I onsdags græd jeg. Midt i madlavningen. Jeg fik en mail med indbygget mavepuster, der tog den sidste gejst fra mig. Fik mit bæger til at flyde over.
Hvis jeg havde skrevet det her indlæg for et par dage siden, havde det nok været en del anderledes. Jeg har brugt de sidste par dage på at lande og acceptere. Jage de negative tanker på flugt. Græde og opbygge ny fightervilje. Det er næsten lykkedes – håber jeg.
Jeg kunne måske lade være med at sætte ord på det hele her, men jeg gør det alligevel. Fordi det hjælper mig på vej. Får mig til at reflektere yderligere. Og fordi jeg gerne vil have det at se tilbage på – engang. Når hverdagen og livet byder på andre mere eller mindre udfordrende perioder. For at kunne se tilbage og minde mig selv om, at det ikke kom dalende ned fra himlen. Jeg har kæmpet – og vundet. Og så fordi det måske kan hjælpe andre, der står i samme eller en lignende situation. Alting kan se så fint ud, i små glimt, men ingen går gennem livet uden kamp(e).

I disse tider, hvor alle kæmper på hver deres måde, føles det lidt som om, at man ikke kan tillade sig at brokke sig, så længe man har sit gode liv i behold. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Jeg forsøger virkelig også at få øje på alle de små, fine lykkeglimt og -stunder, der trods alt stadig findes, hver eneste dag. Det er på sin vis også dem, jeg forsøger at forevige her, i min digitale dagbog. Det er dem, der giver mig energi. Og jeg forsøger også at skabe dem, hvis ikke de opstår helt af sig selv. Forsøger at vælge det gode humør til og det dårlige fra. For ja, indimellem er det også et valg. Ikke blot noget, der kommer af sig selv. Og indimellem lykkes det heller ikke så godt, som jeg kunne ønske… (Der er nok også noget med hormoner indblandet i den kamp…)

Denne tid gør mig sårbar. Gør os sårbare. På hver vores måde. Og det er vel egentlig også okay at mærke det. Ikke lukke af for det. Og give efter for det hvis – eller når – det bliver for meget. De problemer man ellers måtte støde på, Corona eller ej, bliver hverken mindre eller større af det, vi står i lige nu. Måske bliver de sat i perspektiv eller ses pludselig i et andet lys. Men problemerne forsvinder ikke, bare fordi noget andet (også) fylder og kræver sin plads… Nogen bliver måske endda større på grund af det, vi står i lige nu. Sådan har jeg det ihvertfald…
Jeg har set mange, der har været frustrerede over at skulle agere pasningsordning for deres børn og passe deres arbejde samtidig. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, selvom jeg har ikke haft det sådan selv. Der har dog været andre ting, der har skubbet til og udfordret mit overskud.

Jeg har vist aldrig lagt skjul på, at sygeplejestudiet har budt på masser af udfordringer undervejs. Selvfølgelig. Det ville nok være mærkeligt andet. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg måske også, jeg har haft lige rigeligt at kæmpe med – ved siden af studiet. Flere dødsfald, sygdomsforløb og skoleskift for vores ældste lykkespire – for at nævne nogle.

Da jeg startede i min seneste praktik, sagde jeg til min vejleder, at mit allerstørste håb var, at jeg kunne gå gennem klinikperioden uden svær sygdom eller dødsfald ‘ved siden af’. Sådan blev det ikke. Først mistede jeg min farmor i starten af marts, lige inden Corona overtog. Og så ramte krisen, der lukkede alt ned. Nu tør jeg næsten ikke håbe på noget som helst til næste periode. Og frygter lidt, omend jeg ikke er overtroisk, hvad der nu kan (vil?) ramme…

De sidste uger har været ambivalente. Min slutspurt som sygeplejestuderende begyndte i starten af februar.
Med 6. semester, der udelukkende består af klinik. 2 perioder af 10 uger, med temmelig mange prøver og eksaminer undervejs. De første par milepæle blev tjekket af i løbet af de første 5 uger. Det føltes rart at kæmpe sig videre. Få overstået noget af alt det, der har ventet så længe – og fyldt. Ikke mindst mentalt.
Efter 7 ugers klinik blev jeg sendt hjem – 3 uger for tidligt. Fordi der blev lukket ned for konsultationer, og læringsmulighederne derfor ikke længere stod mål med det, jeg skulle kunne opnå.
I stedet fik jeg tildelt en større skriftlig opgave, som jeg har skullet arbejde på, mens jeg også har hjemmeskolet drengene og forsøgt at beskæftige et børnehavebarn med krudt bagi. Det er I nok mange, der kan nikke genkendende til…?

