4 store drømme, mit hjerte er fuldt af…

Måske er det fordi livet har vist sig fra sin skrøbelige side flere gange de sidste par år. Måske er det fordi jeg er blevet ældre. Måske er det fordi det (stadig) rører ved ting i mig at være nogens mor. Måske er det fordi jeg mærker en stærk trang til at leve hver dag fuldt ud…

Jeg ved måske ikke helt hvorfor, men der er nogle drømme i mit hjerte, der bliver ved med at poppe frem. Selv når min hjerne ihærdigt forsøger at overdøve og undertrykke, formår de alligevel at dukke op. Oftere og oftere lige for tiden.

Livet er så skrøbeligt, vi har kun dette ene, og det er spild ikke at få det bedste ud af det. Alligevel begrænser jeg mig selv i det. Måske fordi min hjerne får lov til at bestemme mere end mit hjerte? Fordi fornuft er et ord, der står bøjet i neon, alle vegne jeg kigger hen.
Jeg har altid været den fornuftige type, der overvejer, reflekterer, vurderer. Vælger det sikre realkreditlån i banken og planlægger mere, end jeg handler impulsivt. Vælger at lytte til min egen mistro til mig selv, i stedet for at turde tro på, at jeg kan.

Alligevel har jeg lyst til at sige mine drømme højt. Fordi jeg tror på, det er sundt at drømme. Og måske det på en måde også kan være med til at skubbe mig i den rigtige retning, og få mig til at turde gå lidt mere efter mine drømme.
Måske er der også nogen af jer, der kan genkende det at gå med nogle (store og små) drømme, der prikker under huden og venter på at blive udlevet…? Skal / Skal ikke….

Om ikke andet er det sjovt at fundere lidt over, hvorfor jeg ikke gør noget ved det, jeg drømmer om. Og måske gør jeg det også…

Så – here it goes. Her er de 4 ting jeg (blandt andet) drømmer stort om:

  • Jeg drømmer om at melde mig til Den Store Bagedyst.
    Allermest for drengenes skyld. Fordi de virkelig godt kunne tænke sig, at jeg skulle give det et forsøg. Selvom det skræmmer mig fra vid og sans. Nok mest fordi jeg slet ikke kan forestille mig at skulle se mig selv i TV (hvis jeg overhoved fik lov at komme så langt!). Men også fordi jeg igen og igen siger til mig selv, at jeg slet ikke vil kunne finde ud af det, at jeg slet ikke er god nok. Måske er det også derfor, jeg ikke tør melde mig til. Fordi jeg er bange for at få at vide, at jeg ikke er god nok.
    Men måske jeg bare skulle gøre det. Som min fornuft forsøger at overbevise mig om, så ville jeg alligevel aldrig blive udvalgt – men så kan jeg da sige, at jeg har givet det et forsøg. Og hvad er det værste, der kan ske? At jeg får et nej…
  • Jeg (vi) drømmer om at flytte på landet. I et stort hus, med luft omkring os og brede vidder, uden hække der begrænser udsynet. Med mulighed til at leve flere af mine (kage)drømme ud. Med plads til at kunne byde indenfor i en kagecafé, hvor kagerne serveres på fint og særligt keramik. Måske i en ombygget lade – eller et fint orangeri – med plads til at holde kagekurser, afholde hyggelige (barsels-, strikke-, jule-, børnekrea-, teambuilding-, osv osv) arrangementer, måske endda have et par ‘bed and breakfast’ værelser, så jeg kan hygge om endnu flere – men er der overhoved nogen, der gider kigge forbi til det? Køre efter det. Det er måske nok bare mig, der har en romantisk tilgang til livet… 😉
  • Jeg drømmer om at kunne være ‘uafhængig’. Selv kunne tilrettelægge mine dage. Drikke min morgenkaffe til lyden af fuglefløjt. Være der for drengene og samtidig udleve nogle af mine (andre) drømme. Selv bestemme over min tid. Måske endda mærke små fødder på maveskindet, lige dér under hjertet, en sidste gang…
  • Jeg drømmer om at have plads til at kunne tilbyde min mor at flytte med os på landet. I et hus ved siden af vores. Så vi kunne være tæt på hinanden – og hver for sig. Være der for hinanden, hjælpe hinanden. Blive ældre sammen. Være sammen.

