5. semester som sygeplejestuderende – med opsmøgede ærmer og antijantelov

I torsdags afsluttede jeg 5. semester og blev introduceret til 6. Det føles fuldstændig surrealistisk og vildt. Jeg forstår ikke, at det (allerede) er 2,5 år siden, mit liv tog en drejning. På den anden side så er det næsten uoverskueligt at tænke tilbage på alt det, jeg har overvundet, siden jeg startede. Jeg har det faktisk lidt som om, jeg er stået på et tog, og glemt at stå af igen i tide… Og nu er jeg kørt for langt og der er ingen vej tilbage…
Om en uge venter et travlt og udfordrende studieforår med 20 ugers klinik, 3 forskellige steder. Hvor jeg ‘snart er sygeplejerske’ og skal kunne ting. Argh, jeg er godt nok både spændt, nervøs og en lille smule overvældet allerede.

5. semester har været teoretisk, kun afbrudt af 2 ugers klinik, hvor jeg var i hjemmesygeplejen. Inden jeg startede på studiet var jeg ret overbevist om, at de mange klinikperioder ville blive dem, jeg så mest frem til. Det har siden hen vist sig at være helt anderledes. Jeg synes, det er vanvittigt hårdt at være i klinik. Udover at der er meget at lære, er der masser af nye ansigter, et nyt speciale, nye omgivelser og eksamener undervejs. Derudover er jeg teoretisk og kan rigtig godt lide at lære og sætte mig ind i ny viden og bruge det videre.

Derfor var 5. semesters mange skoleuger ikke afskrækkende, heldigvis.
Selve semesteret har været vidtfavnende og vi har været ude i en del forskellige hjørner af teori og praksis. Det har været delt op i 3 forskellige temaer, blandt andet med fokus på akut, kritisk og kompleks sygepleje og forskningsmetodologi.

Siden midten af december har der stået minibachelor og eksamen på skemaet. Vi har knoklet i studiegruppen og lært helt utrolig meget af hele processen. Det har været en virkelig god måde at afslutte det teoretiske semester på. Og faktisk også en virkelig god forberedelse til den bachelor, der efterhånden kan skimtes i horisonten.

Jeg er ualmindeligt taknemmelig for at være i en studiegruppe med 2 fantastiske piger. Vi gør hinanden stærkere og holder hinanden i gang, når det hele føles en anelse uoverskueligt. Og så supplerer vi hinanden virkelig godt. Jeg har den rareste ro i maven ved tanken om, at vi skal følges det sidste stykke også. Det betyder virkelig meget at have nogen at læne sig op ad og udvikle sig sammen med.

I tirsdags kulminerede en travl skrive- og eksamensperiode med mundtlig eksamen, og bandt den fineste sløjfe på semesteret. Og på det ‘almindelige’ studieliv, som det har set ud i lang tid efterhånden – afbrudt af klinikperioder. Nu er der ikke mere reel teoretisk undervisning tilbage. Hele 6. semester går med klinik og på 7. venter en valgfagsperiode efterfulgt af bachelorskrivning. Det er helt skørt at tænke på! Vores hold skal samles til enkelte undervisningsting, men ellers er vi spredt og har gang i hver vores. Om under et år skulle jeg gerne være uddannet sygeplejerske, hvis tingene går efter planen. (Man ved aldrig med livet, har jeg efterhånden lært, men jeg håber, at det skal være sådan – og jeg vil kæmpe for det til det sidste 😉 )

