Min historie med mobning #2

I dag følger fortsættelsen på 1. indlæg om min barndom og ungdom med mobning. Du kan læse første del af historien lige her I 7.-8. klasse, efter klasserne var blevet blandet på ny og mixet med elever fra en anden skole, begyndte mine klassekammerater for alvor at gå til hal bal, drikke sig fulde og ryge cigaretter. Det var jeg slet ikke klar til… Da jeg har fødselsdag i marts, og tidligt ‘skoleparat’, var jeg en årgang yngre end de fleste af mine skolekammerater. Selvom jeg måske var moden på mange punkter, var der også nogle ting, der ikke sagde mig så meget… Mens mine klassekammerater stod i buskene og røg, havde jeg travlt med at passe mit arbejde; at...

Min historie med mobning #1

I dag vil jeg tage hul på første indlæg om min barndom – med mobning som følgesvend. Jeg har taget tilløb i lang tid – hvorfor ved jeg ikke helt. Måske fordi det er en anelse uoverskueligt at få så meget ned på skrift. Men samtidig ved jeg, at det er god terapi. Og da mange af jer har ønsket at høre mere om det, vil jeg gerne forsøge at sætte ord på. Jeg håber, I vil tage godt imod det. Det er på en måde lidt, som at lægge sit hjerte frem til offentligt skue, men jeg håber, min historie – om ikke andet – kan være med til at fortælle, at man godt kan komme (nogenlunde) hel ud...

En minderig søndag – langt væk hjemmefra

Lørdag morgen blev vores familie beriget med et nyt medlem. Drengenes fætter kom til verden, og vi var selvfølgelig straks utålmodige for at møde ham. Da det krævede en tur tværs over landet, lod vi det være op til drengene, om de havde mod på det eller hellere ville blive hjemme hos mormor. Vi endte med at køre 3 af sted; W, A og jeg. Med i en kølekasse i bagagerummet havde vi en vaskeægte fødselsdags(f)lagkage. Kursen blev sat mod Hvidovre hospital. Sjovt nok samme sted som jeg selv blev født for (mange) år siden. Det var hele køreturen værd at få lov at snuse, ae, holde og betragte. Og selvfølgelig også at snakke med den stolte storesøster og nybagte...

En milepæl, en sejr, en mærkedag af de helt særlige

  I dag er en helt speciel dag! En gigantisk milepæl. En mærkedag af de helt særlige. En sejr, der skal fejres, markeres og mærkes. Som livet allerede har lært mig adskillige gange, så skal man ikke være bleg for at juble, når der er noget at fejre. Livet er for kort til at vente. For kort til at lade være. Og i dag har jeg ikke tænkt mig at lade hverken Jantelov eller ydmyghed stå i vejen for at hæve glasset, klappe mig selv på skulderen og nyde 😉 I dag er jeg halvvejs med mit studie! Allerede – og så alligevel ikke. På den ene side synes jeg, jeg har været i gang med at læse i virkelig...

Ambivalens og antiklimaks – er det normalt?

  Godt nok er der smil på, men det fortæller jo ikke alt… De første to ud af ti ugers klinik på sygehuset er ovre og den forlængede weekend kom som kaldet. Jeg har altid sat pris på ærlighed, også her på bloggen, og deler mange aspekter af livet, både de fine, rare, svære, gode, triste og tunge. Jeg tænker derfor, det er på sin plads at dele (nogle af) mine tanker, efter et par uger i en helt ny verden. Jeg får mange mails med opfordringer til at skrive om studielivet, både ifht hvordan jeg forener det med familielivet og sådan mere generelt, hvordan studiet er osv. Jeg vil altid gerne imødekomme jeres ønsker, i det omgang det er...