Sorg, chok, tragedie, meningsløshed, tab

Sorgen har endnu en gang lagt sig som en tung dyne over vores familie. Vi er endnu en gang blevet ramt af en tragedie, der forandrer vores liv for altid.
En tragedie der efterlader os magtesløse og som endnu en gang får os til at skælde ud på livet og gør det svært at se meningen med det.

Min mand har mistet sin elskede far. Vores drenge har mistet deres fantastiske farfar. Jeg har mistet min livsglade svigerfar.
Ham vi havde fornøjelsen af og nød at være sammen med ofte, og som regel flere gange om ugen.
Vores familie, min svigermor, mine svigerinder, drengenes kusine har mistet en helt enestående, fantastisk, rolig og positiv mand. Pludseligt og uventet er han revet fra os på ulykkelig og tragisk vis, og vi er efterladt i chok.

For knap 4 uger siden slog lynet ned, da han blev ramt af en stor hjerneblødning. Efter flere ugers rutschebaneture med intensiv behandling, infektioner, operationer og information i øst og vest, var han på vej i den rigtige retning. På vej til genoptræning og udskrivelse til meget rarere rammer, end dem neurokirurgisk intensivafdeling har at byde på. Vi stod klar til at besøge ham sammen med drengene. Nu hvor han (endelig) skulle befries fra slanger i hobetal. Skulle vågne op og være til at komme i kontakt med. Nu hvor drengene ville kunne genkende ham igen.

I onsdags var han på vej til noget bedre. På vej tilbage.
Indtil lynet slog ned igen, med stærkere kræfter end første gang. De næste to døgn flød sammen i en utydelig, tåget flod af hjertesmerte, tårer, modløshed, håb og sorg. I lørdags blev håbet afløst af ulykkelighed, ubegribelighed. I lørdags sagde vi farvel.

I går vågnede vi til en ny virkelighed. Til den barske realitet om, at vi skal undvære. Savne. Mangle. Sørge.
Endnu en gang skulle vi samle os sammen til at fortælle vores drenge, at en af dem, de elsker allerhøjest, ikke er her mere.
Vores sorg er ikke kun vores. Vi sørger også for vores drenge. For det de nu skal lære at leve uden. Lære at forstå og acceptere. Fordi livet vil det sådan. Fordi det ikke er op til os, om livet skal gøre så forbandet ondt.

Hvordan skal vores drenge kunne vokse op med en ukuelig tro på livet? Hvordan skal de kunne bevare den følelse af udødelighed, man bliver født med, og som man skal have lov til at føle indtil den dag, man bliver voksen? Hvordan skal de kunne tro på, at man kan komme levende fra sygehuset, hvis først man bliver indlagt?

Da vi havde fortalt drengene det i går, sagde W, at der nok ikke ville gå lang tid, før mormor eller farmor ringede og sagde, at de også var kommet på sygehuset. Hvordan skal jeg kunne få ham til at tro, at det ikke kommer til at ske? Tro på, at de nok skal blive 90 – mindst. Og at vi andre også skal være omkring dem i mange, mange år.

Døden har frarøvet vores drenge begge deres bedstefædre. Den har frarøvet os vores sidste far. For A og jeg delte nemlig vores fædre med hinanden. Og nu er ingen af dem her længere.
I lørdags måtte jeg endnu en gang ringe til bedemanden og bede om hans hjælp.

For 2 måneder siden fejrede vi 70 års fødselsdag. Heldigvis lykkeligt uvidende om, hvad livet ville bringe. At det skulle slutte alt for tidligt. Men nu også taknemmelige for, at vi nåede at få det med.

