Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ’stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg

Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

fullsizeoutput_d06

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!

Opskrift: Grove pølsehorn og pizzasnegle med spelt – også gode i madpakken

026 060 051 080 085

Madpakkesæsonen er skudt i gang igen, og jeg forsøger at variere drengenes så godt som muligt. Afhængig af hvor meget tid jeg har til overs, så bager jeg gerne lidt godt, der gør drengene glade. Og når nu jeg er i gang, så bager jeg gerne lidt ekstra, så der er til fryseren, til de perioder hvor jeg er bagefter.

I dag vil jeg gerne dele en opskrift med jer på grove pølsehorn og pizzasnegle, der er nemme at lave og et hit i madpakken.
Jeg bager dem også gerne, når jeg har brug for noget nemt til aftensmad eller en lille snack. Drengene jubler altid, når der er friskbagte hapsere.

Jeg har, for flere år siden, delt en opskrift på pølsehorn og pizzasnegle. Denne opskrift er opdateret i forhold til den og indeholder en smule smør – fordi det kan smages og gør dejen lækker og smidig – og i de her mængder er det vist okay, ik? 🙂

I travle perioder er det ret perfekt at kunne hive et par snegle op af fryseren aften før og lade dem tø op i madkassen til dagen efter 🙂

Halvdelen af melet i dejen er groft mel. Som altid bager jeg med speltmel (læs hvorfor lige her), men melet kan også erstattes af fuldkornshvedemel og hvedemel. Da min søn er laktoseintolerant bager jeg med laktosefrit smør, men almindeligt smør kan selvfølgelig også bruges. Jeg vil dog, til hver en tid, advokere for at bruge rigtigt smør og ikke margarine.

Her kommer opskriften, der giver ca. 10 pølsehorn og 12 pizzasnegle

Du skal bruge:

4 dl vand
25 gr gær
5 gr havsalt
75 gr fuldkornsdurummel
275 gr groft/fuldkornsspeltmel
325 gr sigtet speltmel
30 gr (laktosefri) smør

Til pølsehorn:
10 pølser
Evt. et æg til pensling

Til pizzasnegle:
Ketchup – evt. hjemmelavet (opskrift her)
Revet ost
Peber og evt. andre krydderier f.eks. paprika
Fyld efter smag, f.eks. skinke, revet gulerod, rød peber skåret i små stykker, revet squash vredet for vand

Lidt sigtet speltmel til udrulning

Sådan gør du:

Opløs gæren i vandet. Rør fuldkornsdurummel og salt i vandet.
Ælt dernæst det grove speltmel i dejen og rør det godt sammen. Til sidst æltes det sigtede speltmel i dejen lidt ad gangen. Ælt godt undervejs. Måske skal al melet ikke bruges, det afhænger af meltype og mærke osv. Når dejen er sammenhængende og slipper skålen, tilsættes smørret i små stykker. Ælt smørret ind i dejen og ælt dejen smidig og glat – ca. 5 minutter med røremaskine.

Sørg for at dejen er godt meldækket, så er den nemmest at arbejde med senere. Det vil sige; sørg for at dejen ikke ’splatter ud’, når du er færdig med at ælte. Så skal der æltes lidt mere mel i dejen.

Lad dejen hæve i en skål, med et fugtigt klæde over, i 1 time

Del dejen i to lige store dele. Rul den ene klump ud til en stor cirkel og læg pølser hele vejen rundt i kanten med et par cm’s mellemrum. Skær dejen i trekanter, som en pizza, og rul pølsehornene sammen og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Derefter rulles den anden klump dej ud til et rektangel. Smør ketchup ud på dejen. Drys med krydderier, revet ost og andet fyld.
Rul dejen sammen på den lange led og skær rullen i skiver på 3-4 cm’s tykkelse. Tryk skiverne flade og læg dem på en bageplade med bagepapir.

Lad pølsehornene og pizzasneglene hæve i 1 time med et klæde over.

Bag dem i ovnen ved 210 grader i ca. 12-15 minutter.

Lad dem afkøle på en rist

Pølsehornene og pizzasneglene holder sig fint 3-4 dage i køleskabet, men kan også sagtens fryses ned.

Vil man helst spise dem lune, kan de varmes i ovnen ved 175 grader ca. 5-10 minutter, inden de skal spises

 

TIP! Hvis du synes om denne opskrift, så kan du garanteret finde mange flere opskrifter lige her i Opskriftindexet

012 019 024

Hvad gemmer der sig i madpakkerne i dag?

004 011 014 015

Flere af jer har efterspurgt et kig ned i drengenes madpakker, efter at have fulgt med i mine madpakketestforsøg på Instagram @mormedmegetmere og set opskriften på minigrovtærter forleden.

Det er altid sjovt at høre fra jer, hvad I godt kunne tænke jer at se (bliv endelig ved med at skrive!), så i morges knipsede jeg lidt billeder af dagens madpakker.

Som tidligere nævnt, så har hverken drengene eller jeg noget imod rugbrødsmadder i madpakken, men det kan også godt blive en smule kedeligt i længden. Derfor forsøger jeg som regel at finde på et eller andet, der lige kan pifte madpakkerne lidt op. Og det er sjældent det samme hver uge.

Drengene har intet imod at spise deres madpakker, så jeg bruger ikke tid på at skære det hele ud i stjerner, hjerter og andre fine former. Selvom det helt bestemt kunne være rigtig fint!
Når sandheden skal frem, så er jeg slet ikke vild med at smøre madpakker! Men når jeg først kommer i gang, så kan jeg alligevel ikke lade være med at kræse en smule for dem – hvis altså tiden er til det!

