Opskrift på spinatboller – forklædt som Frankenstein

I går stod menuen på burgere. Dog ikke hvilken som helst slags. De røde kyllinge-rødbedebøffer var nemlig pakket ind i luftige, grønne spinatboller og forklædt som Frankenstein. Det er jo kun halloween en gang om året og en fin anledning til at lave lidt sjov og (u)hygge.

Det er egentlig ikke fordi vi som sådan fejrer halloween. Men hvorfor ikke gribe enhver anledning til at gøre hverdag og weekend lidt mere farverig? Og nu hvor det er for tidligt at jule, er det godt at have noget andet at skeje lidt ud med 😉

A var på døgnvagt i går, så drengene og jeg planlagde selv menuen, og der var ret bred enighed om, at det skulle være burgere. Ideen om at forklæde dem som Frankenstein poppede hurtigt op i mit tankemylder. Jeg forfulgte tanken og fik hurtigt sporet mig ind på, hvordan jeg skulle forsøge mig med det.

Det endte ret godt, og siden jeg viste dem frem på Instagram i går (@mormedmegetmere), er der virkelig mange, der har efterspurgt opskriften. Tak for det. Det er så skønt, at I kan blive inspireret af mine – mere eller mindre skøre – ideer.

Bollerne er såmænd rimelig lette at lave og scorer ret billige point hos børn og barnlige sjæle. De er lækre og luftige og med en smule grovhed. Præcis som vi bedst kan lide dem. Og så er der masser af lækker spinat i, som også skulle være så sundt 😉

De smager også ret skønt dagene efter, og lige nu gemmer der sig to monstre i drengenes madkasser. Klar til at blive sluppet løs i skolen i morgen….

Her er opskriften, der giver ca. 14 boller – og som sagtens kan laves uden Frankensteinpynt også. De smager nemlig ret godt uanset anledning 🙂

Du skal bruge:

75 gr. frisk spinat
4 dl vand
1/2 dl sesamfrø
50 gr gær
1 tsk flagesalt
1 spsk rørsukker eller honning
45 gr smør
550 gr speltmel
250 gr groft speltmel
Evt lidt grøn frugtfarve – kan købes her

75 gr speltmel
3-4 spsk koldt vand
Sort pastafarve – kan købes her

Balsamicoglace
Sukkerøjne – kan fx købes her eller her

Sådan gør du:

Skyl spinaten grundigt og kom det i en stor skål (fx den til røremaskinen, hvis du har sådan én). Kom vand sammen med og blend det med en stavblender, til al spinaten er blendet godt.
Tilsæt gær og opløs det. Kom salt, sesamfrø, sukker og det grove speltmel i og rør godt.
Hvis du gerne vil have bollerne ‘meget’ grønne, kan lidt pastafarve tilsættes. Jeg har brugt en knivspids til min version på billederne.
Tilsæt derefter speltmelet lidt efter lidt og ælt undervejs. Når dejen er smidig og glat og slipper skålens sider, tilsættes smørret i små tern. Ælt 5-7 minutter, til dejen er luftig og lækker 🙂
Lad dejen hæve i skålen i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang pølse. Skær dejen i 14 lige store stykker og form dem til boller.
Sæt bollerne i en dyb bradeplade med bagepapir. Sæt dem tæt, så de lige akkurat ikke rører hinanden.
Lad dem efterhæve i 45 minutter.
Når de er hævet godt op og nærmest er hævet sammen, tændes ovnen på 190 grader varmluft.

Hæld speltmel, koldt vand og sort pastafarve i en lille skål og rør rundt med en ske. Tilsæt vand, til det er en ensartet masse, der ‘løber’ af skeen, hvis du hælder det af. Prøv dig lidt frem. Den skal ikke være for tynd og heller ikke for tyk.
Hæld dejen op i en frysepose eller sprøjtepose og klip et lille hul.
Tegn sort hår på bollerne og en sort mund.

