I torsdags afsluttede jeg 5. semester og blev introduceret til 6. Det føles fuldstændig surrealistisk og vildt. Jeg forstår ikke, at det (allerede) er 2,5 år siden, mit liv tog en drejning. På den anden side så er det næsten uoverskueligt at tænke tilbage på alt det, jeg har overvundet, siden jeg startede. Jeg har det faktisk lidt som om, jeg er stået på et tog, og glemt at stå af igen i tide… Og nu er jeg kørt for langt og der er ingen vej tilbage…
Om en uge venter et travlt og udfordrende studieforår med 20 ugers klinik, 3 forskellige steder. Hvor jeg ‘snart er sygeplejerske’ og skal kunne ting. Argh, jeg er godt nok både spændt, nervøs og en lille smule overvældet allerede.

5. semester har været teoretisk, kun afbrudt af 2 ugers klinik, hvor jeg var i hjemmesygeplejen. Inden jeg startede på studiet var jeg ret overbevist om, at de mange klinikperioder ville blive dem, jeg så mest frem til. Det har siden hen vist sig at være helt anderledes. Jeg synes, det er vanvittigt hårdt at være i klinik. Udover at der er meget at lære, er der masser af nye ansigter, et nyt speciale, nye omgivelser og eksamener undervejs. Derudover er jeg teoretisk og kan rigtig godt lide at lære og sætte mig ind i ny viden og bruge det videre.

Derfor var 5. semesters mange skoleuger ikke afskrækkende, heldigvis.
Selve semesteret har været vidtfavnende og vi har været ude i en del forskellige hjørner af teori og praksis. Det har været delt op i 3 forskellige temaer, blandt andet med fokus på akut, kritisk og kompleks sygepleje og forskningsmetodologi.

Siden midten af december har der stået minibachelor og eksamen på skemaet. Vi har knoklet i studiegruppen og lært helt utrolig meget af hele processen. Det har været en virkelig god måde at afslutte det teoretiske semester på. Og faktisk også en virkelig god forberedelse til den bachelor, der efterhånden kan skimtes i horisonten.

Jeg er ualmindeligt taknemmelig for at være i en studiegruppe med 2 fantastiske piger. Vi gør hinanden stærkere og holder hinanden i gang, når det hele føles en anelse uoverskueligt. Og så supplerer vi hinanden virkelig godt. Jeg har den rareste ro i maven ved tanken om, at vi skal følges det sidste stykke også. Det betyder virkelig meget at have nogen at læne sig op ad og udvikle sig sammen med.

I tirsdags kulminerede en travl skrive- og eksamensperiode med mundtlig eksamen, og bandt den fineste sløjfe på semesteret. Og på det ‘almindelige’ studieliv, som det har set ud i lang tid efterhånden – afbrudt af klinikperioder. Nu er der ikke mere reel teoretisk undervisning tilbage. Hele 6. semester går med klinik og på 7. venter en valgfagsperiode efterfulgt af bachelorskrivning. Det er helt skørt at tænke på! Vores hold skal samles til enkelte undervisningsting, men ellers er vi spredt og har gang i hver vores. Om under et år skulle jeg gerne være uddannet sygeplejerske, hvis tingene går efter planen. (Man ved aldrig med livet, har jeg efterhånden lært, men jeg håber, at det skal være sådan – og jeg vil kæmpe for det til det sidste 😉 )

Siden nytår har vi, i studiegruppen, mødtes til opgaveskrivning herhjemme. Omkring spisebordet fra morgen til eftermiddag. Vi har knoklet og hygget os med det. Og jeg har kunnet sørge for lidt af hvert, så der var energi til at knokle videre 😉
Drengene kom hjem fra skole hver dag og hilste på og så os arbejde. Det har faktisk været en virkelig fin ting. For jeg vil gerne vise dem, at tingene ikke kommer af sig selv. Men at det kan gå godt, hvis man smøger ærmerne op og knokler for det. De har fulgt med i processen og været interesserede. Også om morgenen, da jeg skulle til eksamen og de ønskede mig pøj pøj og var så søde – sagde at det hele helt klart nok skulle gå 🙂 Og om eftermiddagen, da de kom hjem, og som det første spurgte spændte, om det var gået godt.
Det var fedt at fejre det fine resultat med dem og se dem stolte. Fedt at vise dem, at det betaler sig at arbejde for det. Og jeg glæder mig helt ubeskriveligt til den dag, de skal med op på skolen og være med til at afslutte det hele <3 Det er min gulerod gemmer alt det, der er svært, hårdt, trist, uoverskueligt og ‘for meget’.

