3. semester som sygeplejestuderende – det næsten uoverkommelige

For mit vedkommende er 3. semester som sygeplejestuderende nu ovre. Lidt før tid, men det er der en helt særlig grund til.
Her kommer en opsummering på mit 3. semester – på godt og ondt.

Det er efterhånden blevet til en føljeton, det her med at skrive om mit studie, og I er mange, der læser med, når jeg skriver om det, mine tanker, oplevelser og frustrationer. Jeg synes også selv, det er rart at få det ned på skrift, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan huske hvordan jeg havde det lige nu, om et år eller 5.
Og det har allerede hjulpet mig flere gange at se tilbage, når jeg har haft brug for at give mig selv et klap på skulderen. Og I har også været en stor hjælp, der har bidraget med både hep og opmuntring, især da jeg stod midt i klinikken på 2. semester med temmelig ambivalente følelser. Det har været rart at finde ud af, at jeg langt fra er den eneste med alle disse tanker og tvivl. Finde ud af at det er helt normalt. Og måske det også kan hjælpe andre derude, der har det som mig (og mange andre)?

At tage en uddannelse er en proces, der både giver og tager. Og jeg må indrømme, at det her 3. semester har taget noget mere end det har givet. Og lige nu, når jeg mærker efter og tænker tilbage, føles det uendeligt langt. Jeg er faktisk virkelig glad for – og stolt over – at det er ovre nu. Og at jeg klarede mig igennem. Ja, i det hele taget har livet måske, som helhed, føltes både uoverskueligt, sjælefredsstjælende og ubarmhjertigt, det sidste halve års tid. Og det har selvfølgelig også påvirket mit 3. semester.

Efter en skøn, lang sommerferie, samledes vi på skolebænken igen i starten af september. Til en uges undervisning inden den stod på 8 ugers klinik. Den første uges undervisning var tæt pakket, for der var mange ting vi skulle introduceres til og have information om, inden vi skulle sendes i 25 forskellige retninger.
På 2. dagen blev vi introduceret for et internationalt projekt, som 8 af os kunne melde os til at deltage i. Et projekt der ville ændre en del på semesteret, hvis vi meldte os til det. Fordi det ville betyde andre eksaminer, forudsætningskrav og en anderledes arbejdsbyrde.
Jeg var ret hurtigt overbevist om, at det ville være en god idé og fik (heldigvis) overtalt en af mine søde studiemakkere til at hoppe med på vognen. Projektet krævede nemlig at man arbejdede i par. Det betød så, at vi skulle arbejde med et skriftligt produkt, et interview og samarbejde med studerende i Canada imens vi var i vores klinik i stedet for første at arbejde med det i januar, som resten af holdet. Vi var godt klar over, at det ville koste virkelig mange kræfter at skulle arbejde om aftenen, efter vi havde været i klinik, men guleroden var, at vi kunne gå på juleferie med en afleveret eksamensopgave og derefter nærmest holde fri i januar, mens resten af holdet skulle skrive opgave og til mundtlig eksamen.

2. uge af semesteret startede jeg i klinik. Og uden at gå alt for meget i detaljer, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det slet ikke var et sted for mig. Det var et sted, hvor det meste af dagen gik med aktiviteter som fx at spille et spil, klistre blade på vinduerne, lytte til musik eller skrive en sang. Godt nok havde jeg en klinisk vejleder, der var uddannet sygeplejerske, men der var ikke meget sygepleje i hverdagen og hendes arbejdsopgaver var heller ikke nogen, der krævede en sygeplejerske.
Alle de andre, jeg arbejdede sammen med, var enten pædagoger eller ergoterapeuter og det gav også virkelig meget mening i forhold til stedet.
Jeg manglede desværre bare virkelig meget at kunne spejle mig i nogen – i deres profession og i deres arbejdsopgaver. At kunne arbejde videre med at danne min egen sygeplejeidentitet. Og det var virkelig svært, for alt hvad vi gjorde og skulle, var ikke noget jeg havde teori at drage paralleller til.
Selv i de efterfølgende uger, hvor jeg skulle være en del af plejen af beboerne, var det ergo-, fysioterapeuter og pædagoger, der varetog plejen – og gjorde mange ting anderledes end det vi er blevet oplært i som sygeplejestuderende – og kommende sygeplejersker.
De fokuspunkter og mål der var for 3. semester var virkelig svære at få øje på, der hvor jeg var. Fx fylder farmakologi og klinisk lederskab en ret stor del af semesteret, men det var stort set ikke noget, der blev arbejdet med, der hvor jeg var.

