Den dejligste weekend og et sommerferiestartskud

Nyhavn i solskin  Alenetid med L – sammen med mormor  Vi var også lige et smut forbi Eiffeltårnet Tror han kunne bruge hele dagen på at stå der og kigge <3  Fiskeburgere til aftensmad – haps!  … Og en sprød tærte med bær fra haven til dessert  På tur med de cool typer  Drengeleg  Frugtpause  Sopning på den varmeste dag i år – ihvertfald her i vores hood … og så hjem at sidde i blød med en is (og ja, selvfølgelig opbevarer jeg mine unger i muffinforme 😉 )

Jeg er håbløst bagud, ikke mindst når det kommer til at gemme lykkeglimt i min virtuelle mindebog. Den ene dag tager den anden, og der har været nok at se til. Både gode og knap så rare ting.

Drengene har allerede haft ferie i mere end et par uger. Det er ikke til at forstå. Lige på kanten af sommerferien tog L, min mor og jeg i Legoland. Bare os tre. For at fejre afleveringen af min eksamensopgave og nyde parken, inden skolernes sommerferie ville fylde den op. Det var en virkelig god tur, og L ville helst ikke med hjem igen.
Det er i det hele taget en virkelig god idé at ‘dele dem op’, og lave noget med dem hver for sig.

Den sidste juniweekend havde drengene og jeg mere eller mindre for os selv, da A skulle arbejde. Vejret viste sig fra sin sommergavmilde side, så vi tog på tur. Med medbragt frugt og al tid i verden 🙂
Simpelthen så hyggeligt og de var (mindst) lige så meget med på den, som mig. Jeg elsker, at de gider <3
Bagefter havde vi brug for nedkøling, så vi kørte hjem og fyldte bassinerne i haven og hapsede is i fryseren.

Om eftermiddagen tog vi på luftetur med Saga i baghaven. Vinden havde fået fart på, så L havde god glæde af sin nye strik fra mormor. Men han var stadig lige så fræk, som han plejer 😉

Det var sådan en weekend, der gav lykke i maven. En fantastisk fin start på vores ferie sammen. Et skønt sommerferiestartskud. Håber, sommeren byder på mange flere fantastiske dage og weekender, som denne <3

Brødre <3

Mit hjerte – i undtagelsestilstand

I 3 år nu, har den her tid på året været tung.
Det er heldigt, at jeg altid har holdt så meget af foråret, for ellers ville den her tid på året nu være noget, der skulle overstås. Det hjælper trods alt på humøret, at solen smiler til én og alting springer ud.
De sidste 3 år har det dog indimellem været lidt svært at få øje på alt det smukke, der sker lige udenfor vinduet, når min brystkasse knuger mit hjerte og strammer om mine lunger. Når mine øjne løber i vand igen og igen og mit hoved føles tungt og utilstrækkeligt.
Når tårerne sidder tæt bag de tunge øjenlåg, som står de på spring og håber på, snart at få lov til at pible frem.

I går skulle min far være fyldt 64 år. I dag er det tre år siden, vi tog afsked med ham. Den ene dato er en, jeg altid har set frem til med glæde, hele mit liv. Indtil for 3 år siden. Nu stikker det i stedet i hjertet, når jeg ser den; 7. maj. Din sidste fødselsdag var den sidste dag, vi snakkede med dig. Dagen efter forandrede mit – vores – liv for altid.
De sidste par uger har mit hjerte været i undtagelsestilstand. Det er gået over på overlevelsesmode og er dækket af en hinde, der får det meste til at prelle af.

Det første år uden ham var vanvittigt hårdt. Alting skulle opleves for første gang – uden ham. Fødselsdage, jul, mærkedage, ferier, fridage, hverdage. Det første år var jeg overvældet af sorg. Det lange sygdomsforløb fyldte en masse, og vi skulle finde ind til minderne om ham, fra før han blev syg. Vi skulle have bearbejdet forløbet – og tabet. Det første år forstod jeg det ikke. Jeg blev ved med at se ham for mig; så ham på gågaden eller oppe i aulaen. Havde en følelse af, at han ville komme ind i stuen lige om lidt, når jeg besøgte min mor. Min hjerne forstod det ikke. Mit hjerte kunne ikke tage det ind. Der var så mange praktiske ting, der skulle sørges for, der tog fokus fra følelserne.
Der var 3 drenge, der skulle omfavnes i det hele, og bæres godt videre. En lille fyr på knap et år, der også optog meget af min tid og en barsel, der fik en ende. En svær vuggestuestart og et nyt arbejde, der stjal meget af min (næsten ikke-eksisterende) energi. Et liv, der skulle gå videre, på trods…

Det andet år var et underligt vakuum. Nu var det ikke længere ‘lige sket’. Der var ikke længere nogen, der spurgte til det. Det føltes som om, det var ‘glemt’. Og jeg var først lige ved at forstå det… Jeg var stadig indhyllet i en boble af sorg. Min hjerne holdt mig i gang, selvom mit hjerte kæmpede imod.

