Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

Sorg – 2 års hjertesmerte

fullsizeoutput_1ec8

Kære far

I dag er det to år siden jeg hørte dit sidste åndedrag, og min verden blev forandret for altid. Jeg mistede en del af mig selv.
I går var det to år siden du aede mig på kinden for sidste gang. På din 61 års fødselsdag.
På lørdag er det tre år siden du mødte dit 3. barnebarn for første gang og du aede mig på kinden, som du så ofte gjorde, når du var glad og stolt.

De sidste to år har jeg manglet dig. Vi har manglet dig!

De sidste to år har du måske været mere i mine tanker, end du var, mens du var her.
Måske tog jeg dig for givet. Måske havde jeg en stærk tro på, at du skulle være her hos os i mange år. Jeg havde aldrig forestillet mig andet.
Da jeg mistede dig, lærte jeg livet at kende. At vi ikke må tage det for givet.
Jeg lærte, hvad kærlighed (også) er. Uundværlig, uretfærdig og ubarmhjertig.
Jeg forstod da, at sorg er kærlighedens pris. Og jeg betaler for det hver eneste dag.

Jeg husker stadig så tydeligt, da vi sagde til dig, at det var okay at give slip. At vi nok skulle klare os.
Jeg mente det ikke. Men jeg vidste at der ikke var andet at gøre. Jeg var nødt til det. Der var stærkere kræfter på spil.

Jeg savner dig, far! Hvert eneste øjeblik! Jeg forestiller mig, at vi ses igen en dag. Og på den måde er døden knap så skræmmende. Indtil da bærer jeg dig i hjertet.

**********

Jeg er ikke særlig gode venner med livet for tiden. Jeg ved, jeg burde være taknemmelig, men jeg kan ikke mærke det. Jeg er sur på livet! Jeg er ked af det. Bange for at miste igen. Mit hul i hjertet er stadig kæmpe stort. Mon det nogensinde vil hele?
Den boble af sorg, der omsluttede mig for 2 år siden, er stadig intakt. Sorgen er stadig altoverskyggende. Savnet er enormt. I tiden lige efter, var der så meget praktisk, der skulle ordnes. Hvor kræfterne til det hele kom fra, ved jeg ikke. Vi gjorde det bare. Måske på autopilot. Fordi vi skulle.
Sidenhen har jeg brugt mange kræfter på at forlige mig med alt det, der skete i sygdomsforløbet. Forsøgt at acceptere, at livet er uretfærdigt. Det går ikke så godt…

Jeg husker så mange ting fra det lange sygdomsforløb. Dufte, stemninger, lugte, ord, berøringer, følelser, usagte ord, blikke. Jeg kan stadig mærke det hele.

I søndags, halvvejs på min indkøbsrunde i supermarkedet, blev jeg dårlig. Som om én havde givet mig en mavepuster.
Jeg fik hurtigt samlet de sidste ting sammen, betalt og kørt hjem. Da A mødte mig i entreen, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg havde det som om, min krop ikke kunne rumme mig mere. Som om den ville falde sammen, lande på gulvet og blive liggende, hvis jeg gav slip på sidste nerve.
Mit hjerte har lyst til at skrige. Stoppe op og lade stå til, mens jeg græder. I stedet sætter min hjerne min krop i sving, og sørger for at den gør det, den skal.
Og midt i min sorg, er der så meget andet, der spænder ben. Og hver dag står jeg op, og gør det, jeg skal.
Hvis ikke jeg havde A og vores 3 lykkespirer, så ved jeg helt ærligt ikke hvad der skulle få mig ud af sengen. Men det gør mig også sårbar. Jeg er bange for at miste igen. Bare tanken kan få mine tårer til at trille.
Det føles voldsomt at mærke sorgen så stærkt. Jeg ved godt, at den ikke må tage over. Men jeg kan mærke, at den skal have plads. Der skal prikkes hul på boblen, så noget af sorgen kan løbe ud.

Jeg bliver aldrig venner med livets uforudsigelighed. Lige nu er vi her. Men hvad med om et øjeblik?
Én ting har ændret sig fundamentalt for mig i løbet af de sidste par år. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg vil have det bedste ud af det. Jeg nægter at spilde tiden på at være ked af det, frustreret og trist. Men det er store følelser, der er svære at fortrænge konstant. For livet gør også ondt, det har jeg lært. Det kan ikke være anderledes og det kan ikke undgås. Men netop derfor må man også huske at nyde det, når det er til at holde ud – eller ligefrem fylder én med lykke.
Det aller vigtigste er at finde lykken, både i de store og de små ting – og så holde godt fast i den!