Det gjorde selvfølgelig også min klinikperiode en hel del sværere, at vi – pludseligt – mistede min svigerfar en uge inde i forløbet. Og efter det, havde jeg ret svært ved at se, hvordan jeg skulle komme gennem semesteret. Alene bare af den grund, at der er ret strenge krav til fremmødet i klinikken, og med både bisættelse og en familie, jeg skulle være der for, var det svært at imødekomme. Vi endte dog med at finde en løsning, hvor jeg arbejdede timerne af senere hen, på de dage jeg ellers skulle have haft studiedag og haft tid til at læse – og skrive på vores Canadaprojekt!
Det var vanvittig hårdt at skulle være der for mine drenge, og samtidig kæmpe med en helt masse svære følelser, hver dag når jeg skulle af sted i klinik. Jeg havde det, de første par uger, fysisk dårligt om morgenen, når jeg gik ind ad døren deroppe.
I løbet af de 8 uger fik jeg dog også godt oplevelser med i min rygsæk. Jeg fik håndteret mange forskellige situationer og især beboerne udtrykte mange gange overfor mig, at de var glade for mig og det jeg gjorde for dem. Jeg fik sågar det fineste håndskrevne brev og en æske chokolade af en af dem, da jeg havde sidste dag. Han takkede mange gange for, at jeg altid kom ind til ham med fantastisk humør – og det blev jeg faktisk overraskende rørt og glad for. For det viste mig, at jeg havde formået, ikke at lade ‘alt det svære’ påvirke min tilgang til dem, jeg var der for.

Efter de 8 ugers klinik, som jeg heldigvis fik godkendt uden problemer, var det tilbage på skolebænken. Til en eksamen og et forudsætningskrav indenfor et par uger. Pyh! Den berygtede medicinregningseksamen. Den man hører om nærmest fra første dag. Og som efter sigende har en virkelig høj dumpeprocent.
Men først skulle vi liiige lave et forudsætningskrav, som skulle bestås. En video hvor vi udfører 3 tildelte medicinadministrationer. Udover at skulle udføre, spille skuespil og optage videoer for hinanden i studiegruppen skulle vi også redigere videoerne, så de max varede 8 minutter. Og indtale forklaringer osv. Så udover sygeplejestuderende kan jeg nu også skrive instruktør og redigeringskvinde på mit CV 😉

Videoen blev afleveret og så var det videre til næste hurdle. Medicinregningseksamenen varede 1 1/2 time og bestod af både regneopgaver og 5 skriftlige opgaver, hvor man kan blive spurgt om alle mulige ting i forhold til administration, præparater osv.
Jeg brugte alle 5400 sekunder til fulde og da tiden var gået sad jeg tilbage med røde kinder og en okay følelse i kroppen. Jeg havde fået regnet alle opgaver, tjekket dem igennem og svaret på alle de skriftlige. Bagefter var der nogle af de andre fra holdet, der begyndte at sammenligne resultater, og det gjorde mig nervøs, for jeg var i tvivl, om jeg huskede rigtigt og havde fået det samme som dem. Nu var der kun tilbage at vente en uge på svar – som ville komme samme dag som svaret på forudsætningskravet. Sikke en fredag at gå i møde…

