De næste 2 måneder skal jeg….

De næste (knap) 2 måneder står på ferie for mit vedkommende. Jeg har talt ned i lang tid. Endnu mere efter A’s akillessene sprang og de fleste ting blev anderledes, end jeg havde forestillet mig (og planlagt efter).

Som studerende er der mange ting, der er virkelig hårde, men der er også lyspunkter, som man er forpligtet til at se på med glæde og positivitet (hvis I spørger mig). Fx de meget lange sommerferier, for det er noget, der aldrig kommer igen og som man (vel nok) kun er forundt, hvis man er studerende, skolebarn, pensionist eller hjemmegående!

I stedet for at se forhindringer, vil jeg hellere forsøge at fokusere på alt det, der er værd at glæde sig over – og til. Og så kan jeg godt lide lister, så jeg har forsøgt at remse dem op herunder.
Det var egentlig en meget rar mental øvelse at drømme om alt det, der venter på mig de næste mange uger – det kan anbefales 🙂

I min ferie skal jeg…

… nyde at læse skønlitteratur, i stedet for faglitteratur
… sove længe(re end til kl. 5)
… gøre lige, hvad der passer mig
… lade batterierne op
… i sommerhus og fejre rund fødselsdag
… bage 7-10 kager til rund fødselsdag i sommerhus
… køre hele min ‘lille’ familie til Sydfrankrig (gisp, det er en udfordring af de større!)
… juble, når det er lykkedes mig at få os installeret i den lækreste hytte i Sydfrankrig
… sy patchwork
… lave masser af lækker mad
… sidde tæt i sofaen, med alle mine drenge, og se en film
… gøre huset hovedrent (okay, det glæder jeg mig nok knap så meget til, men det bliver rart, når det er overstået)
… følge drengene af sted i 1. og 4. klasse (gisp!) og glæde mig over, at jeg har fri til at være en del af deres ‘første’ skoledag
… lære min svigerinde (endnu) bedre at kende, når vi skal på en uges ferie sammen
… forsøge at hjælpe vores threenager gennem de værste selvstændighedsanfald på bedste vis
… øve medicinregning og farmakologi, så jeg er klar til eksamen til efteråret
… (forhåbentlig) gå i kjole stort set hver dag (jeg hepper på varme og solskin en masse!)
… undgå at drive min mand til vanvid med alt for mange boligprojekter 😉
… sortere drengenes legetøj og rydde godt og grundigt op på deres værelser
… opdage en ny serie på Netflix, som A og jeg kan bruge nogle (mange) aftener på at koble fra til – forslag modtages med kyshånd
… lave nye madpakkesnacks til inspiration – og til drengenes madpakker, når skoleåret starter igen
… øve mine strikkekundskaber
… finde nogle fine (billige) havemøbler til den overdækkede terrasse – eller måske lave nogle selv…
… øve mig i at sidde stille og lave ingenting
… lave billedevæggen i stuen færdig…
… måske sælge lidt af hvert på et loppemarked et sted
… mærke – og sætte pris på – de lange, lyse sommeraftener
… på ture – ud i det blå
… sove middagslur(e)
… sippe masser af rosé ved poolkanten
… indhente nogle af de ting, jeg har forsømt de sidste måneder
… glæde mig over, at jeg har lang sommerferie
… snakke med L om at droppe sutten – og måske endda hjælpe ham med at sige farvel til den også
… ligge i blød i en swimmingpool sammen med drengene (og forsøge at komme mig over mit jeg-hader-at-bade-flip)
… lave bagsæde-kufferter til drengene, så turen sydpå går lidt hurtigere
… (forhåbentlig) stifte nyt (spændende) bekendtskab
… øve mig I at tænke self-love-tanker
… spise masser af is
… gå lange ture med Saga
… glæde mig over at der ikke skal smøres madpakker – ihvertfald den første måned
… nyde haven
… lære L at gå på toilettet
… i gang med at løbe?
… nyde at have tid til at skrive nogle af mine mange tanker ned
… begynde at føre dagbog, og hver aften skrive 3 gode ting ned, som jeg har oplevet i løbet af dagen

