Opskrift på roulade med sprøde knogler – perfekt halloweenkage

Hellere knogler på bordet end skeletter i skabet, ik? 😉
I weekenden smovsede vi lækker roulade med sprøde knogler udenpå. Det var et hit.
Inspireret af den chokoladekage jeg lavede sidste år, da der også var gys på programmet, fik jeg hurtigt bakset den sammen til lørdagshyggen.

En del har skrevet og spurgt efter opskriften, og nu hvor Halloween nærmer sig med hastige skridt, vil jeg skynde mig at dele den her.

Roulade er en fast del af vores kagerepertoire. Det er en nem kage at bage og er altid en succes. Og så kan den varieres, alt efter hvad man fylder i den. Og også udenpå er der mulighed for at klæde den ud, så den passer ind i tema eller årstid. Tidligere har jeg blandt andet forklædt den som en træstamme.

Opskriften kommer her og giver 1 roulade

Du skal bruge:

Til rouladen:
3 æg
175 gr. sukker
1 tsk. bagepulver
40 gr. kartoffelmel
10 gr. speltmel (eller hvedemel)
1 spsk kakaopulver

Fyldet:
1/4 l (laktosefri) fløde (gem lidt til knoglerne)
2 bananer
5-6 spsk god marmelade – jeg brugte solbærmarmelade
15 gr. mørk chokolade, hakket groft

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 220 grader varmluft
Pisk æg og sukker til en luftig, hvid masse – det tager nogle minutter. Bland kartoffelmel, speltmel, kakaopulver og bagepulver i en skål og sigt det i æggemassen. Vend forsigtigt, men grundigt, det hele sammen til en ensartet masse med en gummidejskraber.
Drys lidt sukker på et stykke bagepapir på en bageplade. Smør dejen ud på bagepapiret. Sørg for at den bliver lige tyk over det hele, specielt i kanterne hvor den hurtigere bliver bagt.
Bag bunden i ca. 8 minutter, til den er gennembagt

Imens bunden er i ovnen forberedes fyldet. Skær bananerne i tynde skiver. Pisk flødeskummet, pas på ikke at piske det for hårdt, det må gerne være let og luftigt. Hak chokoladen groft.

Drys sukker eller flormelis på et nyt stykke bagepapir.
Når bunden er færdigbagt tages den ud af ovnen og vendes over på det nye stykke bagepapir. Fjern forsigtigt det gamle bagepapir fra rouladebunden i små hurtige riv. Lad den evt afkøle en smule først.
Når bunden er håndvarm smøres først syltetøj og dernæst flødeskum ud over bunden.
Fordel bananskiverne ovenpå, drys det hakkede chokolade over og rul rouladen sammen og smut den over på et fad.
Sæt den på køl, til den er kold og fast. Skær evt det yderste af enderne af, så den står skarpt 🙂

Knoglerne lavede jeg af en simpelt portion marengs:
175 gr. flormelis, 1/2 tsk eddike og 4 æggehvider
Pisk æggehviderne helt stive sammen med 100 gr flormelis og eddike. Tilsæt det sidste flormelis og pisk igen – gerne 5 minutters tid til massen er luftig og blank. Sprøjt knogler ud på en bageplade. Bag dem i ovnen på 130 grader (ikke varmluft) i 30-45 minutter alt efter størrelse og tykkelse, til de er sprøde, og så er de klar til brug 🙂
Sæt dem fast på rouladen med lidt flødeskum

Blodet var en håndfuld frosne jordbær, kogt med lidt vand, vanille og citron og blendet til en tynd masse.

Pynt først kagen med knoglerne lige inden servering. Knoglerne bliver nemlig bløde, hvis de kommer i køleskabet.

En hyggelig weekend med uhygge, knogler, strik, drengestreger og flagermus

 Uhyggeligt hyggeligt  Hvor heldig kan man være <3 Brødre  4 på stribe – i mormorstrik  Knoglekage  Roulade med sprøde marengsknogler og jordbærblod

Lykkeglimt fra sidste weekends hyggelige uhygge.
En weekend der blev brugt på familienydning, drengeleg, efterårsfriskhed, sprøde knogler, flagermus, halloween-tyvstart og grin.

A var på arbejde lørdag, så drengene og jeg var overladt til os selv. Det er altid farligt, for så finder vi på alt muligt skørt, sjovt og skræmmende (godt) 😉
Vi tog på en frisk tur i parken, hvor vi klatrede, gyngede og samlede blade til efterårsdekorationer. Bagefter tog vi hjem igen og spiste roulade med sprøde knogler.
Om aftenen spiste vi burgere foran flimmerkassen, for der var badminton på skærmen, vi ikke kunne gå glip af.
Som nævnt forleden fik jeg en pludselig idé om at dekorere burgerbollerne lidt anderledes og det var et kæmpe hit.

