Lykkeglimt – making the most of den sidste uges sommerferie


Jeg roder…
Hyggemiddag for 3
Dessert med Harry Potter twist
Fødselsdagsmorgenmad for min mor
Det hyggeligste sted til en fødselsdagsmiddag

En portion lykkeglimt fra den sidste uges sommerferie. Fra en dejlig, men travl uge.
Selvom de to yngste lykkespirer ikke var hjemme ugens første 5 dage, var der alligevel nok at se til. Mandag brugte jeg i Aarhus, sammen med min mor, nu jeg alligevel var på de kanter for at aflevere drengene til farmor og farfar. Vi havde egentlig sat dagen af til shopping og den slags, men der var ikke noget der fristede, så vi ‘nøjedes’ med at snakke, spise frokost og hygge os 😉

Tirsdag tog vi på spontan udflugt til Vesterhavet, som jeg også har skrevet om her, og nu hvor jeg sidder i sofaen iført en af mine uldcardigans og kigger ud på den silende regn, glæder jeg mig endnu mere over, at vi greb nuet og muligheden – man skal ikke udskyde for meget – måske muligheden smutter forbi, før man får set sig om…

Onsdag gik med praktiske opgaver og lidt afslapning og en smule forberedelser til torsdag. Om aftenen havde vi lovet W, at vi skulle se Harry Potter 6. Han er næsten færdig med at læse den 6. moppedreng om den fortryllende troldmand og vi plejer at se filmen, når han er færdig med bogen. I anledning af sommerferien tyvstartede vi dog lidt. Til aftensmad havde han ønsket sig ovnstegt kylling og som dessertoverraskelse havde jeg lavet issandwich, som jeg ved, han elsker. Pimpet en smule – i dagens anledning 😉

Torsdag fyldte min mor år og vi havde inviteret hende på fødselsdagsmorgenmad, inden W skulle af sted til endnu en dag på fodboldskole. Bagefter kørte min mor og jeg på tur, blandt andet forbi kirkegården med en buket blomster til min fars grav.
Om aftenen havde hun inviteret os ud at spise, sammen med min bror og svigerinde. Det var en virkelig god fødselsdagsfejring, der bød på glæde og nydning, og som også gav plads til at snakke om sorg og savn <3

Fredag kom S og L hjem igen, og da W kom fra fodboldskole fejrede vi weekenden med en is i sofaen, speltotto til aftensmad, Disneysjov og tidligt i seng 😉

Hvad weekenden bød på, gemmer jeg til en anden dag – hvis du vil se lidt til det allerede, kan du kigge forbi Instagram @mormedmegetmere

De knap så varme dage har hjulpet på mit energiniveau, som har været noget lavere end normalt, især siden vi kom hjem fra Frankrigsferie. Det tog mig egentlig flere dage end ventet at komme mig over hjemturen, men nu er jeg heldigvis ved at være back to normal igen 😉
Jeg har haft gang i en hel del små og store projekter herhjemme, men mere om det i et andet indlæg 😉

I morgen står der børnehave, 1. og 4. klasse på skemaet. Og bagefter badmintonopstart for W også. Taskerne er pakket, madpakkerne smurt og drengene puttet til en (forhåbentlig) god nats søvn. Hverdag here we come…

Heldigvis er det ikke den sidste uges sommerferie for mit vedkommende, men alt det, jeg længe har udskudt med tanken: ‘Det når du i sommerferien’ – dét skal jeg snart til at have kigget på 😉

P.S. Jeg kan hermed konstatere, at jeg ikke har savnet at smøre madpakker 😉

Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme…
Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt….
Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet.

I denne uge er W ‘alenebarn’, for mens han hver dag knokler og drønsveder på fodboldskole, er hans to brødre i sommerhus med farmor og farfar. Jeg kørte dem derud i mandags, og først i morgen vender de næsen hjemad igen.

