Feriedagbog: Nydning, poolplaskeri, bekymringer, bare maver og skæve gader

D. 21. juli 2018fortsat herfra

Det er simpelthen så skønt at være fremme. Nu kan roen sænke sig og vi skal finde ud af, hvordan man ‘laver ingenting’ i en uge.
Men først skal køleskabet fyldes op, så mens drengene tester poolen og undersøger husets mange rum, kører andre på indkøb.

Huset er stort, men vi har planer om at bruge alle vågne timer udenfor, ved poolen, hvor der også er et stort udekøkken, spisebord osv. På vej ned viste vejrudsigten dårligt vejr, men det er heldigvis ikke det vi er kommet frem til og de næste dage har også rettet sig – heldigvis. Kan næsten ikke bære tanken om, at vi skulle have overvundet køreturen, for at sidde indendøre og se ud på regnen…

Min bror tænder op i grillen i udekøkkenet, og vi spiser spyd og flutes til aftensmad, inden vi putter 3 trætte, glade drenge, der næsten ikke kan vente til i morgen, og som helt sikkert kommer til at drømme om vandplaskeri hele natten 😉

Bagefter fordøjer vi dagen, på terrassen, med et glas vin i hånden, og da solen er gået ned bag bjerget, går vi også til køjs, så vi kan være nogenlunde friske i morgen tidlig, når drengene (helt sikkert) vågner tidligt og spørger, om de må tage badetøj på som det første.

‘Skal jeg lige hjælpe dig?’ <3 Brødre <3

D. 22. juli 2018

Kære feriedagbog

I dag har vi ingen planer. Det er søndag – og søndage er lavet til hygge, ik?
Drengene sov (sørme) helt til kl. 7.30. Det første L sagde, da han vågnede, var: ‘Mor, skal jeg lære dig at svømme i dag’. Sådan et tilbud måtte jeg jo straks takke ja til.

Vi er vågnet op til dejligt vejr, så det bliver svært at holde drengene fra poolen særlig længe 😉
I det lokale supermarked har vi købt to svømmebælter til S og L, for poolen er for dyb til, at de kan bunde.
L kaster sig i vandet, der egentlig er 24 grader varmt, men som føles en smule som det kolde gys, når luften allerede er ved at være 30 grader. Det holder ham dog ikke tilbage og på et øjeblik gik han fra at være en smule usikker i vandet, til at have fuld kontrol. Han vender sig rundt, svømmer med arme og ben og ligner én, der har badet uafbrudt i årevis. Han er mega sej og det er virkelig en fornøjelse at se hans glæde i øjnene og de store smil, når han finder ud af, at han kan mere – mere – mere. Han efterligner alt hvad W gør og de har en fest i vandet.

Pludselig er formiddagen blevet til eftermiddag, nærmest uden vi har opdaget det. Aftensmaden bliver en nem og hurtig omgang mexikansk, som er et hit hos både store og små.

Myggene lever (desværre) også det fede liv på terrassen, og jeg har allerede lagt krop til 20-30 stik inden klokken har slået 20. Øv! De må gerne rejse videre i løbet af natten…

Da drengene er puttet, og os, der kan holde til at være lidt længere oppe, er gået i gang med en omgang Bezzerwizzer, vågner W op med ondt i maven. Han har en ret høj smertetærskel, men han er virkelig ked af det og har mange smerter, og jeg tænker først, om vi måske har overset laktose i noget af det, vi har spist. Han siger dog, at det føles anderledes, og jeg bliver helt svedt ved tanken om, hvad det kan være. Jeg når at tænke mange ting undervejs, og frygter lidt for vores ferie, der jo kun lige er gået i gang.
Tænk hvis…. det ene og det andet.

Efter et par timer, med nus på panden og beroligelse, falder han i søvn igen, med A ved sin side.
S er rykket ind i mormors seng, så A kan overnatte i hans seng og være tæt på W, og jeg ender med at sove ‘alene’ sammen med L, i vores soveværelse.
Jeg ligger i mørket og lytter efter blodtørstige myg, der skulle være trængt ind i soveværelset, men der er helt stille. Stilheden bliver kun afbrudt af L’s tunge vejrtrækning. Jeg tænker over, hvor meget sårbarhed og kærlighed jeg mærker, når noget gør ondt på en af mine lykkespirer. Jeg ville ønske, jeg kunne overtage smerten. Jeg mærker og føler den, sammen med dem.
I et stort, mørkt soveværelse, langt væk hjemmefra, kommer jeg til at fundere lidt stort over det hele og bliver mindet om alt det, jeg mærkede, da jeg blev mor for første gang og som jeg allerede har mærket mange gange de sidste 10 år.
Tænker, at man på en eller anden måde er godt skør, når man vælger at sætte 3 børn i verden. For jeg kommer ikke kun til at mærke (og tage del i) alle deres glæder. Jeg mærker også så stærkt, når noget gør ondt (på dem). Det kræver sin kvinde – og mand. Men jeg ville ikke, for noget i verden, ønske, at det var anderledes. Jeg ved jo godt, at det er en del af livet. Jeg har bare aldrig tænkt over det på den her måde, og mærket det så stærkt.

