Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid.
En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det.

Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar.
Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen.
Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han revet fra os på ulykkelig og tragisk vis, og vi er efterladt i chok.

For knap 4 uger siden slog lynet ned, da han blev ramt af en stor hjerneblødning. Efter flere ugers rutschebaneture med intensiv behandling, infektioner, operationer og information i øst og vest, var han på vej i den rigtige retning. På vej til genoptræning og udskrivelse til meget rarere rammer, end dem neurokirurgisk intensivafdeling har at byde på. Vi stod klar til at besøge ham sammen med drengene. Nu hvor han (endelig) skulle befries fra slanger i hobetal. Skulle vågne op og være til at komme i kontakt med. Nu hvor drengene ville kunne genkende ham igen.

I onsdags var han på vej til noget bedre. På vej tilbage.
Indtil lynet slog ned igen, med stærkere kræfter end første gang. De næste to døgn flød sammen i en utydelig, tåget flod af hjertesmerte, tårer, modløshed, håb og sorg. I lørdags blev håbet afløst af ulykkelighed, ubegribelighed. I lørdags sagde vi farvel.

I går vågnede vi til en ny virkelighed. Til den barske realitet om, at vi skal undvære. Savne. Mangle. Sørge.
Endnu en gang skulle vi samle os sammen til at fortælle vores drenge, at en af dem, de elsker allerhøjest, ikke er her mere.
Vores sorg er ikke kun vores. Vi sørger også for vores drenge. For det de nu skal lære at leve uden. Lære at forstå og acceptere. Fordi livet vil det sådan. Fordi det ikke er op til os, om livet skal gøre så forbandet ondt.

Hvordan skal vores drenge kunne vokse op med en ukuelig tro på livet? Hvordan skal de kunne bevare den følelse af udødelighed, man bliver født med, og som man skal have lov til at føle indtil den dag, man bliver voksen? Hvordan skal de kunne tro på, at man kan komme levende fra sygehuset, hvis først man bliver indlagt?

Da vi havde fortalt drengene det i går, sagde W, at der nok ikke ville gå lang tid, før mormor eller farmor ringede og sagde, at de også var kommet på sygehuset. Hvordan skal jeg kunne få ham til at tro, at det ikke kommer til at ske? Tro på, at de nok skal blive 90 – mindst. Og at vi andre også skal være omkring dem i mange, mange år.

Døden har frarøvet vores drenge begge deres bedstefædre. Den har frarøvet os vores sidste far. For A og jeg delte nemlig vores fædre med hinanden. Og nu er ingen af dem her længere.
I lørdags måtte jeg endnu en gang ringe til bedemanden og bede om hans hjælp.

For 2 måneder siden fejrede vi 70 års fødselsdag. Heldigvis lykkeligt uvidende om, hvad livet ville bringe. At det skulle slutte alt for tidligt. Men nu også taknemmelige for, at vi nåede at få det med.

Sorg er kærlighedens pris, men jeg er ikke klar til at skulle betale allerede igen.
Min frygt for at miste tager pusten fra mig og får min mave til at slå knuder. Jeg er bange for, at det skal ske igen – igen – igen. For jeg tror ikke, jeg kan holde til mere. Jeg mærker livets skrøbelighed som en kniv, der skærer sig ind i mit hjerte.
Min sorg over at have mistet min far for 2 1/2 år siden er stadig så enorm, at der ikke er plads til mere. Jeg troede ikke, der var plads til mere sorg i mit hjerte. Men det skal der være. Mit hjerte har fået endnu et hul, og sorgen fosser ud med en kraft, som vil den aldrig stoppe igen. Jeg græder på vores drenges vegne. Over alt det, der ikke bliver. Og på min mands. Over at han allerede skal opleve det, som jeg skulle igennem for 2 år siden. Han skulle ikke have mærket det før om mange, mange år.
Det bliver pludseligt så tydeligt for mig, at jeg har erfaring med at miste. Hvem ønsker helt ærligt at have det?! Det gør ondt at jeg ved, hvad der venter – ved hvad der skal ske. Og jeg ville sådan ønske, at min elskede mand ikke skulle mærke den sorg, som jeg har kæmpet med de sidste par år.