Inden eksamen, når nerverne har overtaget, tænker jeg altid på min far. Finder styrke i, at når jeg kunne gå igennem den svære tid, det var, at se ham være syg og dø, så kan jeg også gå til eksamen. Uden sammenligning i øvrigt.
Og bagefter, når eksamensrusen har lagt sig, bliver jeg altid ramt af en svær melankoli og et savn, der skærer hjertet midt over. I tirsdags ramte det, da jeg sad alene i bilen på vej ud efter W. Pludselig trillede tårerne og klumpen i halsen faldt ned og lagde sig som en tung skygge om hjertet. Jeg ville give alt for at min far kunne være her og dele det hele med mig.
Hvorfor tog jeg ikke springet noget før? Jeg kunne så godt have brugt hans gode råd og vejledning. Har så meget jeg gerne ville høre hans mening om. Men sådan er livet – uforudsigeligt. Og ej at forglemme, var det netop hans sygdomsforløb og død, der gav mig det sidste skub… Så det kunne ikke have været anderledes, omend jeg ofte drømmer om det.

I tirsdags var en ambivalent dag. En glædens og lettelsens dag, der netop af den grund også gjorde ondt. Og hvis der er noget, jeg er god til, så er det at underkende mig selv. Tale ned til mig selv, når noget ikke lige går, som jeg synes, det burde. Men i tirsdags var jeg faktisk stolt af mig selv. Sådan helt ægte. Det sker ikke særlig tit, og det var en vild følelse. Også at lade mig selv føle det! Jeg lyttede ikke til skyggerne fra fortiden, der altid har skullet fortælle mig, at jeg ikke var god nok.
Jeg er stolt af den minibacheloropgave, vi har afleveret. Stolt over processen og over eksamen, der satte det fineste punktum på det hele. Jeg gik derfra med så meget ros i hjertet, at jeg ville ønske, jeg kunne komme det på flaske og gemme det til senere. For jeg ved, at jeg er (for) dårlig til at huske på det. Men måske det hjælper at skrive det ned… Så kan jeg ihvertfald kigge tilbage på det.

Nu venter en uge uden fast skema. Hvor jeg skal have læst op på det, der venter lige om hjørnet. Og ladet batterierne op til endnu et sejt træk. Det hjælper heldigvis at tænke på, at forårets lys og lunere dage følger med.

Udover at fejre afslutningen med mine drenge, har jeg, som tidligere nævnt, min helt egen tradition, når et semester er veloverstået. Jeg nåede aldrig at finde det helt rigtige efter 4. og nu er 5. også krydset af – så jeg må på jagt x 2 🙂 Det er heller ikke helt dumt at have det at se frem til.

Rigtig god aften

P.S. Hvis du vil læse om tidligere semestre, så klik lige her 🙂

I dag er en helt speciel dag!
En gigantisk milepæl. En mærkedag af de helt særlige. En sejr, der skal fejres, markeres og mærkes.

Som livet allerede har lært mig adskillige gange, så skal man ikke være bleg for at juble, når der er noget at fejre. Livet er for kort til at vente. For kort til at lade være. Og i dag har jeg ikke tænkt mig at lade hverken Jantelov eller ydmyghed stå i vejen for at hæve glasset, klappe mig selv på skulderen og nyde 😉

I dag er jeg halvvejs med mit studie! Allerede – og så alligevel ikke.
På den ene side synes jeg, jeg har været i gang med at læse i virkelig lang tid. Når jeg tænker på, at jeg skal ‘gå igennem det hele igen’, så orker jeg næsten ikke. På den anden side, så føles det sidste stykke vej meget kortere, end det jeg har klaret mig igennem. Måske fordi det sidste år går med 20 ugers klinik og bachelorskrivning… Måske fordi jeg er ‘inde i tingene’. Når jeg tænker på alt det, jeg har lært, bliver jeg faktisk en smule overvældet. Det er ikke så lidt, der allerede har sat sig på nethinden, og er blevet en del af min – både faglige og personlige – værktøjskasse.

Så ja, i dag er en særlig dag for mig. Den er særlig fordi jeg nåede til den! Den dag, der så mange gange har føltes som umulig at kæmpe sig frem til. Der har været så mange forhindringer og bump undervejs. Benspænd og slid. Blod, sved og tårer. Det er ikke småting, der er sket, siden jeg startede med at læse til sygeplejerske i 2017. Og nu er jeg halvvejs.
Og… fra i dag kan jeg tælle ned. Få øje på lyset for enden af tunnelen – ihvertfald i glimt. Fremover, på de dage, hvor alting mest af alt er hårdt, svært, tungt og opgivende, vil jeg huske mig selv på, at jeg har passeret halvvejsmålet. Jeg er godt på vej mod mållinjen.

