Tanker om det skrøbelige liv

480

Lige for tiden har jeg det som om, at livet forsøger (lidt for ihærdigt) at minde mig om, at det er en skrøbelig størrelse, man aldrig kan være sikker på, og som ikke giver nogen garantier.

Og her tænker jeg ikke engang på alt det, jeg allerede er stødt på i forbindelse med studiet

Om eftermiddagen, efter første skoledag, kørte der en bil foran mig, der var millimeter fra at køre galt midt i en overhaling.
I sidste uge, da jeg kørte hjem fra skolen, var der omkørsel pga. en trafikulykke, der på tragisk vis havde dødelig udgang.
I fredags var jeg selv tæt på at blive involveret i et harmonikasammenstød, da bilerne bagved mig var tæt på at køre op bag i mig, da en bil længere fremme bremsede pludseligt og hårdt op.
Og i morges var der igen omkørsel på vej til skole, da 3 biler var kørt sammen. Jeg blev mødt af blå blink og et virvar af biler på vejen og blev igen mindet om min egen (og andres) skrøbelighed.
Tænk hvis jeg var kørt af sted lidt før… Havde jeg så været impliceret i eller vidne til ulykken?
Resten af vejen til studiet tænkte jeg på, om det mon var nogen, jeg kender, der var involveret i ulykken…

Jeg synes slet ikke det er rart at skulle køre på en vej hver dag, der er ‘kendt’ som ulykkesvej. Der står tilmed skilte undervejs, der fortæller én, at det er en ulykkesvej!
Jeg synes især ikke det er rart, når jeg dagligt oplever, hvor hovedløst folk kører på ruten. Som om de ikke læser skiltene eller ikke forstår alvoren… Det understreger blot, at rygtet og skiltene taler sandt og er der af en grund…
Og det skræmmer mig helt ind i hjertekulen og allerlængst nede i maven (abdomen 😉 ).
Bare tanken om, ikke at komme godt frem eller hjem igen…. Jeg kan nærmest ikke tænke tanken til ende…

Jeg ser dagligt folk foretage vanvittige overhalinger på landevejen, for senere at holde bag ved dem i lyskrydset i byen. Men jeg er ikke sikker på, de overhoved forstår, at de intet ‘vandt’, ved at risikere deres eller andres liv…

I går fik jeg besked om, at et familiemedlem skal gennem ‘kræftpakke’-undersøgelser. De næste dage – og måske uger – kommer til at gå med uvished og mange tanker på den front også…

I aften, når drengene er puttet, og A er kommet hjem fra hundetræning, vil jeg nyde et glas rødvin med ham og glemme lektier, praktiske gøremål og dårlig samvittighed for en stund.
Måske ville jeg normalt ikke drikke vin på en (helt almindelig) onsdag, men i aften vil jeg glemme det ‘normale’. Fordi jeg trænger til at sidde med A i den ene hånd, et glas vin i den anden og snakke, uden at tænke på, at jeg burde læse lidt mere, rydde op eller indhente lidt nattesøvn…

Man kan ikke leve hver eneste dag, som var det den sidste. Men man kan forsøge at få det bedste ud af hver dag. Og indimellem, når jeg bliver fanget i hamsterhjulet, og synes dagene ligner hinanden (lidt for meget), og de er fyldt til randen med ting, der skal gøres; studier, praktiske gøremål, fritidsaktiviteter, madpakker, madlavning, tøjvask og indkøb, kan det være helt rart at bryde ud og gøre noget ‘man ikke ellers ville gøre’. Om det så er at drikke et glas rødvin på en hverdag, bage en kage eller danse i regnvejr….

