Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!

Feriedagbog: De sidste dage i Sydfrankrig

Indeholder reklame


Ice ice baby
‘Må jeg smage din is, så må du smage min?’

Pizza with a (pool)view

D. 25. juli 2018

Kære feriedagbog

I dag har vi badet, spist is, badet, badet og spist is – sådan cirka 🙂
Og så har nogle af os været på en lille afstikker: I formiddags lod vi nemlig A være alene hjemme med de 3 vildbasser (på egen opfordring), mens vi andre kørte ned ad bjerget, og gik på shopping et par timer.
På vejen op til sommerhuset, i lørdags, havde jeg nemlig set et shoppingcenter, som viste sig at være gigantisk, da vi først kom derned. Der kunne vi godt have brugt en hel dag, men det er vores bankkonti nok ikke enige i 😉

I eftermiddags forsøgte jeg at lave pizzadej med tørgær, som jeg har ledt længe efter i supermarkedet hernede. Der endte med at komme pizzaer ud af ovnen, og de kunne også spises, men jeg synes ikke de blev så gode som derhjemme. Derimod var udsigten, mens vi spiste dem, meget bedre 😉

Aftenen er gået med Bezzerwizzer og vin på terrassen, sammen med de 2 store lykkespirer, der har nydt ‘voksentid’ og drinks, mens L sov tungt og dejligt i sin seng indenfor (væk fra alle myggene, der vist forsøger at transformere mig til ét stort myggestik)


Morgenfriske typer <3
Antibes – en fin, gammel by

… med fyldte strande
… lystbådehavn
… og vanvittigt vilde yachts (sådan nogen med egen helikopter, tjenere og sådan!)
Fuld koncentration <3
Et kig hen ad vejen – jeg kører og A fotograferer 😉

Og så tilbage i poolen

3 livsnydere <3

Skål!

Reklame – Uundværlig gimmick, når der skal holdes poolparty; Bluetooth højttaler, der fylder ingenting, men som kan spille højt og med fantastisk lyd!
Den kan købes lige her

På aftenvandring i baghaven

Udsigten fra baghaven

Pludselig slog vejret om og regnvejret kom forbi

D. 26. juli 2018

Kære feriedagbog

Pyh, den ene dag tager den anden, og inden vi får set os om, skal taskerne pakkes igen. Vi har derfor besluttet at tage på tur i dag, så vi kommer lidt ud og får set lidt mere af området, inden vi skal hjem igen 🙂
Turen går til Antibes og ja, det er mig, der skal forsøge at køre os derned – jeg satser på lige, brede veje og ingen trafik 😉

Antibes viste sig at være en fin gammel by. Det er ikke så nemt for A at komme rundt i de skæve gader med krykker, så vi gik ikke så langt, som vi ellers ville have gjort, men vi fik både set torvet, lystbådehavnen og det store overdækkede madmarked.
Vi ville egentlig have været på torsdagsmarked, men var ikke opmærksomme på at det lukkede allerede kl. 13, så vi nåede kun lige at se boderne lukke ned. Øv.
Frokosten indtog vi på det store torv, hvor restauranterne lå på stribe. Det var noget nær 40 grader til frokosttid, så det var en varm fornøjelse, og virkelig skønt at kunne køre hjem til poolen og blive afkølet.

Drengene har glædet sig i mange uger til at skulle holde poolparty med musik og kulørte drinks, så højttaleren blev fundet frem, playlisten på telefonen blev sat i spil, snacksne linet op, de kolde drikkevarer shaket og så var der ellers barhygge og poolsjov for alle pengene 🙂

Om aftenen slog vejret om og luften blev kølig. Det var faktisk helt rart efter mange dage (og nætter) med varme. Heldigvis er en stor del af terrassen overdækket, så vi kunne stadig glæde drengene med bål og svitsede skumfiduser og nyde solnedgangens skær i poolen.