Jeg kan ikke skærme vores drenge for livets allermest forfærdelige tab. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at holde det hemmeligt for dem og håbe, de aldrig ville opdage, hvad der har ramt os. Det eneste jeg kan gøre, er, at forsøge at hjælpe dem igennem på allerbedste vis. Og forsøge at finde styrke indeni til at bære både deres og min egen sorg. Finde styrken hos min familie.

Livet er gået i stå igen og jeg ved ikke, hvordan det skal komme i gang igen. Mine kræfter er sluppet op. Var det ikke for drengene, ville vi ikke være stået op i dag.
Midt i sorgen og chokket mærker jeg vores familiers stærke sammenhold og bånd, og selvom det føles ubeskrivelig skrøbeligt, at alting kan forandres på et splitsekund, så er det uvurderligt vigtigt, at vi holder sammen.

Vores hjerter er i chok, vores hoveder er gået i stå. Hvordan kan verden bare fortsætte, som om intet er hændt.

Jeg har lyst til, at livet skal gå i stå. Jeg kan ikke holde ud at skulle forholde mig til ‘alt’. Til hverdag, indkøb, vasketøj, studie, bisættelse, børnehave, rengøring, koloni, klassefest, legegruppe, madpakker, lektier. Jeg har brug for, at det venter på, at jeg – vi – er klar igen. Brug for at sorgen må fylde. Jeg tvivler på, at verden har tid til at vente…

Da vi spiste aftensmad i går aftes snakkede drengene om, at farfar sidder oppe hos morfar nu, oppe over skyerne et sted, og ser fodbold i fjernsynet, og kigger ned på os. Måske har de endda fået flere venner deroppe. Deroppe hvor der kun er rart at være og W sagde: ‘Måske er det tilmed helt okay at dø, for hernede er ikke altid så rart at være’…

…….

Et nyt kapitel – nu som pensionist…

I fredags sluttede et kapitel og startede et andet – et kapitel som pensionist. Altså ikke for mig, trods alt. Det er min kære mor, der har bundet sløjfe på et langt liv på arbejdsmarkedet. En stor beslutning, der også bringer meget nyt med sig. Det er ikke kun et farvel, men også et goddag. Til et liv med (meget) mindre stress og meget mere sjov.
Det skal nok blive godt, omend der nok går noget tid, før det bundfælder sig (for hende).

Jeg føler mig pludselig også så gammel, nu hvor jeg har en mor,  der er pensionist 😉 Men heldigvis er hun slet ikke gammel, og hvis hun slægter sin mor på (hvilket jeg tror, hun gør) så har hun mere end 30 år at nyde livet i, sammen med os – jeg vil ihvertfald slet ikke forsøge at forestille mig andet…

I dag fejrede vi det nye kapitel med kage, kaffe, sensommerfrugt og eftermiddagssol. En fejring efter min mors (kage)hjerte.
Jeg kunne, som altid, ikke begrænse mig, så jeg endte med at bage lidt forskelligt.
Der var både en lagkage med jordbær- og stikkelsbærmousse, pyntet med strikketøj og briller, medaljer med hvid chokolade og æbleoverraskelse i midten, æble- og hindbærsnitter, en sprød tærte med æbleflødeskum og friske bær og små sandkager med rabarber og hvid chokoladeglasur.

I morgen venter 3. semester på mig. Hverdagen skal for alvor i gang igen – om vi vil det eller ej. Jeg må hellere se at få booket min mor til diverse opgaver resten af året, for jeg har hørt, at pensionister er nogle af de travleste mennesker 😉

Fødselsdagskagefejring – da flokken var samlet igen

Fødselsdagskagefejring er altid en god idé og er der boller og varm kakao til er det endnu bedre!

D. 9. august har, hele mit liv, været en særlig dag. Det er nemlig min mors fødselsdag.
Som jeg viste glimt af lige her, blev hun i år fejret med fødselsdagsmorgenmad herhjemme, og sidenhen var vi ude at spise lækker mad i de fineste omgivelser.