Det er måske også dét, livet kan; minde én om, hvad der er vigtigt. Og at man skal nyde det, mens det er her…

Og hvad vil jeg så egentlig sige med alt det her?
Måske ‘bare’ minde mig selv – og måske jer – om at bryde ud af hverdagen indimellem, og gøre noget, man ellers ikke ville gøre – også selvom det kun er en lille ting, som at drikke et glas rødvin på en onsdag…
Og blive ved at huske på vigtigheden af at kysse hinanden ‘på gensyn’ om morgenen, give et (ekstra) kram og fortælle dem tæt på én, at de betyder noget…

God aften derude – pas godt på jer selv og hinanden <3

 

P.S. Hvis det her var alt for langhåret, kan I evt. kigge på indlægget fra i går, der udelukkende handlede om materiel lykke 😉

06-09-17 – en dag i mit studieliv som sygeplejerskestuderende

004 005 012 023 002 013 015

En del af jer spørger til, om ikke jeg vil skrive mere om det at være studerende med børn (og alt det, der følger med) og det vil jeg selvfølgelig gerne 🙂

Jeg tænker, jeg indimellem vil lave ‘en dag i mit liv’, som I også tog virkelig pænt imod sidst jeg gjorde det (det indlæg kan læses her)

Denne dagbog er fra i onsdags:

Onsdag d. 6. september 2017

Kl. 6: Mit vækkeur ringer. Jeg har blundet lidt, siden A låste sig ud lidt i halv seks og cyklede på vagt.
Jeg kan høre, at L er vågen ovenpå, men jeg går ikke op før han kalder, for han vil gerne ligge og vågne for sig selv.

I dag er første gang jeg har ’studiedag’ på mit skema, hvilket vil sige, at jeg ikke skal af sted i skole, så jeg har sat vækkeuret en halv time senere end ellers.
Jeg går op og vækker W og S, og de står langsomt op og tager tøj på, mens L og jeg starter på morgenmaden.

Jeg smører madpakker, mens de to store spiser, og bagefter skifter jeg L’s ble og hjælper ham i tøjet.

Kl. 7.40: Vi tager sko og jakker på, og W cykler af sted mod skolen. S, L og jeg kører sammen op til skolen og følger S ind i klassen. Efter et par hårde ugers skoleopstart for S, glæder jeg mig over, at han går ind i klassen med et stort smil og glæder sig til en ny skoledag.

Kl. 8.05 lander L og jeg ved vuggestuen. Hans faste pædagoger/medhjælpere er ikke mødt ind endnu, og så er han ikke altid helt pjattet med, at jeg går med det samme. Fordi jeg ikke skal nå i skole til et bestemt tidspunkt, benytter jeg mig af muligheden for at kunne tage den med ro og leger med ham i 10 minutter, indtil en af ‘hans’ pædagoger møder ind og åbner stuen.

Kl. 8.30 parkerer jeg ved Føtex og går ind for at handle ind til resten af ugen. Ugen har fået en hektisk start, med tilvænning til studiet, ekstravagter for A og rigeligt med fritidsaktiviteter om eftermiddagen, så vi trænger til at få fyldt køleskabet op. Efter en halv time er jeg klar til at drøne hjem og komme i gang med studierne.

Kl. 9.15 sætter jeg mig ved bordet i køkkenet med en kop kaffe og lidt frugt on the side. Jeg har meget på listen der skal læses til torsdag og fredag, så jeg må hellere komme i gang.

Kl. 11.30 rejser jeg mig, efter et par timers intens læsning og tanker i tusindvis. Jeg har lovet S at hente ham og hans bedste veninde efter skole, så de kan lege sammen herhjemme. Jeg skynder mig at røre en bolledej sammen og pisker også dej til en omgang bananmuffins, så der er lidt til de sultne maver.

Kl. 13.50 kører jeg op efter S og hans veninde. Regnen står ned i tykke stråler, så vi er ret våde, da vi endelig lander hjemme i køkkenet.
Vi spiser boller og kage og snakker om skoledagen. De fortæller røverhistorier og sidder lidt på gulvet og snakker med Saga, inden de går op på værelset.

