Det skal jo heller ikke være for nemt….

fullsizeoutput_135e

… nej, det der voksenliv er bestemt ikke altid nemt… Indimellem kan det godt føles lidt som én lang udfordring – kender I det? 🙂

I dag krævede det ihvertfald både hindbærsnitter og stærk kaffe at overkomme dagens udfordringer…

De sidste måneder har vi egentlig talt lidt ned til L’s børnehavestart til februar. Nok mest fordi vi har set frem til at få samlet drengene ét sted, så vi kan spare ihvertfald 30-45 minutters transport til og fra vuggestue m.m. hver dag. Derudover er han ved at være ret klar til at komme i børnehave, så jeg har ikke ondt i maven over, at det snart er ved at være tid til et skift. (Altså, jeg kan rigtig godt lide vuggestuen, men nu hvor han er nummer tre i rækken, ved jeg også, at den tid ikke varer evigt, om jeg så ønsker det eller ej 😉 )

Før jul skete der så bare lige det, at jeg blev ringet op af pladsanvisningen, at der ikke var plads til L i den institution, vi havde søgt, hvor de 2 andre går… Og det var som at få en lussing. For hvad skal vi så?

Skal vi starte ham op i en anden institution i 4 måneder, indtil der bliver plads til ham i den ønskede institution? Så han lige når at falde til og lære alt det nye at kende, og så skal igennem et skift igen?
Vi havde faktisk slet ikke forestillet os, at vi skulle stå i den her situation. Både pga. søskendefordel, når både W og S går der i forvejen. Og så fordi det er den skole og institution, vi hører til.
Sagen er bare den, at det er en populær institution, som mange søger. Også mange, der bor (ret) langt fra den.

Kvinden fra pladsanvisningen lovede, at vi så i stedet kunne få plads i den børnehave, hvor de to andre har gået. Hun ville sende os et pladstilbud til den institution i stedet, som vi skulle acceptere, og så skulle det være i orden.

I sidste uge kom der så et velkomstbrev fra en anden institution, end den vi har ønsket (og kender). Fordi institutionen, der engang var 3 selvstændige, nu er samlet i én overordnet. Og de havde ikke fået besked om, at vi ønskede den ene af dem specifikt. Da vi ringede for at forsøge at få det løst, viser det sig, at der ikke længere er plads dér hvor vi gerne vil have L hen. Men der er plads i de to andre (som ærligt; ikke har et særlig godt ry).

I dag har vi så været på tur for at se de to institutioner. Og selvom jeg var forberedt på, at vi skulle se nogle gamle og slidte bygninger, så blev jeg ærlig talt forskrækket og målløs. Helt ærligt, er det det, vi skal byde vores børn at vokse op i?! Institutioner med tæpper på gulvene og svamp i hjørnerne? Der ikke er renoveret betragteligt i de 60 år de har eksisteret. Hvor de skal sidde og lege på gulvet, der hvor man også kommer ind med store støvler og beskidt udetøj. At de skal (lære at) gå på toilettet, på toiletter der enten ligger i direkte forbindelse med stuerne eller på toiletter der står side om side, kun adskilt af en lille skillevæg mellem dem, i åben forbindelse med resten af rummet, uden mulighed for at lukke døren (på klem)?
Legepladsen, det ene sted, er så lille, at jeg vil vove den påstand, at jeg kan spytte fra den ene side til den anden. Og det er måske fint nok, hvis man har et barn, der helst sidder indenfor og laver perleplader, men når man har en dreng, der elsker at være udenfor og bruge sin krop, så er det ikke tillokkende.
Men som hun sagde: ‘Børnene klager jo ikke over det’. Men det gør børn jo ikke.. De kender jo heller ikke (nødvendigvis) alternativet. Det er vel en del af vores opgave, som forældre, at vurdere, hvad der er godt for vores børn?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun sagde ‘… men det har vi ikke ressourcer til længere’ imens vi blev vist rundt.
Jeg har helt ondt i maven over det! Og nu skal vi så beslutte, hvilken vi vil sende L hen i om nogle uger…!

