Here comes trouble <3

Øver sig i at stå på hovedet…

Peger på alt det der skal udforskes

Når man ser sin mor lægge en banan op i barnevognen, må man (selvfølgelig) straks hive sig op i armene og komme op til den gemte skat…. (jeg stod selvfølgelig klar til at gribe ham, hvis det skulle gå galt – men det gjorde det heldigvis ikke)

… takket være en lille vildmand herhjemme, der tror, at borde er til for at kravle på, og at barnevogne og møbler generelt, blot er en forhindring, der skal klares eller bestiges!
Han ser vist sine brødre gøre det ene og det andet og vil gerne kunne det samme – og mere til 🙂

Årh mand, det kræver sin kvinde (eller mand) at have ham under opsyn dagen lang. Der er fart over feltet, mildt sagt!
Han sidder helst ikke stille og hvis man lader ham ude af syne i to sekunder, kan man aldrig vide, hvad han nu har fundet på. Alting skal prøves af – og gerne mange (tusinde) gange!
Det der citat med ‘brændt barn skyr ilden’ har L altså (åbenbart) ikke læst… For selvom han har taget sine styrt fra stole osv., så fortsætter han ufortrødent med at kravle op på dem.
Og selvom vi lader ham udforske og undersøge alting, så er det som om han aldrig får nok. Han bliver ved at vende tilbage til de samme (forbudte) ting.

Egentlig havde jeg lidt den holdning, at man ikke skal indrette hele sit hjem i to meters højde, og hænge alting op under loftet, ‘bare’ fordi man får børn. Og det gik såmænd også helt fint med både W og S. De forstod et nej ret hurtigt og var aldrig ‘sådan nogen’ der kravlede op på bordene for at få fat i ting osv.
Men så kom L… Og jeg skal da ellers lige love for, at han forsøger at udfordre os og rykke grænserne hver eneste dag. Som om vi ikke havde andet på programmet, end at holde øje med ham 😉
En vaskeægte vildbasse! Jeg gruer for, hvor mange huller i hovedet og brækkede lemmer han skal opleve… På den anden side kan man sige, at han er ret sej rent motorisk og udfordrer sig selv til at blive endnu bedre hver dag – med grå hår til følge for sin mor! Jeg kan nærmest stå og kigge ind i spejlet og se dem springe frem – hvis jeg havde tid til det altså! 😉

Hvis nogen af jer har erfaring med og gode råd at dele ud af, i forhold til hvad dælen man stiller op med ‘sådan én’ der vil det hele (selvom han altså kun er 13 måneder), så kom endelig med dem! Altså udover at væbne sig med tålmodighed 😉

I dag har vi været på formiddagsbesøg i vuggestuen, hvor han starter til august. Og det gik bare super fint. Det var simpelthen så hyggeligt og rart og L rendte rundt og legede med de andre og udforskede omgivelserne, der snart bliver hverdag for ham. Åh, det var en lettelse! Nu kan vi nyde den næste måneds tid sammen og se frem mod august med spænding og glæde. For jeg tror uden tvivl det bliver godt for ham at komme derom og udforske, bruge sig selv og finde ind i en hverdag, med en masse andre små pilfingre 🙂
Når nu hans vuggestuestart falder sammen med opstart på nyt job, så er det dejligt at vide, at vi kan se frem mod det med ro i mave og hjerte <3

Mere eller mindre sådan her, har vores seneste uge været…

1 års vaccinationen, med dertilhørende feber, er overstået. Hurra for det. Det er altid rart at være på en den anden side af en vaccination, for det gør godt nok ondt i både (mor)hjerte og (baby)lår.

Vores økomand fristede med årets første danske, økologiske kartofler, jordbær og ærter, det er slet ikke til at stå for!

Vi har grinet, spillet kort, læst og kigget i bøger, besøgt mormor, truffet store beslutninger, været i haven, kigget ud på regnen, været til fodboldtræning(er), sofadaset, smovset og bare været.
Hver dag er proppet med praktiske opgaver, både af den ene og den anden slags, men sådan må det være. Mange af dem skal ‘bare’ overstås, så vi kan komme videre.

W melder sig altid frivilligt til at være den der kører om til mormor med små godter, han er en guldklump <3

I weekenden har A og jeg alenetid for første gang i virkelig lang tid. En hel dag og aften af sted. Først med sport på programmet og dernæst med middag og dans. Det bliver godt <3 Eneste bøn er, at solen beslutter sig for at skinne på os i rigelige mængder. Jeg kunne godt bruge lidt solskinshumør og d-vitaminer 🙂

Vinderen af en udendørshane fra Mora er også trukket. Den heldige blev Tanja K – som har fået besked via mail 🙂

Rigtig god dag derude

Midt i hvirvelvinden havde jeg nærmest fortrængt, at L skal begynde i vuggestue i morgen! Gisp altså, så ramte virkeligheden mig, lige midt i maven. Jeg havde forestillet mig at L og jeg skulle ‘tælle ned sammen’, men sådan blev det ikke lige….