Madpakkens frugt og grønt varierer, afhængig af udbuddet i grøntafdelingen. Jeg køber f.eks. ikke jordbær om vinteren, for at komme i madpakkerne…
Lige nu har vi gulerødder i haven og farmor kom forbi med en pose med pærer – det afspejler sig i madpakkerne. Og så var jeg heldig at finde økodruer i går, så dem kom der også en lille håndfuld med af.
I næste uge kan det være rød peber, æbler og gulerødder i stedet – eller noget helt fjerde 🙂

I denne uge har der været pølsehorn og pizzasnegle med som ekstra forkælelse. Det er altid et hit!

Drengenes madpakker er næsten ens, W får en smule mere med en S, men ikke meget.
Og når jeg smører dem, så gruer jeg lidt for, hvor store madpakkerne skal være om et par år – gisp, jeg synes allerede de spiser virkelig meget 🙂

I den store madkasse gemmer der sig:
En skive rugbrød med leverpostej
Et pølsehorn og et lille bæger med hjemmelavet ketchup (det har vi næsten altid i køleskabet)
En rugbrødssammenklapper med spegepølse og remoulade – jeg bruger den økologiske oksespegepølse fra Levevis
1 1/2 mini-pære i skiver
Agurkeskiver til at komme på madderne
2 majskiks – økologiske fra Levevis, drengene er vilde med det sprøde indslag

I den lille mellemmadsmadkasse gemmer der sig:
1 1/2 mini-pære i skiver
2 svesker
Et par gulerødder fra haven
Vindruer

Som tidligere nævnt, har jeg gang i flere forskellige madpakkeopskrifter. De kommer dryssende de næste par uger – både her og i madpakkerne 😉

Rigtig dejlig fredag derude!
Her står dagen på nusning af en lille febermus, og, hvis jeg er heldig, lidt madlavning også, for jeg har gang i et (forhåbentlig, virkelig lækkert) dessertforsøg 😉
Om ikke andet håber jeg at kunne snige mig til at sy lidt patchwork, når nu min faste plads i dag bliver i sofaen, sammen med min helt egen varmedunk <3

Første skoledag i 0.a og 3.b

003 100-text124019 023 026 029 042 050

Første skoledag i 0.a og 3.b – hvordan gik det så? Apropos indlægget fra i søndags, så var jeg en smule ængstelig og spændt på, hvordan det nu skulle gå.. .

Heldigvis endte det med at gå meget bedre end jeg havde turdet håbe.

A og W cyklede af sted til 1. skoledag i 3.b kvart i otte.
A og en anden var de eneste to fædre fordelt på de to klasser – så det var godt, han kom derop og viste far-flaget 😉

S skulle først møde kl. 10.30, så vi kørte L i vuggestue og hjem igen og udnyttede tiden med at øve bogstaver og sludre. Uh, hvor var ventetiden lang. Jeg havde frygtet, at vi skulle bruge timerne på at ‘forberede’ os til at skulle af sted, men det endte helt modsat, tiden gik alt for langsomt 🙂

Oppe ved skolen mødtes vi med A, og gik ind til samling med alle de andre nye o. klasses elever og deres forældre.
Efter skolelederens velkomsttale skulle vi synge fællessang; ‘Hør den lille stær’. Den sang, som min far sang for mig, da jeg var lille. ‘Vores’ sang.
Jeg vil virkelig gerne bakke op om fællessang, men lige dér var det bare for svært. Jeg var nødt til at lade læberne bevæge sig uden lyd, mens jeg koncentrerede mig om, ikke at lade tårerne få frit løb.
Selvom jeg synger den for L hver aften, så var det bare for svært for mig at sidde dér, med en stolt S ved min side, og synge den sang, der minder mig allermest om min far (og minder mig om, at han ikke er her, til at høre om det hele)

Efter fællessamling gik vi ned i klassen, hvor vi hørte lidt om klasse’reglerne’ og løste et par opgaver. Derefter stod der spisepause på skemaet, og så var det farvel-til-forældre-tid. Efter lidt overvejelser og en anelse skepsis, blev A og jeg krammet ud af døren.
A kom direkte fra nattevagt, så han smuttede hjem i seng, og imens kørte jeg om efter min mor, der skulle køres til mammografiundersøgelse på sygehuset en halv time herfra.

Om eftermiddagen, da vi alle var samlet igen, nød vi solen i haven, med drinks og fodboldspil. Og fejrede en god første skoledag, både for W og S. Og også for L, der også synes, han havde været i skole <3

Om aftenen stod menuen på kyllingenuggets (opskrift her), ketchup (opskrift her), fritter, salat og grillede grøntsager – nogle af dem endda fra haven 🙂
Og til dessert; en god gang crumble med flødeskum.
Og så kaldte dynerne også på 3 trætte drenge!

Det var en meget spændt og glad S, der blev puttet, der næsten ikke kunne overskue at skulle vente en hel nat, før han kunne komme i skole igen. Fantastisk at opleve hans glæde igen, den som fyldte det meste for et par uger siden, men som pludselig blev overtaget af tvivl og usikkerhed.

Nu håber jeg bare at skoleglæden holder ved – længe 🙂
(Ville ønske, min smøre-madpakker-glæde var vendt tilbage på samme måde 😉 )

Older posts