Efter en uges ventetid og almindelig skolegang kom svarene fredag eftermiddag og aften. Videoen var det første, der kom svar på. Og den var heldigvis godkendt. Men jeg kunne nærmest ikke glæde mig over det, for jeg var virkelig nervøs for svaret på medicinregningen. Ikke fordi det er jordens undergang at dumpe. Studievejlederne har også gjort meget ud af at fortælle, at det er mere unormalt at gå gennem studiet og ikke dumpe på et tidspunkt, end at dumpe en eksamen. Jeg kunne bare slet ikke overskue at skulle tage den om Jeg ville virkelig gerne have lagt den bag mig, så jeg kunne se frem mod Canadaprojektet, juleferien og afslutningen på semestret. Da svaret tikkede ind var det med hjertet oppe i halsen at jeg loggede ind. Og til min store forundring var det gået meget, meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig. Et par fejl eller hvis man ikke havde fået fuldt pointantal i de skriftlige – så ville man enten få 02 eller dumpe. Så jeg måtte knibe mig i armen, da jeg så karakteren og så dansede drengene og jeg ellers rundt i stuen. Det var SÅ fedt at få et (meget) positivt svar og et skulderklap, midt i alt det der virkede så uoverskueligt.

De næste uger gik med skole og Canadaprojekt. Min studiemakker og jeg kæmpede virkelig med opgaven og især samarbejdet med canadierne var vanskeligt. Både på grund af de 6 timers tidsforskel, der gjorde at vi kun kunne være i kontakt med dem om aftenen, men også fordi der var nogle ret store barriere i forhold til, hvordan vi griber tingene an og det syn vi har på sygepleje, de to lande imellem.

Lige før juleferien fik vi sat det sidste punktum på opgaven, en måned før deadline. Og vores mål om at gå på ferie med god samvittighed – og mulighed for at nyde den – var nået. Det var SÅ fedt. Det tog os vel nærmest et par dage at forstå, at vi havde ferie. Sådan FERIE.
Lige inden ferien var vi 3, der var blevet opfordret til at søge job som studieassistenter for 1. semester. Et job hvor vi skulle hjælpe dem med at øve og oplære de praktiske og faglige ting, som 1. semesters eksamen tager udgangspunkt i. Så lidt læsning gik juleferien alligevel med, for en del af det, har vi ikke beskæftiget os med, siden vi selv havde det for et år siden.

Starten af januar gik med at være studieassistent. En tjans der var både lærerig, udfordrende, udviklende, lærerig, frustrerende og sjov. Og også en virkelig fed måde at genopfriske og repetere på.

Generelt for hele mit hold, faldt vores motivation stødt gennem semesteret. Uden at vi helt har kunnet sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi vi har lidt undervisning om en helt masse forskelligt. I stedet for at dykke ned i tingene. Og mange af tingene har været langt væk fra sygeplejen, det naturvidenskabelige, det håndterbare. Meget af det har været ‘bachelorvidenskab’. Noget som vi skal lære – og kunne – fordi vi læser en bachelor. Forskningsmetodologi, epidemiologi, videnssøgning, jura osv. Det har været svært at finde den røde tråd.
Men dagene i sygeplejelaboratoriet, hvor vi var i dragten og blev udfordret af de andre studerende på 1. semester, de var virkelig givende. Og pustede lidt til min læsegnist igen og gav mig blod på tanden. Måske også fordi de mindede mig om, at jeg faktisk har lært en helt masse på de første 3 semestre af studiet! Det kan måske være lidt svært at se, når hverdagen ruller…

Det kan også godt være svært at holde gejsten oppe, når man konstant hører om alle de negative sider ved faget – blandt andet i medierne. Det er ikke ligefrem motiverende, når man i forvejen tvivler lidt indimellem. Den der gulerod, man gerne vil se foran sig, den kan godt komme til at se noget slatten, trist og langt fra indbydende ud.