Jeg har forsøgt at angribe det positivt. Jeg har virkelig nydt at være sammen med drengene! Vi har lavet så mange hyggelige og sjove ting sammen. Endda helt uden at drive hinanden til vanvid 😉 Tværtimod, faktisk. Jeg har nydt, at vi ikke nødvendigvis skulle være klar til at forlade huset lidt over 7 om morgenen. Nydt at have madkundskab på skemaet, løse opgaver, cykle eller gå en tur og snakke om natur, dyr, verden, ingenting og alting med dem. Nydt, at vi har kunnet gøre mange af de ting, der ofte bliver nedprioriteret i en travl hverdag med studie, arbejde, skole, badminton, praktiske opgaver osv.

Men jeg har været stresset over opgaven. Min motivation for at skrive den har været ikkeeksisterende. Jeg har følt mig snydt. Og det sværeste i disse tider er næsten, at der ikke er nogen eller noget at give skylden. Fordi man ikke rigtigt kan skyde skylden på en virus. Den er ihvertfald nok temmelig ligeglad.
Selvom jeg frygtede 6. semester, fordi det er hårdt, presset og krævende, så har jeg også set frem til at ‘lære med hænderne’ for sidste gang, inden jeg – forhåbentlig – er færdig til januar. De her 20 uger er min sidste chance for at lære i klinisk praksis, som studerende.
Efter sommerferien venter valgfag og bachelorskrivning. Den del, jeg ser frem til med gå på mod. Fordi jeg synes om den proces, omend den også kan være frustrerende.
Min læringsstil er ‘teoretiker’ og jeg holder af at læse, reflektere og lære på den måde. Derfor er det samtidig så altafgørende for mig at have mulighed for at omsætte teori til praksis. Fordi sygeplejefaget kræver netop dette. Og med en skriftlig opgave pålagt, i stedet for at agere ‘ude i den virkelige verden’, blev jeg ladt tilbage med teori, bøger og skriftlige refleksioner. Det, jeg i forvejen er stærk i. Alt det som 5. semester, og mange af de foregående, også har budt på.

Jeg ved godt, at ingen har ønsket, at det skulle gå sådan her. Det har været ude af alles hænder. Men følelser er (måske) sjældent rationelle og jeg har været virkelig ked af at gå glip af de sidste 3 ugers klinik.
Det har selvfølgelig heller ikke gjort det nemmere, at uvisheden, i forhold til hvad der skal ske med 2. del af semesteret, har fyldt. Der har ikke været noget at se frem til, fordi ingen kunne give et svar.

Jeg er begyndt at tænke ‘hvis’ i stedet for ‘når’ jeg bliver færdig. Men jeg forsøger at holde målet for øje. Til januar er jeg færdiguddannet. Jeg tør ikke helt tro på det… Hver gang studiet har vist tænder, har jeg forsøgt at visualisere dagen for mig: Den dag, jeg bliver færdig, og alle mine drenge og min mor kommer op på skolen. Klar til at give kram og fejre med mig. Det er dét, der holder mig i gang, når det hele er uoverskueligt. Og så dét, at jeg fejrer hver en milepæl undervejs, som en lille sejr på vej mod den store.

