Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

fullsizeoutput_d06

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!

Når min mor fylder år… (og et par ord om sorg)

009013 017 021
Salat med vandmelon, spinat, majs, saltede mandler, mozzarella g balsamico
022 025
Salat med rucola, honningmelon, jordbær, ærter, fersken og friskkværnet peber
029 049 053 067 068 072 080 … så skal hun fejres. For det fortjener hun.

I onsdags var det min mors fødselsdag, så jeg havde dedikeret dagen til madforberedelser og kagebagning. Det er jo med at udnytte, at jeg har tid til den slags lige nu 😉

Om eftermiddagen, da jeg havde hentet alle drengene, og min mor var kommet hjem fra arbejde, tog vi om til hende med en kagekone, der hurtigt blev parteret, inden jeg kastede mig over madlavningen (igen) 🙂

A kom fra vagt samtidig med at min bror og svigerinde kom fra arbejde, og så var vi klar til at samles om bordet alle 8.

Aftenens menu stod på øko oksemørbrad, råstegte kartoffelskiver, majskolber, 3 slags salat og min favoritsauce, kogt på rødvin og kærlighed i min. 3 timer 😉

Til dessert havde jeg lavet tiramisu og et nyt kageforsøg; snaskede browniebunde med stikkelsbær- og hindbærmousse, chokoladeglasur og friske bær. Øj, den var læææækker! Mon ikke opskriften fortjener at komme på bloggen? 😉

Selvom jeg forsøgte at gøre dagen fin og rar, var vemodigheden, sorgen og savnet svært at undertrykke.
Godt nok er det 2. gang, vi fejrer min mor uden min far, men jeg har slet ikke vænnet mig til det. Jeg synes faktisk, det gør mindst lige så ondt, som sidste år – selvom mange har fortalt mig, at det første år, dét er det sværeste. Det kan jeg ikke helt genkende.
Måske fordi det først nu – langsomt – er begyndt at synke ind, at han er væk – sådan rigtigt.

Lige for tiden kæmper jeg helt enormt meget med savnet og sorgen, og har virkelig svært ved at rumme den. Jeg har hørt, at sorgen bliver til savn, men der er jeg ikke endnu.
Jeg tænker over, hvad det er, der har ‘udløst’ den enorme sorg, der nærmest er blusset op igen, men jeg er blevet enig med mig selv om, at der nok ikke er et svar på det. Det er bare sådan, det er.
Jeg forsøger at være i det, lade mig selv være i det, lade sorgen ramme mig, men det er svært. Livet går lidt for stærkt for tiden, til, at jeg kan give den plads. Det er dumt, jeg ved det. Jeg har lyst til at sætte tusind ord på alt det, der skærer indeni, men ikke nu.

For jeg vil gerne mindes min mors fødselsdag som en god dag – og det var det. En aften sammen med dem, jeg holder allermest af, med god mad, rødvin og hygge. Sådan som min far også ville have elsket det.
Og mens jeg stod i køkkenet hos min mor, hørte jeg min fars ord og små kommentarer i hjertet. Han ville have elsket den fødselsdagsmenu. Og da W kom ind fra legepladsen og sagde ‘Uhm, det dufter skønt’, mens han kiggede med store øjne ned i gryder og fade, så blev jeg rørt og tænkte, at han er præcis som sin morfar <3
Da jeg trak kødnålene ud af stegen, kunne jeg høre ham sige, med et smil på læben: ‘Nu er det så rigtig godt at have tal på, hvor mange kødnåle man skal have ud igen’ 🙂
Og helt ubevidst kunne jeg høre mig selv sige ting til de andre, som han kunne have fundet på at sige. Ingen tvivl om, at han har sat et markant aftryk <3

Hvad jeg skal lave efter sommerferien! Et helt nyt kapitel…

015 021 027 047 054 057 106 109 114 125

Det her indlæg har været undervejs længe – i mit hoved.
Jeg har skullet taget tilløb til at skrive det, og jeg håber, I vil bære over med mig, hvis det bliver lidt kludret. Det er et af de måske mest personlige indlæg, jeg til dato har sat mig for at skrive.

Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg kan komme omkring det hele i ét indlæg, men nu starter jeg ihvertfald 🙂

I fredags fik jeg en mail, en længe ventet en af slagsen, som fik mit hjerte til at slå hurtigere og mine mundvige til at forsøge at nå ørerne. Og som gjorde, at det var på sin plads med en fejring!
For når der er noget at fejre, så skal det fejres! (Det må være mit livsmotto!)
Dagen blev skudt i gang med lykke rundt om morgenmadsbordet, og om aftenen forkælede jeg alle mine drenge med glad øko-gris og stikkelsbærmarcipankage til dessert <3

Som så mange andre, fik jeg en mail om, at jeg er optaget på det studie, jeg søgte ind på engang i juni.
Et studie, jeg har haft lyst til at starte på i mange år – og som jeg faktisk takkede nej til sidste år, da der pludselig dukkede en jobmulighed op, som jeg var nødt til at forfølge.

Jeg er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, med start 1. september. Præcis som jeg havde håbet på. Jeg var lidt nervøs for, om jeg ville få vinteropstart, for jeg har virkelig lyst til at komme i gang nu – og det får jeg heldigvis lov til 🙂

Alene det at skrive det her, og fortælle det åbent, er virkelig grænseoverskridende. Kun de allernærmeste har vidst, at det var min plan. Jeg har haft lyst til og brug for at holde det lidt for mig selv. Hvorfor, kan jeg ikke præcis sætte ord på.

I mange år efterhånden har jeg haft lyst til skifte spor, haft lyst til at læse til sygeplejerske. Jeg har været så træt af mange af de arbejdsopgaver, der har fulgt med i mine jobs. Jeg trives i virkeligheden virkelig dårligt bag en computer 8-11 timer hver dag – og har altid gjort det. Jeg vil meget hellere ud at møde mennesker og mærke at jeg gør en forskel. Mærke, at jeg ikke ‘bare’ er sat i verden for at tjene penge. Og ja, jeg sætter det lidt på spidsen, når jeg skriver sådan. Og det er slet ikke for at nedgøre jobbet i sig selv. Jeg har bare fundet ud af med årene, at det ikke er noget for mig.

På den anden side, så har jeg været en kylling. Jeg har ikke turdet skifte spor. Måske fordi jeg har vidst, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg kunne få. Det har været trygt at få løn, og kende det jeg mødte ind til hver dag. Og så har jeg – undskyld Jantelov – også været god til det, jeg har lavet, jeg har bare ikke syntes, det var særlig sjovt…

De sidste par måneder er der dagligt gået virkelig mange tanker gennem hovedet på mig mht. det nye kapitel i mit liv. Især fordi jeg kan mærke, at alderen efterhånden trykker – altså når det kommer til at skulle være studerende.
På den anden side, så er jeg overbevist om, at den kommer til at være min gode følgesvend undervejs. Jeg hviler meget mere i mig selv nu, end jeg gjorde for 5-10 år siden. Det hører måske med til at blive voksen…

Når jeg er bange for at sige højt, at jeg skal til at studere, er det nok allermest fordi jeg er pisse bange (undskyld mit sprog) for at blive en fiasko. Jeg tænker rigtig meget over, om jeg nu kan klare det. Både det med lektier og eksaminer, men også det med at være sygeplejerske. Det psykiske, blodet – og det fysiske for den sags skyld. Kan jeg finde ud af det. Kan jeg holde til det? Har jeg fået det lange kræftforløb med min far bearbejdet godt nok til, at jeg kan stå i lignende situationer og håndtere dem ‘godt (nok)’?
Jeg vil så nødigt finde ud af, at det ikke var det alligevel. På den anden side, så er jeg fuldstændig stålsat på, at jeg er nødt til at prøve det af i det mindste. Fordi jeg er helt sikker på, jeg vil fortryde det, hvis ikke jeg gør.
(Min ustyrlige stædighed er trods alt ikke kun skidt 😉 )

At skulle på SU, med 3 børn, hus, bil og forpligtelser, er heller ikke en nem beslutning, langt fra, men det er en beslutning A og jeg har truffet i fællesskab, fordi vi tror på, det er det rigtige. Og jeg vil altid være A taknemmelig for, at han støtter mig i det her og vil det – nærmest lige så meget som mig. Uden ham ved min side, kunne jeg slet ikke engang overveje at gøre det!

Da jeg mistede min far i maj sidste år, døde han i den tro, at jeg skulle starte på sygeplejerskeuddannelsen efter sommerferien. Jeg havde snakket meget med ham om det i månederne op til hans død. Lige siden har det fyldt meget for mig, at jeg pludselig gik en helt anden vej og valgte den samme vej, som jeg har gået på de sidste 13-15 år.
Jeg vil dog gerne understrege, at det ikke er derfor, jeg har valgt at søge ind igen. Men det føles ekstra rigtigt, at jeg nu går den vej, som min far støttede mig i og troede på, kunne være den rigtige for mig.

