Weekendlykkeglimt og slutningen på en æra

 Opgaveslutspurt i formiddagssolen Kys i lange baner Yndlings chokoladeboller – opskriften er her  Muslibarer til badmintonspillerne   Pink kagebord Træstammer af den lækreste slags – opskriften er her Othellolagkage på en ny måde – der smagte lidt af risalamande. Haps Et sidste farvelkys og kindnus  Store, glade dreng <3 Huxi  Årets første – opskriften på æbleskiver med speltmel er her
De smukke tallerkner med julemotiver har jeg købt her Rester

Weekenden startede med en eksamensslutspurt, og fredag formiddag blev derfor brugt foran computerskærmen. Kl 12 blev opgaven afleveret og dét skulle selvfølgelig fejres, så jeg gik i køkkenet og satte gang i alle mulige kager 🙂

A var på vagt, S legede hos en klassekammeratinde og W var til fødselsdag, så det var bare L og mig om eftermiddagen. Vi smovsede chokoladeboller, tog det stille og roligt og nød lidt alenetid.

Lørdag morgen tog A på vagt igen og W, S og jeg satte kursen sydpå til badmintonstævne, mens L blev hjemme hos farmor. 6 timer senere var vi hjemme igen, med 2 guldmedaljer og en bronze i bagagen 😉
Det (og eksamensafleveringen) fejrede vi med (lyserøde) kager en masse. Der skal jo lidt lyserødt og glimmer til at veje op for al mandehørmen herhjemme 😉

Jeg havde både lavet en nyfortolkning af en othellolagkage med jordbærmousse, hindbærmarmelade og vanillecreme, der smagte lidt a la risalamande i kageform. Haps! Derudover var der en portion træstammer, små jordbærmousse’pølser’ (ja, en anden gang skal de måske ikke være lyserøde 😉 ) på sprød mørdejsbund, en sprød tærte med chokoladeganache og mousse med glaze, chokoladeboller og sprøde marengskys med tivolistriber.

Om aftenen var vi inviteret til Mortens aften and hos A’s mor, og da A havde fri kl 19, sluttede han sig til os omkring bordet.

Søndag endte med at blive en stor dag, både for den yngste lykkespire herhjemme og for os forældre. Vi sagde farvel til sutterne. Vi har egentlig haft intentioner om det i lang tid, men de sidste måneder har budt på så mange skift og omstillinger, at det har været svært at finde det rigtige tidspunkt. Først børnehaveskift og dernæst da vi pludselig mistede A’s far. Det føltes forkert at tvinge ‘en tryghed’ fra ham.
Dertil kommer at L er en enormt (stædig) viljefast fyr, der har sine helt egne meninger. Og selvom han i perioder stort set ikke brugte sin sut, var han ikke klar til selv at sige helt farvel til den.
L havde dog sovet uden sut de to foregående nætter, fredag og lørdag, så (endelig) virkede det som det perfekte tidspunkt. Nu var han klar til at vinke farvel til dem!

Vi kørte ned i parken, hvor de to storebrødre også har hængt deres sutter op i sin tid, og med smil på læben hang han sutterne på træet, gav dem et sidste kys og kindkram og sagde så ‘farvel mine sutter’ og løb over mod legepladsen. Bagefter tog vi af sted til legetøjsbutikken, hvor værktøjskassen ventede. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var dét han skulle vælge som sin ‘belønning’.

På vejen hjem kørte vi forbi drengenes nye ‘fætter’, Huxi. Min bror og svigerinde har føjet en lille dværggravhund til familiestamtræet og drengene er fuldstændig forgabt i ham – og han i dem 🙂 Han er også ret svær at stå for, hva?

Om eftermiddagen fejrede vi slutningen på en æra med årets første hjemmelavede æbleskiver og så blev der ellers repareret, skruet og banket til den store guldmedalje 🙂

Om aftenen gik det fint med at falde i søvn uden sutterne og det samme i går aftes. Han er nu sej. Når først han beslutter sig for noget, så er det sådan det skal være <3 Nu venter vi så på at han beslutter sig for, at han ikke skal bruge ble mere 😉
Store dreng! (Ja, den kliché måtte jeg altså have med!)

