En slem forskrækkelse – når (mor)hjertet kommer på overarbejde

fullsizeoutput_1ed9fullsizeoutput_1ed7

I går fik vi os noget af en forskrækkelse. Bedst som jeg troede, jeg ikke havde flere kræfter tilbage – blev jeg klogere. Jeg synes ellers der har været rigeligt at slås med de sidste par uger. Både svære mindedage og ambivalente, frustrerende tanker.

Men…. I går, da jeg kørte hjem efter (endnu) en travl dag i klinik, drømte jeg om at bruge eftermiddagen på terrassen. Måske endda snuppe en morfar i solen, ingen A smuttede af sted til oldboyskamp og W skulle til ‘natminton’-overnatning med en kammerat.

Da jeg kørte ind i indkørslen, kom A ud af døren og jeg kunne med det samme se på hans blik, at noget var galt. Jeg sagde til ham, lidt i sjov, at han så så alvorlig ud, og han sagde, at det var han egentlig også. Han var lige blevet ringet op fra fritteren, at William var faldet et par meter ned og var landet på ryggen på en skarp kant og faldet videre ned på et betongulv. De havde tilkaldt en ambulance.
Jeg fik L og S ud i bilen, og så kørte vi ellers af sted for at forsøge at nå ud til ham, så jeg kunne køre med ham ind på sygehuset.

Da vi kommer derud, ligger han på det kolde betongulv og græder, mens der sidder to omkring ham og holder hans hoved og krop. Jeg går hen til ham og snakker med ham og forsøger at berolige ham. S bliver også meget påvirket af situationen, så mens A snakker med W, trækker jeg mig lidt tilbage sammen med ham, og snakker med ham om alt det, der sker.

De pakker W ind i en vacuummadras og kører ham ud i ambulancen. Det er lige på det tidspunkt, hvor alle forældre strømmer ind for at hente deres børn, så der er mange mennesker, lyde og larm.
På skadestuen ender vi med at vente i 5 timer, fordi der, næsten samtidigt med os, kommer en del ambulancer ind fra et færdselsuheld.

Mens vi er på stuen, kommer der 4 patienter ind og ud bag forhænget ved siden af os.
W er (selvfølgelig) meget påvirket af det hele. Først rigtig ked af, at han ikke kan komme til badmintonovernatning, som han havde glædet sig til i flere uger. Dernæst dukker der mange tanker og oplevelser op, fra da det skete. Piger der havde skreget, hans kammerater, der havde været kede af det og snakke hen over hovedet på ham, fordi det hele skal gå lidt stærkt.
Dernæst var der mange af de ting, der foregik omkring ham på skadestuen og bag forhænget, der var svære for ham at forstå.
Jeg brugte en del tid på at tale med ham om det hele, om og om igen. På en måde var det nogle meget intense timer, og han og jeg gik lidt i ét. Jeg tænkte ikke så meget på, hvad der videre skulle ske. Jeg var i nuet, sammen med W.
Han var mega sej til at holde hovedet koldt, også selvom han havde vildt ondt. Og faktisk – hvis jeg skal være lidt antijantelovsagtig – så overraskede jeg også mig selv. Positivt altså. Jeg holdt også hovedet koldt og var rolig. Jeg har aldrig prøvet at køre i ambulance før, og heller ikke prøvet noget så akut med en af drengene, så jeg anede ikke hvordan jeg ville reagere. Jeg har altid haft svært ved det, når de er kommet til skade (og bløder), men det er som om, sygeplejestudiet har rykket en del i forhold til det (allerede). Jeg har fået lidt mere hård hud 😉

Mens vi ventede på skadestuen, var der mange forældre, der skrev til A og mig for at høre til W, og det var meget rørende, at der var så mange, der tænkte på ham <3

Efter lang tids venten bliver W undersøgt af en læge, og da han er meget øm i og forslået på ryggen, vil de gerne have scannet ham for en sikkerheds skyld. Efter en tur i CT-scanneren kan de konstatere, at intet er brækket, men at der er en blodansamling langs rygsøjlen, svarende til der hvor han har ondt, og hvor der er en stor hudafskrabning.