Sorg er kærlighedens pris, men jeg er ikke klar til at skulle betale allerede igen.
Min frygt for at miste tager pusten fra mig og får min mave til at slå knuder. Jeg er bange for, at det skal ske igen – igen – igen. For jeg tror ikke, jeg kan holde til mere. Jeg mærker livets skrøbelighed som en kniv, der skærer sig ind i mit hjerte.
Min sorg over at have mistet min far for 2 1/2 år siden er stadig så enorm, at der ikke er plads til mere. Jeg troede ikke, der var plads til mere sorg i mit hjerte. Men det skal der være. Mit hjerte har fået endnu et hul, og sorgen fosser ud med en kraft, som vil den aldrig stoppe igen. Jeg græder på vores drenges vegne. Over alt det, der ikke bliver. Og på min mands. Over at han allerede skal opleve det, som jeg skulle igennem for 2 år siden. Han skulle ikke have mærket det før om mange, mange år.
Det bliver pludseligt så tydeligt for mig, at jeg har erfaring med at miste. Hvem ønsker helt ærligt at have det?! Det gør ondt at jeg ved, hvad der venter – ved hvad der skal ske. Og jeg ville sådan ønske, at min elskede mand ikke skulle mærke den sorg, som jeg har kæmpet med de sidste par år.

Jeg kan ikke skærme vores drenge for livets allermest forfærdelige tab. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at holde det hemmeligt for dem og håbe, de aldrig ville opdage, hvad der har ramt os. Det eneste jeg kan gøre, er, at forsøge at hjælpe dem igennem på allerbedste vis. Og forsøge at finde styrke indeni til at bære både deres og min egen sorg. Finde styrken hos min familie.

Livet er gået i stå igen og jeg ved ikke, hvordan det skal komme i gang igen. Mine kræfter er sluppet op. Var det ikke for drengene, ville vi ikke være stået op i dag.
Midt i sorgen og chokket mærker jeg vores familiers stærke sammenhold og bånd, og selvom det føles ubeskrivelig skrøbeligt, at alting kan forandres på et splitsekund, så er det uvurderligt vigtigt, at vi holder sammen.

Vores hjerter er i chok, vores hoveder er gået i stå. Hvordan kan verden bare fortsætte, som om intet er hændt.

Jeg har lyst til, at livet skal gå i stå. Jeg kan ikke holde ud at skulle forholde mig til ‘alt’. Til hverdag, indkøb, vasketøj, studie, bisættelse, børnehave, rengøring, koloni, klassefest, legegruppe, madpakker, lektier. Jeg har brug for, at det venter på, at jeg – vi – er klar igen. Brug for at sorgen må fylde. Jeg tvivler på, at verden har tid til at vente…

Da vi spiste aftensmad i går aftes snakkede drengene om, at farfar sidder oppe hos morfar nu, oppe over skyerne et sted, og ser fodbold i fjernsynet, og kigger ned på os. Måske har de endda fået flere venner deroppe. Deroppe hvor der kun er rart at være og W sagde: ‘Måske er det tilmed helt okay at dø, for hernede er ikke altid så rart at være’…

…….

Modvind og ulykker i flok

fullsizeoutput_2353fullsizeoutput_2351

Hvis ikke jeg havde (virkelig meget) andet at give mig til, så kunne jeg nemt komme til at gå rundt og hænge lidt med næbbet eller måske endda sætte mig ned og stirre tomt ud i luften…
Jeg synes efterhånden, der er lidt for meget modvind for tiden. Men ulykker kommer jo som bekendt i flok… Ihvertfald herhjemme…

