Min historie med livmoderhalskræft – en stemme i HPV debatten

For en uges tid siden faldt jeg over et billede på Instagram af en, jeg kunne genkende som mor til 2 piger på L’s stue i vuggestuen. Dengang kendte jeg hende ikke, udover jeg vidste, hun hedder Tine. På hendes Instagramkonto kunne jeg hurtigt læse mig frem til, at hun et par uger forinden havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det berørte mig dybt. Det var lige omkring årsdagen for min fars død, som i forvejen bragte så mange minder med sig, om sorg, kræft, livet og sygdom. Da jeg mødte hende i vuggestuen den efterfølgende eftermiddag, tog jeg mod til mig og henvendte mig til hende. Mest af alt for at sige, at jeg var ked af at opdage, det hun stod...

Forårstungsind – når sorgen blusser op

Forår er lig med lysere dage, børn der slippes på græs, barnelatter, udeliv, lyserøde solnedgange, mildere temperaturer og solskin, der sender varme ned til os, sætter spirer på spring og bringer fornyet energi og glæde med sig…. Den virkning plejer det også at have på mig… Sådan har det desværre ikke været i år… De sidste par uger er mit hjerte begyndt at bløde igen… Det er som om, sorgen er blusset op igen. Som om foråret har revet plasteret af. Jeg kan ikke mærke, præcis hvad der har gjort det, men jeg kan alligevel fornemme, at solens stråler håner mig mere end de hjælper. De smukke forårsdage minder mig om samme tid sidste år. I stedet for duften af...

Sorg og savn – når hjertet (stadig) bløder…

Det meste af det, der fylder her på bloggen, er lykkestunder og smilehuller, men livet byder også på knubs og skrammer, der skal sættes plaster på og bearbejdes, så der kan blive plads til dem i hjertets rygsæk. I dag er det 9 måneder siden jeg sad hos min far, da han tog sit sidste åndedrag. Alene det at skrive det, river i mit hjerte og får tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Når jeg tænker over det faktum, at han er væk, kan jeg – stadig – ikke rumme sorgen. Jeg har stadigvæk så meget der er uforløst. Så mange sår på sjæl og hjerte, der stadig bløder. Er 9 måneder lang tid? Det er det, når...

Skal jeg se sorgen i øjnene?

For nogle uger siden kom der en invitation i postkassen hos min mor. Sådan en invitation, man helst ville være foruden, groft sagt. Ikke at tanken bag ikke er sød. Jeg ville bare helst, at omstændigheden, der gør at den er sendt, aldrig var hændt… Invitationen er fra Hospice. En invitation til mindegudstjeneste, for dem der er døde derude det sidste halve år. Jeg kan end ikke læse invitationen, uden at tårerne triller ned ad kinderne. Jeg bliver ramt af massiv ambivalens. Min far nåede at være på Hospice i 4 dage før han døde. 4 dage, der bød på ulideligt mange hjertestik. Der var så meget godt i, at han kom derud og så meget sorg forbundet med det også....

Klaustrofobisk sorg

De sidste uger har mest af alt budt på feriegrin og gode oplevelser, men for mig har det ikke været lutter lykke. Det har det i brudstykker, heldigvis for det, men jeg har også brugt meget energi på at lade mit hjerte skrige, fordi jeg tror på, det er den eneste vej ud af sorgen. Så sorgen kan blive til savn – engang. De fleste sommerindlæg har vist alle de gode stunder, for det er heldigvis dem der er flest af, men for mig er det også lidt skævt, kun at vise alt det gode, for det afspejler ikke hvordan jeg har det indeni. Når nu bloggen er et billede af mig, så må der også et tungt indlæg til indmellem…...