Om søndagen, da vi alle var samlet igen, var der god tid til at bage, gå tur, trisse rundt i bløde striktrøjer, udhule græskar og eftermiddagshygge.

En weekend, der gjorde godt. En weekend, vi havde brug for. Rare dage, der giver benzin til nye <3

 Skræmmende gode burgere – opskriften på de grønne burgerboller er lige her  Solbærsnitter – opskriften er her Sprøde bærtærter forklædt som mumier – opskriften på mørdej er her  Frankenstein og hans venner Som træstammer er de også temmelig lækre – opskriften er her  Flot fyr i den nyeste mormorstrik <3 Gåtur, frisk luft, aftensol og nydning med ældste  FlødekartoflerTil nye, lækre projekter

Opskrift på spinatboller – forklædt som Frankenstein

I går stod menuen på burgere. Dog ikke hvilken som helst slags. De røde kyllinge-rødbedebøffer var nemlig pakket ind i luftige, grønne spinatboller og forklædt som Frankenstein. Det er jo kun halloween en gang om året og en fin anledning til at lave lidt sjov og (u)hygge.

Det er egentlig ikke fordi vi som sådan fejrer halloween. Men hvorfor ikke gribe enhver anledning til at gøre hverdag og weekend lidt mere farverig? Og nu hvor det er for tidligt at jule, er det godt at have noget andet at skeje lidt ud med 😉

A var på døgnvagt i går, så drengene og jeg planlagde selv menuen, og der var ret bred enighed om, at det skulle være burgere. Ideen om at forklæde dem som Frankenstein poppede hurtigt op i mit tankemylder. Jeg forfulgte tanken og fik hurtigt sporet mig ind på, hvordan jeg skulle forsøge mig med det.

Det endte ret godt, og siden jeg viste dem frem på Instagram i går (@mormedmegetmere), er der virkelig mange, der har efterspurgt opskriften. Tak for det. Det er så skønt, at I kan blive inspireret af mine – mere eller mindre skøre – ideer.

Bollerne er såmænd rimelig lette at lave og scorer ret billige point hos børn og barnlige sjæle. De er lækre og luftige og med en smule grovhed. Præcis som vi bedst kan lide dem. Og så er der masser af lækker spinat i, som også skulle være så sundt 😉

De smager også ret skønt dagene efter, og lige nu gemmer der sig to monstre i drengenes madkasser. Klar til at blive sluppet løs i skolen i morgen….

Her er opskriften, der giver ca. 14 boller – og som sagtens kan laves uden Frankensteinpynt også. De smager nemlig ret godt uanset anledning 🙂

Du skal bruge:

75 gr. frisk spinat
4 dl vand
1/2 dl sesamfrø
50 gr gær
1 tsk flagesalt
1 spsk rørsukker eller honning
45 gr smør
550 gr speltmel
250 gr groft speltmel
Evt lidt grøn frugtfarve – kan købes her

75 gr speltmel
3-4 spsk koldt vand
Sort pastafarve – kan købes her

Balsamicoglace
Sukkerøjne – kan fx købes her eller her

Sådan gør du:

Skyl spinaten grundigt og kom det i en stor skål (fx den til røremaskinen, hvis du har sådan én). Kom vand sammen med og blend det med en stavblender, til al spinaten er blendet godt.
Tilsæt gær og opløs det. Kom salt, sesamfrø, sukker og det grove speltmel i og rør godt.
Hvis du gerne vil have bollerne ‘meget’ grønne, kan lidt pastafarve tilsættes. Jeg har brugt en knivspids til min version på billederne.
Tilsæt derefter speltmelet lidt efter lidt og ælt undervejs. Når dejen er smidig og glat og slipper skålens sider, tilsættes smørret i små tern. Ælt 5-7 minutter, til dejen er luftig og lækker 🙂
Lad dejen hæve i skålen i 1 time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en lang pølse. Skær dejen i 14 lige store stykker og form dem til boller.
Sæt bollerne i en dyb bradeplade med bagepapir. Sæt dem tæt, så de lige akkurat ikke rører hinanden.
Lad dem efterhæve i 45 minutter.
Når de er hævet godt op og nærmest er hævet sammen, tændes ovnen på 190 grader varmluft.

