Glamping i Danmark – en weekend i et mindeværdigt telt

Annonce for DK Camp

Yndlingsmåde at bruge en fredag eftermiddag I fine omgivelser Nydning og ro… ….og også masser af plads til at udfolde sig og brænde krudt af  11 års bryllupsdag – 11 lag i kagen 🙂 Et telt der rummer lidt af hvert. Er det ikke for vildt?

Sidste fredag pakkede vi tøj til en weekend, køletaske, tandbørster, soveposer og alle drengene i bilen og kørte sydpå.

Undervejs fortalte W om det sted, vi var på vej mod. Han havde forberedt et lille ‘oplæg’ om den nærliggende by og historien om området. Han havde virkelig taget opgaven til sig og havde lært en del, som han gladeligt fortalte videre til os. Det var ret hyggeligt og en fin måde at lære lidt om en ‘ny’ del af Danmark på.

Efter et par timers kørsel landede vi i de fineste omgivelser, lige i rette tid til at nyde eftermiddagssolen på terrassen foran det vel nok vildeste telt, vi til dato har prøvet at overnatte i.
W og jeg blev hurtigt enige om, at der var noget Harry Potter agtigt over teltet. Hvis I har set filmene eller læst bøgerne kan I måske genkende det med, at Harry og vennerne kommer til et telt, der udefra er temmelig småt, men indeni er som en balsal, dækket op til fest 🙂

Efter en del uger med fokus på Corona, hjemmeskole og, for mit vedkommende, slutspurten på den kliniske del af mit studie, var det tiltrængt at trække stikket og nyde nogle dage sammen – væk fra vasketøj, praktiske opgaver, iPads og faglitteratur.
Lørdag kunne A og jeg fejre 11 års bryllupsdag og i den anledning havde jeg forberedt en ‘lille’ fejringskage, som egnede sig fint til glamping – camping tilføjet en smule glamour, komfort og luksus 🙂

Som familie har vi ikke den store campingerfaring, men drengene synes, det har været vildt hyggeligt, de gange vi har været af sted. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg synes det kan være en smule ‘besværligt’, men i bund og grund handler det måske om at få nye vaner. Jeg havde derfor forberedt mig, så godt jeg kunne; skåret frugt og grønt til fredagssnacks, bagt et brød til sandwich fredag aften og snuppet havregryn og mælk med til morgenmaden. På den måde kunne vi nemt få mad på bordet og endda klare det hele i teltet.

Umiddelbart, når man tænker på telttur, er køjesenge og køleskab nok ikke lige det første, der popper op i tankerne. Ikke desto mindre var der begge dele i det safaritelt, vi installerede os i! Der var tilmed også dobbeltseng, strøm, håndvask, sofa, køkken, grill og spisebord!
Derudover fulgte charmen fra et telt med; morgensol, der lyser det hele op, fuglesang lige udenfor teltdugen, havets brusen og følelsen af at sove i naturen (men vågne udhvilet, fordi man har sovet i en seng 😉 ).

Hos DK Camp er der rig mulighed for at finde lige det, der passer bedst til ens ferie eller weekend getaway. Der er nemlig et hav af campingpladser og overnatningsmuligheder at vælge imellem. Ikke kun telte, men også hytter, vogne m.m.

Udover at udforske campingpladsen og den skønne natur, den er placeret midt i, tog vi også på tur i området. Jeg elsker at opleve Danmark og de mange nye nuancer af ens land, der dukker op, når man bevæger sig bare en smuttur væk fra sin ‘rod’. Et par timers kørsel og vupti – pludselig befinder man sig midt i idyl, der er en Morten Korch film værdig. Danmark er noget helt særligt og jeg bliver nok aldrig træt af at holde ferie her <3

Efter et par dage ‘midt i naturen’ var vi klar til en ny uge, og det sidste seje træk inden sommerferien, der også skal bruges på at udforske Danmark. Og efter vores lille telttur kan vi slet, slet ikke vente 🙂

Herunder har jeg samlet flere glimt fra vores tur samt nogle praktiske fifs og et lille tip om en temmelig skøn konkurrence:

 Regn og sol  Et helt vidunderligt, særligt kirketårn  Idyl Kagerester med udsigt

Det praktiske:

Sengelinned kan lejes, hvis man gerne vil slippe for selv at medbringe. Det gør det endnu nemmere bare at dukke op og holde ferie 🙂 Drengene havde dog en drøm om at sove i soveposer, så vi havde taget 3 stk med hjemmefra.

I det telt, vi overnattede i, var der vask med rindende vand, køleskab og stikkontakter.

Jeg havde pakket lidt af hvert til aftensmad, morgenmad, snacks og frokost, så det var nemt at få stillet sulten. Der er derudover adgang til køkkenfaciliteter og grill.

Teltet er ikke isoleret og det kan derfor blive køligt om natten – som det nu er udenfor. Da vi var der, viste vejret sig ikke fra sin fineste sommer-side, men vi kunne godt holde varmen om natten. Det kan måske være en idé at medbringe nattøj.

Det kan være en god idé at medbringe løbecykel eller løbehjul til de korteste ben i familien, så det er nemmere for dem at færdes i området (især når benene bliver lidt trætte)

Læs meget mere om glamping og se de mange forskellige muligheder rundt omkring i Danmark lige her

 

Og til sidst et lille tip:

På Instagram har jeg netop skudt gang i en konkurrence, hvor en heldig vinder modtager et gavekort til DK Camp på 2000 kr til en miniferie! Det lyder ikke dumt, hva’? Hop over på @mormedmegetmere og deltag, hvis du har lyst…

 

Og så er der vist bare tilbage at ønske jer alle en fantastisk sommer. Måske på camping eller glamping et skønt sted i Danmark?