Sorg

I lang tid har døden leget gemmeleg med os. Vi har ventet på og frygtet hvornår den ville finde os. Nu brænder tampen. Mit hjerte er frosset, maven er forvandlet til en hvirvelvind, mine øjne svier, mine hænder er kolde, der sidder en konstant klump i halsen, en evig tåre på kinden, min krop dirrer. Jeg føler afmagt i højeste potens. Spørgsmålene står i kø. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde svarene. Hvordan skal jeg kunne undvære min far? Hvordan skal jeg kunne blive klar til det? Hvornår vågner jeg fra det her mareridt? Jeg synes det er så uretfærdigt, at alt det her sker, det er ikke tiden til det her nu! Hvordan skal jeg (kunne) fortælle mine drenge,...

I 2018 skal….

Det nye år er allerede godt i gang og jeg løber af sted og forsøger at følge med. Især eksamensforberedelser og opgaveskrivning fylder en hel del lige nu! Når det nye år rammer, bliver jeg altid en kende sentimental og nostalgisk og funderer en hel del, både over det gamle år, der gik, og det nye, der venter. Jeg tror ikke på nytårsforsæt, for jeg har ikke lyst til at skulle gå og holde regnskab, men jeg synes nu alligevel det kan være helt fint at sætte sig mål, udstikke en retning og have noget på to do listen, man gerne vil og kan glæde sig til. Måske endda sætte sig et par (svære) mål, der har en gulerod i enden,...

Bagsiden af min medalje – som sygeplejerskestuderende

Hvis I læste indlægget, der opsummerede de første par måneder som sygeplejerskestuderende, så var der (forhåbentlig) ingen tvivl om, at jeg er ret glad for det… Der er dog én ting, der følger mig, som jeg også nævnte i indlægget – bagsiden af min medalje som sygeplejerskestuderende. En tung skygge, der prikker mig på skulderen fra tid til anden – for tiden næsten dagligt… Sorgen Det er 1 1/2 år siden min far døde. Men sorgen er stadig en fast følgesvend, måske bare på en anden måde, end de første måneder. Det har været de sværeste 1 1/2 år i mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, der er gået så lang tid – eller er det egentlig lang tid?...

Jeg har sagt op!…

Nå, ja, der er faktisk noget jeg gerne vil fortælle jer. Noget som jeg egentlig har haft lyst til at fortælle i et stykke tid… Fordi det har påvirket mig de sidste uger og nok også været skyld i, at mit immunforsvar har skabt sig og raget alt muligt til sig! Sagen er den, at jeg har sagt op! Jer, der har fulgt med længe, ved måske nok, at jeg startede på et nyt arbejde sidste år i august. Det, jeg troede, var drømmejobbet… Jeg har været med til at skabe et kreativt univers og en webshop, med alt hvad der til hører. Helt i tråd med min kærlighed til kreativitet! Jeg har brugt virkelig meget af min tid på...

Når dagene er tunge og livet er ambivalent

I går var sådan en årsdag, jeg gerne havde været foruden. En mærkelig mærkedag, jeg helst vil glemme. Og egentlig bare fortrænge, hvad der skete for et år siden… I søndags ’fejrede’ vi min fars fødselsdag. I går mindedes vi hans dødsdag. Dagen efter han fyldte 61 år, blev dagen, vi sad hos ham og tog afsked. Vanvittigt ambivalent, at jeg dagen inden havde besøgt ham, ønsket ham tillykke og sagt ’Vi ses i morgen’. Søndag, da jeg kom med drengene og en kagemand, blev jeg stoppet af en sygeplejerske, der sagde, at de nok ikke skulle gå med ind. Lige dér slog lynet ned i mig, jeg vil aldrig glemme det chok, der plantede sig i mig og jeg...

Savn

I dag er det 2 uger siden jeg holdt min far i hånden, da han tog sit sidste åndedrag og alting blev forandret for altid. I mange henseender er 14 dage lang tid. Lige nu føles hver dag som et splitsekund. Jeg er gået i stå, selvom dagene tager mig med. Jeg kan ikke forstå at verden bare kan fortsætte. Jeg har stadig ikke forstået, at han er væk. At jeg aldrig skal have et knus af ham igen… Jeg har lyst til, og brug for, at græde hele tiden. Men jeg er løbet tør for tårer. Min hjerne er  i tomgang. Selv små spørgsmål skal den tænke over længe. Den kan ikke rigtig reagere. Selvom jeg ikke tænker på...