Kl. 15.15 kommer W hjem fra fritter. Han har ondt i maven, så eftermiddagens badmintonlektion bliver aflyst.
Da jeg har ‘huset fuld’, har jeg fået A’s søster til at hente L og komme hjem med ham. Skønt at kunne trække lidt på hjælpende hænder. Især fordi jeg stadig har en del, jeg ikke har fået læst endnu.
Jeg har over 100 sider, der skal læses til torsdag og derudover en hel del til fredag også. Det er helt overvældende. Især fordi jeg ikke ved endnu, hvor meget jeg skal forstå inden forelæsningerne osv. Jeg tænker, det bliver ‘nemmere’, når jeg er lidt mere inde i det hele og ved, hvordan de enkelte lærere underviser.

Kl. 17.20 går L og jeg i gang med at lave aftensmad. Det bliver noget nemt, for jeg har brug for så meget tid fri til lektier som overhoved muligt. Min hjerne trænger også snart til at holde helt fri lidt.

Kl. 17.45 bliver S’s veninde hentet og de to store leger lidt med L, mens jeg dækker bord og sniger mig til at læse lidt i bøgerne on/off. Det er virkelig rart, at de kan hjælpe og ‘underholde’ L lidt.

Kl. 18.20 er A hjemme og vi spiser aftensmad sammen.

Kl. 19.15 starter A på nattøjs-børste-tænder-putte-rutinen, mens jeg smører madpakker. Jeg har ikke fået en ordentlig morgenrutine endnu, så jeg smører dem om aftenen for tiden, for at være sikker på at kunne nå det hele om morgenen.

Kl. 20 er der ro ovenpå, og jeg sætter mig igen med bøgerne i halvanden time. Jeg er ved at være i mål med næste dags pensum og også lidt blæst bagover af mængden. Sådan en studiedag er hurtigt brugt op! Jeg er spændt på at se, om det fortsætter sådan. Jeg tænker, jeg ihvertfald så skal til at prioritere hvad jeg skal læse og forstå, og hvad jeg blot skal have skimmet. Her til at starte med, vil jeg dog gerne være helt med og læser derfor mere grundigt.

Kl. 22 rammer jeg hovedpuden og der går ikke mange minutter før jeg sover. I morgen ringer vækkeuret igen 5.30, så det er med at få lidt søvn….

 

 

Vil du læse om min første dag som sygeplejerskestuderende, kan du kigge her og mine tanker inden studiestart har jeg skrevet ned i dette indlæg

Weekendlykkeglimt; sommerkage, solnedgang og søndagsnydning

062002 003
Crumble i godt selskab – spontan middag var en god idé <3
007
Fyldte peberfrugter, stegte ris med grøntsager, tomatsåvs, coleslaw og salat med alt godt fra grøntsagsskuffen
015 030042
Årets vel nok sidste ‘Verdens bedste jordbærkage‘ – med brombær fra haven som prikken over i’et
045 054
Og solnedgang i baggrunden <3
036003
Søndagsrarhed
006
… og sprøde speltvafler (opskriften er her)
014
Verdens bedste boller – der ikke engang skal æltes 😉
Opskriften er her
024 040 042 050 053 067
Havehygge
075
To gode venner i sandkassen
077 086 092 095
Lektier i solen
098

Så blev det sørme weekend igen – en tiltrængt en af slagsen efter en uges intens skoleopstart og ‘normal’ hverdag, der også skal passes.
Inden jeg skyder denne weekend i gang, vil jeg lige dele en omgang lykkeglimt med jer fra sidste weekend.

Den første weekend som sygeplejerskestuderende. Første skoledag fredag blev afsluttet med spontan middag med min mor, bror og svigerinde herhjemme. Det var rigtig hyggeligt at være samlet og kunne dele de mange nye indtryk med dem. Desserten skulle laves hurtigt, så det blev til en god gang crumble med stikkelsbær, hindbær, blåbær og rabarber. Det er nu heller ikke så tosset 😉

Lørdag morgen læste A og jeg lektier sammen over kaffen, mens drengene legede. Det er ret hyggeligt at vi kan snakke sammen om anatomi og fysiologi, og at jeg har en at øve mig sammen med <3
Resten af dagen gik med ‘ingenting’, indkøb, oprydning og hygge. W var til fodboldkamp og derefter omme hos en kammerat et par timer. Kan godt mærke, at han er ved at blive stor, og at vi snart skal have det i kalenderen, hvis vi skal se ham mere end et kvarter ad gangen 😉

Om aftenen nød jeg at have god tid i køkkenet til at kræse lidt for menuen. Drengene ville rigtig gerne fejre weekenden med jordbærkage og det lykkedes mig at finde danske økojordbær (for vel nok sidste gang i år), så jeg var let at overtale 😉 Den blev nydt med den fine solnedgang som baggrundstapet.