For et par uger siden blev et nyt kuld sygeplejersker sendt ud i verden, efter veloverståede bacheloreksaminer. Deres familier strømmede til skolen, med favnene fulde af blomster og lykønskninger, og lige dér, midt i kantinen, blev jeg helt rørt. Fordi jeg blev mindet om, at netop dét er min gulerod. At det, om 2 år, skal være mine drenge og min familie, der træder ind der, stolte og glade – og lettede på mine vegne. Dét glæder jeg mig usigeligt meget til, og det billede vil jeg forsøge at hente frem på nethinden, når det hele føles lidt for hårdt, opslidende og svært.

Nu mangler vi ‘kun’ bedømmelsen af vores Canadaprojekt, og så er 3. semester et overstået kapitel. Det, måske nok, sværeste og hårdeste semester indtil videre. Jo længere tid, der går, jo mere nervøs er jeg for bedømmelsen, og vi ved faktisk ikke, hvornår vi kan forvente svar. Men jeg forsøger at øve mig på, ikke at tage sorgerne på forskud, for det er jo i virkeligheden temmelig meget spild af tid og energi.

Fra d. 4. februar venter 4. semester, der byder på virkelig mange forhindringer. Men som altid, må jeg tage en ad gangen, for ellers bliver det for uoverskueligt. Der er denne gang 3 forudsætningskrav, der skal bestås, for at kunne gå til eksamen. Og derudover både klinik i sundhedsplejen og 8 uger på en afdeling, inden eksamen venter. Men det er også semesteret, hvor vi kan fejre, at vi er halvvejs gennem studiet! Dét glæder jeg mig usigeligt meget til. Så skal der tælles ned, i stedet for op 😉
Men det er også godt, at der venter en lang sommerferie på den anden side!

Nå, det blev temmelig langt. Men det er vist et meget godt billede på dette semester…
Rigtig god dag derude – og tak fordi du læser med!

 

Hvis du vil læse alle indlæg, der vedrører mit studie, kan du klikke lige her
Og har du lyst til at læse et tilbageblik på 2018, kan du finde det lige her

P.S. Maleriet på billederne ovenfor forærede jeg mig selv, da jeg havde bestået medicinregningseksamen

Julelykkeglimt – Hygge, sprøde småkager, yndlingsdessert og spiselige nissehuer

Indeholder reklamelink

 Decemberhygge  Sprøde pebernødder – opskriften er lige her Fineste juletallerken, som jeg har købt lige her Aftensmaden når jeg er alene på skansen med de 3 nisser: Risengrød og friskbagt rugbrød – opskriften på rugbrød er her Sprøde brunkager til eftermiddagskaffen – opskriften er her  Hjemmelavet julepynt, der giver mig smil på læben Yndlingsdessert <3  Eftermiddagshygge med ældste mus <3  Nissemænd på den nye tavle Julede specier med chokolade og appelsin – efterhånden en juleklassiker herhjemme. Opskriften er her (og den er nem!)  Julede kokosmakroner – opskriften er her – og blot tilsat pastaarve  Gensyn med julehjerter fra sidste års julebord  De sødeste brunkagevogtere, der sjældent siger nej, når man spørger, om man må tage en mere 😉

Endnu en portion julelykkeglimt fra den første juleuge.
Der er blevet smovset og hygget – bagt og smagt.

Lige nu knokler jeg for at blive færdig med min eksamensopgave inden juleferien står for døren. Jeg ville elske at kunne gå på juleferie med god samvittighed og kunne holde fri fra skolearbejde – sådan ægte! Jeg håber, det lykkes!

Imens forsøger vi at få det bedste ud af dagene og drømmer om frost og sne i stedet for vådt gråvejr. Det har jo været så mørkt de sidste dage, at man kunne komme helt i tvivl om det var dag eller nat….

A har haft døgnvagt to dage i denne uge, så drengene og jeg har spist risengrød og rugbrød mens vi har set julekalender. Det er nu hyggeligt at gøre noget andet, end vi gør, når vi er samlet alle 5.
Vi har også fået bagt både brunkager, kokosmakroner og specier (og spist en del af dem).