Til sidst falder jeg i søvn med ønsket og håbet om, at det bliver en rolig nat, og at dagen i morgen byder på masser af gode stunder, igen.

Siesta3 på stribe Som brødre vi dele (også selvom drinksne er helt ens)Kan vel lige så godt vænne mig til dette syn af vores store lykkespire, der hænger ud i baren 😉‘Er der mere drinks, mor?’

D. 23. juli 2018

Kære feriedagbog!

Jeg er vågnet med et lettet hjerte, for natten er gået uden problemer. W har det meget bedre og tænker mest på, hvornår han kan komme i poolen igen. Det er virkelig et godt tegn 🙂 Og jeg har vist også regnet mig frem til, hvorfor han havde så ondt i maven, så alt er godt igen. Pyh!

Morgenmaden nyder vi på terrassen, med udsigt til poolen, som drengene utålmodigt venter på at springe i. Lige om lidt dukker solen frem bag træerne og poolen kan få lidt varme, inden jeg bliver tvunget i 😉
Da jeg var barn, var jeg glad for at bade, men jeg blev vist mættet engang i løbet af min ungdom. Nu er det slet ikke noget for mig, men jeg gør det for drengenes skyld – og endnu mere fordi A ikke kan. Heldigvis er min bror, svigerinde og mor også med til at være badedyr 😉

Noget af det, jeg virkelig har set frem til, ved at holde ferie, er at have tid til at læse nogle af de bøger, der har ligget i reolen og kigget hånende på mig set sidste år, hvor faglitteratur har været det eneste på mit læseprogram.
Jeg har taget to bøger med og håber ikke at det er urealistisk, at jeg kommer igennem ihvertfald den ene af dem…

Drengene bader hele formiddagen, holder siesta indendøre med en lille film, og lader op til endnu en omgang badning.
Om eftermiddagen åbner poolbaren. Noget af det drengene har glædet sig allermest til og snakket meget om derhjemme; at skulle drikke lækre drinks i badetøj, ved poolen 😉

Om aftenen, efter L er puttet, spiller vi spil med S og W. De nyder at være længe oppe, drikke drinks og forsøge at svare paratviden om musik, politik, geografi og alt det 😉
Myggene er også stadig vilde med os…

Hvem der bare havde et mangotræ i baghaven
Fandt den perfekte kaffekop bagerst i skabet – nu hvor jeg ikke får bagt så meget kage… Jeg stemmer for, at flere bagerier i Danmark har gulve som det her 🙂Arhmen altså – jeg er vild med det! Udsigten fra parkeringshuset…En fyr i sit rette elementNår man ikke kan bage, kan man da dase lidt i en doughnut i stedet…

D. 24. juli 2018

Kære feriedagbog!

Helt ærligt, hvorfor har tiden så travlt? Vi forsøger ellers at få dagene til at ligne hinanden, så vi kan snyde tiden til at tro, at den står stille, men det virker ikke rigtigt…

I dag skal jeg ud af min ‘jeg-kører-ikke-bil-boble’, for vi har besluttet os for at udforske Vence, den by vi bor tæt ved.
Efter morgenmaden kører vi ind til byen og parkerer i verdens – måske – smalleste parkeringshus, hvor man skal være heldig, hvis man kommer ud uden buler – eller kommer ud i det hele taget…

Vi går en tur i de skæve gader, og A forsøger, så godt han kan, at følge med. Jeg nyder, at han er med, selvom jeg ved, det er hårdt for ham at stavre rundt med krykker og en (varm!) tung støvle på det ene ben.
Vi bruger et par timer på at indsnuse den fine, franske stemning og beundre de mange sjove, skæve, finurlige gader og stræder og slutter af ved bageriet og shopper baguettes til frokosten.

Resten af dagen bruger vi ved poolen. Det er drønvarmt og faktisk lige før jeg nyder at kunne køle lidt ned i vandet!
I morgen er det allerede onsdag, men det gider jeg ikke tænke på lige nu….

 

Fortsættelse følger….