W har glædet sig til en uge på fodboldskole – og især til at se nogle af sine venner igen efter næsten en måneds ferie. I næste uge venter skole og hverdag igen, så for at vride det sidste ud af ferien på bedste vis, har jeg forsøgt at glæde ham med små og store hyggelige påfund i løbet af ugen.

I tirsdags, da termometeret ramte 33 grader og vinden stod stille, besluttede vi os for at overraske ham med en tur til Vesterhavet efter fodboldskole, så han kunne få lov at hoppe rundt i bølgen blå, og bagefter nyde aftensmad i vandkanten og spise en stor is til solens dans mod vandkanten.

Madkurven stod pakket og klar, da jeg hentede ham kl. 15, og så blev kursen ellers sat mod vest.
Jeg har længe drømt om at besøge en butik i Ringkøbing, Raasted, men ikke fået taget turen derud, så jeg fik overtalt drengene til at gøre et lille stop på vejen – nu vi var i nærheden 🙂
W var med mig derinde og hjalp mig med at vælge både kjole og armbånd – og ja, jeg havde lidt svært ved at begrænse mig. Der var bare SÅ meget fint, der fristede, og da sommerferien ikke rigtigt har budt på shopping eller materielle fristelser ellers, kom jeg til at forkæle mig selv lidt ekstra 😉 Jeg undskyldte det med, at det kunne være min ‘præmie’ for sommerferien struggle, som jeg kom helskindet igennem 😉

Da vi landede ved stranden, gik der ikke mange minutter, før W stod med fødderne i det kølige vand og forsøgte at tage tilløb til at hoppe under. Han nød det og jeg så gladeligt med fra vandkanten og nøjedes med at dyppe fødderne 😉

Bagefter spiste vi sandwich og frugt, mens vi kiggede på de mange andre strandgæster og både, der kom forbi. Saga forsøgte at grave sig ned i sandet, til stor morskab for W, og bagefter løb de ture sammen i klitterne – op og ned.

Da vores dessertmaver var klar til det, shoppede vi italiensk is, og nød at se dagens sidste solstråler spejle sig i vandet, inden vi satte kursen østpå igen.

På vejen hjem, i mørket, trillede tårerne stille ned ad kinderne på mig. Savnet af og sorgen over min far er stort, og lige for tiden fylder det mere, end det har gjort længe.
Han lærte mig at sætte pris på de små ting, både mens han levede og qua sin (alt for tidlige) død, og der var mange ambivalente følelser, der rev i mit hjerte forleden aften. Glæden over at se W nyde eftermiddagen og aftenen. Have tid til bare at være, mærke livet og glæde sig over varmen, udsigten, selskabet, nuet. Og samtidig blive mindet om, at det ikke var langt derfra, jeg holdt min far i hånden, da han åndede ud. Jeg tænkte på det, de fortalte på Hospice, at det vender mod solopgangen, for derude skal man se solen stå op, ikke gå ned.
Jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg håber, han er et sted, hvor han kan glæde sig over vores små og store påfund og forsøg på at få det bedste ud af dagene, vi har <3

Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader

D. 21. juli 2018fortsat herfra

Det er simpelthen så skønt at være fremme. Nu kan roen sænke sig og vi skal finde ud af, hvordan man ‘laver ingenting’ i en uge.
Men først skal køleskabet fyldes op, så mens drengene tester poolen og undersøger husets mange rum, kører andre på indkøb.

Huset er stort, men vi har planer om at bruge alle vågne timer udenfor, ved poolen, hvor der også er et stort udekøkken, spisebord osv. På vej ned viste vejrudsigten dårligt vejr, men det er heldigvis ikke det vi er kommet frem til og de næste dage har også rettet sig – heldigvis. Kan næsten ikke bære tanken om, at vi skulle have overvundet køreturen, for at sidde indendøre og se ud på regnen…

Min bror tænder op i grillen i udekøkkenet, og vi spiser spyd og flutes til aftensmad, inden vi putter 3 trætte, glade drenge, der næsten ikke kan vente til i morgen, og som helt sikkert kommer til at drømme om vandplaskeri hele natten 😉

Bagefter fordøjer vi dagen, på terrassen, med et glas vin i hånden, og da solen er gået ned bag bjerget, går vi også til køjs, så vi kan være nogenlunde friske i morgen tidlig, når drengene (helt sikkert) vågner tidligt og spørger, om de må tage badetøj på som det første.