Nu er det tre år siden, og det gør stadig ondt. Ubærligt ondt. Det vil det aldrig holde op med. Det ved jeg nu. Jo længere tid der går, jo længere tid har jeg undværet. Savnet. Manglet.
Sorgen forandrer sig. Savnet vokser. Minderne bliver nogle andre, når alt det, der var til sidst, ikke længere får lov at fylde det hele. Men følelsen af, at andre kan tænke: ‘Nu må hun da være kommet videre’, den rammer SÅ hårdt. Mit liv bliver aldrig det samme igen.
Det gør stadig afsindigt ondt at se bedstefædre hente deres børnebørn i børnehaven, eller tage med dem til sportsaktiviteter. Det gør ondt at høre andre fortælle om deres far. Det gør ondt at tænkte på alt det, som mine drengene aldrig skal opleve.
Jeg har lært at registrere smerten, når den rammer, og sende den hen, hvor den kan være. Sende den ind i mit hjerte, der hvor der er et hul – og hvor der undervejs er vokset en lomme frem, hvor det kan høre til i. Jeg får ikke længere ondt i maven, når jeg kører forbi kirurgisk afdeling. Min hjerne har lært at overdøve mit hjerte – når det er sådan det skal være. Fordi der er et liv, der skal leves. Men jeg kan stadig blive overvældet af sorg – midt på en øde landevej – når jeg kører i bilen og hører en sang, han lærte mig at holde af. Eller inden jeg skal til eksamen, og forsøger at finde styrke i, at jeg godt kan – fordi jeg har oplevet noget, der, uden sammenligning, var og er meget værre.

Jeg insisterer på at holde fast i minderne. Vi snakker ofte, næsten dagligt, om morfar. Forleden, da vi kørte forbi kirkegården, som vi gør så tit, når vi skal ind til byen, lavede L hjertetegn med sine små, kærlige hænder og sagde, at det var til morfar og farfar. Det var så fint <3
Jeg kan høre mig selv sige ting, som han ville have gjort. Og når jeg dækker bordet, hælder ting op i små skåle og kalder familien til bords, så er der lidt af ham med i det. Fordi han lærte mig at gøre lidt ekstra ud af tingene. Og kræse for dem, man holder af.
I går kiggede W og jeg på billeder fra brylluppet, fra ferien på Malta, da S var en lille lykkespire i min mave, fra da L blev født og min far var skaldet, fra da drengene hjalp ham med at blive barberet, da han var indlagt på onkologisk…

Sammen holder vi fast i minderne. Jeg ser ham ikke længere for mig, som den han var til sidst, da han var syg. Jeg ser ham i drengene, når de siger eller gør ting, som han ville have sagt eller gjort.

Jeg længes efter at tale med ham, høre hans stemme. Dele oplevelser med ham. Høre hans mening om stort og småt. Se verden en smule med hans øjne. Længes efter at mærke hans store far-hånd ae min kind, sådan som han altid gjorde. Se hans skæve smil og glimt i øjet og høre ham grine af sine egen, platte vitser <3

I dag går jeg ud af døren og ligner mig selv. Men indeni er jeg i stykker. I dag holder jeg om min mor, kører på kirkegården og bruger timerne på at være. I dag er mit hjerte i undtagelsestilstand – og det får det lov til. I morgen går livet videre igen – fordi det er sådan det skal være.

*******

Kære Far

I dag er det 3 år siden vi sad omkring din seng og sagde farvel til dig. Den del har jeg stadig svært ved at tage ind. Jeg var ikke forberedt på, at det skulle blive mit lod. At det skulle blive dit. Det var du heller ikke.
Siden da, har der været et hul i mit hjerte, der aldrig forsvinder. Det er blevet til en lomme, der skal gemme på alt det, der nu er mit liv. Mit hjerte græder lydløst – og i dag får det lov uden begrænsning.