… Og en helt masse andet, jeg ikke kan komme på eller er klar over endnu
Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at det bliver 2 fine måneder, der med garanti kommer til at gå alt for hurtigt – men jeg vil forsøge at gøre dem værd at mindes, når vintermørket igen sænker sig over os! 😉

Modvind og ulykker i flok

fullsizeoutput_2353fullsizeoutput_2351

Hvis ikke jeg havde (virkelig meget) andet at give mig til, så kunne jeg nemt komme til at gå rundt og hænge lidt med næbbet eller måske endda sætte mig ned og stirre tomt ud i luften…
Jeg synes efterhånden, der er lidt for meget modvind for tiden. Men ulykker kommer jo som bekendt i flok… Ihvertfald herhjemme…

I sidste uge fortalte min allerbedste studiebuddy, at hun havde valgt at melde sig ud af studiet. Det var et virkelig hårdt slag for mig, der slog mig totalt ud af kurs. En mavepuster uden lige, der kostede en del tårer. Jeg følte – og føler – at jeg pludselig står helt alene med en ‘projekt’, jeg ikke kan klare selv. Især nu, hvor jeg selv har haft mine tvivl og ambivalente tanker, var det en tryghed for mig, at vi kunne følges og dele vores frustrationer. Hive hinanden op, når det blev (for) hårdt, svært eller træls, og terpe eksamenspensum, som vi gjorde det så godt på 1. semester. Vi var et fantastisk godt team! Jeg følte, og glædede mig dagligt over, at det var begyndelsen på et virkelig fint venskab.
Nu har jeg mistet min wingman, og skal til at finde ud af at klare mig igennem selv. Jeg har mistet den tryghed, der var i, at vi var to om at klare skærene sammen. Jeg var slet ikke forberedt på, at det skulle gå sådan, så chokket sidder stadig i mig, men jeg håber, jeg formår at komme godt videre – måske efter en god, lang sommerferie…

Som jeg allerede har skrevet om her, så gav W os noget af chok for et par uger siden. I fredags styrtede han så på cykel, men cykelhjelmen tog heldigvis godt fra. Udover skrammer på kroppen, slog han en af sine (fine) fortænder ned i asfalten, og slog endda et lille stykke af. Av for den! Det gør godt nok ondt i morhjertet, at han skal være så hårdt ramt.
Han tager det dog heldigvis i stiv arm – det kunne jeg lære noget af 😉 Han var mega sej til at sidde og pille sten ud af sit sår, mens jeg gik rundt med blodsmag i munden på hans vegne, og begyndte at tvivle på, om jeg overhoved er egnet til at blive sygeplejerske. Når drengene slår sig, mærker jeg deres smerte (måske næsten stærkere end de selv gør)…!

Men ulykkerne holder jo ikke ved det….
Sidste år skrev jeg det her indlæg, og nu er vi næsten samme sted igen…

I går kom A hjem fra fodboldkamp alt for tidligt. Efter 5 minutter på banen, i den første fodboldkamp siden sidste år, hvor uheldet også var ude – i går var det dog med smerter i fod og læg og en klar mistanke. En tur ved vagtlægen blev til et besøg på skadestuen, der bekræftede mistanken. En totalt overrevet akillessene senere, ligger han nu med benet oppe og skal have hhv. gips og støvle på i min. 8 uger og derefter starte genoptræning lige så stille.
Konsekvenserne kan jeg slet slet slet ikke lige overskue, og hvis ikke jeg i forvejen havde besluttet mig for at tage en dag ad gangen, så var det vist på tide at lave den regel…

Listen over, hvad man ikke kan, når man har et ben i gips og en krykke i hver hånd, er vist for omfattende at lave. Det er nok nemmere at lave en liste over de ting, man stadig kan… 😉
Nu skal vi til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer igennem hverdagen og sidenhen hvordan vi klarer sommer(ferie), runde fødselsdage, praktiske ting osv. Køre bil kan han jo ikke engang, og slet ikke dase i poolen, så vores kør-selv-tur til Sydfrankrig skal måske også revurderes.
Jeg forsøger at finde de positive ting ved det, men de gemmer sig godt…
Jeg ved kun, at det bliver nogle svære og udfordrende måneder, vi går i møde. Både for A og for os andre. Og det udfordrer mig, især fordi måneden i forvejen har budt på mange svære mærkedage.