‘Skal jeg lige hjælpe dig?’ <3
Brødre <3

D. 22. juli 2018

Kære feriedagbog

I dag har vi ingen planer. Det er søndag – og søndage er lavet til hygge, ik?
Drengene sov (sørme) helt til kl. 7.30. Det første L sagde, da han vågnede, var: ‘Mor, skal jeg lære dig at svømme i dag’. Sådan et tilbud måtte jeg jo straks takke ja til.

Vi er vågnet op til dejligt vejr, så det bliver svært at holde drengene fra poolen særlig længe 😉
I det lokale supermarked har vi købt to svømmebælter til S og L, for poolen er for dyb til, at de kan bunde.
L kaster sig i vandet, der egentlig er 24 grader varmt, men som føles en smule som det kolde gys, når luften allerede er ved at være 30 grader. Det holder ham dog ikke tilbage og på et øjeblik gik han fra at være en smule usikker i vandet, til at have fuld kontrol. Han vender sig rundt, svømmer med arme og ben og ligner én, der har badet uafbrudt i årevis. Han er mega sej og det er virkelig en fornøjelse at se hans glæde i øjnene og de store smil, når han finder ud af, at han kan mere – mere – mere. Han efterligner alt hvad W gør og de har en fest i vandet.

Pludselig er formiddagen blevet til eftermiddag, nærmest uden vi har opdaget det. Aftensmaden bliver en nem og hurtig omgang mexikansk, som er et hit hos både store og små.

Myggene lever (desværre) også det fede liv på terrassen, og jeg har allerede lagt krop til 20-30 stik inden klokken har slået 20. Øv! De må gerne rejse videre i løbet af natten…

Da drengene er puttet, og os, der kan holde til at være lidt længere oppe, er gået i gang med en omgang Bezzerwizzer, vågner W op med ondt i maven. Han har en ret høj smertetærskel, men han er virkelig ked af det og har mange smerter, og jeg tænker først, om vi måske har overset laktose i noget af det, vi har spist. Han siger dog, at det føles anderledes, og jeg bliver helt svedt ved tanken om, hvad det kan være. Jeg når at tænke mange ting undervejs, og frygter lidt for vores ferie, der jo kun lige er gået i gang.
Tænk hvis…. det ene og det andet.

Efter et par timer, med nus på panden og beroligelse, falder han i søvn igen, med A ved sin side.
S er rykket ind i mormors seng, så A kan overnatte i hans seng og være tæt på W, og jeg ender med at sove ‘alene’ sammen med L, i vores soveværelse.
Jeg ligger i mørket og lytter efter blodtørstige myg, der skulle være trængt ind i soveværelset, men der er helt stille. Stilheden bliver kun afbrudt af L’s tunge vejrtrækning. Jeg tænker over, hvor meget sårbarhed og kærlighed jeg mærker, når noget gør ondt på en af mine lykkespirer. Jeg ville ønske, jeg kunne overtage smerten. Jeg mærker og føler den, sammen med dem.
I et stort, mørkt soveværelse, langt væk hjemmefra, kommer jeg til at fundere lidt stort over det hele og bliver mindet om alt det, jeg mærkede, da jeg blev mor for første gang og som jeg allerede har mærket mange gange de sidste 10 år.
Tænker, at man på en eller anden måde er godt skør, når man vælger at sætte 3 børn i verden. For jeg kommer ikke kun til at mærke (og tage del i) alle deres glæder. Jeg mærker også så stærkt, når noget gør ondt (på dem). Det kræver sin kvinde – og mand. Men jeg ville ikke, for noget i verden, ønske, at det var anderledes. Jeg ved jo godt, at det er en del af livet. Jeg har bare aldrig tænkt over det på den her måde, og mærket det så stærkt.