Mine ord og tanker her er ikke ment som en opfordring til at skulle have et klap på skulderen. Jeg ved, der er mange derude, der kæmper (eller har kæmpet) samme – eller lignende – kamp, som mig. Det er for at sætte ord på noget af alt det, som sådan et studie kan fremkalde. De sidste par år har jeg fået mange mails og beskeder med spørgsmål til studiet. Blandt andet også mange omhandlende, hvordan jeg kan klare det, når jeg også har en familie og hverdagspraktik, der skal gå op. Og jeg har jo ikke opskriften på det. Desværre. Det havde ellers været fedt. Vi klarer det på hver vores måde – også alt afhængig af, hvad vi har med i bagagen, vores netværk og meget andet.
Men jeg vil især gerne understrege, at det ikke er let. Heller ikke selvom det måske kan se sådan ud!

Mange gange undervejs har jeg haft lyst til at give op. Men nu føles det for dumt at ombestemme sig.
Jeg har det dog stadig meget ambivalent med studiet. På den ene side så er jeg helt vild med at lære nyt, lære mere, udvikle mig, udfordre mig selv, blive dygtigere. På den anden side er det svært at stå op hver morgen til (endnu) en nyhed om, hvor forfærdeligt et arbejdsliv sygeplejersker har – og får i fremtiden. Det arbejdsliv, der venter på mig, som en ‘gulerod’ når jeg har kæmpet mig igennem studiet, lyder langt fra tiltalende. Den konstante og massive negative omtalt af sygeplejerskers arbejdsforhold m.m. har virkelig været en hård nyser at skulle forholde sig til – hver eneste dag.

Jeg kan dog også mærke, at min egen identitet som (kommende) sygeplejerske så småt er ved at blive dannet. Der mangler stadig mange brikker endnu, men jeg føler mig allerede forbundet til faget. Jeg er begyndt at tænke ‘som en sygeplejerske’ og analyserer mange ting på en helt anden måde nu, end for et par år siden, inden jeg startede på studiet. Jeg har lyst til at komme ud og bruge min viden. Bruge mig i faget.
Jeg er stolt af alt det, jeg har lært. Og samtidig meget ydmyg overfor det hele. Spændt på alt det jeg mangler at lære – snuse til – opdage – udforske. Jeg er ikke klar til at opgive det, så jeg kæmper videre. Og håber i mit stille sind på, at jeg godt kan være i faget, når jeg er færdig.

Jeg kan helt vildt godt lide at have travlt. Have gang i mange ting. Jeg sidder sjældent stille, så det er ikke den del, der skræmmer mig. Det er mere tanken om, at jeg kan komme til at begå (alvorlige) fejl, fordi der er for få ressourcer og personale til at løse opgaverne. Jeg bliver helt vildt skræmt ved tanken. Og når jeg læser i fagbladet, at hver 7. nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt indenfor det første år, så sætter det da også tanker i gang… Men jeg har samtidig også lyst til at være med til at kæmpe for, at det skal være bedre – anderledes.

Men – jeg kan også skrive under på, at det ikke er let at være studerende. Og studiet vil helt sikkert også gøre mig klar til ‘livet som sygeplejerske’. For man får hår på brystet undervejs på studiet. I løbet af studiet lærer man så meget mere, end ‘blot’ sygepleje.

Jeg må dog også bare erkende: Det er et vanvittigt hårdt job at være sygeplejestuderende!
Ikke kun fordi der er meget at læse, reflektere over og lære. Og derudover en masse eksamener undervejs på hvert semester (omend man kalder dem ‘forudsætningskrav’, vil jeg nu vove den påstand, at det er eksamener).
Det konstante pres er til at tage at føle på. Men det, som jeg i sin troede var det fedeste ved uddannelsen – nemlig at 40% af uddannelsen er praktik/klinik – har vist sig at være det aller hårdeste.
Det er som at få nyt job hele tiden. Og vi kan godt blive enige om, at det er VILDT hårdt at starte på nyt job, ik?
De første uger skal man lære alt det nye at kende, kollegaerne, rutinerne. Udover at man skal lære sit job at kende. De første par uger aner man ikke engang hvor man ‘kan’ sætte sig i kaffestuen.
Vores klinikker er korte. 8 uger et sted – 1 uge et andet – 10 uger et tredje osv.
Om lidt starter jeg (igen) et nyt sted, hvor jeg skal falde ind i 8 uger. Og udover at jeg skal lære en masse nye (midlertidige) kollegaer at kende, skal jeg arbejde 30 timer om ugen, vurderes hver eneste dag, finde ud af ‘jargonen’ på den nye afdeling og forberede mig til midtvejseksamen og afsluttende skriftlig opgave. Derudover skal der repeteres og læses en masse ny teori, skrives refleksioner ned og opsøges nyeste forskning på området. Når jeg lige synes, jeg har lært det hele bare lidt at kende, så er tiden gået og jeg skal videre til det næste…
Mit sensitive sind er på konstant overarbejde, og jeg skal sørge for at have fri til at fordøje det hele, når jeg kommer hjem. Det kan dog være lidt svært, når der er 3 drenge, der også har brug for deres mor.

