Weekendlykkeglimt; sommersmag, kageglæde og søndagshår

007
Morgenmadshygge med drengene + ekstra overnattende gæst
014016
Skønneste årstid, hvor der kan komme masser af farverig (øko)frugt på bordet <3
026041
Udsigten til vores nye yndlingsvæg – se mere i dette indlæg
046048052
Verdens bedste boller – når jeg selv skal sige det. Giga nemme at lave. Find opskriften her
055img_4018img_4019img_4022img_4012-text061062068-text077
De her to <3
081086
Side by side <3
109
Soccermom – med søndagshår og grund til at smile <3
105 041
Temmelig afslappet type (fatter ikke hun kan ligge sådan…!)
044 046
Mandelmarengsbund på vej i ovnen – opskriften er her
051
Sommerpizzaer på terrassen
058 059 061
Sprød bund og sød/salt topping – uhm! Opskriften på pizzabund er her
062 076 084
Alt for længe siden jeg har bagt denne kage sidst. Godt jeg fik lavet om på det 😉
097176

Mere eller mindre sådan her forløb vores weekend.

Fredag eftermiddag var vi på biblioteket med L, for at hente den bogkuffert, man er så heldig at få foræret, når man fylder 2 år. Da vi var på vej ud derindefra ringede de fra fodbold, at W havde fået en bold i hovedet og var groggy, så ham måtte vi om efter 😉

Om lørdagen fik W besøg af en klassekammerat til overnatning. Der blev gumlet sommerpizzaer på terrassen, efterfulgt af trampolinspring, fodbold, iPads og nøddemarengsbund med masser af flødeskum og lækre bær 😉

Jeg forsøgte at jage den begyndende forkølelse væk med blondenederdel og søndagshår i solen, men det hjalp desværre ikke det mindste… Fik dog spillet både fodbold og spist is med drengene, i haven 😉

Vi bandt sløjfe på weekenden, med søndagstapas på terrassen, men det fortjener et indlæg for sig selv… (indtil da er der et lille glimt fra det på Instagram @mormedmegetmere)

En smule trøste-udsalgsshopping blev det også til. Sådan kan det jo gå, når man pludselig bliver tvunget til at sidde stille lidt… 😉

Der er ingen bedring i sygdommen – det hjælper nok heller ikke at jeg stresser lidt over, at jeg skal være frisk til weekenden. Øv, det er dumt! Nu må jeg smide min selvmedlidenhed væk, og begynde at sende positive tanker af sted mod mig selv!…

Hvis nogen af jer har mirakelråd mod megasejt snot og irriteret hals, så hold dem endelig ikke for jer selv 😉

Ellers må jeg bare håbe på, at en god nats søvn kan gøre underværker…

Håber I nyder sommeren derude? Rigtig dejlig aften til jer alle

Når man kun har en arm…

377

Nå, det som billederne fra fødselsdagen i lørdags ikke afslørede var, at A var temmelig uheldig i fredags og dermed var ’ude af drift’ fra fredag nat kl. 00.30 og hele weekenden… Og vil være det i lang tid endnu…

Fredag aften, mens L og jeg var midt i kagebagningen og A var af sted til old boys fodboldkamp, ringede min telefon pludselig. Det var 20 minutter inde i fodboldkampen og jeg blev derfor noget forundret, da jeg så, at det var A, der ringede. Jeg nåede at tænke, at han nok ikke ringede for at fortælle, at han ikke havde købe mælk… Han fortalte i stedet, at han var blevet tacklet af et vilddyr, var landet på skulderen og skulle en tur på skadestuen, da den smertede en del…

A’s søster havde netop hentet S, fordi de skulle op og se ham spille og nåede (heldigvis) ikke at se det ske, men kom, lige da han gik fra banen med stærke smerter.

De satte S af hjemme hos mig, på vej til skadestuen. Jeg fik en lille fyr ind ad døren, der var temmelig påvirket af at have set sin far have ondt. Og som havde set virkelig meget frem til at se sin far spille fodbold på hjemmebane. Heldigvis hjalp kram, slik og Disneysjov lidt på det…

A, den stakkel, endte med at sidde på skadestuen fra 19.30 til 00.30 og imens var jeg i køkkenet for at bage kager til min farmors fødselsdagsfest. Det endte med at blive et rimelig velassorteret kagebord, for hver gang han kom med en update, var det noget a la ’jeg venter på røntgen’, ’jeg venter på at komme ind og få svar’, ’jeg venter på at lægen snakker med sin bagvagt’ osv.