Hæld speltmel, koldt vand og sort pastafarve i en lille skål og rør rundt med en ske. Tilsæt vand, til det er en ensartet masse, der ‘løber’ af skeen, hvis du hælder det af. Prøv dig lidt frem. Den skal ikke være for tynd og heller ikke for tyk.
Hæld dejen op i en frysepose eller sprøjtepose og klip et lille hul.
Tegn sort hår på bollerne og en sort mund.

Bag bollerne ca. 17-20 minutter alt efter ovn, størrelse på bollerne osv. De skal lyde hule, når du banker dem under bunden.

Når bollerne er afkølet en smule, kan de pyntes med det sidste. Inden jeg pyntede dem skar jeg dem over, så jeg kunne putte al fyldet på underbollen.
Derefter pyntede jeg overbollen; Hæld lidt balsamicoglace op i en frysepose og klip et lille bitte hul. Tegn et ar og øjenbryn med glacen og klistr øjnene fast med det også.

Vupti – pludselig træder Frankenstein og alle hans venner frem foran dig 😉
Cornichoner sat på en halv tandstik er prikken over i’et – eller skruen ud af halsen, som man siger 😉

Så er der bare tilbage at sige ‘værsgo’ og nyde de skøre, grønne mænd. Måske med en rød (og blodig) hindbærbrus on the side….

Rigtig god aften!

 

Jeg har tidligere delt opskriften på flagboller, der er en slags søster til disse. Opskriften på dem findes lige her

Er du på udkig efter mere inspiration til halloween, kan du kigge forbi lige her og holde øje med bloggen, for jeg har flere sjove ideer på vej.

Årets sidste halloweenkage – med sprøde knogler og bloddryp

Hvem har ikke altid drømt om at sætte tænderne i en sprød, frisk knogle?
Drengene var ihvertfald helt med på ideen, da jeg satte denne kage foran dem i søndags. Den passer også ret godt ind i det sygeplejetema, jeg kører i de her år 🙂

Bag alle knoglerne gemte der sig en banankage i 3 lag. Mellem lagene var der flødeskum og bananskiver. Lige en kage for de 3 kannibaler herhjemme. Og dejligt simpel at kaste sig over, selvom den måske ser lidt kompliceret ud.
Og nu hvor halloween er ovre, kan jeg konstatere, at dette blev årets sidste halloweenkage. Nu venter vi et år med at finde på flere (u)hyggelige kager, med mindre en af dem beslutter sig for, at det skal være temaet til deres fødselsdag 🙂

Opskriften på chokoladekage er lige her. Og knoglerne lavede jeg af marengs; 175 gr. flormelis, 1/2 tsk eddike og 4 æggehvider, som jeg piskede helt stive og seje og sprøjtede ud på en bageplade i knogleform. Derefter bagte jeg dem ved 140 grader i 30-45 minutter alt efter størrelse og tykkelse, og så var de klar til brug 🙂 Jeg satte dem fast på siderne med lidt flødeskum.

Hvis du har lyst til at se flere temafester og -kager, så er det hele samlet her

Rigtig god weekend derude!

Frankenstein og hans venner – træstammer i Halloweenforklædning

Indeholder reklamelinks

I går formiddags, mellem pakning og studielæsning, bagte jeg en omgang chokoladeboller og træstammer – vel nok det man kalder overspringshandlinger 😉
A og jeg er nemlig på weekendtur uden kiddos hele weekenden, imens farmor er flyttet ind i huset og passer drenge og hund. Jeg syntes, de fortjente lidt forkælelse, som kickstart på deres hyggeweekend, så jeg havde forberedt lidt (u)hyggelig eftermiddagshygge til dem, til når de kom fra skole. (Det hjalp også en my på min dårlige samvittighed over at forlade dem i 2 1/2 dag 😉 )

Jeg pyntede træstammerne som Frankenstein og hans venner – helt simpelt, ved at farve marcipanen med en smule frugtpasta, smelte chokolade til hår, mund og ar og så tilføje et par miniskumfiduser i siderne og sætte et par øjne fast.
Opskriften på luksus træstammer (uden kagerester) er lige her – og den er super nem (og vanedannende lækker)

Jeg snuppede også nogle stykker med til køreturen, som min mor, bror, svigerinde og A hurtigt fik gjort kål på 🙂

Fadet, som Frankenstein og hans venner står på, har jeg købt lige her. Den grønne frugtpasta har jeg købt her og øjnene her.

Vil du se mere Halloween-inspiration, har jeg lavet flere forskellige indlæg med kager, dekoration og mad, som kan ses lige her

Rigtig god, (u)hyggelig lørdag derude!

Lidt rester til køreturen