Bag bollerne ca. 17-20 minutter alt efter ovn, størrelse på bollerne osv. De skal lyde hule, når du banker dem under bunden.

Når bollerne er afkølet en smule, kan de pyntes med det sidste. Inden jeg pyntede dem skar jeg dem over, så jeg kunne putte al fyldet på underbollen.
Derefter pyntede jeg overbollen; Hæld lidt balsamicoglace op i en frysepose og klip et lille bitte hul. Tegn et ar og øjenbryn med glacen og klistr øjnene fast med det også.

Vupti – pludselig træder Frankenstein og alle hans venner frem foran dig 😉
Cornichoner sat på en halv tandstik er prikken over i’et – eller skruen ud af halsen, som man siger 😉

Så er der bare tilbage at sige ‘værsgo’ og nyde de skøre, grønne mænd. Måske med en rød (og blodig) hindbærbrus on the side….

Rigtig god aften!

 

Jeg har tidligere delt opskriften på flagboller, der er en slags søster til disse. Opskriften på dem findes lige her

Er du på udkig efter mere inspiration til halloween, kan du kigge forbi lige her og holde øje med bloggen, for jeg har flere sjove ideer på vej.

Opskrift på flettet ostebrød med gulerod – lækre flutes til grillmad, buffet eller skovtur

Nu hvor sommeren står for døren og grillsæsonen for alvor bliver skudt i gang rundt omkring i haverne, er det vist på tide at jeg deler min opskrift på flettede ostebrød med jer.
Jeg har allerede bagt dem flere gange i løbet af de sidste par uger, og de er blevet en kæmpe favorit!
De er luftige og lækre og gemmer på både smeltet ost og gulerod, når man skærer dem igennem, og brødet smager skønt både med eller uden (tand)smør på 🙂

Det kommer helt sikkert også med, når vi skal på skovtur i løbet af sommeren, eller når vi skal nyde en lækker buffet, hvor der gerne må være lidt af hvert at vælge imellem.
Det kan selvfølgelig sagtens bages uden gulerod, hvis man gerne vil lave det lidt mindre grønt. Hvis man er til det, vil det helt sikkert også smage godt med tilføjelse af fx presset hvidløg eller persillepesto, som i denne opskrift.

Brødene er nemme at lave. Selve fletningen – som egentlig er en snoning – kræver måske, at man holder tungen nogenlunde lige i munden imens, men det er til at overkomme 🙂 Og så gør øvelse mester, så hvis man bager dem flere gange i løbet af sommeren, så får man det hurtigt lært 🙂

Herunder er opskriften på flettede ostebrød – der bliver to store flutes ud af opskriften

Du skal bruge: 

3 dl vand
25 gr gær
1 tsk flagesalt
125 gr durummel
200 gr groft speltmel
100 gr speltmel (eller hvedemel)
30 gr smør

1 revet gulerod
1 kugle frisk mozzarella
Evt. lidt andet revet ost, jeg bruger et stykke øko mellemlagret
Salt, peber og paprika
Evt. lidt ketchup eller pesto

Sådan gør du: 

Hæld vandet i en stor skål (evt. den til røremaskinen) og opløs gæren i vandet.
Tilsæt salt og durummel og rør rundt. Tilsæt derefter det grove speltmel, rør igen og tilsæt til sidst det fintsigtede speltmel lidt efter lidt, mens du (eller maskinen) rører. Ælt dejen godt sammen og tilsæt smørret i små tern. Ælt derefter dejen til den er smidig og slipper skålens kanter. Ælt den gerne i 5-7 minutter, så den bliver luftig og lækker.
Stil dejen til hævning i skålen med et klæde over i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den forsigtigt igennem. Del dejen i to.
Rul den ene klump dej ud til et rektangel med en højde på ca. 1,5 cm. Smør evt. lidt ketchup på dejen og drys salt, peber, paprika og revet gulerod ud over dejen. Drys til sidst mozzarella og evt. andet ost ud over det hele og rul dejen sammen som var det en roulade.