I dag skulle jeg have fejret. I dag er sidste dag i 1. klinikperiode. På mandag starter 2. del. I dag skulle have været en festdag med en forhåbentlig bestået periode at fejre. I stedet afventer jeg nu godkendelse af mit kliniske forløb på baggrund af en skriftlig opgave – omend jeg faktisk nåede at være 7 ud af 10 uger i klinik. Jeg har stadig ikke fået svar… Det føles ikke rigtigt som om, der er noget at fejre. Det blev en mærkelig afslutning og det sidste punktum er ikke helt sat endnu…

Ikke desto mindre starter 2. del på mandag. I flere uger har vi ventet på svar ift. hvad der skal ske. Hvad der kan ske.
På mandag skulle jeg være startet i klinik på den afdeling, jeg fik tildelt engang i december. Jeg var heldig. Jeg fik opfyldt mit højeste ønske. Det var præcis den afdeling, og ingen anden, jeg har drømt om at slutte på – faktisk siden jeg startede. Jeg var simpelthen så glad, da vi fik pladserne tildelt før jul. Turde næste ikke tro på det. Har set frem til det lige siden. Det føltes lidt som om ringen sluttede. Alt det, der startede mit eventyr som sygeplejestuderende, skulle også være med til at slutte det. Jeg har set frem til det med forhåbning, glæde, spænding, ængstelse og viljestyrke. Alt det blev taget fra mig i onsdags kl. 18.02, da jeg fik en mail om, at jeg er blevet omplaceret. Til en afdeling i en anden by. Til et speciale, jeg er temmelig overbevist om, ikke er noget for mig. Fordi jeg efterhånden har set og prøvet lidt af hvert. Og er begyndt at danne mig et billede af, hvad jeg godt kunne tænke mig – eller ihvertfald hvad jeg nok ikke kunne tænke mig. For sådan er det med sygepleje. Det er et utrolig bredt felt, med masser af forskelligartede muligheder, og nogle tiltaler mere end andre. Sådan har jeg det ihvertfald…

Egentlig skal jeg – bør jeg – være taknemmelig for, at der overhoved er et kliniksted til mig i disse tider, så jeg ikke skal skrive opgaver de næste 10 uger. Men helt ærligt; jeg har det lidt som om, jeg vandt den store gevinst i lotto. Men nu har fået at vide, at der er sket en fejl og at tallene alligevel ikke passer. Jeg havde fået mit drømmekliniksted tildelt. Og nu er det taget fra mig igen. Jeg burde være glad for en plads – uanset hvad. Jeg ved det godt. Men det ændrer bare ikke på den ked af det-hed, denne ændring har medført. Jeg har brugt de sidste par dage på at affinde mig med det. Lande i det. Omstille mig.

Mit sensitive sind har det ret svært med, at jeg på få dage – igen – skal omstille mig til noget andet end det, der var tiltænkt fra starten. Fra det jeg havde set frem til med glæde, til en ny afdeling, et nyt speciale – og i en anden by, hvor kørselstid osv. nu også skal planlægges ind i det i forvejen pressede familieliv. Det er en stor omvæltning, midt i de mange andre. Og ja, jeg har grædt salte tårer over det. Fordi det har taget modet fra mig.

Jeg ved godt, at jeg på mandag sætter mig ud i bilen og kører af sted. Får det til at fungere. Og vil gøre alt for at få det bedste ud af det. Men det bliver ikke uden en indre kamp. Det kommer til at koste kræfter. Men jeg har gjort det så mange gange før, så jeg gør det (nok) igen. Fordi det er sådan, jeg fungerer. Heldigvis, kan man måske sige… For et par dage siden var jeg slatten i knæene og klar til at kaste mig ned og blive liggende. Helt ærligt – opgive. Så mindede jeg mig selv om alt det, jeg har kæmpet mig igennem. Det må ikke gå til spilde…

Lige nu kan jeg ikke overskue, at fredagen snart går på hæld, og der dermed kun er to dage til en ny hverdag rammer – igen. Igen. Jeg vil nyde de sidste par dage med drengene, og få det bedste ud af dem. Og forsøge at lade være med at tænke så meget på alt det, der venter. Være tilstede sammen med dem. For fra på mandag og 10 uger frem vil mit mentale overskud være på prøve.
Jeg har bare også liiiige en hel del litteratur, jeg pludselig skal have læst op på, for det nye speciale kræver dybdegående viden om andre ting end dem, jeg havde forberedt mig på… Godt at aftenerne er så lange… Og godt at der venter en lang sommerferie på den anden side….