Siden nytår har vi, i studiegruppen, mødtes til opgaveskrivning herhjemme. Omkring spisebordet fra morgen til eftermiddag. Vi har knoklet og hygget os med det. Og jeg har kunnet sørge for lidt af hvert, så der var energi til at knokle videre 😉
Drengene kom hjem fra skole hver dag og hilste på og så os arbejde. Det har faktisk været en virkelig fin ting. For jeg vil gerne vise dem, at tingene ikke kommer af sig selv. Men at det kan gå godt, hvis man smøger ærmerne op og knokler for det. De har fulgt med i processen og været interesserede. Også om morgenen, da jeg skulle til eksamen og de ønskede mig pøj pøj og var så søde – sagde at det hele helt klart nok skulle gå 🙂 Og om eftermiddagen, da de kom hjem, og som det første spurgte spændte, om det var gået godt.
Det var fedt at fejre det fine resultat med dem og se dem stolte. Fedt at vise dem, at det betaler sig at arbejde for det. Og jeg glæder mig helt ubeskriveligt til den dag, de skal med op på skolen og være med til at afslutte det hele <3 Det er min gulerod gemmer alt det, der er svært, hårdt, trist, uoverskueligt og ‘for meget’.

Inden eksamen, når nerverne har overtaget, tænker jeg altid på min far. Finder styrke i, at når jeg kunne gå igennem den svære tid, det var, at se ham være syg og dø, så kan jeg også gå til eksamen. Uden sammenligning i øvrigt.
Og bagefter, når eksamensrusen har lagt sig, bliver jeg altid ramt af en svær melankoli og et savn, der skærer hjertet midt over. I tirsdags ramte det, da jeg sad alene i bilen på vej ud efter W. Pludselig trillede tårerne og klumpen i halsen faldt ned og lagde sig som en tung skygge om hjertet. Jeg ville give alt for at min far kunne være her og dele det hele med mig.
Hvorfor tog jeg ikke springet noget før? Jeg kunne så godt have brugt hans gode råd og vejledning. Har så meget jeg gerne ville høre hans mening om. Men sådan er livet – uforudsigeligt. Og ej at forglemme, var det netop hans sygdomsforløb og død, der gav mig det sidste skub… Så det kunne ikke have været anderledes, omend jeg ofte drømmer om det.

I tirsdags var en ambivalent dag. En glædens og lettelsens dag, der netop af den grund også gjorde ondt. Og hvis der er noget, jeg er god til, så er det at underkende mig selv. Tale ned til mig selv, når noget ikke lige går, som jeg synes, det burde. Men i tirsdags var jeg faktisk stolt af mig selv. Sådan helt ægte. Det sker ikke særlig tit, og det var en vild følelse. Også at lade mig selv føle det! Jeg lyttede ikke til skyggerne fra fortiden, der altid har skullet fortælle mig, at jeg ikke var god nok.
Jeg er stolt af den minibacheloropgave, vi har afleveret. Stolt over processen og over eksamen, der satte det fineste punktum på det hele. Jeg gik derfra med så meget ros i hjertet, at jeg ville ønske, jeg kunne komme det på flaske og gemme det til senere. For jeg ved, at jeg er (for) dårlig til at huske på det. Men måske det hjælper at skrive det ned… Så kan jeg ihvertfald kigge tilbage på det.

Nu venter en uge uden fast skema. Hvor jeg skal have læst op på det, der venter lige om hjørnet. Og ladet batterierne op til endnu et sejt træk. Det hjælper heldigvis at tænke på, at forårets lys og lunere dage følger med.

Udover at fejre afslutningen med mine drenge, har jeg, som tidligere nævnt, min helt egen tradition, når et semester er veloverstået. Jeg nåede aldrig at finde det helt rigtige efter 4. og nu er 5. også krydset af – så jeg må på jagt x 2 🙂 Det er heller ikke helt dumt at have det at se frem til.

Rigtig god aften

P.S. Hvis du vil læse om tidligere semestre, så klik lige her 🙂

Tanker om det nye årti – og en glædesliste

Godt nytår! Håber, I alle fik taget godt afsked med det gamle, er kommet godt ind i det nye og har fået startet fint på januar også?
Et nyt år bringer altid masser af tanker med sig, for mit vedkommende. Jeg bliver både sentimental og optimistisk. Får lyst til at sætte mig nye mål og ser frem til at forfølge lyset, der langsomt vender tilbage. Glæder mig til at udforske det nye år, der venter. Sprødt og ubrugt. Nyt og fint. Mystisk og uforudsigeligt.

