhoved har kunnet komme i nærheden af i vuggestuen og min optimisme i forhold til, at han nok springer over denne gang, er nærmest ikke-eksisterende. Jeg forsøger dog at bevare et håb om, at han ’vælger’ at kaste sig over skoldkopperne og ikke RS virus. Kigger ned på min nøglering, der minder mig om at sige ’pyt’ og forsøger at gentage ordet højlydt et par gange, mens jeg kigger på vejen og forsøger at slå hjernen over på det næste der skal ske; arbejde.

Efter en skøn weekend sker der så det uundgåelige i mandags, at L vågner med feber. Så er vi der igen! Hele ugen har nu stået på søvnafbrudte nætter og pylrede dage. A kom hjem fra nattevagt mandag morgen til en feberfyr og fik ikke indhentet søvn, som han skulle. Heldigvis har  vi fået hjælp her og der af farmor og farfar. Helt ærligt, hvad skulle vi dog gøre uden bedsteforældre (og faster) i nærheden? Jeg har ikke været ansat 9 måneder endnu, så jeg har ikke ret til barns første sygedag. Men den del af kontrakten har L overhørt…. Jeg kan i hvert fald konkludere så meget, at han har tænkt sig at udfordre den forhindring 😉

I det hele taget er det jo virkelig sjældent at ens barn kun er syg 1 dag.. Hatten af for dem, der ikke har hjælp i nærheden. Jeg ved ikke hvad vi så skulle gøre. Passe 2 stk fuldtidsarbejder ville vi i hvert fald ikke kunne gøre. Vi er endda så privilegerede at A har skiftende arbejdstider, så han endda har hverdage hvor han har fri….

De sidste måneder har været helt vildt hårde, med sygdom på skift, nærmest konstant. Hvis ikke drengene var ramt, så var vi, og aller’helst’ samtidigt.. Det er I nok mange derude, der kan nikke genkendende til. Jeg håber sådan, at foråret har en masse andet godt at byde på 😉

Der har været en del debat på det seneste, i forhold til det samfundsmæssige aspekt i, at vi gerne skulle få mange børn, men at det er ret svært at få arbejdsliv og småbørnsliv til at gå op. En debat, jeg synes er vigtig og som helt sikkert også er relevant for mig.

Det er jo en kæmpe og mangesidet diskussion, om vi burde gå på arbejde eller om vi hellere skulle blive hjemme og passe børn, især mens de er små. Det store problem for mig er, at det kan føles lidt som om ’samfundet’ forventer, at man kan begge dele. Både bidrage til arbejdsmarkedet og tjene penge til ‘kassen’ og samtidig producere (mange) nye hænder, der kan tage over, når vi engang bliver trætte… Det kan godt være en udfordring at gøre begge dele, det kan jeg i hvert fald skrive under på 😉

I den forbindelse har jeg et spinkelt ønske: Jeg drømmer om at man kunne indføre barnebarns første sygedag. Det ved jeg i hvert fald min mor ville elske at have mulighed for – og jeg kender også 3 små gutter, der ville hilse det hjerteligt velkomment 😉

Hvem ved, måske det kommer en dag… (helst mens jeg også har små børn 😉 )  Håbe kan man jo altid… Det er i hvert fald et ønske, jeg gerne sender videre til politikerne 😉

Older posts