10 uger – næsten 1/5 af et år. Det kan både føles som lang og kort tid. Det afhænger af så meget…

Jeg tror nok, jeg har genfundet lidt fightervilje de sidste par dage. På trods af at jeg var ved at give op. Jeg har forsøgt at affinde mig med det hele. Acceptere at jeg ikke kan gøre noget for at lave det om. Og lade det flyve…. Der mangler lige lidt, før jeg kan give helt slip….

Måske er det fordi, det hele er ukendt endnu. Måske er det fordi, jeg aldrig har været god til at tro på mig selv. Måske er det fordi, jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres – og ikke mindst mine egne – krav. Måske er det fordi, at mit bæger er fyldt, og jeg har brug for at give mig selv lov til at være ked af det lidt. Måske er det fordi, jeg synes, det er så mega uretfærdigt, at det ikke kunne blive, som det var planlagt. Måske er det fordi jeg ikke helt orker tanken om at skulle være ny et nyt sted igen. Måske er det fordi det har rystet mig i min grundvold, at verden på et øjeblik er blevet så ukendt – forandret. Måske er det fordi, at denne tid på året altid er svær. Fordi hjertets skyggeside tager over og savnet og sorgen fylder. Måske er der ikke en enkel forklaring på, hvorfor jeg har tabt min fightervilje – for en stund… Måske skal jeg bare lige give mig selv lov til at synes, at det hele er dumt… Ikke altid være så forbandet stærk. Nu har jeg ihvertfald sagt det højt…

I morgen venter en ny dag – med solskin og børnegrin. Det er slet ikke skidt. Og jeg har efterhånden en del erfaring med at ‘komme videre’ – så det gør jeg nok også denne gang. Med hjælp fra mine <3

Hvis du kunne tænke dig at læse flere af mine tanker om sygeplejestudiet, kan indlæggene findes lige her

Håndmadder Cherry on top <3  Små fugle til eftermiddagshyggen … og en lille, glad pipunge <3Haps – påskesolen fik os til at gøre det. Issandwich holder altid!Lidt påskekrea nåede vi også at hygge os med Hellere en fugl i hånden, end….  Lag på lag – når forårsvinden stadig bider lidtStjerneskud Morgenhygge Kyllingeburgere til alle mine kyllinger <3
Med pulled chicken, der gør sig fantastisk godt i burgereChewy, sprøde fuglereder til dessert – med stikkelsbær, flødeskum, chokoladegrene og påskeæg En påskehare-kanin-kat til aftensmad – tror aldrig drengene bliver trætte af lagkagesandwich 🙂Skål

Påskeferien i år blev noget anderledes end planlagt. Sådan er det nok også for mange af jer. Vi skulle have været på forlænget weekend i København med mormor, men sådan blev det altså ikke…
I stedet har vi brugt dagene på at nyde det skønne solskinsvejr og smovse lækkerier. Og nyde at vi havde pause fra hjemmeskolen, selvfølgelig 🙂

Vi ville gerne have haft samlet en masse omkring bordet til påskekage, påskefrokost eller måske en lækker brunch. Men sådan skulle det ikke være. Drengene har egentlig taget det rigtig fint. Forsøgt at få det bedste ud af det. Er gode til at lege sammen, hoppe på trampolinen, tage med på cykelture og spille spil sammen. Jovist, de kan da også have deres ‘ture’, men de er hurtigt klaret. Sådan er det – brødre <3

Jeg har haft en større skriftlig opgave hængende over hovedet, som jeg har forsøgt at skrive lidt på indimellem. Den har medvirket til konstant dårlig samvittighed. Det har de jo en tendens til at gøre… Men jeg synes ikke, det skulle gå ud over drengene. Så jeg har også forsøgte at lægge det fra mig og holde fri – og bruge tid på at lave sjov. Og forkæle dem <3
Med kyllinge-kyllingeburgere, lagkagesandwich, sprøde marengsreder, pimpede håndmadder, issandwich, bløde fugle, morgenbord, påskefrokost og meget andet. Det har været skønt at lade kreativiteten få frit løb i køkkenet indimellem. Mit fristed.