Lige nu, hvor jeg endelig sidder stille efter en hektisk dag, der blev afsluttet med 3 timers naturskolearrangement med W og hans klasse, kan jeg næsten ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg er træt!
For 2 dage siden tænkte jeg, at den forestående eksamen om en lille måneds tid var det højeste bjerg, der skulle bestiges indenfor nærmeste fremtid. Nu er udsigten udover bjergene en helt anden…
Ja, sådan er det jo med livet. Man ved aldrig, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Men mon ikke vi nok skal klare det, på den ene eller anden måde. Hvis bare vi kan holde humøret oppe, midt i alt det, der er surt og svært, så går det nok…

Nu vil jeg hoppe i seng (selvom klokken ikke engang er 21 endnu) og glæde mig til at få weekend i morgen kl. 15. Det bliver intet mindre end fantastisk!

Rigtig god aften derude

Weekendlykkeglimt – farvebomber, sommerdesserter, pitabar og spiselige dyr

fullsizeoutput_2300
Mexican night – når det skal være nemt, let og lækkert – og det er for varmt til at spise varm mad 😉
fullsizeoutput_2301 fullsizeoutput_2302
Finheder fra haven
fullsizeoutput_2303
Fredagsafslutning
fullsizeoutput_2307
En skålfuld hunde, fugle, kameler, kaniner og elefanter
fullsizeoutput_2309 fullsizeoutput_230a
2 små kager til min mor <3
fullsizeoutput_2305
Weekendstartskud
fullsizeoutput_229e
Grilltilbehør
fullsizeoutput_2312 fullsizeoutput_230f
Når jeg er dessertansvarlig ender det sådan her 🙂
fullsizeoutput_2310
Pavlova med sommerbær – opskriften på pavlova er her
fullsizeoutput_2311
Mazarinkage med rabarber fra haven
fullsizeoutput_2314
Islagkage med chokoladebunde og jordbær- og stracciatellais – opskriften er her
fullsizeoutput_2316
Perfekt sommermad!
fullsizeoutput_2318
… Så er pitabaren åben – og opskriften på pitabrød er lige her
fullsizeoutput_2319

Ud fra billederne at dømme, har vi nærmest ikke lavet andet i weekenden, end at spise… 🙂
Der har dog alligevel sneget sig lidt andre sjove ting ind hist og her, men indrømmet; vi har haft travlt med at køre regnbuer indenbords 😉

Fredag startede godt, med bestået ‘eksamen’ og dernæst hyggelig middag i haven med drengene, inden A måtte drøne af sted på nattevagt. Gad ellers godt lige have fejret det fine resultat med A…

Lørdag formiddag brugte jeg på at bage kager til aftenens middag. Vi var inviteret til grillhygge hos et hold genboer, og vi skulle have lidt grilltilbehør/salat med og dessert. Drengene kunne ikke hjælpe mig med at afgøre, hvad jeg skulle lave, så jeg endte med at lave 3 forskellige desserter. Så var der også lidt af hvert at vælge imellem 😉
Nu jeg var i gang med at bage, bagte jeg to små kager til min mor også. Mine forældre kunne nemlig have fejret 34 års bryllupsdag i lørdags og det skulle på en eller anden måde markeres, synes jeg. Det var såmænd også 34 år siden jeg blev døbt.

Søndag var vi i haven hele formiddagen. Vi har gang i alverdens projekter derude. Det bliver simpelthen så godt. Vi bliver mere og mere vilde med haven, for hvert år der går, og får mere og mere blod på tanden ifht at dyrke alt muligt selv 🙂

Om eftermiddagen kørte vi ned og besøgte min mormor på plejehjemmet, imens dejen til pitabrød hævede. Da vi kom hjem snittede jeg alverdens frugt og grønt, og så kunne jeg ellers erklære pitabaren for åben 🙂

Nu er mandagen allerede snart opbrugt. Jeg har dog liiige en aftale med to søde tøser inde i byen, inden jeg kaster hovedet på puden, og drømmer om, ikke at skulle op igen kl. 5 😉

Rigtig god aften til jer alle!

