For 33 år siden….

077 075 072

… blev jeg døbt, samtidig med at mine forældre blev viet.

I år er det 2. gang vi passerer denne mærkedag med ømt hjerte.

Min dåbsdag har altid været en dag, der blev markeret, nok mest fordi det var mine forældres bryllupsdag. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde jeg måske ikke tænkt over det på samme måde. Bortset fra at mine fantastiske gudforældre altid har markeret dagen for mig og gjort den særlig, år efter år <3

For mig er det ikke dét, at det er min dåbsdag, der skærer i hjertet. Det gør ondt, fordi mine forældre skulle have fejret deres 33 års bryllupsdag sammen. Vi skulle have fejret dem. De skulle have haft lov til at have dagen sammen, når nu de så gerne ville. Når nu de faktisk godt kunne holde hinanden ud <3

Siger man tillykke med bryllupsdagen, når den ene ikke er her mere? Når det er ufrivilligt, at man ikke kan fejre den længere? Er det en kærlighedsdag eller en svær mærkedag?
Det er en dag, der puster til gløderne…

Jeg er helt sikker på, at dagen i dag slår gnister i flere hjerter end mit.
På forskellige måder. Og jeg kan ikke mærke det, min mors hjerte gør.
Jeg kan på ingen måde fjerne det, min mor mærker i dag. Omend jeg gerne ville. Jeg kan heller ikke erstatte det, hun har mistet og det hun nu mangler. Men jeg kan fortælle hende, at jeg tænker på hende. At jeg er her.

Og så kan jeg forkæle hende, på det nærmest latterligt-lavpraktiske plan, med en af hendes yndlingskager; luksus træstammer. Lavet med kærlighed og omtanke <3

I aften sover de 2 store drenge hos hende. Imens sidder jeg her i en solstråle, med en sovende lillelillebror ovenpå, der sover trygt, med tunge vejrtrækninger og en kanin i hånden. A er med min bror inde i byen og spise stegt flæsk med persillesovs… 😉

Jeg kan høre fuglene synge udenfor. En flue, der slår panden mod ruden igen og igen. Opvaskemaskinens summen i køkkenet. Rødvinen i mit glas forsvinder langsomt. Slurk for slurk.
Jeg ser livet, jeg hører det. Jeg mærker det; tårerne der triller ned af min kind og mit hjerte, der slår et sted derinde. Jeg har det lidt som om, jeg har tabt noget. Men det er mit hjerte, der forvirrer mig. For uanset hvor længe jeg leder, vil jeg ikke finde ham igen. Sådan rigtigt. Han er væk for altid. Og det gør stadig ubeskriveligt ondt…

Kære mor, tillykke med bryllupsdagen <3
For mig vil i dag altid være en kærlighedsdag, for det var den dag I valgte hinanden. Og det blev I ved med, helt til det sidste… Jeg håber, jeg kan få lov at fejre dagen med dig, mange år endnu…

Min historie med livmoderhalskræft – en stemme i HPV debatten

2017-05-17

For en uges tid siden faldt jeg over et billede på Instagram af en, jeg kunne genkende som mor til 2 piger på L’s stue i vuggestuen. Dengang kendte jeg hende ikke, udover jeg vidste, hun hedder Tine.
På hendes Instagramkonto kunne jeg hurtigt læse mig frem til, at hun et par uger forinden havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det berørte mig dybt. Det var lige omkring årsdagen for min fars død, som i forvejen bragte så mange minder med sig, om sorg, kræft, livet og sygdom.

Da jeg mødte hende i vuggestuen den efterfølgende eftermiddag, tog jeg mod til mig og henvendte mig til hende. Mest af alt for at sige, at jeg var ked af at opdage, det hun stod i lige nu. Jeg havde bokset med mig selv, om jeg skulle holde min mund eller om jeg kunne tillade mig at vise min medfølelse og omsorg som fremmed. Men gennem mit forløb med min far, har jeg mærket på egen krop, hvor meget det betyder, at andre tør tale med én, og sætte ord på det, der alligevel fylder så uendeligt meget indeni én.