Jeg glæder mig til jeg engang er færdig, og kan få lov at falde til et sted – sætte mig ind i specialet og blive rigtig dygtig til lige præcis det!

Heldigvis – og det er nok noget af det, jeg er allermest taknemmelig for – er jeg landet i en studiegruppe med to fantastiske piger. Det er måske i virkeligheden det, der har holdt mig på sporet. Jeg har haft noget at være tryg i. Vi supplerer hinanden vildt godt. Vi kæmper, arbejder, knokler og deler mange grundlæggende værdier. I sidste uge fremlagde vi et projekt, der fik ros og anerkendelse og som vi blev opfordret til at tage videre. Arbejde videre med, fordi det har potentiale. Det var en vildt fed anerkendelse. Og det var faktisk præcis dét jeg håbede på, da jeg startede. At jeg ville møde nogen, der ikke kun skulle være mine klassekammerater, men nogen som jeg skulle følges med i en vigtig periode af ens liv – og som man måske endda kan få glæde af mange år frem. Jeg havde næsten ikke turdet håbe på, at det kunne ske. Men heldigvis kan ens håb og ønsker indimellem blive mødt.

I dag er en stor, personlig sejr for mig. Jeg har i så mange år haft svært ved at finde ud af ‘hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen’. Et var, hvad jeg var god til. Noget andet, hvad jeg havde lyst til at lave og arbejde med. Sygeplejestudiet har vækket noget i mig. Præcis som jeg troede, det ville. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan. At jeg måske endda er god til det – selvom jeg har meget svært ved at tænke sådan om mig selv. Det må være dæmonerne fra min barndom, der stadig har lidt magt over mig, når jeg stadig kan tvivle på, om det virkelig kan passe.

Udover at jeg har fundet noget, som har tændt noget i mig, har jeg også fået vist overfor mig selv, at jeg kan meget mere, end jeg selv troede. Jeg har klaret at fortsætte, selv da livet endnu en gang rystede os og slog benene væk under os – min lille familie og mig.
Jeg har klaret mig igennem alle de svære stunder, der har mindet mig om min far. Om hans lange sygdomsforløb. Jeg har været tvunget til at forholde mig til alle de ting, jeg nu kan se, ikke var i orden i hans forløb. Jeg kan nu analysere det hele på en anden måde. Men ikke gøre noget om. Jeg har grædt som pisket, når jeg har siddet alene i bilen på vej til eller fra skole eller klinik, fordi jeg har savnet, sørget.
Jeg har klaret mig igennem eksamener efter søvnløse nætter. Fordi det følger med titlen som mor. Jeg har læst og læst. Reflekteret, overvejet, analyseret – om og om igen. Brugt mig selv på alle måder, for at komme videre. Komme igennem.

Og helt ærligt; jeg er hamrende stolt af mig selv. Selvom man er over 30 kan det godt lade sig gøre at skifte spor. Forfølge gamle drømme. Jeg vil faktisk vove den påstand, at det har været det helt rigtige for mig at vente til nu. Jeg er så meget mere klar til alt det her nu. Klar til at møde det – både når det er godt og når det er svært.

Og udover at fejre min halvvejsdag, kan drengene og jeg også fejre, at vi har påskeferie. Det er tiltrængt og nydningsværdigt.
I aften skal vi skåle, spise god mad og mærke efter – mærke alt det, der trods alt er rart og godt – selvom livet også kradser. For det er netop dét, der gør, at vi kan mærke det ene – at vi også kan mærke det andet <3

Og så skal jeg fejre A. For uden ham, var jeg aldrig kommet her til!

God ferie til jer, der også er så heldige. Og god weekend til jer, der må ‘nøjes’ med det

Pas på jer selv og hinanden – og klap dig selv på skulderen!

P.S. Jeg har efterhånden skrevet en del om det at læse til sygeplejerske. De tidligere indlæg kan læses lige her

Da jeg startede på sygeplejestudiet og var godt i gang med 1. semester, besluttede jeg mig for at starte en ny tradition. En slags gulerod for at kæmpe (videre). Og en fejring af de milepæle, der møder én i løbet af studiet.

Jeg besluttede, at de skulle fejres med et kunstværk. Et billede eller maleri, som jeg kan kigge på og nyde. Som skal minde mig om, at jeg kan. Og sende tankerne tilbage til ‘dengang’.