Søndag var A på vagt hele dagen, mens drengene og jeg skød dagen i gang med friskbagte vafler og verdens bedste boller. Om fprmiddagen var W igen på besøg hos en kammerat og om eftermiddagen havde W en klassekammerat på besøg. Imens nød S, L, Saga og jeg solen i haven.

Efter en hel dag med drengene alene, med lektielæsning når jeg kunne finde et hul til det, og en anelse træthed ovenpå fredagens mange indtryk, blev aftensmaden en nem løsning med råstegte kartofler, kyllingedeller og salat on the side. Det er rart at have nemme retter i baghånden, der smager godt, når energien ikke er til så meget. Mon ikke det bliver sådan det næste stykke tid, når jeg samtidig lige skal finde på plads i alt det nye.

Nu vil jeg gøre mig klar til 60 års fødselsdag i aften og ønske jer alle en rigtig skøn weekend!

P.S. Hvis du gerne vil bage lidt forkælelse til den kommende uges madpakker, så se f.eks. opskriften på pølsehorn og pizzasnegle fra i går eller denne opskrift på små minitærter med grøntsager 😉

Første skoledag som sygeplejerskestuderende

131
S lavede et fint billede i sidste uge, der nu hænger på køkkenvæggen, og minder ham og mig om, at vi godt kan 🙂

Nå, jeg synes, jeg lige vil komme med en update på, hvordan den første skoledag gik…
Mine tanker om det hele, inden det gik løs, skrev jeg jo om lige her, så det mp være på sin plads med en update.

Jeg kørte hjemmefra lidt over 8. Turen til skolen gik fint, omend jeg måtte blinke tårer væk et par gange. En halv time alene i bilen, med musik i ørerne og plads til at lade tankerne flyve frit, sendte dem i min fars retning.
Savnet og sorgen rev i hjertet og gennemblødte plasteret, der dækker for hullet i hjertet.
Når jeg bliver virkelig nervøs og skubbet ud af min comfortzone, så tænker jeg på, at jeg kan klare meget mere, end jeg selv tror. For jeg klarede at være der for ham, og gå igennem umenneskelige ting for og med ham. Og så kan jeg også klare det, jeg bliver budt af andre udfordringer. Jeg tænker, at han nu er med mig på den måde, og sender mig styrke <3

Jeg har altid haft det sådan, at jeg i dagene op til noget ’stort’, har bøvl med maven, fryser og er virkelig spændt og nervøs. Når jeg så står foran det, så tager min mave sig sammen, og nerverne trækker sig tilbage og lader mig klare skærene. Præcis det samme skete i går. Da jeg parkerede ved skolen og vidste, at jeg var i god tid, trak nerverne sig tilbage og min indre styrke blussede op. Det er egentlig rart at have det sådan, men jeg er altid bange for, at styrken svigter mig – lige indtil den viser sit ansigt…

Da jeg kom ind i lokalet på skolen, fik jeg tildelt et navneskilt og henvist til et bestemt bord, hvor min klynge skulle holde til. Der var allerede halvt fyldt ved bordet og jeg genkende straks et ansigt. En mor til en pige, som S har gået i børnehave med. Den sidste rest af sommerfugle faldt på plads og nervøsiteten blev afløst af spænding og forventningsglæde. ‘Det her skal nok gå’.