I morgen har vi planer om at bage honninghjerter og besøge farfar og morfars gravsteder med hjemmelavede nisser, som vi har malet og skrevet på i dag. Mere om det in another afsnit 😉

Rigtig god aften derude – og glædelig juleweekend til jer alle

Afslutningen på 2. semester som sygeplejestuderende – hvordan gik det egentlig?

 Lagkage med lyse- og chokoladebunde, stikkelsbær- og jordbærmousse, smørcreme og medicinsk udstyr af forskellig slags 😉
Dryp dryp – brownie med skildpaddemousse, friske bær og bloddryp  Banankage med hvid chokoladeganache, friske hindbær og erytrocytter (røde blodlegemer)

Nå, jeg synes egentlig at jeg skylder en afslutning på det indlæg, jeg skrev før sommerferien, da jeg stod midt i klinikken på 2. semester.
Men først vil jeg lige starte med at sige TAK til alle jer, der skrev til mig, både mails og her på bloggen. Det var rart at høre, at jeg langt fra er den eneste, der har stået med de mange modsatrettede følelser og tvivl.

Heldigvis skete der en masse i de efterfølgende uger. Og som nogen af jer måske også har opdaget sidenhen, så er jeg stadig sygeplejestuderende 😉
Da halvdelen af tiden var gået, ca efter de første 5 uger, var det som om, noget ændrede sig. Sådan nærmest over night. Måske var det fordi, jeg pludselig følte, at jeg faktisk kunne noget. Måske fordi jeg fik nye, større udfordringer. Eller fordi jeg pludselig kunne løse en hel del ting selvstændigt. Måske fordi jeg var blevet bekræftet i, at jeg sagtens kunne ‘være i det’. Også i de svære situationer. Måske også fordi at en del patienter bekræftede mig i, at jeg havde gjort en forskel for dem – lille som stor. Måske det hele i én stor pærevælling.
Jeg vidste godt inden, at jeg ville få svært ved at være fuldstændig ny til alting. De første uger var alt, hvad jeg gjorde, nyt. Og fuldstændig ukendt for mig – stort set. Det var virkelig grænseoverskridende.

Men pludselig føltes det anderledes, og selvom jeg stadig syntes, der var en masse ting, der var udfordrende, så fandt jeg mig til rette i det. Præcis som jeg kender mig selv, så kan jeg åbne op og blomstre, når jeg føler mig tryg. Og da nogle ting blev kendte, kunne jeg bedre overskue endnu flere udfordringer og sværere og sværere opgaver. For ja, selvfølgelig kan man ikke starte første dag op med en kompliceret patient. Det er nødt til at komme hen ad vejen – og vejen dertil er vigtig at være til stede i, for den skal danne grobund for det næste.

De sidste 5 uger af klinikken lærte jeg en helt masse nyt – både med hænderne og med hovedet. Og jeg fik prøvet rigtig mange ting af. Både (svære) samtaler med patienter og pårørende, at stikke, anlægge nasalsonde, kateter og en helt masse personlig pleje. Jeg observerede, dokumenterede, reagerede. Og var også med til det, der skal ske, når livet ikke er mere. Jeg fik virkelig udfordret og afprøvet mange af mine sygeplejekundskaber og fandt ud af, at jeg godt kan!
Og så fandt jeg lige så stille også ud af, hvilke sygeplejersker, jeg kunne (og gerne ville) spejle mig i, og nogle af dem var helt fantastiske til at lære fra sig, stille spørgsmål, vejlede og lade mig få lov at være en del af det hele.

Da jeg var godt i gang med klinikken, skete det, som nogen af jer måske kan huske? A’s akillessene sprang og han blev lænket til sofaen med en kæmpe støvle om benet. Det var afsindigt hårdt at skulle mestre både studie og familieliv på samme tid, og i den sidste måned af klinikken var jeg mere eller mindre alenemor til 4, heldigvis med hjælp fra familie, når det kunne lade sig gøre.
Det var trods alt heldigt, at jeg var blevet gladere og mere tilpas i klinikken, inden det skete, for jeg tror ikke, jeg kunne have jongleret med min egen tvivl og utryghed samtidig med at skulle have styret alt det derhjemme.