Til sidst falder jeg i søvn med ønsket og håbet om, at det bliver en rolig nat, og at dagen i morgen byder på masser af gode stunder, igen.


Siesta
3 på stribe
Som brødre vi dele (også selvom drinksne er helt ens)
Kan vel lige så godt vænne mig til dette syn af vores store lykkespire, der hænger ud i baren 😉
‘Er der mere drinks, mor?’

D. 23. juli 2018

Kære feriedagbog!

Jeg er vågnet med et lettet hjerte, for natten er gået uden problemer. W har det meget bedre og tænker mest på, hvornår han kan komme i poolen igen. Det er virkelig et godt tegn 🙂 Og jeg har vist også regnet mig frem til, hvorfor han havde så ondt i maven, så alt er godt igen. Pyh!

Morgenmaden nyder vi på terrassen, med udsigt til poolen, som drengene utålmodigt venter på at springe i. Lige om lidt dukker solen frem bag træerne og poolen kan få lidt varme, inden jeg bliver tvunget i 😉
Da jeg var barn, var jeg glad for at bade, men jeg blev vist mættet engang i løbet af min ungdom. Nu er det slet ikke noget for mig, men jeg gør det for drengenes skyld – og endnu mere fordi A ikke kan. Heldigvis er min bror, svigerinde og mor også med til at være badedyr 😉

Noget af det, jeg virkelig har set frem til, ved at holde ferie, er at have tid til at læse nogle af de bøger, der har ligget i reolen og kigget hånende på mig set sidste år, hvor faglitteratur har været det eneste på mit læseprogram.
Jeg har taget to bøger med og håber ikke at det er urealistisk, at jeg kommer igennem ihvertfald den ene af dem…

Drengene bader hele formiddagen, holder siesta indendøre med en lille film, og lader op til endnu en omgang badning.
Om eftermiddagen åbner poolbaren. Noget af det drengene har glædet sig allermest til og snakket meget om derhjemme; at skulle drikke lækre drinks i badetøj, ved poolen 😉

Om aftenen, efter L er puttet, spiller vi spil med S og W. De nyder at være længe oppe, drikke drinks og forsøge at svare paratviden om musik, politik, geografi og alt det 😉
Myggene er også stadig vilde med os…


Hvem der bare havde et mangotræ i baghaven

Fandt den perfekte kaffekop bagerst i skabet – nu hvor jeg ikke får bagt så meget kage…
Jeg stemmer for, at flere bagerier i Danmark har gulve som det her 🙂
Arhmen altså – jeg er vild med det!
Udsigten fra parkeringshuset…
En fyr i sit rette element
Når man ikke kan bage, kan man da dase lidt i en doughnut i stedet…

D. 24. juli 2018

Kære feriedagbog!

Helt ærligt, hvorfor har tiden så travlt? Vi forsøger ellers at få dagene til at ligne hinanden, så vi kan snyde tiden til at tro, at den står stille, men det virker ikke rigtigt…

I dag skal jeg ud af min ‘jeg-kører-ikke-bil-boble’, for vi har besluttet os for at udforske Vence, den by vi bor tæt ved.
Efter morgenmaden kører vi ind til byen og parkerer i verdens – måske – smalleste parkeringshus, hvor man skal være heldig, hvis man kommer ud uden buler – eller kommer ud i det hele taget…

Vi går en tur i de skæve gader, og A forsøger, så godt han kan, at følge med. Jeg nyder, at han er med, selvom jeg ved, det er hårdt for ham at stavre rundt med krykker og en (varm!) tung støvle på det ene ben.
Vi bruger et par timer på at indsnuse den fine, franske stemning og beundre de mange sjove, skæve, finurlige gader og stræder og slutter af ved bageriet og shopper baguettes til frokosten.

Resten af dagen bruger vi ved poolen. Det er drønvarmt og faktisk lige før jeg nyder at kunne køle lidt ned i vandet!
I morgen er det allerede onsdag, men det gider jeg ikke tænke på lige nu….