God aften derude

Feriedagbog: På vej sydpå – noget om overvindelse, mod og sejre


Til lækkersulten

Underholdning til bagsæderytterne

Medbragt morgenmad – et sted i Tyskland

D. 19. juli 2018

Kære feriedagbog!

Klokken er 19.30 og jeg er gået i seng, så jeg kan nå at få nogle timers søvn, inden vi sætter kursen sydpå til midnat.
Da A’s akillessene sprang, i slutningen af maj, var der mange ting, der pludselig blev anderledes. Det betød også, at jeg skulle tage stilling til, om jeg kunne overtage rattet og køre os på ferie i Sydfrankrig, som har været planlagt længe.
Jeg/vi synes ikke, det var en løsning at aflyse vores ferie. Det ville også være ret ærgerligt overfor min mor, bror og svigerinde, som vi skal feriere sammen med. Vi har glædet os længe Og netop syntes, det var fedt at køre derned, så vi kunne se noget på vejen og også pakke bilen med alt det, vi gerne ville have med derned. Det var pludselig svært at se det smarte i at flyve på ferie (min flyskræk hjalp heller ikke synderligt i den retning… 😉 )

I ugerne, fra A blev skadet og til vi skulle af sted, har jeg snakket med mange, der ikke var blege for at fortælle mig, at de aldrig ville kunne gennemføre sådan en tur. Lidt som når man er gravid, og folk ikke kan lade være med at fortælle én om deres frygtelige fødsler. Hver gang endnu én har fortalt mig det, har jeg mærket tvivlen lidt ekstra. Kan jeg så?
Jeg har godt nok kørt bil i mange år, men måske kan jeg ikke gennemføre denne udfordring? Jeg er ikke vild med at skulle køre i store byer i udlandet. Det der med at skulle skifte vognbane i tæt trafik, fordi GPS’en pludselig vil have én til venstre – uh, jeg hader det….
For nogen er det måske en simpel ting, det jeg står overfor. For mig er det en KÆMPE udfordring. En nærmest uoverkommelig én af slagsen. Da A og jeg sidst kørte sydpå, til Schweiz i sommeren 2009, med en lillebitte W på bagsædet, kørte jeg også noget af vejen. Men dengang var jeg ikke ramt af samme dødelighed, som jeg er nu.
Det kan ligefrem tage pusten fra mig, når jeg kommer til at tænke på, hvilket ansvar jeg har, når jeg kører rundt med så meget guld på passager- og bagsædet. Tænk, hvis der skulle ske noget på vejen!
Herhjemme er det en af de ting, der er selvskrevet, at A gør. Det er ham, der kører, når vi skal køre langt. Sådan er det bare. Men sådan kan det ikke være lige nu…

Mit ‘sensitive sind’ har virkelig været på overarbejde. Jeg har brugt meget energi på at lade være med at tænke på det, der venter mig. Fordi det ikke nytter at tage sorgerne på forskud. De sidste dage har jeg dog godt kunnet mærke, at mine tanker har kredset om køreturen.
Jeg forsøger at fokusere på, at jeg trods alt ikke skal klare det selv – alene. Jeg har A ved min side hele vejen – ellers var jeg for længst bakket ud!

Nu ligger jeg her i sengen og kan ikke sove. Tankerne flyver rundt, og forplanter sig som uro i kroppen. Jeg kan høre drengene grine ovenpå. De spiller playstation, for at få tiden til at gå, så de kan sove i bilen.
Efter at have ligget, og vendt og drejet mig i 4 timer, står jeg op. Vi gør os klar, jeg hælder et par kopper kaffe op i termokopperne og kl. 00.30 er vi klar til afgang.