Nu hvor 3. semester er afsluttet, er et nyt maleri landet herhjemme og jeg er helt vild med det. Det var kærlighed ved første blik. Og farverne passer spot on herhjem til.
Og så ‘talte’ det til mig. Jeg forestiller mig nemlig, at jeg går på vejen mod solnedgangen. (Og dem der kender mig ved, at jeg har noget med solnedgange 😉 )
Og jeg kan godt lide tanken om, at det skal minde mig om at blive på vejen. Fordi der er lys for enden. Også selvom der er ting i rabatten der frister eller trækker. Og så samtidig også huske at kigge op og nyde alt det omkring mig. Se det smukke i det små – og det store. Og huske på, at det man ser nu – himlen over én – forandrer sig, før man får set sig om. At det, der er nu, kun varer ved et øjeblik.

Da S kom hjem i dag, spottede han billedet med det samme. Han var også temmelig begejstret for det og begyndte straks at snakke om vejen, solen og skyerne, der også kunne være bjerge. Måske ser vi hver vores i billedet. Og det er jo kun ekstra skønt!

Billedet er malet af Line Højmann (@pieceofpaint på Instagram) og er det, der skal ‘repræsentere’ 3. semester på vores væg.
Og nu har jeg så et helt semester til at udse mig det næste 😉

Nedenfor kan I se, hvilke billeder der repræsenterer de andre milepæle.

Rigtig god aften

Efter 1. semester flyttede Svanemor ind. Og de to (snart 3) unger minder mig om mine egne 3Efter 2. semester kom maleriet fra Kristine Hellesøe herhjem at boOg da medicinregningseksamen var bestået på 3. semester, landede dette lille maleri, også af Kristine Hellesøe, herhjemme

For mit vedkommende er 3. semester som sygeplejestuderende nu ovre. Lidt før tid, men det er der en helt særlig grund til.
Her kommer en opsummering på mit 3. semester – på godt og ondt.

Det er efterhånden blevet til en føljeton, det her med at skrive om mit studie, og I er mange, der læser med, når jeg skriver om det, mine tanker, oplevelser og frustrationer. Jeg synes også selv, det er rart at få det ned på skrift, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan huske hvordan jeg havde det lige nu, om et år eller 5.
Og det har allerede hjulpet mig flere gange at se tilbage, når jeg har haft brug for at give mig selv et klap på skulderen. Og I har også været en stor hjælp, der har bidraget med både hep og opmuntring, især da jeg stod midt i klinikken på 2. semester med temmelig ambivalente følelser. Det har været rart at finde ud af, at jeg langt fra er den eneste med alle disse tanker og tvivl. Finde ud af at det er helt normalt. Og måske det også kan hjælpe andre derude, der har det som mig (og mange andre)?

At tage en uddannelse er en proces, der både giver og tager. Og jeg må indrømme, at det her 3. semester har taget noget mere end det har givet. Og lige nu, når jeg mærker efter og tænker tilbage, føles det uendeligt langt. Jeg er faktisk virkelig glad for – og stolt over – at det er ovre nu. Og at jeg klarede mig igennem. Ja, i det hele taget har livet måske, som helhed, føltes både uoverskueligt, sjælefredsstjælende og ubarmhjertigt, det sidste halve års tid. Og det har selvfølgelig også påvirket mit 3. semester.

Efter en skøn, lang sommerferie, samledes vi på skolebænken igen i starten af september. Til en uges undervisning inden den stod på 8 ugers klinik. Den første uges undervisning var tæt pakket, for der var mange ting vi skulle introduceres til og have information om, inden vi skulle sendes i 25 forskellige retninger.
På 2. dagen blev vi introduceret for et internationalt projekt, som 8 af os kunne melde os til at deltage i. Et projekt der ville ændre en del på semesteret, hvis vi meldte os til det. Fordi det ville betyde andre eksaminer, forudsætningskrav og en anderledes arbejdsbyrde.
Jeg var ret hurtigt overbevist om, at det ville være en god idé og fik (heldigvis) overtalt en af mine søde studiemakkere til at hoppe med på vognen. Projektet krævede nemlig at man arbejdede i par. Det betød så, at vi skulle arbejde med et skriftligt produkt, et interview og samarbejde med studerende i Canada imens vi var i vores klinik i stedet for første at arbejde med det i januar, som resten af holdet. Vi var godt klar over, at det ville koste virkelig mange kræfter at skulle arbejde om aftenen, efter vi havde været i klinik, men guleroden var, at vi kunne gå på juleferie med en afleveret eksamensopgave og derefter nærmest holde fri i januar, mens resten af holdet skulle skrive opgave og til mundtlig eksamen.