 

Fortsættelse følger….

P.S. Tusind tak for de søde kommentarer til første indlæg. Rart at læse, at det ikke kun er mig, der synes det er noget af en overvindelse 😉

Feriedagbog: På vej sydpå – noget om overvindelse, mod og sejre


Til lækkersulten

Underholdning til bagsæderytterne

Medbragt morgenmad – et sted i Tyskland

D. 19. juli 2018

Kære feriedagbog!

Klokken er 19.30 og jeg er gået i seng, så jeg kan nå at få nogle timers søvn, inden vi sætter kursen sydpå til midnat.
Da A’s akillessene sprang, i slutningen af maj, var der mange ting, der pludselig blev anderledes. Det betød også, at jeg skulle tage stilling til, om jeg kunne overtage rattet og køre os på ferie i Sydfrankrig, som har været planlagt længe.
Jeg/vi synes ikke, det var en løsning at aflyse vores ferie. Det ville også være ret ærgerligt overfor min mor, bror og svigerinde, som vi skal feriere sammen med. Vi har glædet os længe Og netop syntes, det var fedt at køre derned, så vi kunne se noget på vejen og også pakke bilen med alt det, vi gerne ville have med derned. Det var pludselig svært at se det smarte i at flyve på ferie (min flyskræk hjalp heller ikke synderligt i den retning… 😉 )

I ugerne, fra A blev skadet og til vi skulle af sted, har jeg snakket med mange, der ikke var blege for at fortælle mig, at de aldrig ville kunne gennemføre sådan en tur. Lidt som når man er gravid, og folk ikke kan lade være med at fortælle én om deres frygtelige fødsler. Hver gang endnu én har fortalt mig det, har jeg mærket tvivlen lidt ekstra. Kan jeg så?
Jeg har godt nok kørt bil i mange år, men måske kan jeg ikke gennemføre denne udfordring? Jeg er ikke vild med at skulle køre i store byer i udlandet. Det der med at skulle skifte vognbane i tæt trafik, fordi GPS’en pludselig vil have én til venstre – uh, jeg hader det….
For nogen er det måske en simpel ting, det jeg står overfor. For mig er det en KÆMPE udfordring. En nærmest uoverkommelig én af slagsen. Da A og jeg sidst kørte sydpå, til Schweiz i sommeren 2009, med en lillebitte W på bagsædet, kørte jeg også noget af vejen. Men dengang var jeg ikke ramt af samme dødelighed, som jeg er nu.
Det kan ligefrem tage pusten fra mig, når jeg kommer til at tænke på, hvilket ansvar jeg har, når jeg kører rundt med så meget guld på passager- og bagsædet. Tænk, hvis der skulle ske noget på vejen!
Herhjemme er det en af de ting, der er selvskrevet, at A gør. Det er ham, der kører, når vi skal køre langt. Sådan er det bare. Men sådan kan det ikke være lige nu…

Mit ‘sensitive sind’ har virkelig været på overarbejde. Jeg har brugt meget energi på at lade være med at tænke på det, der venter mig. Fordi det ikke nytter at tage sorgerne på forskud. De sidste dage har jeg dog godt kunnet mærke, at mine tanker har kredset om køreturen.
Jeg forsøger at fokusere på, at jeg trods alt ikke skal klare det selv – alene. Jeg har A ved min side hele vejen – ellers var jeg for længst bakket ud!

Nu ligger jeg her i sengen og kan ikke sove. Tankerne flyver rundt, og forplanter sig som uro i kroppen. Jeg kan høre drengene grine ovenpå. De spiller playstation, for at få tiden til at gå, så de kan sove i bilen.
Efter at have ligget, og vendt og drejet mig i 4 timer, står jeg op. Vi gør os klar, jeg hælder et par kopper kaffe op i termokopperne og kl. 00.30 er vi klar til afgang.