I sidste uge fortalte min allerbedste studiebuddy, at hun havde valgt at melde sig ud af studiet. Det var et virkelig hårdt slag for mig, der slog mig totalt ud af kurs. En mavepuster uden lige, der kostede en del tårer. Jeg følte – og føler – at jeg pludselig står helt alene med en ‘projekt’, jeg ikke kan klare selv. Især nu, hvor jeg selv har haft mine tvivl og ambivalente tanker, var det en tryghed for mig, at vi kunne følges og dele vores frustrationer. Hive hinanden op, når det blev (for) hårdt, svært eller træls, og terpe eksamenspensum, som vi gjorde det så godt på 1. semester. Vi var et fantastisk godt team! Jeg følte, og glædede mig dagligt over, at det var begyndelsen på et virkelig fint venskab.
Nu har jeg mistet min wingman, og skal til at finde ud af at klare mig igennem selv. Jeg har mistet den tryghed, der var i, at vi var to om at klare skærene sammen. Jeg var slet ikke forberedt på, at det skulle gå sådan, så chokket sidder stadig i mig, men jeg håber, jeg formår at komme godt videre – måske efter en god, lang sommerferie…

Som jeg allerede har skrevet om her, så gav W os noget af chok for et par uger siden. I fredags styrtede han så på cykel, men cykelhjelmen tog heldigvis godt fra. Udover skrammer på kroppen, slog han en af sine (fine) fortænder ned i asfalten, og slog endda et lille stykke af. Av for den! Det gør godt nok ondt i morhjertet, at han skal være så hårdt ramt.
Han tager det dog heldigvis i stiv arm – det kunne jeg lære noget af 😉 Han var mega sej til at sidde og pille sten ud af sit sår, mens jeg gik rundt med blodsmag i munden på hans vegne, og begyndte at tvivle på, om jeg overhoved er egnet til at blive sygeplejerske. Når drengene slår sig, mærker jeg deres smerte (måske næsten stærkere end de selv gør)…!

Men ulykkerne holder jo ikke ved det….
Sidste år skrev jeg det her indlæg, og nu er vi næsten samme sted igen…

I går kom A hjem fra fodboldkamp alt for tidligt. Efter 5 minutter på banen, i den første fodboldkamp siden sidste år, hvor uheldet også var ude – i går var det dog med smerter i fod og læg og en klar mistanke. En tur ved vagtlægen blev til et besøg på skadestuen, der bekræftede mistanken. En totalt overrevet akillessene senere, ligger han nu med benet oppe og skal have hhv. gips og støvle på i min. 8 uger og derefter starte genoptræning lige så stille.
Konsekvenserne kan jeg slet slet slet ikke lige overskue, og hvis ikke jeg i forvejen havde besluttet mig for at tage en dag ad gangen, så var det vist på tide at lave den regel…

Listen over, hvad man ikke kan, når man har et ben i gips og en krykke i hver hånd, er vist for omfattende at lave. Det er nok nemmere at lave en liste over de ting, man stadig kan… 😉
Nu skal vi til at finde ud af, hvordan dælen vi kommer igennem hverdagen og sidenhen hvordan vi klarer sommer(ferie), runde fødselsdage, praktiske ting osv. Køre bil kan han jo ikke engang, og slet ikke dase i poolen, så vores kør-selv-tur til Sydfrankrig skal måske også revurderes.
Jeg forsøger at finde de positive ting ved det, men de gemmer sig godt…
Jeg ved kun, at det bliver nogle svære og udfordrende måneder, vi går i møde. Både for A og for os andre. Og det udfordrer mig, især fordi måneden i forvejen har budt på mange svære mærkedage.

Lige nu, hvor jeg endelig sidder stille efter en hektisk dag, der blev afsluttet med 3 timers naturskolearrangement med W og hans klasse, kan jeg næsten ikke holde sammen på mig selv længere. Jeg er træt!
For 2 dage siden tænkte jeg, at den forestående eksamen om en lille måneds tid var det højeste bjerg, der skulle bestiges indenfor nærmeste fremtid. Nu er udsigten udover bjergene en helt anden…
Ja, sådan er det jo med livet. Man ved aldrig, hvad der venter lige rundt om hjørnet. Men mon ikke vi nok skal klare det, på den ene eller anden måde. Hvis bare vi kan holde humøret oppe, midt i alt det, der er surt og svært, så går det nok…

Nu vil jeg hoppe i seng (selvom klokken ikke engang er 21 endnu) og glæde mig til at få weekend i morgen kl. 15. Det bliver intet mindre end fantastisk!