Jeg gør mig mange tanker om året, der gik. Mærker minderne igen. Nogle rarere end andre. Nogle oplevelser må gerne forsvinde med året, vi tager afsked med. Andre må gerne bestå, så længe som muligt. Det er vel egentlig ret meget essensen af livet…

Jeg har meget på hjerte, der stadig fylder, fra året der gik. Men jeg vil lade det dvæle lidt endnu, og i stedet se fremad. Det nye år – og nye årti – har meget at byde på. Det er nok kun en brøkdel, vi allerede kender til. Men der er ihvertfald meget godt i vente, som er værd at glæde sig til.

Jeg fik lyst til at lave en lille glædesliste, der samtidig fik mig til at tænke lidt ekstra over alt det fine, vi har at se frem til og håbe på. Og alt det vilde, uforståelige, fantastiske, angstprovokerende og og og, der også venter…
Det giver et dejligt endorfinskud at lave sådan en liste, og det er slet ikke så dumt, på sådan en grå januardag 😉
Jeg laver ikke nytårsforsæt, for hvis der er noget, jeg gerne vil have anderledes, vil jeg ikke vente på et nyt år til at kickstarte det. Derimod vil jeg gerne glæde mig til små og store begivenheder. Og drømme – i alle størrelser.

Så – here goes. Min glædesliste (der også indeholder skræmmende milepæle):

I det nye årti…

  • fylder 2 af vores 3 drenge 18 år! Og får (måske) kørekort… Dét er godt nok en vild tanke
  • afslutter både W og S folkeskolen
  • skal L starte i skole, og vi siger dermed farvel til børnehavelivet, der har været en del af vores hverdag i mange år efterhånden
  • skal der holdes konfirmationer – hvis drengene har lyst til det
  • håber jeg, at jeg bliver bekræftet i, at de sidste 2,5 års studie ikke har været ‘forgæves’
  • skal A og jeg fejre kobberbryllup
  • skal vi fortsætte med at fejre både store og små glæder
  • fylder både A og jeg 40 år (gisp!)
  • skal jeg blive endnu bedre til at sige ‘pyt’
  • vil jeg sørge for, at mine smilerynker bliver større…
  • håber jeg, at de fleste dage vil være fine – at håbe, at alle dage vil blive det, er vist livsurealistisk
  • bliver jeg (forhåbentlig) færdig som sygeplejerske
  • vil jeg fortsætte med at engagere mig i det, som drengene brænder for
  • håber jeg, at det bliver livet og ikke døden, der kommer til at fylde. Det trænger vi alle til…
  • skal der ses utallige timers badminton i haller i Danmark – og måske i udlandet…
  • vil jeg lære at strikke. Basta
  • håber jeg, at jeg finder mit drømmejob som sygeplejerske. Måske dér, hvor jeg skal i klinik lige om lidt…
  • skal jeg udleve flere af mine (store) drømme
  • håber jeg, at vores husdrømme bliver opfyldt
  • vil jeg øve mig i selvkærlighed
  • skal vi måske prøve at komme på skiferie med drengene for første gang
  • vil jeg blive ved med at minde mig selv om, at alting er til låns – ikke mindst vores drenge, der vokser mellem hænderne på os
  • fortsætte med at nyde, at drengene elsker at bruge tid sammen med os
  • skal jeg bage kager i massevis
  • kan det være, jeg skal læse videre
  • vil jeg øve mig i at nyde tingene, som de er, mens de er, i stedet for at stræbe efter ‘det næste’
  • håber jeg, at W får opfyldt sine skoledrømme
  • glæder jeg mig til, fortsat at være rigtig meget sammen med min familie
  • vil jeg gerne prøve at fejre jul i et Winter Wonderland med vaskeægte sne et sted…
  • ønsker jeg allermest, at mine 4 drenge får deres drømme til at gå i opfyldelse <3

Og så er der selvfølgelig alt det andet rare, der også følger med et år – eller 10. Årstidernes skiften, ferier, nydning, hverdagslykke, grin, gode oplevelser, glædestårer i øjenkrogen, varme hjerter og taknemmelighed – blandt andet.

