Slutspurten, på 1. semester, er sat ind

069

Så er slutspurten på 2. semester sat ind! Og hvilken spurt. Pyyyyyh….! Jeg synes, jeg har gjort alt for at følge godt med hele semesteret. Har været der til alle timer, taget noter i ét væk, læst pensum osv. osv. Men der er alligevel grænser for, hvor meget min hjerne kan huske (og lære på én gang)!

Om 6 dage skal jeg aflevere den 2. skriftlige opgave, et forudsætningskrav der skal bestås for at kunne gå til eksamen, som jeg brugte stort set hele sidste weekend på. Som I måske husker, havde jeg en lidt ambivalent følelse med den 1. skriftlige opgave.

Hver dag går med repetition, studieopgaver og praktiske øvelser på skolens ’sygehusafdeling’. Der er drøn på og min hjerne kværner løs, selv når jeg sover, tror jeg. Jeg er ihvertfald virkelig træt, når jeg vågner om morgenen 😉
Midt i aftensmaden kan man f.eks. høre mig udbryde: ‘Hvor mange procent plasma er det nu blod består af?’ – som om mine med-spisere kan svare på mine skøre spørgsmål… 🙂 Og om natten kan jeg vågne og tænke: ‘Første hjertelyd, det er da når bi- og tricuspidalklapperne lukker under ventrikelsystolen – ik?’ 😉

Det er ret vildt at tænke på, at jeg om 3 uger starter på 2. semester! Og endnu mere, at jeg skal stå og tage imod et nyt hold som tutor 🙂
Jeg er spændt på, at skulle lære endnu mere, men mest af alt tæller jeg ned til at skulle i klinik for første gang, sådan for alvor. At skulle ud at snuse til sygeplejefaget i 10 uger og have det i hænderne. Prøve alt det af, som jeg har lært. og lære en masse gennem hænderne. Det bliver virkelig rart. Jeg tænker, det vil være med til at (forhåbentlig) bekræfte mig i, at jeg er landet det rigtige sted.

Men altså… først skal eksamen lige overstås. Planen kom i onsdags og jeg er den 3. sidste ud af nogen-af-fyrre. Ikke lige det, jeg havde håbet på, men det er jo ikke noget, jeg er herre over, så sådan må det være. Pludselig er det meget konkret, og mine eksamensnerver begyndte med ét at røre lidt på sig. Mon jeg skal have kronisk uro i maven og rystende hænder indtil slutningen af måneden?…

Jeg er faktisk ved at blive en smule småskør. Det ene øjeblik tænker jeg, at det nok skal gå. Det næste er jeg overbevist om, at jeg dumper. Jeg kan mærke presset på mig selv, som en fysisk lænke omkring mit hjerte, der strammer til dag for dag. Jeg vil SÅ gerne gøre det godt, jeg vil virkelig gerne bestå (ja, hvem vil ikke det…)! Bevise over for mig selv, at jeg kan forstå de naturvidenskabelige fag, som jeg altid har haft en smule angst overfor.
Det er ikke fordi, jeg har et behov for at bevise over for andre, at jeg kan få en flot karakter. Jeg har et stort behov for at bevise over for mig selv, at jeg kan. Og jeg er dødbange for at komme til at skuffe mig selv. Falde helt til jorden og finde ud af, at jeg slet ikke har det, der skal til. I et roligt øjeblik ved jeg godt, at jeg ved noget. At jeg faktisk har lært sindssygt meget de sidste 4-5 måneder. Men jeg kan jo ikke huske det hele. Slet ikke. Og en perfektionist, som jeg er, kan have rigtig svært ved at acceptere, at det er sådan, det er. Jeg ved jo ikke, om jeg ved nok, før eksamen er ovre.
Jeg render rundt med konstant dårlig samvittighed, for jeg føler, at jeg hele tiden burde læse mere, hurtigere. Men min hjerne har brug for, at jeg giver den pauser, for ellers når den ikke at finde plads til alt det, jeg forsøger at putte på lager.

Alle er søde, klapper mig på skulderen og siger, at det kan jeg sagtens klare, det kommer til at gå rigtig fint. De er slet ikke nervøse for, at jeg ikke klarer den. Men hvad så hvis jeg ikke gør? Så skuffer jeg ikke kun mig selv? Og hvad er rigtig fint? Er det også ‘jeg bestod med nød og næppe’?

Jeg håber sådan, at jeg om et par uger går derfra med en karakter, der sender mig direkte videre til 2. semester – og helst højere end 2, for jeg synes virkelig jeg har knoklet for at gøre det bedre end det. Men jeg tør næsten ikke tænke tanken…
Jeg har brug for det skulderklap, det er at bestå eksamen, så jeg forhåbentlig, efter det, formår at tro lidt mere på mine egne evner. Hvilket i øvrigt var et af mine ønsker for 2018.