Midt i eksamensræset er det slet ikke det, jeg kan overskue at skulle bruge energi på. Men det er jeg jo nødt til.
Men skal vi så vælge pest eller kolera?
Jeg har ikke lyst til at vælge nogen af delene, så nu går vi og overvejer, om vi mon kan komme på en anden løsning, indtil vi kan få plads dér hvor drengene går, til 1. juni. Jeg håber, det kan lykkes…

Weekendlykkeglimt; sommersmag, kageglæde og søndagshår

007
Morgenmadshygge med drengene + ekstra overnattende gæst
014016
Skønneste årstid, hvor der kan komme masser af farverig (øko)frugt på bordet <3
026041
Udsigten til vores nye yndlingsvæg – se mere i dette indlæg
046048052
Verdens bedste boller – når jeg selv skal sige det. Giga nemme at lave. Find opskriften her
055img_4018img_4019img_4022img_4012-text061062068-text077
De her to <3
081086
Side by side <3
109
Soccermom – med søndagshår og grund til at smile <3
105 041
Temmelig afslappet type (fatter ikke hun kan ligge sådan…!)
044 046
Mandelmarengsbund på vej i ovnen – opskriften er her
051
Sommerpizzaer på terrassen
058 059 061
Sprød bund og sød/salt topping – uhm! Opskriften på pizzabund er her
062 076 084
Alt for længe siden jeg har bagt denne kage sidst. Godt jeg fik lavet om på det 😉
097176

Mere eller mindre sådan her forløb vores weekend.

Fredag eftermiddag var vi på biblioteket med L, for at hente den bogkuffert, man er så heldig at få foræret, når man fylder 2 år. Da vi var på vej ud derindefra ringede de fra fodbold, at W havde fået en bold i hovedet og var groggy, så ham måtte vi om efter 😉

Om lørdagen fik W besøg af en klassekammerat til overnatning. Der blev gumlet sommerpizzaer på terrassen, efterfulgt af trampolinspring, fodbold, iPads og nøddemarengsbund med masser af flødeskum og lækre bær 😉

Jeg forsøgte at jage den begyndende forkølelse væk med blondenederdel og søndagshår i solen, men det hjalp desværre ikke det mindste… Fik dog spillet både fodbold og spist is med drengene, i haven 😉

Vi bandt sløjfe på weekenden, med søndagstapas på terrassen, men det fortjener et indlæg for sig selv… (indtil da er der et lille glimt fra det på Instagram @mormedmegetmere)

En smule trøste-udsalgsshopping blev det også til. Sådan kan det jo gå, når man pludselig bliver tvunget til at sidde stille lidt… 😉

Der er ingen bedring i sygdommen – det hjælper nok heller ikke at jeg stresser lidt over, at jeg skal være frisk til weekenden. Øv, det er dumt! Nu må jeg smide min selvmedlidenhed væk, og begynde at sende positive tanker af sted mod mig selv!…

Hvis nogen af jer har mirakelråd mod megasejt snot og irriteret hals, så hold dem endelig ikke for jer selv 😉

Ellers må jeg bare håbe på, at en god nats søvn kan gøre underværker…

Håber I nyder sommeren derude? Rigtig dejlig aften til jer alle

Når man kun har en arm…

377

Nå, det som billederne fra fødselsdagen i lørdags ikke afslørede var, at A var temmelig uheldig i fredags og dermed var ’ude af drift’ fra fredag nat kl. 00.30 og hele weekenden… Og vil være det i lang tid endnu…

Fredag aften, mens L og jeg var midt i kagebagningen og A var af sted til old boys fodboldkamp, ringede min telefon pludselig. Det var 20 minutter inde i fodboldkampen og jeg blev derfor noget forundret, da jeg så, at det var A, der ringede. Jeg nåede at tænke, at han nok ikke ringede for at fortælle, at han ikke havde købe mælk… Han fortalte i stedet, at han var blevet tacklet af et vilddyr, var landet på skulderen og skulle en tur på skadestuen, da den smertede en del…

A’s søster havde netop hentet S, fordi de skulle op og se ham spille og nåede (heldigvis) ikke at se det ske, men kom, lige da han gik fra banen med stærke smerter.

De satte S af hjemme hos mig, på vej til skadestuen. Jeg fik en lille fyr ind ad døren, der var temmelig påvirket af at have set sin far have ondt. Og som havde set virkelig meget frem til at se sin far spille fodbold på hjemmebane. Heldigvis hjalp kram, slik og Disneysjov lidt på det…

A, den stakkel, endte med at sidde på skadestuen fra 19.30 til 00.30 og imens var jeg i køkkenet for at bage kager til min farmors fødselsdagsfest. Det endte med at blive et rimelig velassorteret kagebord, for hver gang han kom med en update, var det noget a la ’jeg venter på røntgen’, ’jeg venter på at komme ind og få svar’, ’jeg venter på at lægen snakker med sin bagvagt’ osv.