En slem forskrækkelse – når (mor)hjertet kommer på overarbejde

fullsizeoutput_1ed9fullsizeoutput_1ed7

I går fik vi os noget af en forskrækkelse. Bedst som jeg troede, jeg ikke havde flere kræfter tilbage – blev jeg klogere. Jeg synes ellers der har været rigeligt at slås med de sidste par uger. Både svære mindedage og ambivalente, frustrerende tanker.

Men…. I går, da jeg kørte hjem efter (endnu) en travl dag i klinik, drømte jeg om at bruge eftermiddagen på terrassen. Måske endda snuppe en morfar i solen, ingen A smuttede af sted til oldboyskamp og W skulle til ‘natminton’-overnatning med en kammerat.

Da jeg kørte ind i indkørslen, kom A ud af døren og jeg kunne med det samme se på hans blik, at noget var galt. Jeg sagde til ham, lidt i sjov, at han så så alvorlig ud, og han sagde, at det var han egentlig også. Han var lige blevet ringet op fra fritteren, at William var faldet et par meter ned og var landet på ryggen på en skarp kant og faldet videre ned på et betongulv. De havde tilkaldt en ambulance.
Jeg fik L og S ud i bilen, og så kørte vi ellers af sted for at forsøge at nå ud til ham, så jeg kunne køre med ham ind på sygehuset.

Da vi kommer derud, ligger han på det kolde betongulv og græder, mens der sidder to omkring ham og holder hans hoved og krop. Jeg går hen til ham og snakker med ham og forsøger at berolige ham. S bliver også meget påvirket af situationen, så mens A snakker med W, trækker jeg mig lidt tilbage sammen med ham, og snakker med ham om alt det, der sker.

De pakker W ind i en vacuummadras og kører ham ud i ambulancen. Det er lige på det tidspunkt, hvor alle forældre strømmer ind for at hente deres børn, så der er mange mennesker, lyde og larm.
På skadestuen ender vi med at vente i 5 timer, fordi der, næsten samtidigt med os, kommer en del ambulancer ind fra et færdselsuheld.

Mens vi er på stuen, kommer der 4 patienter ind og ud bag forhænget ved siden af os.
W er (selvfølgelig) meget påvirket af det hele. Først rigtig ked af, at han ikke kan komme til badmintonovernatning, som han havde glædet sig til i flere uger. Dernæst dukker der mange tanker og oplevelser op, fra da det skete. Piger der havde skreget, hans kammerater, der havde været kede af det og snakke hen over hovedet på ham, fordi det hele skal gå lidt stærkt.
Dernæst var der mange af de ting, der foregik omkring ham på skadestuen og bag forhænget, der var svære for ham at forstå.
Jeg brugte en del tid på at tale med ham om det hele, om og om igen. På en måde var det nogle meget intense timer, og han og jeg gik lidt i ét. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der videre skulle ske. Jeg var i nuet, sammen med W.
Han var mega sej til at holde hovedet koldt, også selvom han havde vildt ondt. Og faktisk – hvis jeg skal være lidt antijantelovsagtig – så overraskede jeg også mig selv. Positivt altså. Jeg holdt også hovedet koldt og var rolig. Jeg har aldrig prøvet at køre i ambulance før, og heller ikke prøvet noget så akut med en af drengene, så jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. Jeg har altid haft svært ved det, når de er kommet til skade (og bløder), men det er som om, sygeplejestudiet har rykket en del i forhold til det (allerede). Jeg har fået lidt mere hård hud 😉

Mens vi ventede på skadestuen, var der mange forældre, der skrev til A og mig for at høre til W, og det var meget rørende, at der var så mange, der tænkte på ham <3

Efter lang tids venten bliver W undersøgt af en læge, og da han er meget øm i og forslået på ryggen, vil de gerne have scannet ham for en sikkerheds skyld. Efter en tur i CT-scanneren kan de konstatere, at intet er brækket, men at der er en blodansamling langs rygsøjlen, svarende til der hvor han har ondt, og hvor der er en stor hudafskrabning.

Vi får lov at tage hjem kl. 21.30 og drøner direkte mod McD, for at købe aftensmad efter W’s ønske. Kl. 22 sidder vi ved middagsbordet og er drøntrætte. Vi skynder os at spise og hopper direkte på hoved i seng bagefter.
Jeg vidste, at jeg nok ville have svært ved at sove ovenpå sådan en omgang, men da jeg skulle sætte vækkeuret til kl. 5, var jeg nødt til at forsøge at få lidt søvn….