Vi endte med at få en fin snak, dér på legepladsen i solen, med små livsbekræftende størrelser, der hoppede rundt om benene på os imens, grinende og lykkeligt uvidende.

Efterfølgende har jeg fået et større indblik i Tine’s univers, både som mor og som kræftkæmper.
Lige nu kører HPV-vaccine debatten derudaf og jeg spurgte derfor Tine, om hun kunne have lyst til at dele sin historie med os – dig og mig. For jeg er garanteret ikke den eneste, der synes debatten er misvisende, forvirrende og skræmmende og som er vildt meget i tvivl om, hvad jeg skal vælge, enten på mine egne eller mine børns vegne…?

Herunder fortæller Tine sin egen historie – en stærk historie, der fik tårerne til at trille flere gange, da jeg læste den!
Jeg – og Tine – håber, at den kan være med til at nuancere debatten om HPV-vaccine. Ihvertfald bare en smule. Så det ikke kun er pigerne, der har oplevet bivirkninger, der bliver ‘hørt’.

Står du overfor at skulle træffe valget, om du selv eller dine børn skal have vaccinen, håber jeg, at Tine’s historie kan gøre valget en smule nemmere. Uanset hvad du måtte vælge! Her er ingen løftet pegefinger, blot facts fra én, der af personlig erfaring ved, hvad hun taler om.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet, så er jeg sikker på, jeg kan få Tine’s hjælp til at svare på dem!

Her får du Tine’s historie:


 

D. 5 april 2017 kl. 12:00 ændrede verden sig for altid. “Vi må desværre meddele dig, at der er fundet kræftforandringer i din biopsi…. det gør mig ondt” var lægens ord.

Det er stadig i dag en fuldstændig uvirkelig besked at få, når jeg 2 måneder forinden havde fejret min 30 års fødselsdag. “Skal jeg dø?” var den primære altoverskyggende tanke.

 

Mit forløb startede helt tilbage da jeg var omkring 22 år. Dengang døjede jeg meget med kontaktblødning, hvilket ikke er fedt når man er 22. Jeg blev tilset af flere læger, dog altid med samme svar, at alt så fint ud. Der var dog én, som mente jeg havde en polyp, hvilket udløste en henvisning til gynækolog. Gynækologen kunne ikke se nogen polyp, men kunne derimod konstatere, at jeg havde celleforandringer.
Derfra startede et forløb på omkring 1 år, med celleskrab hver 3. måned, for at holde øje med mig. Celleforandringerne fortsatte og blev til sidst moderate, hvilket vil sige de udviklede sig i en negativ retning. Denne besked ramte rigtig hårdt og gjorde mig utrolig ked af det.

På det tidspunkt var jeg 24 år og i samråd med gynækolog, beslutter jeg mig for at tage imod tilbuddet om HPV vaccinen – den kan vel ikke skade, tænkte jeg.
Gynækologen ville helst undgå keglesnit pga. min alder, og risikoen for for tidlig fødsel i forbindelse med graviditet. Allerede efter jeg havde fået første vaccine, viste mit skrab, at jeg ingen celleforandringer havde.
Det var noget af en lettelse, der lige tog 20 kg. af mine skuldre.
Jeg havde efterfølgende ingen bivirkninger af vaccinen. Derefter gik jeg til regelmæssig celleskrab dvs. hvert år eller minimum hvert 3. år, som det anbefales af Sundhedsstyrelsen.

Livet går slag i slag. Jeg møder manden i mit liv, vi flytter sammen, køber hus og jeg bliver ret hurtigt gravid, som 28 årig i 2015.

Skæbnen vil, at vi skal være forældre til enæggede tvillingepiger. Først en noget skræmmende melding at få, men samtidig vildt fascinerende. En tvillingegraviditet er en risikograviditet, og derfor blev jeg fulgt meget tæt.
Da jeg rammer 24. graviditetsuge forkortes min livmoderhals og jeg er stort set sengeliggende derfra. Det var en tid med mange bekymringer og tårer. Jeg var vildt bange for at miste mine piger. Hver aften gik jeg i seng og var taknemlig for, at endnu en dag var gået.
Uge 32 + 1 kunne kroppen ikke mere, og lægerne opdager for sent, at jeg er i fødsel. Gry og Clara bliver født ved semiakut kejsersnit og herefter følger 1 måneds indlæggelse på børneafdelingen. En meget anderledes måde at blive mor på. De vejede omkring 2 kg og brugte str. 40 i tøj – bittesmå mus.