Rigtig god aften derude

Påskeferie i sommerhus – fødselsdagsfejring, Lego House, snevejr og pizzabar

017

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

fullsizeoutput_1a73 fullsizeoutput_1a74
Legobad
fullsizeoutput_1a76 fullsizeoutput_1a77
Legospringvand
fullsizeoutput_1a78 fullsizeoutput_1a79
Det bedste er ikke for godt <3
fullsizeoutput_1a7a
3 søde banditter <3
fullsizeoutput_1a7e021029
Pizzabar – opskriften på sprøde pizzabunde er lige her
030034
Fødselsdagsthebirkes
037
Fødselsdagsmorgenbord – sommerhus style
039067
Snevejr i slutningen af marts… – uanset hvad skulle min nye kjole luftes 😉
107
Taske-bling – når man (også) er mor
118
Fødselsdagspavlova – altid et hit (og så nem at lave, at den kan laves i et sommerhus med begrænsede køkkenhjælpemidler)
Opskriften er lige her
120
Fødselsdagslagkage med jordbærmousse og påskeæg
125

Varer påsken lige til jul? I så fald kan jeg sagtens stadig nå at dele glimt fra vores påskeferie, ik? 🙂 De kommer ihvertfald her 😉

4 dage af påskeferien tilbragte vi i sommerhus med A’s familie, i både solskin og snevejr. Den første dag besøgte vi Lego House, og de andre dage, mens drengene var i badeland, brugte jeg tiden på enten at forberede mad eller skrive opgave.

Lego House var en fin oplevelse, der fik tiden til at løbe fra os, og vi må helt sikkert derned igen. Der var noget for alle aldre og masser af kræs for sanserne.

En af aftenerne stod jeg for aftensmaden, og arrangerede en pizzabar, hvor man kunne lave sine egne pizzaer. Og drengene var, som altid, ellevilde – de er nemlig søde til, ikke at lægge skjul på, at de elsker (mine) hjemmelavede pizzaer <3 🙂

Om torsdagen var det A’s fødselsdag, så han skulle selvfølgelig fejres med morgenmad, fødselsdagsthebirkes, gaver, lagkage og menu bestemt af fødselsdagsbarnet.

Og så var det ellers tid til at køre hjem igen og nyde resten af påsken i vante rammer. Mere om det en af de nærmeste dage 😉

Nu vil jeg gå til undervisning i medicinregning og glæde mig til at få weekend. Den er meget velkommen og skal (desværre) bruges på at skrive opgave! (Hvis du vil se, hvad jeg har lavet på studiet i dag, så hop over forbi min Instagram story – @mormedmegetmere)

Rigtig god weekend

Fars dag – på godt og ondt

010 far
Far <3
067
Hjemmelavet gave til far – så slipper han for at sige det hele tiden 😀
082023
Syndige søndagssnegle – klar til at hæve natten over. Opskriften er her
057 058
En ordentlig basse, so to speak…
063 066
Godmorgen <3
069 075
Der var en, der ikke kunne vente på, at far stod op 🙂
081 113117
Nem aftensmad efter en skøn dag
119

Fars dag er for længste ovre, men i dag får den lov at genopstå (på den knap så spooky måde, end ordet normalt henviser til 😉 )

Vi drønhyggede os, hele dagen lang. Med morgenmadsrarhed, kaffe i lange baner, syndige søndagssnegle (på en mandag), fridag til hele flokken, gaver og grin. Der var måske ikke den store forskel fra en almindelig fridag, bortset fra gaverne 😉

Især for mit vedkommende, var det en temmelig ambivalent dag, men jeg forsøge at få det bedste ud af den. Selv drengene kommenterede, at det var trist, at jeg ikke havde en far at fejre mere. Jeg havde ellers ikke lige forestillet mig, at de ville tænke over det på den måde… Men altså, de er jo store (og følsomme) og virkelig søde til at drage omsorg.