    Og nå ja, så drømmer jeg også om at samle nogle af mine opskrifter og andre kreative ideer i en bog 🙂

Mon der er noget I drømmer om? Eller noget I har kastet jer ud i, som I drømte om? En succeshistorie jeg kan bruge, for at overbevise mit hjerte om, at jeg skal turde (noget mere)?

Noget af en udfordring for en sensitiv introvert…

Lige om lidt hopper jeg op på jernhesten, og drøner af sted mod byens – vel nok – hyggeligste kaffested. Af sted til et møde, der er noget af en udfordring for en sensitiv introvert som mig – men det er godt at udfordre sig selv, ik?

Inden jeg smutter, vil jeg lige dele lidt tanker med jer – selvom det føles en smule grænseoverskridende og lidt svært – fordi det er så personligt…

For godt og vel et år siden fik jeg en mail fra en læser, der skulle flytte til byen, og som spurgte til råd og forslag til institution, børnevenlige oplevelser, good to know om byen m.m.
Jeg foreslog, at vi kunne mødes til en kop kaffe, hvis hun havde lyst – fordi jeg selv ved, hvordan det er at være ny (og alene) i en fremmed by. Nu er hun så landet her i byen, og om lidt skal vi møde hinanden for første gang… 🙂

Datoen blev aftalt lige inden endnu et stormvejr ramte os, men jeg har gjort alt for at holde fast i kaffedaten, for jeg har brug for at tænke på noget andet for en stund. Hvis der er noget, som livskriser også minder én om, er det, at man ikke skal udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag. – Og nej, sådan kan man ikke leve hver dag, hele livet – men indimellem, og med nogle ting, kan man.

Jeg tager af sted med maven fuld af sommerfugle og hovedet fuld af tanker. Sådan er det at være én, der tænker (for) meget.
På en måde starter vi lidt ulige, fordi hun (måske) har et forspring efter at have læst med her, og ved en ting eller ti om mig. Jeg ved stort set intet om hende…
Måske har hun endda dannet sig et billede af mig ud fra det, hun har set og læst her. Måske ‘lever jeg slet ikke op til det’ i virkeligheden…

Jeg er virkelig spændt! For hvad er egentlig også præmissen for mødet?  Måske har vi hvert vores udgangspunkt eller ønske med det. Det ved jeg først efter i dag…
Jeg vil bare så gerne, at det bliver en god oplevelse, i det mindste. Både fordi det (altid) er fedt med positive oplevelser, især når man overskrider sin egen grænse en smule for det. Men også fordi jeg – helt ærligt – synes, det er svært at møde nogen, der måske endda kunne have venindepotentiale. Hvor den gensidige interesse er der, og hvor man ‘klikker’. Det er vel egentlig slet ikke så let?
På mange måder føler jeg mig stadig som tilflytter her til. Mange af dem, jeg møder – forældre til drengenes legekammerater, studiekammerater, genboer, kollegaer – har masser af venner og bekendte fra et helt liv her. Jeg føler og hører ofte, at ‘de har masser af venner’, de har ‘nok venner’…
Jeg føler mig på mange måder stadig ‘ny’ og faktisk også lidt alene. Altså ikke ensom, for jeg har jo min familie omkring mig. Men sådan veninde-ensom. Ingen af mine nære veninder bor her i byen, og det er bare noget andet, når man kun kan ses engang imellem, og når det altid skal aftales i god tid. På den måde er man ikke rigtigt en del af hinandens hverdag, som også betyder noget for mig.

Det hjælper heller ikke ret meget på min nervøsitet og mine tanker, at jeg (faktisk) er ret genert og har svært ved at tro på, at jeg er god nok. Jeg har virkelig svært ved at turde tage initiativ til at lære nogen bedre at kende. Spørge, om de har lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Tænk, hvis de sagde nej. ‘Ja, hvad så?’ tænker nogen. Men sådan har jeg det slet ikke. Jeg tænker straks, at der så må være noget galt med mig. Men nu har jeg faktisk taget initiativet, og det samme har hun, da vi skulle have sat en dato. So far, so good.