Der går ikke lang tid, før alle 3 drenge er faldet i søvn på bagsædet. A blunder ved siden af mig, for vejen til grænsen kender jeg godt. Det går nemt fremad, og der er ikke mange biler på vejen.
Da vi når til Hamborg vågner S op med et skrig. Han græder og taler i vildelser, som når han har night terror derhjemme, og han siger, han skal kaste op. Jeg bliver ret forskrækket og A får pludselig travlt med at få beroliget ham og samtidig forsøge at undgå, at de to andre bliver vækket.
Det fortsætter on/off i et par timer, og det tærer virkelig på min koncentration og tro på, at det hele nok skal gå. Til sidst falder han dog i søvn igen og sover et par timer, men mine skuldre sidder oppe under ørerne et godt stykke tid derefter.

Kl. 7.30 er vi kommet godt ned i Tyskland, og mangler ‘kun’ 3 timers kørsel til den planlagte hoteldestination, og jeg trænger til en pause og lidt morgenmad, så vi finder en rasteplads, hvor vi kan pakke køletasken ud. Jeg har taget den rød-hvidternede dug med, for at skabe lidt fransk stemning og sætte lidt kulør på det hele 😉
I går aftes bagte jeg et grydebrød og en omgang kanelsnegle, som vi nu kaster os over og med i køletasken har jeg også juice, yoghurt og andet godt.
Drengene løber lidt rundt, og bruger noget af al den opsparede energi, inden vi fortsætter turen sydpå.
Mens vi spiste morgenmad blev en del af morgentrafikken afviklet, men der er en del flere biler på vejen nu, end i nat.
Det prikker til min koncentration – og til min angst, som jeg har forsøgt at undertrykke.


Fineste have i Würzburg
Drinks og tidsfordriv med farveblyanterne
Skumbad efter en lang køretur er velfortjent luksus

Når storebror synes, det er lige så hyggeligt at sove sammen, som lillebror <3

Kl. 11.30 er vi fremme i Würzburg, på det hotel vi har booket hjemmefra. Min bror, mor og svigerinde kørte hjemmefra senere i nat og er ca. 2 timer bagefter os, så der går lidt endnu, før vi er samlet alle mand.
Trætheden rammer mig i det øjeblik, jeg træder ud af bilen i hotellets parkeringskælder. Vi spørger i receptionen, om det mon er muligt at få hotelværelset før kl. 15, og vi får lovning på, at det kan være klar ca. 12.30, så vi går ned til bilen for at spise lidt af morgenmaden til frokost, mens vi venter.

Da vi alle er samlet, og vi har fået nøglen til hotelværelset, går de to store med min mor, bror og svigerinde ud i byen, mens A, L og jeg dejser om i sengen på vores værelse og snupper en lille lur.
Bagefter går vi alle sammen en tur i Würzburg, der ser ud til at være en virkelig fin, gammel by. Det er lidt svært at komme for meget omkring, med A på krykker, men vi får set en ret fin have, et stort palæ og drengene nyder en is i varmen.

Vi beslutter os for at spise aftensmad i gården på hotellet, så vi ikke har langt op i seng bagefter. Planen var, at de to store skulle sove hos mormor, men L vil så gerne sove sammen med S, og den er S helt med på. Efter et velfortjent boblekarbad bliver de puttet i sengen ved siden af A og jeg, og stornyder det – og falder (heldigvis) hurtigt i søvn 😉

D. 20. juli 2018

For at undgå morgentrafikken ud af Würzburg besluttede vi i går, at vi ville sove ‘længe’ og tage det roligt fra morgenen og køre fra hotellet ca. 9.30.
Efter at have spist morgenmad i restauranten og pakket bilen igen, er vi klar til endnu en dag på vejen.
Jeg er ret spændt på, om det kommer til at gå lige så godt, som i går.
I dag går turen videre ned gennem Tyskland, til Østrig og videre til Schweiz, hvor vi skal overnatte.
Jeg er blevet briefet om, at dagen – blandt meget andet – byder på bjergkørsel, men hvor meget og hvordan, ved jeg ikke så meget om. Jeg må tage det som det kommer, omend det får min mave til at slå kolbøtter, bare jeg tænker på det. Jeg satser på, det går….


