Opskrift på roulade med sprøde knogler – perfekt halloweenkage

Hellere knogler på bordet end skeletter i skabet, ik? 😉
I weekenden smovsede vi lækker roulade med sprøde knogler udenpå. Det var et hit.
Inspireret af den chokoladekage jeg lavede sidste år, da der også var gys på programmet, fik jeg hurtigt bakset den sammen til lørdagshyggen.

En del har skrevet og spurgt efter opskriften, og nu hvor Halloween nærmer sig med hastige skridt, vil jeg skynde mig at dele den her.

Roulade er en fast del af vores kagerepertoire. Det er en nem kage at bage og er altid en succes. Og så kan den varieres, alt efter hvad man fylder i den. Og også udenpå er der mulighed for at klæde den ud, så den passer ind i tema eller årstid. Tidligere har jeg blandt andet forklædt den som en træstamme.

Opskriften kommer her og giver 1 roulade

Du skal bruge:

Til rouladen:
3 æg
175 gr. sukker
1 tsk. bagepulver
40 gr. kartoffelmel
10 gr. speltmel (eller hvedemel)
1 spsk kakaopulver

Fyldet:
1/4 l (laktosefri) fløde (gem lidt til knoglerne)
2 bananer
5-6 spsk god marmelade – jeg brugte solbærmarmelade
15 gr. mørk chokolade, hakket groft

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 220 grader varmluft
Pisk æg og sukker til en luftig, hvid masse – det tager nogle minutter. Bland kartoffelmel, speltmel, kakaopulver og bagepulver i en skål og sigt det i æggemassen. Vend forsigtigt, men grundigt, det hele sammen til en ensartet masse med en gummidejskraber.
Drys lidt sukker på et stykke bagepapir på en bageplade. Smør dejen ud på bagepapiret. Sørg for at den bliver lige tyk over det hele, specielt i kanterne hvor den hurtigere bliver bagt.
Bag bunden i ca. 8 minutter, til den er gennembagt

Imens bunden er i ovnen forberedes fyldet. Skær bananerne i tynde skiver. Pisk flødeskummet, pas på ikke at piske det for hårdt, det må gerne være let og luftigt. Hak chokoladen groft.

Drys sukker eller flormelis på et nyt stykke bagepapir.
Når bunden er færdigbagt tages den ud af ovnen og vendes over på det nye stykke bagepapir. Fjern forsigtigt det gamle bagepapir fra rouladebunden i små hurtige riv. Lad den evt afkøle en smule først.
Når bunden er håndvarm smøres først syltetøj og dernæst flødeskum ud over bunden.
Fordel bananskiverne ovenpå, drys det hakkede chokolade over og rul rouladen sammen og smut den over på et fad.
Sæt den på køl, til den er kold og fast. Skær evt det yderste af enderne af, så den står skarpt 🙂

Knoglerne lavede jeg af en simpelt portion marengs:
175 gr. flormelis, 1/2 tsk eddike og 4 æggehvider
Pisk æggehviderne helt stive sammen med 100 gr flormelis og eddike. Tilsæt det sidste flormelis og pisk igen – gerne 5 minutters tid til massen er luftig og blank. Sprøjt knogler ud på en bageplade. Bag dem i ovnen på 130 grader (ikke varmluft) i 30-45 minutter alt efter størrelse og tykkelse, til de er sprøde, og så er de klar til brug 🙂
Sæt dem fast på rouladen med lidt flødeskum

Blodet var en håndfuld frosne jordbær, kogt med lidt vand, vanille og citron og blendet til en tynd masse.

Pynt først kagen med knoglerne lige inden servering. Knoglerne bliver nemlig bløde, hvis de kommer i køleskabet.

Opskrift på spinatboller – forklædt som Frankenstein

I går stod menuen på burgere. Dog ikke hvilken som helst slags. De røde kyllinge-rødbedebøffer var nemlig pakket ind i luftige, grønne spinatboller og forklædt som Frankenstein. Det er jo kun halloween en gang om året og en fin anledning til at lave lidt sjov og (u)hygge.

Det er egentlig ikke fordi vi som sådan fejrer halloween. Men hvorfor ikke gribe enhver anledning til at gøre hverdag og weekend lidt mere farverig? Og nu hvor det er for tidligt at jule, er det godt at have noget andet at skeje lidt ud med 😉

A var på døgnvagt i går, så drengene og jeg planlagde selv menuen, og der var ret bred enighed om, at det skulle være burgere. Ideen om at forklæde dem som Frankenstein poppede hurtigt op i mit tankemylder. Jeg forfulgte tanken og fik hurtigt sporet mig ind på, hvordan jeg skulle forsøge mig med det.