Det er så corny at sige, at man skal huske at sætte pris på det, man har, og fortælle dem, der betyder noget, at man elsker dem – men det er virkelig så ægte rigtigt!

**********

I eftermiddags var vi nede på kirkegården sammen med min mor, og bagefter spiste vi middag sammen her hos os, med min bror og svigerinde. Fordi det er vigtigt at være sammen, midt i alt det, der gør så forbandet ondt.
I morgen er det 2 år siden vi fulgte kisten hjem fra Hospice. En uendeligt trist, men også varm og smuk forårsdag, som i dag.
Der er mange årsdage for tiden, der river i hjertet, men det er kærlighedens pris, som jeg betaler nu…

 

 

Der er mange flere tanker om døden, livet og kræftforløbet lige her

Med tårer i øjnene…

fullsizeoutput_1554

… Nu sidder jeg her i sofaen. Helt alene. Med tårerne trillende ned ad kinderne. Med store tanker bag øjnene og en dundrende hovedpine. Med en masse tanker, der maser sig på, og som jeg har brug for at skrive ned, før jeg kan falde i søvn. Måske bliver det et forvirrende sammensurium af mærkelige, dybe, tunge tanker. Måske giver noget af det mening…
Apropos dette indlæg har i dag været sådan én, der har givet en del stof til eftertanke, og sat livet i relief.

A er taget på nattevagt, de to store overnatter hos mormor og bettemusen er kysset godnat, efter at have siddet tæt i sofaen, bare ham og jeg, en halv time og grint af Gurli Gris. For ham en rolig stund, med nærhed og varme – og grin – som så mange gange før. For mig et meningsfyldt øjeblik, der bragte ro i mit sind, og blev værdsat endnu mere end ellers.

I dag har været en hård dag. Her har flagene ikke været på halvt for HKH Prins Henrik, og vi har heller ikke fejret Valentins dag.
Vi har taget afsked. Sagt på gensyn. Til et familiemedlem, der efter kort tids sygdom måtte lukke øjnene for sidste gang. I den samme lejlighed på Hospice, som der hvor min far gjorde det.

I kirken i dag græd jeg. Både over sorgen, savnet og mindet. Over livet og døden. Jeg græd af medfølelse for dem, der har mistet deres forælder. Fordi jeg ved, hvordan det føles. Jeg græd over min egen sorg, som præsten – også – talte til, da hun snakkede så fint om kærlighedens tid og den hjemløse kærlighed. Fordi jeg kan genkende det – og mærke det så stærkt stadigvæk.

Da vi efter bisættelsen samledes til kaffe blev der sagt flotte ord og delt gode minder. Jeg blev endnu en gang mindet om, hvor vigtigt det er at huske at sige de fine ting, man tænker, til dem man holder af, mens de er her til at høre det. Ikke vente og ikke udskyde det. For det kan ende med at blive for sent. Og det sværeste er at skulle leve videre med erkendelsen af, at man ‘skulle have gjort’.
Jeg synes, jeg er blevet mindet om det for ofte, de sidste par år. Jeg ville ønske, at det ikke skulle komme så tæt på, igen og igen. Det er ikke mange måneder siden vi sad i samme kirke, for at tage afsked med en af vores naboer. Men jeg må acceptere, at det er en del af livet. Der er ikke rigtigt andet at gøre, for det hjælper ikke at lukke øjnene for det og håbe, at det forsvinder igen.

Jeg er ikke længere bange for døden, omend jeg frygter, at den skal ramme dem omkring mig. I modsætning til det præsten sagde om, at vi ikke skal frygte døden, fordi vi kan mødes i Gud, så er jeg ubeskriveligt bange for at skulle undvære dem, der betyder allermest for mig. For jeg har brug for dem her – her hvor jeg er.

Mere end nogensinde før, giver det SÅ meget mening for mig, (endelig) at læse til sygeplejerske og kunne og skulle være der for andre, i deres svære stund. Det er med til at give mit liv mening.
Indimellem kan jeg dog godt blive bange for, at jeg ikke kan rumme andres sorg eller holde til at være i det, være på så nært hold til døden. Men jeg er nødt til at tro på, at jeg kan det. At min uniform giver mig styrke, og at jeg kan finde ud af at støtte dem i sorgen, uden at tage den helt ind i hjertet. På den anden side, ville jeg aldrig kunne acceptere, hvis det blev hverdag. Jeg har ikke lyst til at nå dertil, hvor døden ikke betyder noget. For det gør den. Den er uundgåelig og ensom. Men jeg vil virkelig gerne kunne være med til at gøre den udholdelig. Døden må ikke være et tabu.