2. uge af semesteret startede jeg i klinik. Og uden at gå alt for meget i detaljer, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det slet ikke var et sted for mig. Det var et sted, hvor det meste af dagen gik med aktiviteter som fx at spille et spil, klistre blade på vinduerne, lytte til musik eller skrive en sang. Godt nok havde jeg en klinisk vejleder, der var uddannet sygeplejerske, men der var ikke meget sygepleje i hverdagen og hendes arbejdsopgaver var heller ikke nogen, der krævede en sygeplejerske.
Alle de andre, jeg arbejdede sammen med, var enten pædagoger eller ergoterapeuter og det gav også virkelig meget mening i forhold til stedet.
Jeg manglede desværre bare virkelig meget at kunne spejle mig i nogen – i deres profession og i deres arbejdsopgaver. At kunne arbejde videre med at danne min egen sygeplejeidentitet. Og det var virkelig svært, for alt hvad vi gjorde og skulle, var ikke noget jeg havde teori at drage paralleller til.
Selv i de efterfølgende uger, hvor jeg skulle være en del af plejen af beboerne, var det ergo-, fysioterapeuter og pædagoger, der varetog plejen – og gjorde mange ting anderledes end det vi er blevet oplært i som sygeplejestuderende – og kommende sygeplejersker.
De fokuspunkter og mål der var for 3. semester var virkelig svære at få øje på, der hvor jeg var. Fx fylder farmakologi og klinisk lederskab en ret stor del af semesteret, men det var stort set ikke noget, der blev arbejdet med, der hvor jeg var.

Det gjorde selvfølgelig også min klinikperiode en hel del sværere, at vi – pludseligt – mistede min svigerfar en uge inde i forløbet. Og efter det, havde jeg ret svært ved at se, hvordan jeg skulle komme gennem semesteret. Alene bare af den grund, at der er ret strenge krav til fremmødet i klinikken, og med både bisættelse og en familie, jeg skulle være der for, var det svært at imødekomme. Vi endte dog med at finde en løsning, hvor jeg arbejdede timerne af senere hen, på de dage jeg ellers skulle have haft studiedag og haft tid til at læse – og skrive på vores Canadaprojekt!
Det var vanvittig hårdt at skulle være der for mine drenge, og samtidig kæmpe med en helt masse svære følelser, hver dag når jeg skulle af sted i klinik. Jeg havde det, de første par uger, fysisk dårligt om morgenen, når jeg gik ind ad døren deroppe.
I løbet af de 8 uger fik jeg dog også godt oplevelser med i min rygsæk. Jeg fik håndteret mange forskellige situationer og især beboerne udtrykte mange gange overfor mig, at de var glade for mig og det jeg gjorde for dem. Jeg fik sågar det fineste håndskrevne brev og en æske chokolade af en af dem, da jeg havde sidste dag. Han takkede mange gange for, at jeg altid kom ind til ham med fantastisk humør – og det blev jeg faktisk overraskende rørt og glad for. For det viste mig, at jeg havde formået, ikke at lade ‘alt det svære’ påvirke min tilgang til dem, jeg var der for.

Efter de 8 ugers klinik, som jeg heldigvis fik godkendt uden problemer, var det tilbage på skolebænken. Til en eksamen og et forudsætningskrav indenfor et par uger. Pyh! Den berygtede medicinregningseksamen. Den man hører om nærmest fra første dag. Og som efter sigende har en virkelig høj dumpeprocent.
Men først skulle vi liiige lave et forudsætningskrav, som skulle bestås. En video hvor vi udfører 3 tildelte medicinadministrationer. Udover at skulle udføre, spille skuespil og optage videoer for hinanden i studiegruppen skulle vi også redigere videoerne, så de max varede 8 minutter. Og indtale forklaringer osv. Så udover sygeplejestuderende kan jeg nu også skrive instruktør og redigeringskvinde på mit CV 😉

Videoen blev afleveret og så var det videre til næste hurdle. Medicinregningseksamenen varede 1 1/2 time og bestod af både regneopgaver og 5 skriftlige opgaver, hvor man kan blive spurgt om alle mulige ting i forhold til administration, præparater osv.
Jeg brugte alle 5400 sekunder til fulde og da tiden var gået sad jeg tilbage med røde kinder og en okay følelse i kroppen. Jeg havde fået regnet alle opgaver, tjekket dem igennem og svaret på alle de skriftlige. Bagefter var der nogle af de andre fra holdet, der begyndte at sammenligne resultater, og det gjorde mig nervøs, for jeg var i tvivl, om jeg huskede rigtigt og havde fået det samme som dem. Nu var der kun tilbage at vente en uge på svar – som ville komme samme dag som svaret på forudsætningskravet. Sikke en fredag at gå i møde…

Efter en uges ventetid og almindelig skolegang kom svarene fredag eftermiddag og aften. Videoen var det første, der kom svar på. Og den var heldigvis godkendt. Men jeg kunne nærmest ikke glæde mig over det, for jeg var virkelig nervøs for svaret på medicinregningen. Ikke fordi det er jordens undergang at dumpe. Studievejlederne har også gjort meget ud af at fortælle, at det er mere unormalt at gå gennem studiet og ikke dumpe på et tidspunkt, end at dumpe en eksamen. Jeg kunne bare slet ikke overskue at skulle tage den om Jeg ville virkelig gerne have lagt den bag mig, så jeg kunne se frem mod Canadaprojektet, juleferien og afslutningen på semestret. Da svaret tikkede ind var det med hjertet oppe i halsen at jeg loggede ind. Og til min store forundring var det gået meget, meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig. Et par fejl eller hvis man ikke havde fået fuldt pointantal i de skriftlige – så ville man enten få 02 eller dumpe. Så jeg måtte knibe mig i armen, da jeg så karakteren og så dansede drengene og jeg ellers rundt i stuen. Det var SÅ fedt at få et (meget) positivt svar og et skulderklap, midt i alt det der virkede så uoverskueligt.

