… nej, det der voksenliv er bestemt ikke altid nemt… Indimellem kan det godt føles lidt som én lang udfordring – kender I det? 🙂
I dag krævede det ihvertfald både hindbærsnitter og stærk kaffe at overkomme dagens udfordringer…
De sidste måneder har vi egentlig talt lidt ned til L’s børnehavestart til februar. Nok mest fordi vi har set frem til at få samlet drengene ét sted, så vi kan spare ihvertfald 30-45 minutters transport til og fra vuggestue m.m. hver dag. Derudover er han ved at være ret klar til at komme i børnehave, så jeg har ikke ondt i maven over, at det snart er ved at være tid til et skift. (Altså, jeg kan rigtig godt lide vuggestuen, men nu hvor han er nummer tre i rækken, ved jeg også, at den tid ikke varer evigt, om jeg så ønsker det eller ej 😉 )
Før jul skete der så bare lige det, at jeg blev ringet op af pladsanvisningen, at der ikke var plads til L i den institution, vi havde søgt, hvor de 2 andre går… Og det var som at få en lussing. For hvad skal vi så?
Skal vi starte ham op i en anden institution i 4 måneder, indtil der bliver plads til ham i den ønskede institution? Så han lige når at falde til og lære alt det nye at kende, og så skal igennem et skift igen?
Vi havde faktisk slet ikke forestillet os, at vi skulle stå i den her situation. Både pga. søskendefordel, når både W og S går der i forvejen. Og så fordi det er den skole og institution, vi hører til.
Sagen er bare den, at det er en populær institution, som mange søger. Også mange, der bor (ret) langt fra den.
Kvinden fra pladsanvisningen lovede, at vi så i stedet kunne få plads i den børnehave, hvor de to andre har gået. Hun ville sende os et pladstilbud til den institution i stedet, som vi skulle acceptere, og så skulle det være i orden.
I sidste uge kom der så et velkomstbrev fra en anden institution, end den vi har ønsket (og kender). Fordi institutionen, der engang var 3 selvstændige, nu er samlet i én overordnet. Og de havde ikke fået besked om, at vi ønskede den ene af dem specifikt. Da vi ringede for at forsøge at få det løst, viser det sig, at der ikke længere er plads dér hvor vi gerne vil have L hen. Men der er plads i de to andre (som ærligt; ikke har et særlig godt ry).
I dag har vi så været på tur for at se de to institutioner. Og selvom jeg var forberedt på, at vi skulle se nogle gamle og slidte bygninger, så blev jeg ærlig talt forskrækket og målløs. Helt ærligt, er det det, vi skal byde vores børn at vokse op i?! Institutioner med tæpper på gulvene og svamp i hjørnerne? Der ikke er renoveret betragteligt i de 60 år de har eksisteret. Hvor de skal sidde og lege på gulvet, der hvor man også kommer ind med store støvler og beskidt udetøj. At de skal (lære at) gå på toilettet, på toiletter der enten ligger i direkte forbindelse med stuerne eller på toiletter der står side om side, kun adskilt af en lille skillevæg mellem dem, i åben forbindelse med resten af rummet, uden mulighed for at lukke døren (på klem)?
Legepladsen, det ene sted, er så lille, at jeg vil vove den påstand, at jeg kan spytte fra den ene side til den anden. Og det er måske fint nok, hvis man har et barn, der helst sidder indenfor og laver perleplader, men når man har en dreng, der elsker at være udenfor og bruge sin krop, så er det ikke tillokkende.
Men som hun sagde: ‘Børnene klager jo ikke over det’. Men det gør børn jo ikke.. De kender jo heller ikke (nødvendigvis) alternativet. Det er vel en del af vores opgave, som forældre, at vurdere, hvad der er godt for vores børn?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun sagde ‘… men det har vi ikke ressourcer til længere’ imens vi blev vist rundt.
Jeg har helt ondt i maven over det! Og nu skal vi så beslutte, hvilken vi vil sende L hen i om nogle uger…!
Midt i eksamensræset er det slet ikke det, jeg kan overskue at skulle bruge energi på. Men det er jeg jo nødt til.
Men skal vi så vælge pest eller kolera?
Jeg har ikke lyst til at vælge nogen af delene, så nu går vi og overvejer, om vi mon kan komme på en anden løsning, indtil vi kan få plads dér hvor drengene går, til 1. juni. Jeg håber, det kan lykkes…