Feriehumøret
Liiiige et par sting mere – patchwork i solskin er toppen!
Siesta
Nogen syr patchwork, andre øver ord (helt frivilligt) – SÅ hyggeligt
Reklame – Mit nye cover passer perfekt ind i det sydfranske 🙂
Det kan købes lige her
Ferieessentials

D. 27. juli 2018

Kære feriedagbog

Gisp! I dag er det feriens sidste dag – i morgen vender vi næserne mod nord, og de knap 2000 km, jeg overvandt på vej ned, venter igen foran mine fødder – so to speak. Den her dag skal nydes til fulde! Og så slipper jeg nok heller ikke for at skulle pakke lidt, for vi vil gerne af sted i ordentlig tid i morgen…

Efter at have siddet på poolkanten, og nydt formiddagssolens stråler, til lyden af drengenes grin og plasken i vandet, går jeg ind for at få pakket lidt sammen, så det ikke hænger over hovedet på mig hele dagen. Det er nok meget godt at få (noget af det) overstået, så det ikke skal hænge over hovedet på mig hele dagen.
Mens jeg går og pakker, og fundere over hvordan en uge mon kan gå så hurtigt, kan jeg høre drengene grine og pjatte nede i haven. Det er det perfekte pakke-akkompagnement og jeg ville ønske, vi kunne blive en uge mere.

Eftermiddagen går med badning, skyggehygge, en smule oprydning og lidt daseri. Drengene snupper en sidste tur i poolen og hænger badetøjet til tørre for sidste gang i det franske.
Da vi har spist aftensmad pakker vi bilerne (næsten) færdige, og da L er puttet, spiller vi kongespil på græsplænen til det er så mørkt, at vi ikke længere kan ramme – og så er det vist også ved at være tid til at smutte i seng og lade batterierne op til en lang køredag i morgen….

 

Denne feriedagbog er en fortsættelse af 2 tidligere. De kan læses her: Feriedagbog nr. 1 her og feriedagbog nr. 2 her
Afslutningen på vores ferie kan læses i 4. indlæg, der kommer meget snart – stay tuned 😉

Fødselsdagskagefejring – da flokken var samlet igen

Fødselsdagskagefejring er altid en god idé og er der boller og varm kakao til er det endnu bedre!

D. 9. august har, hele mit liv, været en særlig dag. Det er nemlig min mors fødselsdag.
Som jeg viste glimt af lige her, blev hun i år fejret med fødselsdagsmorgenmad herhjemme, og sidenhen var vi ude at spise lækker mad i de fineste omgivelser.

Da S og L var i sommerhus, og derfor ikke med til at fejre hende på dagen, havde de ønsket, at vi skulle holde kagefest for mormor, når de kom hjem igen. Sådan noget skal man jo ikke ligefrem overtale mig til at hoppe med på – ej heller fødselsdagsbarnet, der elsker lækre kager – så jeg gik straks i gang med at forberede 🙂

Da flokken var samlet igen om søndagen, satte vi os til bords herhjemme, til kagefejring og fødselsdagsgaver.
Jeg er, som bekendt, ikke så god til at begrænse mig, når det kommer til kagevalg, så der endte med at komme 4 kager på bordet og så også lige en omgang bløde, grove chokoladeboller og varm kakao med flødeskum – fordi det også hører sig til, når der skal fejres fødselsdag, ik? 🙂

Ud fra min mors kageønsker og årstiden, besluttede jeg mig for at bage en marengsroulade med jordbær og banan, en chokoladekage skåret ud til 63, en portion romkugler af kageresterne og en klassisk jordbærkage (der altid er et hit!). Og så en masse frugt on the side, når nu årstiden frister med så mange lækre af slagsen.