Så hver gang jeg havde hørt fra ham, kunne jeg konkludere, at jeg godt kunne nå at bage en kage mere – og en kage mere – og en kage mere 😊

Da han kom hjem, var det med armen i slynge og beskeden om, at hans kraveben var brækket. Vi satte os ned sammen og fik snakket om det hele og planlagt, hvordan vi skulle klare de næste dage, mens vi drak et glas rødvin og trak vejret ned i maven. Det var godt givet ud, selvom vi endte med at komme (alt for) sent i seng…

Desværre er det et vanskeligt brud, tæt på skulderen og han skal derfor følges tæt. Allerede i denne uge skal han til tjek på ortopædkirurgisk afdeling, der forhåbentlig kan gøre os lidt klogere på, hvor længe han skal være invalid…

 

Når man kun har en arm… (der gør mega ondt, bare man bevæger sig en smule)

 

… kan man nemlig ikke

skifte ble

bære sit barn

give andre tøj på

løfte sit barn

hænge vasketøj op

spise med kniv og gaffel

tørre sig selv på ryggen efter badet

hoppe på trampolin

spille fodbold

vaske op

cykle

køre bil

bære tunge ting ned fra loftet

gøre badeværelset rent

lægge tøj sammen

tage tøj på

sove, uden at stønne af smerte (og dermed vække sin kone)

lyne andres jakker

 

… men man kan heldigvis godt

kysse på sin kone (stadigvæk)

smile og være glad (og klare det hele mega sejt)

sidde i sofaen og dase velfortjent

tørre sig selv bagi, så det slipper jeg da for at hjælpe med 😃
Men det er lidt som at have fået endnu et barn, der skal gives tøj på om morgenen og have skåret sin mad ud i bidder…

 

Hørt hos os i lørdags:

S: ’Mooooar, far spørger om du kan komme og tørre ham’

Mig: ’Hva’? Tørre ham hvor?’

S: ‘På ryggen, han har lige været i bad’

Mig: ’Nååå – kan du ikke hjælpe ham med det?’
(Jeg undlod at fortælle, at jeg et kort øjeblik troede han mente noget andet…  😉 )

 

Nå, men inden alt det her skete, havde A sagt til tømreren, at det var okay, at de kom i dag og startede på taget… Det var inden han blev skadet og (næsten) ikke kunne hjælpe med at gøre klar til det… Men med fælles hjælp og et besøg af farfar, fik vi alligevel klaret det…

Men – jeg tager det lidt hen ad vejen – en time ad gangen. Holder humøret højt og sørger for at nusse om ham, når jeg er hjemme til det. Jeg kan jo se på ham, at han er forpint, og oveni lider ved tanken om, at han ikke kan noget.

Nu må vi bare få det bedste ud af det og forsøge at finde de små lyspunkter midt i bøvlet… Det sværeste er faktisk at skulle forklare L, at A ikke kan løfte ham op. Men han har i hvert fald en måned til at vænne sig til tanken…. (ligesom os andre) 😉

Weekendglimt

003006
Den ene feberpatient ønskede fastelavnsboller med fløøøøskum – opskriften er her
011025
Perlemeditation og sprøde rodfrugtchips – opskriften er her
030049
Yndlingsstart på søndagen
106108
Snesjov – der forhåbentlig slår alle grimme bakterier ihjel… 🙂
113
131-text
Første kælketur – jeg tror det var et hit… 🙂
212-text
Godt med to brødre, der kan trække én op igen <3
009
Vi fik afprøvet lækkert, (og virkelig pænt!) nyt modellervoks – lavet naturligt af bivoks.
Det kan købes her (affiliatelink)
015-text019037043-text
<3 <3 <3
063077
Lækre kugler uden sukker – opskriften kommer snart 😉
086
Hjemmelavet Sushi – efter ønske fra W
095098019
Skoldning…
022
Mine feberfyre bestilte pølsemix 🙂
030
Fredagsslik blev til mini kage’mænd’ – et hit hos drengene! Opskriften er her
026

Når jeg sidder her og kigger tilbage på weekenden, ser den da slet ikke så skidt ud endda 😉 Det var den nu heller ikke, hvis altså man ser bort fra, at 4 ud af 5 var nedlagt med feber.