Da S og L var i sommerhus, og derfor ikke med til at fejre hende på dagen, havde de ønsket, at vi skulle holde kagefest for mormor, når de kom hjem igen. Sådan noget skal man jo ikke ligefrem overtale mig til at hoppe med på – ej heller fødselsdagsbarnet, der elsker lækre kager – så jeg gik straks i gang med at forberede 🙂

Da flokken var samlet igen om søndagen, satte vi os til bords herhjemme, til kagefejring og fødselsdagsgaver.
Jeg er, som bekendt, ikke så god til at begrænse mig, når det kommer til kagevalg, så der endte med at komme 4 kager på bordet og så også lige en omgang bløde, grove chokoladeboller og varm kakao med flødeskum – fordi det også hører sig til, når der skal fejres fødselsdag, ik? 🙂

Ud fra min mors kageønsker og årstiden, besluttede jeg mig for at bage en marengsroulade med jordbær og banan, en chokoladekage skåret ud til 63, en portion romkugler af kageresterne og en klassisk jordbærkage (der altid er et hit!). Og så en masse frugt on the side, når nu årstiden frister med så mange lækre af slagsen.

Vi fik gjort et godt indhug i kagerne, og resten blev nydt dagen efter. Ret perfekt at have kagerester i køleskabet efter 1. skoledag og børnehaveopstart ovenpå en lang, dejlig sommerferie 🙂

Nu er der noget tid til, at vi skal fejre fødselsdag igen – men man kan jo altid fejre halve år også, hvis man får abstinenser 😉

 

Link til opskrifter:
Grove, bløde chokoladeboller // Marengsroulade // Verdens bedste jordbærkage //
Opskriften på chokoladetalkage med pynt kommer snart 🙂

Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader

D. 21. juli 2018fortsat herfra

Det er simpelthen så skønt at være fremme. Nu kan roen sænke sig og vi skal finde ud af, hvordan man ‘laver ingenting’ i en uge.
Men først skal køleskabet fyldes op, så mens drengene tester poolen og undersøger husets mange rum, kører andre på indkøb.

Huset er stort, men vi har planer om at bruge alle vågne timer udenfor, ved poolen, hvor der også er et stort udekøkken, spisebord osv. På vej ned viste vejrudsigten dårligt vejr, men det er heldigvis ikke det vi er kommet frem til og de næste dage har også rettet sig – heldigvis. Kan næsten ikke bære tanken om, at vi skulle have overvundet køreturen, for at sidde indendøre og se ud på regnen…

Min bror tænder op i grillen i udekøkkenet, og vi spiser spyd og flutes til aftensmad, inden vi putter 3 trætte, glade drenge, der næsten ikke kan vente til i morgen, og som helt sikkert kommer til at drømme om vandplaskeri hele natten 😉

Bagefter fordøjer vi dagen, på terrassen, med et glas vin i hånden, og da solen er gået ned bag bjerget, går vi også til køjs, så vi kan være nogenlunde friske i morgen tidlig, når drengene (helt sikkert) vågner tidligt og spørger, om de må tage badetøj på som det første.

‘Skal jeg lige hjælpe dig?’ <3 Brødre <3

D. 22. juli 2018

Kære feriedagbog

I dag har vi ingen planer. Det er søndag – og søndage er lavet til hygge, ik?
Drengene sov (sørme) helt til kl. 7.30. Det første L sagde, da han vågnede, var: ‘Mor, skal jeg lære dig at svømme i dag’. Sådan et tilbud måtte jeg jo straks takke ja til.

Vi er vågnet op til dejligt vejr, så det bliver svært at holde drengene fra poolen særlig længe 😉
I det lokale supermarked har vi købt to svømmebælter til S og L, for poolen er for dyb til, at de kan bunde.
L kaster sig i vandet, der egentlig er 24 grader varmt, men som føles en smule som det kolde gys, når luften allerede er ved at være 30 grader. Det holder ham dog ikke tilbage og på et øjeblik gik han fra at være en smule usikker i vandet, til at have fuld kontrol. Han vender sig rundt, svømmer med arme og ben og ligner én, der har badet uafbrudt i årevis. Han er mega sej og det er virkelig en fornøjelse at se hans glæde i øjnene og de store smil, når han finder ud af, at han kan mere – mere – mere. Han efterligner alt hvad W gør og de har en fest i vandet.

Pludselig er formiddagen blevet til eftermiddag, nærmest uden vi har opdaget det. Aftensmaden bliver en nem og hurtig omgang mexikansk, som er et hit hos både store og små.