Tak, er kun et fattigt ord

Tak, af hjertet tak, for alle jeres hilsner, kommentarer, sms’er, mails, kram, nus, blomster til og al jeres omsorg for mig og min familie. Det varmer og rører mig og betyder mere end I (måske) aner. Sorgen er altoverskyggende lige nu, jeg er ved siden af mig selv. Mandag var første dag i et helt nyt liv og det kommer til at tage lang tid og mange kræfter at lære at leve med at være amputeret. Lige nu er der utrolig mange praktiske ting, der fylder dagene ud. Men i selv de korteste pauser finder sorgen og tårerne vej og kræfterne bliver hurtigt brugt op, igen og igen. Heldigvis har vi hinanden; min lille familie, min mor, bror og svigerinde. Og...

Er det bedst, hvis det forbliver tabuer?

De sidste uger, har jeg set debatten om død og sorg og de tabuer, der er forbundet med det, poppe op flere forskellige steder i medierne. Sådan lidt pudsigt på en måde, når det også er det, der fylder allermest hos mig lige nu og som jeg efterhånden også har skrevet en del om her… Jeg er fuldstændig enig i det der er fokus på; at det ikke skal være tabu at snakke om død og sorg. For det er kærlighedens pris! Og fuldstændig uundgåeligt, det rammer os alle sammen, på et eller andet tidspunkt, få eller mange gange. Forhåbentlig byder livet på langt flest smil og glade stunder, men hvor der er (stor) kærlighed er der også (stor) sorg....

For et år siden….

… var min mave kuglerund og fuld af kærlighed og cirkelspark og ret meget i vejen for lagkagen 🙂 Min far blev 60 år og fejret med manér. På lørdag bliver min far et år ældre. Det bliver desværre ikke til en fødselsdagsfest for fuld skrue i denne omgang, omend jeg synes han har fortjent det. Præcis som for et år siden, var jeg for et par uger siden overbevist om, at han slet ikke ville nå at blive et år ældre, men han kæmper alt han har lært (og mere til) og er så mega, ubeskriveligt sej, så nu er det håb vakt til live igen. I går stod jeg på sygehuset ved min fars seng, med min mor...

På egne ben

Når man har 2 storebrødre, der viser vejen, så er det selvskrevet, at man ikke kan hvile på laurbærrene… Det synes L ihvertfald. De to store begyndte at gå selv lige omkring deres 1 års fødselsdag. L er allerede startet… Han har taget tilløb i lang tid. I weekenden tog han tilløb til, stortrænede og er blevet mere og mere modig for hver time. Nu står og går han selv 5-10 skridt. At han så kan finde overskud til at storhvine, smile og smutte med øjnene samtidigt, er helt fantastisk. Vi stornyder det allesammen! Og hviner med ham, jubler og glædes. Jeg kan se på ham, hvor fantastisk han synes det er, at have knækket gå-koden og så glemmer jeg min...

Om håb og det der er værre….

Solnedgangen i går aftes… Aldrig den samme, men smuk hver eneste dag! I dag skal jeg et smut til Aarhus med mine forældre, min far skal til sygehustjek og bagefter skal vi hygge med lækker frokost i byen. Det glæder jeg mig til. Imens vil jeg dele lidt (dybe) tanker med jer, for de rumsterer i mig og jeg har brug for at få dem skriblet ned. I er mange der er søde at spørge til min far, også på IG, tusind tak for det, det varmer utrolig meget! Jeg har ikke skrevet så meget om kræften, siden updaten 2. januar, hvor vi startede året med et chok, men i dag kommer der lidt nyt til… Det er snart 3...