Efter en dag som i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvilke kendetegn der mon ville blive fremhævet til min begravelse. Lyder det skørt? Det føles lidt skørt at skrive det, men ikke desto mindre kom jeg til at fundere over det i dag, da jeg kiggede ud over bakkerne og mærkede solens stråler på kinderne.
Måske skulle det være ens livsmantra. Det man forsøger at forme dagene ud fra og leve efter.
Det man ville ønske, at andre tænkte og sagde om én – den dag man ikke er her mere.
Fordi det forhåbentlig kunne minde én om de gode ting, der er værd at holde fast i? At være glad, åben, smilende, imødekommende, klog, veltalende, sjov, lyttende, omsorgsfuld, rundhåndet, gavmild – eller hvad man nu synes, er gode kvaliteter at besidde. At huske at sige ‘pyt’ til alt det, der i bund og grund ikke betyder noget. Og bevare energien til at gøre tingene nu og ikke udskyde dem.
Jeg vil forsøge at huske det næste gang, jeg gruer for en eksamen eller en anden svær situation. Huske på, at det ikke skal vælte mig. Jeg har klaret så mange andre svære ting. Og hvis ikke det går, så går det nok alligevel..

Lige nu, som jeg sidder her, er jeg træt og indtryksmæt og tom indeni. Jeg er fyldt op og har svært ved at rumme mere. Men mine tanker holder ikke pause endnu. De er stadig i gang med at fordøje. Jeg tænker på alle dem, jeg ved, også slås med sorg og savn lige nu. Tænker på venner, der også lige har mistet, og som tog afsked i går. Jeg har det som om, jeg ikke kan rumme mere ‘liv’ og slet ikke død.
Men i morgen tidlig fortsætter hverdagen, som den plejer. Som om intet var hændt og det er dét, der er så svært at forstå. For efterhånden synes jeg slet ikke, at livet er genkendeligt længere. Det er ikke, som det var engang. Gid jeg kunne være barn igen, og mærke den naive tro på, at livet (for det meste) vil én det godt. Fyldes af den udødelighedsfølelse, jeg følte, før jeg fik børn.

Jeg savner A ved min side. Til at aflede mine tanker og dele alt det svære med. Godt han kommer hjem igen i morgen <3

Bagsiden af min medalje – som sygeplejestuderende

256

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det…
Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt…

Sorgen

Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv.

Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?
Tiden læger alle sår – siges det. Jeg tror ikke på det. Jeg er blevet klogere. Der er et sted i mit hjerte, der gik i stykker, den dag jeg sad ved min far, og så ham tage sit sidste åndedrag. Det sted kommer aldrig til at hele. Måske kommer der skorpe på – engang, men det vil aldrig blive det samme som før.

For nogle uger siden, da jeg havde gået på studiet i en måneds tid, kom jeg hjem en dag og følte mig fuldstændig mat (altså endnu mere end ellers). Jeg havde sagt til A et par dage forinden, at jeg følte det som om sorgen var flyttet ind i hjertet med fornyet kraft. Om aftenen fik jeg det værre og værre, og endte på sofaen med kulderystelser, ondt over det hele, feber, utilpashed og tårer, der blev ved med at trille. Det var som om, min krop var blevet syg af sorg. Jeg følte mig helt sort indeni, som om mit hjerte var ved at visne.
Morgenen efter var feberen væk og jeg havde det bedre.
Min krop havde fået afløb for noget af alt det, der var blevet for mørkt i hjertet. Det havde lettet.

Hver dag på studiet er der ting, der sender mig direkte tilbage, enten til hans sidste timer eller til de 3+ år, han var syg.
Jeg bliver hele tiden bedt om at forholde mig til, hvad god sygepleje er, og det bringer minder frem om de situationer, jeg har været i, sammen med min far – især dem hvor jeg bestemt ikke synes, der blev ydet god sygepleje. Og det gør ondt! Sådan helt fysisk ondt!