Myggene lever (desværre) også det fede liv på terrassen, og jeg har allerede lagt krop til 20-30 stik inden klokken har slået 20. Øv! De må gerne rejse videre i løbet af natten…

Da drengene er puttet, og os, der kan holde til at være lidt længere oppe, er gået i gang med en omgang Bezzerwizzer, vågner W op med ondt i maven. Han har en ret høj smertetærskel, men han er virkelig ked af det og har mange smerter, og jeg tænker først, om vi måske har overset laktose i noget af det, vi har spist. Han siger dog, at det føles anderledes, og jeg bliver helt svedt ved tanken om, hvad det kan være. Jeg når at tænke mange ting undervejs, og frygter lidt for vores ferie, der jo kun lige er gået i gang.
Tænk hvis…. det ene og det andet.

Efter et par timer, med nus på panden og beroligelse, falder han i søvn igen, med A ved sin side.
S er rykket ind i mormors seng, så A kan overnatte i hans seng og være tæt på W, og jeg ender med at sove ‘alene’ sammen med L, i vores soveværelse.
Jeg ligger i mørket og lytter efter blodtørstige myg, der skulle være trængt ind i soveværelset, men der er helt stille. Stilheden bliver kun afbrudt af L’s tunge vejrtrækning. Jeg tænker over, hvor meget sårbarhed og kærlighed jeg mærker, når noget gør ondt på en af mine lykkespirer. Jeg ville ønske, jeg kunne overtage smerten. Jeg mærker og føler den, sammen med dem.
I et stort, mørkt soveværelse, langt væk hjemmefra, kommer jeg til at fundere lidt stort over det hele og bliver mindet om alt det, jeg mærkede, da jeg blev mor for første gang og som jeg allerede har mærket mange gange de sidste 10 år.
Tænker, at man på en eller anden måde er godt skør, når man vælger at sætte 3 børn i verden. For jeg kommer ikke kun til at mærke (og tage del i) alle deres glæder. Jeg mærker også så stærkt, når noget gør ondt (på dem). Det kræver sin kvinde – og mand. Men jeg ville ikke, for noget i verden, ønske, at det var anderledes. Jeg ved jo godt, at det er en del af livet. Jeg har bare aldrig tænkt over det på den her måde, og mærket det så stærkt.

Til sidst falder jeg i søvn med ønsket og håbet om, at det bliver en rolig nat, og at dagen i morgen byder på masser af gode stunder, igen.

Siesta3 på stribe Som brødre vi dele (også selvom drinksne er helt ens)Kan vel lige så godt vænne mig til dette syn af vores store lykkespire, der hænger ud i baren 😉‘Er der mere drinks, mor?’

D. 23. juli 2018

Kære feriedagbog!

Jeg er vågnet med et lettet hjerte, for natten er gået uden problemer. W har det meget bedre og tænker mest på, hvornår han kan komme i poolen igen. Det er virkelig et godt tegn 🙂 Og jeg har vist også regnet mig frem til, hvorfor han havde så ondt i maven, så alt er godt igen. Pyh!

Morgenmaden nyder vi på terrassen, med udsigt til poolen, som drengene utålmodigt venter på at springe i. Lige om lidt dukker solen frem bag træerne og poolen kan få lidt varme, inden jeg bliver tvunget i 😉
Da jeg var barn, var jeg glad for at bade, men jeg blev vist mættet engang i løbet af min ungdom. Nu er det slet ikke noget for mig, men jeg gør det for drengenes skyld – og endnu mere fordi A ikke kan. Heldigvis er min bror, svigerinde og mor også med til at være badedyr 😉

Noget af det, jeg virkelig har set frem til, ved at holde ferie, er at have tid til at læse nogle af de bøger, der har ligget i reolen og kigget hånende på mig set sidste år, hvor faglitteratur har været det eneste på mit læseprogram.
Jeg har taget to bøger med og håber ikke at det er urealistisk, at jeg kommer igennem ihvertfald den ene af dem…

Drengene bader hele formiddagen, holder siesta indendøre med en lille film, og lader op til endnu en omgang badning.
Om eftermiddagen åbner poolbaren. Noget af det drengene har glædet sig allermest til og snakket meget om derhjemme; at skulle drikke lækre drinks i badetøj, ved poolen 😉

Om aftenen, efter L er puttet, spiller vi spil med S og W. De nyder at være længe oppe, drikke drinks og forsøge at svare paratviden om musik, politik, geografi og alt det 😉
Myggene er også stadig vilde med os…

Hvem der bare havde et mangotræ i baghaven
Fandt den perfekte kaffekop bagerst i skabet – nu hvor jeg ikke får bagt så meget kage… Jeg stemmer for, at flere bagerier i Danmark har gulve som det her 🙂Arhmen altså – jeg er vild med det! Udsigten fra parkeringshuset…En fyr i sit rette elementNår man ikke kan bage, kan man da dase lidt i en doughnut i stedet…

D. 24. juli 2018

Kære feriedagbog!