Vi fik gjort et godt indhug i kagerne, og resten blev nydt dagen efter. Ret perfekt at have kagerester i køleskabet efter 1. skoledag og børnehaveopstart ovenpå en lang, dejlig sommerferie 🙂

Nu er der noget tid til, at vi skal fejre fødselsdag igen – men man kan jo altid fejre halve år også, hvis man får abstinenser 😉

 

Link til opskrifter:
Grove, bløde chokoladeboller // Marengsroulade // Verdens bedste jordbærkage //
Opskriften på chokoladetalkage med pynt kommer snart 🙂

Lykkeglimt – making the most of den sidste uges sommerferie


Jeg roder…
Hyggemiddag for 3
Dessert med Harry Potter twist
Fødselsdagsmorgenmad for min mor
Det hyggeligste sted til en fødselsdagsmiddag

En portion lykkeglimt fra den sidste uges sommerferie. Fra en dejlig, men travl uge.
Selvom de to yngste lykkespirer ikke var hjemme ugens første 5 dage, var der alligevel nok at se til. Mandag brugte jeg i Aarhus, sammen med min mor, nu jeg alligevel var på de kanter for at aflevere drengene til farmor og farfar. Vi havde egentlig sat dagen af til shopping og den slags, men der var ikke noget der fristede, så vi ‘nøjedes’ med at snakke, spise frokost og hygge os 😉

Tirsdag tog vi på spontan udflugt til Vesterhavet, som jeg også har skrevet om her, og nu hvor jeg sidder i sofaen iført en af mine uldcardigans og kigger ud på den silende regn, glæder jeg mig endnu mere over, at vi greb nuet og muligheden – man skal ikke udskyde for meget – måske muligheden smutter forbi, før man får set sig om…

Onsdag gik med praktiske opgaver og lidt afslapning og en smule forberedelser til torsdag. Om aftenen havde vi lovet W, at vi skulle se Harry Potter 6. Han er næsten færdig med at læse den 6. moppedreng om den fortryllende troldmand og vi plejer at se filmen, når han er færdig med bogen. I anledning af sommerferien tyvstartede vi dog lidt. Til aftensmad havde han ønsket sig ovnstegt kylling og som dessertoverraskelse havde jeg lavet issandwich, som jeg ved, han elsker. Pimpet en smule – i dagens anledning 😉

Torsdag fyldte min mor år og vi havde inviteret hende på fødselsdagsmorgenmad, inden W skulle af sted til endnu en dag på fodboldskole. Bagefter kørte min mor og jeg på tur, blandt andet forbi kirkegården med en buket blomster til min fars grav.
Om aftenen havde hun inviteret os ud at spise, sammen med min bror og svigerinde. Det var en virkelig god fødselsdagsfejring, der bød på glæde og nydning, og som også gav plads til at snakke om sorg og savn <3

Fredag kom S og L hjem igen, og da W kom fra fodboldskole fejrede vi weekenden med en is i sofaen, speltotto til aftensmad, Disneysjov og tidligt i seng 😉

Hvad weekenden bød på, gemmer jeg til en anden dag – hvis du vil se lidt til det allerede, kan du kigge forbi Instagram @mormedmegetmere

De knap så varme dage har hjulpet på mit energiniveau, som har været noget lavere end normalt, især siden vi kom hjem fra Frankrigsferie. Det tog mig egentlig flere dage end ventet at komme mig over hjemturen, men nu er jeg heldigvis ved at være back to normal igen 😉
Jeg har haft gang i en hel del små og store projekter herhjemme, men mere om det i et andet indlæg 😉

I morgen står der børnehave, 1. og 4. klasse på skemaet. Og bagefter badmintonopstart for W også. Taskerne er pakket, madpakkerne smurt og drengene puttet til en (forhåbentlig) god nats søvn. Hverdag here we come…

Heldigvis er det ikke den sidste uges sommerferie for mit vedkommende, men alt det, jeg længe har udskudt med tanken: ‘Det når du i sommerferien’ – dét skal jeg snart til at have kigget på 😉