I dag har jeg været til ‘prøveeksamen’ i en praktisk færdighed. Jeg skulle forflytte en ankelopereret patient, med gips på benet. En fra min studiegruppe spillede min patient og bagefter spillede jeg patient for en anden fra min studiegruppe.
Til vores eksamen, skal vi bruge de første 5 minutter på at udføre en praktisk færdighed på en seniorsygeplejerske, der spiller patient. Og dernæst skal vi forsøge at afværge en skudsalve af spørgsmål fra en af vores anatomi/fysiologi/biokemi/mikrobiologi-lærere og en af sygepleje-lærerne. 20 minutter, hvor de stiller spørgsmål og viser os modeller, som vi så skal kunne svare på og fortælle ud fra.
Det er første gang, så vidt jeg husker, hvor jeg skal til en eksamen, jeg ikke rigtig kan forberede mig på, inde til forberedelsen. For det er ikke mig, der skal lave en disposition og derudfra styre slagets gang til eksamen. De stiller spørgsmål – om alt, vi har haft det sidste halve år – og så skal jeg kunne svare på tiltale! Det gør mig faktisk vildt nervøs. For der er godt nok meget at huske!

På vej hjem fra skole i dag, var jeg 1/2 meter fra at blive torpederet af en bil, der kørte over for rødt. Direkte ind i førersiden, lige ind i mig. På et splitsekund passerede mit liv lige revy og jeg rystede (og græd) resten af vejen hjem. Pyh, sikke en oplevelse at afslutte skoleugen med og begyndt weekenden på. Jeg er stadig helt shaky. Livet er virkelig en underlig størrelse. Det ene øjeblik fylder eksamen alt og det næste er det helt andre ting, der får ens hjerte til at slå alt for hurtigt.

Nu vil jeg sætte mig lidt, med en skive friskbagt grydebrød og en kop kaffe, og fordøje dagens indtryk, og så må jeg hellere komme tilbage til bøgerne. Jeg har på fornemmelsen, at min weekend kommer til at gå med endnu mere repetition, opgavefærdiggørelse, uendelige tankestrømme og forhåbentlig også en smule hygge og nærvær indimellem.

God weekend derude!

P.S. Tak for jeres søde forslag og kommentarer til indlægget i går. Jeg tænker, at noget af min weekend også kommer til at gå med at løse dét problem….

Lykkeglimt: Blonder, rester, hverdag, knokleri og naturlig skønhed i baghaven

037  Blomsten fra julebordet, der bliver smukkere og smukkere – og bedst af det hele; minder mig om min far <3065
På vej til 60 års fødselsdagsfest…
076
… i regnvejr
001
Rester fra nytårsmenuen gjorde 1. januar noget nemmere at komme igennem…
003 005 008 028017
Den bedste start på den sidste juleferiedag
020
Opskriften på verdens bedste (og nemmeste) morgenboller er lige her
023
En anden af mine fine julegaver – klik her og se to mere…
027 029 040
Vores smukke baghave
066
Mit hjørne når der skal skrives opgave og eksamensterpes
041091 107
Når hovedet kræver frisk luft, gør det bestemt ikke noget, at det også er pænt!
127
Søndagsskriveri
153
Ristet rugbrød har altid gjort mig blød i knæene 🙂
172
Når man lige finder en solstråle…
215
Søndagspandekager – et koncept, der kan anbefales! Opskriften på pandekager er lige her

Wow, sikke en smuk start på ugen, med frostklart vejr og den fineste solnedgang i baghaven!
Jeg håber, det er et billede på, hvordan ugen kommer til at forløbe. Indtil videre er den faktisk startet helt fint, på trods af mandagstravlhed, logistikudfordringer, børnehavebekymring og en anelse træthed.

Sidste uge var halv fornøjelse, halv arbejde. Det var lige til at holde til, omend det var liiidt hårdt at komme i omdrejninger igen. Især det med at skulle sætte vækkeuret til 5.30, har jeg ikke savnet – eller at smøre madpakker… Men det hører jo med til hverdagen, som alt i alt er helt okay…

Det meste af weekenden gik med opgaveskrivning for mit vedkommende, mens drengene hyggede hos farmor og farfar og A var på vagt. Til vejledning i dag blev jeg (heldigvis) bekræftet i, at jeg er på helt rette vej. Så nu skal jeg have skrevet opgaven færdig, rettet den igennem og afleveret. Én bekymring mindre – altså når den (forhåbentlig) er godkendt, that is…

Efter to dage med eksamensterperi og opgaveskrivning blev jeg rastløs, og kom til at lave om på billedvæggen herhjemme. Men det må I vente med at se… 🙂 (Der er dog et lille sneak peek på Instagram @mormedmegetmere)

Vi afsluttede weekenden med pandekager til dessert og det var slet ikke dumt 🙂
Rigtig god januaruge til jer. Tænk engang, nu er vi allerede en uge inde i det nye år!