P.S. Tusind tak for de søde kommentarer til første indlæg. Rart at læse, at det ikke kun er mig, der synes det er noget af en overvindelse 😉

Min historie med mobning #2

023

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her


I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til…

Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ‘skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget…

Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at gå med aviser og reklamer 6 dage om ugen. Ikke én gang har mine forældre hjulpet mig – jeg kunne og ville selv. Cyklede rundt med 101 aviser, i al slags vejr, bundtede reklamer og slæbte dem efter jernhesten i min vogn, frem og tilbage, hver lørdag morgen. Imens de festede, tjente jeg mine egne penge.

Derudover var jeg babysitter om aftenen, lavede mine lektier, var en del af skolepatruljen, der hjalp skolebørn over vejen om morgenen, og brugte min fritid sammen med mine forældre og bror. Udover ‘københavneren’ gik jeg også under (øge)navnet ‘stræberen’… Som i navneopfindernes øjne var negativt ladet, men som jeg egentlig tog som et kompliment 😉
Jeg kan huske, at mange af mine klassekammerater var uforstående overfor, at jeg havde lyst til at bruge så meget tid med min familie… I deres øjne var jeg dødkedelig, det vidste jeg også godt dengang. Men jeg havde heller ikke lyst til at tvinge mig selv ud i busken med en cigaret og en liter vodka….

Da det begyndte at gå op for mine klassekammerater, at jeg havde penge til at købe de ting, de drømte om, var der flere og flere, der gerne ville være venner med mig. Så kunne jeg få lov at købe mig til deres venskab, ved at låne dem mit tøj, mine sko osv.
Efter så mange år med mobning og holden-udenfor, var det fristende at hoppe på den. Jeg tror også, jeg allerførst kom til at sige ja et par gange, for derefter at fortryde det helt vildt. Derefter havde jeg, af en eller anden grund, modet til at sige fra. Stå fast..

Jeg har altid haft en evne til at tro på mig selv – selvom jeg ikke gør det… Jeg har aldrig haft nogen veninder ‘at gå på toilettet med’ – som mange af mine klassekammerater, der ingenting kunne gøre selv – jeg klarede det selv. Tog alene af sted, mødte selv op, gik selv på shopping, gjorde det jeg skulle – selv.
Jeg har aldrig haft brug for at blive bekræftet af andre, når det ikke har været ægte. Så hellere være mig selv…
Jeg blev for øvrigt heller ikke inviteret med til forfesterne, så ville jeg til hal-bal, var det på egen hånd… 😉

Heldigvis har jeg haft det sådan! For ellers ville der være mange i mit liv, der kunne have fået mit til at gøre hvad som helst…

Nogle af drengene i klassen begyndte sågar at synes, at jeg var lidt interessant. Hende der turde sige fra.. Hende ‘københavneren’. Hende der ikke lå i hækken og brækkede sig hver fredag og lørdag. Da vi kom til 9. klasse var det faktisk efterhånden okay at gå i klassen. Jeg følte mig mere accepteret, som om jeg havde bevist mit værd og havde ret til en plads, på niveau med alle de andre. Måske havde de andre fundet ud af, at de ikke sådan lige kunne hyle mig ud af den… De kunne lige så godt affinde sig med, at jeg var der også…
Jeg tror dog aldrig, jeg vil huske tilbage på min folkeskoletid som noget rart. Der var lige et par år midt i, der var gode, men alle de dårlige overskygger dem desværre ret meget.

Nu hvor jeg selv har fået et skolebarn og snart har et mere, har jeg mærket mørket fra min egen folkeskoletid trænge sig på. Jeg håber så inderligt, de ikke skal opleve og slås med det, jeg har skullet. Og jeg håber også, at jeg ikke kommer til at ‘smitte dem’ med min angst. Jeg vil hellere lære dem at tro på sig selv, at turde sige fra, at behandle alle ordentligt og give plads til forskelligheder.

I 10. klasse kom jeg på efterskole, og det er det første år fra min barndom/undgom, jeg husker tilbage på med glæde. Men det var også det mest fantastiske år! Jeg kunne være mig selv og blev accepteret, som den jeg var. Jeg tænker stadig ofte på det år og bliver glad helt ned i knæene!