Jeg håber, at det nye år(ti) bliver alt det vi – og I – drømmer om og håber på. Og meget mere til!
Er der noget særligt, I ser frem til i det nye år(ti)?

Godt nytår!

P. S. Jeg læste en artikel forleden, der påpegede at vi ifølge matematikken første starter det nye årti næste år – altså i 2021. Men anyways, jeg lader det nye årti starte nu 🙂

Julelykkeglimt – sort sol, småkager, glimmer og hygge

Friskbagte, sprøde julehjerter. Opskriften er her  Eftermiddagshygge Chokoladeboller. Altid et hit. Opskriften er her  Pyntekassen er fundet frem Og det lille juletræ er hentet ind fra haven. For 3. år i træk <3 ‘Se, mor. Det ligner Huxi – med hotdog på.’ Træet er blevet lidt skævt og kroget med årene, men hvem er ikke det? 😉

Glædelig 14. december! Tænk engang, nu er der allerede kun 10 dage til jul.
Jeg har lidt svært ved at følge med, og min julestemning har forladt mig lidt. Måske fordi december indtil videre har budt på travlhed, studiebekymringer, en stor eksamensopgave, der skal startes på, julearrangementer nærmest hver dag og alt det løse.
Jeg håber, juleferien fra næste fredag kan hjælpe på det. Vi har heller ikke fået købt juletræ endnu. Det kan nok også hjælpe lidt på det hele 😉

I dag skal A og jeg til bryllup. Jeg elsker tanken om et decemberbryllup. Ville dog ønske, det havde været i det smukkeste frostvejr, men mon ikke dagen bliver fin alligevel. Jeg glæder mig til en dag i kærlighedens og livets tegn. Det er vi vist mange i familien, der trænger til <3

Nu er neglelakken vist tør, så jeg kan komme videre med at sætte håret og hoppe i glimmerkjolen. Jeg har glædet mig i flere måneder til at feste i den 😉

Rigtig dejlig lørdag derude. Må den blive julemagisk på den ene eller anden måde!

Sort sol i baghaven <3  Risalamande – hvis bare man kunne leve af det 😉

Efterårslykkeglimt med en snert af jul

Romsnegle – en sikker vinderNy strik fra min mor, der lyser op og luner på gråvejrsdageLys i mørket. Jeg elsker det lille Luciaoptog og glæder mig til at finde det frem hvert år. Det kan købes lige her (endda med rabat lige nu)Søndagstur til søenSkøre kugler til træetElsker mine wrap’s og bruger dem tit – mixet på kryds og tværsKjolen med fine blomster har jeg købt lige her og det fine Mumi vinterkrus har jeg købt her*PandekagehyggeEt lyserødt bageforsøgTil holdkampsholdet. Det gælder om at hygge sig med det, og jeg tager min holdlederrolle meget alvorligt 🙂Til nye projekterÅrets første æbleskiver

Midt i en hektisk tid, der på (alt for) mange måder sætter mit hjerte på prøve, bliver der også plads til rare ting. I dag er ordene ikke så mange, i stedet lader jeg billederne tale mest.

Det er efterhånden svært at blive ved med at undertrykke julestemningen, så vi har lukket lidt op for posen. Det klæder de mange mørke dage med lidt lys og varme.
Årets første æbleskiver er blevet stegt og ønskelisten over julekager er allerede lang. Jeg glæder mig til at få tid til at tage hul på julerierne, sådan for alvor. Der er dog lige en eksamen på fredag, der skal vinges af først.
På sin vis vil jeg gerne ‘bare’ have overstået ugen, så jeg kan få den eksamen ud af verden. Jeg er dog ikke ret stor fan af at skulle ‘overstå’ dagene. Jeg vil hellere nyde dem, så jeg forsøger at få det bedste ud af dem – på trods.