Da de 10 ugers klinik var veloverstået og for-eksamen/forudsætningskravet for at måtte gå til eksamen var bestået, ventede ‘kun’ den afsluttende eksamen på skolen. Den gik helt fantastisk og derefter ramte lettelsen. Og en meget lang, tiltrængt sommerferie!
Det var faktisk ret vildt at gå på sommerferie og tænke på, at det første år ud af 3 1/2 var klaret. Og endnu vildere at tænke på alt det, jeg havde lært på ‘bare’ et år!

Som afslutning på klinikken havde jeg 3 kager med til personalet på afdelingen. Og da det var en medicinsk, hæmatologisk afdeling, jeg var på, blev det temaet for kagerne 🙂

Det som jeg ved, jeg får sværest ved, (også) fremover – så længe jeg læser – er at skulle omstille mig. Igen og igen. Når man endelig er ved at føle sig lidt kendt på afdelingen, har lært kollegaerne at kende og kan finde rundt, så er det videre. Enten tilbage på skolebænken eller videre til en anden klinik, et andet sted. Det er helt vildt hårdt! Og så er det også hårdt at skulle være på fra 7-15 hver dag og derudover hele tiden være reflekterende ift. egen læring, skulle dokumentere alting i praktikportalen og læse ret mange siders litteratur ved siden af. Det er ikke en dans på roser. Men så længe det også er givende at være i klinik, så er det til at overleve. For heldigvis er jeg ikke sådan én, der giver op, selvom den løsning indimellem virker som den mest håndgribelige.

Nu kan jeg snart skimte afslutningen på 3. semester. Hvordan det er forløbet, må få plads på et andet tidspunkt, for det har trukket tænder ud på alle tænkelige måder. Men jeg er her endnu – og kæmper videre!

Rigtig god aften derude – og glædelig 3. december

 

P.S. Hvis du har lyst til at læse flere af mine tanker, om det at være sygeplejestuderende, så klik lige her

Weekendlykkeglimt og slutningen på en æra

 Opgaveslutspurt i formiddagssolen Kys i lange baner Yndlings chokoladeboller – opskriften er her  Muslibarer til badmintonspillerne   Pink kagebord Træstammer af den lækreste slags – opskriften er her Othellolagkage på en ny måde – der smagte lidt af risalamande. Haps Et sidste farvelkys og kindnus  Store, glade dreng <3 Huxi  Årets første – opskriften på æbleskiver med speltmel er her
De smukke tallerkner med julemotiver har jeg købt her Rester

Weekenden startede med en eksamensslutspurt, og fredag formiddag blev derfor brugt foran computerskærmen. Kl 12 blev opgaven afleveret og dét skulle selvfølgelig fejres, så jeg gik i køkkenet og satte gang i alle mulige kager 🙂

A var på vagt, S legede hos en klassekammeratinde og W var til fødselsdag, så det var bare L og mig om eftermiddagen. Vi smovsede chokoladeboller, tog det stille og roligt og nød lidt alenetid.

Lørdag morgen tog A på vagt igen og W, S og jeg satte kursen sydpå til badmintonstævne, mens L blev hjemme hos farmor. 6 timer senere var vi hjemme igen, med 2 guldmedaljer og en bronze i bagagen 😉
Det (og eksamensafleveringen) fejrede vi med (lyserøde) kager en masse. Der skal jo lidt lyserødt og glimmer til at veje op for al mandehørmen herhjemme 😉

Jeg havde både lavet en nyfortolkning af en othellolagkage med jordbærmousse, hindbærmarmelade og vanillecreme, der smagte lidt a la risalamande i kageform. Haps! Derudover var der en portion træstammer, små jordbærmousse’pølser’ (ja, en anden gang skal de måske ikke være lyserøde 😉 ) på sprød mørdejsbund, en sprød tærte med chokoladeganache og mousse med glaze, chokoladeboller og sprøde marengskys med tivolistriber.

