Opskrift: Grove pølsehorn og pizzasnegle med spelt – også gode i madpakken

026 060 051 080 085

Madpakkesæsonen er skudt i gang igen, og jeg forsøger at variere drengenes så godt som muligt. Afhængig af hvor meget tid jeg har til overs, så bager jeg gerne lidt godt, der gør drengene glade. Og når nu jeg er i gang, så bager jeg gerne lidt ekstra, så der er til fryseren, til de perioder hvor jeg er bagefter.

I dag vil jeg gerne dele en opskrift med jer på grove pølsehorn og pizzasnegle, der er nemme at lave og et hit i madpakken.
Jeg bager dem også gerne, når jeg har brug for noget nemt til aftensmad eller en lille snack. Drengene jubler altid, når der er friskbagte hapsere.

Jeg har, for flere år siden, delt en opskrift på pølsehorn og pizzasnegle. Denne opskrift er opdateret i forhold til den og indeholder en smule smør – fordi det kan smages og gør dejen lækker og smidig – og i de her mængder er det vist okay, ik? 🙂

I travle perioder er det ret perfekt at kunne hive et par snegle op af fryseren aften før og lade dem tø op i madkassen til dagen efter 🙂

Halvdelen af melet i dejen er groft mel. Som altid bager jeg med speltmel (læs hvorfor lige her), men melet kan også erstattes af fuldkornshvedemel og hvedemel. Da min søn er laktoseintolerant bager jeg med laktosefrit smør, men almindeligt smør kan selvfølgelig også bruges. Jeg vil dog, til hver en tid, advokere for at bruge rigtigt smør og ikke margarine.

Her kommer opskriften, der giver ca. 10 pølsehorn og 12 pizzasnegle

Du skal bruge:

4 dl vand
25 gr gær
5 gr havsalt
75 gr fuldkornsdurummel
275 gr groft/fuldkornsspeltmel
325 gr sigtet speltmel
30 gr (laktosefri) smør

Til pølsehorn:
10 pølser
Evt. et æg til pensling

Til pizzasnegle:
Ketchup – evt. hjemmelavet (opskrift her)
Revet ost
Peber og evt. andre krydderier f.eks. paprika
Fyld efter smag, f.eks. skinke, revet gulerod, rød peber skåret i små stykker, revet squash vredet for vand

Lidt sigtet speltmel til udrulning

Sådan gør du:

Opløs gæren i vandet. Rør fuldkornsdurummel og salt i vandet.
Ælt dernæst det grove speltmel i dejen og rør det godt sammen. Til sidst æltes det sigtede speltmel i dejen lidt ad gangen. Ælt godt undervejs. Måske skal al melet ikke bruges, det afhænger af meltype og mærke osv. Når dejen er sammenhængende og slipper skålen, tilsættes smørret i små stykker. Ælt smørret ind i dejen og ælt dejen smidig og glat – ca. 5 minutter med røremaskine.

Sørg for at dejen er godt meldækket, så er den nemmest at arbejde med senere. Det vil sige; sørg for at dejen ikke ’splatter ud’, når du er færdig med at ælte. Så skal der æltes lidt mere mel i dejen.

Lad dejen hæve i en skål, med et fugtigt klæde over, i 1 time

Del dejen i to lige store dele. Rul den ene klump ud til en stor cirkel og læg pølser hele vejen rundt i kanten med et par cm’s mellemrum. Skær dejen i trekanter, som en pizza, og rul pølsehornene sammen og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Derefter rulles den anden klump dej ud til et rektangel. Smør ketchup ud på dejen. Drys med krydderier, revet ost og andet fyld.
Rul dejen sammen på den lange led og skær rullen i skiver på 3-4 cm’s tykkelse. Tryk skiverne flade og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Lad pølsehornene og pizzasneglene hæve i 1 time med et klæde over.

Bag dem i ovnen ved 210 grader i ca. 12-15 minutter.

Lad dem afkøle på en rist

Pølsehornene og pizzasneglene holder sig fint 3-4 dage i køleskabet, men kan også sagtens fryses ned.

Vil man helst spise dem lune, kan de varmes i ovnen ved 175 grader ca. 5-10 minutter, inden de skal spises

 

TIP! Hvis du synes om denne opskrift, så kan du garanteret finde mange flere opskrifter lige her i Opskriftindexet

012 019 024

Hvad gemmer der sig i madpakkerne i dag?

004 011 014 015

Flere af jer har efterspurgt et kig ned i drengenes madpakker, efter at have fulgt med i mine madpakketestforsøg på Instagram @mormedmegetmere og set opskriften på minigrovtærter forleden.

Det er altid sjovt at høre fra jer, hvad I godt kunne tænke jer at se (bliv endelig ved med at skrive!), så i morges knipsede jeg lidt billeder af dagens madpakker.