L havde feber hele sidste uge og det var endelig på vej i den rigtige retning. Jeg glædede mig til en weekend uden planer, med god tid til ingenting og alting.
Men… så skrev A, kort før jeg havde fri, at han også var ramt af feber. Og da W kom hjem fra fritteren var han også ramt af ondt i halsen og feber. Årh mand, det var sådan rigtig fredag d. 13. uheldigt…

Jeg hoppede i køkkenet og lavede pølsemix på bestilling og små vandbakkelsesforkælelser med slik, som godbid til Disney Sjov og X-faktor.

W var temmelig skidt om lørdagen og ønskede, at jeg bagte fastelavnsvandbakkelser med flødeskum. I løbet af eftermiddagen begyndte jeg også at mærke feberen rase og halsen snøre sig sammen. Det var slet ikke sådan jeg havde lyst til at bruge weekenden. Nu hvor vi endelig havde fri sammen, alle sammen, uden A skulle på vagt, så skulle vi bruge tiden på sygdom?
Jeg serverede frisklavede rodfrugtchips og snacks og satte mig med et lille perleprojekt, mens L sov lur i barnevognen.

Om aftenen forberedte jeg dej til boller og kanelsnegle og søndag morgen blev skudt i gang med hygge omkring morgenbordet. Mon ikke det kan jage nogle af sygdomsbakterierne væk, at man har det rigtig rart?
Bagefter tog vi på kælkebakken i det lækre, frostklare solskinsvejr. Der blev hvinet, grinet og kælket i en time og vi vendte hjem med røde kinder og frisk luft i næsen.

Eftermiddagen gik med at lege med modellervoks og bagefter nød jeg at se på drengene, der malede hinanden i hovedet. De havde det så skægt med at forklæde hinanden og grine af det færdige resultat bagefter.

W havde ønsket sig hjemmelavet sushi i flere uger og søndag aften blev det ønske opfyldt. Der blev spist op, det er altid skønt at bruge tid på at lave mad, når det bliver værdsat 😉

Nu er ugen allerede godt i gang igen. Efter over 1 uge væk fra vuggestue, var det noget af en overvindelse for L at skulle afleveres i morges, men han havde haft en god dag, heldigvis <3
Jeg kunne godt have brugt en dag på langs, uden at skulle andet end at pleje halsen, men sådan blev det ikke. Der er så meget andet, der skal og må gøres. Nu vil jeg hoppe hen i sofaen og hoste om kap med A – No romance dér 🙂

Rigtig god aften derude

Kender I det….?

154

Man har været af sted til et arrangement, mødt, hilst på, smilet til og snakket med en masse forskellige mennesker – mennesker man skal møde mange gange fremover….

Så snart man træder ind ad døren derhjemme, og ser sig selv i spejlet, opdager man et kæmpe stykke et-eller-andet mellem fortænderne…
Ja, det var så mig i eftermiddags!

Åh gisp, jeg synes det er helt forfærdeligt pinligt. Begynder straks at regne på, hvor mange der mon har set mig sådan. Bliver lidt flov over mig selv. Tænker, om det mon kan være muligt, at ingen har set det (selvom jeg ved det er en umulig tanke)

Forsøger at sige ‘Pyt!’ til det.

Selvom man vel også kunne vende den om og sige, at det burde være dem man har talt med, der skulle have sagt noget?
Hvorfor er det egentlig så svært at få sagt, til den der står overfor, at vedkommende har noget siddende mellem tænderne? Det burde da ikke være så svært, men det er det måske bare?
Eller ville du helst ikke vide det? Er det mere pinligt at få det at vide? Måske er det mig, der har et helt skævt syn på det?

Nå, well…. Dagens morale: (Jeg skal) Husk(e) at sige til dem med noget mellem tænderne, at de har noget siddende, der ikke skal være der. Man skal jo være mod andre, som man gerne selv vil behandles, ik? 🙂

Rigtig god aften derude!