Efter efterskolen flyttede jeg med min familie til en ny by, da min far endnu en gang var blevet headhuntet. Dagen efter vi flyttede, startede jeg i gymnasiet, der skulle vise sig at være endnu en prøvelse. Endnu en gang var jeg hende der ikke kendte nogen. Og det slog mig helt ud igen…

Efter at have slæbt mig igennem 1.g, uden rigtig at have fundet mig til rette og fundet nogen jeg kunne have et fællesskab med, besluttede jeg, i starten af 2.g, at droppe ud. Det er den første (kæmpe)store beslutning, jeg selv har truffet i mit liv. Jeg snakkede med mine forældre om det, men det var mig selv, der skulle træffe beslutningen. Der mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige at blive voksen. Det var en vanvittigt hård periode i mit liv.
Jeg ville jo virkelig gerne have en uddannelse, og gøre noget med mit liv, men det var som om fortiden spændte ben for mig. Sammenholdt med følelsen af en altoverskyggende ensomhed.

Derefter havde jeg nogle måneder, hvor jeg ikke gik i skole, men arbejdede i stedet. Jeg var fast besluttet på at skulle forsøge igen, blot på HF i stedet, men ventetiden testede mig – endnu en gang. Min viljefasthed og tro på mig selv blev sat på prøve. Jeg havde allermest lyst til at rejse væk. Men hvorhen? Min familie har altid været det vigtigste holdepunkt for mig. Tanken om at skulle flytte væk fra dem og være helt alene, skræmte mig også.

I løbet af tiden på gym havde jeg fået et arbejde, med virkelig gode kollegaer. Vi havde det drønsjovt, når vi var på arbejde og jeg fandt ud af, at jeg faktisk var virkelig god til det og blev respekteret blandt mine kollegaer. Vi respekterede hinanden og forstod at gøre brug af hinandens styrker i stedet for at fokusere på hinandens svagheder!
Vi betjente rigtig mange mennesker hver dag og havde en fest, så det føltes mere som sjov end arbejde, selvom vi altid havde travlt og leveret rigtig gode resultater. Det var et arbejde, hvor rigtig mange af byens borgere kom forbi, så vi var ‘kendte’ ansigter, når vi gik rundt i byen, og også da vi begyndte at gå på disko-dasko.
Jeg havde 4 virkelig gode år der, hvor jeg fik venner, jeg stadig snakker med i dag.

Efter at have flyttet studie og landet i en god klasse, med både helt unge og lidt ældre, fik jeg venner, der faktisk var noget værd, og som ville mig og efter to gode år fik jeg min studenterhue. Og midt i det hele mødte jeg A, som endte med at være skyld i, at jeg blev hængende 😉

And the rest is history… 😉


Det er efterhånden længe siden, jeg afsluttede mit folkeskole’eventyr’. Jeg tænkte dengang, midt i det hele, at jeg glædede mig til at blive voksen, så jeg kunne slippe for mobning. Jeg blev klogere… 😉

Jeg lader ikke mange komme helt ind i hjertet, men kommer man derind, kan man være sikker på, at man har en plads der for altid.

At modtage komplimenter er virkelig svært for mig. Jeg har svært ved at tro på, at det er velment og ægte. At det ikke bare er noget nogen siger, for at gøre mig til grin. Få mig til at tro på komplimentet, for derefter at grine mig lige op i ansigtet og sige ‘Ha, troede du selv på, at jeg mente det!’. Det er en del af det, jeg bærer på i min rygsæk.

Med årene er jeg blevet meget klogere på mig selv og hvorfor jeg har det, som jeg har det. Jeg forsøger at arbejde med det, for de s… mobbere skal da ikke have magt over mig resten af mit liv!
Men… det er hårdt arbejde. Indimellem for hårdt. Og så falder jeg i…
Heldigvis er jeg omgivet af kærlighed, som hjælper mig og ved hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Mange har gennem årene opfattet mig som snobbet. I bund og grund er jeg bare usikker på mig selv. Usikker på, om jeg er god nok. Om jeg har lige så meget ret til at være her, som andre.
Når jeg kommer ind i et rum smyger jeg mig op ad væggen mere end jeg går ind midt i det hele. Jeg føler aldrig, at jeg har lige så meget ret til at blive set, som alle andre. Kun når jeg er sammen med de mennesker, jeg stoler på og holder af.

Bevares, jeg er også en pige, der tør sige sin mening og stå op for det, jeg mener. På HF var jeg sågar elevrådsformand og holdt dimissionstale foran hele skolen, da vi afsluttede vores uddannelse. Hvor modet til de ting kommer fra, ved jeg ærlig talt ikke… Mit selvværd og min selvtillid kan ihvertfald ligge på et meget lille sted…

Jeg har bemærket, at der for tiden er en bølge af selvtillidsboost(ere), der skyller ind over de sociale medier. Især på Instagram, synes jeg, der er mange der er begyndt at sætte fokus på det at elske sig selv – uanset hvad. At vi alle har ‘fejl og mangler’ og at det polerede billede skal undertrykkes og det sande i stedet skal have plads.