I onsdags var vi på besøg dernede og det stod hurtigt klart, at han er ret klar til nye udfordringer. Der gik ikke mere end et par minutter, hvor han lige skulle se det hele an, før han søgte væk fra os og kravlede af sted, hen mod nyt (og fremmed).

Han skal (desværre)  ikke gå i samme vuggestue som W og S, da det giver mere mening at samle alle 3 drenge under samme tag, når nu det kan lade sig gøre. Det virker som et rigtig fint sted og minder meget om det vi ‘kender’, så jeg har ikke nogen bekymringer i forhold til den ‘nye’ institution.

Men helt ærligt, så græder mit moderhjerte ved tanken om det der venter i morgen. Selvom alle siger til mig at ‘det bliver så skønt for ham at komme derned’, ‘ih, hvor spændende med nye legekammerater’, ‘han er da også så klar til nye udfordringer’ osv. osv. Ja, jeg kan også godt se han er ‘klar’ til det. Men jeg er ikke… Og selvom han kommer til at synes det er spændende dernede, så ved jeg, at han kommer til at græde tykke tårer, når han opdager at jeg har tænkt mig at efterlade ham. Hvordan gør jeg mig klar til det?
Jeg ved godt at det hører sig til, jeg skal også nok klare mig igennem, de to store har jo også klaret skærene, men det får det nu altså ikke til at føles mere okay eller mindre grænseoverskridende…

Jeg havde måske forestillet mig, at jeg på et tidspunkt ville komme der til, hvor jeg tænkte det også ville blive ‘rart’ med en stund for mig selv, mens han tonser rundt et andet sted. Men sådan har jeg det slet ikke! Jeg har lyst til at have ham tæt på, hele tiden. Jeg oplevede det ikke så massivt de to første gange, men denne gang kan jeg slet ikke forlige mig med tanken om, at barselsboblen skal briste i morgen…

Som jeg har skrevet om tidligere, så føler jeg slet ikke det der løsrivelsesbehov, hvor jeg kan få lov at være mig selv igen. Jeg synes jeg har fået fundet ud af, hvordan jeg kan være mig selv, sammen med ham. Tage en pause når han nupper en lur osv.
Men er det okay at sige det højt? At jeg ikke kan undvære min baby?
Jeg synes det er helt okay at have brug for tid alene, uden sit barn/sin baby. Jeg har også brug for at være mig selv indimellem og nyder, at jeg ikke længere skal amme hver 2.-3, time og være tidsmæssigt bundet af det, når jeg smutter på tur, skal være på sygehuset osv.
Jeg har bare ikke det der smældende behov for at undvære… Ikke lige nu ihvertfald.

Og det er såmænd ikke fordi jeg ikke har brug for adspredelse, brug for at tænke på andet en sove-spisetider og babypludren, men jeg synes egentlig jeg får fyldt depoterne godt op når han ‘napper’ eller om aftenen, når drengene sover og A er på vagt. Så laver jeg lige det jeg har lyst til, arbejder med bloggen og hvad der ellers skal gøres af hjernegymnastik, der kan holde de små grå i gang…
Det er jo også derfor han skal i vuggestue. Selvom jeg synes det er virkelig svært, så ved jeg godt at det er nødvendigt. Fordi jeg ikke kan eller skal gå hjemme med ham altid. Jeg skal også ud og lave andre ting…. Men derfor gør det ondt alligevel… Jeg kan kun håbe på at det bliver bedre med tiden, især når det viser sig at han (forhåbentlig) synes det er ret fedt at gå i vuggestue, ligesom hans brødre synes det….

Med vuggestuestart følger, højst sandsynligt, også en hel del sygdom, det er jeg nok hellere ikke klar til. Men bliver man det?
Jeg vil forsøge at nyde min alenetid, når L er i vuggestue. Jeg kan jo lige så godt få det bedste ud af det. A og jeg har en del planer med hus og have, som helt sikkert er lettere at udføre, når der ikke er en lille pilfinger, der gerne vil blande sig konstant 😉 Heldigvis har jeg barsel et par måneder endnu, så jeg kan hente tidligt og nyde at kunne give drengene korte(re) dage.

Nå, men der er jo en del praktiske ting, der også skal styr på inden vuggestuestart. Jeg har været ved at hamstre yndlingsting, så vi er forberedte og klar til i morgen, hvor vi starter op med et kort besøg, L og jeg.

