4. semester som sygeplejestuderende – med hjerteflimmer og skulderklap

Jeg er bagud med min føljeton om mit ‘projekt’ som sygeplejestuderende, men det vil jeg lave om på i dag.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte i den forbindelse. Jeg har bare ikke haft overskud til at få sat ord på de mange tanker, der fylder og rumsterer.

Jeg får rigtig mange mails og beskeder fra andre, der også kæmper med studiet. Og mine beretninger og erfaringer er ikke just rosenrøde og fyldt med glimmer. Men jeg kan heller ikke fremstille studiet som noget, der er nemt at komme igennem. Det synes jeg ikke, det er. Men derfor føles det også så meget federe, når jeg kæmper mig igennem de forskellige udfordringer og svære perioder. Det er sejre, der er til at tage at føle på. Og måske kan mine erfaringer inspirere andre til at kæmpe videre. Og sætte fokus på, at det er ‘normalt’ at have det sådan undervejs. Det kunne jeg ihvertfald godt have brugt.
Jeg vil også vove den påstand, at intet studie er ‘nemt’. Hvis man har den forventning, tror jeg, man meget nemt kan blive skuffet… Mange skriver og spørger til tips og råd til, hvordan man kommer igennem det. Og det er virkelig svært at svare på. Vi er alle forskellige, med hver vores rygsæk. Og det, der for mig kan være udfordrende, kan være det modsatte for andre. Og omvendt. Det eneste, jeg dog kan sige er; hold ud. Indimellem, når man står midt i det, kan det være svært at overskue og forstå meningen i et større billede. Men pludselig, som semesteret lakker mod enden, går det hele op.

4. semester var endnu en hård omgang. Men bød også på en kæmpe stor milepæl, som jeg har skrevet om lige her.
Efter 1 uges klinik i sundhedsplejen blandet med 10-11 ugers teori, var det tid til 8 ugers klinik, som afslutning på 4. semester. Denne gang skulle jeg tilbage på sygehuset på en somatisk sengeafdeling.
Min erfaring som sygeplejestuderende har efterhånden lært mig, at klinikperioderne er de sværeste for mig. Jeg synes, det er drøn hårdt! Punktum.

Selvom nogen måske vil mene, at man ikke skal føle, at man bliver vurderet konstant som studerende, så vil jeg påstå det modsatte. Jeg føler ihvertfald, at jeg bliver det. Både af mig selv og andre. Hver eneste dag er en prøvelse. Hvor man skal fokusere på at lære, indsamle erfaring, samarbejde, forstå, reflektere, læse, studere, overskride grænser og meget mere.

Derudover er foråret en virkelig svær tid for mig. Især maj måned er hård. Med årsdag for min fars fødselsdag og død. Det er svært at være i ‘det hele’. At skulle fokusere på studiet med et hjerte, der skriger. Så mange svære minder fra sygehuset bliver blandet sammen med alt det, jeg står i og skal lære i. Være i. Det bliver forhåbentlig bedre med tiden, men lige nu er det stadig rigtig svært.

Afdelingen, jeg var på denne gang, var rigtig god og lærerig. Jeg fik masser af forskellig sygepleje ind under huden. Jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden har en del teori, og også en smule erfaring, at arbejde med. Og bygge videre på.
Mange eftermiddage cyklede jeg hjem med en følelse af, at jeg havde gjort noget godt, for den/de patienter, jeg havde været omkring. Det er det, der giver mening til det hele, for mig. Og vigtigt at huske tilbage på, når det hele føles lidt for svært og uoverskueligt. Det er målet.

Men jeg er virkelig ikke vild med at være ‘den studerende’. At blive mødt og omtalt sådan. At føle mig på udebane 8 uger i træk. Med konstant dårlig samvittighed, fordi der hele tiden og altid er mere, man kan dykke ned i. Blive klogere på. Udover at der er mange navne og personaler, der skal huskes, skal man konstant ‘fornemme’ den sygeplejerske, man samarbejder med. Overveje, hvordan man kan og vil argumentere for det, man gør. Forsøge at spejle sig i det, de andre gør. Og samtidig også reflektere over, hvordan man gerne selv vil være. Fordi der – trods alt – er så mange forskellige måder at være sygeplejerske på. Analysere sine handlinger, observationer og overvejelser. Spotte sine egne ‘sorte huller’, så man kan få fyldt dem ud.
Heldigvis følte jeg mig ikke uvelkommen denne gang, som jeg har oplevet tidligere. Og der var mange dygtige sygeplejersker, der gerne ville lære fra sig.

Halvvejs gennem de 8 uger ventede, som altid, en ‘eksamen’. Denne gang i grupper af 4-6 studerende samt kliniske vejledere og en underviser fra skolen. Vi fremlagde hver især en patientcase, og inddragede relevant teori, især i forhold til kommunikation, der er hovedtemaet på 4. semester.
Det gik heldigvis rigtig fint og var rart at få klaret!