Nu venter der en ny hverdag igen fra i morgen. Men inden da skal vi nyde den sidste påskedag til fulde.

Rigtig glædelig 2. påskedag derude. Må den bringe solskin og hjertevarme med sig

 Forpremiere på årets påskefrokost 🙂  Flettede spinatflutes med persillepesto og masser af ost – flutene tager udgangspunkt i denne opskrift Det smager lidt af sommer <3De blødeste, lækreste snegle <3

 Når drengene bidrager lidt til indretningen Sol i stuen Glasvase med tørrede blomster, der kan købes her  Kanden, som jeg bruger som vase, kan købes lige her*. Det smukke maleri har jeg skrevet mere om her, hvor der også er glimt af stuen fra før de store vitrineskabe flyttede ind Solskin på det smukke florastel, der kan købes her (endda med rabat) Kasserne, der bliver brugt til skoopbevaring i bryggerset, kan købes her* i et hav af farver og størrelser En af mine julegaver fra A var de smukke, mundblæste skåle i lækre farverDen smukke lyserøde skål kan købes her* // Vandglasset kan købes her*, i flere forskellige, fine farver

På sådan en søndag med regn og rusk, er det rart at se tilbage på en dag, der bør på solskin og  lunende stråler i stuen.
Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg har gemt en omgang glimt indefra i min virtuelle dagbog her, så det vil jeg gøre i dag . Jeg ved jo, at I plejer at synes, det er hyggeligt at blive inviteret indenfor 😉
– Og ja, det er måske nok en slags overspringshandling 😉

Jeg stornyder stadig de store vitrineskabe i stuen, som jeg var heldig at få af A i julegave forrige år. De bliver mere og mere fyldt, som tiden går, men de har heldigvis plads til meget og der kan rokeres rundt, som det lige passer 🙂 Min samling af bøhmiske vinglas vokser også stødt. Jeg køber et glas eller tre i ny og næ, som en slags forkælelse.

I stuen er der flyttet en smule forår ind i form af blomster , både af den friske og tørrede slags, tilsat keramik i glade farver og stearinlys til de (stadigt) mørke aftener.
Mindevæggen i køkkenet er der ikke pillet ved længe, men den giver stadig anledning til mange hyggelige snakke stort set hver dag.

En af drengenes julegaver fra os er også kommet op at hænge på deres værelser. Der er et par billeder af dem lidt længere nede…

I dag har jeg travlt med at læse op til i morgen, hvor jeg skal fra psykiatri til somatik i et par uger, inden jeg vender tilbage til psykiatrien igen. Det er noget af en omstilling, midt i det hele, men forhåbentlig bliver det lærerigt, trods alt. Jeg har også lige en eksamensopgave, der skal arbejdes på, så det bliver en indedag, med kaffe i hånden og bøgerne foran mig.

Håber, I får en fantastisk søndag derude. Hvis der skal søndagshyggekage på bordet, kan jeg anbefale disse lækre, nemme fastelavnsboller. De er altid et hit herhjemme (og nu får jeg lyst til at gå i køkkenet og bage, i stedet for at terpe 😉 )

  Vores uundværlige tavle i køkkenet har jeg skrevet mere om her – og mindevæggen har jeg skrevet om her Minder i bryggerset – kan man se, at de er brødre? 🙂  Solskin <3  De farverige tallerkner på nederste hylde, som der altid er mange, der spørger på, kan købes lige herEn af drengenes julegaver er blevet hængt op på deres værelser. De seje badmintonmedaljeophæng er købt her  Den smukke skål med det fineste mønster i bunden er købt her* Et tidligt forårstegn