Og næste skridt er så nu – lige om lidt… Og bagefter venter endnu et. For hvordan mærker man så egentlig ordentligt, om begge parter ‘trives’ i det? Det er næsten værre at få et afslag bagefter. Især hvis man selv synes, at ‘det gik godt’. Men det er nok igen dét med, hvilket udgangspunkt man hver især kommer med til mødet…

Og ja, alle de her følelser og tanker hænger helt sikkert sammen med alt det, jeg måtte igennem i løbet af min skoletid. Selvom jeg ofte tænker, at jeg ‘er kommet mig’ efter mange års mobning, er der dage som i dag, der minder mig om, at arrene aldrig forsvinder.

Åh, hvor ville jeg gerne, at jeg ikke tænkte så meget. Og hvor ville jeg gerne, at jeg turde tro på, at jeg er god nok, som jeg er… Måske det bliver bedre med alderen (jeg er jo stadig ret ung 😉 )
Men nu springer jeg ihvertfald ud i det – så må det briste eller bære. Jeg øver mig i at turde!
(På en måde bliver det også sat ekstra meget i perspektiv i disse dage, for det her er jo ingenting i forhold til at alt det, vi ellers står midt i…)

Og som min (kloge) mand siger, så skal jeg jo bare være mig selv og hvis ikke det er godt nok, so be it… <3

I 2018 skal….

img_1287

Det nye år er allerede godt i gang og jeg løber af sted og forsøger at følge med. Især eksamensforberedelser og opgaveskrivning fylder en hel del lige nu!
Når det nye år rammer, bliver jeg altid en kende sentimental og nostalgisk og funderer en hel del, både over det gamle år, der gik, og det nye, der venter.

Jeg tror ikke på nytårsforsæt, for jeg har ikke lyst til at skulle gå og holde regnskab, men jeg synes nu alligevel det kan være helt fint at sætte sig mål, udstikke en retning og have noget på to do listen, man gerne vil og kan glæde sig til. Måske endda sætte sig et par (svære) mål, der har en gulerod i enden, hvis de nås…

Desværre starter året ikke, som jeg havde håbet. Flere grene af familien er ramt af svær sygdom og det er ikke til at bære! Det er så urimeligt og tungt. Men på ulykkelig vis, kliché eller ej, minder det mig også om, at tiden er nu!

Jeg har lavet en ‘lille’ liste over året, der venter, så jeg ved, hvad jeg har at se frem til og glæde mig til… Lidt længere nede er der også et spørgsmål ti jer, samt en lille reminder.

I 2018 skal…

… jeg overleve januar, forhåbentlig, med eksamensforberedelser, vuggestueafsked, pensum, fødselsdagsplanlægning, klinik og hverdag on the side
… jeg bestå og afslutte et par semestre (åh, det håber jeg virkelig!)
… L starte i børnehave (om en måned, that is!!)
… blive meget, meget klogere og udvikle mig 😉
… jeg smøre en h…. masse madpakker
… jeg komme et år tættere på drømmen om at blive sygeplejerske
… jeg nyde en lang sommerferie med mine <3
… vi fejre den første runde fødselsdag for en af vores drenge. Dét er vildt!
… jeg rykke mine grænser og turde tro mere på mig selv
… jeg blive bedre til at strikke – måske endda strikke noget ‘rigtigt’ til mig selv eller drengene…
… vi forhåbentlig nyde en helt masse rare stunder sammen
… jeg fortsætte med at nyde de små øjeblikke
… jeg give plads til mit savn og min sorg
… jeg fortsat øve mig på at sige ‘pyt’
… vi til flere forskellige familiefester
… vi fejre 9 års bryllupsdag (dét er vildt)
… jeg kysse en masse – på min mand og mine børn
… jeg holde fast i at hylde de små ting og hverdagsstunder
… jeg prøve kræfter med tutor-jobbet. Det glæder jeg mig til, helt ydmygt og en anelse stolt
… vi ud at se de nye kunstværker i Skovsnogen, som vi var ellevilde med, da vi besøgte den første gang
… jeg slå mine folder på en sygehusafdeling for første gang, sådan for alvor
… jeg lave masser af mad
… jeg læse virkelig meget faglitteratur – og forhåbentlig lidt skønlitteratur også
… jeg bage kager i massevis
… jeg spise mindre kage (som om!)
… jeg gå masser af lange gåture med Saga
… jeg læse andet end kun faglitteratur
… vi nyde en lang, varm, dansk sommer (man har jo lov at håbe!)
… jeg drikke masser af kaffe
… jeg nyde de stille weekendmorgener med A
… jeg grine (meget) hver dag
… jeg nyde at der kommer motorvej hele vejen til studiet! = ekstra tid til studier eller familie! Juhu!
… vi måske få drømmen, om at holde jul et sneklædt sted, til at gå i opfyldelse….
… jeg blive bedre til at turde invitere nogen på en kop kaffe – nye venskaber skal jo starte et sted…
… vi huske at få drengene passet og lave noget, bare A og jeg <3
… vi forhåbentlig til gensynskoncert med det band, der spillede til vores bryllup
… jeg tænke på 3 ting, jeg er taknemmelig for, inden jeg lægger mig til at sove
… jeg forhåbentlig udvikle (flere) bekendtskaber og relationer på studiet
… jeg melde mig til Den store bagedyst (altså hvis mine drenge kunne bestemme…)