 

P.S. Har du spørgsmål til vores telttur, så er du mere end velkommen til at stille dem i kommentarfeltet herunder.
Og har du selv tips til camping, så skriv dem også gerne, så andre kan få glæde af dem. Som nævnt, er vi ikke de store campingeksperter (endnu 🙂 )

En weekend sprængfyldt med alle drengenes favoritter – og lidt dårlig timing

Annonce for Landal GreenParks

Sidste weekend, da jeg havde bestået den første af semesterets prøver (mega YAY), trak vi stikket, pakkede bilen og kørte vestpå.
Nærmere bestemt til Landal Seawest ved Nørre Nebel.

Efter en uge med skoldkopper, skole, arbejde og klinik for mit vedkommende, var det tiltrængt med et pusterum, hvor vi kunne lade batterierne op sammen. Vi har set frem til turen de sidste måneder, og glædet os helt vildt. Det kan godt betale sig at planlægge sådan noget i god tid, for så har man det at se frem til og glæde sig til, og det betyder faktisk også noget – især når hverdagen napper lidt 🙂

Herunder er en dagbog fra vores weekendtur, og nederst i indlægget har jeg skrevet, hvad drengene synes om det hele, sammen med mine tanker, fordele og ulemper ift at booke sådan et ophold.

Fredag:

Da drengene fik fri fra skole kl. 14 skyndte de sig hjem og hoppede nærmest direkte ind i bilen, som vi havde nået at pakke inden.
Playlisten til turen var klar. Køreturen varede ca. en time og vi nød vist alle 5 at komme ned i gear undervejs, mens vi sang med på sangene og kiggede ud på landskabet, der drønede forbi. Vi kørte direkte mod vinden, men det tog vi os ikke af. Vi var på vej mod weekend – spændte og glade. Vi var klar til at fejre veloverstået ‘eksamen’ og at vi kunne sætte flueben ved L’s skoldkopper 🙂

Da vi ankom kl. 15.30 fik vi udleveret kode til huset og armbånd til alt det sjove, og bestilt bord i restauranten til om aftenen. Jeg fik i samme ombæring også booket både badminton- og bowlingbane til om lørdagen, så vi var sikre på, at kunne få pladser til det, som drengene havde set frem til i ugerne op til 🙂
Derefter kørte vi over til sommerhuset og fik båret vores pakkenelliker ind. Der var rimelig koldt i huset, så vi tændte op i brændeovnen og forsøgte at få gang i radiatorerne. Det lykkedes ikke rigtigt at få dem til at blive varme, så vi ringede til receptionen, og et øjeblik efter kom der to søde medarbejder, der fik kigget på sagerne og tilkaldt en elektriker, der fiksede det hurtigt.

Imens havde drengene travlt med at inspicere sommerhuset. Især hemsen var vældig populær.
Bagefter gik vi over i aktivitetscentret, hvor vi kiggede lidt mere på de forskellige områder og tilbud. Aftensmaden spiste vi tidligt, så vi kunne komme tilbage i sommerhuset til Disneysjov, fredagsslik og sofadaseri.
Drengene gik i seng med sommerfugle i maven, for de glædede sig helt vildt til at starte lørdagen med en tur i badeland.

Lørdag:

 Medbragt morgenmad i sommerhuset Inspektion af legepladsen, mens de tre andre var i badeland  Mandesnak  En lille pause inden frokost og tætpakket eftermiddagsprogram Først en times badminton  … mens L udforskede legelandet sammen med A … han nåede også lige at komme forbi og spille lidt med os Så videre til minigolf – som kunne klares indendørs. Mega smart, når nu vejret var temmelig vådt  … så videre til en times bowling, inden vi snuppede aftensmaden med over i sommerhuset Lørdagsslik, rødvin og Bezzerwizzer – mega hyggeligt!

Lørdag morgen vågnede både L og S nærmest samtidigt kl. 5.30. De var mega spændte på at komme i gang med dagen. De fik dog lov til at dase på sofaen til lidt børnetv en times tid, før vi andre var klar til at starte dagen 🙂

Vi spiste nem, medbragt morgenmad i sommerhuset og da klokken slog 9 var de to store klar til at angribe badelandet.
Desværre fik L skoldkopper ugen før vi skulle af sted, og selvom der var kommet skorpe på dem alle inden, turde vi ikke sende ham i badeland med sår, af frygt for der skulle gå infektion i dem.
I stedet gik han og jeg en tur i området sammen med Saga. Han er en kæmpe vandhund, men tog det faktisk (overraskende) pænt, at han ikke kunne komme med de andre. Heldigvis var legepladsen også ret sej og vi havde ikke problemer med at få tiden til at gå. Da vi havde leget en times tid gik vi over mod skoven og den gamle jernbane, inden vi vendte tilbage til sommerhuset for at tage en lille pause. Han var trods alt vågnet temmelig tidligt – og eftermiddagens program bød på mange sjove oplevelser.

Kl. 12 mødtes vi med de andre til frokost i brasseriet og bagefter var det tid til at klæde om og tæske hinanden rundt på badmintonbanen en times tid. Imens drønede L rundt i legelandet, der ligger i samme hal som badmintonbanerne.
Det var begyndt at regne og blæse op igen, så vi valgte at snuppe en omgang indendørs minigolf bagefter.

Kl. 16 havde vi booket en times bowling og så var dagens kræfter også ved at være brugt 🙂

Kl. 18 gik S og jeg over til restauranten for at hente take away, som vi tog med over i sommerhuset. En rigtig god løsning for os. Jeg skulle ikke bruge tid på at lave aftensmad, så mens vi ventede på at det blev lavet spillede vi et par runder Bezzerwizzer. Og så var det bare rart at kunne spise sammen i sommerhuset, i stedet for at skulle sidde i en restaurant med halvtrætte børn.
Da vi havde spist aftensmad slængede vi os på sofaen, spillede spillet færdigt og så Klipfiskerne, inden vi gik i seng.