De næste uger gik med skole og Canadaprojekt. Min studiemakker og jeg kæmpede virkelig med opgaven og især samarbejdet med canadierne var vanskeligt. Både på grund af de 6 timers tidsforskel, der gjorde at vi kun kunne være i kontakt med dem om aftenen, men også fordi der var nogle ret store barriere i forhold til, hvordan vi griber tingene an og det syn vi har på sygepleje, de to lande imellem.

Lige før juleferien fik vi sat det sidste punktum på opgaven, en måned før deadline. Og vores mål om at gå på ferie med god samvittighed – og mulighed for at nyde den – var nået. Det var SÅ fedt. Det tog os vel nærmest et par dage at forstå, at vi havde ferie. Sådan FERIE.
Lige inden ferien var vi 3, der var blevet opfordret til at søge job som studieassistenter for 1. semester. Et job hvor vi skulle hjælpe dem med at øve og oplære de praktiske og faglige ting, som 1. semesters eksamen tager udgangspunkt i. Så lidt læsning gik juleferien alligevel med, for en del af det, har vi ikke beskæftiget os med, siden vi selv havde det for et år siden.

Starten af januar gik med at være studieassistent. En tjans der var både lærerig, udfordrende, udviklende, lærerig, frustrerende og sjov. Og også en virkelig fed måde at genopfriske og repetere på.

Generelt for hele mit hold, faldt vores motivation stødt gennem semesteret. Uden at vi helt har kunnet sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi vi har lidt undervisning om en helt masse forskelligt. I stedet for at dykke ned i tingene. Og mange af tingene har været langt væk fra sygeplejen, det naturvidenskabelige, det håndterbare. Meget af det har været ‘bachelorvidenskab’. Noget som vi skal lære – og kunne – fordi vi læser en bachelor. Forskningsmetodologi, epidemiologi, videnssøgning, jura osv. Det har været svært at finde den røde tråd.
Men dagene i sygeplejelaboratoriet, hvor vi var i dragten og blev udfordret af de andre studerende på 1. semester, de var virkelig givende. Og pustede lidt til min læsegnist igen og gav mig blod på tanden. Måske også fordi de mindede mig om, at jeg faktisk har lært en helt masse på de første 3 semestre af studiet! Det kan måske være lidt svært at se, når hverdagen ruller…

Det kan også godt være svært at holde gejsten oppe, når man konstant hører om alle de negative sider ved faget – blandt andet i medierne. Det er ikke ligefrem motiverende, når man i forvejen tvivler lidt indimellem. Den der gulerod, man gerne vil se foran sig, den kan godt komme til at se noget slatten, trist og langt fra indbydende ud.

For et par uger siden blev et nyt kuld sygeplejersker sendt ud i verden, efter veloverståede bacheloreksaminer. Deres familier strømmede til skolen, med favnene fulde af blomster og lykønskninger, og lige dér, midt i kantinen, blev jeg helt rørt. Fordi jeg blev mindet om, at netop dét er min gulerod. At det, om 2 år, skal være mine drenge og min familie, der træder ind der, stolte og glade – og lettede på mine vegne. Dét glæder jeg mig usigeligt meget til, og det billede vil jeg forsøge at hente frem på nethinden, når det hele føles lidt for hårdt, opslidende og svært.

Nu mangler vi ‘kun’ bedømmelsen af vores Canadaprojekt, og så er 3. semester et overstået kapitel. Det, måske nok, sværeste og hårdeste semester indtil videre. Jo længere tid, der går, jo mere nervøs er jeg for bedømmelsen, og vi ved faktisk ikke, hvornår vi kan forvente svar. Men jeg forsøger at øve mig på, ikke at tage sorgerne på forskud, for det er jo i virkeligheden temmelig meget spild af tid og energi.

Fra d. 4. februar venter 4. semester, der byder på virkelig mange forhindringer. Men som altid, må jeg tage en ad gangen, for ellers bliver det for uoverskueligt. Der er denne gang 3 forudsætningskrav, der skal bestås, for at kunne gå til eksamen. Og derudover både klinik i sundhedsplejen og 8 uger på en afdeling, inden eksamen venter. Men det er også semesteret, hvor vi kan fejre, at vi er halvvejs gennem studiet! Dét glæder jeg mig usigeligt meget til. Så skal der tælles ned, i stedet for op 😉
Men det er også godt, at der venter en lang sommerferie på den anden side!