Og forhåbentlig en masse andre spændende, grænseoverskridende, udviklende, fantastiske, rare, nærværende ting, jeg ikke ved noget om endnu eller har glemt 🙂

Men hvad skal 2018 byde på her på bloggen? Kom endelig med ideer og feedback. Mere eller mindre af noget? Flere opskrifter, temafester eller indlæg om sygeplejestudiet/studielivet, der efterhånden optager meget af min tid? Byd gerne ind, det vil gøre mig glad at høre, hvad I sætter pris på at finde her hos mig.

God aften derude!

 

P.S. Hvis I skal nå at bestille en måneds gratis vitaminer, leveret direkte hjem til jer, så hop over til indlægget her (der indeholder reklame) – i morgen er sidste chance! 🙂

Status: De første 2 måneder som sygeplejerskestuderende

020

I dag er det 2 måneder siden, jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, så jeg tænkte, det var på sin plads med en lille status 😉

Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået to måneder. På den ene side, så synes jeg lige, jeg startede i går – på den anden side, så føles det som om, jeg har været i gang i flere år. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt… Jeg tror nu mest, at det er godt!
For det betyder ihvertfald, at nogle ting er blevet mere eller mindre ‘rutine’ – ikke på den dårlige måde, men mere fordi det efterhånden sidder på rygraden, så jeg ikke skal bruge en masse ekstra energi på det – f.eks. at finde ud af hvor lokalerne er, hvordan jeg orienterer mig i studieplanen, hvor tidligt jeg skal hjemmefra for at nå frem i tide osv. 🙂
Alle de der små praktiske ting, der fylder virkelig meget i starten. Alle de introting, til mail, studienet, undervisningsformer osv., som jeg glædede mig til at ‘komme forbi’ – dem er vi efterhånden også ved at have klaret.
Nu er dagenen så småt fyldt op med ‘rigtig’ undervisning og det er jeg ret vild med!

Hver eneste dag, når jeg vågner, glæder jeg mig til at komme i gang, finde ud af hvad dagen gemmer på af nye, spændende ting og til at blive klogere.
Hver eneste dag lærer jeg noget (meget) nyt, og det er både en vild og fed følelse! Jeg er måske nok blevet lidt afhængig af det. Men det er også hårdt. For det trætter. Så jeg forsøger at tage en pause i ny og næ, omend jeg nok godt kunne blive bedre til det. Der er altid lige en side mere, der kan vendes – men sommetider (læs: ofte) bliver min hjerne fyldt, og så render resten ved siden af, og så kan jeg lige så godt holde en pause og lave noget andet, der fylder på, på en anden måde, eller måske ligefrem giver plads til mere ny viden.

Jeg ved godt, at Janteloven ikke tillader, at man råber sin lykke højt, men jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig simpelthen så priviligeret og glad!
Jeg er fuldstændig blæst bagover i forhold til, hvor fedt det er at blive klogere på kroppen! Det er jo den vildeste, mest fantastiske (og også lidt skræmmende) opfindelse! Okay, jeg vidste måske godt, at den var rimelig sej, før jeg startede på studiet, men jeg tænkte jo ikke over hvordan og hvorledes – og jeg vidste det heller ikke.
Allerede på de første to måneder er jeg blevet så meget klogere på alt det, der foregår ‘indeni’, og det er ikke småting, skal jeg hilse at sige. Wow altså!
Jeg synes egentlig, det skulle være os alle forundt at lære om kroppen, for jeg synes også, det forklarer mange ting, man kunne have gavn af at vide. F.eks. hvorfor kroppen reagerer, som den gør… Jeg håber, jeg kan blive dygtig til at formidle min viden, så den kan hjælpe en helt masse mennesker på min vej…