Der er 50 på mit hold, så det er en stor flok. Mange nye ansigter og navne, der skal læres. Og en masse rutiner, der skal ind på rygraden. Der er stor aldersspredning på holdet. Den ældste er 50 og den yngste under 20 år, og vi er en del, der har børn. Vores baggrunde er meget forskellige, og vores forudsætninger for at være der, er det også. En del har baggrund som sosu’er eller har erfaring fra plejehjem, og så er der mange, som mig, der har en helt anden baggrund.
Jeg tænker, at det giver en god dynamik på holdet. Ud af de 50 nye studerende, er de 3 af dem mænd 😉

Dagen gik med informationer, både fra lærere og tutorer, og vi skulle alle præsentere os selv for vores 49 medstuderende. Vi sang fællessang og blev vist rundt på skolen. Vores studiegrupper blev råbt op, og jeg har allerede en rigtig god fornemmelse omkring det hele. Lærerne virker utrolig dygtige og kompetente og de piger, jeg fik snakket med fra min klynge, virker super søde.

Jeg havde besluttet mig for at overvinde min generthed, og turde spørge ind og starte samtaler, og det gik rigtig godt. (Jeg har for øvrigt skrevet om min introverthed lige her)

Kl. 14 var første skoledag slut, og jeg kørte hjem med solen i ansigtet, og med et kæmpe smil på læben, der nåede helt ned i maven.

Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang – sådan rigtigt.

Apropos indlægget fra i torsdags, så siger den lille djævel på min skulder, at det slet ikke er sikkert, at det fortsætter med at være godt. Men englen råber højere og siger, at jeg skal nyde det, og ikke tænke på alt det, der ‘måske kan ske’. Så det vil jeg gøre!
Jeg tror og føler, at det her bliver helt vildt godt! I går genopdagede jeg følelsen af, at jeg godt kan! Jeg mærkede troen på mig selv. Det føles så rigtigt – og jeg har allerede lavet mine lektier til på mandag 😉 (Det bliver nok ikke ved at være sådan hele vejen, så det vil jeg også lige nyde lidt 😉 )

God weekend derude

P.S. Nu skal det selvfølgelig ikke kun handle om mit nye liv som sygeplejerskestuderende her på bloggen, men lige nu får det lov at få lidt plads. Men bare rolig, jeg har også masser af andre indlæg i støbeskeen til jer 🙂

Dagen før dagen – med en engel og en djævel på skulderen

315 318 321
Love iPhone cover – købt her (reklamelink)
300
Leopard sleeve til mac’en – købt her (reklamelink)
323

Nå, så er nedtællingen for alvor ved at nå sin ende! I morgen sker det… Første dag i resten af mit liv…

Tak for jeres søde og opmuntrende ord de sidste par uger, både her og på Instagram (@mormedmegetmere)
De betyder mere, end I måske lige aner. Det er virkelig rart at have et lille heppekor, jeg kan minde mig selv om, når nerverne går i selvsving 😉

Dagen i dag er nemlig gået med at lytte til små diskussioner mellem englen og djævelen på min skulder (ja, præcis som i en Anders And tegnefilm, hvor de sidder og mundhugges). De kan slet ikke blive enige om noget som helst…! 😉
Den ene er helt overbevist om, at det hele bliver vildt godt. Den anden er en rigtig lyseslukker…

Min mave har også virkelig været en fest at være sammen med! Den har såmænd slået kolbøtter hele dagen (helt ærligt, synes godt den kunne have ventet til i morgen!)

Jeg har forsøgt at nå en masse; rydde op, handle ind, få små (og større) projekter vinget af listen, så de ikke fylder mere. Men mest af alt har jeg drejet rundt om mig selv et utal af gange.
Tasken er så godt som pakket, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal tage på. Det er rart at have styr på det, så jeg kan koncentrere mig om sommerfuglene i morgen tidlig.

Jeg har været inde at læse på studienet, hvor der allerede ligger virkelig mange dokumenter, opgaver og info om eksamen. Sådan noget er virkelig noget, der kan få englen og djævelen til at diskutere! For når jeg læser om alt det jeg skal, de næste uger og måneder, så bliver jeg virkelig nervøs – og spændt. Kan jeg nu lære det? Nej, siger den ene. Ja, selvfølgelig, siger den anden.