Vi får lov at tage hjem kl. 21.30 og drøner direkte mod McD, for at købe aftensmad efter W’s ønske. Kl. 22 sidder vi ved middagsbordet og er drøntrætte. Vi skynder os at spise og hopper direkte på hoved i seng bagefter.
Jeg vidste, at jeg nok ville have svært ved at sove ovenpå sådan en omgang, men da jeg skulle sætte vækkeuret til kl. 5, var jeg nødt til at forsøge at få lidt søvn….

Det er utroligt, hvad kroppen kan – bedst som man tror, der ikke er mere at give af, så finder man (igen) ud af, at der er et reservebatteri, der tager over. Endnu en gang blev vi mindet om, at livet er skrøbeligt. Heldigvis slap vi alle med knubs. Nogle af os kun indeni, men W også udenpå…

Nu har jeg endelig weekend, efter en hektisk dag i den hvide uniform, og jeg satser på, at det bliver én, der lader batterierne op.
Der er en fødselsdag i sigte, der skal fejres både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til at bruge dagen i morgen på at forberede og se en lille stolt fyr nyde dagene i fulde drag 🙂
Nu satser jeg på, vi undgår de helt store forhindringer det næste lange stykke tid. Synes egentlig vi har taget vores tørn…

Rigtig god aften derude

Lykkeglimt fra de ekstra fridage + en stor TAK!

fullsizeoutput_1d25
Ny cardigan fra min mors hånd – der passer perfekt til kølige forårsdage
fullsizeoutput_1d26 fullsizeoutput_1d27
Friskbagte hveder – det hører sig jo til! Måske jeg skulle bage dem lidt oftere 😉
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d28 fullsizeoutput_1d2b fullsizeoutput_1c8a
Forårsblomster overalt – jeg er vild med det <3
Sandalerne har jeg købt her
fullsizeoutput_1d64
Issandwich – en perfekt måde at fejre solstråler på
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d67
Grilltid
fullsizeoutput_1d40
A new day – another dress
Kjolen kan købes lige her
fullsizeoutput_1d2d
Morgenmad på en fridag <3
fullsizeoutput_1d2e fullsizeoutput_1d31
Til kaffe hos A’s fantastiske mormor og drengenes oldemor
fullsizeoutput_1d37
Tænk at være fyldt 90, og stadig kunne stille an med så fint et bord
fullsizeoutput_1d39
Når den forårskåde, knap så farveforskrækkede indtager køkkenet
Forklædet har jeg købt her – fordi det giver lidt ekstra krydderi på madlavningen
fullsizeoutput_1d3c
Forårsruller med masser af grønt (og helt uden friture) – sprøde og hapselækre
Opskriften er her
fullsizeoutput_1d3d

Ovenpå en omgang store og svære tanker, er det vist på sin plads med en omgang lykkeglimt fra en tiltrængt forlænget weekend – der skal jo være balance i tingene 😉

Men inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg sende en stor TAK til alle jer, der har skrevet kommentarer, mails og beskeder her og der! Det har været meget overvældende – på den gode måde. Og jeg kan konkludere, at jeg langt fra er den eneste, der har stået i det her dilemma.
Det har forstærket min tro på, at det hjælper at tage en dag ad gangen – lige nu ihvertfald.
Jeg synes kun, jeg ser glade opslag fra studerende, der synes, det er livets eliksir og én stor bekræftelse at møde ind i praktik hver dag. Men nu hvor jeg fik nedskrevet mine tanker, kan jeg læse, at der er mange derude, der kan genkende det, jeg kæmper med. Så TAK, fordi I tog jer tid til at læse med, skrive til mig og komme med gode råd.