Nå, det blev temmelig langt. Men det er vist et meget godt billede på dette semester…
Rigtig god dag derude – og tak fordi du læser med!

Hvis du vil læse alle indlæg, der vedrører mit studie, kan du klikke lige her
Og har du lyst til at læse et tilbageblik på 2018, kan du finde det lige her

P.S. Maleriet på billederne ovenfor forærede jeg mig selv, da jeg havde bestået medicinregningseksamen

 Opgaveslutspurt i formiddagssolen Kys i lange baner Yndlings chokoladeboller – opskriften er her  Muslibarer til badmintonspillerne   Pink kagebord Træstammer af den lækreste slags – opskriften er her Othellolagkage på en ny måde – der smagte lidt af risalamande. Haps Et sidste farvelkys og kindnus  Store, glade dreng <3 Huxi  Årets første – opskriften på æbleskiver med speltmel er her
De smukke tallerkner med julemotiver har jeg købt her Rester

Weekenden startede med en eksamensslutspurt, og fredag formiddag blev derfor brugt foran computerskærmen. Kl 12 blev opgaven afleveret og dét skulle selvfølgelig fejres, så jeg gik i køkkenet og satte gang i alle mulige kager 🙂

A var på vagt, S legede hos en klassekammeratinde og W var til fødselsdag, så det var bare L og mig om eftermiddagen. Vi smovsede chokoladeboller, tog det stille og roligt og nød lidt alenetid.

Lørdag morgen tog A på vagt igen og W, S og jeg satte kursen sydpå til badmintonstævne, mens L blev hjemme hos farmor. 6 timer senere var vi hjemme igen, med 2 guldmedaljer og en bronze i bagagen 😉
Det (og eksamensafleveringen) fejrede vi med (lyserøde) kager en masse. Der skal jo lidt lyserødt og glimmer til at veje op for al mandehørmen herhjemme 😉

Jeg havde både lavet en nyfortolkning af en othellolagkage med jordbærmousse, hindbærmarmelade og vanillecreme, der smagte lidt a la risalamande i kageform. Haps! Derudover var der en portion træstammer, små jordbærmousse’pølser’ (ja, en anden gang skal de måske ikke være lyserøde 😉 ) på sprød mørdejsbund, en sprød tærte med chokoladeganache og mousse med glaze, chokoladeboller og sprøde marengskys med tivolistriber.

Om aftenen var vi inviteret til Mortens aften and hos A’s mor, og da A havde fri kl 19, sluttede han sig til os omkring bordet.

Søndag endte med at blive en stor dag, både for den yngste lykkespire herhjemme og for os forældre. Vi sagde farvel til sutterne. Vi har egentlig haft intentioner om det i lang tid, men de sidste måneder har budt på så mange skift og omstillinger, at det har været svært at finde det rigtige tidspunkt. Først børnehaveskift og dernæst da vi pludselig mistede A’s far. Det føltes forkert at tvinge ‘en tryghed’ fra ham.
Dertil kommer at L er en enormt (stædig) viljefast fyr, der har sine helt egne meninger. Og selvom han i perioder stort set ikke brugte sin sut, var han ikke klar til selv at sige helt farvel til den.
L havde dog sovet uden sut de to foregående nætter, fredag og lørdag, så (endelig) virkede det som det perfekte tidspunkt. Nu var han klar til at vinke farvel til dem!

Vi kørte ned i parken, hvor de to storebrødre også har hængt deres sutter op i sin tid, og med smil på læben hang han sutterne på træet, gav dem et sidste kys og kindkram og sagde så ‘farvel mine sutter’ og løb over mod legepladsen. Bagefter tog vi af sted til legetøjsbutikken, hvor værktøjskassen ventede. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var dét han skulle vælge som sin ‘belønning’.

På vejen hjem kørte vi forbi drengenes nye ‘fætter’, Huxi. Min bror og svigerinde har føjet en lille dværggravhund til familiestamtræet og drengene er fuldstændig forgabt i ham – og han i dem 🙂 Han er også ret svær at stå for, hva?

Om eftermiddagen fejrede vi slutningen på en æra med årets første hjemmelavede æbleskiver og så blev der ellers repareret, skruet og banket til den store guldmedalje 🙂

Om aftenen gik det fint med at falde i søvn uden sutterne og det samme i går aftes. Han er nu sej. Når først han beslutter sig for noget, så er det sådan det skal være <3 Nu venter vi så på at han beslutter sig for, at han ikke skal bruge ble mere 😉
Store dreng! (Ja, den kliché måtte jeg altså have med!)

God aften derude