Det er svært at forstå, at vi har undværet dig i 3 år. Jeg har stadig ikke vænnet mig til tanken.
L snakker om dig næsten hver dag. Omend han var så lille da du tog herfra, at han ikke kan huske dig.

Mit hjerte har grædt så uendelig meget. Over mit tab. Over drengenes tab. Over mors tab. Over vores tab.
Jeg har følt uendelig meget taknemmelighed over, at A nåede at kende dig i så mange år. At du nåede at følge mig op ad kirkegulvet. Blive morfar til 3 drenge, der forgudede dig.
Uretfærdigheden spænder ben. Hvorfor? Det er meningsløst. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at finde på mening i det, der ikke giver mening. Fordi jeg skal. Fordi livet skal gå videre. Sådan ville du også ønske det. Det ved jeg godt.

Du er med mig hver eneste dag. Giver mig styrke. Jeg har oplevet så mange ting, jeg har manglet dig til. Men du har været med mig, i mine tanker, i mine handlinger. I mit hjerte. Selvom jeg helst var foruden, har du lært mig om livet – og døden – og sat det hele i perspektiv. Jeg er ikke længere bange for døden,  – ej heller at stå i svære, triste situationer. I stedet forsøger jeg at bruge det til noget godt, når jeg tager af sted og øver mig i at blive en dygtig sygeplejerske.

Jeg savner dig! Livet bliver aldrig det samme igen. Det ved jeg nu.
At miste dig har lært mig, at livet er nu. At jeg ikke skal spare på kærlighed og lykke. At jeg skal forfølge mine drømme og gøre det, der gør mig glad. Selvom jeg helst ville have lært det på en anden måde, er det nu altså mit lod og jeg må bære det med mig på bedste vis.

Kære Far. Jeg savner dig!

*******

Sorg er kærlighedens pris!
Husk at nyde, pleje, ære og mærke kærligheden – hver dag. Tag den ikke for givet og tro ikke, at man kan ødsle med den. Det er den, der giver livet værdi!

 

Mine tidligere indlæg om sorg, savn, sygdom og død kan læses her

Gensynsfejring – med hjerter og Cirkeline kage

De sidste dage har drengene været på vinterferie hos farmor i sommerhuset, men i dag kom de hjem igen. Det blev fejret på fantastisk vis. Først med en gang badminton og sved på panden. Og bagefter med kage, varme drikke og grin.
Da vi havde smovset kage, så vi gamle videoer, fra da drengene var (helt) små og det var virkelig sjovt.

L har længe snakket om, at han godt kunne tænke sig en Cirkeline kage, så det skulle han have. Og i anledning af Valentinsdag kom der også overdådige hjerter på bordet, som vi delte – i vaskeægte kærlighedsstil 😉

Jeg er dog typen, der hellere vil have blomster (eller andet fint) på en hvilken som helst anden (tors)dag, end lige på Valentinsdag. Og det ved A heldigvis godt. Jeg synes ikke det er så romantisk på en dag som i dag, hvor han bliver bombarderet med ‘påmindelser’ om at købe noget til mig – og hvor det hele koster det dobbelte. Jeg vil hellere, at det er noget han gør, fordi han har lyst, og ikke fordi han bliver mindet om at skulle gøre det.
Men når det så er sagt, så synes jeg nu ikke der er noget i vejen for at fejre kærligheden. Både i dag og alle andre dage. Så i dag kom der hjerter på bordet. Det passede også fint til gensyns-kagehygge.

Som mange andre forældre nok kan nikke genkendende til, så kan man godt drømme om alenetid, når hverdagen ruller og der går ‘børn’ i den. Men så snart de er ude at døren, så saaavner man. Sådan har jeg det ihverfald. Så det var skønt at få dem hjem igen. I godt humør og opladet med kys, som jeg har taget imod med åbne arme.

Kagen med Cirkeline er en ‘almindelig’ banankage pyntet med lidt smørcreme, friske jordbær og lakridsbånd som hår.
Hjerterne er vandbakkelser med solbærsyltetøj indeni, flødeskum, banan og jordbær imellem og lyserød chokolade ovenpå (som jeg køber her) Haps, de var lækre!