Det er længe siden, jeg har været så nervøs for noget, som jeg er for dagen i morgen. Når jeg forsøger at finde frem til hvorfor, så er jeg ret sikker på, at det er fordi jeg er helt vildt bange for at finde ud af, at det ikke er noget for mig alligevel. Nu har jeg glædet mig i virkelig lang tid og set frem til det med stor iver – og tænk så, hvis det ikke er det jeg tror, håber og regner med? Hvad skal jeg så?
Og så er det at englen siger, at det selvfølgelig bliver som jeg håber på, og at det er det helt rigtige. Og jeg forsøger at lade hjertet råbe højest og turde tro på, at det er helt rigtigt, det englen siger.

I bund og grund er det nok fordi jeg har mistet troen på mig selv. Den er blevet væk undervejs, mens jeg har forsøgt at finde glæden ved et arbejde, som slet ikke var mig. Jeg ved, at glæden og troen på mig selv er derinde et sted, men måske jeg først kan finde den frem, når jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan!

Mht. studierne, så kommer jeg i tvivl og mister troen på egne evner, når jeg tænker på nogle af de ting, jeg skal lære.
Jeg har skrækkelige ‘traumer’ med i bagagen, når det kommer til kemi og fysik. Jeg er rædselslagen for, at det kommer til at blokere for min hjerne, så den tror, den ikke kan lære det, den kan (og skal). Jeg håber, jeg kan vise mig selv, at jeg kan mere end jeg tør tro. Jeg har mega meget mod på at overvinde alle de djævelske tanker, der rumsterer! Lige nu er de næste 3,5 år noget kæmpestort og uhåndgribeligt i mit hoved. Jeg ser frem til at få det tygget ned i mindre bidder. Og så må jeg tage en dag ad gangen.

For nogen dage siden fik jeg en mail med en jobmulighed, der var lige noget for mig – altså mit ‘gamle’ jeg. Det lød virkelig godt og passede lige til mig, på rigtig mange områder. Et job indenfor det jeg kan og ved en masse om. Det var egentlig ret fristende, for det var et job med både udfordringer og løn.
Men… jeg var dog heldigvis slet ikke i tvivl om, at jeg skulle takke nej. Selvom fornuften forsøgte at overbevise mig om, at det ville være meget nemmere, tryggere og måske endda bedre for alle.
Hjertet fik dog lov at råbe højest! Jeg er nødt til at tro på, at jeg kan klare det. At jeg, med hjælp fra dem omkring mig, kan komme igennem det, der er svært. Og at jeg kommer ud på den anden side til noget, der er meget bedre end det jeg kommer fra.

Mailen tog jeg som et kompliment, og valgte at arkivere den et sted indeni, som en forsikring om, at jeg kan noget, og at jeg har noget at falde tilbage på, hvis alt andet fejler. (Det hjælper lidt, når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele nok skal gå)

Jeg drømmer om, at de næste 3,5 år bliver vildt sjove (og ja, I know, hårde), og at de også indeholder nye venskaber. Jeg vil vildt gerne prøve at være ‘en af dem’, der har studiekammerater, der hænger ved mange år frem – og som gør studiet nemmere, når det driller. Men på grund af min mobbe-bagage (som jeg har skrevet om her og her) så tør jeg slet ikke håbe på det…

Jeg er bange for at forvente og håbe for meget, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange tidligere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at glæde mig. Det er så ambivalent – og måske helt almindeligt… Mon ikke nogle af mine kommende medstuderende sidder med (nogle af) de samme følelser som mig lige nu….?

En ting er ihvertfald sikkert; jeg vil finde alt mit gå-på-mod frem i morgen, og gøre alt hvad jeg kan for, at det bliver supermegagigagodt 🙂

Nu vil jeg nyde aftenen sammen med A – og et glas rødvin, for at dulme nerverne lidt – og håbe på en god nats søvn

God aften derude

 

P.S. Nu fik jeg afløb for nogle af mine mange tanker omkring skolestart i morgen. Jeg håber, at jeg om noget tid kan læse dem igen og tænke, at det var helt unødvendigt med alle de bekymringer 😉

327

Older posts