Jeg kan selv godt lide at få en forklaring på ting, så jeg forstår dem bedre. Så jeg bedre kan forholde mig til dem.
F.eks. har patienter, der har smerter, meget nemmere ved at acceptere og udholde smerterne, hvis de ved hvorfor de er der. Det kan jeg sagtens forstå. Når man ikke ved, hvorfor man har ondt, så kommer der lige et ekstra lag på smerten – angsten for, hvad det er. Men når man ved hvorfor, så skal man ikke også tænke ‘hvad er nu det?’.
Det er også lidt det samme, når man snotter i vilden sky, og bander det langt væk. Der er faktisk en mening med det snot – at kroppen forsøger at rense mikroorganismerne ud af kroppen ved at pakke dem ind i slim og sende dem til langbortistan i en kleenex. Det gør selvfølgelig ikke snottet mere behageligt, men jeg synes bare, det er lettere at acceptere at det er der, når jeg forstår, hvorfor det skal være der… 😉 (giver det overhoved mening?…)

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har lært, de sidste to måneder, kan jeg godt blive lidt forpustet, for jeg tænker, om det mon er muligt at opretholde den fart gennem 3,5 år. I så fald, så har jeg godt nok lært meget nyt til den tid 🙂 Når jeg tænker, at jeg ikke har lært eller forstået noget som helst, så prøver jeg mig selv af, og så kan jeg godt se, at jeg allerede ved en del, som jeg ikke anede for 2 måneder siden. Det er vigtigt at holde de små sejre frem foran sig, ik?

Hvordan har det så været at starte på studie – med børn og ‘dén’ slags on the side? Det er der mange af jer, der har spurgt til.
Det er virkelig gået så fint. Jeg kan sagtens forstå nu, det mange af jer skrev inden; at man har en gave i forhold til planlægning og struktur. Jeg forsøger ihvertfald hver eneste dag at få det til at gå op, så der er tid til det hele. Og ja, nogle dage kniber det med at få læst alt det, jeg gerne vil, men jeg synes efterhånden det går fint med at få prioriteret. Jeg har ikke endnu været bagud og jeg har heller ikke misset noget undervisning. Men jeg er også heldig, for jeg har en mand, der bakker mig fuldstændig op, og giver mig ro til at læse, når jeg har studiedag, og som drøner rundt med drengene på cykel i al slags vejr, så jeg kan køre af sted hver morgen med skole for øje.
Og så terper han med mig og gider høre om lungekredsløb og hjertekamre og stille spørgsmål, så jeg kan tænke, fundere og overveje og øve alt det, der skal læres udenad <3

På den ene side, så har det været virkelig overvældende at starte på et nyt studie – en helt ny verden. Fordi der er så meget foran mig, der er ukendt. Men det er jo ligesom præmissen – så jeg forsøger virkelig at tage en ting – og for det meste også en dag – ad gangen. For ellers bliver det for overvældende.
Jeg forsøger at huske og forstå alt det jeg læser og hører, men det er umuligt. Og selvfølgelig er der noget af det, der er giga svært – især når der er kemiske formler indblandet – men jeg synes også, at der er meget mere, der giver mening, end jeg havde turdet tro på forhånd.

Der er en del på mit hold, der stressede over eksamen fra dag et. Jeg har helt tiden forsøgt at holde mig på afstand af det, for jeg vil nødigt smittes. Jeg er nødt til at tro på, at skolen og de semesteransvarlige lærere tilrettelægger undervisningen, så vi kommer gennem det, der skal til. Og hvis jeg så forsøger at hænge i, så ender det hele med at give mening, når vi til januar skal til eksamen. Og som de siger: ‘Vi skal ikke lære tingene for at bestå eksamen, men for at blive dygtige sygeplejersker’.
Og indtil videre, så holder det stik. Hver eneste dag bliver der bundet små sløjfer og bygget broer. Og jeg fornemmer allerede en fin, rød tråd gennem studieplan og læring. Jeg har kun positive ting at sige om lærerne. De er fantastiske, engagerede, forberedte og pædagogiske – jeg er helt benovet over, hvor seje de er til at lære fra sig. Meget bedre, end jeg havde turdet håbe på! De giver et vildt godt grundlag for at studere selv – som også er den stor del af studiet.
Jeg er egentlig ret overbevist om, at det hele nok skal gå. Og alligevel er jeg selvfølgelig også dødbange for, at det hele stopper til januar, hvor jeg opdager, at jeg ikke har forstået en rygende fis!