Så hver gang jeg havde hørt fra ham, kunne jeg konkludere, at jeg godt kunne nå at bage en kage mere – og en kage mere – og en kage mere 😊

Da han kom hjem, var det med armen i slynge og beskeden om, at hans kraveben var brækket. Vi satte os ned sammen og fik snakket om det hele og planlagt, hvordan vi skulle klare de næste dage, mens vi drak et glas rødvin og trak vejret ned i maven. Det var godt givet ud, selvom vi endte med at komme (alt for) sent i seng…

Desværre er det et vanskeligt brud, tæt på skulderen og han skal derfor følges tæt. Allerede i denne uge skal han til tjek på ortopædkirurgisk afdeling, der forhåbentlig kan gøre os lidt klogere på, hvor længe han skal være invalid…

 

Når man kun har en arm… (der gør mega ondt, bare man bevæger sig en smule)

 

… kan man nemlig ikke

skifte ble

bære sit barn

give andre tøj på

løfte sit barn

hænge vasketøj op

spise med kniv og gaffel

tørre sig selv på ryggen efter badet

hoppe på trampolin

spille fodbold

vaske op

cykle

køre bil

bære tunge ting ned fra loftet

gøre badeværelset rent

lægge tøj sammen

tage tøj på

sove, uden at stønne af smerte (og dermed vække sin kone)

lyne andres jakker

 

… men man kan heldigvis godt

kysse på sin kone (stadigvæk)

smile og være glad (og klare det hele mega sejt)

sidde i sofaen og dase velfortjent

tørre sig selv bagi, så det slipper jeg da for at hjælpe med 😃
Men det er lidt som at have fået endnu et barn, der skal gives tøj på om morgenen og have skåret sin mad ud i bidder…

 

Hørt hos os i lørdags:

S: ’Mooooar, far spørger om du kan komme og tørre ham’

Mig: ’Hva’? Tørre ham hvor?’

S: ‘På ryggen, han har lige været i bad’

Mig: ’Nååå – kan du ikke hjælpe ham med det?’
(Jeg undlod at fortælle, at jeg et kort øjeblik troede han mente noget andet…  😉 )

 

Nå, men inden alt det her skete, havde A sagt til tømreren, at det var okay, at de kom i dag og startede på taget… Det var inden han blev skadet og (næsten) ikke kunne hjælpe med at gøre klar til det… Men med fælles hjælp og et besøg af farfar, fik vi alligevel klaret det…

Men – jeg tager det lidt hen ad vejen – en time ad gangen. Holder humøret højt og sørger for at nusse om ham, når jeg er hjemme til det. Jeg kan jo se på ham, at han er forpint, og oveni lider ved tanken om, at han ikke kan noget.

Nu må vi bare få det bedste ud af det og forsøge at finde de små lyspunkter midt i bøvlet… Det sværeste er faktisk at skulle forklare L, at A ikke kan løfte ham op. Men han har i hvert fald en måned til at vænne sig til tanken…. (ligesom os andre) 😉

Weekendglimt

003006
Den ene feberpatient ønskede fastelavnsboller med fløøøøskum – opskriften er her
011025
Perlemeditation og sprøde rodfrugtchips – opskriften er her
030049
Yndlingsstart på søndagen
106108
Snesjov – der forhåbentlig slår alle grimme bakterier ihjel… 🙂
113
131-text
Første kælketur – jeg tror det var et hit… 🙂
212-text
Godt med to brødre, der kan trække én op igen <3
009
Vi fik afprøvet lækkert, (og virkelig pænt!) nyt modellervoks – lavet naturligt af bivoks.
Det kan købes her (affiliatelink)
015-text019037043-text
<3 <3 <3
063077
Lækre kugler uden sukker – opskriften kommer snart 😉
086
Hjemmelavet Sushi – efter ønske fra W
095098019
Skoldning…
022
Mine feberfyre bestilte pølsemix 🙂
030
Fredagsslik blev til mini kage’mænd’ – et hit hos drengene! Opskriften er her
026

Når jeg sidder her og kigger tilbage på weekenden, ser den da slet ikke så skidt ud endda 😉 Det var den nu heller ikke, hvis altså man ser bort fra, at 4 ud af 5 var nedlagt med feber.