Søndag:

 Morgenmad – med brød og snegle fra ‘købmanden’ i hovedbygningen  Flokken – foran ‘vores’ hus Spillerummet – hvor man også kan få tid til at gå (også uden at bruge penge) L synes det var sjovt at kigge på de mange maskiner Formiddagsmotion af den bedste slagsBesøg på banen – af maskotten Bollo Et blæsende besøg ved Vesterhavet, inden turen gik hjemad

Søndag morgen hentede A brød og snegle hos købmanden, mens jeg tog sengetøj af dynerne og pakkede de sidste ting.
Da vi havde spist morgenmad, pakkede vi bilen og kørte den over til hovedbygningen. Da vi havde checket ud, stod den på en times badminton, mens L endnu en gang drønede rundt i legelandet.
Bagefter fik de tre drenge lov til at fyre lidt mere krudt af sammen, før vi startede bilen og kørte mod Vesterhavet.
Der blæste en vild vind fra vest, men det var sjovt at se vandet med kæmpe bølger og det var en fin, frisk afslutning på en rar weekend.

Den ene dag havde taget den anden og inden vi fik set os om, var det tid til at vende næserne hjemad igen.
Drengene var temmelig kede af, at vi allerede skulle hjem igen søndag. De ville så gerne være blevet flere dage. Men det er jo i virkeligheden udelukkende en positiv ting 🙂

Drengene synes godt om badelandet, der havde tilpas meget forskelligt at byde på. Både de lidt vildere ting og bassiner, hvor man kunne lege og dykke.
Badmintonbanerne var også fine – men det er en god idé at bestille tid, for de er ret bookede.
Det store fællesområde i hovedbygningen er nyrenoveret og vildt fint. Med masser af lys og plads. Og samtidig er det ikke for stort. Det er til at overskue at finde rundt – især også når man ‘kun’ er 3, 8 og 10 år.
L godkendte ret hurtigt den store legeplads ved hovedbygningen og havde det været varmere, var han også hurtigt drønet over på den store hoppepude 🙂

Fordele ved sommerhusferie i Landal Seawest:

  • Eget køkken, så man har mulighed for selv at medbringe og lave mad
  • Masser af aktiviteter for store og små lige uden for døren
  • Mulighed for gåture i fin, anderledes og spændende natur
  • Ligger tæt på vandet, så Vesterhavet også kan nydes, hvis man har tid og lyst til det
  • En god restaurant med et velassorteret menukort – og helt rimelige priser!
  • Smilende og hjælpsomt personale
  • Flere gode legepladser rundt omkring på området
  • Velindrettede sommerhuse, hvor der er det, man skal bruge
  • Mulighed for at have hund (og andre kæledyr) med (i nogle af sommerhusene)
  • Mulighed for at vælge mellem ryger/ikke ryger sommerhus
  • Husene ligger ikke langt fra hovedbygningen, hvor badeland, bowling, minigolf, legeland, restaurant, snackbar m.m. er
  • Perfekt mulighed for at kombinere aktiv ferie og afslapning
  • Kreative værksteder med fx ansigtsmaling, skattejagt m.m.
  • Mulighed for wellness og fitness
  • Virkelig nemt at få hjælp, hvis noget ikke fungerer. Fx da radiatorerne ikke virkede. Der kom lynhurtigt nogen og fiksede problemet.
  • Mulighed for cykelture i området – man kan evt. tage sine egne cykler med bag på bilen
  • Jeg kan rigtig godt lide, at der er masser af sjov udenfor døren, som vi kan lave med drengene – og som vi ikke behøver køre af sted for at finde – og at vi også kan trække os tilbage og være os selv indimellem
  • Slutrengøring er med i prisen 🙂

Ulemper:

  • Husene ligger meget tæt, så der er ikke så meget afskærmning. Hvis man gerne vil holde ferie eller fri, hvor man er helt sig selv, kan jeg ikke anbefale en ferie i en feriepark – men så er man nok også på jagt efter noget helt andet uanset hvad 🙂
  • Hvis man gerne vil bo lige ned til Vesterhavet, er det ikke det rette sted
  • Det kan være svært at få sine børn med hjem igen 😉

 

Nu drømmer vi om at vende tilbage igen – næste gang uden skoldkopper, så L også kan få lov til at boltre sig i badelandet. Det gjorde så ondt i mit morhjerte, at han lige skulle blive ramt ugen inden, vi skulle af sted. Men sådan er det jo med sygdom. Det kommer aldrig belejligt. Heldigvis tog han det virkelig flot, og kunne sagtens få tiden til at gå på andre måder 🙂

Landal GreenParks har parker 5 steder i Danmark – og derudover også i flere andre lande syd for grænsen.
Hvis I vil læse mere om det hele, og evt. booke jeres eget ophold, kan I klikke her

Alt det vi ikke nåede – det tager vi næste gang!

Reklame for Tysk Turist Information

Det er ikke kun kagerne, man skal komme for….  … der er også udfordringer for store og små … smukke solnedgange
… fine solopgange
… en af Tysklands største Adventure golfbaner… nærmest alle veje på øen er omgivet af træer, så det føles som at køre ned af fine, lange alleer
… og så er naturen skøn!

Vores 3 dage på Femern var alt for lidt. Godt nok nåede vi virkelig meget, som jeg har skrevet om lige her, men der var meget mere at udforske, som vi ikke nåede.

Vi så en del steder på vores ture rundt på øen, som vi gerne ville have nærstuderet, men enten var tiden i vejen eller også var årstiden, men de blev noteret ned, så vi kan huske dem til en anden gang. Jeg lister nogle af dem op herunder, til inspiration:

Fyrtårne – der er 5 stk og det ene af dem er offentligt. Dér ville jeg gerne have været oppe og se øen derfra

Vandfuglereservat – hvis man er vild med fugle og (mere) fin natur

Observationstårn – så man kan se naturen lidt mere fra oven

Undervandsverden – endda med hajer!