Jeg er så glad i maven og helt op i hjertet, at jeg næsten ikke tør tro på, at det kan få lov at blive ved. Min indre pessimist vil så gerne tage ordet, men jeg forsøger at styrke optimisten i stedet. Jeg kan godt! Apropos mit indlæg om det med en djævel og en engel på skuldrene….

Jeg er spændt på at se, hvordan det sociale i klassen udvikler sig. Når man er knap 50, er der et stort spændt i kompetencer og personligheder, og jeg forsøger lige så stille at finde min ‘plads’ i det – det samme gør sig gældende i min studiegruppe, som vi ikke selv har haft indflydelse på. Finder lige så stille ud af, hvem jeg har noget til fælles med, hvem der minder lidt om mig selv, hvem der er nogenlunde samme sted som mig rent fagligt, hvem jeg tror, jeg kan arbejde godt sammen med og sparre med osv. osv. Det tager tid, men jeg håber sådan, at jeg kan finde et par stykker (eller flere), som jeg kan have det rigtig sjovt med og lære en masse sammen med. Det er bare sjovere at studere, når man har nogen at gøre det sammen med – og som kan gøre det, der er lidt (for) hårdt, lidt sjovere…

Da jeg, for nogle uger siden, var i klinik for første gang, var det med stor ærefrygt, nervøsitet, nysgerrighed og engagement.
Jeg synes, det var virkelig stort at iføre mig den hvide uniform, men samtidig havde jeg det faktisk lidt svært med det, for jeg følte på ingen måde, at jeg kunne leve op til at have den på.
Jeg følte, at jeg med den på signalerede, at jeg kunne ‘noget’. Jeg glæder mig til jeg kan tage den på med lidt mere ro i maven. Måske, når jeg har lært at stole lidt mere på mine kompetencer… Det er jo både de personlige og faglige, der tæller…
At det så derudover var et lidt uheldigt klinikforløb, hvor jeg ikke følte mig særlig velkommen, gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre, men jeg håber, at næste klinik til foråret bliver rigtig god! Jeg glæder mig ihvertfald helt vildt – endda mere end til juleaften (og der skal ellers virkelig meget til for at trumfe det! 😉 )

I klinikken, og i løbet af de sidste par måneder, er jeg blevet bekræftet i, at det er det helt rigtige studie OG det helt rigtige tidspunkt, jeg er startet på uddannelsen. Jeg er simpelthen så glad for alt det, jeg har med i bagagen – for der er virkelig meget at ‘leve op til’ i rollen som sygeplejerske.
Jeg ville slet ikke have følt mig tilrette og klar til det, hvis jeg var startet lige efter gymnasiet.
I folkeskolen og gymnasiet var der fokus på at ‘høre til’. Jeg kunne være meget nervøs for at blive til grin, hvis jeg sagde noget forkert, eller var nødt til at indrømme, at der var noget, jeg ikke havde fået fat i. Nu er jeg et helt andet sted.
Jeg er i gang med den her uddannelse for min egen skyld – ikke for at imponere nogen. Jeg stiller spørgsmål til det, jeg ikke forstår, reflekterer over alt det, jeg møder, hører og ser, og sætter en ære i at give min ihærdighed plads. Jeg udfordrer min ekstroverte side hver eneste dag, ved at række hånden op og byde ind. Jeg skammer mig ikke længere over, at jeg har et ‘stræbergen’ – hvis der altså overhoved er noget, der hedder det?
I folkeskolen fyldte det en del, fordi jeg blev mobbet med at være en stræber, der lavede sine ting. Men i min optik er der jo slet ikke noget galt med at lave sine ting og være engageret i undervisningen… Det er bare først nu, jeg tør lade den følelse føles rigtig. (Jeg har skrevet om mobberiet i disse indlæg)

Jeg skal øve mig i at give mig selv lov til at holde fri. For lige nu går jeg konstant rundt med en snert af dårlig samvittighed, og det fylder faktisk mere end jeg synes, det skal have lov til. Men mon ikke det kommer, når jeg får lidt mere tro på mig selv og måske får vist (endnu mere) overfor mig selv, at jeg godt kan. Lige nu ved jeg jo ikke, om jeg kan det, der skal til. Jeg har ikke noget at måle det med. Men jeg satser på, at jeg kan…. 😉