Juleferie – toppet med en god besked!

fullsizeoutput_10cb fullsizeoutput_10ca

Så er juleferien officielt skudt i gang! Der er blevet talt ned til den, for jeg trænger efterhånden til at holde fri lidt – bare et par dage…

Men ingen julefreden kunne sænke sig, var der lige en ting, der skulle overstås først – nemlig at få svar på første skriftlige opgave på sygeplejerskestudiet. En vigtig opgave, der skal bestås, som forudsætning for at kunne gå til eksamen.

I går gik halvdelen af dagen på studiet med at høre om eksamen, som venter om en måned. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget ambivalente følelser omkring det. Det ene øjeblik har jeg ro i maven, det næste tvivler jeg vildt meget på mig selv. Har jeg nu forstået noget som helst? Hvordan skal det ikke gå? Kan jeg huske det, når det gælder?

Da jeg fik mailen i dag om, at der var kommet svar på opgaven, turde jeg næsten ikke logge ind og se…
Efter et par dybe vejrtrækninger fik jeg logget ind, og så, at jeg ikke havde bestået…

Troede jeg…. På et splitsekund nåede jeg at tænke tusinde tanker. Havde jeg virkelig misforstået alting? Men da jeg fik kigget ordentligt efter, i det system som jeg aldrig har prøvet at aflevere opgaver i før, kunne jeg se, at jeg havde taget helt fejl. Opgaven er bestået!
Og da jeg fik kigget videre på min mail og åbnet dokumenter med min opgave og kommentarer fra lektoren, blev jeg glad helt ind i hjertet. De sidste måneders hårde arbejde har alligevel båret frugt.

Første (lillebitte) skridt – af virkelig mange – er taget, på vejen mod at blive sygeplejerske. Og det føles simpelthen SÅ godt!
Nu er jeg klar til at nyde juledagene med god samvittighed. Og lade bøgerne ligge lidt, for jeg tror egentlig også at min hjerne trænger til en tur i opladeren!

Rigtig dejlig 21. december-aften derude.
Tænk engang, nu går vi mod lysere tider, sådan helt bogstaveligt talt…

Bagsiden af min medalje – som sygeplejerskestuderende

256

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det…
Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt…

Sorgen

Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv.

Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?
Tiden læger alle sår – siges det. Jeg tror ikke på det. Jeg er blevet klogere. Der er et sted i mit hjerte, der gik i stykker, den dag jeg sad ved min far, og så ham tage sit sidste åndedrag. Det sted kommer aldrig til at hele. Måske kommer der skorpe på – engang, men det vil aldrig blive det samme som før.

For nogle uger siden, da jeg havde gået på studiet i en måneds tid, kom jeg hjem en dag og følte mig fuldstændig mat (altså endnu mere end ellers). Jeg havde sagt til A et par dage forinden, at jeg følte det som om sorgen var flyttet ind i hjertet med fornyet kraft. Om aftenen fik jeg det værre og værre, og endte på sofaen med kulderystelser, ondt over det hele, feber, utilpashed og tårer, der blev ved med at trille. Det var som om, min krop var blevet syg af sorg. Jeg følte mig helt sort indeni, som om mit hjerte var ved at visne.
Morgenen efter var feberen væk og jeg havde det bedre.
Min krop havde fået afløb for noget af alt det, der var blevet for mørkt i hjertet. Det havde lettet.

Hver dag på studiet er der ting, der sender mig direkte tilbage, enten til hans sidste timer eller til de 3+ år, han var syg.
Jeg bliver hele tiden bedt om at forholde mig til, hvad god sygepleje er, og det bringer minder frem om de situationer, jeg har været i, sammen med min far – især dem hvor jeg bestemt ikke synes, der blev ydet god sygepleje. Og det gør ondt! Sådan helt fysisk ondt!

Forleden så vi en video med en patient, der lå for døden, fordi vi skulle se, hvordan vejrtrækningen er, når man når det stadie.
Og det var svært. For læreren spurgte, om nogen af os havde set en person dø. Og flere af mine medstuderende kunne referere til ældre mennesker, de har været i kontakt med som SOSU-assistenter. Men jeg har kun min far at sammenligne med og tænke på, når tankerne bliver sendt på rundtur. Og det var bestemt ikke rart at få de billeder på nethinden igen.
At se ham dø er klart det tungeste og sværeste jeg har gjort i mit liv. Også selvom jeg ikke ville have været det foruden.