Stort badeland – med både udendørs og indendørs pools, strandbad, spa, sauna, fitness og meget mere

Soccer Golf – helt sikkert noget for drengene 🙂

Silo klatring – W var SÅ klar på at prøve det, men der var lukket, da vi var der, så vi er nødt til at vende tilbage igen 🙂 Det er vist en 4-årig der har rekorden som den yngste, der har nået toppen…! Så må vi se, om jeg har samlet mod til mig, til den tid…

Den vildeste vandpark, lige i nærheden af vores hotel – drengene synes det så kodylt fedt ud. De elsker også alt med vand

Fiskekutter-tur – måske ikke lige noget for den anti-søstærke mig, men A og W ville gerne have prøvet det

Derudover ved jeg, at Femern er kendt for al slags vandsport; kite surfing, wind surfing, sejlsport m.m. Og man kan også deltage i strandyoga og masser af festivals, der popper op hele året rundt. Fx var vi til dragefestival på stranden, mens vi var der.

Og så skal vi helt sikkert også tilbage og afprøve mange flere af de hyggelige cafeer og restauranter og et besøg mere på Galileo museet er også selvskrevet, for der var så meget, vi ikke nåede at udforske, som vi gerne ville.

På hjemmesiden her er der inspiration til både Femern og andre smutture til Nordtyskland. Jeg har allerede fundet inspiration til endnu flere steder, vi skal besøge. Det var jo så mega nemt at køre derned!

Men allerførst drømmer vi om at vende tilbage til Femern igen til foråret. For da vi besøgte Hofcafé Albertsdorf, det sidste stop inden vi kørte hjem igen, snakkede vi lidt med Annabell, der ejer det fantastiske sted, og hun fortalte, at der er så smukt om foråret, når alle markerne blomstrer gult – med det blå vand som baggrund. Dét kunne jeg godt tænke mig at opleve. Om måske til den tid kan vi så også prøve at cykle rundt på øen og måske endda kaste os ud i noget surfing af en slags 🙂
Og så inviterede hun mig tilmed med i køkkenet og bage kager, hvis vi kommer tilbage. Sådan en invitation vil jeg da nødigt lade gå forbi 😉

Rejsedagbog: Kom med på Ein Smuttur til Tyskland

Reklame for Tysk Turist Information

 Så er broen til Femern i sigte!3 forventningsfulde drenge på bagsædet – klar til efterårsferie! Velankommet til vores hotel – der ligger lige i strandkanten 10 minutter på langs og så af sted mod nye oplevelser Fuld koncentration – først dekoreres der glas…  … og så skal de sandblæsesKreativitet avler kageappetit, så vi gik over gaden til store stykker lagkage og varm kakao  Mens vi slår maver går vi på besøg i en u-båd  Uanset hvor øjet hviler er der pænt!  U-både er fedt!  Solnedgang på havnen – ferieroen er ved at sænke sig

I dag vil jeg dele min rejsedagbog med jer, fra vores efterårsferiesmuttur til Tyskland – til Tysklands måske nok smukkeste ø, Femern.

Det var kun de 3 yngste herhjemme, der havde vaskeægte efterårsferie i år, men da weekenden endelig var inden for rækkevidde, tog vi af sted på en miniferie-smuttur, for at komme ned i gear og være sammen, bare os 5. Det var virkelig tiltrængt efter nogle hårde måneder.
Når jeg rigtigt skal holde ferie og lade op, er det godt for mig at komme lidt væk hjemmefra. Ellers kommer jeg til at gå og lave praktiske ting derhjemme i stedet for at nyde, hvile, hygge og dase. Jeg synes også det giver så meget god, fornyet energi at se noget andet, noget nyt. Opleve lidt af verden uden at skulle bruge mange timer på transport og ventetid. Det var derfor helt perfekt for os med en køretur på knap 3,5 timer. Det er jo ikke meget længere end en smuttur til København herfra hvor vi har sat rødder. Og så slipper vi endda også for at betale broafgift tur/retur. Fra grænsen er der kun ca 1,5 times kørsel til man lander på Femern.

Egentlig har jeg aldrig rigtig tænkt over, at Femern var et sted at holde ferie. Da jeg var barn, og boede på Sjælland, var det ‘en by’ man skulle forbi, når man kom af færgen fra Rødby – og et sted hvor man kunne grænseshoppe, inden man skulle hjem igen.
Heldigvis er jeg nu blevet klogere, og er faktisk endt med at blive en smule ø-forelsket. Der er bare pænt alle vegne – selv i efterårsblæsevejr og mildt solskin! Og så er det faktisk også billigt at holde ferie i Tyskland, fx når man går ud at spiser på restaurant eller skal have et stort stykke lækker kage på en café (som fx koster 2,5 euro for et stort stykke)

Nedenfor er vores rejsedagbog, der fortæller om alt det vi nåede på (kun) et par dage (for hold da op, hvor kan man egentlig nå virkelig meget, når det hele er samlet indenfor kort afstand) – og nederst i indlægget har jeg skrevet adresser på de mange steder, vi besøgte, til inspiration 🙂

Rejsedagbog fra Ein Smuttur til Femern:

Dag 1:
Vi kørte hjemmefra kl. 8.30, med kurs sydpå. Knap et par timer senere var vi ved grænsen og derfra 1 1/2 time mere, så stod vi på udkigspunktet og kiggede på broen, der skulle bringe os det sidste stykke vej til Femern. Vi ankom til solskin og smuk natur og startede med at køre til byen Burg, for at lede efter lidt hurtig frokost inden vi kunne checke ind på hotellet kl. 14.