Nu har jeg (endelig) weekend, og det skal fejres med et badmintonstævne i morgen. Bare W og jeg. Det glæder jeg mig til. Og så skal vi ellers bruge de næste dage på at hygge, nyde og have det sjovt. Det er ihvertfald planen 😉

God (snart) fredag og weekend derude

Vær velkommen, nye år – og et tilbageblik på det gamle

Godt nytår derude. Håber, I kom godt ind i det nye år.

Egentlig er det måske nok lidt trist, ligefrem at glæde sig til at tage afsked med året, og få lov at starte på et nyt. Ikke desto mindre er det sådan, jeg har det.
Skulle man have forsøgt at vride mere glæde og godhed ud af året, hvis man sidder tilbage med den følelse, når året rinder ud? Tja, måske. Men indimellem gør livet det bare svært for én at bevare optimismen og positivismen hele tiden. Jeg synes ellers, jeg gør et ihærdigt forsøg på at ‘hænge mig” i de gode stunder, men det er bare ikke altid nok.
Og 2018 vil helt sikkert være et år, vi tænker tilbage på med blandede følelser. Jeg startede da også årets sidste dag, i går, med at græde af udmattethed og fortvivlelse. Fordi det hele bare lige var blevet for meget. Sådan kan jeg få det indimellem. Heldigvis sluttede jeg året af med et varmt smil, efter nogle hyggelige timer med spil, grin, god mad og tid til nydning.

Hvis jeg skal skære alle de hårde facts fra, om alt det, vi har kæmpet med i 2018 som død, sygdom og faglige udfordringer, så kunne vi jo godt tage at være glade for, at vi stadig er her, ikke er alvorligt syge og at vi har hinanden.
At årets modstand (endnu en gang) har gjort os stærkere. Selvom vi næsten ikke tænkte, det kunne være muligt at blive det. Vi har klaret os igennem mange små og store kriser sammen. Udefrakommende ting, som livet har forsøgt at teste os med. Og vi har bestået testene. Dét kunne vi måske godt tage at være ret stolte af!
Og ja, det hele kunne være endnu værre. Men sådan er det jo (næsten) altid. Det kan måske nok blive endnu mere sort, men nogle gange er sort slemt nok.

Når jeg kigger året igennem i glimt, som dem nedenfor, så har vi mange ting at være glade for, og tænke tilbage på med et smil. Oplevelser, der bestemt er værd at putte over i mindebogen. Især de første – næsten – 5 måneder, var skønne, farverige og fyldt med gode oplevelser. Derfra hobede udfordringerne sig op foran os, og vi blev slået ud af kurs igen og igen. Det er de benhårde facts, og når jeg ser tilbage nu, er det også med en smule stolthed. For vi står stadig oprejst, omend vi indimellem er nødt til at læne os op ad hinanden, for at kunne det. Men det er jo også netop dét, der er testen. Og heldigvis kan vi skiftes til at have gummiknæ.

Især L’s sorg er enormt svær, fordi døden er så ukonkret. Og fordi han slet ikke er sig selv. Der går ikke en dag, hvor vi ikke bliver mødt af den, på den ene eller anden måde. De fleste gange skjult i form af vredesudbrud eller ‘angst’ – men det kan man jo godt forstå, når én, man så flere gange om ugen, pludselig aldrig kommer mere. Angsten for at miste flere, af dem man holder af, må fylde så meget i det lille hjerte, at jeg næsten ikke kan bære det. Og når jeg selv er slidt, trist, ked og udmattet af livets skyggeside(r), kan det være svært at have overskud til at gentage sig selv utallige gange, være forstående og rolig. Men vi klarer det – sammen. Og ja, indimellem så træder jeg (også) ved siden af, og får ikke mødt ham ‘rigtigt’. Men jeg forsøger.
Og forhåbentlig hjælper de lysere tider, og tiden, i det hele taget, på det. ‘Det bliver lettere med tiden’ messer jeg ofte i mit hoved. Det bliver lettere med tiden.

Nu glæder jeg mig til at tage hul på et nyt år. Forhåbentlig et godt et. Et roligt et. Et med nye, spændende udfordringer, der giver energi og løfter. Et der har noget mindre behov for at teste os. Og som måske åbner nye muligheder, lyster, veje?

Herunder er der et lille tilbageblik på året, der gik, måned for måned:

Januar bød på afslutning i vuggestuen for L. En epoke i vores liv, der endte. Det var både glædeligt og også lidt trist. Endnu mere fordi vi ikke rigtigt havde en god mavefornemmelse, med det der videre skulle ske…
Det meste af måneden gik derudover med eksamensforberedelse og nervepirrende eksamen, der heldigvis endte ganske fint. Og så var vejret smukt og blev nydt i ‘baghaven’.