I torsdags afsluttede jeg 5. semester og blev introduceret til 6. Det føles fuldstændig surrealistisk og vildt. Jeg forstår ikke, at det (allerede) er 2,5 år siden, mit liv tog en drejning. På den anden side så er det næsten uoverskueligt at tænke tilbage på alt det, jeg har overvundet, siden jeg startede. Jeg har det faktisk lidt som om, jeg er stået på et tog, og glemt at stå af igen i tide… Og nu er jeg kørt for langt og der er ingen vej tilbage…
Om en uge venter et travlt og udfordrende studieforår med 20 ugers klinik, 3 forskellige steder. Hvor jeg ‘snart er sygeplejerske’ og skal kunne ting. Argh, jeg er godt nok både spændt, nervøs og en lille smule overvældet allerede.

5. semester har været teoretisk, kun afbrudt af 2 ugers klinik, hvor jeg var i hjemmesygeplejen. Inden jeg startede på studiet var jeg ret overbevist om, at de mange klinikperioder ville blive dem, jeg så mest frem til. Det har siden hen vist sig at være helt anderledes. Jeg synes, det er vanvittigt hårdt at være i klinik. Udover at der er meget at lære, er der masser af nye ansigter, et nyt speciale, nye omgivelser og eksamener undervejs. Derudover er jeg teoretisk og kan rigtig godt lide at lære og sætte mig ind i ny viden og bruge det videre.

Derfor var 5. semesters mange skoleuger ikke afskrækkende, heldigvis.
Selve semesteret har været vidtfavnende og vi har været ude i en del forskellige hjørner af teori og praksis. Det har været delt op i 3 forskellige temaer, blandt andet med fokus på akut, kritisk og kompleks sygepleje og forskningsmetodologi.

Siden midten af december har der stået minibachelor og eksamen på skemaet. Vi har knoklet i studiegruppen og lært helt utrolig meget af hele processen. Det har været en virkelig god måde at afslutte det teoretiske semester på. Og faktisk også en virkelig god forberedelse til den bachelor, der efterhånden kan skimtes i horisonten.

Jeg er ualmindeligt taknemmelig for at være i en studiegruppe med 2 fantastiske piger. Vi gør hinanden stærkere og holder hinanden i gang, når det hele føles en anelse uoverskueligt. Og så supplerer vi hinanden virkelig godt. Jeg har den rareste ro i maven ved tanken om, at vi skal følges det sidste stykke også. Det betyder virkelig meget at have nogen at læne sig op ad og udvikle sig sammen med.

I tirsdags kulminerede en travl skrive- og eksamensperiode med mundtlig eksamen, og bandt den fineste sløjfe på semesteret. Og på det ‘almindelige’ studieliv, som det har set ud i lang tid efterhånden – afbrudt af klinikperioder. Nu er der ikke mere reel teoretisk undervisning tilbage. Hele 6. semester går med klinik og på 7. venter en valgfagsperiode efterfulgt af bachelorskrivning. Det er helt skørt at tænke på! Vores hold skal samles til enkelte undervisningsting, men ellers er vi spredt og har gang i hver vores. Om under et år skulle jeg gerne være uddannet sygeplejerske, hvis tingene går efter planen. (Man ved aldrig med livet, har jeg efterhånden lært, men jeg håber, at det skal være sådan – og jeg vil kæmpe for det til det sidste 😉 )

Siden nytår har vi, i studiegruppen, mødtes til opgaveskrivning herhjemme. Omkring spisebordet fra morgen til eftermiddag. Vi har knoklet og hygget os med det. Og jeg har kunnet sørge for lidt af hvert, så der var energi til at knokle videre 😉
Drengene kom hjem fra skole hver dag og hilste på og så os arbejde. Det har faktisk været en virkelig fin ting. For jeg vil gerne vise dem, at tingene ikke kommer af sig selv. Men at det kan gå godt, hvis man smøger ærmerne op og knokler for det. De har fulgt med i processen og været interesserede. Også om morgenen, da jeg skulle til eksamen og de ønskede mig pøj pøj og var så søde – sagde at det hele helt klart nok skulle gå 🙂 Og om eftermiddagen, da de kom hjem, og som det første spurgte spændte, om det var gået godt.
Det var fedt at fejre det fine resultat med dem og se dem stolte. Fedt at vise dem, at det betaler sig at arbejde for det. Og jeg glæder mig helt ubeskriveligt til den dag, de skal med op på skolen og være med til at afslutte det hele <3 Det er min gulerod gemmer alt det, der er svært, hårdt, trist, uoverskueligt og ‘for meget’.