Derefter kørte vi til Strandhotel Bene, der nærmest ligger lige i vandkanten. Vi blev installeret i en hotellejlighed med to soveværelser og et badeværelse. Ret perfekt, så drengene kan blive puttet sammen om aftenen uden A og jeg behøver at gå på listefødder derefter, for ikke at vække dem 🙂
Efter et hurtigt hvil kørte vi af sted mod havnen, hvor vi ville forsøge os med at dekorere og sandblæse glas. Drengene gik meget op i det og syntes, det var sjovt at prøve at sandblæse glassene, selvom det var svært og krævede fuld koncentration 🙂

Bagefter trængte vi til at lade kaloriebatterierne lidt op, så vi gik over gaden til Café Kontor, hvor vi fik store lækre lagkagestykker, varm kakao og kaffe.
Da vores sukkerdepoter var godt fyldte gik vi tilbage til havnen, for at komme på besøg i en stor u-båd. Noget drengene havde set meget frem til.
U-båden levede til fulde op til deres forventninger. De var meget benovede over, hvor mange knapper, dimser og dutter der var overalt. Og ret forargede over at se toilettet, der fik dem til at udbryde, at de ihvertfald aldrig skulle arbejde på en u-båd 🙂
På det tilhørende museum kunne vi læse, at u-båden faktisk var i brug helt frem til 2003.

Da museet lukkede kl. 18 nød vi solnedgangen på havnen, inden vi kørte af sted mod den anden side af øen for at spise lækre burgere på Quintings. En lille, hyggelig burgerbar, hvor bollerne er friskbagte, fritterne hjemmelavede og kødet lokalt. På vejen dertil holdt vi ind for at nyde den lyserøde himmel.
Bagefter var vi alle 5 ved at være godt trætte efter en dag med mange spændende og sjove indtryk, så vi kørte tilbage til hotellet.

Solopgang foran hotelletMorgenvandring i den fineste skov med havudsigtAdventure Golf i de smukkeste efterårsomgivelserTungen lige i mundenDrengene var ellevilde med Adventure Golf – så mange sjove (og udfordrende) banerPuttgardenFrokost på den hyggeligste café, i en af de ældste bygninger i BurgS var så vild med cafeen, og at vi havde vores eget legerum ved siden af bordet, at han skrev en seddel til ‘manden bag disken’Café TraubeTænk at sidde der og nyde sommersolen med en kold øl eller et glas rosé i håndenDragefestival på stranden ved vores hotel – set fra havnen, hvor u-båden liggerDrager i massevis – L troede først at vi skulle se på levende drager med ild ud af munden, så han blev glad, da han så, hvad det var vi mente 🙂Hotellet med solnedgang i vinduernePizza og is – lige noget for drengene

Dag 2:

Lørdag morgen stod vi op ved 7-tiden, for hvem vil spilde tiden på at sove, når der venter en hel ø foran ens fødder? 🙂
På vej til morgenmad nød vi solopgangen og da vi var blevet mætte og klædt varmt på til en blæsende dag, kørte vi til Katharinenhof, hvor strand og skov nærmest går i ét. Drengene kastede sten i vandet og legede fangeleg mellem træerne.

Kl. 10 kørte vi videre til Adventure Golf lige rundt om hjørnet. Ja, alting ligger næsten lige rundt om hjørnet på Femern. Øen føles både stor og lille. Der var kort til alting og vi lærte hurtigt vejene at kende, men selvom der var mange biler i byerne og også mange mennesker, følte vi, at vi havde stederne for os selv.
Vi spillede golf i et par timer. Der var 18 huller med forskellige sværhedsgrader og køller, der passede i størrelserne til os alle. Det var virkelig sjovt! Forskellen på det her og minigolf er, at banerne er større og man skal gå på dem, for at spille. Og midt på golfbanen lå der tilmed en legeplads, som L benyttede sig af, når han blev lidt træt af at vente på os andre 🙂

Efter et par blæsende timer på golfbanen, var vi ved at være sultne, så vi kørte til Burg og fandt den hyggeligste café, Café Traube, hvor vi fik bord ved siden af et lille legerum, som drengene hyggede sig med, mens vi ventede på maden. Efter både frokost, kage, kaffe og varm kakao gik vi en tur i den gamle bydel af Burg, inden vi kørte tilbage til hotellet, for at tage del i den store dragefestival på stranden.

Da vi kom ned på stranden var der drager overalt. Hen langs strandstien var der masser af boder med mad, is, slik, drager og tivoliboder og L og W snuppede en tur i en minikarrusel. Da solen var gået ned, startede der et stort lysshow på stranden, der både indeholdt drager, fyrværker, musik og lyskegler. Det var ret særligt at stå der i mørket og kigge op mod himlen og høre drengenes ‘wow’ og ‘nøj’, mens vi holdt i hånden <3

Da showet var ovre kl. 20, kørte vi ind til byen for at få noget aftensmad. Vi endte på en italiensk restaurant, hvor vi smovsede pizzaer og is til dessert. Selvom klokken efterhånden var ved at være mange, og vi havde været tidligt oppe, var drengene i fantastisk humør og nød aftenen 🙂

 Morgenbordet  Kæmpekryb  Guldgraver  Hvor er det nu hvad skal være?Man skal ikke tro på alt hvad man ser…
Kage til frokost <3Farvel og tak for denne gang

Dag 3:

Sidste miniferiedag. Men heldigvis med masser af sjov på programmet, inden vi vender snuden hjemad.

Efter en god gang morgenmad pakkede vi bilen, checkede ud og kørte mod Burg, for at besøge Galileo Wissenswelt. Vi startede i den første del af museet, hvor der er fokus på naturvidenskab, dinosaurer, sten, lava, biller, kroppen og sådan noget. Vi kiggede på jordkloder, prøve en jordskælvssimulator, kiggede i stetoskoper, studerede skeletter, samlede kroppen og gravede efter guld og ædelstene.

