Tjener, der er en isbjørn slash hund i min kakao…

Roulade i julehumør

Juleboller med marcipan og appelsin – opskriften er her

Kender I det? Man tænker, at nu kan der vist ikke fyldes mere på. Nu kan det da ikke blive værre… Nu må det snart vende igen… Selvmedlidenheden er helt i top. Og så tipper læsset… Men der er ikke andet at gøre, end at fortsætte med 120 i timen…?

Sådan har jeg haft det de sidste par uger….

Pensumlisten har været massiv og jeg har følt mig bagud konstant. Oveni det har der (selvfølgelig) været forelæsninger, fremlæggelser, studiegruppearbejde og så liiiige den første skriftlige opgave, der skal godkendes, før jeg kan få lov at gå til eksamen.

Hele sidste uge var L hjemme med feber on/off, massiv hoste og snot. I mandags, da han endelig var af sted igen, ringede de ham hjem med feber over middag. Sikke en mavepuster.Både mandag og tirsdag nat var A på vagt, og L var vågen flere timer begge nætter, så jeg havde følelsen af (trætheds)tømmermænd i kroppen i går.

I går morges, da W stod op, var det så også med buldrende feber, der gjorde, at han lå klynkende på sofaen hele dagen. Av, hvor havde jeg ondt af ham.

Heldigvis havde jeg studiedag i går og kunne hygge om de små nisser. Og så måtte alle kneb i brug, for at få lokket lidt mad i dem.
Der blev bagt juleboller og lavet varm kakao med flødeskum – for W elsker flødeskum overalt på jorden 😉 Og så lavede jeg en kakaoroulade med banan, som også er en af hans (mange) favoritkager 🙂

Det var såmænd helt hyggeligt at samles om bordet alle 5, på trods af feberudfordringer. Og W blev inspireret til at spise og drikke lidt.

Og bedst som man tror, at det er tid til at kapitulere og kaste sig på sofaen, efter alle unger er puttet og madpakkerne smurt, så…. ringer min farmor og fortæller om en helt masse ting, der skal handles på. Og så vågner L og ligger vågen i 2 timer (hvilket ellers aldrig sker) – og SÅ går man i seng, og håber på det bedste…

Men altså – det kan jo altid blive værre! Det blev jeg mindet om (igen) i morges, hvor der igen igen var sket en ulykke på vejen til studiet. Men sådan er livet jo så dramatisk, finurligt og ustyrligt… Og med til at give én lidt dårlig samvittighed over selvmedlidenheden (som vel nok alligevel skal have lov til at være der indimellem?)

Nå, nu vil jeg ihvertfald glæde mig over, at L ser ud til at være nogenlunde frisk igen, nyde at A og jeg ikke er ramt af sygdom (endnu – 7-9-13) og at jeg har ‘weekend’ i eftermiddag 😉

Rigtig god torsdag derude!

Helt ærligt, så gad jeg godt have haft en voksen i nærheden i morges, der kunne have skrevet i min kontaktbog, at jeg var out of order.

Det der med nyt arbejde i kombination med snot og feber, er faktisk en ret svær størrelse at agere i. Kan man melde sig syg efter to uger? Kan man være bekendt at tage af sted, med fare for at sende smitte videre?

Min kalender sagde, at jeg skulle af sted og det kom jeg så og fik kæmpet mig igennem dagen.

Nu er jeg landet i sofaen, blandt mine tre mindste guldklumper <3

A er sendt på nattevagt og de 3 bavianer er fodret af. Nu glæder jeg mig til jeg har overstået putning, så jeg kan putte mig selv. For det er der heller ikke lige en voksen i nærheden til at klare for mig… Hverken det ene eller det andet

Jeg kom hjem til en fin overraskelse; smukke ord og skønne blomster fra en særlig én. Ret perfekt timing, der lige gav et ‘kom så, du kan godt’ skub bagi.

Åh, jeg håber jeg kan tage feberfri på arbejde i morgen

Kagebordet er fra i går, hvor jeg forsøgte at drukne min selvmedlidenhed i kage – apropos gårsdagens indlæg 🙂
Der endte med at komme en hel del kage på bordet, men så var der også både til A, der var på vagt og min mor, der har godt af lidt ekstra forkælelse 🙂
Vi smovsede både hindbærsnitter, små stikkelsbærtærter med crumble, napoleonshatte og luksus træstammer (uden kedelige kagerester tilsat) UHM! Det hjalp faktisk lidt 😉 Og der er rester i køleskabet…

Rigtig god aften derude

Okay, jeg indrømmer gerne at jeg indimellem kan være (lidt for) god til at tage sorgerne på forskud. Og ja, jeg ved godt at det er dumt, meningsløst og spild af energi og kræfter. Men fortæl det til min hjerne ik?

I går var sådan en dag der har rumsteret i baghovedet i noget tid. Både fordi L skulle have sin 3 måneders vaccination og fordi min far skulle have svar på kræftscanning.