Der går ikke lang tid, før alle 3 drenge er faldet i søvn på bagsædet. A blunder ved siden af mig, for vejen til grænsen kender jeg godt. Det går nemt fremad, og der er ikke mange biler på vejen.
Da vi når til Hamborg vågner S op med et skrig. Han græder og taler i vildelser, som når han har night terror derhjemme, og han siger, han skal kaste op. Jeg bliver ret forskrækket og A får pludselig travlt med at få beroliget ham og samtidig forsøge at undgå, at de to andre bliver vækket.
Det fortsætter on/off i et par timer, og det tærer virkelig på min koncentration og tro på, at det hele nok skal gå. Til sidst falder han dog i søvn igen og sover et par timer, men mine skuldre sidder oppe under ørerne et godt stykke tid derefter.

Kl. 7.30 er vi kommet godt ned i Tyskland, og mangler ‘kun’ 3 timers kørsel til den planlagte hoteldestination, og jeg trænger til en pause og lidt morgenmad, så vi finder en rasteplads, hvor vi kan pakke køletasken ud. Jeg har taget den rød-hvidternede dug med, for at skabe lidt fransk stemning og sætte lidt kulør på det hele 😉
I går aftes bagte jeg et grydebrød og en omgang kanelsnegle, som vi nu kaster os over og med i køletasken har jeg også juice, yoghurt og andet godt.
Drengene løber lidt rundt, og bruger noget af al den opsparede energi, inden vi fortsætter turen sydpå.
Mens vi spiste morgenmad blev en del af morgentrafikken afviklet, men der er en del flere biler på vejen nu, end i nat.
Det prikker til min koncentration – og til min angst, som jeg har forsøgt at undertrykke.


Fineste have i Würzburg
Drinks og tidsfordriv med farveblyanterne
Skumbad efter en lang køretur er velfortjent luksus

Når storebror synes, det er lige så hyggeligt at sove sammen, som lillebror <3

Kl. 11.30 er vi fremme i Würzburg, på det hotel vi har booket hjemmefra. Min bror, mor og svigerinde kørte hjemmefra senere i nat og er ca. 2 timer bagefter os, så der går lidt endnu, før vi er samlet alle mand.
Trætheden rammer mig i det øjeblik, jeg træder ud af bilen i hotellets parkeringskælder. Vi spørger i receptionen, om det mon er muligt at få hotelværelset før kl. 15, og vi får lovning på, at det kan være klar ca. 12.30, så vi går ned til bilen for at spise lidt af morgenmaden til frokost, mens vi venter.

Da vi alle er samlet, og vi har fået nøglen til hotelværelset, går de to store med min mor, bror og svigerinde ud i byen, mens A, L og jeg dejser om i sengen på vores værelse og snupper en lille lur.
Bagefter går vi alle sammen en tur i Würzburg, der ser ud til at være en virkelig fin, gammel by. Det er lidt svært at komme for meget omkring, med A på krykker, men vi får set en ret fin have, et stort palæ og drengene nyder en is i varmen.

Vi beslutter os for at spise aftensmad i gården på hotellet, så vi ikke har langt op i seng bagefter. Planen var, at de to store skulle sove hos mormor, men L vil så gerne sove sammen med S, og den er S helt med på. Efter et velfortjent boblekarbad bliver de puttet i sengen ved siden af A og jeg, og stornyder det – og falder (heldigvis) hurtigt i søvn 😉

D. 20. juli 2018

For at undgå morgentrafikken ud af Würzburg besluttede vi i går, at vi ville sove ‘længe’ og tage det roligt fra morgenen og køre fra hotellet ca. 9.30.
Efter at have spist morgenmad i restauranten og pakket bilen igen, er vi klar til endnu en dag på vejen.
Jeg er ret spændt på, om det kommer til at gå lige så godt, som i går.
I dag går turen videre ned gennem Tyskland, til Østrig og videre til Schweiz, hvor vi skal overnatte.
Jeg er blevet briefet om, at dagen – blandt meget andet – byder på bjergkørsel, men hvor meget og hvordan, ved jeg ikke så meget om. Jeg må tage det som det kommer, omend det får min mave til at slå kolbøtter, bare jeg tænker på det. Jeg satser på, det går….