Februar blev nydt, med et nyt semester, der skulle indtages, og en 7 års fødselsdag, der skulle fejres. Blandt andet med en skolefest, med alt hvad der til hører. Og så var der også MGP-party i stuen, med snacks, islagkage, sang og glimmer. Ikke nogen dum måde at tage afsked med vinteren på 🙂

Marts er vist nok min yndlingsmåned – måske nok på en delt førsteplads med december. Det er måneden hvor både A og jeg fylder år – og nu også vores lille spirrevip, Saga. Så der er nærmest lagt i ovnen til en helt måneds festivitas, og det er lige mig 🙂
Udover at holde lyserød tøsefest fik vi også smovset forskellige påskelækkerier og smækre middage.

April bød på både varme og sne, og blev nydt med både påskefest, ferietur, påskefrokost og Harry Potter tyvstart slash generalprøve.

Maj startede solrigt og fint, omend det er en svær måned, der får hjertesorgen til at pible igen.
L’s 3 års fødselsdag blev fejret ad flere omgang, og især Gurli Gris festen vil nok blive husket længe 😉
Måneden sluttede desværre med noget af en udfordring, da A’s akillessene sprang, og de efterfølgende måneder blev alt andet end det, vi havde forestillet os og planlagt efter.

Juni bød på havedage, nydning, sommermad, Sankt Hans fest, afsked med mit kliniksted gennem 10 uger, sommerstrik og 9 års bryllupsdag. Og så lige en eksamen og et afsluttet semester, til at gå på sommerferie med.

Juli var en begivenhedsrig måned, der krævede sin kvinde! 😉
W fejrede sin første runde fødselsdag. Den helt store fest blev holdt i haven, med Harry Potter som omdrejningspunkt. Det var en virkelig god dag, som han (og vi) stadig snakker om og mindes.
L og jeg var på dyrskue og det varme vejr blev nydt i haven. Midt på måneden tog vi i sommerhus og fejrede 70 års fødselsdag, blandt andet med et kæmpe kagebord.
Derefter var det tid til at begive os sydpå, hele vejen til Sydfrankrig. Det tog enormt mange af mine kræfter at skulle køre bilen, når nu A var lænket til en kæmpe støvle. Men det var også en stor personlig sejr, som jeg vil huske tilbage på, når jeg (indimellem) mister troen på mig selv! Selve ferien var der heller ikke noget at sætte en finger på. L snakkede så sent som i går om, at han gerne ville tilbage til den store swimmingpool 🙂
Mine feriedagbøger, der indeholder både smil og tårer, kan læses her, her, her og her.

August bød på skolestart for de to ældste lykkespirer, mens jeg (heldigvis) stadig kunne nyde at have fri – og komme mig ovenpå den egentlig rimelig udmattende tur sydpå. Jeg var slet ikke forberedt på, at det ville dræne mig så meget for energi.
Måneden bød også på fine sommeraftener og alenetid med W, tur til Vesterhavet og fejring af min mors fødselsdag.

September startede roligt, med fejring af min mors pensionering, og W’s første badmintonmedalje (sådan helt rigtigt).
Den endte desværre med at tage en noget uventet og ubeskriveligt trist drejning. A’s far, drengenes farfar, min svigerfar, som vi, kun et par måneder forinden, havde fejret stor 70 års fødselsdag for, døde.
Samtidig kæmpede jeg selv en hel del med at finde mig til rette på mit kliniksted. Det var 8 virkelig hårde uger, som jeg egentlig ikke helt forstår, hvordan jeg kom igennem, men heldigvis kan man mere, end man selv tror.

September var med til at sætte 2018 på vores sorte liste over år, der trak tænder ud og som bliver svære at mindes. Og hvor livet endnu en gang lærte os, at man ikke skal tage noget for givet. Og selv her, på første dag i 2019, og længe fremover, vil det være med til at sætte dagsordenen for vores liv.

Oktober bød blandt andet på kagehygge, Halloweenuhygge, en fin tur sydpå til Femern og frisk luft i kinderne på springture i ‘baghaven’.

November blev måneden, hvor L sagde farvel til sine sutter.
Julestemningen blev kickstartet i Tivoli, på vores weekendtur til København med min mor.
Vi mødte drengenes nye firbenede ‘fætter’, Huxi, for første gang og så tyvstartede vi på julegodterne.
Ved udgangen af måneden ventede nye udfordringer på A, der medførte et nyt, bedre overblik i køkkenet.