Det endte ret godt, og siden jeg viste dem frem på Instagram i går (@mormedmegetmere), er der virkelig mange, der har efterspurgt opskriften. Tak for det. Det er så skønt, at I kan blive inspireret af mine – mere eller mindre skøre – ideer.

Bollerne er såmænd rimelig lette at lave og scorer ret billige point hos børn og barnlige sjæle. De er lækre og luftige og med en smule grovhed. Præcis som vi bedst kan lide dem. Og så er der masser af lækker spinat i, som også skulle være så sundt 😉

De smager også ret skønt dagene efter, og lige nu gemmer der sig to monstre i drengenes madkasser. Klar til at blive sluppet løs i skolen i morgen….

Her er opskriften, der giver ca. 14 boller – og som sagtens kan laves uden Frankensteinpynt også. De smager nemlig ret godt uanset anledning 🙂

Du skal bruge:

75 gr. frisk spinat
4 dl vand
1/2 dl sesamfrø
50 gr gær
1 tsk flagesalt
1 spsk rørsukker eller honning
45 gr smør
550 gr speltmel
250 gr groft speltmel
Evt lidt grøn frugtfarve – kan købes her

75 gr speltmel
3-4 spsk koldt vand
Sort pastafarve – kan købes her

Balsamicoglace
Sukkerøjne – kan fx købes her eller her

Sådan gør du:

Skyl spinaten grundigt og kom det i en stor skål (fx den til røremaskinen, hvis du har sådan én). Kom vand sammen med og blend det med en stavblender, til al spinaten er blendet godt.
Tilsæt gær og opløs det. Kom salt, sesamfrø, sukker og det grove speltmel i og rør godt.
Hvis du gerne vil have bollerne ‘meget’ grønne, kan lidt pastafarve tilsættes. Jeg har brugt en knivspids til min version på billederne.
Tilsæt derefter speltmelet lidt efter lidt og ælt undervejs. Når dejen er smidig og glat og slipper skålens sider, tilsættes smørret i små tern. Ælt 5-7 minutter, til dejen er luftig og lækker 🙂
Lad dejen hæve i skålen i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang pølse. Skær dejen i 14 lige store stykker og form dem til boller.
Sæt bollerne i en dyb bradeplade med bagepapir. Sæt dem tæt, så de lige akkurat ikke rører hinanden.
Lad dem efterhæve i 45 minutter.
Når de er hævet godt op og nærmest er hævet sammen, tændes ovnen på 190 grader varmluft.

Hæld speltmel, koldt vand og sort pastafarve i en lille skål og rør rundt med en ske. Tilsæt vand, til det er en ensartet masse, der ‘løber’ af skeen, hvis du hælder det af. Prøv dig lidt frem. Den skal ikke være for tynd og heller ikke for tyk.
Hæld dejen op i en frysepose eller sprøjtepose og klip et lille hul.
Tegn sort hår på bollerne og en sort mund.

Bag bollerne ca. 17-20 minutter alt efter ovn, størrelse på bollerne osv. De skal lyde hule, når du banker dem under bunden.

Når bollerne er afkølet en smule, kan de pyntes med det sidste. Inden jeg pyntede dem skar jeg dem over, så jeg kunne putte al fyldet på underbollen.
Derefter pyntede jeg overbollen; Hæld lidt balsamicoglace op i en frysepose og klip et lille bitte hul. Tegn et ar og øjenbryn med glacen og klistr øjnene fast med det også.

Vupti – pludselig træder Frankenstein og alle hans venner frem foran dig 😉
Cornichoner sat på en halv tandstik er prikken over i’et – eller skruen ud af halsen, som man siger 😉

Så er der bare tilbage at sige ‘værsgo’ og nyde de skøre, grønne mænd. Måske med en rød (og blodig) hindbærbrus on the side….

Rigtig god aften!

 

Jeg har tidligere delt opskriften på flagboller, der er en slags søster til disse. Opskriften på dem findes lige her

Er du på udkig efter mere inspiration til halloween, kan du kigge forbi lige her og holde øje med bloggen, for jeg har flere sjove ideer på vej.

14 dessert- og kageopskrifter med æble – perfekt efterårsforkælelse

Miniroulader med æble

Det er søndag og regnen siler ned udenfor. Vinden kaster dråberne ind på ruden og det eneste, vi har lyst til i dag, er at blive indendøre, tænde stearinlys og bage kage til eftermiddagshyggen. Blæsten får æblerne til at dryppe af træerne. Jeg må hellere komme ud og samle dem op, så vi kan få gavn af dem før fuglene.