Find et stykke bagepapir frem og løft den lange ‘slange’ over på bagepapiret. Find en skarp kniv, evt en savtakket én, og skær brødet igennem på langs, på midten, næsten hele vejen ned, så alle lagene bliver skåret igennem. Se evt. billedet nedenfor.
Flet derefter brødet, ved at løfte den ene side over den anden, med ‘åbningen’ opad, så brødets lag kommer til syne. Flet brødet hele vejen ned. Skær til sidst det sidste stykke for oven over, og flet det sammen og luk det. Fold lukningerne i begge ender ind under brødet, så de bliver holdt fast på den måde.

Gentag ovenstående med den anden klump dej 🙂

Træk forsigtigt bagepapiret over på en bageplade.
Lad brødene hæve, mens ovnen bliver varm.
Tænd ovnen på 210 grader varmluft.

Når ovnen er klar, bages de på midterste rille i ca 20 minutter, til de er gennembagte og lyder hule, når du banker under bunden. Hold øje med brødene undervejs. Skru evt. lidt ned for varmen – til 190-200 – efter 10 minutter, hvis de begynder at tage meget farve ovenpå.

Opskrift på brød til lagkage sandwich

Lagkage til aftensmad? Ja, hvorfor ik?
I påsken fik jeg afprøvet en idé til en ny opskrift. Det gik, som jeg havde håbet. Vi endte derfor med at spise lagkage til aftensmad hos min mor, en af de dage hvor A var på vagt 🙂

Brødet til lagkagen, som vel egentlig også kan kaldes en sandwich, blev luftigt og lækkert. Jeg delte det i 3 og fyldte det med hjemmelavet æggesalat. Det gik rent hjem hos drengene og de blev hurtigt enige om, at vi snart må have det til frokost eller aftensmad igen.
Vi snakkede også om, hvilke forskellige ting, der kunne være lækkert at fylde i. Vi er ret enige om, at det også kunne være lækkert med hønsesalat, røget laks og rejer, leverpostej og rødkål eller måske roastbeef, pickles og ristede løg.

Det kunne også godt gå hen at blive en sikker vinder, når vi skal have gæster til frokost og det skal være noget andet end rugbrødsmadder.

Opskriften på et brød til en lagkage sandwich kommer herunder.
Min version er (som altid) med laktosefri mælk og smør og med speltmel, men den kan sikkert også bages med hvede- og grahamsmel – og selvfølgelig med almindeligt smør og mælk.

Du skal bruge: 

25 gr. (laktosefri) smør
2 dl (laktosefri) mælk
1 tsk groft flagesalt
25 gr gær
50 gr groft speltmel
250 g speltmel

Springform eller kagering Ø20 cm – jeg bruger denne

Sådan gør du: 

Smelt smørret og bland det med mælken i en skål. Tjek at det er fingervarmt og opløs gæren i blandingen. Tilsæt salt og det grove mel og rør rundt. Tilsæt derefter speltmelet lidt efter lidt, mens du rører/ælter det sammen. Jeg bruger k-spaden på min røremaskine.
Ælt dejen til den er ensartet og slipper skålens kanter. Dæk dejen til og lad den hæve i 45 minutter.
Smør en form med smør og sæt den på en bageplade med bagepapir – bruger du en bagering, kan du klipse bagepapiret fast i bunden.
Når dejen er hævet til dobbelt størrelse skrabes dejen forsigtigt over i formen. Tag lidt vand på fingrene og fordel forsigtigt dejen ud i formen. Den må gerne være lidt højere langs siden end på midten. Så hæver den mere ens op.
Dæk formen til og lad brødet hæve igen i 45 minutter.
Tænd ovnen på 190 grader (ikke varmluft) og bag brødet i ca. 20 minutter, til det er gennembagt.
Flyt det over på en rist og løsn forsigtigt formen med det samme – evt med en kniv. Fjern formen og læg et viskestykke over brødet. På den måde undgår man, at det bliver (for) sprødt.