I går var jeg af sted igen. Det var en rolig formiddag uden de store udfordringer. Men over middag blev jeg sendt ud over kanten og prøvede noget, som ikke er mange forundt i klinikken, og det gav mig en smule mere blod på tanden og gjorde mig et par centimeter højere. Endnu en oplevelse, der viste mig, at jeg – om ikke andet – kan mere, end jeg troede om mig selv. De næste uger vil jeg gemme på alle de små, gode oplevelser – dem kan ingen tage fra mig!

I dag har jeg studiedag, og arbejder med en praksisfortælling og en medicinopgave, der skal afleveres i morgen.
I eftermiddag skal vi fejre min farmors fødselsdag, og aftenen satser jeg på at bruge på sofaen – med A ved min side og et afsnit eller to af Designated Survivor.

Rigtig god tirsdag – og 1. maj – derude. Vildt at vi allerede er kommet til maj!

Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

 fullsizeoutput_1d18
Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt…

De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet.
Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden.

Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er muligt, og i dag har jeg tænkt mig at forsøge at få nogle af mine mange tanker ned på skrift. Det bliver muligvis rodet og ustruktureret, men det er blot et billede på, hvordan mit sind har det lige for tiden…

Inden klinikperioden startede, skrev jeg også mine tanker ned. De kan læses lige her. Der er dog sket virkelig meget siden – selvom der kun er et par uger imellem.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har været så træt før, nærmest ikke engang dengang jeg ammede natten lang.
Jeg står op kl. 5 og er hjemme igen ved 16-tiden og så er jeg klar til at gå i seng og sove til næste morgen… Så har jeg været i 8 timer plus det løse. Den første uge var A på vagt alle dage, så jeg skulle hjem og styre drenge, madlavning, madpakker og alt det andet. Det tog pusten fra mig, men det var på en måde også rart, at min hjerne blev tvunget til at fokusere lidt på noget andet. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog, siden jeg startede. Hverken overskue eller lyst har været der…
Der er en nerve i mit ene øje, der er begyndt at sitre hvert 5. minut, og det er som regel et tegn på, at min hjerne har for travlt og at jeg sover for lidt…

Som jeg har nævnt før, en del gange, så er jeg en tænker, og derudover har jeg en ret stærk, sensitiv side, der både er en stor fordel og en kæmpe udfordring. Jeg reflekterer over stort set alt, hvad jeg er i berøring med. Og når jeg kommer hjem fra en arbejdsdag på afdelingen, så kværner min hjerne videre og analyserer alt, hvad jeg har oplevet, gjort, hørt, læst og set. Det er enormt trættende, men det er også med til at gøre mig bedre – lige nu er det dog mest det første, der fylder for mig og påvirker mig.

De første to uger har slet ikke været, som jeg havde håbet, troet og tænkt. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde mange forventninger til alt det nye på forhånd, fordi jeg netop var bange for at blive skuffet. Jeg ville hellere blive glædeligt overrasket. Jeg håbede dog, at jeg i det mindste ville mærke den helt rigtige mavefornemmelse, når jeg stod i det. Opleve at blive bekræftet i mit valg og i min nye vej. Men alle de gode følelser, jeg (nok alligevel) håbede på, og den gode mavefornemmelse, det gerne skulle bringe med sig, er udeblevet. Og jeg er frustreret og helt grædefærdig over det. Eller rettere; jeg har allerede grædt over det flere gange.

Forrige år, da jeg for alvor begyndte at lytte til min egen fornemmelse af, at jeg skulle læse til sygeplejerske, startede en stor, ambivalent, vild, overvældende, skræmmende og fantastisk følelse indeni. Jeg brugte lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ikke var for gammel til at læse – og også lang tid på at overbevise mig selv om, at jeg ville kunne klare det.
Og selvom jeg bilder mig ind, at det ikke fylder meget i min bagage længere, så må jeg nok erkende, at mange års mobning alligevel har sat og stadig sætter sine spor – både positivt og negativt.
Da jeg startede på studiet, tvivlede jeg stadig på mine egne evner. Tvivlede på, om jeg var god nok. Og det er også det, der har afholdt mig fra at kaste mig ud i et langt studie tidligere. Når jeg kigger tilbage, i bagklogskabens klare lys, har det nok været dét, der har sat en stopper for mange ting i mit liv. Ting jeg godt kunne fortryde nu. Men det nytter jo ikke noget, siger de kloge.