For at understøtte min egen proces, om at finde ind til mig selv og lære at tro på mig selv, har jeg lyst til at hoppe med på vognen. Jeg bliver helt vildt inspireret af at se andre, der hviler i sig selv!
Jeg er virkelig god til at tale ned til mit spejlbillede. Jeg ser alle fejlene i stedet for at fokusere på de gode ting. Jeg ser mig selv med forkerte briller og jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan andre ser mig. De øjne, der kigger på mig, som ikke har den samme rygsæk på som jeg har. Jeg skælder mit spejlbillede ud, præcis som mine mobbere gjorde…

Jeg vil gerne blive bedre til at holde af mig selv. På en måde, selvom det måske kan lyde skørt, har jeg lyst til at kaste mig selv ud på dybt vand og stille mig selv mere foran kameraet. For at vænne mig til at se mig selv. Øve mig i at kigge efter de gode ting, i stedet for at skælde mig selv ud. Blive bedre til at tage imod et kompliment. Forsøge at lære min hjerne, at det er okay, jeg ikke ligner en supermodel. At det er okay at være ‘almindelig’.

Jeg vil gerne lære at se mig selv, som A ser mig <3

Der er en sang, som Danser Med Drenge synger, som har fulgt mig i mange år efterhånden. Teksten rammer mig lige i hjertet, så jeg synes, jeg ville dele den med jer, som afslutning på de her to indlæg om mobning.

Jeg har stadig meget på hjerte, så dette var vist kun begyndelsen, men nu har jeg ihvertfald et par indlæg at referere til, i forhold til hvad jeg bærer rundt på i min rygsæk ;(

Tak, fordi du havde lyst til at læse med <3

P.S. Hvis du har noget, du gerne vil spørge om eller vide, så tøv ikke med at skrive!


De kigger dig an
uden at du mærker det
og hvis du ikke er lissom dem
så får du det svært

Så taler de dig bag om ryggen
de gi’r dig ingen fred
men du kan bare:

Læn dig tilbage
de ka’ sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Der er folk, der har udnævnt sig selv
til at hjælpe os andre
og de ved altid hvordan
man skal leve sit liv

Og hvis du træder lidt ved siden af
begår en lille fejl
så må du bare:

Læn dig tilbage
lad dem sige hvad de vil
de skal jo ha’ noget at tale om
Men spil dit eget spil
gør hvad dit hjerte vil
ingen ved bedre end dig selv

Min historie med mobning #1

024

I dag vil jeg tage hul på første indlæg om min barndom – med mobning som følgesvend.
Jeg har taget tilløb i lang tid – hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi det er en anelse uoverskueligt at få så meget ned på skrift. Men samtidig ved jeg, at det er god terapi. Og da mange af jer har ønsket at høre mere om det, vil jeg gerne forsøge at sætte ord på.

Jeg håber, I vil tage godt imod det. Det er på en måde lidt, som at lægge sit hjerte frem til offentligt skue, men jeg håber, min historie – om ikke andet – kan være med til at fortælle, at man godt kan komme (nogenlunde) hel ud på den anden side, efter flere (mange) år som mobbeoffer – og at det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på mobning og gør alt, hvad vi kan, for at stoppe det…

Jeg vil også gerne understege vigtigheden af at lytte til sin (og sit barns) mavefornemmelse. Se på om ens barn trives. Det kan være en kæmpe ting at beslutte at skifte skole (på ens barns vegne, afhængig af alder) men det kan være det der skal til! Jeg har mødt mange gennem årene, der har spurgt mig, hvordan det har påvirket mig at skifte skole – og også at flytte til en helt anden landsdel. Og jeg kan ikke give nogle forsikringer om, hvordan det vil gå. For vi er alle forskellige. Men jeg kan ihvertfald sige, at man godt kan overleve det! Men at det ikke er omkostningsfrit. But then again – hvad er det?

Jeg har i mange år spurgt mig selv, om jeg selv var skyld i, at jeg blev mobbet. Om jeg selv, på en eller anden måde, bad om det eller lagde op til det. Jeg har aldrig rigtig fundet svaret på det spørgsmål. Men forsøgt at affinde mig med, at ingen har fortjent at blive mobbet – uanset om de stikker ud eller er helt almindelige! Jeg tror, at det blandt andet er det mobningen har gjort ved mig: at jeg tvivler på mig selv. Om jeg er god nok. Man er ikke selv skyld i at blive mobbet…! … Vel?…

Nu hvor jeg selv er blevet mor, har mobning fået endnu en side. Jeg vil så gerne sørge for, at mine børn forstår hvad det betyder at mobbe, så de ikke gør det. Fordi de ved, hvad det har af konsekvenser. Og samtidig vil jeg gerne beskytte dem mod det også. Jeg ved jo, hvad det gør ved én….