Når brødet er afkølet kan det skæres over i 3 lige store dele, og fyldes med lige præcis det, man synes bedst om 🙂

Til min æggesalat brugte jeg 6 æg, mayonnaise, creme fraiche, salt, peber, karry og lidt paprika. Derudover skrællede jeg en agurk, og skar den i tynde skiver, som jeg lagde ovenpå hvert lag æggesalat, inden jeg lagde endnu en bund på.
Kagen pyntede jeg med flødeost, vendt med salt, peber og finthakket dild og sprøjtet ud i roser og små tutter, præcis som hvis det var en rigtig lagkage 🙂
Tyllen, jeg bruger til roserne, er magen til denne

Sandwichen opbevarede jeg på køl, til vi skulle spise den. Jeg tænker, den er allerbedst samme dag, men der var en lille rest tilbage, som A fik til frokost dagen efter. Den røg også hurtigt ned 😉

 

Rigtig god eftermiddag – og glædelig 2. påskedag!

Opskrift på flamingo cupcakes med marcipan, solbær og lyserød chokolade

I dag vil jeg dele min opskrift på flamingo cupcakes med marcipan, solbær og lyserød chokolade med jer.
De fik virkelig mange søde kommentarer med på vejen, da jeg viste billeder af dem fra min crazy animal party fødselsdagsfest forrige weekend.

Udover at de ser ret søde ud – hvis jeg selv skal sige det – så smager de også ret godt. Bunden er en slags mazarinkage, indeni gemmer sig en overraskelse i form af flydende solbær og ovenpå er der fløjlsblød lyserød chokoladeganache og flamingoer.

Kagerne, ganachen og vingerne er ret nemme og hurtige at lave. Det, der måske tager længst tid, er at forme flamingohovederne. Men det kan heldigvis gøres i god tid.
Dagen i forvejen bagte jeg kagerne, lavede ganachen, formede hovederne og smurte vingerne ud på et stykke papir.
På dagen fyldte jeg kagerne med solbær, sprøjtede ganachen ud ovenpå og pyntede med vinger og hoveder.

Hermed opskriften nedenfor. Jeg har forsøgt at forklare det hele i små steps, så det er nemt at gå til. Men giv endelig lyd, hvis noget er uklart.
Kaster I jer ud i at afprøve dem (eller nogle af mine andre opskrifter), bliver jeg (altid) rigtig glad for at få lov at se eller høre om resultatet. ‘Tag’ mig endelig på Instagram (@mormedmegetmere) eller meld tilbage her på bloggen 🙂

Opskrift på 12 flamingo cupcakes

Du skal bruge: 

Marcipancupcakes:
130 gr. sukker
170 gr. blødt (laktosefrit) smør
3 store (øko) æg
200 gr. marcipan
1/2 dl (laktosefri) mælk
150 gr. sigtet speltmel
1 tsk bagepulver

God solbærsyltetøj – måske hjemmelavet eller en god købe én

Lyserød chokoladeganache:
100 gr lyserød chokolade – som jeg køber her* (hvor det også er billigst – og regner man prisen ud pr. 100 gr, er det slet ikke så dyrt, som det måske ser ud ved første øjekast)
1 blad husblas
2 dl (laktosefri) fløde

Flamingoer:
Hvid fondant – kan købes her*
Rød pastafarve- jeg bruger denne*
Sort fondant – kan købes her*
Sort pastafarve – kan købes her*
Lyserød chokolade – find link til det ovenfor

Muffinsforme i papir og evt. en metalform til at bage dem i. Fx denne

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 190 grader varmluft.
Sukker og smør piskes sammen til det er luftigt og ensartet. Tilsæt et æg ad gangen, pisk godt mellem hvert af dem.
Riv marcipanen og rør det i dejen. Bland mel og bagepulver i en skål og sigt det i dejen. Hæld mælken i og rør dejen ensartet.
Fyld dejen i 12 muffinforme. Jeg sætter papirforme ned i en metalform.
Bag kagerne i ca. 20 minutter. Tjek evt. med en tandstik. Hvis den kommer op uden dej på er de færdige. De må endelig ikke få for meget, så bliver de tørre.
Lad kagerne køle af på en rist