Pool with a view!

Når man er temmelig træt, men ikke vil gå glip af noget <3

Pizza med god udsigt

Lugano <3

Hen på eftermiddagen, efter mange timers motorvejskørsel og en hel del bjergbestigninger (heldigvis på forholdsvis store veje) er vi fremme i Lugano, på det vildeste hotel, vi til dato har sat vores ben på. Wow, det var en god gulerod, efter en dag, der pustede endnu mere til min angst.
Uheld på modsatte side af motorvejen, og biler der overhaler hasarderet og fuldstændig hovedløst, har virkelig mindet mig om, at det ikke er for sjov, det vi har gang i. Der skal ikke meget til, før det kan ende galt, og alle mine sanser er konstant skærpet og i alarmberedskab. Jeg vil ikke have, at angsten tager over, så jeg forsøger at skubbe alle de sorte tanker væk, selvom det samtidig er dem, der gør, at jeg er koncentreret og hele tiden forsøger at ‘læse’ de andre bilister og undgå farlige situationer.

Drengene har klaret turen virkelig godt, og har nydt at sidde og kigge ud af vinduet, mens vi kørte op og ned gennem bjerge, ind og ud af tunneler, over broer og landegrænser.

Vi er blevet opgraderet fra hotelværelser til lejligheder, så vi har rigeligt med plads. Poolen på hotellet bliver det første, der skal udforskes, for temperaturen siger +30 grader og drengene har en del opsparet energi, der skal bruges.
‘Vores’ fodboldhold skal spille superligekamp kl. 18.30, og vi orker egentlig heller ikke at gå langt for at finde en restaurant, så vi beslutter, at vi vil finde et pizzaria i nærheden, og nyde den gode udsigt fra altanen, med fodbold, kolde drinks og pizzaslizes on the side.

Mens drengene ser fodboldoptakt, går min svigerinde, mor og jeg af sted for at hente pizzaer. Vi finder en restaurant, der laver pizzaer ud af huset. Vi køber også en flaske rødvin, vi kan tage med hen i lejligheden, og får endda foræret en eksta flaske af den flinke restaurantejer, der vist synes det er lidt sjovt, at der kommer 3 danskere forbi for at hente store pizzaer 🙂
Poolen lukker desværre allerede kl. 19, så der bliver ikke noget aftenplaskeri, og drengene må nøjes med at sende lange blikke efter poolen.
I stedet sidder vi på første parket til et vildt regn- og tordenvejr, der lyser sommermørket op, og får bjergsiderne til at ligne et stort diskotek.


Morgenmad med denne udsigt – og så af sted igen…

D. 21. juli 2018

Sidste etape af turen sydpå skal køres i dag. Det er blevet lørdag, og mange skal højst sandsynligt ud eller hjem i dag, så det bliver spændende, hvor meget trafik, dagen byder på.
Den starter dog fint, med morgenmad og udsigt – og en lille ferrari til dessert, der frembragte store smil hos drengene.

Turen til vores endelige feriedestination viser sig at være langt fra gnidningsfri, og vi ender med at holde i temmelig mange, lange køer, både på grund af uheld og ved betalingsanlæg gennem Italien, der er så dårligt skiltet og administreret, at det burde være forbudt!
Vi kører ind og ud gennem noget nær 100 tunneler i de italienske bjerge. Min ‘tunnelsyge’, der vækker min mini-klaustrofobi, bliver mere eller mindre kureret undervejs, og til sidst har jeg nærmest helt vænnet mig til det. De sidste 100 kilometer har jeg det lidt som om, jeg spiller et videospil. Det minder mig om min barndom med Mario Cart – bortset fra at man dengang blev løftet op på vejen igen af en sky, når man kom til at køre ud over kanten på en bro.
Jeg kæmper med mine indre dæmoner, for tanken om, hvor lidt et autoværn egentlig kan holde til, hvis man rammer ind i det, giver små mavepustere og får mit mellemgulv til at snøre sig sammen. Vi kører over utallige broer, hvor fartgrænsen er betydeligt højere, end vi nogensinde ville tillade herhjemme. Der er så langt ned, at det virker helt surrealistisk, og mine øjne er fæstnet på vejen. Jeg tænker, at jeg udsigten ville have været fantastisk at nyde, hvis det var mig, der havde siddet på passagersædet. Jegg forsøger i stedet at fejre hver bro som en lille sejr, der giver endnu et hår på brystet.