Hele ugen op til, har jeg talt ned til fredag, altså på den dårlige måde. Vågnede op med uro i maven og bekymring i forhold til hvordan det hele nu skulle forløbe. Til dels vel egentlig helt naturligt.. Men indimellem ville jeg ønske at jeg kunne lade være med at tænke på/bekymre mig om tingene før jeg står i det og på den anden side er jeg også glad for at jeg er forberedt og kan planlægge mig ud af (noget af) det.
F.eks. havde jeg sørget for ikke at have planer fredag og lørdag, så jeg kunne være der for L når (hvis) han fik feber.

Selvom det er 3. gang jeg skal igennem vaccinationsrumlen, er jeg stadig ikke hårdhudet omkring det! Overhoved ikke. Så jeg havde bestilt tid på en af A’s fridage, så han kan lægge lår til i stedet for mig. Men det gør nu stadig ondt på mig, selvom jeg står som tilskuer ved siden af. Åh altså. Men det er jo heldigvis hurtigt overstået!

L sov og spiste sig fra eftervirkningerne af vaccinationen. Tog nogle lange lure i går, sov og blundede mens jeg travede en 6 kms tur med ham. Fik feber i løbet af aftenen og spiste lidt oftere om natten. Her til morgen var han i super godt humør som han plejer. Han har fået en god lang formiddags- og eftermiddagslur og hviler sig lidt igen nu. Der har nærmest ikke været noget at mærke på ham og min forhåndsbekymring blev gjort til skamme…

Som ekstra glasur på bekymringskagen, var dagen i går også den hvor min kære far skulle have svar på den seneste kræftscanning. At svaret var, at kræften er helt væk, var der vist ikke nogen af os der helt havde turdet håbe på.
Jeg har ihvertfald ikke turdet håbe på så godt et resultat. Ja kald mig bare kræftpessimist, men det er efterhånden sådan jeg har fået det med den l…. sygdom. Jeg vil hellere blive positivt overrasket!
Men altså, nu er min far kræftfri. Kemoen har arbejdet videre i kroppen de sidste måneder, hvor han ellers har haft pause fra det, og fjernet de sidste rester af kræftknude. Det er vildt! Det er ikke til at forstå. Det er stadig lidt uvirkeligt.
Men nu skal de næste 3 måneder nydes, inden den står på opfølgning. Da han har haft tilbagefald holder de øje med ham, men indtil andet er bevist er han kræftfri, rask!

Hele dagen i dag har jeg mærket en knude blive løsnet i maven. Jeg er sikker på det er nogen af alle bekymringerne, der gror indeni om man vil det eller ej, der er ved at blive opløst.

Første skridt på vejen mod løsningen, at blive mere eller mindre bekymringsfri, er vel at man er opmærksom på problemet ik? Men helt uden bekymringer bliver jeg helt sikkert aldrig, det ville næsten også være for meget af det gode ik?

Billedet er fra forleden aften hvor der var det mest fantastiske aftenlys og den smukkeste solnedgang – det er de små ting der tæller <3

Ja den startede såmænd meget godt, weekenden. Fredag aften stod den på hygge på sofaen med en af Anders’ adventsgaver; en lækker øl der lige passer i størrelsen til to (heldigt for mig :o))
Jeg syede noget pilfingervenligt julepynt som kom på et par grene vi havde fundet på en gåtur. Ret hyggeligt kreaprojekt at nørkle med. Det er nu ikke fordi drengene ikke kan lade mit julepynt være, jeg synes bare det er lidt sjovt med noget pynt men gerne må nærstudere :o)

Lørdag var drengene og jeg alene hjemme mens Anders var på arbejde, så vi hyggede i sofaen det meste af dagen og fik også lavet lidt julekrea med glimmer og dims.
Drengene havde bestilt risengrød og der blev selvfølgelig taget fra til Nissen som det første :o)

Søndag bagte vi pebernødder, speltboller og banan/chokolademuffins i nattøj. Min mormor fyldte 89 år d. 16. så vi skulle på tur ned og fejre hende med medbragte lækkerier. Drengene synes hun skulle have rensdyrkager, så det fik hun selvfølgelig, selvom jeg synes det var noget af et cirkus at styre to pyntelystne drenge, løbsk glasur, chokoladekringler og pebernøddenæser ;o)

Det var helt fantastisk at være på besøg i min mormors julepyntede lejlighed. Alle juletingene bragte mig straks tilbage til min barndom hvor julen oftest blev tilbragt i min mormor og morfars fantastiske hus. Jeg husker det som magisk år efter år, indimellem ville jeg faktisk ønske jeg var barn igen, tænk alle de bekymringer man kunne være foruden.. Nå, det er en helt anden historie ;o) Ihvertfald sætter jeg stor pris på at få genoplivet gamle minder

Da vi kom hjem søndag tog det ikke lang tid for influenzaen at overtage min krop, men her til eftermiddag går det heldigvis bedre. Jeg hader at være syg! (Men hvem gør ikke det..)
Jeg glæder mig bare over at det ikke var om en uge i stedet og håber på at ingen andre her omkring er blevet smittet!

Håber I er kommet godt i gang med ugen? Kan I mærke at julen står for døren?