L havde feber hele sidste uge og det var endelig på vej i den rigtige retning. Jeg glædede mig til en weekend uden planer, med god tid til ingenting og alting.
Men… så skrev A, kort før jeg havde fri, at han også var ramt af feber. Og da W kom hjem fra fritteren var han også ramt af ondt i halsen og feber. Årh mand, det var sådan rigtig fredag d. 13. uheldigt…

Jeg hoppede i køkkenet og lavede pølsemix på bestilling og små vandbakkelsesforkælelser med slik, som godbid til Disney Sjov og X-faktor.

W var temmelig skidt om lørdagen og ønskede, at jeg bagte fastelavnsvandbakkelser med flødeskum. I løbet af eftermiddagen begyndte jeg også at mærke feberen rase og halsen snøre sig sammen. Det var slet ikke sådan jeg havde lyst til at bruge weekenden. Nu hvor vi endelig havde fri sammen, alle sammen, uden A skulle på vagt, så skulle vi bruge tiden på sygdom?
Jeg serverede frisklavede rodfrugtchips og snacks og satte mig med et lille perleprojekt, mens L sov lur i barnevognen.

Om aftenen forberedte jeg dej til boller og kanelsnegle og søndag morgen blev skudt i gang med hygge omkring morgenbordet. Mon ikke det kan jage nogle af sygdomsbakterierne væk, at man har det rigtig rart?
Bagefter tog vi på kælkebakken i det lækre, frostklare solskinsvejr. Der blev hvinet, grinet og kælket i en time og vi vendte hjem med røde kinder og frisk luft i næsen.

Eftermiddagen gik med at lege med modellervoks og bagefter nød jeg at se på drengene, der malede hinanden i hovedet. De havde det så skægt med at forklæde hinanden og grine af det færdige resultat bagefter.

W havde ønsket sig hjemmelavet sushi i flere uger og søndag aften blev det ønske opfyldt. Der blev spist op, det er altid skønt at bruge tid på at lave mad, når det bliver værdsat 😉

Nu er ugen allerede godt i gang igen. Efter over 1 uge væk fra vuggestue, var det noget af en overvindelse for L at skulle afleveres i morges, men han havde haft en god dag, heldigvis <3
Jeg kunne godt have brugt en dag på langs, uden at skulle andet end at pleje halsen, men sådan blev det ikke. Der er så meget andet, der skal og må gøres. Nu vil jeg hoppe hen i sofaen og hoste om kap med A – No romance dér 🙂

Rigtig god aften derude

Kender I det….?

154

Man har været af sted til et arrangement, mødt, hilst på, smilet til og snakket med en masse forskellige mennesker – mennesker man skal møde mange gange fremover….

Så snart man træder ind ad døren derhjemme, og ser sig selv i spejlet, opdager man et kæmpe stykke et-eller-andet mellem fortænderne…
Ja, det var så mig i eftermiddags!

Åh gisp, jeg synes det er helt forfærdeligt pinligt. Begynder straks at regne på, hvor mange der mon har set mig sådan. Bliver lidt flov over mig selv. Tænker, om det mon kan være muligt, at ingen har set det (selvom jeg ved det er en umulig tanke)

Forsøger at sige ‘Pyt!’ til det.

Selvom man vel også kunne vende den om og sige, at det burde være dem man har talt med, der skulle have sagt noget?
Hvorfor er det egentlig så svært at få sagt, til den der står overfor, at vedkommende har noget siddende mellem tænderne? Det burde da ikke være så svært, men det er det måske bare?
Eller ville du helst ikke vide det? Er det mere pinligt at få det at vide? Måske er det mig, der har et helt skævt syn på det?

Nå, well…. Dagens morale: (Jeg skal) Husk(e) at sige til dem med noget mellem tænderne, at de har noget siddende, der ikke skal være der. Man skal jo være mod andre, som man gerne selv vil behandles, ik? 🙂

Rigtig god aften derude!

P.S. Billedet er fra vores tur til Legoland i sommers og har intet med teksten at gøre, men på en eller anden måde, synes jeg lige det passede ind – et indlæg helt uden billeder er for kedeligt, men jeg vil dog spare jer for at se mig, med en kæmpestor sort kerne mellem tænderne 😉

Older posts