December er stadig helt frisk i erindringen, og bestemt en måned, der er værd at mindes, på trods af den sorg, som sådan en måned også bringer med sig.
Vi har, alle 5, forsøgt at få det bedste ud af hver eneste dag og har grinet sammen utallige gange til The Julekalender, bagt og smagt småkager, dækket op og budt indenfor.
Sideløbende knoklede jeg med at gøre min eksamensopgave færdig, så jeg kunne nyde juleferien helt og aldeles! Det har været fantastisk – og tiltrængt <3

Nu venter et nyt, sprødt år – og jeg er spændt på, hvad vi kan få ud af det.

Godt nytår!

Sorg – set med en treårigs øjne

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med lidt af hvert herhjemme for tiden. Udover det almindelige, sædvanlige dagligdagsforvirring, med tre børn, studie, skiftende arbejdstider, fritidsaktiviteter osv, er der også lige en eksamensopgave (december som studerende er bare en total jule-killer!) og ny vagtform til A, der skal køres på plads.
Og så bliver det hele selvfølgelig lige pyntet med julegaveræs, badmintonjulehygge, skole-Lucia, børnetandlægekontrol og tandlæge med min gamle farmor også.

Derudover er julen i sig selv en svær tid. Jeg har (slet, slet) ikke vænnet mig til at holde jul uden ham. Jeg mangler ham! Og sorgen, savnet, fylder stadig så utrolig meget og bliver kun forstærket i denne tid.
For et par måneder siden mistede vi igen. Og det, vi troede var og skulle være, er ikke det samme. Og bliver det aldrig igen. Igen.

Overskuddet til at rumme 3 børns sorg, ens egen og ens families kan til tider føles som et stort, sort, tomt hul. Men det er samtidig også netop de 3 drenge, der holder én i gang. Og hjælper én til at bearbejde sorgen og savnet, gennem snakke og små hverdagshistorier om dem, vi mangler. Uden dem, var der mange ting, der ville være temmelig grå og ligegyldige…

De to ældste har hver deres måde at være i og arbejde med sorgen på. Og som det er med børn, så går de ind og ud af den. Det ene øjeblik kan de sige, med tristhed i stemmen, at de savner og det næste snakker de (igen) om Fortnite – sådan som det skal være. For de skal ikke tvinges til at sørge eller savne. De skal ‘bare’ have lov til at mærke det, når det er der, og plads til at snakke om det, når de har brug for det. Det må aldrig blive tabu eller forkert at snakke om!

I weekenden havde jeg fornøjelsen af lidt alenetid med S og W. Vi malede nisser til farfar og morfars gravsteder, som de skrev små hilsner på. Og imens vi hyggede os, spiste islagkage og malede, snakkede vi om dem, og fortalte de sjoveste historier, vi kunne komme på, om alt det fjolleri de to ‘gamle nisser’ kunne finde på at lave.
Det var så fin en stund. Drengene gjorde meget ud af at dekorere nisserne, og glædede sig til at skulle på kirkegården med dem. Da vi kom derned dagen efter, begyndte det at regne, og de blev hurtigt enige om, at det måtte være farfar og morfar der græd ned til os.

For mig er det klart L’s sorg, der er sværest at ‘håndtere’. Fordi han er 3 1/2 år. Og både så stor og så lille på en og samme tid. Han overrasker mig hver dag med, hvor meget han kan. Han har virkelig en særlig evne til at tale og sætte ord på ting og følelser, på trods af, at han ‘kun’ er 3 1/2 år. Men derfra og så til at forstå, hvad der pludselig er sket med farfar… Det er bare så svært!
Han kan godt sige; ‘Min morfar er død’ eller ‘Min farfar er død’. Men om han ved, hvad det betyder, sådan helt præcist, det er svært at vide…

De første par måneder, efter farfars pludselige død, gik egentlig stille og roligt. Han reagerede ikke sådan mærkbart. Og havde han, hvad man kunne tolke som en reaktion, var det svært at finde ud af, om det var treårs-selvstændigheds-frigørelses-trodsalder eller en reaktion på ‘alt det andet’.
De sidste par uger har dog været meget anderledes. Det er som om, han er begyndt at forstå, at farfar er væk og ikke kommer tilbage. Men helt ærligt, hvordan skulle han også kunne forstå det før nu? Vi andre har jo også svært ved at begribe det.
Nærmest fra den ene dag til den anden holdt farfar op med at komme herhjemme, som han ellers plejede næsten dagligt. Og selvom han har set ham i kisten, er det jo så ubegribeligt. For hvad vil det sige at være død?