Nu er pigerne knap 2 år og stortrives. De går i normal vuggestue og er nogle rigtige vildbasser.

Efter min graviditet får jeg opsat en spiral hos egen læge i oktober 2015. Spiralen generer mig dog en del, og efter der både er blevet scannet og undersøgt, bliver den taget ud efter et års tid, i september 2016.
I forbindelse med udtagningen af spiralen, spørger gynækologen om jeg går til regelmæssig celleskrab, hvilket jeg gør. Jeg spørger om han kan se noget, siden han spørger? Hvortil han svarer, at det blot er vigtigt, jeg går til regelmæssig skrab.
Efterfølgende ligger jeg mærke til, at jeg faktisk pletbløder en del efter styrketræning. Jeg får endelig taget mig sammen til at gå til læge i marts 2017, og får foretaget et ekstra skrab. Dette skrab viser svære celleforandringer og jeg bliver rigtig bange og ked af det.
Jeg ringer endda til lægen igen, og beder hende forsikre mig om, at jeg ikke har kræft. Hun siger, at svære celleforandringer ikke er kræft, men forstadiet til det, og jeg nok “bare” skal have et keglesnit.

Turen går herefter til gynækologisk ambulatorium til biopsi. Gynækologen siger, han kan se, jeg har et sår på livmoderhalsen, men han synes ikke umiddelbart det ser farligt ud, dog skal jeg indstille mig på keglesnit. Jeg vil få en indkaldelse på e-boks til keglesnittet, når svaret på biopsien er kommet. Der ville gå 2 – 3 uger.
Allerede knap 1 uge efter min biopsi ringer de fra gynækologisk og siger, at de gerne vil have jeg møder til prøvesvar dagen efter. Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået – jeg græd og græd. Skulle jeg dø? Skulle Gry og Clara vokse op uden deres mor? Skulle jeg afslutte livet inden det rigtigt var begyndt? Tusinde spørgsmål fyldte hovedet.

Jeg blev diagnosticeret i Herning, hvor de ikke er specialister i livmoderhalskræft, derfor skulle jeg afvente Skejby for opstart. Der gik 1 uge før jeg kom til Skejby, og herefter gik der yderligere 12 dage, før jeg fik svar på scanninger og undersøgelser. Ventetiden var rigtig hård!
Jeg vidste ikke hvor syg jeg var. Livmoderhalskræft har gode muligheder for overlevelse, hvis man er i det tidlige stadie 1a eller 1b. Så snart man rykker videre til de efterfølgende stadier, falder overlevelsen drastisk. Derfor er det sindssygt vigtigt, det bliver fanget tidligt.

Mine scanninger og undersøgelser viste dog, at jeg havde en tumor på 2,5 cm, som vurderes til at sidde lokalt i livmoderhalsen, dvs. stadie 1b og jeg kunne tilbydes operation.
D. 2 maj 2017 kommer jeg på operationsbordet og får foretaget en radikal fjernelse af livmoderen og lymfer. Jeg får fjernet livmoder, livmoderhals, æggeledere, toppen af skeden og lymfevæv. Jeg beholder mine æggestokke, så jeg ikke går i overgangsalder. På trods af at jeg er afklaret med, at jeg ikke skal have flere børn, har jeg været rigtig ked af det efterfølgende, fordi jeg som 30 årig er frataget muligheden for at få flere børn.
Operationen gik godt, og de tror, de har fjernet det hele.

Jeg afventer pt. svar på mikroskopi af vævet og det, de har taget ud. Risikoen for kemo og stråleterapi er der stadig, men er minimal.