Helt ærligt, hvorfor har tiden så travlt? Vi forsøger ellers at få dagene til at ligne hinanden, så vi kan snyde tiden til at tro, at den står stille, men det virker ikke rigtigt…

I dag skal jeg ud af min ‘jeg-kører-ikke-bil-boble’, for vi har besluttet os for at udforske Vence, den by vi bor tæt ved.
Efter morgenmaden kører vi ind til byen og parkerer i verdens – måske – smalleste parkeringshus, hvor man skal være heldig, hvis man kommer ud uden buler – eller kommer ud i det hele taget…

Vi går en tur i de skæve gader, og A forsøger, så godt han kan, at følge med. Jeg nyder, at han er med, selvom jeg ved, det er hårdt for ham at stavre rundt med krykker og en (varm!) tung støvle på det ene ben.
Vi bruger et par timer på at indsnuse den fine, franske stemning og beundre de mange sjove, skæve, finurlige gader og stræder og slutter af ved bageriet og shopper baguettes til frokosten.

Resten af dagen bruger vi ved poolen. Det er drønvarmt og faktisk lige før jeg nyder at kunne køle lidt ned i vandet!
I morgen er det allerede onsdag, men det gider jeg ikke tænke på lige nu….

 

Fortsættelse følger….

P.S. Tusind tak for de søde kommentarer til første indlæg. Rart at læse, at det ikke kun er mig, der synes det er noget af en overvindelse 😉

06.06.09 – 9 (særlige) år <3

fullsizeoutput_241a
Pre dinner snacks må der til – 9 år skal fejres med manér 😉
fullsizeoutput_2411
En ‘lille’ kærlighedsgave fra A
fullsizeoutput_2412
Lækkerier fra økoboden <3
fullsizeoutput_2418 fullsizeoutput_241b
Hjemmelavet hindbærbrus – dejligt friskt i varmen
fullsizeoutput_241d
Fejringsmiddag
fullsizeoutput_241e fullsizeoutput_241f fullsizeoutput_2422 fullsizeoutput_2421
Bryllupsdagskage til dessert
fullsizeoutput_2426
9 år – 9 bunde
fullsizeoutput_2424 fullsizeoutput_2423
Lagkage med lyse bunde, chokoladebunde, blåbær-, jordbær- og stikkelsbærmousse.
Hvid chokolademousse, jordbærmoussehjerter og friske bær på toppen
fullsizeoutput_2425

06.06.09 – en helt særlig dag, der har en stor plads i mit hjerte.
I går havde A og jeg 9 års bryllupsdag! Dét er faktisk ret vildt!
Forstår slet ikke, at der er gået 9 år, men på den anden side, så er der godt nok også sket meget siden dengang.

Det er en dag, der indbyder til at mindes. Både det fine og det svære.
Både brylluppet og alt det, den dag bød på. Og det fine i, at vi valgte at ‘vores’ dag også skulle være den dag, vi satte min fars urne i jorden, for to år siden.
På en særlig måde er han, på den måde, stadig med os på vores bryllupsdag… <3
I går kiggede jeg på billeder fra brylluppet. Fra da min far fulgte mig op ad kirkegulvet og af W og ham til festen, hvor han sad og fjollede med ham, sådan som jeg husker (og gerne vil huske) ham. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har de minder. Og at A nåede at kende ham i så mange år, så vi kan dele minderne om min far sammen.

I går fejrede vi dagen sammen med drengene. Om eftermiddagen snackede vi til den store guldmedalje – i solen på terrassen. Med friskbagte bacon/parmesan grissini, hjemmelavet hindbærbrus, frugt, nødder, chips og persillepesto on the side.

Da W kom hjem fra fodbold, spiste vi middag sammen alle 5, og bagefter kom den store bryllupsdagslagkage på bordet som afslutning på en fin dag. Drengene havde glædet sig hele eftermiddagen til den store lagkage – og nu glæder de sig til rester i dag (og det gør jeg også) 😉