Jeg kom derfor til at tænke på, at jeg kunne samle en omgang gode, lækre opskrifter på desserter og kager med æble. Måske I også er heldige at være forkælet med lækre, sprøde efterårsæbler og kunne bruge lidt inspiration til lækkerier med æbler.
Nu skal jeg så bare lige beslutte mig for, hvad jeg skal kaste mig ud i. Synes egentlig det er lidt svært at beslutte sig…

Med to store æbletræer i haven, har vi stort set æblemos i køleskabet hele efteråret. Drengene elsker det. På havregrynene om morgenen og som en lille ‘dessert’ om aftenen med lidt skyr eller yoghurt til. Jeg tilsætter det også gerne til kagerne, som et lille efterårstwist. Det fungerer ret godt til mange ting. Giver et lækkert, syrligt twist til det søde.
Jeg laver æblemos hurtigt og nemt – uden sukker; koger æbler, vanillepulver og vand sammen og kører det med stavblenderen.

Inden jeg kan kaste mig over kagebagningen, ser dagens program dog en anelse anderledes ud, da det er dagen hvor min farmor skal flyttes på plejehjem. Men så kan jeg jo gå og overveje imens, hvad jeg skal servere for drengene senere 🙂

Herunder er der links til 14 opskrifter med æble, der er helt og aldeles hygge- og efterårsegnet. Håber, de kan bruges som inspiration.
God fornøjelse med bagning og kokkerering – og rigtig god søndag 🙂

 Æblekage med blåbær og sprød crumble på toppen – opskriften er herChokoladekage med flødeskum og syrlig æblemos – opskriften på chokoladekage er her Efterårskrans med æble og kanel – opskriften er her Roulade med æblemos og flødeskum – opskriften er her  Kanelsnegle med æblesyrligt twist – opskriften er herLækre, tynde pandekager med æblemos – opskriften er herSmå, sprøde tærter med marcipan og æbleroser – opskriften er her Lækker og nem æblekage med marcipan – opskriften er her Æblecrumble, der er perfekt som nem og hurtig dessert – opskriften er herSprøde æblechips – opskriften er herSprøde medaljer, der sagtens kan laves med en æbleoverraskelse i midten – grundopskriften er her – tilsæt selv æblemos eller stykker af bagt æble indeni Vandbakkelser i forskellige former, der fx kan tilsættes æblemos eller små stykker bagt eller kogt æble. Opskriften på vandbakkelse er herEn walesstang kan også sagtens laves i en æblevariant. Fx med æblemos eller friske/bagte æbler mellem vandbakkelseslagene. Opskriften på walesstang er herHindbærsnitter med æblemos giver et lækkert, syrligt twist. Opskriften på hindbærsnitter er her

Opskrift på ingefærshot med appelsin og citron

 Sunde sager på et bræt … nu klar til at blive skyllet ned

For nogle år siden var ingefærshots på alles læber – so to speak. Min fornemmelse er, at hypen efterhånden har lagt sig, men herhjemme er det stadig en favorit.
Ikke mindst hos de 3 yngste, der gladeligt skyller et shot ned om morgenen, for at skyde dagen i gang med god energi og et spark 😉

Jeg laver dem selv, for det er både simpelt og hurtigt. På Instagram (@mormedmegetmere og @mormedmere_mad) har jeg vist små videoer, hvor drengene skåler og bunder, og mange har efterfølgende skrevet og spurgt efter opskriften.
Som altid, deler jeg gerne ud af sådan noget, så i dag får I opskriften på ingefærshots med appelsin og citron. Og for at gøre det endnu sundere – og meget mere gult – tilsætter jeg også gurkemejerod.
Det kan dog sagtens undlades. Det farver nemlig temmelig meget, så man skal være lidt påpasselig, når man arbejder med det.
Jeg har set opskrifter, hvor der tilsættes sukker, men det vil jeg gerne undgå, så min er uden.

Det smager syrligt, skarpt, stærkt – og friskt. Og giver virkelig et kick! Vi drikker det stort set hver morgen, men det kan også ‘bare’ bruges, når der er en snue der driller og en hals der kradser.
Det er nok ikke alle børn, der synes lige godt om det, men herhjemme tager drengene det i stiv arm og efterspørger det selv, hvis vi ikke har en portion i køleskabet 🙂

Opskrift på ca. 2 liter ingefærshot:

Du skal bruge: 

2 l koldt vand
2 øko appelsiner
2 øko citroner
200 gr øko ingefær
50 gr øko gurkemejerod (kan udelades – obs! Det farver virkelig meget, så vær forsigtig, både når du renser, skærer og efterfølgende hælder væsken på flasker)

Derudover: En stor gryde og glasflasker til opbevaring.
Jeg har købt mine flasker lige her. De er super gode, nemme at rengøre og skolde og passer fint i køleskabslågen. Og så kan de jo bruges igen og igen – også til alt muligt andet 🙂 Jeg har både nogen i 0,8 l og 0,5 l

Sådan gør du: 

Vask citroner og appelsiner og rens/skræl ingefær og gurkemejerod. Det er vigtigt at bruge øko-varianter, så skrællen ikke indeholder ting og sager, man ikke ønsker at hælde indenbords.
Hæld vand i en stor gryde.
Skær citrusfrugterne i skiver og pres saften ned i gryden med vand, inden du putter skiverne i vandet. Skær ingefær og gurkemejerod i skiver/stykker og kom det i gryden også.
Bring det hele i kog og lad det småkoge i ca. 45 minutter under låg.
Sluk for blusset og lad det trække lidt. Si derefter saften over i en ren skål.
Hæld saften på skoldede glasflasker og stil det i køleskabet.