Jeg troede operationen ville være nem og at jeg hurtigt var ovenpå igen, men jeg var desværre meget mærket af narkosen efterfølgende. Først 4 dage efter operationen kunne jeg stoppe med at tage kvalmestillende medicin og stå op, uden at blive svimmel. Ca. 10 dage efter operation kunne jeg stoppe med smertestillende på nær morfin til nat. Jeg skal endvidere have blodfortyndende medicin i 30 dage, fordi jeg har fået fjernet lymfer. Det foregår ved, at jeg skal stikke mig selv, hvilket var/er lidt grænseoverskridende.

Debatten omkring HPV vaccinen er på sit højeste samtidig med mit kræftforløb. Jeg følger ofte debatten på sidelinjen og jeg kan virkelig godt forstå de forældre, som fravælger vaccinen pga. de historier der bliver fortalt.

Inden jeg fik livmoderhalskræft var jeg også i tvivl, selvom jeg selv er vaccineret og har været igennem et forløb med celleforandringer.

Efter jeg har fået kræft, er jeg dog ikke i tvivl længere. Jeg er med i en gruppe på Facebook, for kvinder med livmoderhalskræft, og har derinde læst om mange skæbner.
Senfølgerne af kemo og strålebehandling er mange.

Jeg kan konstatere, at livet fortsætter efter et kræftforløb, men det er et andet liv end før. Et liv, der som minimum indebærer psykiske mén fra forløbet.
Mange kvinder, der har gennemgået stråle- og kemobehandling, får senfølger som omfatter: Følelsesløshed i lemmer, sammengroning i skeden, kroniske smerter, skader omkring blæren, hvilket gør at man skal have kateter og dermed øges risikoen for blærebetændelse, skader på tarm som kan medføre permanent stomi, lymfødem (kroniske væskeansamlinger, som er smertefulde) and the list goes on.
Man har vundet over kræften, men til hvilket liv? Så vidt jeg ved, dør man ikke af HPV vaccinen, men det gør man af kræft. Helt præcist 100 kvinder om året, både unge og gamle, dør af livmoderhalskræft. Det er 1/4 del af dem, som har sygdommen.

Hvad med de 15.000 kvinder og piger, som lige nu er i et forløb med celleforandringer?
Hvad med de 6000 kvinder og piger, der får foretaget keglesnit og muligvis føder deres barn for tidligt og skal igennem en risikograviditet?
Hvad med de 400 kvinder, der årligt får livmoderhalskræft, hvoraf 200 ikke kan opereres og skal igennem et hårdt og smertefuldt kemo/stråleforløb? Hvor er de i debatten?

Jeg har selv oplevet en risikograviditet og for tidlig fødsel. At føde for tidligt er et traume. At se sine unger ligge der med tynde arme og ben samt slanger og overvågning er ikke en ønskværdig måde at blive mor på. Det giver mig stadig våde øjne og en klump i halsen den dag i dag.

At være i et forløb med celleforandringer er psykisk rigtig hårdt, for selvom man ikke har kræft, tænker man rigtig meget på det. Det er et forløb med mange ups and downs. At være i et kræftforløb er ultimativt det hårdeste, jeg har prøvet. Uvisheden, ventetiden, tankemyldret, prøvetagningerne og operationen har været rigtig hårdt. Det er også rigtig hårdt for familie og venner, som skal forholde sig til måske at miste én, de har kær.

Som 30 årig, mor til 2, kæreste, hustru og kvinde, føler jeg, at jeg allerede nu har prøvet lidt af hvert. Det har gjort mig klogere på livet. Det har gjort, at jeg lever mere i nuet og er taknemlig for livet hver dag.
Jeg er taknemlig for de mennesker, der er i mit liv, og jeg er taknemlig for, at jeg kan skrive min historie.

Jeg håber inderligt, at jeg med min historie kan bidrage lidt til debatten, og medvirke til at forældre sætter sig grundigt ind i hvordan det er at leve med celleforandringer, keglesnit og kræft, inden valget træffes.

Kys det nu, det satans liv – det er en gave!

 


Hvis I vil se mere til Tine, hendes forløb og to søde piger, kan I følge hende på Instagram som @tinest

Derudover kan I læse meget mere på stophpv.dk her

Tak, fordi du ville dele din historie, Tine <3
Jeg håber inderligt, du får et positivt svar i morgen, og slipper for kemo- og strålebehandling!