Jeg vil så gerne blive og være en dygtig sygeplejerske, der kan forholde sig fagligt til jobbet, men jeg vil også gerne være menneskelig. Jeg forsøger at rumme begge dele. Jeg vil så gerne, at alt det jeg gennemlevede med min far, til de mange undersøgelser, indlæggelser m.m., kan bruges til noget godt. Når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg ved, at min far ville glæde sig over, at jeg i det mindste kan få et eller andet godt ud af alt det, der var og er så tungt og uretfærdigt.

Men indimellem tvivler jeg på egne evner. Jeg ved nu, hvordan det er at miste en forælder. En man elsker dybt. En, der hele ens liv har været en stor del af én. Det vil jeg gerne kunne bruge i mit virke som sygeplejerske, som omsorgsperson. Jeg håber, jeg kan. For det ikke få lov at være en hemsko for det studie, der føles så rigtigt!

Jeg vil gerne acceptere min sorg, og bære den med mig. For jeg kan ikke fortrænge den. I de perioder hvor jeg forsøger at gøre det, vender den tilbage med fornyet styrke og det dur slet ikke. Sorgen er en del af mig – også selvom der er gået 1 1/2 år. Der er bare ikke meget plads til den i en travl hverdag.
Når jeg sidder i bilen om morgenen, helt alene, med en smuk solnedgang i ryggen, så begynder tårerne at trille. Fordi jeg støder på noget i mit tankemylder, der minder mig om min far. Når jeg sidder der helt alene, så giver min krop efter, omend jeg beder den om at lade være. Fordi det ikke passer ind. Men jeg lader sorgen fylde et øjeblik, jeg tør ikke andet, omend jeg er bange for, at den ikke vil forsvinde igen.

Jeg tænker indimellem, om jeg mon er for ked af det. Om det er normalt at have det sådan. Der er stadig en del spøgelser, jeg ikke har gjort op med. Og nogle af dem er blevet større, efter jeg er begyndt på sygeplejerskestudiet. Fordi jeg pludselig ser tingene fra andre vinkler. Og bliver klogere på nogle af de ting, der foregik – både i hans krop og omkring ham.
På den anden side, så accepterer jeg, at sorgen, savnet og smerten er en del af mig. Jeg er gået i stykker, men kan repareres, så jeg kan fungere. Sygdomsforløbet varede lang tid, så det gør bearbejdningen vel også? Ihvertfald for mig.

Jeg har brug for at tale med ham – lige nu! Jeg har brug for, at mine drenge kan kramme ham – og huske ham. Jeg har brug for at han er her – men det er han ikke.
Meningen med livet forandrede sig, da jeg sagde farvel til ham ude på Hospice. Mine sanser blev skærpet (endnu mere). Min tiltro til livet blev anderledes. Indimellem kan jeg tænke, at jeg slet ikke forstår, hvad det er vi skal. Hvad er meningen? Er livet ‘bare’ dét at stå op, tage af sted, arbejde, læse, gå i skole, knokle, lave mad, sove og gentage? Jeg forstår det egentlig ikke, forstår ikke helt meningen med det. Men alligevel holder jeg af hverdagen. Jeg holder af at gøre lidt ekstra ud af de små ting. Se glæden i mine drenges øjne. Tænke, at det kan betale sig at gøre sig umage, for dagen kommer ikke igen.
For livet, det tager jeg ikke for givet. Og dét er også en styrke, omend det kan føles mest som en svaghed indimellem.
Jeg ser nuancerne, både i hverdagen og alt det, der omgiver mig. Jeg er en tænker, der suger alting til mig. Og jeg er blevet mindre bange for døden – min egen nok mest. For jeg er stadig virkelig bange for at miste andre, der står mig nært. Bare tanken…

Jeg tror ikke, der er mange, der kan se det på mig. At mit hjerte er såret, stadigvæk. Måske bliver det ved med at være det altid. Måske bliver livet aldrig det samme igen… Det er en del af mig nu, på godt og ondt. Sådan er livet. Også selvom jeg har lyst til at råbe og skrige og gøre det om, spole tiden tilbage, ikke finde mig i, at det skal være sådan her!

Måske kan jeg finde måder at bruge det på, på en god måde. Jeg håber det… <3

Nu fik jeg ihverfald afløb for mange af de tanker, der fylder meget for tiden. Jeg er ret sikker på, at jeg finder styrken, midt i det svære, som jeg har gjort indtil nu. Omend sorgen indimellem prøver at vælte mig omkuld…. What doesn’t kill you, makes you stronger. Dét er ihvertfald ikke helt forkert!

 

Hvis du har lyst til at læse flere indlæg og tanker om alt det med sygdom, død og kræft, kan du blandt andet klikke lige her

Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ’stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg

Older posts