Klokken når at blive 15.30, før vi lander ved sommerhuset i Vence, og den store udpakning kan begynde. Det første på programmet er dog at teste poolen….

Jeg er helt høj over at have klaret turen. 5 lande og knap 2000 kilometer senere er vi sikkert fremme, og klar til at indtage og nyde en uges ferie – og jeg vil forsøge, ikke at tænke på, at vi også skal hjem igen, og i stedet mærke sejrsrusen boble i blodet. Jeg gjorde det!

…. fortsættelse følger

Når livet vil én det godt – hvad jeg skal efter sommerferien

027
Tillykkeblomster fra min mor <3
Toppen jeg har på, som mange har spurgt til, kan købes lige her (endda på udsalg) – affiliatelink
005 007

Hvis livet har lært mig noget de sidste år, så er det, at det ikke venter. Og at det er skrøbeligt, kort og uforudsigeligt. At man lige så godt kan få det bedste ud af det, lige nu og her.

Indimellem så arter det sig slet ikke som man havde forestillet sig – og sådan er det. Livet kan man ikke have kontrol over, omend man (indimellem) gerne ville. Der er dele, man kan forsøge at holde styr på, men alligevel kan livet overraske.

Jeg havde lagt en plan – i mangel af bedre. Jeg forestillede mig, at vores fremtid efter sommerferien skulle byde på SU ‘rakkerliv’, tykke bøger og lektielæsning sent om aftenen, når drengene var puttet.
Men….

Så dumpede der en jobannonce ind i min indbakke. Som beskrev lige præcis det jeg har længtes og søgt efter og kæmpet for i virkelig mange år. Efter en uges overvejelser, var jeg nødt til at søge jobbet. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet! Jeg satte alt ind på det og tænkte, at så er det ihvertfald ikke op til mig længere. Så havde jeg gjort hvad jeg kunne. Så skulle jeg ikke bagefter tænke: ‘Tænk nu, hvis…’
Og så skete det altså, at jeg blev indkaldt til samtale. Var til endnu én, igennem en test og til en opfølgende samtale, der mundede ud i et jobtilbud. I går var jeg ude at klare det formelle og underskrive kontrakten.

Til et job, der byder på alt det, jeg har drømt om så længe!

En kreativ stilling, hvor jeg skal bruge alt det jeg ved noget om og udfordres til at blive endnu bedre. Et job hvor jeg er med ‘hvor det sker’ og som jeg selv kan og skal forme. Et job i cykelafstand. Med minimale ‘omkostninger’ til transporttid, med mere familietid som bonus. En fleksibel arbejdsplads, der (også) har som mål at rumme, at vi også er andet end medarbejdere; at vi ikke kan trives på arbejde, hvis ikke vi trives derhjemme. Et sted, hvor der er højt til loftet, og kæmpe store muligheder for udvikling.
Hvor jeg kan se mig selv være i mange år og vokse med opgaven og jobbet.
Hvor der bliver sat pris på alt det jeg kan og hvor mulighederne står i kø.

Et job der på papiret var som skræddersyet til mig. Og som rent faktisk bliver det. Et job som jeg selv kan være med til at skabe.

Det bliver vildt og det bliver hårdt. Jeg skal knokle, men allermest på den sjove måde!