Der er sidenhen kommet en update fra Tine i kommentarfeltet!

 

Har du lyst til at læse dagens indlæg, kan du klikke lige her
Jeg har også skrevet en del om kræft, og mine mange tanker som pårørende. De indlæg kan læses her

2 år – Alfons Åberg fødselsdagsfest

079044
Kagemand og små søde mænd – opskriften på kagemand er her
021
Jordbærlagkage med lyse bunde, marcipantop og flødeskumskant – opskriften på lagkage er her
050
Luksus romkugler – UHM! I dagens anledning med masser af farve. Opskriften er her
051
Efter sigende Alfons’ yndlingskager: Vanillekager med syltetøj – så de måtte selvfølgelig også på bordet
054
2 aar
055070
Lagkage med chokoladebunde og rabarbermousse
069061
Jordbærcupcakes med Alfons’ kat Pusser – opskriften er her
060023029037040085096089127130
2 år og allerede rimelig street 🙂
133105-text
Godt med mange hjælpende hænder 😉
135137-text121

I går blev vores mindste lykkespire 2 år!

I dag fejrede vi ham, efter alle kunstens regler, med kagefest, solskinsleg i haven og gaver i massevis. Nøj, hvor har han bare nydt dagen! Været så godt tilpas og bare ‘været’ midt i det hele. Så skønt at få lov at være tilskuer til og en del af <3

L havde (næsten) selv valgt temaet. Det oplagte ville måske have været at holde maskinfest, men det tema har jeg allerede udfordret mig selv med for nogle år siden (se bare her). L og jeg blev i stedet enige om at fylde dagen med Alfons, da vi nyder at se ham sammen på Netflix eller læse om ham i alle bøgerne, som også er blevet slidt godt med de to storebrødre.

Jeg er kæmpe fan af Alfons Åberg og det har vist smittet af på drengene 🙂

På kagebordet var der både fødselsdagsboller, kiks, frugt, 2 slags lagkage, romkugler, vandbakkelseskagemand og jordbærcupcakes.
Fordi vi blev 14, havde jeg valgt at lave det som et tag-selv-bord, da vi ikke kunne sidde ved det samme bord alle sammen.

Efter en times gaveoppakning og kage-kaffeslabberas gik vi i haven og nød solen, indtil de sorte skyer pludselig tog over og gav masser af regn og torden.

I dag er det et år siden vi bisatte min far, så det føltes på en måde helt rigtigt at samles om noget godt i dag. Min far ville ikke have ønsket det anderledes. Så i dag har vi haft alt det gode i centrum, midt i disse uger, der også byder på rigtig mange af de hårde mærkedage.

Nu er jeg træt, mæt og glad og især helt taknemmelig over at have set den lille fyr stornyde sin dag – selvom det stadig stikker stort i hjertet, når jeg tænker på, at der mangler én omkring bordet <3

Rigtig god lørdag aften derude

Når dagene er tunge og livet er ambivalent

019 024 027 033 035 037 8-5-38-5-1 8-5-28-5-4 8-5-5 8-5-6 8-5-7 8-5-8 8-5-9 8-5-10 8-5-11047 051 053 057 058 061 064 072 074

I går var sådan en årsdag, jeg gerne havde været foruden. En mærkelig mærkedag, jeg helst vil glemme. Og egentlig bare fortrænge, hvad der skete for et år siden…

I søndags ’fejrede’ vi min fars fødselsdag. I går mindedes vi hans dødsdag. Dagen efter han fyldte 61 år, blev dagen, vi sad hos ham og tog afsked. Vanvittigt ambivalent, at jeg dagen inden havde besøgt ham, ønsket ham tillykke og sagt ’Vi ses i morgen’. Søndag, da jeg kom med drengene og en kagemand, blev jeg stoppet af en sygeplejerske, der sagde, at de nok ikke skulle gå med ind. Lige dér slog lynet ned i mig, jeg vil aldrig glemme det chok, der plantede sig i mig og jeg kan nærmest ikke holde ud at tænke på det. Det kom som et chok for os alle, at det pludselig gik så stærkt. På få timer var det hele forbi. Med et blev mit liv forandret for altid.

