Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

004

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk.

I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder.

Er 9 måneder lang tid? Det er det, når man er gravid… Til sidst ihvertfald. De sidste 9 måneder er forsvundet som sand mellem mine fingre, jeg forstår egentlig ikke, at der allerede er gået så lang tid. Er det tid til at være kommet videre? Er det okay, stadig at være mærket af det, der er sket? Hvor meget må sorgen fylde? Hvornår skal sorg blive til savn? Jeg er ikke færdig med at sørge endnu… Mit hjerte er stadig i vacuum. Den del, den flig, af mig, der forsvandt sammen med ham, den dag i maj, er ikke blevet afløst endnu og bliver det nok aldrig. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg lever bedst med hullet i hjertet.

Når jeg alligevel kommer igennem dagene, så er det for det meste fordi jeg ikke tænker på det. Jeg lever med min sorg, uden at forholde mig til den hele tiden.
Når jeg kører forbi sygehuset eller kirkegården, prikker det hul på den boble, mit hjerte har lavet om sig selv. Så siver smerten ud igen. Inderst inde ved jeg, at smerten har brug for huller at sive ud af og alligevel forsøger mit hjerte og min hjerne hele tiden at reparere boblen for huller.
Det er derfor oftest, når jeg kører alene i bil, at mit hjerte giver los og bliver ustyrligt. Tårerne får plads og min hals snører sig sammen. Det er på en måde blevet mit hjertes frirum. Det sted hvor jeg kan ‘lade det ske’.

Jeg kan tage mig selv i at stå foran spejlet om morgenen og tænke, at det er utroligt jeg står her, oprejst, lige nu. Min krop har lyst til at knække sammen og lade tårerne tage over. Men min hjerne fortæller mig, at det ville være særdeles upraktisk og temmelig dumt. Og det er nok godt nok, for jeg har ikke lyst til, at sorgen skal styre mig.

Mange har fortalt mig, at tiden hjælper på sorgen. At det på et tidspunkt holder op med at gøre (så) ondt. Og det er på sin vis også rigtigt. Min sorg er anderledes nu, end den var for 9 måneder siden. Og alligevel ikke.
Jeg har faktisk helt vildt svært ved at acceptere, at det skal være sådan. At det holder op med at gøre ondt. Jeg har på en eller anden måde ikke rigtig lyst til at lære at leve med det. Måske fordi jeg er bange for, at det betyder, at jeg har glemt ham – lidt ihvertfald. Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til, at jeg kan finde ud af at undvære ham…

Jeg synes det er svært at forstå, at alting fortsætter som det altid har gjort. Jeg tænker på, om hans kollegaer også savner ham. Om de tænker på ham indimellem. Om der er andre end os her, der mangler ham. Da der til jul kom en buket fra hans arbejde, med flotte ord om, at de savner ham og tænker på ham, blev jeg så rørt. Det betød virkelig meget at høre, at det ikke kun er mig, der mangler ham, selvom jeg godt ved, de mangler ham på en anden måde.

Forleden, da jeg havde afleveret L i vuggestuen, var jeg i et splitsekund sikker på, at jeg så ham komme gående henover parkeringspladsen, præcis som jeg har set ham gøre så mange gange før, når han var ude at gå tur med Nala. Men det var bare en mand, med sort jakke og hue på, ude for at lufte sin hund. Min hjerne (eller er det mit hjerte?) spiller mig ofte et pus og giver mig i øjeblikke følelsen af, at jeg ser ham; på torvet for at købe fisk, hos slagteren, i kø efter pålæg til et veldækket frokostbord.

Min sorg er delt i to. Jeg sørger over at have mistet min far, alt for tidligt. At jeg aldrig skal dele noget med ham mere, mærke hans hånd ae min kind, høre ham grine, se ham pjatte med drengene, vende verdenssituationen med ham.
Når andre fortæller om deres fædre, gør det ondt i hjertet hver eneste gang. Når jeg ser andre sammen med deres fædre, eller børn med deres morfar, så rammes jeg af misundelse. En misundelse, som giver blå mærker indeni. Jeg har sådan lyst til at fortælle dem, at de er heldige.

Den anden del af min sorg, er sorgen over den måde han skulle herfra på. Selvom jeg ikke ville have undværet at være en del af hans sygdom og tage del i hans smerte, så har jeg på en måde lyst til, ikke at have været det. Fordi det stadig gør ondt på mig at have oplevet det, ja nærmest mærket det. Det sværeste, værste og mest grænseoverskridende jeg nogensinde har oplevet, var at sidde og se ham dø. Det hjemsøger mig stadig, især om aftenen, når jeg ligger i min seng og skal sove. Så popper det op og jeg må bruge kræfter på at overbevise min hjerne om, at det ikke er nu, de tanker skal have plads. Med tiden vil mit hjerte måske acceptere, at det var sådan det skulle være… Men jeg spørger indimellem mig selv, om det er ‘rigtigt’ at børn skal de deres forældre dø?
Men trøster mig selv med, at det betød noget for min far, at vi var der, selvom jeg også ved, at det var det sværeste han nogensinde har gjort, at give slip på os.
Det er i sådanne stunder, de største tanker om livet og døden fylder, og jeg føler mig så uendeligt lille, i en verden der er så svær at forstå.