Pool with a view!

Når man er temmelig træt, men ikke vil gå glip af noget <3

Pizza med god udsigt

Lugano <3

Hen på eftermiddagen, efter mange timers motorvejskørsel og en hel del bjergbestigninger (heldigvis på forholdsvis store veje) er vi fremme i Lugano, på det vildeste hotel, vi til dato har sat vores ben på. Wow, det var en god gulerod, efter en dag, der pustede endnu mere til min angst.
Uheld på modsatte side af motorvejen, og biler der overhaler hasarderet og fuldstændig hovedløst, har virkelig mindet mig om, at det ikke er for sjov, det vi har gang i. Der skal ikke meget til, før det kan ende galt, og alle mine sanser er konstant skærpet og i alarmberedskab. Jeg vil ikke have, at angsten tager over, så jeg forsøger at skubbe alle de sorte tanker væk, selvom det samtidig er dem, der gør, at jeg er koncentreret og hele tiden forsøger at ‘læse’ de andre bilister og undgå farlige situationer.

Drengene har klaret turen virkelig godt, og har nydt at sidde og kigge ud af vinduet, mens vi kørte op og ned gennem bjerge, ind og ud af tunneler, over broer og landegrænser.

Vi er blevet opgraderet fra hotelværelser til lejligheder, så vi har rigeligt med plads. Poolen på hotellet bliver det første, der skal udforskes, for temperaturen siger +30 grader og drengene har en del opsparet energi, der skal bruges.
‘Vores’ fodboldhold skal spille superligekamp kl. 18.30, og vi orker egentlig heller ikke at gå langt for at finde en restaurant, så vi beslutter, at vi vil finde et pizzaria i nærheden, og nyde den gode udsigt fra altanen, med fodbold, kolde drinks og pizzaslizes on the side.

Mens drengene ser fodboldoptakt, går min svigerinde, mor og jeg af sted for at hente pizzaer. Vi finder en restaurant, der laver pizzaer ud af huset. Vi køber også en flaske rødvin, vi kan tage med hen i lejligheden, og får endda foræret en eksta flaske af den flinke restaurantejer, der vist synes det er lidt sjovt, at der kommer 3 danskere forbi for at hente store pizzaer 🙂
Poolen lukker desværre allerede kl. 19, så der bliver ikke noget aftenplaskeri, og drengene må nøjes med at sende lange blikke efter poolen.
I stedet sidder vi på første parket til et vildt regn- og tordenvejr, der lyser sommermørket op, og får bjergsiderne til at ligne et stort diskotek.


Morgenmad med denne udsigt – og så af sted igen…

D. 21. juli 2018

Sidste etape af turen sydpå skal køres i dag. Det er blevet lørdag, og mange skal højst sandsynligt ud eller hjem i dag, så det bliver spændende, hvor meget trafik, dagen byder på.
Den starter dog fint, med morgenmad og udsigt – og en lille ferrari til dessert, der frembragte store smil hos drengene.

Turen til vores endelige feriedestination viser sig at være langt fra gnidningsfri, og vi ender med at holde i temmelig mange, lange køer, både på grund af uheld og ved betalingsanlæg gennem Italien, der er så dårligt skiltet og administreret, at det burde være forbudt!
Vi kører ind og ud gennem noget nær 100 tunneler i de italienske bjerge. Min ‘tunnelsyge’, der vækker min mini-klaustrofobi, bliver mere eller mindre kureret undervejs, og til sidst har jeg nærmest helt vænnet mig til det. De sidste 100 kilometer har jeg det lidt som om, jeg spiller et videospil. Det minder mig om min barndom med Mario Cart – bortset fra at man dengang blev løftet op på vejen igen af en sky, når man kom til at køre ud over kanten på en bro.
Jeg kæmper med mine indre dæmoner, for tanken om, hvor lidt et autoværn egentlig kan holde til, hvis man rammer ind i det, giver små mavepustere og får mit mellemgulv til at snøre sig sammen. Vi kører over utallige broer, hvor fartgrænsen er betydeligt højere, end vi nogensinde ville tillade herhjemme. Der er så langt ned, at det virker helt surrealistisk, og mine øjne er fæstnet på vejen. Jeg tænker, at jeg udsigten ville have været fantastisk at nyde, hvis det var mig, der havde siddet på passagersædet. Jegg forsøger i stedet at fejre hver bro som en lille sejr, der giver endnu et hår på brystet.