I mange år bildte jeg mig selv ind, at det havde gjort mig stærkere, at jeg har oplevet det, jeg har. Og det er vel til dels også rigtigt… Jeg er stærk!
Men som årene er gået og jeg har lært mig selv bedre at kende, har jeg også opdaget og erkendt, at det også har gjort mig skrøbelig og usikker. Jeg har det med i min rygsæk, altid, om jeg vil det eller ej.

På godt og ondt har det været med til at gøre mig til den, jeg er.
Stærk på overfladen og skrøbelig indeni.

Mange af de oplevelser jeg har haft i min barndom, er slettet fra min hukommelse. Simpelthen decideret væk. Mange af mine barndomsminder er forsvundet. Fordi sindet har en evne til at si de dumme ting fra… Men det gør også, at jeg indimellem har svært ved at tænke tilbage og huske detaljer osv. Det er de store ting, der stadig fylder… Måske er det også fordi jeg ikke har specielt meget lyst til at tænke tilbage…


Her følger første del af min historie; fra min barndom med mobning – mit udgangspunkt for at fortælle, hvad mobning har gjort ved mig: 

Jeg er vokset op i en lille by lidt udenfor København. Da jeg startede i skole, i børnehaveklassen, havde vi en virkelig skrap lærer. Jeg husker hende som en, jeg var decideret bange for. Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at blive mobbet af de andre børn. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg var grim. At jeg havde en alt for stor underlæbe. Jeg kan huske, at de viste mig billeder af tallerkennegre (ja pardon mit fransk, men det blev de altså kaldt) og sagde, at det var billeder af min familie.
Helt inde i hjertet et sted, vidste jeg, at jeg skulle være stolt af min store underlæbe. Jeg var stolt over at have arvet den fra min far <3
Men når man hører noget mange gange, begynder hjertet at tvivle på, at det har ret…
Dengang gik jeg i det tøj, jeg havde lyst til. Havde min egen stil. Men det blev påtalt – ofte. Jeg var temmelig tynd og kan huske en dag, jeg havde røde strømpebukser på, og blev drillet med, at jeg lignede kylling (fra Bamse og kylling). Ja, sådanne minder har alligevel brændt sig fast…

Efter nogle år, hvor jeg slet ikke trivedes i skolen, valgte mine forældre at flytte mig til den anden skole i byen. Da jeg startede der, selvom jeg kom ind midt i en velfungerende klasse, blev jeg modtaget med åbne arme. Fik hurtigt mange gode venner og opdagede, hvor fantastisk det kunne være at gå i skole og have venner.
Jeg fik en klasselærer, Else, der virkelig gjorde en forskel for mig. En forskel der gør, at jeg stadig kan huske hende helt detaljeret, selvom det efterhånden er mange år siden jeg sidst så hende <3

Da vi, som nævnt, boede i en lille by, skete der desværre det, at nogle af mobberne fra min gamle klasse fandt ud af, at jeg havde fået det godt. Og så begyndte de at vente på mig efter skole, når jeg cyklede hjem selv. Og kastede både mig og mine ting ind i hyben(torne)buske og truede mig. Jeg husker ikke meget fra den tid, udover at jeg var ked af det og bange.

Efter et par år i den nye, gode klasse, kaldte mine forældre på min bror og jeg, en søndag eftermiddag. De fortalte os, at vi skulle flytte til Jylland, da min far var blevet headhuntet til et job derovre. Vi skulle flytte til en by, jeg ikke engang kendte navnet på eller vidste hvor lå… Selvom både min farmor og mormor og morfar boede i Jylland, var det ikke ligefrem gode nyheder, at vi skulle flytte…. Jeg skulle flytte fra alle mine venner, dem jeg havde ventet på så længe…

Sommeren kom med flyttebilen, og hele vores rækkehus blev pakket ned og klemt ind bagi lastbilen.

Et nyt liv, et helt andet sted, ventede.

Sommerens varme hjalp på usikkerheden ved alt det nye og solen lyste sindet op. Min stolthed over at se min far blive modtaget i det nye job, med flot reception og taler, hjalp også på knuden i maven. Første skoledag nærmede sig. Jeg havde jo klaret det før, så jeg håbede det ville gå endnu en gang….