Forleden så vi en video med en patient, der lå for døden, fordi vi skulle se, hvordan vejrtrækningen er, når man når det stadie.
Og det var svært. For læreren spurgte, om nogen af os havde set en person dø. Og flere af mine medstuderende kunne referere til ældre mennesker, de har været i kontakt med som SOSU-assistenter. Men jeg har kun min far at sammenligne med og tænke på, når tankerne bliver sendt på rundtur. Og det var bestemt ikke rart at få de billeder på nethinden igen.
At se ham dø er klart det tungeste og sværeste jeg har gjort i mit liv. Også selvom jeg ikke ville have været det foruden.

Jeg vil så gerne blive og være en dygtig sygeplejerske, der kan forholde sig fagligt til jobbet, men jeg vil også gerne være menneskelig. Jeg forsøger at rumme begge dele. Jeg vil så gerne, at alt det jeg gennemlevede med min far, til de mange undersøgelser, indlæggelser m.m., kan bruges til noget godt. Når det nu ikke kan være anderledes.
Jeg ved, at min far ville glæde sig over, at jeg i det mindste kan få et eller andet godt ud af alt det, der var og er så tungt og uretfærdigt.

Men indimellem tvivler jeg på egne evner. Jeg ved nu, hvordan det er at miste en forælder. En man elsker dybt. En, der hele ens liv har været en stor del af én. Det vil jeg gerne kunne bruge i mit virke som sygeplejerske, som omsorgsperson. Jeg håber, jeg kan. For det ikke få lov at være en hemsko for det studie, der føles så rigtigt!

Jeg vil gerne acceptere min sorg, og bære den med mig. For jeg kan ikke fortrænge den. I de perioder hvor jeg forsøger at gøre det, vender den tilbage med fornyet styrke og det dur slet ikke. Sorgen er en del af mig – også selvom der er gået 1 1/2 år. Der er bare ikke meget plads til den i en travl hverdag.
Når jeg sidder i bilen om morgenen, helt alene, med en smuk solnedgang i ryggen, så begynder tårerne at trille. Fordi jeg støder på noget i mit tankemylder, der minder mig om min far. Når jeg sidder der helt alene, så giver min krop efter, omend jeg beder den om at lade være. Fordi det ikke passer ind. Men jeg lader sorgen fylde et øjeblik, jeg tør ikke andet, omend jeg er bange for, at den ikke vil forsvinde igen.

Jeg tænker indimellem, om jeg mon er for ked af det. Om det er normalt at have det sådan. Der er stadig en del spøgelser, jeg ikke har gjort op med. Og nogle af dem er blevet større, efter jeg er begyndt på sygeplejerskestudiet. Fordi jeg pludselig ser tingene fra andre vinkler. Og bliver klogere på nogle af de ting, der foregik – både i hans krop og omkring ham.
På den anden side, så accepterer jeg, at sorgen, savnet og smerten er en del af mig. Jeg er gået i stykker, men kan repareres, så jeg kan fungere. Sygdomsforløbet varede lang tid, så det gør bearbejdningen vel også? Ihvertfald for mig.

Jeg har brug for at tale med ham – lige nu! Jeg har brug for, at mine drenge kan kramme ham – og huske ham. Jeg har brug for at han er her – men det er han ikke.
Meningen med livet forandrede sig, da jeg sagde farvel til ham ude på Hospice. Mine sanser blev skærpet (endnu mere). Min tiltro til livet blev anderledes. Indimellem kan jeg tænke, at jeg slet ikke forstår, hvad det er vi skal. Hvad er meningen? Er livet ‘bare’ dét at stå op, tage af sted, arbejde, læse, gå i skole, knokle, lave mad, sove og gentage? Jeg forstår det egentlig ikke, forstår ikke helt meningen med det. Men alligevel holder jeg af hverdagen. Jeg holder af at gøre lidt ekstra ud af de små ting. Se glæden i mine drenges øjne. Tænke, at det kan betale sig at gøre sig umage, for dagen kommer ikke igen.
For livet, det tager jeg ikke for givet. Og dét er også en styrke, omend det kan føles mest som en svaghed indimellem.
Jeg ser nuancerne, både i hverdagen og alt det, der omgiver mig. Jeg er en tænker, der suger alting til mig. Og jeg er blevet mindre bange for døden – min egen nok mest. For jeg er stadig virkelig bange for at miste andre, der står mig nært. Bare tanken…

Jeg tror ikke, der er mange, der kan se det på mig. At mit hjerte er såret, stadigvæk. Måske bliver det ved med at være det altid. Måske bliver livet aldrig det samme igen… Det er en del af mig nu, på godt og ondt. Sådan er livet. Også selvom jeg har lyst til at råbe og skrige og gøre det om, spole tiden tilbage, ikke finde mig i, at det skal være sådan her!