Lune striktrøjer er en fast hverdagsluksus, og jeg nyder dagligt de mange smukke striktrøjer, min mor har brugt timevis på at kreere til mig. De kan heldigvis mikses på kryds og tværs, så udtrykket er nyt hver dag.

Sæsonen for badmintonholdkampe er skudt i gang. Jeg er holdleder for W’s hold i år og forsøger, så godt jeg kan, at skabe de bedste rammer for hygge, sjov og flot fjer. Vi bruger efterhånden de fleste weekender – og ret mange hverdage – på badminton, på den ene eller den anden måde. Vi synes heldigvis, alle sammen, at det er både hyggeligt og givende.

Nu må jeg hellere se at komme i seng, så jeg kan være nogenlunde frisk til endnu en dag med forberedelse. Glæder mig over, at jeg har verdens bedste studiegruppe, så vi kan hjælpe hinanden godt igennem.

Rigtig god aften – og godnat

Opskriften på lækre, tynde pandekager er lige herGlimmergåsen strikes again – jeg kan simpelthen ikke lade være HyggetroldDen søde skiløber har jeg købt lige her Fjerbold udstikkeren har jeg købt her Luftige gulerodsbrud – opskriften er lige her  Æbleskivebagere – opskriften på æbleskiver er lige her

4. semester som sygeplejestuderende – med hjerteflimmer og skulderklap

Jeg er bagud med min føljeton om mit ‘projekt’ som sygeplejestuderende, men det vil jeg lave om på i dag.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte i den forbindelse. Jeg har bare ikke haft overskud til at få sat ord på de mange tanker, der fylder og rumsterer.

Jeg får rigtig mange mails og beskeder fra andre, der også kæmper med studiet. Og mine beretninger og erfaringer er ikke just rosenrøde og fyldt med glimmer. Men jeg kan heller ikke fremstille studiet som noget, der er nemt at komme igennem. Det synes jeg ikke, det er. Men derfor føles det også så meget federe, når jeg kæmper mig igennem de forskellige udfordringer og svære perioder. Det er sejre, der er til at tage at føle på. Og måske kan mine erfaringer inspirere andre til at kæmpe videre. Og sætte fokus på, at det er ‘normalt’ at have det sådan undervejs. Det kunne jeg ihvertfald godt have brugt.
Jeg vil også vove den påstand, at intet studie er ‘nemt’. Hvis man har den forventning, tror jeg, man meget nemt kan blive skuffet… Mange skriver og spørger til tips og råd til, hvordan man kommer igennem det. Og det er virkelig svært at svare på. Vi er alle forskellige, med hver vores rygsæk. Og det, der for mig kan være udfordrende, kan være det modsatte for andre. Og omvendt. Det eneste, jeg dog kan sige er; hold ud. Indimellem, når man står midt i det, kan det være svært at overskue og forstå meningen i et større billede. Men pludselig, som semesteret lakker mod enden, går det hele op.

4. semester var endnu en hård omgang. Men bød også på en kæmpe stor milepæl, som jeg har skrevet om lige her.
Efter 1 uges klinik i sundhedsplejen blandet med 10-11 ugers teori, var det tid til 8 ugers klinik, som afslutning på 4. semester. Denne gang skulle jeg tilbage på sygehuset på en somatisk sengeafdeling.
Min erfaring som sygeplejestuderende har efterhånden lært mig, at klinikperioderne er de sværeste for mig. Jeg synes, det er drøn hårdt! Punktum.

Selvom nogen måske vil mene, at man ikke skal føle, at man bliver vurderet konstant som studerende, så vil jeg påstå det modsatte. Jeg føler ihvertfald, at jeg bliver det. Både af mig selv og andre. Hver eneste dag er en prøvelse. Hvor man skal fokusere på at lære, indsamle erfaring, samarbejde, forstå, reflektere, læse, studere, overskride grænser og meget mere.