Der er dog én ting ved mit nye studie, som virkelig river i mit hjerte, men det skal have lov til at få sin egen plads, så det må jeg skrive mere om i et andet indlæg. I dag skal glæden have lov til at fylde 🙂 Jeg glæder mig til de næste mange måneder – og til foråret, når vi ikke er de nyeste længere 😀

Okay, det blev en lang smøre – kan I fornemme, at jeg har meget på hjerte? 🙂 Nå, tak ihvertfald, hvis I kom helt herned til bunden 🙂 Hvis I har spørgsmål, noget på hjerte, gode råd eller andet, så hold jer endelig ikke tilbage 🙂

 

Rigtig god dag derude og god 1. november (det er også vildt, at det er november nu, hva?)

 

Har du lyst, kan du læse flere studietanker i de her indlæg

Tanker om mit nye liv som studerende…

030 031

I dag kom posten forbi med en tung pakke til mig – en pakke jeg har ventet på med spænding og sommerfugle i maven.

Jeg kunne have købt mange fine kjoler for de penge, jeg har betalt indholdet i pakken med, men jeg tænker, det her er en meget bedre investering 😉
Måske du allerede har læst om mine nye planer, ellers kan du læse indlægget lige her

Om to uger og et par dage starter et helt nyt kapitel i mit liv. Det føles ret meget som at skulle springe ud fra en meget høj klippe, men jeg håber, faldskærmen folder sig ud og får mig langsomt (og sikkert) ned på jorden igen 😉

Jeg kommer stadig i tvivl, nærmest dagligt, om jeg nu kan. Om jeg kan finde ud af det, om jeg kan klare det.

Alene det at skulle til at leve af SU, er ret grænseoverskridende. At skulle til at tænke meget mere over, hvordan pengene bliver brugt og til hvad.

Jeg har i mange år sat stor pris på, ikke at skulle overveje, når jeg handlede ind til mad, om der nu var penge på kontoen til det. Det er ikke sikkert det kommer til at være helt så nemt de næste 3,5 år.
Jeg kan få det helt skidt, når jeg tænker på, at det er på grund af mig, at mine drenge måske kommer til at måtte undvære nogle ting. Både A og jeg er enige om og sikre på, at de ikke kommer til at mangle noget (vigtigt) – de kommer måske slet ikke til at mærke forskel. Det håber jeg ikke. Men måske gør de…. Jeg synes, det er virkelig svært at vide på forhånd, for ingen kan se 3,5 år frem i tiden…

Jeg vil rigtig gerne lære dem, at lykke og glæde er meget andet og mere end at have (mange) penge. Det har vi altid forsøgt og haft fokus på. Og gjort meget ud af at være taknemmelige for det vi har.
Men nu hvor jeg står overfor det, så føles det alligevel vildt og en smule uoverskueligt. Nok mest fordi jeg er blevet virkelig bange for uforudsete udgifter – som man aldrig helt kan gardere sig mod, når man har hus, bil, hund og tre børn.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er der mange ting, der er lettere, når man har penge. Sådan er det bare. Men jeg forsøger at se det som en sej udfordring, som vi godt kan klare.

Derudover er jeg helt vildt bange for, at jeg ikke kan finde ud af at studere. Gå til eksamener, skrive opgaver, lægge drop, rense sår og de mange andre ting, der bliver en del af min hverdag de næste år…

Min hjerne og mit hjerte skændes højlydt for tiden. Mit hjerte glæder sig og kan næsten ikke vente. Min hjerne forsøger derimod at overbevise mit hjerte om, at jeg slet, slet ikke kan finde ud af det. Men heldigvis vinder hjertet oftest diskussionerne.

Nu skændes de om, om jeg mon skal begynde at bladre i de nye bøger eller vente til studiestart. Hvad nu hvis der er noget i bøgerne, der afskrækker mig – altså fordi det ser virkelig svært ud? 😉
Nå, jeg har lovet mig selv at tage en dag ad gangen, gøre mit bedste og arbejde hårdt. Og så kan jeg vel ikke rigtig gøre mere…?

Hvis du har gode tips og tricks til en kommende studerende som mig, så giv endelig lyd 🙂

Rigtig god aften