Lav derefter chokoladeganachen:
Læg husblas i blød i ca. 10 minutter i en stor skål med iskoldt vand.
Bruger du de lyserøde chokoladeknapper, som jeg anbefaler ovenfor, behøver du ikke hakke dem yderligere. Hæld 100 gr i en sål og varm derefter fløden op til kogepunktet.
Tag fløden af varmen, rør husblas ud i fløden til det er opløst og hæld den varme masse over chokoladeknapperne. Rør i midten af massen til chokoladen er smeltet og den er ensartet og blank.
Sæt på køl til den er iskold

Flamingohoveder:
Ælt en lille smule rød frugtfarve ind i en håndfuld hvid fondant, til den bliver lyserød og ensfarvet.
Lav 12 små kugler af fondant og rul dem ud til lange, slanke hoveder. Tag et lille stykke hvid fondant og form som hoved og sæt et lille stykke sort på som næb. Sæt hovedet fast på enden af den lyserøde ‘pind’. Lav en bøjning og tryk evt hovedet lidt ned (så det bliver lidt mere fladt end resten)
Læg alle hovederne på et skærebræt eller lignende, så de kan ligge og tørre og blive hårde. Tegn et lille øje med lidt sort pastafarve og en tandstik.

Flamingovinger:
Smelt lidt lyserød chokolade over vandbad. Smør vinger ud på et stort stykke bagepapir eller madpapir og læg dem i fryseren. Jeg brugte en smal spatel til at smøre vingerne ud med.

Når kagerne skal samles:
Pisk chokoladeganachen. Det gøres nemmest, hvis den er helt iskold. Fyld den derefter i en sprøjtepose, evt med en stjerneformet tyl.
Fjern papirsformene rundt om kagerne.
Stik hul ned i kagerne, så der bliver plads til solbærsyltetøj. Jeg bruger sådan en lang, skarp ting, der normalt bruges til at fjerne kernehuset i æbler med. Hullet kan også laves med en lille ske eller kniv. (Pas på med at stikke for langt ned, der skal ikke være hul i bunden)
Fyld syltetøj i kagerne (og spise de små stumper, der bliver til overs fra hullerne 😉 )
Sprøjt ganachen ud ovenpå kagerne og pynt med 2-3 vinger og et hoved. Jeg tager vingerne direkte fra fryseren, så de er nemme at håndtere, når de er frosne og hårde.

Sæt kagerne et køligt sted, til de skal nydes.

God fornøjelse med bagningen – og rigtig god weekend!

Opskrift på fastelavnsboller – vandbakkelser med speltmel

Allerførst vil jeg starte med at sige tak! Helt ægte, oprigtigt, hjertevarmt TAK for de mange søde, fine og bekræftende beskeder, mails og kommentarer, jeg har fået siden i går. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet med tårer i øjnene, når jeg har læst jeres rørende beskeder. Tak – af hele mit hjerte.

Ovenpå det – måske – lidt tunge indlæg i går, hopper jeg over i den helt anden grøft i dag. Der er dog en fællesnævner… Det handler nemlig om kage… 🙂
Nu venter weekenden lige rundt om hjørnet, og det må være det perfekte tidspunkt til at dele opskriften på fastelavnsboller med speltmel. Jeg har nemlig fået virkelig mange henvendelser gennem tiden, med spørgsmålet, om man kan bage vandbakkelser af speltmel.

Nu har jeg endelig fået gennemtestet det – og det virker sørme! Så skal du bage i weekenden, er her et virkelig godt bud på, hvad du kunne kaste dig over 😉

Og selvom vandbakkelsesdej er lidt udskældt, så er det slet ikke så svært. Det handler ‘bare’ om at lære den lidt at kende. Den må nemlig ikke blive for tynd – og så er det også mega vigtigt, ikke at åbne ovnen før der er gået mindst 20-25 minutter, for så klapper de sammen.