De sidste (mange) år har jeg været ked af at gå på arbejde. Og jeg har lært, at livet er alt for kort, til at have det sådan!
Jeg tror dog samtidig på, at det (næsten) kun er os selv, der kan gøre noget ved det, hvis vi ikke har det godt. Jeg er nødt til at gøre det her, både for mig selv, men også for min familie. For er jeg ikke glad, så går det desværre også ud over dem. Og det er det sidste jeg ønsker.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at følge med på min (livs)rejse. At starte på et helt nyt kapitel d. 1. september, kommer selvfølgelig til at ændre en hel del for mig, men forhåbentlig bliver det meste af det positivt. Og i bund og grund er jeg jo stadig mig – bare med en ny hat på!

Drengene synes, det er ret sejt, at jeg også skal til at gå i skole. Og det synes jeg faktisk også <3

 

Rigtig dejlig søndag til jer alle!

For 33 år siden….

077 075 072

… blev jeg døbt, samtidig med at mine forældre blev viet.

I år er det 2. gang vi passerer denne mærkedag med ømt hjerte.

Min dåbsdag har altid været en dag, der blev markeret, nok mest fordi det var mine forældres bryllupsdag. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde jeg måske ikke tænkt over det på samme måde. Bortset fra at mine fantastiske gudforældre altid har markeret dagen for mig og gjort den særlig, år efter år <3

For mig er det ikke dét, at det er min dåbsdag, der skærer i hjertet. Det gør ondt, fordi mine forældre skulle have fejret deres 33 års bryllupsdag sammen. Vi skulle have fejret dem. De skulle have haft lov til at have dagen sammen, når nu de så gerne ville. Når nu de faktisk godt kunne holde hinanden ud <3

Siger man tillykke med bryllupsdagen, når den ene ikke er her mere? Når det er ufrivilligt, at man ikke kan fejre den længere? Er det en kærlighedsdag eller en svær mærkedag?
Det er en dag, der puster til gløderne…

Jeg er helt sikker på, at dagen i dag slår gnister i flere hjerter end mit.
På forskellige måder. Og jeg kan ikke mærke det, min mors hjerte gør.
Jeg kan på ingen måde fjerne det, min mor mærker i dag. Omend jeg gerne ville. Jeg kan heller ikke erstatte det, hun har mistet og det hun nu mangler. Men jeg kan fortælle hende, at jeg tænker på hende. At jeg er her.

Og så kan jeg forkæle hende, på det nærmest latterligt-lavpraktiske plan, med en af hendes yndlingskager; luksus træstammer. Lavet med kærlighed og omtanke <3

I aften sover de 2 store drenge hos hende. Imens sidder jeg her i en solstråle, med en sovende lillelillebror ovenpå, der sover trygt, med tunge vejrtrækninger og en kanin i hånden. A er med min bror inde i byen og spise stegt flæsk med persillesovs… 😉

Jeg kan høre fuglene synge udenfor. En flue, der slår panden mod ruden igen og igen. Opvaskemaskinens summen i køkkenet. Rødvinen i mit glas forsvinder langsomt. Slurk for slurk.
Jeg ser livet, jeg hører det. Jeg mærker det; tårerne der triller ned af min kind og mit hjerte, der slår et sted derinde. Jeg har det lidt som om, jeg har tabt noget. Men det er mit hjerte, der forvirrer mig. For uanset hvor længe jeg leder, vil jeg ikke finde ham igen. Sådan rigtigt. Han er væk for altid. Og det gør stadig ubeskriveligt ondt…

Kære mor, tillykke med bryllupsdagen <3
For mig vil i dag altid være en kærlighedsdag, for det var den dag I valgte hinanden. Og det blev I ved med, helt til det sidste… Jeg håber, jeg kan få lov at fejre dagen med dig, mange år endnu…

Min historie med livmoderhalskræft – en stemme i HPV debatten

2017-05-17

For en uges tid siden faldt jeg over et billede på Instagram af en, jeg kunne genkende som mor til 2 piger på L’s stue i vuggestuen. Dengang kendte jeg hende ikke, udover jeg vidste, hun hedder Tine.
På hendes Instagramkonto kunne jeg hurtigt læse mig frem til, at hun et par uger forinden havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det berørte mig dybt. Det var lige omkring årsdagen for min fars død, som i forvejen bragte så mange minder med sig, om sorg, kræft, livet og sygdom.