Det hele tegner til at blive så godt, at jeg faktisk slet ikke tør tro på det. Men jeg har besluttet mig for, at ville turde håbe og tro på det! God karma er vejen frem!
Dét her, det bliver godt. Jeg kan næsten ikke vente til 1. august, hvor det nye kapitel starter. Men inden da, skal jeg lige nyde sommeren med min familie, mens jeg kan gå med glæde i maven. Dét er altså fedt!

Jeg er ret sikker på, I nok skal komme til at høre meget mere om mit nye job, når jeg får startet på det. Jeg tror slet ikke jeg kan lade være at dele det med jer. Det glæder jeg mig til… 🙂

Ønsker jer alle en rigtig dejlig fredag og weekend.
Jeg skal fejre med min lille familie, for ting der er værd at fejre, skal fejres. Både de små og de store <3
I dag er der mange ting at fejre; nyt job, fast løn, sidste skoledag, starten på en skøn weekend og sommerferie, med massevis af dejlige oplevelser i vente 🙂

Vuggestue – update

013 060

Allerførst vil jeg gerne sige tak for alle jeres kommentarer til mit indlæg om status på vuggestueopstart

Dagen efter jeg havde skrevet indlægget, havde A og jeg truffet en beslutning. Ikke en hurtig eller uovervejet beslutning. Den havde været længe undervejs. Det kunne ikke være anderledes. Det var ikke stedet for L og heller ikke for os.
Vi har ikke haft lyst til at smække med døren, men har indset, at vi ihvertfald ikke er enige i de synspunkter og den erfaring de har, i forhold til indkøring og hverdag i en vuggestue.

Det er trist, at det ikke skulle lykkes at samle drengene ét sted. Men sådan må det være. Vi havde ikke lyst til at gå og have ondt i maven over det. L vågnede med gråd og skrig, når han sov hjemme i trygge rammer i haven, når han havde været alene deroppe i korte stunder, som om han var skrækslagen for at vi havde forladt ham (igen), og sådan skal det ikke være.
Vores glade lykkespire skal rummes for den han er. Så held i uheld, har jeg barsel stadigvæk, så vi kunne træffe valget uden virkelig meget bøvl til følge.
Og så trøster vi os med, at det trods alt ‘kun’ er halvandet år, vi skal køre ekstra rundt.

Vi har fået plads i den vuggestue hvor S og W gik, men først fra d. 1/8, så L og jeg får et par måneder sammen, hvor jeg skal forsøge at aktivere ham og følge med ham. Han sidder eller står ikke stille mange sekunder af gangen, så der er drøn på. Mange af de planer jeg havde om praktiske projekter jeg skulle ordne, når han var nogle timer i vuggestue, bliver nok sat lidt på standby, men det er helt okay.

Nu håber jeg bare på en solrig, skøn sommer, hvor vi kan dase i skyggen og skraldgrine sammen og hente storebrødrene tidligt. Og så ser vi frem til vuggestuestart med spænding og glæde, dér hvor vi kender både omgivelser, ‘politik’ og personale.

Milepæl(e)

2Som om tiden ikke går hurtigt nok… Pyh altså…
Vores mindste lykkespire har travlt..

Jeg har haft på fornemmelsen et godt stykke tid, at tænderne var på vej og da hans to storebrødre fik tænder da de var 5,5 måneder tænkte jeg, at de nok snart ville dukke op. Og sørme så… I søndags tittede den første frem og i går den næste. Om et øjeblik sidder der to hvide diamanter og blinker til os når han smiler sit brede smil – som han gør så tit <3

Og som om det ikke var nok, så tog han også de første favntag i går. Han fik knækket koden til at få hevet sig fremad, så nu er freden for alvor forbi og huset skal pilfingersikres 😉

Vores lille, store, baby, der slet ikke er så lille mere. Som fylder os med glæde og hjertevarme hver eneste dag. Vores lille lykkefrø, der sørger for at styrketræne vores arme, elsker at smage på sine fødder og at hoppe på vores lår og nyder sine brødres nusserier og kys i stimevis.
Tænk at vokse op og gro sig stærk, omgivet af så meget kærlighed. Det burde være en menneskeret <3