Her kommer opskriften på lækre, luftige og ikke mindst nemme og hurtige fastelavnsboller, der smager mega lækkert!
Smagen kan varieres, for det afhænger fuldstændig af, hvad du putter i dem. Men flødeskum og syltetøj er en nem og skøn løsning 🙂

Til ca. 8 vandbakkelser – alt efter størrelse

Det skal du bruge:
Vandbakkelser:

1 dl vand
50 gr. (laktosefri) smør
1 tsk sukker
6 spsk (med top) sigtet speltmel
2 sammenpiskede æg

Fyld:
1/4 l (laktosefri) fløde
1-2 spsk flormelis

Lidt god syltetøj, evt. hjemmelavet

Flormelis og kogt vand til glasur – eller måske smeltet chokolade
Evt. et drys frysetørrede hindbær, krymmel eller anden pynt

Sådan gør du:
Vandbakkelser:
Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft)
Bring vand og smør i kog i en gryde. Bland mel og sukker i en skål og kom det i gryden med vand/smørblandingen og pisk med et piskeris eller en håndmixer til dejen er ensartet og slipper kanterne af gryden. Den skal nærmest ligne en stor klump blød modellervoks.
Lad dejen køle lidt af til den er håndvarm.
Pisk imens de to æg hurtigt sammen i en skål med en gaffel.
Pisk æggene i lidt efter lidt. Pisk godt imens. Først ‘skiller’ massen lidt og dejen bliver til mange små klumper af dej, men fortsæt med at piske, så bliver den til sidst ensartet. Det er ikke sikkert at al æggemassen skal i – det afhænger af æggenes størrelse og meltypen, man bruger. Dejen skal være så fast, at den kan sprøjtes ud eller sættes på en plade med to skeer.
Når dejen er pisket ensartet og glat sættes vandbakkelser på en bageplade med bagepapir, enten med to skeer eller du kan vælge at fylde dejen i en sprøjtepose og sætte små toppe med den. Der er dej til 7-8 stykker. Husk at de hæver godt i ovnen, så de skal ikke stå for tæt.
Sæt pladen midt i den varme ovn og bag dem til de er gyldne. Det tager ca. 20-25-30 minutter afhængig af størrelsen på dem. Det er vigtigt IKKE at åbne ovndøren de første 20-22 minutter, så falder vandbakkelserne sammen.
Hvis du vil teste, om de er bagt nok, kan du forsigtigt tage en af bollerne ud af ovnen, når du tror, de er færdige. Hvis den falder sammen på køkkenbordet, skal de have lidt længere.

Lad dem køle af på en rist inden du går videre (det tager heldigvis ikke så lang tid :))

Pisk fløde til en god, fast skum men ikke for meget, så den bliver grynet. Vend lidt flormelis i, smag til hvor sød du gerne vil have den. Hæld flødeskum op i en sprøjtepose med tyl.
Skær vandbakkelserne næsten helt igennem, smør et tyndt lag syltetøj på den nederste del. Sprøjt en god klat flødeskum ovenpå syltetøjet og put vandbakkelseslåget ovenpå.
Lav glasur af flormelis og lidt kogt vand. Den skal ikke være for tyk, den må gerne dryppe lidt ned over vandbakkelserne.

Servér med det samme – så er de allerbedst!

God weekend 🙂

 

TIP! Hvis du gerne vil bage dem i god tid, kan du godt bage dem dagen/aftenen før de skal bruges, og opbevare dem på køkkenbordet med et tørt viskestykke over – uden fyld, altså. Men sæt dem endelig ikke på køl, da de så bliver bløde pga fugten i køleskabet.

Hvis du vil have mere inspiration til fastelavnsbollerne, kan du klikke her eller her

Herunder er de i en lidt anden udgave, med pynt af fondant. Brugt til badmintonfødselsdag, som jeg har vist mere fra lige her