Skal jeg se sorgen i øjnene?

For nogle uger siden kom der en invitation i postkassen hos min mor. Sådan en invitation, man helst ville være foruden, groft sagt. Ikke at tanken bag ikke er sød. Jeg ville bare helst, at omstændigheden, der gør at den er sendt, aldrig var hændt… Invitationen er fra Hospice. En invitation til mindegudstjeneste, for dem der er døde derude det sidste halve år. Jeg kan end ikke læse invitationen, uden at tårerne triller ned ad kinderne. Jeg bliver ramt af massiv ambivalens. Min far nåede at være på Hospice i 4 dage før han døde. 4 dage, der bød på ulideligt mange hjertestik. Der var så meget godt i, at han kom derud og så meget sorg forbundet med det også....

Min historie med livmoderhalskræft – en stemme i HPV debatten

For en uges tid siden faldt jeg over et billede på Instagram af en, jeg kunne genkende som mor til 2 piger på L’s stue i vuggestuen. Dengang kendte jeg hende ikke, udover jeg vidste, hun hedder Tine. På hendes Instagramkonto kunne jeg hurtigt læse mig frem til, at hun et par uger forinden havde fået konstateret livmoderhalskræft. Det berørte mig dybt. Det var lige omkring årsdagen for min fars død, som i forvejen bragte så mange minder med sig, om sorg, kræft, livet og sygdom. Da jeg mødte hende i vuggestuen den efterfølgende eftermiddag, tog jeg mod til mig og henvendte mig til hende. Mest af alt for at sige, at jeg var ked af at opdage, det hun stod...