Som tidligere nævnt, så har hverken drengene eller jeg noget imod rugbrødsmadder i madpakken, men det kan også godt blive en smule kedeligt i længden. Derfor forsøger jeg som regel at finde på et eller andet, der lige kan pifte madpakkerne lidt op. Og det er sjældent det samme hver uge.

Drengene har intet imod at spise deres madpakker, så jeg bruger ikke tid på at skære det hele ud i stjerner, hjerter og andre fine former. Selvom det helt bestemt kunne være rigtig fint!
Når sandheden skal frem, så er jeg slet ikke vild med at smøre madpakker! Men når jeg først kommer i gang, så kan jeg alligevel ikke lade være med at kræse en smule for dem – hvis altså tiden er til det!

Madpakkens frugt og grønt varierer, afhængig af udbuddet i grøntafdelingen. Jeg køber f.eks. ikke jordbær om vinteren, for at komme i madpakkerne…
Lige nu har vi gulerødder i haven og farmor kom forbi med en pose med pærer – det afspejler sig i madpakkerne. Og så var jeg heldig at finde økodruer i går, så dem kom der også en lille håndfuld med af.
I næste uge kan det være rød peber, æbler og gulerødder i stedet – eller noget helt fjerde 🙂

I denne uge har der været pølsehorn og pizzasnegle med som ekstra forkælelse. Det er altid et hit!

Drengenes madpakker er næsten ens, W får en smule mere med en S, men ikke meget.
Og når jeg smører dem, så gruer jeg lidt for, hvor store madpakkerne skal være om et par år – gisp, jeg synes allerede de spiser virkelig meget 🙂

I den store madkasse gemmer der sig:
En skive rugbrød med leverpostej
Et pølsehorn og et lille bæger med hjemmelavet ketchup (det har vi næsten altid i køleskabet)
En rugbrødssammenklapper med spegepølse og remoulade – jeg bruger den økologiske oksespegepølse fra Levevis
1 1/2 mini-pære i skiver
Agurkeskiver til at komme på madderne
2 majskiks – økologiske fra Levevis, drengene er vilde med det sprøde indslag

I den lille mellemmadsmadkasse gemmer der sig:
1 1/2 mini-pære i skiver
2 svesker
Et par gulerødder fra haven
Vindruer

Som tidligere nævnt, har jeg gang i flere forskellige madpakkeopskrifter. De kommer dryssende de næste par uger – både her og i madpakkerne 😉

Rigtig dejlig fredag derude!
Her står dagen på nusning af en lille febermus, og, hvis jeg er heldig, lidt madlavning også, for jeg har gang i et (forhåbentlig, virkelig lækkert) dessertforsøg 😉
Om ikke andet håber jeg at kunne snige mig til at sy lidt patchwork, når nu min faste plads i dag bliver i sofaen, sammen med min helt egen varmedunk <3

Første skoledag i 0.a og 3.b

003 100-text124019 023 026 029 042 050

Første skoledag i 0.a og 3.b – hvordan gik det så? Apropos indlægget fra i søndags, så var jeg en smule ængstelig og spændt på, hvordan det nu skulle gå.. .

Heldigvis endte det med at gå meget bedre end jeg havde turdet håbe.

A og W cyklede af sted til 1. skoledag i 3.b kvart i otte.
A og en anden var de eneste to fædre fordelt på de to klasser – så det var godt, han kom derop og viste far-flaget 😉

S skulle først møde kl. 10.30, så vi kørte L i vuggestue og hjem igen og udnyttede tiden med at øve bogstaver og sludre. Uh, hvor var ventetiden lang. Jeg havde frygtet, at vi skulle bruge timerne på at ‘forberede’ os til at skulle af sted, men det endte helt modsat, tiden gik alt for langsomt 🙂

Oppe ved skolen mødtes vi med A, og gik ind til samling med alle de andre nye o. klasses elever og deres forældre.
Efter skolelederens velkomsttale skulle vi synge fællessang; ‘Hør den lille stær’. Den sang, som min far sang for mig, da jeg var lille. ‘Vores’ sang.
Jeg vil virkelig gerne bakke op om fællessang, men lige dér var det bare for svært. Jeg var nødt til at lade læberne bevæge sig uden lyd, mens jeg koncentrerede mig om, ikke at lade tårerne få frit løb.
Selvom jeg synger den for L hver aften, så var det bare for svært for mig at sidde dér, med en stolt S ved min side, og synge den sang, der minder mig allermest om min far (og minder mig om, at han ikke er her, til at høre om det hele)

Efter fællessamling gik vi ned i klassen, hvor vi hørte lidt om klasse’reglerne’ og løste et par opgaver. Derefter stod der spisepause på skemaet, og så var det farvel-til-forældre-tid. Efter lidt overvejelser og en anelse skepsis, blev A og jeg krammet ud af døren.
A kom direkte fra nattevagt, så han smuttede hjem i seng, og imens kørte jeg om efter min mor, der skulle køres til mammografiundersøgelse på sygehuset en halv time herfra.