Derudover er foråret en virkelig svær tid for mig. Især maj måned er hård. Med årsdag for min fars fødselsdag og død. Det er svært at være i ‘det hele’. At skulle fokusere på studiet med et hjerte, der skriger. Så mange svære minder fra sygehuset bliver blandet sammen med alt det, jeg står i og skal lære i. Være i. Det bliver forhåbentlig bedre med tiden, men lige nu er det stadig rigtig svært.

Afdelingen, jeg var på denne gang, var rigtig god og lærerig. Jeg fik masser af forskellig sygepleje ind under huden. Jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden har en del teori, og også en smule erfaring, at arbejde med. Og bygge videre på.
Mange eftermiddage cyklede jeg hjem med en følelse af, at jeg havde gjort noget godt, for den/de patienter, jeg havde været omkring. Det er det, der giver mening til det hele, for mig. Og vigtigt at huske tilbage på, når det hele føles lidt for svært og uoverskueligt. Det er målet.

Men jeg er virkelig ikke vild med at være ‘den studerende’. At blive mødt og omtalt sådan. At føle mig på udebane 8 uger i træk. Med konstant dårlig samvittighed, fordi der hele tiden og altid er mere, man kan dykke ned i. Blive klogere på. Udover at der er mange navne og personaler, der skal huskes, skal man konstant ‘fornemme’ den sygeplejerske, man samarbejder med. Overveje, hvordan man kan og vil argumentere for det, man gør. Forsøge at spejle sig i det, de andre gør. Og samtidig også reflektere over, hvordan man gerne selv vil være. Fordi der – trods alt – er så mange forskellige måder at være sygeplejerske på. Analysere sine handlinger, observationer og overvejelser. Spotte sine egne ‘sorte huller’, så man kan få fyldt dem ud.
Heldigvis følte jeg mig ikke uvelkommen denne gang, som jeg har oplevet tidligere. Og der var mange dygtige sygeplejersker, der gerne ville lære fra sig.

Halvvejs gennem de 8 uger ventede, som altid, en ‘eksamen’. Denne gang i grupper af 4-6 studerende samt kliniske vejledere og en underviser fra skolen. Vi fremlagde hver især en patientcase, og inddragede relevant teori, især i forhold til kommunikation, der er hovedtemaet på 4. semester.
Det gik heldigvis rigtig fint og var rart at få klaret!

Sidste dag i klinik havde jeg kager med til afdelingen. Pyntet med inspiration fra specialet. 4 forskellige slags. Til en stor afdeling. De forsvandt også hurtigt og indbød endda en af overlægerne til at spørge, om jeg var gift 😉
Jeg gik derfra med et tilbud om at vende tilbage igen, og det er, for mig, den største ros, jeg kan forestille mig.

Derefter ventede en uges opgaveskrivning. En skriftlig eksamensopgave, der var ret frustrerende at skrive, mens det stod på. Men som heldigvis ‘gik op’ til sidst og blev afleveret aftenen før deadline.
Derefter skulle vi vente over 6 uger på at få svar. Det var virkelig nervepirrende. Jeg nåede at tænke mange gange, at jeg måske skulle have gjort noget andet, lavet noget om, haft et andet fokus på et afsnit osv. Egentlig ville jeg allerhelst holde sommerferie og glemme alt om opgaven, men den blev ved med at poppe op i mine tanker.
Da svaret kom, i midten af august, og var over al forventning, var det en kæmpe lettelse. Det føltes pludseligt ret dumt at have brugt så meget energi på at bekymre sig (typisk, ik?).
De sidste par ugers ferie blev nydt med sænkede skuldre, som optakt – eller måske snarere tilløb – til endnu et (hårdt) semester.

Nu er 5. semester godt i gang, og jeg står midt i ‘orkanens øje’. Midt i endnu en klinikperiode. Men mere om det senere.

Nu vil jeg ønske alle jer, der er heldige at have ferie, rigtig god efterårsferie. Og forberede mig på aftenvagt om nogle timer.

God onsdag derude!