Når det gør rigtig ondt i hjertet og sorgen fylder umådelig meget, så tænker jeg på min mor og pludselig føles min sorg så ‘lille’. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være for hende. I weekenden, hvor S blev fejret, mærkedes det lige i hjertekulen, at noget var anderledes. At der manglede noget. Og jeg ved, at det også er en sorg min mor mærker, bare på en anden måde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne tage noget af den fra hende.

Livet går videre, hverdagen trækker én med. Om man vil det eller ej. På godt og ondt. Vi er her endnu og det skal nydes. Vi skal gøre nogle af de ting, vi ikke nåede sammen med min far og tænke på ham imens. Og lade sorgen få plads og huske den, for den er der af en grund.
Vi skal øve os på at huske far/morfar, snakke om ham og mindes ham. Selvom vi gør det på hver vores måde, skal vi også øve os i at gøre det sammen. Men det er nyt for os og al begyndelse er svær…

Jeg forsøger stadig at minde mig selv om, at sorg er kærlighedens pris. Selvom det på mange måder er en ringe trøst…

Kære far; jeg savner dig, jeg mangler dig, jeg tænker på dig <3

 

Hvis du vil læse flere af mine tanker, om sorg og alt det kræft bærer med sig, kan du læse flere indlæg her

Lykkeglimt – årets første & lidt om alt det, der gør ondt

001
Bye Bye Christmas
007
Forberedelser til nytårsdag – til når energiniveauet er i minus og der skal lidt ekstra til…
010
2017…
030
En nytårstradition; en lille kransekagehaps til min farmor, leveret sammen med knus og ønsket om et godt nytår
095-text
Mig med 2 af mine <3
053058
Den ene forret ud af to…
075
Gå aldrig ned på glimmer – eller knallerter… 😉
098105
Endnu en nytårstradition – hotdogs til natmad
106113
Dagen derpå – forkælelsesbrunch (til alle os i søvnunderskud og til de små klatreaber, der er fulde af krudt)
116
Yndlings thebirkes
118126
Forfriskende eftermiddagsgåtur i Dyrehaven
128

Mere eller mindre sådan her kom vi ind i det nye år. En aften, der på mange måder stod i kontrast til nytårsaften året før, hvor vi sad helt ude på det yderste af stolene, med en tåre i øjenkrogen og uro i hjertet. Dengang skrev jeg dette indlæg, som på mange måder er enormt svært at kigge tilbage på.

Jeg kan slet ikke forstå, at 2016 havde så meget slemt at byde på. Godt vi ikke vidste det på forhånd!
Jeg er slet ikke klar over, hvordan vi kom igennem året. På en måde står det hele så klart og alligevel virker det hele så mudret og uskarpt i min erindring. På en måde er jeg SÅ klar til at sige farvel til det (satans) år, på den anden side er jeg slet ikke klar til at tage hul på et nyt…
Det var bare slet ikke mit år, på så mange punkter. Der er selvfølgelig altid små lysglimt midt i både storm og mørke, men det har ikke været nemt at få lyset til at skinne mere end i små øjeblikke. Jeg har så mange ord og tanker, der fylder, men de må få plads på et andet tidspunkt.
Lige nu vælger jeg at forsøge at se lyset, når det er der. Jeg glæder mig til, at det ikke skal vælges, men skinner så stærkt, at det kommer af sig selv. Heldigvis har vi 3 små lysglimt, der spreder smil og hjertevarme hver eneste dag <3 <3 <3

Udover savn og afmagt, afsluttede jeg også året med en hel del udfordringer arbejdsmæssigt, og det nye år har valgt at starte op, hvor det slap, så der er rigeligt at slås med lige nu, men sådan må det være.
Jeg glæder mig til at gå foråret og de lysere tider i møde. Jeg har så meget at være taknemmelig for, så meget at glæde mig til. Vi har lagt gode planer for de næste måneder, der blandt andet byder på en fantastisk rejse til Frankrig, Disneyland og Paris og dét er da værd at se frem til!

Håber I alle er kommet rigtig godt ind i det nye år.
Må I få et fantastisk ét af slagsen, med masser af kærlighed, lykkestunder og rarheder

Rigtig glædelig jul

233237252263snefnug

Det var slet ikke planen, at jeg skulle være ‘væk’ herfra så længe, men den sidste uge har været led at komme igennem, med alt for meget sygdom, maveonde, kvalme og alt hvad der til hører.
Nu er vi heldigvis på den anden side af det og er ved at have indhentet alt det, vi kom bagud med – næsten da 😉

Jul er det ihvertfald blevet og jeg glæder mig til en aften med alle dem jeg holder allermest af – bortset fra én <3
I formiddags var vi på kirkegården og sende masser af tanker af sted. I dag er både skøn og svær.