Om eftermiddagen, da vi alle var samlet igen, nød vi solen i haven, med drinks og fodboldspil. Og fejrede en god første skoledag, både for W og S. Og også for L, der også synes, han havde været i skole <3

Om aftenen stod menuen på kyllingenuggets (opskrift her), ketchup (opskrift her), fritter, salat og grillede grøntsager – nogle af dem endda fra haven 🙂
Og til dessert; en god gang crumble med flødeskum.
Og så kaldte dynerne også på 3 trætte drenge!

Det var en meget spændt og glad S, der blev puttet, der næsten ikke kunne overskue at skulle vente en hel nat, før han kunne komme i skole igen. Fantastisk at opleve hans glæde igen, den som fyldte det meste for et par uger siden, men som pludselig blev overtaget af tvivl og usikkerhed.

Nu håber jeg bare at skoleglæden holder ved – længe 🙂
(Ville ønske, min smøre-madpakker-glæde var vendt tilbage på samme måde 😉 )

Noget om lejrskole og hjertestik

W mus

I morges, midt i klistret havregryn, mælkesjusser, d-vitamindråber, bollebagning, oprydning, bleskift, taskepakning, morgenforvirring og ny-uge-forberedelser, mærkede jeg små hjertestik. Fordi jeg stod overfor at skulle sende W af sted på 3 dages lejrskole.
Og allerede med det samme han var ude ad døren savnede jeg ham! Normalt kan han (selvfølgelig) sagtens tage i skole, uden jeg står med en tåre i øjenkrogen og et hjerte der stikker, men der ved jeg jo også, at jeg ser ham igen senere. (Altså, den der mor-bekymring, at der skal ske ham noget vil nok altid være der, men den får ikke lov at fylde) Jeg ved, at jeg skal høre om hans dag, læse godnathistorie for ham og give ham et godnatkram.

Det hjælper heldigvis ret meget på mit ømme moderhjerte, at jeg ved, at han kommer til at have en fest, mens han er væk. Fordi han er en dreng, der elsker at være af sted. Han vil helst, at der skal ske noget hele tiden. Han elsker at opleve, prøve nye ting, udforske. Og det elsker jeg ham for! Det er SÅ skønt at han har det sådan. Jeg kan sagtens genkende det. Jeg synes også de weekender hvor vi havde ’ingen planer’, da jeg var barn, var dødssyge 🙂

Jeg glæder mig over at han er en dreng der formår at være tilstede i nuet – hele tiden. Han tænker aldrig fremad og ikke særlig tit tilbage. Altså forstå mig ret; han kan godt. Men han trives med at være lige der hvor han er, lige nu. Og det lærer jeg meget af hver eneste dag.
Han er super god til at glæde sig til ting der skal ske og når vi så er midt i det, så tager han det hele ind, elsker det, nyder det. Derfor ved jeg også, at han vil elske at være på lejrskole.

Jeg er helt vildt glad for, at han ikke har det som mig, for jeg hadede at være på lejrskole. Jeg havde virkelig meget hjemve og ondt i maven over det. Kunne slet ikke finde mig til rette i det. Men det hænger nok også sammen med, at jeg blev mobbet. Og det er altså bare ikke særlig fedt at skulle sove sammen med nogen, der gør alt for at gøre livet surt for én.
Selv da jeg skiftede skole, hang de dårlige lejrskoleminder fast og jeg blev bare aldrig rigtig glad for den slags skoleudflugter. Men altså, når man trives og har det godt, så er det jo en fantastisk måde, som klasse, at komme tættere på hinanden. Og fedt, at skolen prioriterer det.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor meget jeg har skrevet om mobning førhen her på bloggen, men jeg har i hvert fald haft det på min to do i lang tid. Måske jeg snart skulle få gjort noget ved det og få sat nogle ord på det, for uanset hvordan jeg vender og drejer det, så kan jeg mærke, at det er en del af min rygsæk hver dag.

Nu skal jeg lige vænne mig til, at W ikke skal sidde med ved bordet de næste dage. Jeg skal nok også have downsized en del på madrationen 😉 Men heldigvis kan jeg glæde mig til onsdag, hvor jeg skal kramme ham igen og så kan jeg jo heldigvis nyde de to andre banditter imens 🙂

Uanset om man selv har gode eller dårlige oplevelser med lejrskole, så er det vel egentlig meget normalt at have små hjertestik, over at sende sine små øjesten ud i verden, ik? Måske fordi det er en konkret påmindelse om, at de er ved at blive store og selvstændige…?