I den anden del af museet prøvede vi alverdens dingenoter, dimser, dutter og maskiner. Det var simpelthen SÅ sjovt! Drengene var virkelig optagede af det og lærte virkelig meget på den legende måde. Vi kunne have brugt hele dagen der! Der var både en afdeling indenfor og en afdeling udenfor. Vejret var lunt og vi sluttede besøget af udendørs, med at prøve maskinerne derude og lege med vand.

Da klokken var blevet næsten 13.30 var vi nødt til at begynde at overveje at skulle hjemad. På vejen mod broen og fastlandet, kørte vi forbi et stort landsted med café og lækre kager i hobetal. Drengene var lette at overtale til kage til frokost, så vi sad i gårdhaven i den lune efterårssol og nød de lækre kager, og bagefter brugte drengene den sidste portion energi i den store have, hvor der er plads til leg og sjov. Det var lidt som at være på besøg hos nogen. Sådan en fin, rolig stemning, omend cafeen var ret populær, og der var mange forbi for at købe kager (to stay or to go) og kaffe. Jeg fik ikke mindre lyst til at forfølge min drøm efter det besøg 🙂

Da klokken var blevet 15.30 satte vi os i bilen og drønede mod Jylland igen. Klokken 19.15 landede vi hjemme ved hoveddøren igen, lige i tide til at få pakket bilen ud, smurt madpakker til hverdagen og puttet drengene i seng. Tænk, at man kan bruge næsten en hel dag på ferie og være hjemme til sædvanlig sengetid. Det synes jeg simpelthen er fedt!
Og vi har allerede aftalt, at vi snart må gøre det igen 🙂

Tak, fordi du kiggede med i min rejsedagbog 🙂

 

Herunder er adresser på de steder, vi besøgte, og hotellet vi boede på – i kronologisk rækkefølge:

Strandhotel Bene, Am Südstrand 17, 23769 Fehmarn OT Burgtiefe
Glass Creative Workshop, Burgstaaken 50, 23769 Fehmarn
Cafe Kontor, Burgstaaken 57, 23769 Fehmarn
U-bådsmuseet, Burgstaaken 89, 23769 Fehmarn
Restaurant Quintings, Am Hafen 2, 23769 Fehmarn, Orth

Parkplatz Steilküste Katharinenhof, 23769 Fehmarn
Adventure Golf Fehmarn, Haus nr. 39, 23769 Fehmarn, OT Meeschendorf
Café Traube, Ohrtstrasse 9-11, 23769 Burg auf Fehmarn
Italiensk restaurant Doppeleiche, Breite Strasse 32, 23769 Burg auf Fehmarn

Galileo Wissenswelt, Mummendorfer Weg 11b, 23769 Burg auf Fehmarn
Hofcafé Albertsdorf, Albertsdorf 13, 23769 Fehmarn OT Albertsdorf

Undervejs på turen snakkede vi med drengene om, at Femern, om området omkring, engang for mange år siden faktisk var dansk. Det synes de var ret spændende 🙂
Hvis I vil læse mere om Schleswig-Holstein, som Femern er en del af, kan jeg anbefale denne side

Feriedagbog: Hjemtur, tårer, en ny yndlingsby, sårbarhed og lettelse

Indlægget indeholder reklame

En (død) sommerfugl skal der også være tid til at kigge nærmere på midt i morgenvirvaretSidste morgenmad på terrassenSmuk morgen at tage afskedReklame for mobilcovers.dk: Uundværligt gejl på bagsædet. iPads og ørebøffer, så A og jeg kan høre musik, mens de tre banditter bliver underholdt på bagsædet. Høretelefonerne er købt lige herKlar til afgang <3Frokostpause – drengene fik lov at udpege stedetNår verdens bedste far har overskud til at give en ridetur til en træt lille fyr <3
Sennepsbutik i DijonAftensol

D. 28. juli 2018

Kære feriedagbog!

Så er dagen – allerede – kommet, hvor turen går hjemad igen.
Havde vi vidst på forhånd, at A ikke ville kunne køre til og fra Sydfrankrig, havde vi nok gjort mange ting anderledes, men sådan er der jo så meget…
Morgenen er gået med at pakke de sidste ting ned, rydde de sidste ting op, smide affald ud, tage sengetøjet af sengene og spise morgenmad. Kl. 9 skal vi overdrage nøglerne og så er vores franske eventyr slut – for denne gang ihvertfald.

Min mor, bror og svigerinde har lovet at tage sig af nøgleoverdragelsen, så vi kan få et lille forspring, og kl. 8.30 sidder vi alle 5 klar i bilen og triller ned af den stejle indkørsel. Der er ingen vej tilbage. Næsten 2000 km skal overvindes endnu en gang.

I modsætning til turen herned, der gik over Østrig, Schweiz og Italien, går turen hjemad gennem Tyskland. Vores første mål er Dijon. Byen hvor – dam da da dam – dijonsennep blev opfundet 😉 Der er ca 7 timers kørsel og ifølge GPS’en er vi fremme ca. kl. 15 – uden pauser (og kø) medregnet. Så skulle der forhåbentlig også gerne være tid til at nå at se lidt af byen inden vi skal i seng.