Da jeg mødte hende i vuggestuen den efterfølgende eftermiddag, tog jeg mod til mig og henvendte mig til hende. Mest af alt for at sige, at jeg var ked af at opdage, det hun stod i lige nu. Jeg havde bokset med mig selv, om jeg skulle holde min mund eller om jeg kunne tillade mig at vise min medfølelse og omsorg som fremmed. Men gennem mit forløb med min far, har jeg mærket på egen krop, hvor meget det betyder, at andre tør tale med én, og sætte ord på det, der alligevel fylder så uendeligt meget indeni én.

Vi endte med at få en fin snak, dér på legepladsen i solen, med små livsbekræftende størrelser, der hoppede rundt om benene på os imens, grinende og lykkeligt uvidende.

Efterfølgende har jeg fået et større indblik i Tine’s univers, både som mor og som kræftkæmper.
Lige nu kører HPV-vaccine debatten derudaf og jeg spurgte derfor Tine, om hun kunne have lyst til at dele sin historie med os – dig og mig. For jeg er garanteret ikke den eneste, der synes debatten er misvisende, forvirrende og skræmmende og som er vildt meget i tvivl om, hvad jeg skal vælge, enten på mine egne eller mine børns vegne…?

Herunder fortæller Tine sin egen historie – en stærk historie, der fik tårerne til at trille flere gange, da jeg læste den!
Jeg – og Tine – håber, at den kan være med til at nuancere debatten om HPV-vaccine. Ihvertfald bare en smule. Så det ikke kun er pigerne, der har oplevet bivirkninger, der bliver ‘hørt’.

Står du overfor at skulle træffe valget, om du selv eller dine børn skal have vaccinen, håber jeg, at Tine’s historie kan gøre valget en smule nemmere. Uanset hvad du måtte vælge! Her er ingen løftet pegefinger, blot facts fra én, der af personlig erfaring ved, hvad hun taler om.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet, så er jeg sikker på, jeg kan få Tine’s hjælp til at svare på dem!

Her får du Tine’s historie:


 

D. 5 april 2017 kl. 12:00 ændrede verden sig for altid. “Vi må desværre meddele dig, at der er fundet kræftforandringer i din biopsi…. det gør mig ondt” var lægens ord.

Det er stadig i dag en fuldstændig uvirkelig besked at få, når jeg 2 måneder forinden havde fejret min 30 års fødselsdag. “Skal jeg dø?” var den primære altoverskyggende tanke.

 

Mit forløb startede helt tilbage da jeg var omkring 22 år. Dengang døjede jeg meget med kontaktblødning, hvilket ikke er fedt når man er 22. Jeg blev tilset af flere læger, dog altid med samme svar, at alt så fint ud. Der var dog én, som mente jeg havde en polyp, hvilket udløste en henvisning til gynækolog. Gynækologen kunne ikke se nogen polyp, men kunne derimod konstatere, at jeg havde celleforandringer.
Derfra startede et forløb på omkring 1 år, med celleskrab hver 3. måned, for at holde øje med mig. Celleforandringerne fortsatte og blev til sidst moderate, hvilket vil sige de udviklede sig i en negativ retning. Denne besked ramte rigtig hårdt og gjorde mig utrolig ked af det.

På det tidspunkt var jeg 24 år og i samråd med gynækolog, beslutter jeg mig for at tage imod tilbuddet om HPV vaccinen – den kan vel ikke skade, tænkte jeg.
Gynækologen ville helst undgå keglesnit pga. min alder, og risikoen for for tidlig fødsel i forbindelse med graviditet. Allerede efter jeg havde fået første vaccine, viste mit skrab, at jeg ingen celleforandringer havde.
Det var noget af en lettelse, der lige tog 20 kg. af mine skuldre.
Jeg havde efterfølgende ingen bivirkninger af vaccinen. Derefter gik jeg til regelmæssig celleskrab dvs. hvert år eller minimum hvert 3. år, som det anbefales af Sundhedsstyrelsen.

Livet går slag i slag. Jeg møder manden i mit liv, vi flytter sammen, køber hus og jeg bliver ret hurtigt gravid, som 28 årig i 2015.