 

<3

 

P.S. Hvor fedt vejr er det ikke lige at være på lejrskole i, gad faktisk godt bytte (sådan havde jeg aldrig troet jeg skulle have det) 😀

Noget om (frustrerende) skole/hjem samtaler…

052

Egentlig vil jeg helst ikke diskutere den ‘nye’ skolereform, for ærligt, så ved jeg ikke nok om det, til at kunne diskutere den på et ordentligt, fagligt grundlag.
W begyndte i skole, da den nye reform var trådt i kraft, og vi har derfor heller ikke oplevet hvordan skolen fungerede før reformen, så vi har ikke som sådan noget at sammenligne med…

Men… Jeg er alligevel nødt til lige at få lidt luft for min frustration og forundring.. Og lufte mine tanker.

I går var A og jeg af sted med W til den første ‘rigtige’ skole/hjemsamtale.
Noget helt andet end den vi var til, sidste år, i 0. klasse. Jeg var spændt på at høre noget, for det er ikke meget vi kan hive ud af W herhjemme, andet end ‘det går fint’, ‘det har været en god dag’, ‘ja, ja det har været sjovt’ osv. Alt sammen noget vi har taget som gode tegn 🙂
Og så sørger vi (selvfølgelig) for, så godt vi kan, at han får lavet sine lektier og læst i læsebogen hver dag.

Nu er W jo vores ældste lykkespire, så derfor er vi også ret nye skoleforældre. Vi aner ikke ‘hvad de skal kunne’ hvornår, hvad de andre kan, om han kan det han skal osv. Det eneste vi ved er, at vi nok ville høre fra skolen hvis noget var galt. Det har de ihvertfald ‘lovet’. Så vi arbejder ud fra den gamle devise, at intet nyt er godt nyt..

Selvom vi ikke oplever problemer som sådan, nok ‘bare’ dagligdags mit-barn-er-skolebarn-issues, så så jeg alligevel frem til at snakke lidt med hans lærere, høre hvordan de oplever ham, om de ser den samme dreng som jeg/vi gør osv. osv. Men… Det er altså ikke meget man kan nå på 15 minutter!

Jeg har ladet mig fortælle, at det er pga. reformen, at vi kun har 15 minutter til samtalen.
Altså 15 minutter, punktum! Der blev såmænd sat et ur og det hele!
‘Hvordan synes du det går W?’ ‘Ja, vi tror faktisk du har et ret godt overblik over, hvordan du går og har det’
Og bip bip bip, så er tiden gået…
Okay, vi nåede lige at vende et par ting mere 😉
Og ja, undervejs rankede jeg ryggen og mit hjerte smilede. Jeg glædede mig over, at hans lærere faktisk ’ser’ ham, anerkender ham, forstår ham. Kan se at han har brug for ekstra udfordring, at han er dygtig og øver sig. Alt er sådan set godt, uden pral. Bare ren og skær mor-stolthed 🙂
Men på trods af det, at vi ikke skulle diskutere svære problemstillinger osv., så gik vi stadigvæk derfra med en masse ubesvarede spørgsmål og ting vi gerne ville have nævnt, men som der ikke var tid til…

Helt vildt frustrerende! Og jeg kan ikke lade være at tænke på dem, der har lidt ekstra at skulle have snakket om. Der kan jo være så mange ting der ‘presser sig på’, ting der fylder lidt ekstra.
Vi fik f.eks brugt i omegnen af et halvt minut på at nævne, at min far er blevet kræftsyg igen. For vi synes det er vigtigt de ved det. Skulle vi have prioriteret at skrive det på en mail i stedet, så det halve minut kunne have været brugt på noget andet?
Åh altså… Og lærerne nævnte selv, at der ikke er meget tid til at skrive hjem og slet ikke ringe eller mødes.
Helt ærligt, jeg synes det er kritisabelt, at der ikke er mere plads til skole/hjem-delen, for jeg tænker, at for at vi kan få ‘hele’ børn ud på den anden side, så er vi nødt til at samarbejde?

Og hvis vi herhjemme kun kan arbejde ud fra det W fortæller fra og om skolen, så er der altså ikke meget at gå ud fra… 😉 (Mon I er andre skoleforældre der kan nikke genkendende til det?)

Som nævnt i starten, så ved jeg ikke hvordan de her samtaler forløb tidligere. Men uanset, så kan jeg ihvertfald godt forstå, hvis der er nogle lærere derude, der føler de mangler viden, for at kunne forstå og rumme hver enkelt elev og hjælpe dem bedst muligt på vej. For selvom man gerne vil putte børn i kasser, så er der altså ikke to børn der er ens…
Som forældre kan vi så bare håbe, at vores børn har lærere, der ser vores børn for det de er og (hjælper med at gribe) griber dem, der hvor de er…

Older posts