P.S. Billedet er fra vores tur til Legoland i sommers og har intet med teksten at gøre, men på en eller anden måde, synes jeg lige det passede ind – et indlæg helt uden billeder er for kedeligt, men jeg vil dog spare jer for at se mig, med en kæmpestor sort kerne mellem tænderne 😉

Vuggestueopstart – status

062

Som jeg nævnte for nogle uger siden, så startede L i vuggestue 2. maj.
Der kom dog både kristi himmelfarts ferie, hospice, død, pinse og 1 års vaccination i vejen, så han har været af sted lidt on/off.

Lige nu glæder jeg mig over at jeg har god tid til indkøring, for det går slet ikke som jeg kunne ønske og håbe…

Vi er ikke vant til at se L græde. Han er simpelthen den gladeste, mest nysgerrige, gå-på-mods-villige lille spire, så det er helt nyt for os at han pludselig reagerer så voldsomt. Skal jeg så bare glæde mig over, at han har levet sit første år uden tårer?…

Det har selvfølgelig ikke hjulpet på indkøringen, at der har været ferie og strabadser i vejen og at der er ‘rod’ i personalesammensætningen, så han har mødt rigtig mange forskellige ansigter på kort tid. Men uanset hvad, så gør det altså ondt i mit hjerte at se ham græde! Jeg kan ikke bortforklare det med rationelle forklaringer og tanker…

Mange har sagt til mig, at det bliver lettere for hver gang. At nu hvor det er 3. gang jeg skal køre én ind, så må jeg efterhånden have fået lidt hår på brystet. Men helt ærligt, så kan jeg slet ikke forstå, at man kan tænke sådan… Jeg har det ihvertfald slet ikke sådan! Det er jo første gang jeg skal køre L ind!

Det er simpelthen så hårdt, jeg har lyst til bare at tage ham med hjem igen og glemme alt om indkøring og vuggestue. Jeg synes egentlig det er meget ‘nemmere’ hvis han bare er her hjemme hos mig, selvom det selvfølgelig også begrænser mig. Men på den anden side, så begrænser det mig også at vide, at han ikke er glad.
Jeg har lyst til at blive hjemmegående, smide alle planer ud og bare være tæt med ham. Det er jo ikke Ls behov at komme i vuggestue…

Det er så ambivalent! På den ene side, så er jeg sikker på, at han godt kan blive glad for at være i vuggestue. Det var de to store. Og jeg har jo også andre ting på min agenda, der ikke harmonerer med en lille fyr på ’slæb’. Men lige nu føles alle de ting egoistiske. Jeg har ikke valgt at få børn for at aflevere dem et sted (hvor de skal være kede af det)

L er startet i en anden vuggestue, end der hvor W og S gik. Så på den måde er det nyt for os alle. Og anderledes. Men det behøver jo ikke være skidt… Lige nu ville jeg bare ønske, at det var velkendt for mig i det mindste. De har andre måder at gøre tingene på og jeg bliver usikker i forhold til mine egne forventninger og deres forventninger til mig.
Jeg synes egentlig ikke jeg er pylret eller hønemors-agtig og jeg ved også godt, at børn kan reagere med gråd. Både i starten og senere hen… Min hjerne ved det godt…
Både W og S var egentlig ‘gode’ til at omfavne vuggestuelivet og fik så en reaktion lidt senere. Sådan er det så ikke med L. Og jeg frygter nok lidt, at han aldrig vil holde op med at græde…

Jeg forsøger at lytte til min mave og mit hjerte, men jeg kan ikke finde ud af hvad der er rigtigt og forkert. Men det fylder. Det rumsterer i baghovedet hele tiden… Jeg kan også mærke, at jeg er lidt konfliktsky. Tænker at de må vide bedst deroppe hvordan indkøringen skal foregå, fordi de trods alt har prøvet det en del gange, så jeg synes det er svært at stille spørgsmålstegn ved det der foregår.

Måske reagerer jeg også kraftigere på alle tårerne, fordi jeg selv er meget sårbar lige nu. Jeg føler lidt, at Ls tårer kradser i mit åbne sår.

Åh altså, det er svært… Jeg håber at de næste dage vil bringe afklaring og glædessmil… <3

 

Hvornår begyndte jeres at være alene i vuggestue/dagpleje, i indkøringsperioden? Og hvornår begyndte de at sove der?

 

P.S. Husk, det er i morgen jeg trækker en vinder af en udendørshane. Du kan deltage lige her

Older posts