Når saften er køleskabskold, er den klar til at hælde ned 🙂
Herhjemme række de 2 liter ikke så længe, men det burde kunne holde sig i køleskabet en uge eller to.

God fornøjelse – og rigtig god aften!

Opskrift på flettet ostebrød med gulerod – lækre flutes til grillmad, buffet eller skovtur

Nu hvor sommeren står for døren og grillsæsonen for alvor bliver skudt i gang rundt omkring i haverne, er det vist på tide at jeg deler min opskrift på flettede ostebrød med jer.
Jeg har allerede bagt dem flere gange i løbet af de sidste par uger, og de er blevet en kæmpe favorit!
De er luftige og lækre og gemmer på både smeltet ost og gulerod, når man skærer dem igennem, og brødet smager skønt både med eller uden (tand)smør på 🙂

Det kommer helt sikkert også med, når vi skal på skovtur i løbet af sommeren, eller når vi skal nyde en lækker buffet, hvor der gerne må være lidt af hvert at vælge imellem.
Det kan selvfølgelig sagtens bages uden gulerod, hvis man gerne vil lave det lidt mindre grønt. Hvis man er til det, vil det helt sikkert også smage godt med tilføjelse af fx presset hvidløg eller persillepesto, som i denne opskrift.

Brødene er nemme at lave. Selve fletningen – som egentlig er en snoning – kræver måske, at man holder tungen nogenlunde lige i munden imens, men det er til at overkomme 🙂 Og så gør øvelse mester, så hvis man bager dem flere gange i løbet af sommeren, så får man det hurtigt lært 🙂

Herunder er opskriften på flettede ostebrød – der bliver to store flutes ud af opskriften

Du skal bruge: 

3 dl vand
25 gr gær
1 tsk flagesalt
125 gr durummel
200 gr groft speltmel
100 gr speltmel (eller hvedemel)
30 gr smør

1 revet gulerod
1 kugle frisk mozzarella
Evt. lidt andet revet ost, jeg bruger et stykke øko mellemlagret
Salt, peber og paprika
Evt. lidt ketchup eller pesto

Sådan gør du: 

Hæld vandet i en stor skål (evt. den til røremaskinen) og opløs gæren i vandet.
Tilsæt salt og durummel og rør rundt. Tilsæt derefter det grove speltmel, rør igen og tilsæt til sidst det fintsigtede speltmel lidt efter lidt, mens du (eller maskinen) rører. Ælt dejen godt sammen og tilsæt smørret i små tern. Ælt derefter dejen til den er smidig og slipper skålens kanter. Ælt den gerne i 5-7 minutter, så den bliver luftig og lækker.
Stil dejen til hævning i skålen med et klæde over i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den forsigtigt igennem. Del dejen i to.
Rul den ene klump dej ud til et rektangel med en højde på ca. 1,5 cm. Smør evt. lidt ketchup på dejen og drys salt, peber, paprika og revet gulerod ud over dejen. Drys til sidst mozzarella og evt. andet ost ud over det hele og rul dejen sammen som var det en roulade.

Find et stykke bagepapir frem og løft den lange ‘slange’ over på bagepapiret. Find en skarp kniv, evt en savtakket én, og skær brødet igennem på langs, på midten, næsten hele vejen ned, så alle lagene bliver skåret igennem. Se evt. billedet nedenfor.
Flet derefter brødet, ved at løfte den ene side over den anden, med ‘åbningen’ opad, så brødets lag kommer til syne. Flet brødet hele vejen ned. Skær til sidst det sidste stykke for oven over, og flet det sammen og luk det. Fold lukningerne i begge ender ind under brødet, så de bliver holdt fast på den måde.

Gentag ovenstående med den anden klump dej 🙂

Træk forsigtigt bagepapiret over på en bageplade.
Lad brødene hæve, mens ovnen bliver varm.
Tænd ovnen på 210 grader varmluft.

Når ovnen er klar, bages de på midterste rille i ca 20 minutter, til de er gennembagte og lyder hule, når du banker under bunden. Hold øje med brødene undervejs. Skru evt. lidt ned for varmen – til 190-200 – efter 10 minutter, hvis de begynder at tage meget farve ovenpå.