Skæbnen vil, at vi skal være forældre til enæggede tvillingepiger. Først en noget skræmmende melding at få, men samtidig vildt fascinerende. En tvillingegraviditet er en risikograviditet, og derfor blev jeg fulgt meget tæt.
Da jeg rammer 24. graviditetsuge forkortes min livmoderhals og jeg er stort set sengeliggende derfra. Det var en tid med mange bekymringer og tårer. Jeg var vildt bange for at miste mine piger. Hver aften gik jeg i seng og var taknemlig for, at endnu en dag var gået.
Uge 32 + 1 kunne kroppen ikke mere, og lægerne opdager for sent, at jeg er i fødsel. Gry og Clara bliver født ved semiakut kejsersnit og herefter følger 1 måneds indlæggelse på børneafdelingen. En meget anderledes måde at blive mor på. De vejede omkring 2 kg og brugte str. 40 i tøj – bittesmå mus.

Nu er pigerne knap 2 år og stortrives. De går i normal vuggestue og er nogle rigtige vildbasser.

Efter min graviditet får jeg opsat en spiral hos egen læge i oktober 2015. Spiralen generer mig dog en del, og efter der både er blevet scannet og undersøgt, bliver den taget ud efter et års tid, i september 2016.
I forbindelse med udtagningen af spiralen, spørger gynækologen om jeg går til regelmæssig celleskrab, hvilket jeg gør. Jeg spørger om han kan se noget, siden han spørger? Hvortil han svarer, at det blot er vigtigt, jeg går til regelmæssig skrab.
Efterfølgende ligger jeg mærke til, at jeg faktisk pletbløder en del efter styrketræning. Jeg får endelig taget mig sammen til at gå til læge i marts 2017, og får foretaget et ekstra skrab. Dette skrab viser svære celleforandringer og jeg bliver rigtig bange og ked af det.
Jeg ringer endda til lægen igen, og beder hende forsikre mig om, at jeg ikke har kræft. Hun siger, at svære celleforandringer ikke er kræft, men forstadiet til det, og jeg nok “bare” skal have et keglesnit.

Turen går herefter til gynækologisk ambulatorium til biopsi. Gynækologen siger, han kan se, jeg har et sår på livmoderhalsen, men han synes ikke umiddelbart det ser farligt ud, dog skal jeg indstille mig på keglesnit. Jeg vil få en indkaldelse på e-boks til keglesnittet, når svaret på biopsien er kommet. Der ville gå 2 – 3 uger.
Allerede knap 1 uge efter min biopsi ringer de fra gynækologisk og siger, at de gerne vil have jeg møder til prøvesvar dagen efter. Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået – jeg græd og græd. Skulle jeg dø? Skulle Gry og Clara vokse op uden deres mor? Skulle jeg afslutte livet inden det rigtigt var begyndt? Tusinde spørgsmål fyldte hovedet.

Jeg blev diagnosticeret i Herning, hvor de ikke er specialister i livmoderhalskræft, derfor skulle jeg afvente Skejby for opstart. Der gik 1 uge før jeg kom til Skejby, og herefter gik der yderligere 12 dage, før jeg fik svar på scanninger og undersøgelser. Ventetiden var rigtig hård!
Jeg vidste ikke hvor syg jeg var. Livmoderhalskræft har gode muligheder for overlevelse, hvis man er i det tidlige stadie 1a eller 1b. Så snart man rykker videre til de efterfølgende stadier, falder overlevelsen drastisk. Derfor er det sindssygt vigtigt, det bliver fanget tidligt.

Mine scanninger og undersøgelser viste dog, at jeg havde en tumor på 2,5 cm, som vurderes til at sidde lokalt i livmoderhalsen, dvs. stadie 1b og jeg kunne tilbydes operation.
D. 2 maj 2017 kommer jeg på operationsbordet og får foretaget en radikal fjernelse af livmoderen og lymfer. Jeg får fjernet livmoder, livmoderhals, æggeledere, toppen af skeden og lymfevæv. Jeg beholder mine æggestokke, så jeg ikke går i overgangsalder. På trods af at jeg er afklaret med, at jeg ikke skal have flere børn, har jeg været rigtig ked af det efterfølgende, fordi jeg som 30 årig er frataget muligheden for at få flere børn.
Operationen gik godt, og de tror, de har fjernet det hele.

Jeg afventer pt. svar på mikroskopi af vævet og det, de har taget ud. Risikoen for kemo og stråleterapi er der stadig, men er minimal.