Måske kan jeg finde måder at bruge det på, på en god måde. Jeg håber det… <3

Nu fik jeg ihverfald afløb for mange af de tanker, der fylder meget for tiden. Jeg er ret sikker på, at jeg finder styrken, midt i det svære, som jeg har gjort indtil nu. Omend sorgen indimellem prøver at vælte mig omkuld…. What doesn’t kill you, makes you stronger. Dét er ihvertfald ikke helt forkert!

 

Hvis du har lyst til at læse flere indlæg og tanker om alt det med sygdom, død og kræft, kan du blandt andet klikke lige her

Livets kontraster – en dag med bisættelse og fernisering

fullsizeoutput_d06

Pyh, i dag har været en af de hårde… Sådan en dag, hvor der har været store krav til følelsernes omstillingsparathed. Hvor livets kontraster har været mere end tydelige!

Jeg startede morgenen med 4 timers forelæsning. Derefter var jeg nødt til at skippe 2 timers vejledning i anatomi, fordi jeg skulle hjem til bisættelse. En kvinde i vores bekendtskabskreds sov ind i søndags, på samme hospice som min far, efter et sygdomsforløb, der på en del områder har ligheder med min fars. Både A og jeg synes, det var vigtigt at vise vores medfølelse, ved at komme i kirken.

Sidste år, da jeg stod foran kirken, på en af mit livs sværeste dage, mærkede jeg, hvor meget det betød, at dem, der er tæt på mig, mødte op til min fars begravelse. Ikke kun for at tage afsked med min far, men også for at være der for mig. Det rørte mig virkelig dybt <3

Og det blev på den måde endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, ikke at være berøringsangst. At turde møde op og være i sorgen, sammen med dem, der sørger. Ikke tænke, at man kun kan møde op for at tage afsked, men også for at vise sin støtte, tilstedeværelse og opbakning til dem, der står tilbage.
Da vi hilste på ægtemanden i dag til bisættelsen, var det tydeligt, at han blev rørt over, at vi var kommet.
Selvom jeg, helt ærligt, havde gruet for bisættelsen de sidste par dage, fordi jeg var sindssygt bange for, om jeg kunne ‘holde til det’, så gav det så meget mening, da jeg så blikket i hans øjne. Jeg kunne se, at det også betød noget for ham, ligesom det havde betydet noget for mig, da jeg stod i det sidste år.

Undervejs mærkede jeg livets skrøbelighed helt ind under huden og det tog pusten fra mig flere gange. Og som præsten sagde: ‘Vi er skabt til at leve’ – det er så vigtigt at huske på! – Jeg vil bare helst, at det ikke behøver være døden, der skal minde os om det!

Som en del af min refleksion over dagen i dag, vil jeg gerne tilføje en lille sidenote her: Vær ikke bange for at deltage i en begravelse/bisættelse. Og tag ikke kun af sted for den afdødes skyld. Tag af sted mindst lige så meget for at støtte dem, der står midt i sorgen. Det betyder alverden! (Og vær ikke bange for at græde – det er helt okay)
Måske mange af jer allerede ved præcis hvad jeg mener (og føler) – men er der nogen af jer, der nogensinde kommer i tvivl, om I skal tage af sted, så håber jeg, I vil overveje en ekstra gang, med mine ord in mente….

Efter bisættelsen skulle følelserne bundfælde sig. Efter en time ved køkkenbordet med A, kom drengene hjem og så skulle følelserne tunes ind på det næste; fernisering i 0.a.

Jeg satte W og L af hos min mor og så mødtes S og jeg med A på skolen til 2 timers klassehygge, leg og Alfons Åberg malerier i massevis.

Nu er drengene puttet og A taget på nattevagt, og jeg sidder her i en stille stue med et glas rødvin og forsøger at rumme alt det, der er sket i dag. Jeg kæmper med mange følelser for tiden, som jeg går rundt og forsøger at rumme, men de vil ikke rigtig falde til ro. Måske den næste uge, hvor jeg har undervisningsfri, kan give lidt tid til at få nogen af dem ned på skrift. Det plejer som regel at hjælpe – ihvertfald en smule.

God aften derude – nyd den!