Inden jeg startede på studiet sidste år, var jeg overbevist om, at det ville blive den teoretiske del, der ville volde mig flest problemer. Især de naturvidenskabelige fag, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med i mange år. Jeg glædede mig til en uddannelse, hvor der var en del praktik. Og nu, hvor jeg står midt i praktikken, drømmer jeg mig tilbage på skolebænken. Det var den vildeste oplevelse at opdage, at jeg faktisk kunne finde ud af de naturvidenskabelige fag. At jeg ligefrem begyndte at holde af dem, kom som noget af en overraskelse for mig! Og også det at opdage, at min skoleglæde stadig bor i mig, var fantastisk.

Jeg kan konkludere, efter 8 måneders studie, at jeg kan. Jeg kan faktisk mere, end jeg havde forestillet mig. Og jeg vil gerne udfordres, blive klogere, lære mere – helst hele tiden, så jeg ikke kommer til at kede mig.
Alt det må jeg, trods alt, forsøge, ikke at glemme igen! <3 Måske endda finde en styrke i.

På en måde har jeg brug for at finde et mål. For at have noget, der kan holde mig oppe, når modet og troen på det hele forsvinder.
Jeg var ret sikker på, og håbede helt ind i hjertekulen, at jeg ville blive bekræftet i, at jeg er landet på min rette hylde. Men på mange områder har det været nærmest modsat. Og jeg kan slet ikke se mig selv arbejde på en sengeafdeling.
Der er mange sygeplejersker (der arbejder som sygeplejerske) der siger, at det er et fantastisk job! Og mange siger til mig, at det er en perfekt uddannelse, fordi den giver så mange muligheder. Men lige nu kan jeg slet ikke få øje på alt det, de sætter ord på. Jeg kan ikke mærke det. Og det er vildt frustrerende! Jeg er en fighter. Jeg giver ikke op! Men jeg har også lært, at jeg er nødt til at have hjertet (og maven) med, hvis jeg skal kunne være i det.

‘Du ejer først dit liv, når du stopper med at tænke på, hvad andre tænker om dig’. Dét kunne jeg godt lære noget af!

Jeg håber, de næste uger byder på masser af nye, gode oplevelser, der sender mig tilbage på rette spor. Og giver mig den rigtige mavefornemmelse tilbage. Den der er så svær at sætte ord på og forklare, men som jeg med årene har lært at lytte til og også stole på. Omend jeg også stadig er god til at overhøre den. I morgen er jeg tilbage i den hvide kittel, og det giver mig en anelse ondt i maven allerede.

Hvornår mærker man det klik indeni, der fortæller én, at det er helt rigtigt? Er det for meget at forlange, at man skal få den følelse? Måske er det utopi, at man kan finde lykken i et job? Måske skal man bare ‘affinde’ sig? Måske leder jeg for meget efter lykken, i alt hvad jeg gør? Jeg forsøger at se det fine i alting, men måske er der bare nogle ting, der kun er ‘okay’?

Mere end 1/5, ud af 50, af mit hold er allerede stoppet på uddannelsen. Og vi har fået at vide, at det er denne første lange klinikperiode, der er afgørende for mange. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at den skulle så tvivl hos mig! Overhoved ikke!