Jeg troede operationen ville være nem og at jeg hurtigt var ovenpå igen, men jeg var desværre meget mærket af narkosen efterfølgende. Først 4 dage efter operationen kunne jeg stoppe med at tage kvalmestillende medicin og stå op, uden at blive svimmel. Ca. 10 dage efter operation kunne jeg stoppe med smertestillende på nær morfin til nat. Jeg skal endvidere have blodfortyndende medicin i 30 dage, fordi jeg har fået fjernet lymfer. Det foregår ved, at jeg skal stikke mig selv, hvilket var/er lidt grænseoverskridende.

Debatten omkring HPV vaccinen er på sit højeste samtidig med mit kræftforløb. Jeg følger ofte debatten på sidelinjen og jeg kan virkelig godt forstå de forældre, som fravælger vaccinen pga. de historier der bliver fortalt.

Inden jeg fik livmoderhalskræft var jeg også i tvivl, selvom jeg selv er vaccineret og har været igennem et forløb med celleforandringer.

Efter jeg har fået kræft, er jeg dog ikke i tvivl længere. Jeg er med i en gruppe på Facebook, for kvinder med livmoderhalskræft, og har derinde læst om mange skæbner.
Senfølgerne af kemo og strålebehandling er mange.

Jeg kan konstatere, at livet fortsætter efter et kræftforløb, men det er et andet liv end før. Et liv, der som minimum indebærer psykiske mén fra forløbet.
Mange kvinder, der har gennemgået stråle- og kemobehandling, får senfølger som omfatter: Følelsesløshed i lemmer, sammengroning i skeden, kroniske smerter, skader omkring blæren, hvilket gør at man skal have kateter og dermed øges risikoen for blærebetændelse, skader på tarm som kan medføre permanent stomi, lymfødem (kroniske væskeansamlinger, som er smertefulde) and the list goes on.
Man har vundet over kræften, men til hvilket liv? Så vidt jeg ved, dør man ikke af HPV vaccinen, men det gør man af kræft. Helt præcist 100 kvinder om året, både unge og gamle, dør af livmoderhalskræft. Det er 1/4 del af dem, som har sygdommen.

Hvad med de 15.000 kvinder og piger, som lige nu er i et forløb med celleforandringer?
Hvad med de 6000 kvinder og piger, der får foretaget keglesnit og muligvis føder deres barn for tidligt og skal igennem en risikograviditet?
Hvad med de 400 kvinder, der årligt får livmoderhalskræft, hvoraf 200 ikke kan opereres og skal igennem et hårdt og smertefuldt kemo/stråleforløb? Hvor er de i debatten?

Jeg har selv oplevet en risikograviditet og for tidlig fødsel. At føde for tidligt er et traume. At se sine unger ligge der med tynde arme og ben samt slanger og overvågning er ikke en ønskværdig måde at blive mor på. Det giver mig stadig våde øjne og en klump i halsen den dag i dag.

At være i et forløb med celleforandringer er psykisk rigtig hårdt, for selvom man ikke har kræft, tænker man rigtig meget på det. Det er et forløb med mange ups and downs. At være i et kræftforløb er ultimativt det hårdeste, jeg har prøvet. Uvisheden, ventetiden, tankemyldret, prøvetagningerne og operationen har været rigtig hårdt. Det er også rigtig hårdt for familie og venner, som skal forholde sig til måske at miste én, de har kær.

Som 30 årig, mor til 2, kæreste, hustru og kvinde, føler jeg, at jeg allerede nu har prøvet lidt af hvert. Det har gjort mig klogere på livet. Det har gjort, at jeg lever mere i nuet og er taknemlig for livet hver dag.
Jeg er taknemlig for de mennesker, der er i mit liv, og jeg er taknemlig for, at jeg kan skrive min historie.

Jeg håber inderligt, at jeg med min historie kan bidrage lidt til debatten, og medvirke til at forældre sætter sig grundigt ind i hvordan det er at leve med celleforandringer, keglesnit og kræft, inden valget træffes.

Kys det nu, det satans liv – det er en gave!

 


Hvis I vil se mere til Tine, hendes forløb og to søde piger, kan I følge hende på Instagram som @tinest

Derudover kan I læse meget mere på stophpv.dk her

Tak, fordi du ville dele din historie, Tine <3
Jeg håber inderligt, du får et positivt svar i morgen, og slipper for kemo- og strålebehandling!


Der er sidenhen kommet en update fra Tine i kommentarfeltet!

 

Har du lyst til at læse dagens indlæg, kan du klikke lige her
Jeg har også skrevet en del om kræft, og mine mange tjanker som pårørende. De indlæg kan læses her

Older posts