Her er en oversigt over vores vuggestue nødvendigheder, måske nogen af jer kan bruge det til inspiration, når I står overfor samme kapitel:

• Sutter – vores yndlings er dem fra Hevea. Skal bare lige have syet et lille kendetegn på
• Uldbodyer – indtil vejret bliver lummert og lækkert, bruger jeg altid uldbodyer. De er super gode, holder kropstemperaturen velreguleret og tørrer hurtigt hvis der kommer lidt savl, vand eller andet på. Og så er uld selvrensende, så de behøver ikke blive skiftet (og vasket) hver/hveranden dag.
• Uldstrømper fra MP Strømper – fantastisk pasform og ulden gør, at fødderne forbliver tørre, selvom babyfødder sveder en del
• Hjemmesko, både til at holde fusserne varme og som hjælp til at stå fast på gulvet
• Begynder gå sko – de to store har brugt dem her fra Bundgaard, og dem har vi (og de) været virkelig glade for, så sådan et par skal jeg også have købt til L. Nu er han allerede startet på at gå, så jeg må hellere se at komme ud af starthullet også, jeg skal bare lige have målt hans fod, den vokser jo som ukrudt…
• Termodragt eller termotøj – fordelen ved en dragt er, at den ikke skille på midten og er nem at give på, men fordelen ved jakke og bukser er, at man kan bruge det enkeltvis…
• Striktrøje eller yndlings fleece fra Engel til sovetid
• Hue til sovetid og legepladssjov
• Lille rygsæk eller taske til at fragte det hele frem og tilbage
• 2 sæt skiftetøj – jeg har lige fyldt lageret op med leggings/bukser og bodyer i rib fra Müsli, i økobomuld endda 😉 Lækker kvalitet til en rigtig god pris
• Lagen, hovedpude- og dynebetræk til barnevognen
• Nussebamseklud – helt uundværlig ved sovetid. Heldigvis har vi to, så den ene kan blive hjemme
• Solhat
• Flyverdragt og vinterstøvler til de kolde måneder
• Regntøj og gummistøvler

Er der mon noget jeg har glemt?

Når man har 2 storebrødre, der viser vejen, så er det selvskrevet, at man ikke kan hvile på laurbærrene… Det synes L ihvertfald.

De to store begyndte at gå selv lige omkring deres 1 års fødselsdag. L er allerede startet… Han har taget tilløb i lang tid. I weekenden tog han tilløb til, stortrænede og er blevet mere og mere modig for hver time.
Nu står og går han selv 5-10 skridt. At han så kan finde overskud til at storhvine, smile og smutte med øjnene samtidigt, er helt fantastisk. Vi stornyder det allesammen! Og hviner med ham, jubler og glædes.
Jeg kan se på ham, hvor fantastisk han synes det er, at have knækket gå-koden og så glemmer jeg min sorg over, at tiden går alt for hurtigt. Han er så klar til det her skridt, fuld af gå-på-mod og så må vi andre bare følge med 🙂
Samtidig er jeg også taknemmelig for at jeg har fået lov at opleve det. At det ikke var i vuggestuen det skete, men lige her hos os, hvor han kan gå fra den ene til den anden og blive kysset undervejs. Han kan vist ikke få et bedre heppekor 🙂

Midt i mit livs stormvejr, sker de her livsbekræftende ting, der får én til at glemme. Selvom jeg indimellem kan ønske, at jeg bare kan lægge mig ned og lade alting gå forbi, lade mig opsluge af sorgen, så er jeg inderst inde ubeskriveligt glad for at jeg har 4 drenge omkring mig, der sørger for, at jeg holder mig oprejst.
Stjæler mine tanker, skaber minder med mig, får hverdagen til at fortsætte og hjælper mig med at lade tiden gå i stå <3

… at vi ikke længere tæller i måneder, men i år…

I går blev L 11 måneder! Han gør alt for at minde os om det hver dag, at han er ved at gå fra baby til barn…
Og selvom jeg suger det hele til mig, hvert eneste sekund, nyder hver eneste lille udviklingsspring, så forsøger jeg også at fortrænge, at det snart er tid til et helt nyt kapitel…
Vi har allerede vinket farvel til så mange skønne babystunder. Men vi har også sagt goddag til en masse nye, sjove kundskaber.

Det er fuldstændig vanvittigt hvad de kære små skal lære på så kort tid. Jeg synes jo lige han lå i mine arme, helt stille og sovende. Nu farer han rundt, bruger sin krop, har taget de første spæde skridt helt selv, lyser op hver eneste gang han knækker en ny kode, kan (og vil!!) spise selv, leger tornado på puslebordet, peger på alt han vil hen til og undersøge, siger mam-mam, leger tittebøh, danser og øver sig på at snakke.

Traditionen tro, havde drengene og jeg sørget for ‘fødselsdagskage’ til os. Altså ikke til selve fødselaren, men til os andre 🙂

Vores kære lille lykkefrø, der giver os så mange stjernestunder og hjertegalophop hver eneste dag, og som bliver forgudet af sine storebrødre. Han er en heldig lille basse, er han. Og vi er heldige, at han landede lige her hos os <3