Jeg ved ikke, om det er normalt at have det sådan her efter de første par uger. Måske går det over? Om ikke andet, så er mine følelser og tanker ihvertfald skrevet ned nu – måske nogen kan genkende dem eller bruge dem til noget…

Måske nogen af jer, der arbejder som sygeplejersker, vil dele jeres historie, erfaringer, tanker? Hvad laver I, der giver mening for jer i jeres arbejde? Måske der er nogen af jer derude, der har haft det ligesom mig, nu hvor den første forelskelse er ovre? Skal man bare lige på den anden side af det og så mærker man kærligheden?

Indtil videre kæmper jeg videre, og forsøger at finde ind til den gode mavefornemmelse – med et smil på læben, for det smitter jo. Både udad og indad <3

I morgen er det for alvor…

fullsizeoutput_1b6b

Dagen før dagen… I morgen er det for alvor. I morgen går det løs!
En dag jeg egentlig har ventet på i flere år. Set frem til og haft som mål. Og nu hvor den venter på den anden side af en (forhåbentlig) god nats søvn, er det ret angstprovokerende.

I morgen har jeg første dag i den hvide uniform – sådan rigtigt. I fredags havde jeg sidste skoledag i 4,5 måned. Det i sig selv er ret skørt at tænke på.
De næste 10 uger skal jeg forsøge at omsætte al den teori, jeg siden september har knoklet for at lære, til praksis. Jeg skal på sygehuset, som nævnt her, på en medicinsk sengeafdeling.

Jeg er både dødspændt og vildt nervøs. Jeg synes virkelig, det er nervepirrende. Jeg er bange for, at jeg ikke kan leve op til andres  – og måske mest af alt mine egne – forventninger. Bange for at begå fejl – overse noget (vigtigt).
Jeg er min egen værste fjende – jeg ved det godt. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg er ny(begynder). Jeg kan ikke lide, ikke at vide ‘alt’. Jeg er perfektionist, og virkelig hård ved mig selv, når noget enten ikke lykkes eller ikke går, som jeg gerne ville, eller synes det skulle. Men sagen er den, at jeg kommer til at være ny til mange ting de næste 3 år – nej, de næste 60 år. Og jeg skal blive bedre til at rose mig selv i stedet for at slå mig selv oven i hovedet. Jeg ved det godt – det er første skridt på vejen, ik?

Jeg føler mig enormt beæret og ydmyg over at få lov til at komme så tæt på andre mennesker. Få lov til at iføre mig den hvide uniform. Gå i mange andre dygtige sygeplejerskers fodspor. Men det forpligter også. Og lige nu har jeg det som om, jeg intet kan huske, af alt det jeg har lært.

Jeg har skullet udfylde og forberede en masse på forhånd, til min kliniske vejleder. Blandt andet nedskrive mine forventninger til klinikperioden. Og det er faktisk virkelig svært at skulle sætte ord på. For hvad kan jeg egentlig forvente? Både af mig selv og af afdelingen. Hvor meget kan jeg nå at lære? Hvor meget kan jeg rumme? Hvor meget kan jeg nå?
Når jeg forsøger at sætte ord på det, bliver jeg klar over, at der er meget jeg gerne vil ud at finde ud af, blive klogere på og lære. Jeg ved ikke om det er realistisk, men at sætte sig mål er jo altid godt.

Jeg starter helt fra 0 i morgen – sådan føles det ihvertfald. Jeg har min egen rygsæk med, men jeg har ikke en sygeplejerske-rygsæk, som jeg kan hive noget op fra – endnu. ‘Kun’ en masse teori, som jeg forhåbentlig ikke har glemt, når det kommer til stykket. Jeg har prøvet mange ting, både på egen krop, og især med min far, men jeg har aldrig prøvet at stå i det, uden at være følelsesmæssigt involveret.
Der er i det hele taget mange situationer, jeg aldrig har prøvet at stå i før. Som jeg skal lære at være i, agere i, håndtere. Jeg håber, jeg kan. Om ikke andet så lære det. Der er mange ting, jeg aldrig har prøvet før. Som måske bliver både svære og grænseoverskridende. Mange ting bliver første gang – og måske, om 10 uger, har jeg gjort nogle af de ting utallige gange. Noget er jeg måske endda blevet helt rutineret i…