Så forkert, så ambivalent. Vi kom glade og forventningsfulde, og troede vi skulle fejre ham, og i stedet skulle vi tage afsked.

Men på en måde er det et præcist symbol på, hvordan jeg har det indeni.

Jeg er splittet mellem lys og mørke, glæde og sorg. Når jeg fortrænger, at jeg har mistet min far, så er jeg som jeg ’plejer’. Når jeg tænker på det, så kan jeg slet ikke forstå, at jeg overhoved kan stå på benene.

Jeg tænker ofte; ’hvornår rammer det mig mon? Hvornår slår lynet ned og skyder mig i knæ, og efterlader mig hulkende og utrøstelig?’

Der er mange, der har sagt til mig, i bedste mening, at det første år er det værste. At det bliver bedre med tiden. Men jeg har slet ikke lyst til, at det skal blive bedre. Jeg lever jo med sorgen og savnet. Jeg har ikke lyst til, ikke at have det med mig. For mig, er der enten sorgen og savnet eller det at have ham her. Og da det sidste ikke er muligt, må jeg lære at leve med savnet. Men jeg har ikke lyst til, at det skal blive nemmere at undvære ham. Åh, jeg ved ikke engang om det giver mening. Men det er sådan mit hjerte har det.

Når jeg skal leve med og i hverdagen, være til stede i hamsterhjulet og gøre det, der skal gøres, når man er mor, kone, husejer, barnebarn, medarbejder, så gør jeg det. Men indeni kaster solen stadig skygger.

I går holdt vi fri og brugte dagen sammen; A, min mor, bror og jeg. Først med morgenmad hos os og så besøg på planteskole, for at købe forårsblomster, der forhåbentlig kan lyse lidt op. Derefter tog vi forbi kirkegården, inden vi nød en god frokost på Brdr. Prices restaurant, helt i min fars ånd, med alt hver der til hører af hvidt brød, smør og øl 😉

Om eftermiddagen lavede jeg sommermad og jordbærkage, som min mor kom forbi og spiste med os. Inden da, var hun med W til fodboldkamp. En af de små, livsbekræftende hverdagsting, der får livet til at gå videre.

Aftenen gik med rødvin og snak om livet, fremtiden og savnet og det var helt som det skulle være. En god dag, trods alt.

De sidste dage er der poppet en sponsoreret reklame op på min Instagram flere gange, for et bedemandsfirma her i byen. Og jeg synes på en måde det er helt vildt grotekst at blive mødt af. Jeg håber sørme ikke, jeg får brug for sådan ét de næste mange år! Men der må jo være en eller anden algoritme et sted, der kan læse, at jeg for et år siden ringede til en bedemand…?

De næste dage vil der være flere ’mærkedage’, præcis som der har været de sidste uger. I dag, for et år siden, fulgte vi ham hjem fra Hospice. Med det smukkeste forårsvejr som blind passager, i en række efter rustvognen, med tårerne trillende ned ad kinderne. På lørdag er det et år siden vi bisatte ham. Og jeg forstå det stadig ikke…

Det er en hård, tung tid. Mit hjerte sætter mig på prøve og min hjerne bruger meget energi på at fundere over livet. Det vi har, lige nu og her. Hvad giver mening? Der er mange kæmpe store spørgsmål, der er SÅ uendeligt svære at svare på, men jeg forsøger at give plads til at tænke, mærke og fundere. Måske der kommer noget konkret ud af det, måske ikke. Heldigvis har jeg A ved min side, der støtter mig og lytter.

 

Sammen er vi stærkere – det er vel nok den eneste ting, jeg er helt sikker på i livet!

Forårstungsind – når sorgen blusser op

086

Forår er lig med lysere dage, børn der slippes på græs, barnelatter, udeliv, lyserøde solnedgange, mildere temperaturer og solskin, der sender varme ned til os, sætter spirer på spring og bringer fornyet energi og glæde med sig….