Desværre viste det sig at være noget af en udfordring. De sidste år af folkeskolen er i forvejen svære for alle; hormonerne raser og man skal finde sig selv i rollen som næsten-voksen og alene dét at jeg snakkede sjællandsk var ikke til min fordel. Mange ville slet ikke tale til mig…

Da min far havde fået job på det lokale sygehus som sygehusdirektør, flyttede vi, til at starte med, ind i en lejet lægebolig, mens vi kiggede efter et hus at købe, og på vejen boede en datter af et lægepar, som blev min bedste veninde på kort tid. Vi lavede alt sammen. Desværre flyttede hun, efter noget tid, med sine forældre hjem til Norge igen… Endnu en gang stod jeg alene.

Det første år (eller var det to?) i den nye klasse, bød på rigtig meget sygdom. Som om min krop rasede sorgen ud gennem feber. Jeg kunne få høj feber om aftenen, som efter et døgn eller to var svedt ud igen. Som om min krop forsøgte at sørge for undskyldninger for ikke at skulle i skole og møde alt det dårlige. Og sådan kørte det op og ned. Det var en hård tid. Det må det også have været for mine forældre.

Jeg har aldrig været sur på dem over, at de traf den beslutning, at flytte os til et helt nyt sted. Men jeg ved, at det har kostet mange bekymringer for dem, og efter jeg selv er blevet mor, kan jeg sagtens sætte mig ind i det…

Jeg havde en virkelig skrap matematiklærer, der lugtede af sure cigaretter og som sagde ‘Hvis du ikke forstå det nu, så kan jeg ikke lære dig det’ efter en kort gennemgang på tavlen. No wonder, at matematik aldrig rigtig blev ‘my thing’….!

Alt det min matematiklærer ikke var, var min dansk- og klasselærer Mette til gengæld. Super dygtig og sød. Hun gjorde virkelig en forskel for mig, i de svære år, hvor jeg både skulle finde mig selv som ungt menneske på vej til at blive voksen, et helt nyt sted med nye rammer og klassekammerater. Hun ‘så’ mig! Hun er også en af de personer, jeg vil huske altid…

Fortsættelse følger….


Jeg har delt min historie op i to, da den ellers ville blive alt for lang. Jeg vil nemlig også gerne have plads til at sætte lidt ord på, om alt det der har fulgt mig efterfølgende….

I morgen følger fortsættelsen…

Tak, fordi du læste med <3

Børn & døden

IMG_5892

I lang tid har vi haft døden tæt på, i vores lille familie. I lang tid så vi morfar blive svagere og svagere. Men vi var sammen om det. Og vi snakkede om det.

Forhåbentlig har de fleste af jer været forskånede for at tale med jeres børn om døden, men det er nærmest uundgåeligt på et tidspunkt, så jeg vil gerne dele nogle af mine tanker og erfaringer, omkring det at snakke med børn og sorg, sygdom og død.

Drengene var med på sygehuset i det omfang det kunne lade sig gøre. Vi forskånede dem for de allerværste ting, men de besøgte morfar ofte. Både fordi de gerne ville og fordi det også glædede morfar. Og også fordi vi ønskede at fjerne mange af de ‘billeder’, de ellers ville opfinde selv i hovedet, hvis vi kun fortalte om det og de ikke kunne se det og ham med deres egne øjne.

Om morgenen efter min far var død, fortalte A til drengene at morfar var død. S spurgte om der havde været meget blod, for det var hans billede af at dø. Derfor var det også vigtigt for os, at de fik set ham efter han var død.
Da han var blevet kørt til kapellet aftalte vi en tid med bedemanden og så havde vi drengene med ned at se morfar i kisten. De havde inden da tegnet tegninger til ham, til ‘verdens beste morfar’, med regnbuer, fodboldspiller og gode minder om dem, hånd i hånd med morfar <3

Jeg synes det er vigtigt at snakke med børn om døden. At sørge for, den ikke bliver fremmedgjort. At huske at adskille ordene skarpt; at snakke om død og ikke at han sover. For det gør han jo ikke… tænk hvis de pludselig blev bange for at sove så… Eller håbede at han ville vågne igen, nede under låget…

Jeg tror at mange er bange for at snakke om døden med børn. Men jeg synes det er vigtigt at huske på, at børn er meget konkrete. Og de er faktisk rigtig gode til at arbejde med det og spørge, hvis de får lov. Jeg er overbevist om, at det er meget værre hvis man forsøger at skjule tingene, for børn mærker meget mere end vi tror. Og hvis de tror de skal gå med det selv, så bliver det tungt for dem at bære og bliver noget der fylder rigtig, rigtig meget.