Inden eksamen, når nerverne har overtaget, tænker jeg altid på min far. Finder styrke i, at når jeg kunne gå igennem den svære tid, det var, at se ham være syg og dø, så kan jeg også gå til eksamen. Uden sammenligning i øvrigt.
Og bagefter, når eksamensrusen har lagt sig, bliver jeg altid ramt af en svær melankoli og et savn, der skærer hjertet midt over. I tirsdags ramte det, da jeg sad alene i bilen på vej ud efter W. Pludselig trillede tårerne og klumpen i halsen faldt ned og lagde sig som en tung skygge om hjertet. Jeg ville give alt for at min far kunne være her og dele det hele med mig.
Hvorfor tog jeg ikke springet noget før? Jeg kunne så godt have brugt hans gode råd og vejledning. Har så meget jeg gerne ville høre hans mening om. Men sådan er livet – uforudsigeligt. Og ej at forglemme, var det netop hans sygdomsforløb og død, der gav mig det sidste skub… Så det kunne ikke have været anderledes, omend jeg ofte drømmer om det.

I tirsdags var en ambivalent dag. En glædens og lettelsens dag, der netop af den grund også gjorde ondt. Og hvis der er noget, jeg er god til, så er det at underkende mig selv. Tale ned til mig selv, når noget ikke lige går, som jeg synes, det burde. Men i tirsdags var jeg faktisk stolt af mig selv. Sådan helt ægte. Det sker ikke særlig tit, og det var en vild følelse. Også at lade mig selv føle det! Jeg lyttede ikke til skyggerne fra fortiden, der altid har skullet fortælle mig, at jeg ikke var god nok.
Jeg er stolt af den minibacheloropgave, vi har afleveret. Stolt over processen og over eksamen, der satte det fineste punktum på det hele. Jeg gik derfra med så meget ros i hjertet, at jeg ville ønske, jeg kunne komme det på flaske og gemme det til senere. For jeg ved, at jeg er (for) dårlig til at huske på det. Men måske det hjælper at skrive det ned… Så kan jeg ihvertfald kigge tilbage på det.

Nu venter en uge uden fast skema. Hvor jeg skal have læst op på det, der venter lige om hjørnet. Og ladet batterierne op til endnu et sejt træk. Det hjælper heldigvis at tænke på, at forårets lys og lunere dage følger med.

Udover at fejre afslutningen med mine drenge, har jeg, som tidligere nævnt, min helt egen tradition, når et semester er veloverstået. Jeg nåede aldrig at finde det helt rigtige efter 4. og nu er 5. også krydset af – så jeg må på jagt x 2 🙂 Det er heller ikke helt dumt at have det at se frem til.

Rigtig god aften

P.S. Hvis du vil læse om tidligere semestre, så klik lige her 🙂

Godt nytår! Håber, I alle fik taget godt afsked med det gamle, er kommet godt ind i det nye og har fået startet fint på januar også?
Et nyt år bringer altid masser af tanker med sig, for mit vedkommende. Jeg bliver både sentimental og optimistisk. Får lyst til at sætte mig nye mål og ser frem til at forfølge lyset, der langsomt vender tilbage. Glæder mig til at udforske det nye år, der venter. Sprødt og ubrugt. Nyt og fint. Mystisk og uforudsigeligt.

Jeg gør mig mange tanker om året, der gik. Mærker minderne igen. Nogle rarere end andre. Nogle oplevelser må gerne forsvinde med året, vi tager afsked med. Andre må gerne bestå, så længe som muligt. Det er vel egentlig ret meget essensen af livet…

Jeg har meget på hjerte, der stadig fylder, fra året der gik. Men jeg vil lade det dvæle lidt endnu, og i stedet se fremad. Det nye år – og nye årti – har meget at byde på. Det er nok kun en brøkdel, vi allerede kender til. Men der er ihvertfald meget godt i vente, som er værd at glæde sig til.