Om aftenen var vi inviteret til Mortens aften and hos A’s mor, og da A havde fri kl 19, sluttede han sig til os omkring bordet.

Søndag endte med at blive en stor dag, både for den yngste lykkespire herhjemme og for os forældre. Vi sagde farvel til sutterne. Vi har egentlig haft intentioner om det i lang tid, men de sidste måneder har budt på så mange skift og omstillinger, at det har været svært at finde det rigtige tidspunkt. Først børnehaveskift og dernæst da vi pludselig mistede A’s far. Det føltes forkert at tvinge ‘en tryghed’ fra ham.
Dertil kommer at L er en enormt (stædig) viljefast fyr, der har sine helt egne meninger. Og selvom han i perioder stort set ikke brugte sin sut, var han ikke klar til selv at sige helt farvel til den.
L havde dog sovet uden sut de to foregående nætter, fredag og lørdag, så (endelig) virkede det som det perfekte tidspunkt. Nu var han klar til at vinke farvel til dem!

Vi kørte ned i parken, hvor de to storebrødre også har hængt deres sutter op i sin tid, og med smil på læben hang han sutterne på træet, gav dem et sidste kys og kindkram og sagde så ‘farvel mine sutter’ og løb over mod legepladsen. Bagefter tog vi af sted til legetøjsbutikken, hvor værktøjskassen ventede. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var dét han skulle vælge som sin ‘belønning’.

På vejen hjem kørte vi forbi drengenes nye ‘fætter’, Huxi. Min bror og svigerinde har føjet en lille dværggravhund til familiestamtræet og drengene er fuldstændig forgabt i ham – og han i dem 🙂 Han er også ret svær at stå for, hva?

Om eftermiddagen fejrede vi slutningen på en æra med årets første hjemmelavede æbleskiver og så blev der ellers repareret, skruet og banket til den store guldmedalje 🙂

Om aftenen gik det fint med at falde i søvn uden sutterne og det samme i går aftes. Han er nu sej. Når først han beslutter sig for noget, så er det sådan det skal være <3 Nu venter vi så på at han beslutter sig for, at han ikke skal bruge ble mere 😉
Store dreng! (Ja, den kliché måtte jeg altså have med!)

God aften derude

Lykkeglimt fra en turbulent tid

Sprøde nuggets – opskriften er her
Tarteletter med hurtigt, nemt, hjemmelavet fyld – opskriften er her
EftermiddagssolRugbrødsvafler til aftensmad – opskriften er her  De her tre <3 Nyeste mormorstrik <3 Friskbagte gulerodsbrud – W’s yndlingsboller. Opskriften er her  Fejringskage  Med mango-, jordbær-, og blåbærmousse  Kyllingefarsbrød er perfekt (søndags)mad – opskriften er her Alenetid med W, pandekager og den store bagedyst <3En ny baby i familien

Der er langt mellem lykkeglimtene for tiden, men det vil jeg forsøge at lave lidt om på i dag.
I denne tid er det nærmest også vigtigere end ellers at have fokus på de små, gode hverdagsglimt, for at holde sig oprejst i stormen.

De sidste uger har vi hygget alt det, vi kunne. Blandt andet med god mad, kager, bagedyst, gåture, fejringer, badmintonstævner, hundebarselsbesøg, morgenmadsforkælelse, lun mormorstrik og stearinlys.
Det er de små ting, der gør forskellen for tiden. Jeg håber, at der om et par uger kommer lidt mere ro på al uroen, men der er lige et par eksaminer m.m. der skal klares, før ‘alt det andet’ kan få fokus igen. Sådan er det (vel) at være studerende med et turbulent liv on the side.

Nu vil jeg kaste mig over medicinregningen igen og glæde mig til at kaste hovedet på puden om ikke så længe.

God aften derude!