Klokken når at blive 15.30, før vi lander ved sommerhuset i Vence, og den store udpakning kan begynde. Det første på programmet er dog at teste poolen….

Jeg er helt høj over at have klaret turen. 5 lande og knap 2000 kilometer senere er vi sikkert fremme, og klar til at indtage og nyde en uges ferie – og jeg vil forsøge, ikke at tænke på, at vi også skal hjem igen, og i stedet mærke sejrsrusen boble i blodet. Jeg gjorde det!

…. fortsættelse følger

Sommerlykkeglimt fra ugen der gik


Kagerester fra en magisk fødselsdag – kom med til fest lige her

Forberedelser til en rund fødselsdag – se det færdige resultet her

Min nye(ste) sorbetcardigan – perfekt på kølige sommerdage

Lille dreng – stor maskine

‘Se mig, mor! Jeg graver efter en skat’

Krudtugle

Feriemeditation

Min mor er lynhurtig – den næste sorbetcardigan er godt på vej!

Kage til min svigerindes fødselsdag – lagkage med jordbærmousse, hvid chokoladeganache, mini romkugler og træstammer

Og jeg kunne (selvfølgelig) ikke begrænse mig, så jeg lavede lidt flere kager….

Små sprøde tærter med frisk frugt

Hindbærsnitter

Chokoladelagkage med stikkelsbærmousse og mini oreos

… weekenden blev afsluttet med en hurtig håndmad og så i seng 🙂

På denne knap så sommerfine dag, vil jeg dele en omgang lykkeglimt med jer, fra ugen der gik. En uge, der bød på lidt af hvert. De to store var på koloni hver deres sted, og imens mindedes A og jeg, hvordan det var, kun at have et barn 😉
L og jeg tog, traditionen tro, på dyrskue om torsdagen. En blæsende dag, som i dag, hvor mormors hjemmestrik kom til sin ret.
Vi har efterhånden været på dyrskue hvert år de sidste 4-5-6 år, men jeg glemmer nok aldrig den dag vi var derude, på W’s 7 års fødselsdag, hvor vi fik svar fra lægen, at han er laktoseintolerant. Det var lige inden, vi ville stille os i kø til de store softice… Det er vildt, at det nu er 3 år siden. Der er sket meget siden dengang. Også med udvalget af laktosefri produkter – heldigvis.

L og jeg har også været på legeplads for at fyre krudt af, og mit morhjerte kom på overarbejde, men det nytter jo ikke noget at sige ‘pas nu på’ hele tiden, så jeg bed i stedet mig selv i tungen og nød at se ham udforske de mange redskaber. Men hold da op, hvor er han frygtløs, den lille myre!

I går var vi til min svigerindes fødselsdag, og jeg havde fået æren af at bage et par kager til det store kagebord. Begrænsningens kunst, når det kommer til bagværk, er ikke noget jeg mestrer så godt, så jeg endte med at bage lidt af hvert.
Da vi kom hjem, var vi flade og trætte, så det blev til en hurtig ostemad og så i seng – men det har også sin charme 🙂

Nu er en ny uge allerede godt i gang. For mit vedkommende kommer den til at byde på kagebagning en masse, til en stor rund fødselsdag næste weekend, men først skal jeg liiiige have styr på huset, ordnet praktiske gøremål og nyde en (varm) kop kaffe mens jeg stirrer ud i luften 😉

Rigtig god uge til jer!

Older posts