Jeg fik lyst til at lave en lille glædesliste, der samtidig fik mig til at tænke lidt ekstra over alt det fine, vi har at se frem til og håbe på. Og alt det vilde, uforståelige, fantastiske, angstprovokerende og og og, der også venter…
Det giver et dejligt endorfinskud at lave sådan en liste, og det er slet ikke så dumt, på sådan en grå januardag 😉
Jeg laver ikke nytårsforsæt, for hvis der er noget, jeg gerne vil have anderledes, vil jeg ikke vente på et nyt år til at kickstarte det. Derimod vil jeg gerne glæde mig til små og store begivenheder. Og drømme – i alle størrelser.

Så – here goes. Min glædesliste (der også indeholder skræmmende milepæle):

I det nye årti…

• fylder 2 af vores 3 drenge 18 år! Og får (måske) kørekort… Dét er godt nok en vild tanke
• afslutter både W og S folkeskolen
• skal L starte i skole, og vi siger dermed farvel til børnehavelivet, der har været en del af vores hverdag i mange år efterhånden
• skal der holdes konfirmationer – hvis drengene har lyst til det
• håber jeg, at jeg bliver bekræftet i, at de sidste 2,5 års studie ikke har været ‘forgæves’
• skal A og jeg fejre kobberbryllup
• skal vi fortsætte med at fejre både store og små glæder
• fylder både A og jeg 40 år (gisp!)
• skal jeg blive endnu bedre til at sige ‘pyt’
• vil jeg sørge for, at mine smilerynker bliver større…
• håber jeg, at de fleste dage vil være fine – at håbe, at alle dage vil blive det, er vist livsurealistisk
• bliver jeg (forhåbentlig) færdig som sygeplejerske
• vil jeg fortsætte med at engagere mig i det, som drengene brænder for
• håber jeg, at det bliver livet og ikke døden, der kommer til at fylde. Det trænger vi alle til…
• skal der ses utallige timers badminton i haller i Danmark – og måske i udlandet…
• vil jeg lære at strikke. Basta
• håber jeg, at jeg finder mit drømmejob som sygeplejerske. Måske dér, hvor jeg skal i klinik lige om lidt…
• skal jeg udleve flere af mine (store) drømme
• håber jeg, at vores husdrømme bliver opfyldt
• vil jeg øve mig i selvkærlighed
• skal vi måske prøve at komme på skiferie med drengene for første gang
• vil jeg blive ved med at minde mig selv om, at alting er til låns – ikke mindst vores drenge, der vokser mellem hænderne på os
• fortsætte med at nyde, at drengene elsker at bruge tid sammen med os
• skal jeg bage kager i massevis
• kan det være, jeg skal læse videre
• vil jeg øve mig i at nyde tingene, som de er, mens de er, i stedet for at stræbe efter ‘det næste’
• håber jeg, at W får opfyldt sine skoledrømme
• glæder jeg mig til, fortsat at være rigtig meget sammen med min familie
• vil jeg gerne prøve at fejre jul i et Winter Wonderland med vaskeægte sne et sted…
• ønsker jeg allermest, at mine 4 drenge får deres drømme til at gå i opfyldelse <3

Og så er der selvfølgelig alt det andet rare, der også følger med et år – eller 10. Årstidernes skiften, ferier, nydning, hverdagslykke, grin, gode oplevelser, glædestårer i øjenkrogen, varme hjerter og taknemmelighed – blandt andet.

Jeg håber, at det nye år(ti) bliver alt det vi – og I – drømmer om og håber på. Og meget mere til!
Er der noget særligt, I ser frem til i det nye år(ti)?

Godt nytår!

P. S. Jeg læste en artikel forleden, der påpegede at vi ifølge matematikken første starter det nye årti næste år – altså i 2021. Men anyways, jeg lader det nye årti starte nu 🙂