Den virkning plejer det også at have på mig…
Sådan har det desværre ikke været i år…

De sidste par uger er mit hjerte begyndt at bløde igen… Det er som om, sorgen er blusset op igen. Som om foråret har revet plasteret af. Jeg kan ikke mærke, præcis hvad der har gjort det, men jeg kan alligevel fornemme, at solens stråler håner mig mere end de hjælper.

De smukke forårsdage minder mig om samme tid sidste år. I stedet for duften af frisk, mild luft og lyden af fugle der kvidrer, fyldes mine næsebor med lugten af sygdom og mine ører af lyden af stilhed. Forbandet stilhed.

De smukke marker, der så småt går fra at være brune og klæbrige til at være grønne, gule og svævende, og solens stråler, der rammer jorden og sender skygger af sted, minder mig mest af alt om den dag i maj, hvor vi kørte bag min fars kiste og fulgte ham hjem fra hospice. Det var en usædvanligt smuk forårsdag. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere dag at tage afsked. Men nu, nu minder de smukke forårsdage mig om sorgen, der stadig bobler i mit blod og savnet, der vokser i mit hjerte.

Jeg føler mig ved siden af mig selv, ude af mig selv. Som om jeg ikke kan regne med mig selv.Som om mit hjerte kan finde på at flyde over, hvornår det skal være. Min sorg er anderledes, fjern og ukendt.

Forleden, da jeg kørte hjem fra arbejde, så jeg en ældre mand udenfor et fitnesscenter. På et splitsekund havde min hjerne allerede tænkt en masse tanker, der havde sat gang i tårerne, nærmest uden jeg nåede at registrere det og kunne følge med.
Jeg tænkte, ‘det der skal min far aldrig opleve’. At blive gammel, tabe håret, blive rynket. Og så græd jeg som pisket. Det var en fysisk mavepuster og en hjertepunktering.

Det er som om det går mere og mere op for mig, at jeg ikke har en far mere. At han ikke er her mere. At han ikke kommer tilbage. Jeg ved det jo godt. Min hjerne ved det godt. Måske er det fordi mit hjerte har svært ved at acceptere?

Jeg spørger mig selv, om det er normalt, at blive suget ind i sorgen igen. Jeg minder mig selv om, at med sorg, kærlighed og smerte, er der ikke noget der er rigtigt og forkert…. Men der er dælme meget der gør ondt. Når man har elsket betingelsesløst, bliver sorgen derefter.

For tiden øver W musical i skolen, hvor de blandt andet synger en sang om at ses igen. Han har virkelig snakket meget om den sang. ‘Mor, når I hører den, så ved jeg, I bliver så kede af det. Så kommer I til at tænke på morfar. Jeg tænker på morfar hver eneste dag, når vi synger den og så bliver jeg så trist’.
Han snakker meget om, at han virkelig håber, håber, håber, at man mødes med dem, der er døde, engang. Og jeg siger til ham, at hvis han håber på det, så tror jeg, det nok skal komme til at ske. At ingen ved, hvad der er efter livet, men at jeg tror på, at det man håber, er det der sker. Og mens vi snakker og jeg vifter en tåre væk fra kinden, så fyldes mit hjerte med taknemmelighed over, at han formår at sætte ord på sin sorg.

Han er ramt – igen – ligesom mig. Som min mor, der har oplevet foråret på samme måde som mig og som A, der også sender min far mange tanker hver dag. Måske er det bare sådan det er… Måske er det årstiden, der minder os om alt det, der skete for et år siden, hvor dagene gik på onkologisk, med bekymringer, samtaler, stilhed, tårer, tanker, smerter.

Måske er det fordi vi skal af sted på en rejse på mandag, som blev planlagt mens han var her til at snakke med om det. En rejse han skulle have været med på. En rejse han ikke nåede at blive en del af. Nu følger han med i vores hjerter i stedet og det er slet ikke godt nok. Men det er sådan det er. Måske mit hjerte lærer at forstå og acceptere det på et tidspunkt. Indtil da må tårerne tage deres plads, for de kan ikke holdes tilbage. De er der, når de er der – har jeg lært….

 


 

Hvis du vil læse flere af mine tanker om kræft, sorg og savn, er der mange flere lige her 

Older posts