Det er utroligt, hvad kroppen kan – bedst som man tror, der ikke er mere at give af, så finder man (igen) ud af, at der er et reservebatteri, der tager over. Endnu en gang blev vi mindet om, at livet er skrøbeligt. Heldigvis slap vi alle med knubs. Nogle af os kun indeni, men W også udenpå…

Nu har jeg endelig weekend, efter en hektisk dag i den hvide uniform, og jeg satser på, at det bliver én, der lader batterierne op.
Der er en fødselsdag i sigte, der skal fejres både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til at bruge dagen i morgen på at forberede og se en lille stolt fyr nyde dagene i fulde drag 🙂
Nu satser jeg på, vi undgår de helt store forhindringer det næste lange stykke tid. Synes egentlig vi har taget vores tørn…

Rigtig god aften derude

Lykkeglimt fra de ekstra fridage + en stor TAK!

fullsizeoutput_1d25
Ny cardigan fra min mors hånd – der passer perfekt til kølige forårsdage
fullsizeoutput_1d26 fullsizeoutput_1d27
Friskbagte hveder – det hører sig jo til! Måske jeg skulle bage dem lidt oftere 😉
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d28 fullsizeoutput_1d2b fullsizeoutput_1c8a
Forårsblomster overalt – jeg er vild med det <3
Sandalerne har jeg købt her
fullsizeoutput_1d64
Issandwich – en perfekt måde at fejre solstråler på
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d67
Grilltid
fullsizeoutput_1d40
A new day – another dress
Kjolen kan købes lige her
fullsizeoutput_1d2d
Morgenmad på en fridag <3
fullsizeoutput_1d2e fullsizeoutput_1d31
Til kaffe hos A’s fantastiske mormor og drengenes oldemor
fullsizeoutput_1d37
Tænk at være fyldt 90, og stadig kunne stille an med så fint et bord
fullsizeoutput_1d39
Når den forårskåde, knap så farveforskrækkede indtager køkkenet
Forklædet har jeg købt her – fordi det giver lidt ekstra krydderi på madlavningen
fullsizeoutput_1d3c
Forårsruller med masser af grønt (og helt uden friture) – sprøde og hapselækre
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d3d

Ovenpå en omgang store og svære tanker, er det vist på sin plads med en omgang lykkeglimt fra en tiltrængt forlænget weekend – der skal jo være balance i tingene 😉

Men inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg sende en stor TAK til alle jer, der har skrevet kommentarer, mails og beskeder her og der! Det har været meget overvældende – på den gode måde. Og jeg kan konkludere, at jeg langt fra er den eneste, der har stået i det her dilemma.
Det har forstærket min tro på, at det hjælper at tage en dag ad gangen – lige nu ihvertfald.
Jeg synes kun, jeg ser glade opslag fra studerende, der synes, det er livets eliksir og én stor bekræftelse at møde ind i praktik hver dag. Men nu hvor jeg fik nedskrevet mine tanker, kan jeg læse, at der er mange derude, der kan genkende det, jeg kæmper med. Så TAK, fordi I tog jer tid til at læse med, skrive til mig og komme med gode råd.

I går var jeg af sted igen. Det var en rolig formiddag uden de store udfordringer. Men over middag blev jeg sendt ud over kanten og prøvede noget, som ikke er mange forundt i klinikken, og det gav mig en smule mere blod på tanden og gjorde mig et par centimeter højere. Endnu en oplevelse, der viste mig, at jeg – om ikke andet – kan mere, end jeg troede om mig selv. De næste uger vil jeg gemme på alle de små, gode oplevelser – dem kan ingen tage fra mig!

I dag har jeg studiedag, og arbejder med en praksisfortælling og en medicinopgave, der skal afleveres i morgen.
I eftermiddag skal vi fejre min farmors fødselsdag, og aftenen satser jeg på at bruge på sofaen – med A ved min side og et afsnit eller to af Designated Survivor.

Rigtig god tirsdag – og 1. maj – derude. Vildt at vi allerede er kommet til maj!