Efter en del timer på motorvejen, både gennem Frankrig og i Tyskland, og desværre også med kø undervejs, holder vi frokostpause. Vi trænger til at strække benene og få lidt frisk luft, omend det er virkelig lummert udenfor.
Vi mangler et par timers kørsel eller 3, og håber, det kommer til at gå nemt. GPS’en siger nu, at vi er fremme ca. kl. 16. Det skulle helst ikke blive meget senere…

Vi når desværre ikke langt, før vi løber ind i endnu en kø. Uret tikker af sted, men GPS’ens forventede ankomsttidspunkt tikker i stedet i den forkerte retning.  Efterhånden er min tålmodighed ved at slippe op. Da vi lander i endnu en kø, der ser ud til at vare for evigt, ifølge Google Maps, er jeg ved at kaste håndklædet i ringen. Efter en uges afslapning er det et overvældende antiklimaks og så lidt ferie-rart!
Jeg har allermest lyst til at køre ind og finde et sted at være. Men vi har et mål, vi skal mødes med de andre og hotellet er booket.
Drengene klarer det heldigvis virkelig sejt på bagsædet, omend de indimellem også giver udtryk for en smule frustration. Da vi har holdt i kø i over 1 1/2 time, nærmest uden at bevæge os, og GPS’en nu fortæller os, at vi først er fremme ved 19-tiden, begynder tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg har heldigvis store solbriller på, så jeg kan skjule min frustration for drengene. De ser film på iPads’ne og A ser fodboldkamp på sin telefon, mens han aer mig på armen.
Min mor, bror og svigerinde har været heldige at undgå så meget kø og er ankommet til hotellet. Da klokken er 18.30 og vi stadig er et godt stykke fra Dijon, skriver vi til de andre, at de bare skal gå ud at spise og ikke vente på os. Det sidste jeg har lyst til lige nu, er, at skulle skynde mig at komme frem, kaste vores ting ind på et hotelværelse og gå ud for at finde et sted at spise. Jeg vil allerhelst bare i seng.

Vi ankommer til hotellet kl. 19.30. Parkeringshuset ligger et stykke fra hotellet, men drengene er søde til at hjælpe med at bære og har heldigvis også energi til at gå 🙂
Da vi er blevet installeret på værelset går vi ud i byen for at finde et sted, hvor vi kan finde noget nemt at spise. L er ved at være træt, på trods af en hel dag på bagsædet, men verdens bedste far giver en ridetur, og så kvikker han lidt op igen.
Alle butikkerne er lukkede nu, men vi finder noget nemt at spise, og sætter os på en bænk med fin udsigt til gamle bygninger og aftensolen, der er ved at forsvinde foran os. Ingen af os har egentlig appetit til det helt store, men efterhånden som vi får spist lidt, bliver appetitten større.

Vi går tilbage til hotellet. Klokken er nu ved at være 21. Vi er trætte. A og jeg snakker om, hvordan vi skal gribe det an i morgen. Jeg synes, det er enormt trættende at køre i tæt trafik og har på ingen måde lyst til at bruge hele dagen på at holde i kø igen, så vi ender med at beslutte, at vi vil stå op kl 5 og køre af sted, inden motorvejene igen er fyldt med biler og feriefolk.

De to store bliver puttet hos mormor og L tonser rundt i vores seng. Et øjeblik tænker jeg, at vi aldrig får ham til at sove, men efter lidt tid falder han mere og mere til ro, og da A og jeg slukker lyset og lægger os ved siden af ham, går der ikke længe før hans åndedræt falder til ro, og han er på vej til drømmeland. Jeg ligger og lytter til hans små, fine lyde. Der går længere og længere mellem, at han sutter på sutten.
Jeg kan høre larm ude fra gangen. En stor flok mennesker kommer hjem til deres hotelværelser og snakker højlydt med hinanden. Nogle råber endda til hinanden, selvom klokken er tæt på 23. Bare de nu ikke vækker den lille fyr.
Tårerne triller ned på puden. Den ene tager den anden med sig – trætheds-, frustrations-, uoverskueligheds- og udmattelsestårer.
Jeg kan slet ikke overskue, at der stadig er langt hjem, og at jeg er den eneste, der kan gøre noget ved det. I aften græder jeg mig selv i søvn.

 Velfortjente is Smukkeste gade i MünsterTungt men åh så hyggeligtForfriskninger

D. 29. juli 2018

Klokken 4.30 ringer vækkeuret, og det er tid til at stå op og komme videre. Komme tættere på målet. Tage tyren ved hornene.
A og jeg trisser rundt og taget tøj på og børster tænder og da vi er klar til at gå, vækker vi L og får ham i tøjet. Kl. 5 står vi klar foran mormors hotelværelse og de to store kommer ud. Trætte men ved godt mod. Vi lister ned af trappen til receptionen og afleverer nøglen og går op mod parkeringskælderen.
Inden vi når ud på motorvejen, sover de 3 bagsæderyttere. Jeg drejer ind på en tankstation og køber to kopper kaffe og fortsætter af sted i mørket, forbi lastbiler i massevis.

Jeg mærker ikke trætheden, i stedet er jeg lettet over, at trafikken er let og motorvejene frie. Vi får hurtigt barberet nogle kilometer af og da drengene vågner igen, holder vi ind på en tankstation og køber morgenmad. GPS’en fortæller os, at vi er fremme ved 13-tiden og det holder den fast i, som formiddagen går. Det føles virkelig rart.
Da vi er en times tid fra Münster, vores næste mål, holder vi frokost- og legepause. Drengene får brugt lidt energi på et klatrestativ, mens A og jeg nyder roen et øjeblik.

Ved 13.30 tiden ankommer vi til hotellet, der ligger inde midt i byen, lige overfor banegården. Vi er spændte på, om vi kan få lov at få hotelværelset allerede, for vi trænger efterhånden alle til at ligge lidt ned. Ingen af drengene har sovet middagslur på bagsædet undervejs. Værelset er heldigvis klar til os, og mens drengene ser lidt (tysk) tegnefilm, blunder A og jeg på sengen.
Der er stadig et par timer til, at min mor, bror og svigerinde er her, så jeg tager et hurtigt, koldt bad og så går vi på opdagelse i byen – på jagt efter is til de 3 allerbedste rejsemakkere, der passer bagsædet på flotteste vis!