Jeg brugte dagen på at tænke lidt ekstra på min far. Give mig tid til at lade tankerne flyve, kigge på gamle fotos og mindes. Det gør ikke helt så ondt at tænke tilbage på fine barndomsminder, som det gør at tænke på minder fra de sidste år.

For A var det en dejlig dag og han fortjener at blive fejret, for den fantastiske far han er. Det synes drengene også og jeg glæder mig over, at de har ham at fejre – forhåbentlig mange, mange år endnu 🙂

Rigtig dejlig dag derude

7 års krise afværget…

029039 045 048 055 058 066 078 082083088091103

… i dag kan vi nemlig fejre 8 års bryllupsdag 🙂
8 år som hinandens for evigt <3

Jeg bliver helt rundtosset, når jeg tænker på alt det, der er sket de sidste 8 år. Men det er heldigvis de gode minder der bliver gemt. Sindet har en fin evne til at si de tunge ting fra – heldigvis.

Jeg bliver stolt, glad og taknemmelig, når jeg tænker på alt det vi har oplevet, klaret og overvundet sammen. 8 år er egentlig ret lang tid og alligevel føles det som ingenting. Vi har oplevet og skabt noget helt særligt og unikt sammen, som altid vil følge med os. Det kan jeg ret godt lide at tænke på. Dén historie kan du læse her
Kærlighed er stort, altoverskyggende – det gør én glad og samtidig skrøbelig. Når jeg i et spiltsekund mærker angsten for, at en ulykke skal gøre mig til enke, bliver jeg så uendeligt skidt tilpas. Tanken om at skulle leve uden A er uudholdelig. Men det er samtidig den følelse, vores kærlighed gror på. Vi har brug for hinanden – men vigtigst af alt; vi har ikke lyst til at undvære hinanden!
Som vi hviskede til hinanden i går aftes, inden vi faldt i søvn; vi skal være sammen mange, mange flere år – 8 år er kun begyndelsen <3

Jeg vidste først i morges, at jeg kunne få lov at holde fri i dag, så vi havde ikke planlagt noget særligt. Alligevel overraskede A med en kæmpe buket blomster fra min yndlingsblomsterbutik – endda med et bronzehjerte, nu da vi har bronzebryllup i år – og en lille æske, som jeg ikke kan afsløre indholdet af endnu – men det er nok slet ikke det I regner med…. 😉

Jeg forærede ham en fornyelse af sit sæsonkort til fodboldstadion – det er jo også meget godt at være adskilt indimellem 😀

Dagen har vi brugt sammen, med håndværkere på taget… Vi har drukket kaffe, sludret i ro og mag, handlet ind, fået ordnet nogle af de mange praktiske ting, der hober sig op for tiden med renoveringsprojekt til op over begge ører. Efter frokost nuppede A en lur, mens jeg syede lidt patchwork og så Netflix. Og mens han hentede drengene cyklede jeg ud til økomanden efter jordbær, hindbær og kartofler – uhm!

Efter A havde været med S til fodboldtræning, spiste vi middag sammen alle 5 (6), med økobøffer, nye danske økokartofler, såvs, salat og flutes, inden W og A kørte til 1. omgang hundetræning med Saga. De kørte af sted lige i det sekund det begyndte at hagle, regne, tordne og lyne…

Nu sidder S og jeg og venter på dem, klar til at kaste os over jordbærkagen, når de lander herhjemme igen (som druknede mus)

Når de to store er puttet tror jeg vi napper et afsnit eller to af House of Cards med et glas rødvin i hånden.

En helt igennem rar bryllupsdag – og så satser jeg på at vi kan fejre den med middag i byen en anden dag, hvor der ikke er tusind andre ting på programmet 😉

God aften derude