Med et par juleglimt her fra, vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Må jeres aften blive magisk og fuld af kærlighed <3

Til morfar i himlen

img_9988-002img_9986 img_9987img_9989

I tirsdags var vi til lysposeceremoni og knæk cancer arrangement sammen med drengene. En rørende eftermiddag/aften på mange måder.

Jeg mødte vores gamle nabo, der viste mig sin pose, der indikerede, at hun kæmper lige nu. Selvom jeg godt ved, at mange er ramt af kræft, både direkte og indirekte, så bliver det alligevel meget mere smerteligt konkret til sådan et arrangement.

Som det første da vi kom, købte vi lysposer, som drengene dekorerede. W gik straks i gang og helt uden at spørge, fik han skrevet en fin tekst, der gik lige i hjertet (og tårekanalerne) på mig. Jeg ved, at han savner morfar og tænker på ham meget ofte og det blev i hvert fald også bekræftet, lige dér på posen.

Som jeg skrev forleden, har jeg startet min egen lille indsamling til Knæk Cancer.

Fordi jeg føler, jeg må gøre et eller andet.
Fordi jeg har været en del af ’systemet’ i over 3 år og set, hvor meget der er brug for de penge.
Fordi jeg bliver ked af det, når jeg tænker på dem, der må gennemgå sådan et sygdomsforløb alene.
Fordi jeg synes vi er kommet langt på mange områder, men stadig mangler ‘mirakelkure’, der gør, at kræft ikke er en farlig sygdom.
Fordi man (somme tider) kan helbrede kræft, men ikke uden en masse bivirkninger som følge.
Fordi jeg har mistet min fantastiske far.
Fordi mine børn har mistet deres morfar.
Fordi min mor har mistet sin mand.
Fordi min bror har mistet sin far.
Fordi min mand har mistet sin svigerfar.
Fordi jeg har mistet min morfar.
Fordi kræften altid tager, men aldrig giver.

Hvis du har lyst til at støtte mig indsamling, kan du gøre det lige her – hvor du selv kan bestemme beløbet (og trække det fra i skat med det samme)
Eller ved at sende en SMS til  1277 og skrive KC 80464 – så støtter du med 100 kr.

Jeg havde allerførst sat et mål på 1000 kr,, der ret hurtigt blev nået. Så forhøjede jeg det til 1500 kr. som også er nået, så nu vil jeg ikke sætte et mål på, men bare være helt vildt taknemmelig for hver eneste øre, der bliver indsamlet. TAK til alle jer, der allerede har bidraget. Jeg er blevet rørt hver eneste gang, jeg har set et nyt bidrag. Tak fordi I bidrager, om det så er hér eller andre steder. Tak!

Rigtig god weekend

En ydmyg opfordring – hjælp mig med at hjælpe

knak-cancer-blomst

Som mange af jer allerede ved, så har jeg haft kræft tæt inde på livet de sidste 3,5 år. Så tæt som man måske kan have det, uden selv at være ramt af det.
I maj mistede jeg min far til den barske sygdom. Dagen inden han døde, blev han 61 år. Det var alt for tidligt!

Jeg var med ham mange skridt af vejen. Kørte ham til strålebehandlinger, sad med ham i venteværelset, var med til de svære samtaler og de lette, når noget havde virket. Jeg led med ham og græd, både på hans, mine egne og mine drenges vegne. Jeg sad ved ham, holdt ham i hånden, da han trak vejret for sidste gang.

Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på ham. På den ene eller anden måde. Jeg savner ham og mærker tomrummet. Intet bliver nogensinde det samme igen… Men vi, der skal undvære ham, forsøger og kæmper hver dag, for at leve videre med savnet og hullet i hjertet.

I disse dage er der Knæk Cancer – ja, jeg fristes til at skrive – overalt. Jeg bliver både tung om hjertet, rørt og ked af det, når jeg støder på det igen og igen. For det bringer minder frem. Både gode og dårlige.

Men jeg kan ikke lukke øjnene for det, selvom det gør ondt. Og jeg synes det er en hammer vigtig sag at støtte, fordi jeg har mærket, hvor meget det betyder, at der er de her indsamlinger. Mærket, næsten på egen krop, hvor meget, der stadig mangler ressourcer og viden.

Jeg har derfor startet min egen indsamling til Knæk Cancer, hvor man kan donere alt fra 50 kr. til meget større beløb. Uanset hvad, så kan det mærkes.
Jeg har sat mig et mål om at indsamle 1000 kr. Jeg ved ikke om det er alt for ambitiøst eller alt for lavt sat, men det betyder egentlig heller ikke noget…

Hvis du har lyst til at støtte min indsamling, kan du gøre det lige her, hvor du selv kan vælge beløbets størrelse
(og evt. indtaste CPR-nummer, så du får skattefradrag for donationen)

eller du kan SMS’e     KC 80464     til 1277, så bidrager du med 100 kr.

 

Om du vælger at støtte min indsamling eller en anden, betyder i bund og grund ikke noget, hvis bare du støtter <3

 

Tak fordi du læste med!

Hvis du vil læse mine tanker om kræft og det lange forløb vi var igennem, er der mange flere ord her

Older posts