Jeg ved stort set ingenting om Münster, udover at jeg har læst, at det er en by med virkelig mange studerende.
Vi når ikke at gå langt, før jeg kan mærke en spirende forelskelse i maven. Uanset hvor mit øje kigger hen, er der smukke gamle bygninger, kirker og skulpturer. Byen summer af liv, og på stort set alle gadehjørner sidder der unge mennesker udenfor cafeerne og drikker kaffe eller øl.
Vi finder et sted at købe lækre, italienske is til drengene og mens de spiser dem, går vi videre gennem byens gader. Da vi har gået et godt stykke tid begynder L’s ben at blive bløde og jeg er nødt til at bære ham lidt. Han har sprunget sin middagslur over, så lunten er ikke så lang længere. Da han hænger på min mave, som en kænguruunge, kan jeg mærke, at han bliver tungere og tungere, og pludselig siger drengene, at han er faldet i søvn <3 Jeg bærer ham hele vejen tilbage til hotelværelset, mens jeg forsøger ikke at tænke på mine stakkels arme, der er ved at syre til. Jeg forsøger i stedet at nyde, at han, på trods af bump og gadelarm, kan finde tryghed i at hænge på mig og sove <3

Da vi kommer tilbage på hotellet er min mor, bror og svigerinde næsten lige ankommet. Vi er alle tørstige, så vi går i baren og drikker sodavand og øl og snakker om, hvor vi skal spise aftensmad. Vi beslutter os for at gå op i byen igen og finde et sted på vejen.

Mens vi venter på at maden bliver serveret, går S, L og jeg en tur i kvarteret. Vi kommer blandt andet fordi en fantastisk kirke og ser byen støbt i bronze. Lavet til blinde, så de kan mærke, hvordan byen ser ud. Ret fint!

Bagefter går min bror, svigerinde og mor videre ud for at se mere af byen, mens vi andre vender snuderne mod hotelværelset.
Da drengene er installeret på værelset, går jeg over på banegården, der viser sig at være kæmpestor, med masser af butikker og supermarkeder, for at købe en dessertis til drengene og lidt til turen hjem i nat. A og jeg har nemlig besluttet os for at stå op kl. 02.30 og fortsætte turen hjemad, så vi er sikre på at undgå morgentrafikken ved Hamborg. Jeg har brug for at få det sidste af turen overstået på bedste vis.

Da drengene har spist deres is, bliver de puttet, 3 på stribe, i den ene seng, og A og jeg falder omkuld i den anden. Det er svært at falde i søvn, for vi har fået et værelse, der vender ud mod banegården og en virkelig trafikeret vej, men det lykkes til sidst.

D. 30. juli 2018

Kl. 02.30 ringer vækkeuret og vi står op lige så stille. Vi vækker de to store, der selv hopper i tøjet og sidder stille på sengekanten. Da vi vækker L bliver han ked af det, og vi skynder os at få ham i tøjet, inden vi når at vække hele hotellet. Vi suser gennem receptionen, afleverer nøglen og får installeret bagage og drenge i bilen.

Det sidste af hjemturen skal overstås. Vi kan snart se målet forude.

Drengene falder hurtigt i søvn igen og det samme gør A, så jeg forsøger at få det bedste ud af freden, og nyder at vejene er lige og uden masser af trafik.
På et tidspunkt kan jeg se en bil i bakspejlet, der kører i det yderste spor og blinker med det lange lys, igen og igen. Den kører stærkt! Jeg kører i det midterste spor, da der er mange lastbiler i det inderste, og da bilen passerer mig, i et sving på motorvejen, er det som om, vores bil bliver løftet op og flyttet 1/2 meter til siden. Den overhaler os i et sving og det har føreren tilsyneladende svært ved at styre, for lige da den er forbi os, trækker den halvvejs ind foran os. Havde jeg kørt bare en smule stærkere, var vi kørt sammen. Jeg er dybt rystet og bliver endnu en gang mindet om, hvor lidt der skal til, før det kan ende helt galt. Jeg bliver vred over, at nogen tillader sig at køre så hovedløst vanvittigt og sætte, ikke kun deres eget, men også andre menneskers liv på spil! Jeg synes, det er så overvældende et ansvar, at køre med så meget guld i bilen. For selvom jeg bruger alle mine sanser og al min energi på at koncentrere mig om min kørsel, kan jeg ikke hamle op med andres hovedløse måde at køre på. Godt vi snart er hjemme igen…

Tidligt om morgenen lander vi ved grænsen, og vi lovede drengene i går, at hvis vi kørte om natten, så skulle vi grænseshoppe lidt på hjemvejen. De ferielommepenge, de havde med, har de stort set ikke haft nogle muligheder for at bruge, så de har fået lov at fyre nogen af dem af her. Det synes vi ærlig talt, de har fortjent.
Da vi har handlet, holder vi ind og køber lidt morgenmad og kaffe, som vi hælder ned, mens bilen ruller videre nordpå.

Motorvejen i Danmark er stort ryddet for biler, sammenlignet med dem i Tyskland, og det sidste stykke hjem går nemt. Vi lander i indkørslen lidt i 10, og jeg bliver straks ramt af en enorm lettelse. Jeg føler mig faktisk helt høj, og glemmer for en stund, at jeg egentlig burde være helt udmattet og træt. Drengene er friske, efter en del timers søvn på bagsædet, så mens de sofadaser til en film, forsøger A og jeg at blunde lidt. Efter 1 time bliver jeg rastløs og står op igen, og begynder at pakke ud og sætter en vask over. Og så kører vi af sted for at hente Saga hjem igen, så vi kan få familien samlet og nyde, at vi er hjemme igen og at turen, trods alt, gik godt <3
Og jeg kan ranke ryggen lidt og huske mig selv på, at jeg kan mere, end jeg selv tror! Men om jeg gør det igen? I don’t think so!

 

Hvis du vil læse de foregående feriedagbøger, kan du finde del 1 her, del 2 her og del 3 her

Rigtig god fredag og weekend derude!