For os har det hjulpet, at sætte ord på sorgen sammen med dem. Snakke om hvor han mon er henne nu. At vi stadig kan snakke med ham hvis vi har lyst, men han kan ikke svare tilbage med ord. Men måske kan vi mærke i hjertet, hvad han ville sige til os, hvis han kunne.

Når jeg tænker på, hvor svært jeg har ved at forstå, at min far er død, hvordan må det så ikke være for sådan to størrelser? Derfor mener jeg, vi gør vores børn en tjeneste ved at snakke om det, være konkrete og ‘turde’. De skal også se at vi er kede af det, så de forstå, at det er okay at være kede af det. At man ikke er glad hele tiden, for det gør ondt når nogen dør.

Men vi skal også vise dem, at det er tilladt at spørge om alting. Og at det er vigtigt, at vi husker at mindes, også selvom det kan gøre ondt at mindes, så er det godt at gøre. Og det er ikke tabu at snakke om morfar!

Og så skal man selvfølgelig huske, at der er forskel på hvordan man snakker med små og store børn. Måske man skal snakke med dem på tomandshånd… Eller være klar til at gribe deres sorg, der hvor de nu er i den.
W har været meget optaget af morfars sygdom og alt det han har fejlet og skullet igennem. Han var på et tidspunkt bange for, at det skulle ramme ham også. Heldigvis kunne han sætte ord på det, så vi kunne forklare ham, at morfar har været helt utrolig uheldig og at han ikke skal være bange for, at han selv skal opleve det samme.

I går da drengene lå på værelset og lyttede til musik og kiggede i bøger, overhørte jeg S sige til W; ‘Jeg saaavner morfar’ – det stikker i hjertet at høre sådan noget, men jeg er glad for, at han kan finde ud af at sætte ord på.

Jeg har fundet ud af, at drengene har haft snakket om det i skole og børnehave, for andre forældre har kondoleret og fortalt, at deres børn har snakket om det derhjemme. På den måde er behovet for at tale om døden også blevet en realitet hjemme hos andre, der ikke selv står midt i krisen og tabet. For døden bringer mange tanker på banen. Også hos dem der ‘bare’ er ven til en der har mistet.

Til begravelsen, da W sad ved siden af mig og jeg pludselig kunne se tårer dryppe ned på hans lår, blev jeg ked af det. Jeg blev bange for at jeg ikke ville kunne stoppe hans tårer igen. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde om ham og ae ham. Jeg kunne ikke trøste ham med, at det ville gå over igen, som når man er syg eller har ondt eller at alting vil blive godt igen. Ikke som det var før.
Men jeg kunne også mærke på ham, og se på S også, at de blev meget påvirkede af at se os voksne være så kede af det. Heldigvis havde vi forberedt dem på det på forhånd, at de ville se mange voksne græde til bisættelsen, så de blev ikke forskrækkede over det, men de blev påvirkede. Det er klart…

I går løb W på banen med sit yndlings Superligahold, på det stadion hvor min far, bror og A har haft sæsonkort siden det blev bygget. W har været både spændt og også ked af, at morfar ikke skulle være med til at se det.
Vi sad alle og fulgte spændt med; A, min mor, bror, svigerinde, S, farfar og faster. Men det stak i mit hjerte, både af glæde og stolthed, men også af dyb sorg. Min far skulle have siddet ved siden af, med en stolt morfartåre i øjenkrogen.

Sådanne oplevelser vil der være mange af de næste år, men heldigvis kan vi være sammen om at mindes og hjælpe hinanden igennem, selvom ingen kan tage smerten og savnet fra én

Knæk Cancer! Hjælp

kc0kc1kc3

For det meste er bloggen mit fristed fra hverdagens nullermænd, hverdagslogistik, grå hår og sorger. Men det er jo en del af livet, en uundgåelig del af hver eneste dag og derfor ikke noget jeg lægger skjul på også er den del af mig.

Da min far fik konstateret kræft for snart 2 1/2 år siden ændrede livet sig for altid. Både på godt og ondt. Det var et chok der satte bølger i gang. Bølger der rasede mod os, som var vi midt i orkanens øje.
Stille, sagte bølger, der aede os på kinden og mindede os om at være, nyde, se.
Bølger der pludselig skyllede ind over os, uventet, som tidevande der kom før tid.
Det har været heftigt, hektisk, helende, hårdt, hjerteknusende.
Men vi har også lært meget undervejs og omend jeg næsten ikke tænkte det var muligt, så har det bundet os endnu tættere sammen, end vi var i forvejen.
(mere…)