De sidste par uger har han snakket virkelig meget om farfar. Siger ofte ‘det har jeg lært af min farfar’ eller ‘sådan gjorde min farfar’. Og når han cykler forbi kirken, hvor farfar blev bisat, spørger han hvor farfar er henne nu. Og snakker om da han lå i kisten og om, at farfar har fået en ny seng – en med låg på.

Forleden morgen sagde han, som det første, at han havde drømt at farfar levede igen og at han skulle fortælle det til S og W så snart de stod op. Det må have været en meget virkelig drøm, for han har nævnt den mange gange siden. Han fortæller om den, som om det er svært at forstå, at den ikke har været virkelig.

Eftermiddagen før, da vi sad og hyggede os ved spisebordet, havde han spurgt mig, hvem min far var. Og jeg havde svaret, at det var morfar. Han spurgte derefter A, hvem hans far var, og han svarede farfar. Så svarede L: ‘Så kan ingen af jer se jeres far. Øv altså!’
Og kort efter spurgte han så: ‘Hvordan dør man?’
Og hvad svarer man så? For hvis vi siger, at det var fordi de var syge, hvad så næste gang han eller en af os bliver syge (med influenza eller andet)? Han skal jo på ingen måde gå og være bange for at blive hverken syg eller dø!

De sidste par uger har han, udover at italesætte, spørge og tænke meget, haft en utrolig kort lunte. Fra det ene sekund til det andet kan han gå fra at være glad og grinende, til at være ked af det og virkelig rasende. Som om der pludselig er noget, der gør ondt indeni. Og hvem ved, hvad der lige tricker det? Det kan jo være alverdens ting. Måske tanken om, at man ikke kan være sikker på, at man ser dem igen, som man holder så meget af. At de pludselig kan forsvinde fra en. Og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne forsikre ham om, at det ikke kommer til at ske igen. Nogensinde. Men det er så svært at sætte ord på alle de tanker, han – måske – slås med. For selvom han er virkelig god til at sætte ord på mange ting, så er der garanteret også meget, han ikke gør – og ikke kan.

Nej, der er ikke noget at sige til, at den lille fyr har en kort lunte. Og mange spørgsmål. Der sker så meget inde i det lille, store hjerte – ja, og i hovedet også. Og udover at sørge og savne, så er han også ‘bare’ en helt almindelig treårig, der gennemgår selvstændighedsfaser, udvikling og treårskriser. Det er også det, der gør det så forbandet svært at være i. For hvornår er han hidsig, fordi han er ked af det og hvornår er det noget andet? Hvornår er det en ‘kamp’, man skal tage? Indtil videre vil jeg egentlig helst bare pakke ham ind i kærlighed og bobleplast – men verden har gjort det svært. For jeg kan ikke beskytte ham mod alt, der gør ondt.
Men helt ærligt; det kan godt være temmelig hårdt at være i – også som forældre. For det kræver et enormt overskud at trøste én, der skriger og vrider sig og som bestemt ikke vil have et kram – lige midt i dét, der gør ondt. Og hele tiden skulle sætte ord på det, jeg tænker, han føler. Men jeg prøver. Vi prøver. Og heldigvis kan vi hjælpes ad.

Det er jo nemlig så fint, at han kan sætte ord på, snakke om det, spørge og undre sig. Og afreagere med ben og arme, når han ikke kan andet.
Jeg ville bare allermest ønske, at jeg kunne fjerne al hans undren og mistro til livet. Istedet må jeg forsøge at gribe ham, der hvor han er, og hjælpe ham, så godt jeg kan. Og stadig vise ham, at det er okay at være både glad, gal, ked af det, træt, hidsig, sorgfuld og alt derimellem.

Og når ingen ser det, så lader jeg tårerne trille. Af uretfærdighed og sorg over, at mine 3 dejlige drenge skal opleve så meget mistro til livet – allerede. Det er bare ikke fair!
Men jeg håber, at vi trods alt formår at få dem hele igennem det <3

 

 

P.S. Jeg har tidligere skrevet om børn, sorg og døden. Indlægget kan læses her