Jeg skal ud at lære at rumme og bruge min sensitivitet i forhold til sygeplejefaget. Alle mine sanser er konstant skærpet, og jeg fornemmer på et splitsekund hvordan dem, jeg er i rum med, har det. Det er både en force og en udfordring. Jeg håber, det mest af alt er en force…

De næste 10 uger bliver hårde, spændende, udfordrende, lærerige, vilde, udviklende, berigende.
Jeg forestiller mig, at jeg er drøntræt når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Ikke kun fordi jeg skal virkelig tidligt op… Forhåbentlig er jeg ikke kun træt, men også glad.

Jeg er spændt på, hvad jeg kan ‘evaluere’ når de 10 uger er gået. Mon ikke jeg er et (helt) andet sted end nu. Mon ikke der også kommer en update her – måske endda undervejs.

Nu vil jeg sætte mig lidt i sofaen, og forsøge at slå tankerne fra, og så hoppe tidligt i seng.

Rigtig god aften derude – og god ny uge til jer også!

P.S. Hvis du vil læse flere tanker om studielivet, så kig her

Påskeferie i sommerhus – fødselsdagsfejring, Lego House, snevejr og pizzabar

017

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

fullsizeoutput_1a73 fullsizeoutput_1a74
Legobad
fullsizeoutput_1a76 fullsizeoutput_1a77
Legospringvand
fullsizeoutput_1a78 fullsizeoutput_1a79
Det bedste er ikke for godt <3
fullsizeoutput_1a7a
3 søde banditter <3
fullsizeoutput_1a7e021029
Pizzabar – opskriften på sprøde pizzabunde er lige her
030034
Fødselsdagsthebirkes
037
Fødselsdagsmorgenbord – sommerhus style
039067
Snevejr i slutningen af marts… – uanset hvad skulle min nye kjole luftes 😉
107
Taske-bling – når man (også) er mor
118
Fødselsdagspavlova – altid et hit (og så nem at lave, at den kan laves i et sommerhus med begrænsede køkkenhjælpemidler)
Opskriften er lige her
120
Fødselsdagslagkage med jordbærmousse og påskeæg
125

Varer påsken lige til jul? I så fald kan jeg sagtens stadig nå at dele glimt fra vores påskeferie, ik? 🙂 De kommer ihvertfald her 😉

4 dage af påskeferien tilbragte vi i sommerhus med A’s familie, i både solskin og snevejr. Den første dag besøgte vi Lego House, og de andre dage, mens drengene var i badeland, brugte jeg tiden på enten at forberede mad eller skrive opgave.

Lego House var en fin oplevelse, der fik tiden til at løbe fra os, og vi må helt sikkert derned igen. Der var noget for alle aldre og masser af kræs for sanserne.

En af aftenerne stod jeg for aftensmaden, og arrangerede en pizzabar, hvor man kunne lave sine egne pizzaer. Og drengene var, som altid, ellevilde – de er nemlig søde til, ikke at lægge skjul på, at de elsker (mine) hjemmelavede pizzaer <3 🙂

Om torsdagen var det A’s fødselsdag, så han skulle selvfølgelig fejres med morgenmad, fødselsdagsthebirkes, gaver, lagkage og menu bestemt af fødselsdagsbarnet.

Og så var det ellers tid til at køre hjem igen og nyde resten af påsken i vante rammer. Mere om det en af de nærmeste dage 😉

Nu vil jeg gå til undervisning i medicinregning og glæde mig til at få weekend. Den er meget velkommen og skal (desværre) bruges på at skrive opgave! (Hvis du vil se, hvad jeg har lavet på studiet i dag, så hop over forbi min Instagram story – @mormedmegetmere)

Rigtig god weekend

Older posts