Sidste dag i klinik havde jeg kager med til afdelingen. Pyntet med inspiration fra specialet. 4 forskellige slags. Til en stor afdeling. De forsvandt også hurtigt og indbød endda en af overlægerne til at spørge, om jeg var gift 😉
Jeg gik derfra med et tilbud om at vende tilbage igen, og det er, for mig, den største ros, jeg kan forestille mig.

Derefter ventede en uges opgaveskrivning. En skriftlig eksamensopgave, der var ret frustrerende at skrive, mens det stod på. Men som heldigvis ‘gik op’ til sidst og blev afleveret aftenen før deadline.
Derefter skulle vi vente over 6 uger på at få svar. Det var virkelig nervepirrende. Jeg nåede at tænke mange gange, at jeg måske skulle have gjort noget andet, lavet noget om, haft et andet fokus på et afsnit osv. Egentlig ville jeg allerhelst holde sommerferie og glemme alt om opgaven, men den blev ved med at poppe op i mine tanker.
Da svaret kom, i midten af august, og var over al forventning, var det en kæmpe lettelse. Det føltes pludseligt ret dumt at have brugt så meget energi på at bekymre sig (typisk, ik?).
De sidste par ugers ferie blev nydt med sænkede skuldre, som optakt – eller måske snarere tilløb – til endnu et (hårdt) semester.

Nu er 5. semester godt i gang, og jeg står midt i ‘orkanens øje’. Midt i endnu en klinikperiode. Men mere om det senere.

Nu vil jeg ønske alle jer, der er heldige at have ferie, rigtig god efterårsferie. Og forberede mig på aftenvagt om nogle timer.

God onsdag derude!

Lykkeglimt – Mumi, glimmer, fejring, hverdagsmad og strik

 Hygge i sofaen – bare mindste og jeg. Det er rart med ‘alenetid’  Mørbradgryde og sommersalater on the sideGlimmer på en mandag – fordi det var helt og aldeles nødvendigt (ovenpå tandlægebesøg og – ja, mandag)
Jakken er helt fantastisk fin og kan købes her* Puden, jeg gav min mor i fødselsdagsgave, passer fint i sofaen sammen med tidligere versioner
og matcher på fineste vis det nyeste strikkeprojekt (som kan ses i færdig version på Instagram nu – @mormedmegetmere)Morgenkaffe og en lun, lyserød drøm, der også er hoppet af pindene for nylig <3 Grinebider En af mine yndlingsblomster i haven – høstanemoner. Jeg er i det hele taget anemone-fan! Eftermiddagshygge med lækker crumblekage med sommerbær. Opskriften er lige her (og den er nem!) Hørservietterne har jeg købt her (de findes i flere forskellige farver)
Mit lyserøde (yndlings) vandglas har jeg købt her*. Tallerknerne med ansigter er fra Donna WilsonLyserøde babies (de kan købes her)  Jeg har helt sikkert været skade i et tidligere liv 😉Fejring med bobler – på en tirsdag! Sådan må det være – livet er nu! Både små og store sejre fortjener at blive fejretPå vej i ovnen

Jeg har så meget på hjerte og så mange billeder gemt, både mentalt og konkret.
Som altid er jeg fortaler for, at dagene skal nydes og fyldes med rart. Så meget som muligt. For livet skal nok sørge for modvind. Jeg vil så gerne få det bedste ud af dagene, og hellere få øje på – og skabe – de (mange) små lykkeglimt, i stedet for at hæfte mig ved det modsatte. Omend jeg egentlig er pessimist af natur, forstået på den måde, at jeg hellere vil overraskes positivt end at blive skuffet.

Jeg har 1 1/2 uge tilbage af min lange sommerferie, og jeg har ikke tænkt mig at spilde ét sekund. I stedet nyder jeg, at jeg kan følge drengene i skole og børnehave på cykel om morgenen – endda med sensommersol i øjnene. Det kan tids nok blive mørkt og koldt – og stresset igen. Jeg ved, det venter lige rundt om hjørnet.

I sidste uge startede hverdagen, næsten, igen. Med skole og børnehave og (rigeligt med) døgnvagter til A. Hverdagsmad, badmintontræninger, eftermiddagstræthed og faste sengetider. Tankerne rumsterer om det forestående semester, der helt sikkert bliver knaldhårdt. Og en anelse panik-før-lukketid-følelse rammer mig, nu hvor min ferie lakker mod enden. Selvom jeg slet ikke kan klage! Jeg har haft masser af tid til at nyde – og gøre. Nu har jeg bare så mange praktiske ting, jeg gerne vil nå. I dag vasker jeg dyner og hovedpuder og rydder op og ud til loppemarked. Det føles rart. Og så glæder jeg mig over, at det (måske) når at blive sommer igen, inden jeg skal tilbage på skolebænken. Dét gider jeg godt!

Jeg er også ved at lave en liste med ting, jeg gerne vil omkring på bloggen det næste stykke tid. Hvis du har forslag eller ønsker, så sig endelig til!