P.S. Jeg kan hermed konstatere, at jeg ikke har savnet at smøre madpakker 😉

Spontan tur vestpå med ‘alenebarnet’ – og noget om glæde og sorg

Det er som om spontaniteten ikke er helt, hvad den har været, efter der flyttede 3 drenge ind på matriklen herhjemme…
Engang var A og jeg ret gode til at køre du i det blå, men mange ting har (selvfølgelig) ændret sig med årene og det er også helt okay. Der er en tid til alting – og nogle af tingene (og mulighederne) vender vel også tilbage igen på et tidspunkt….
Det følger ligesom med, ihvertfald til en vis grænse, når der flytter små hjerter ind. Det gør mange ting nemmere, når der er system og struktur, men det er også rart at lade sig rive med indimellem, når muligheden byder sig og spontaniteten står klar til at blive grebet.

I denne uge er W ‘alenebarn’, for mens han hver dag knokler og drønsveder på fodboldskole, er hans to brødre i sommerhus med farmor og farfar. Jeg kørte dem derud i mandags, og først i morgen vender de næsen hjemad igen.

W har glædet sig til en uge på fodboldskole – og især til at se nogle af sine venner igen efter næsten en måneds ferie. I næste uge venter skole og hverdag igen, så for at vride det sidste ud af ferien på bedste vis, har jeg forsøgt at glæde ham med små og store hyggelige påfund i løbet af ugen.

I tirsdags, da termometeret ramte 33 grader og vinden stod stille, besluttede vi os for at overraske ham med en tur til Vesterhavet efter fodboldskole, så han kunne få lov at hoppe rundt i bølgen blå, og bagefter nyde aftensmad i vandkanten og spise en stor is til solens dans mod vandkanten.

Madkurven stod pakket og klar, da jeg hentede ham kl. 15, og så blev kursen ellers sat mod vest.
Jeg har længe drømt om at besøge en butik i Ringkøbing, Raasted, men ikke fået taget turen derud, så jeg fik overtalt drengene til at gøre et lille stop på vejen – nu vi var i nærheden 🙂
W var med mig derinde og hjalp mig med at vælge både kjole og armbånd – og ja, jeg havde lidt svært ved at begrænse mig. Der var bare SÅ meget fint, der fristede, og da sommerferien ikke rigtigt har budt på shopping eller materielle fristelser ellers, kom jeg til at forkæle mig selv lidt ekstra 😉 Jeg undskyldte det med, at det kunne være min ‘præmie’ for sommerferien struggle, som jeg kom helskindet igennem 😉

Da vi landede ved stranden, gik der ikke mange minutter, før W stod med fødderne i det kølige vand og forsøgte at tage tilløb til at hoppe under. Han nød det og jeg så gladeligt med fra vandkanten og nøjedes med at dyppe fødderne 😉

Bagefter spiste vi sandwich og frugt, mens vi kiggede på de mange andre strandgæster og både, der kom forbi. Saga forsøgte at grave sig ned i sandet, til stor morskab for W, og bagefter løb de ture sammen i klitterne – op og ned.

Da vores dessertmaver var klar til det, shoppede vi italiensk is, og nød at se dagens sidste solstråler spejle sig i vandet, inden vi satte kursen østpå igen.

På vejen hjem, i mørket, trillede tårerne stille ned ad kinderne på mig. Savnet af og sorgen over min far er stort, og lige for tiden fylder det mere, end det har gjort længe.
Han lærte mig at sætte pris på de små ting, både mens han levede og qua sin (alt for tidlige) død, og der var mange ambivalente følelser, der rev i mit hjerte forleden aften. Glæden over at se W nyde eftermiddagen og aftenen. Have tid til bare at være, mærke livet og glæde sig over varmen, udsigten, selskabet, nuet. Og samtidig blive mindet om, at det ikke var langt derfra, jeg holdt min far i hånden, da han åndede ud. Jeg tænkte på det, de fortalte på Hospice, at det vender mod solopgangen, for derude skal man se solen stå op, ikke gå ned.
Jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg håber, han er et sted, hvor han kan glæde sig over vores små og store påfund og forsøg på at få det bedste ud af dagene, vi har <3