Rigtig god onsdag derude!

MyLynhurtig hverdagsret – som endda er en af drengenes absolutte yndlings. Win Win!
Vil I have opskriften? 🙂

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

Lykkeglimt fra ugen, der gik – fletterier, fisk, forår og farverig strik

Når jeg trænger til at lufte hovedet, går jeg i køkkenet og leger med maden…Forsøg med flettede ostebrødLaks og alt muligt andet godt… Og et brød, der blev en (stor) succesNyeste kunstværk fra min mors hånd … Som passer perfekt til vinterforårsvejret  Bamseboller … og Chocolate Chip Cookies  Vild med eftermiddagsstunder sammen med de her 3 (og deres far, selvfølgelig, når han er hjemme til det) Reklame – Søndag og tid til at smage ny, lækker kaffe fra Ønsk, der er både økologisk og bæredygtig (modtaget i gave)Cardiganen hedder Honning Cardigan og er designet af Lene Holme Samsøe – farven valgte jeg med inspiration fra navnet 🙂  Fejring – fordi vi alle 5 endelig er samlet igen

En omgang lykkeglimt fra weekenden plus det løse.
Fra dage med tid til køkkenglæde, bagesjov og nydning. Fra en weekend, hvor vi manglede A det meste af tiden. Men dog fik det bedste ud af det. Både når drengene og jeg var ‘alene’ og da vi var samlet igen alle 5.
En weekend der var tiltrængt efter en sej uge med opstart i klinik, for mit vedkommende. Lørdag var min hjerne i zombiemode og alting foregik i slowmotion. Den var drengene heldigvis med på – de kan nemt bestikkes med lidt kage og andet godt 😉

Vejret viste sig at blive mere mildt end frygtet. Sneen holdt sig på afstand, og solen besluttede sig endda for at forkæle os lidt, så vi fik fyret krudt af i haven, inden vi smed os på sofaen igen 😉

I onsdags, da jeg havde studiedag, holdt jeg pause i læsningen for at slå hjernen fra og flette rabarber. For nogen er det måske en temmelig mærkelig prioritering – for mig den helt rigtige. Jeg kan nemlig ikke både reflektere over svære problemstillinger og koncentrere mig om at flette rabarber, bage bund og lave creme på en og samme tid. Så for mig er det en måde at koble lidt fra på. Og som bonus; en måde at forkæle mine drenge lidt på.

Der blev også tid til at afprøve en ny idé, nemlig et flettet brød med ost og gulerod. En kæmpe hit, som drengene jublede over, så det skal helt sikkert på menuen igen meget snart. Måske jeg endda skal skrive opskriften ned, så flere kan få glæde af den… På Instagram (@mormedmegetmere) var der ihvertfald stor interesse for det 😉

Nu vil jeg skynde mig i seng, for jeg får brug for alle mine kræfter i morgen.

God aften

Lykkeglimt – sommerstemning, selvforkælelse, sprøde lækkerier og søde typer

 Ud på tur – med bare ben  Pandekager til aftensmad – opskriften er her Selvforkælelse Aftensmad to go – opskriften på pitabrød er her Aftentur  Sprøde tærter – opskriften på lignende er her 3 retters menu på en rar fredag  3 på stribe  Søndagskylling

Der er ikke mange ord tilbage i mit hoved (eller mine fingre), for den første uge i klinik sluger de fleste af mine kræfter, men det kunne alligevel lige blive til en portion lykkeglimt.

Det er lidt sjovt at se tilbage på fine dage, hvor vi gik tur i baghaven med bare ben og sved på panden. I morges cyklede jeg af sted med vinterjakke og luffer på. Åh ja, du danske forår 😉
Heldigvis fik vi det bedste ud af de skønne solskinsdage og nød timerne udendørs.

Som jeg nævnte forleden, har A lige haft et par uger, hvor han nærmest var væk ‘hele tiden’, så en aften, hvor drengene og jeg havde snakket om at tage aftensmaden med på tur, besluttede vi i stedet at pakke det ned og tage det med ind til A. Heldigvis havde han tid til at spise sammen med os, og det var helt vildt hyggeligt! På vej hjem stoppede vi på vejen, fordi drengene også gerne ville ‘på skovtur’, så vi spiste vandmeloner i de smukke rapsmarker og nød den lave aftensol.

Derudover har vi blandt andet guflet sprøde tærter, saftig kylling med tilbehør i alle regnbuens farver, rejecocktails a la 80’erne, pandekager og meget mere. Og så måtte vi selvfølgelig fejre W’s badmintonmedalje med Sportscola’er, nu han vandt den der, hvor de kommer fra.

Nu venter der 1 dag mere på ‘min nye afdeling’, før der står weekend på programmet. Nøj, jeg glæder mig til at koble lidt fra og lade batterierne op til endnu en uge. Det er altså bare drøn hårdt at starte på ‘nyt arbejde’! (Det har jeg i øvrigt skrevet mere om her)

Rigtig god aften derude